Fotograf: Jonatan Rønn
Undervisningsministerens udmelding om en ny diagnose, PDO – “Pisse Dårligt Opdragede” – har sat sindene i kog. Og med god grund. Når børn, der kæmper i skolen, beskrives på den måde, risikerer vi at gøre sproget til et våben mod de mest sårbare. Og at lægge endnu en byrde på skuldrene af de forældre, der kæmper for, at deres børn skal have en hverdag, hvor de kan trives i skolen.
I Ligeværd møder vi næsten dagligt børn og unge i fare for skoleeksklusion, hvis udfordringer bunder i alt fra autisme og ADHD til traumer og mistrivsel. For dem er det ikke et spørgsmål om opdragelse, men om hvordan skolen møder deres behov. Men børns udfordringer viser sig sjældent entydigt, og derfor rammer ministerens provokerende kynisme en masse børn, som er i problemer i skolen.
Dilemmaet mellem individualitet og fællesskab
Som jeg læser ministerens ærinde, så handler det om forholdet mellem individualitet og fællesskab. Og indrømmet: Her står vi som samfund overfor et vanskeligt dilemma: Hvordan skaber vi plads til den individuelle mangfoldighed og gode trygge fællesskaber?
På den ene side har hvert barn ret til at blive set, forstået og støttet ud fra sine særlige forudsætninger. På den anden side har fællesskabet i klassen brug for rammer og ro for at kunne fungere. Hvis vi fokuserer ensidigt på individet, risikerer vi at opløse fællesskabet. Og hvis vi kun taler om fællesskabets krav, risikerer vi at mase børn med særlige forudsætninger ind i sammenhænge, de ikke magter.
Den svære opgave er at balancere – så fællesskabet bliver meningsfuldt netop fordi der er plads til forskellighed.
Voksnes ansvar for børnefællesskaber
Forskning i inklusion viser, at stærke relationer, tillidsfulde voksne og et anerkendende læringsmiljø er afgørende for den balance. Når lærere og pædagoger har tid og redskaber til at se både individet og gruppen, opstår et fællesskab, hvor børn lærer at leve med forskellighed.
Det kræver investeringer i skolen, ikke slogans der udskammer børn. Der er i hvert fald mig bekendt ingen forskningsmæssigt belæg for, at magt og udskamning skaber bedre og tryggere fællesskaber. Så det skulle man måske holde sig for god til som minister.
I stedet for at tale om børn som “pisse dårligt opdragede” må vi som voksne tage ansvar for at skabe de rammer, hvor individualitet og fællesskab kan berige hinanden. Det er nøglen til en inkluderende folkeskole, hvor alle børn får mulighed for at høre til.
Hold dig opdateret