Der er kommet en ny slags klager ude i kommunerne.

De kan være 20 eller 25 sider lange. Fyldt med paragraffer, principafgørelser og juridiske argumenter. Og nogle gange med henvisninger, der viser sig slet ikke at holde.

AI er flyttet ind i kommunikationen mellem forældre og kommune.

Jeg forstår godt den sagsbehandler, der sukker, når sådan en klage lander på skrivebordet. Men jeg synes, vi skal passe på med at gøre forældrenes brug af AI til problemet.

For hvorfor begynder en mor eller far overhovedet at skrive 25 sider til kommunen?

Måske fordi de oplever, at de ikke bliver hørt. Måske fordi de ikke forstår den afgørelse, de har fået. Måske fordi de er bange for at overse den paragraf eller den formulering, der kunne gøre forskellen for deres barn.

For når man er mor eller far til et barn med særlige behov, kan mødet med systemet være uoverskueligt og overvældende.

Man skal forstå en afgørelse. Holde styr på møder, mails og dokumenter. Beskrive sit barns behov præcist. Måske sætte sig ind i lovgivning, man aldrig tidligere har haft grund til at kende. Og samtidig er man først og fremmest forælder til et barn, som måske mistrives og har brug for hjælp.

Så kommer der pludselig et værktøj, der siger: Jeg kan hjælpe dig.

Selvfølgelig tager nogle forældre imod den hjælp. Og AI kan faktisk noget værdifuldt. Den kan hjælpe med at skabe overblik. Den kan stille spørgsmål. Den kan hjælpe en forælder, der sidder overvældet foran et tomt dokument, med at komme i gang. Og den kan hjælpe med at gøre en lang og følelsesladet fortælling mere klar.

Men AI har også en alvorlig begrænsning:

Den kan tage fejl. Også når den lyder meget sikker.

Derfor skal AI ikke overtage forældrenes stemme. Den skal hjælpe dem med at gøre den tydeligere.

25 sider gør ikke nødvendigvis dit barns situation mere klar for en sagsbehandler. Og AI kender jo ikke dit barn. Så du skal hjælpe AI med at være præcis og konkret. Det her er problemet. Det her har vi oplevet. Og det her har mit barn brug for.

Og så er der også noget andet, vi skal tage meget alvorligt.

Børns oplysninger skal beskyttes.

Man skal ikke ukritisk lægge CPR-numre, journaler, sagsakter, diagnoser og detaljerede beskrivelser af sit barns liv ind i en AI-tjeneste.

Et barn skal ikke betale med sine mest private oplysninger, fordi mor eller far har brug for hjælp til at skrive til kommunen. Derfor har Ligeværds fællesskabsudvikler Lasse Mors lavet nogle råd til forældre, der bruger AI i deres barns sag. De er sendt ud i hans nyhedsbrev Lige værd at vide. Og du kan læse dem her.

Vi skal ikke løfte pegefingre eller advare mod teknologien. Men vi vil gerne hjælpe med at bruge den klogt og passe på børnene imens.

Og måske ligger der også en opgave hos kommunerne.

Når en forælder sender en 25 sider lang AI-genereret klage, kunne det nogle gange være værd at gøre noget meget gammeldags:

Ring.

Og spørg: Hvad er det vigtigste, du prøver at fortælle os? Hvad er du bekymret for? Hvad har dit barn brug for?

For bag de 25 sider sidder stadig en mor eller far, der forsøger at blive hørt. Og midt i det hele er der et barn, som har brug for, at de voksne omkring det finder hinanden.

Problemet er ikke, at forældrene bruger AI. Problemet opstår, hvis teknologien får os til at skrive mere og forstå hinanden mindre.

AI kan hjælpe os med ordene. Men relationen, forståelsen og ansvaret er vi stadig fælles om.

Den tomme stol i klassen er ikke begyndelsen på problemet.

Den er ofte det tidspunkt, hvor problemet ikke længere kan overses.

VIVE har netop udgivet en ny rapport om langvarigt bekymrende skolefravær. Rapporten giver os et vigtigt fælles grundlag for at forstå problemets omfang. VIVE definerer langvarigt bekymrende skolefravær som mindst 20 procent fravær i to sammenhængende kvartaler. Det svarer omtrent til, at et barn har været væk fra skolen hver femte skoledag gennem et halvt år.

Rapporten viser, at problemet er vokset markant siden covid-19. Den viser også, at elever med funktionsnedsættelser og psykiske vanskeligheder er overrepræsenterede, og at langvarigt bekymrende fravær er væsentligt mere udbredt i specialklasser end i almenklasser.

