Midler til familiekurser og samarbejdsmodeller


Socialstyrelsen bevilliger midler til Ligeværd til at udvikle familiekurser og samarbejdsmodeller mellem kommuner og organisationer for at styrke familier med børn med handicap.
Ligeværd skal, i samarbejde med Aarhus Kommune og Randers Kommune, udvikle familiekurser og netværk og samarbejdsmodeller, der kan styrke robustheden i familierne.


- Socialstyrelsen har med den nye bevilling ønsket at sætte fokus på to områder. På den ene side har man ønsket at udvikle nye kursuskoncepter, der kan være med til at sikre trivslen i familier med børn med handicap. På en anden side har man ønsket at udvikle forpligtende og ligeværdige modeller for samarbejde mellem sociale organisationer og kommunale myndigheder, siger sekretariatschef i Ligeværd Esben Kullberg.


- At få et barn med et handicap er forbundet med en masse arbejde og svære følelser og tanker for alle familiemedlemmer. Samtidig med at man i familie skal hjælpe hinanden med at bære og håndtere den følelsesmæssige side af at have et barn med handicap, så skal man ofte også til at finde vej igennem det kommunale system for at få den rette hjælp. Med bevillingen har socialstyrelsen bedt os og kommunerne om at lave kursusmodeller, som kan gøre familierne stærkere til at klare de mange opgaver de kommer til at stå med og lave forældrenetværk, hvor familier kan møde hinanden og dele erfaringer og oplevelser.


I bevillingen er der også sat penge af til at udvikle forpligtende samarbejdsmodeller mellem sociale organisationer og kommunale myndigheder.


- Der er meget stor forskel på at være en social organisation og en kommune. Derfor kan det ofte være svært at lave ligeværdige og gensidigt forpligtende samarbejder mellem to så forskellige organisationstyper. Det var en af grundene til, at vi syntes denne opgave var ekstra interessant. De nye samarbejdsmodeller skal være med til at udvikle måder at deles om arbejdet, hvor vi sikrer at både de kompetencer og muligheder der findes i den sociale organisation, og de kompetencer og muligheder der er til rådighed i det kommunale system, bliver bragt i spil for at styrke familierne. At skabe den ligeværdighed i samarbejdet er ikke en let sag, men det er helt afgørende for at vi kan hjælpe familierne, at vi anerkender at vi kan forskellige ting, og at vi har brug for hinanden for at kunne støtte hele familien, fortsætter Esben Kullberg


- Kurserne kommer til at rumme en række modeller, som skal styrke familierne i at være familie. Modellerne skal give viden om, hvordan de kommunale myndigheder arbejder og hjælpe forældre til at finde vej gennem ’systemet’. Kursusmodulerne skal hjælpe de enkelte familiemedlemmer med at bearbejde tanker og følelser forbundet med at have en familiemedlem med et handicap. Der bliver forløb som sætter fokus på forskellige diagnoser. Fælles for alle moduler er, at det både er fagfolk og erfarne forældre, der sammen vil stå for kurserne.


- Samarbejdet er vigtigt. Der er stor viden i det kommunale system, som vi skal sikre bliver formidlet godt til forældrene. Men vi oplever faktisk, at der er nogle områder, som vi er bedre til at hjælpe med end kommunerne. Det samarbejde, der skal udvikles i dette projekt, skal være med til at sikre, at det bliver tydeligt hvad kommunerne er gode til og hvad de sociale organisationer er gode til, så familierne får det bedste fra de to verdener, slutter Esben Kullberg.

Konsulent Cecilie Friis Broundal er projektleder for projektet -cecilie@ligevaerd.dk

Design by mouseketeers