Alliance om STU

Nyhed | 1. juni 2017

organisationerne samler sig om stu

 

Der er dannet en STU Alliance med deltagelse af 21 af de vigtigste organisationer og interessenter på området for den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, som skal evalueres i 2017:

Det drejer sig om: Foreningsfællesskabet Ligeværd, Danske Handicaporganisationer, LEV, Consentio, Spastikerforeningen, Hjerneskadeforeningen, ADHD foreningen, Autismeforeningen, Muskelsvindfonden, Produktionsskoleforeningen, Foreningen af Frie Fagskoler, Efterskoleforeningen, Skolelederforening v. Faglig klub for ledere i specialskolerne, LOS – de private sociale tilbud, Glad Fonden, Uddannelsesforbundet, Socialpædagogerne.

Læs her artikel i Altinget om initiativet

Læs her pressemeddelelsen om initiativet.

STU alliance ser dagens lys

Organisationer har samlet sig i et nyt initiativ: STU Alliancen. Der har aldrig tidligere været samlet en så bred interessentkreds omkring Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse. 

STU skal evalueres i 2017, og organisationerne har samlet sig på tværs af interesser og holdninger for at sikre så gode uddannelsesmuligheder som muligt for unge med forskellige handicaps. STU er for det store flertal af de unge deres eneste mulighed for uddannelse. 

”Der er behov for, at vi samler interessenterne omkring den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse til en drøftelse af, hvad der skal ske med ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov” siger Sekretariatschef i Ligeværd Esben Kullberg og fortsætter: ”politikerne på Christiansborg vil i efteråret få forelagt en evalueringsrapport, som skal danne grundlag for et eftersyn af uddannelsen. STU’en er på mange måder under pres, så det er vigtigt, at vi, der arbejder med og for de unge, sætter os sammen og får drøftet, hvordan vi kan bidrage til at sikre den bedst mulige uddannelse til unge med forskellige former for handicaps.” 

”Der har ikke tidligere været samlet så bred en interessentkreds omkring STU’en. I Ligeværd repræsenterer vi både unge, forældre til unge og uddannelsessteder der tilbyder STU forløb, så vi har erfaringer med drøftelser på tværs af interesser og holdninger. Derfor har vi set det som vores opgave at samle en bred skare rundt om bordet”, siger Conrad Andreasen der er næstformand i Foreningsfællesskabet Ligeværd og forstander på uddannelsesstedet PMU i Sindal.

STU Alliancen er groet ud af Foreningsfællesskabet Ligeværds invitation til en række rundbordssamtaler om STU’ens fremtid. 

”I de foreløbige drøftelser mellem organisationerne, har der vist sig stor enighed i synet på STU og de udfordringer uddannelsen og de unge står overfor. I Ligeværd oplever vi, at de unge mange steder bliver gidsler i et spil om de kommunale kroner. Kommunernes budgetter for STU er pressede, det betyder, at unge der visiteres til et STU-forløb ofte ikke får det de ønsker og har behov for, fordi kommunerne peger på billige og standardiserede tilbud”, siger Esben Kullberg. ”Derfor er der behov for at vi ’rykker sammen i bussen’, så organisationerne i fællesskab kan tale for en gruppe unge, der ofte ikke magter at gøre opmærksomme på sig selv.”

 

 

Design by mouseketeers