Det er alvorlige fund. Og VIVE har ret i, at der er brug for en fælles definition, bedre registrering og tidligere indsatser.

Men en definition af langvarigt fravær må ikke blive en grænse for, hvornår vi begynder at reagere. For hvis vi først for alvor bliver bekymrede, når et barn har været væk hver femte skoledag i et halvt år, er den tidlige indsats kommet alt for sent.

Langvarigt skolefravær begynder sjældent den dag, barnet bliver hjemme. Det begynder ofte langt tidligere, mens barnet stadig møder frem, men gradvist mister oplevelsen af at høre til, kunne bidrage og kunne holde skoledagen ud.

Barnet kan sagtens sidde på sin plads og samtidig være ved at forsvinde ud af skolens fællesskab.

Det stadie af fravær er ikke altid synligt i klasseværelset. Nogle børn tager sig sammen gennem hele skoledagen og bryder først sammen, når de kommer hjem. Forældrene ser mavepinen, søvnproblemerne, udmattelsen og angsten søndag aften. De oplever, at barnet ikke længere har kræfter til venner eller fritidsaktiviteter. Og de hører måske barnet sige, at det føler sig forkert, ensomt eller ikke kan holde ud at skulle afsted igen.

Alt for mange forældre fortæller os, at de har forsøgt at råbe op, også længe før barnet holdt op med at komme i skole. Men mange har også oplevet, at så længe barnet stadig mødte frem, blev bekymringen ikke tillagt tilstrækkelig vægt.

Det må vi lære af.

Forældrene har ikke nødvendigvis hele forklaringen. Det har skolen og den kommunale myndighed heller ikke. Men forældrenes bekymring er vigtig viden om barnets samlede liv. Og den skal mødes med nysgerrighed og handling, ikke med mistanke om overbeskyttelse eller manglende opbakning til skolen.

Samtidig skal vi lytte langt mere systematisk til børnene selv. Vi kan ikke forstå, hvorfor børn mister deres tilknytning til skolen, hvis vi alene taler om dem og med de voksne omkring dem. Vi må spørge, hvordan de oplever undervisningen, kravene, pauserne, støtten, relationerne og fællesskabet.

Og vi skal turde lade deres svar få konsekvenser.

Målet kan ikke alene være at få barnet tilbage til den skolegang, som barnet ikke kunne være i. Opgaven må være at forandre de betingelser, der gjorde skolen uudholdelig.

En fyldt stol er nemlig ikke i sig selv et tegn på, at det går godt.

Først når barnet oplever sig forstået, betydningsfuldt og som en reel deltager i undervisningen og fællesskabet, har vi skabt det, der faktisk står i modsætning til skolefravær:

Tilknytning og deltagelse.

Mere end 1.000 unge er netop begyndt på en specialefterskole.

Nogle har glædet sig i månedsvis. Andre har haft ondt i maven. Nogle forældre har sikkert haft mindst lige så ondt i maven. Og så er der de unge, der ikke har forventet ret meget. Måske fordi de gennem deres skoleliv har lært, at det er klogest ikke at håbe for meget

Til jer vil jeg gerne sige: Giv det en chance.

Ikke fordi et efterskoleophold er magisk. Det bliver også svært. Der kommer hjemve, konflikter, trætte dage og øjeblikke, hvor det er fristende at trække sig tilbage på værelset. For nogle tager det uger eller måneder at finde sig til rette.

Men noget særligt kan ske, når man får lov til at begynde et nyt sted.

Mange af de unge, vi møder på efterskolerne, fortæller om netop det: at noget kan begynde at ske. De fortæller ikke nødvendigvis om én stor begivenhed, der pludselig ændrede alt, men om små erfaringer, der langsomt blev til noget større. En voksen, der så dem. En interesse, der blev taget alvorligt. En værelseskammerat. En aktivitet, man først ikke havde lyst til at deltage i. Den første ven. Oplevelsen af faktisk at kunne noget, man havde opgivet troen på.

Og måske allervigtigst: oplevelsen af at høre til i et ungdomsliv.

For efterskole handler selvfølgelig om skole. Men det handler også om at spise sammen, grine sammen, blive uvenner og gode venner igen, forelske sig, savne hjem, tage ansvar, prøve grænser af og opdage nye sider af sig selv. Det er ikke en pause fra ungdomslivet. Det er ægte ungdomsliv.

