Ros til uddannelsessteder - kritik af kommuner

Nyhed | 29. september 2017

Evalueringen af STU viser et billede af en uddannelse, der er en succes. Men rapporten rejser også kritik af kommunernes praksis.

Der er ros til STU udbyderne for at lave en uddannelse, der løfter de unges personlige, sociale og praktiske kompetencer.  Men samtidig rejser Undervisningsministeriets evalueringsrapport kritik at kommunernes visitationsprocesser.

- Stort set alle de adspurgte grupper giver udtryk for, at de unge har gavn og glæde af at gå på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. De unge selv giver udtryk for, at de trives og de forældre, der er spurgt i evalueringen, udtrykker, at de unges kompetencer øges under uddannelsen, siger Esben Kullberg, Sekretariatschef i Ligeværd.

- Rapporten må grundlæggende ses som en klar anerkendelse af det gode pædagogiske arbejder, der laves på de mange forskellige uddannelsessteder.

Rapporten rummer også en række kritiske perspektiver på kommunernes praksis. Det er især forhold omkring den kommunale visitations praksis, der får kritik.

- Evalueringen viser, at der i flere kommuner er sammenblanding af roller omkring visitationen til uddannelsen. I nogle kommuner sidder lederen af det kommunale STU-tilbud med i visitationsudvalget, fortsætter Esben Kullberg.

Dette skaber ifølge rapporten nogle habilitetsproblemer i forhold til, at visitationsudvalgsmedlemmerne på den måde kan visitere til eget tilbud. Uanset om dette finder sted, lever denne rolleforvirring ikke op til reglerne om, at der i kommunerne skal være adskillelse mellem bestiller og leverandør rollerne. Evalueringen finder endvidere, at eleverne i godt en tredjedel af kommunerne ikke får mulighed for at vælge mellem forskellige STU-udbydere. Og når den unge tilbydes én institution, er det oftest en kommunal institution.

- Vi er meget tilfredse med, at evalueringsrapporten har identificeret problemer med visitationen. Vi har på de unges og forældrenes vegne i flere år påpeget de problemer. Så det er tilfredsstillende, at vi nu har en ministeriel rapport, der underbygger vores udsagn og erfaringer. Med rapporten i hånden forventer vi, at det indskærpes over for de kommuner, der ikke giver de unge en reel valgmulighed, at denne praksis ikke lever op til lovgivningen og dermed ikke må finde sted, siger Esben Kullberg.

Rapporten kan downloades her

 

Design by mouseketeers