Til jer forældre vil jeg derfor også sige: Hav mod til at håbe. Men hav tålmodighed med processen. Jeres unge skal ikke nødvendigvis lykkes med det hele fra den første uge. Nogle skal have flere forsøg, før noget falder på plads. Det afgørende er ikke, hvor hurtigt det går, men at der er voksne omkring dem, som bliver ved med at tro på mulighederne.

Og til jer unge: I behøver ikke møde op som en ny udgave af jer selv. I må gerne komme med nervøsiteten, de dårlige erfaringer, diagnosen, hjemveen og tvivlen. Men tag også jeres interesser, drømme, humor, nysgerrighed og håb med – også selv om håbet lige nu kun fylder ganske lidt.

For måske står I om et år og opdager noget, som flere før jer har opdaget: Jeg kan mere, end jeg troede. Jeg hører til. Og fremtiden er blevet større.

Snart tømmes skolerne. Kalendere bliver ryddet. Autosvar bliver slået til. Mange af os ser frem til nogle uger med ro, familiefællesskab og tid til det, der ellers ikke er plads til.

Men sommeren er ikke den samme for alle.

For nogle børn er sommerferien ikke noget, man glæder sig til. For nogle er det noget, man skal igennem.

For nogle betyder ferien, at de trygge rammer forsvinder. At den lærer, pædagog eller støtteperson, som hver dag hjælper med at holde verden sammen, pludselig ikke er der. For andre betyder sommeren, at forskellen mellem dem selv og klassekammeraterne bliver ekstra tydelig. Når de andre fortæller om rejser, sommerhuse og oplevelser, mens ens egen ferie mest har foregået på værelset.

Og for nogle børn betyder sommerferien flere dage med mere uro end med frihed. Flere dage med voksnes konflikter. Flere dage med ensomhed. Flere dage, hvor ingen spørger, hvordan de egentlig har det.

Det er også værd at huske, når vi glade ønsker hinanden god sommer.

Jeg kommer næsten lige fra nogle dage på Folkemødet. Et sted, hvor Danmark møder sig selv. Hvor politikere, organisationer, virksomheder, fonde og frivillige samles for at diskutere samfundets store spørgsmål.

Folkemødet er på mange måder et fascinerende billede på vores samfund.

Man kan ikke undgå at bemærke forskellene. De store organisationer med de imponerende scener, eksklusive arrangementer og betydelige ressourcer. De små foreninger med foldbare borde, frivillige kræfter og hjemmelavede bannere.

Nogle steder bæres stemningen af fadøl og rosévin. Andre steder af engagement og ønsket om forandring.

Når jeg ser tilbage på dagene på Bornholm, er det ikke de store telte, jeg husker bedst. Det, der stikker dybest, er møderne med mennesker, der insisterer på at gøre en forskel.

Mennesker, der arbejder for børn med skolefravær. For unge uden for fællesskaberne. For familier, der kæmper for at holde sammen på det hele. For mennesker med diagnoser, fattigdom eller psykisk sårbarhed. Mennesker, der bruger deres fritid, deres faglighed og deres hjerte på at skabe lidt mere håb og lidt mere plads til dem, der alt for ofte bliver overset.

Jeg oplevede fonde og civilsamfundsorganisationer, der søger nye veje sammen. Nye former for samarbejde. Nye måder at finansiere sociale indsatser på. Mere tillid. Mere langsigtethed. Mere fokus på at løse problemer frem for at administrere projekter.

Det giver alt sammen håb.

For hvis der er én ting, Folkemødet minder mig om, så er det, hvor fattigt et samfund vi ville være uden civilsamfundet. Uden frivillige. Uden foreninger. Uden de mennesker, der ser et problem og beslutter sig for at gøre noget ved det. Uden den enorme iværksætterkraft, der bor i menneskers omsorg for hinanden.

Jeg bliver mindet om, at det er dem, der holder håbet levende mellem de politiske beslutninger.

Derfor skal denne sommerhilsen også først og fremmest være en tak.

Tak til jer, der skaber fællesskaber, når andre oplever ensomhed.

Tak til jer, der bliver ved med at tro på mennesker, når de selv har svært ved det.

Tak til jer, der arbejder for et mere ligeværdigt Danmark – også når resultaterne kommer langsomt.

Og til jer, for hvem sommeren ikke nødvendigvis føles som ferie: I skal vide, at der er mennesker, som tænker på jer. Som arbejder for jer. Som kæmper for, at fællesskabet også skal række ud til jer.

Det er måske det vigtigste, jeg tager med hjem fra Folkemødet, og som jeg vil minde mig selv om, når jeg vender tilbage til hverdagen:

At midt i forskellighederne, ulighederne og de store udfordringer findes der stadig et bemærkelsesværdigt engagement. En vilje til at række hånden ud. En tro på, at ting kan blive bedre.

Den tro skal vi dæleme passe godt på.

Rigtig god sommer.

Eftertænksomme hilsner
Esben Kullberg
Direktør i Ligeværd

Det er nærmest en national folkesport at spare i skat. Jeg kan da heller ikke huske, hvornår jeg første gang hørte nogen sige, at den offentlige sektor skulle “effektiviseres”. Men jeg husker tydeligt den periode, hvor det blev en selvfølgelighed.

Der var noget besnærende over effektiviseringstanken i 00’erne. 

Hvis virksomheder kunne producere mere for færre penge, hvorfor skulle kommuner, skoler og sociale tilbud så ikke kunne det samme? Hvis man kunne skære lidt her og lidt der uden at borgerne mærkede forskellen, ville det jo være uansvarligt ikke at gøre det.

Så vi begyndte at lede efter effektiviseringer. 

To procent her. En besparelse der. En ny styringsmodel. Flere målinger. Flere registreringer. Flere dokumentationskrav. Flere kontrolmekanismer.

Ingen af delene lød urimelige – i sig selv.

Men når man ser tilbage, er det værd at spørge: Hvornår begyndte vi egentlig at tro, at velfærd kunne blive ved med at blive billigere uden at koste på kvaliteten?

Måske var det i de år, hvor New Public Management for alvor slog rod. Hvor vi begyndte at tale om borgere som kunder, institutioner som produktionsenheder og medarbejdere som ressourcer. Hvor tillid gradvist blev erstattet af kontrol, og hvor forestillingen voksede frem om, at den offentlige sektor grundlæggende var ineffektiv.

Der opstod en fortælling om de “kolde hænder”. Om for mange administratorer, møder og bureaukrati. 

Noget af kritikken var sikkert berettiget. Selvfølgelig skal vi være varsomme med skatteborgernes penge. Selvfølgelig skal vi rydde op i unødvendige regler og arbejdsgange.

Men måske overså vi noget vigtigt: Når man skærer to procent væk ét år, lyder det overkommeligt. Når man gør det igen året efter, og året efter igen, begynder regnestykket at se anderledes ud. Til sidst er det ikke længere fedtet på stegen, man fjerner. Så er det selve kødet.

I dag møder vi konsekvenserne. 

Vi ser folkeskoler, hvor lærere løber stærkere end nogensinde. Vi ser socialrådgivere med sagsbunker, der gør det svært at være nærværende. Vi ser familier, der må vente på hjælp, og medarbejdere, som rammes af moralsk stress, fordi de ikke får mulighed for at gøre deres arbejde ordentligt.

Og vi ser mennesker falde mellem stolene: børn, der kæmper med at komme i skole. Unge, der har brug for en håndholdt vej ind på arbejdsmarkedet. Forældre, der bliver eksperter i deres eget barns fortvivlende vej, fordi de har kæmpet med systemet i
årevis.

Det er sjældent dem, der råber højest, men det er ofte dem, der betaler prisen.

Derfor håber jeg, vi står ved et vendepunkt. 

Ikke fordi nogen har fundet den perfekte model, men fordi stadig flere kan mærke, at noget ikke hænger sammen.

God velfærd er ikke først og fremmest et spørgsmål om systemer, men om mennesker. Det er et spørgsmål om tid. Om faglighed. Om relationer. Om professionelle, der har mulighed for at bruge deres dømmekraft.

Vi skal ikke tilbage til fortiden. Men måske skal vi genopdage en gammel erkendelse: At velfærd ikke bare er en udgift, vi skal minimere. Det er en investering i det samfund, vi ønsker at være.

For diskussionen bør ikke kun handle om, hvor meget velfærd koster. Den bør også handle om, hvad det koster, når den mangler. Den regning står bare ikke på kommunens budget for næste år. Den dukker op senere – i menneskelige omkostninger, i mistrivsel, i tabte muligheder og i et samfund, hvor flere oplever at stå udenfor fællesskabet.

Hvad tænker du?

Jeg vil gerne vide, hvad du tænker. Send mig gerne en mail på esben@ligevaerd.dk 

Eftertænksomme hilsner
Esben Kullberg
Direktør i Ligeværd

9. juni 2026