Unge med særlige behov ville klare sig bedre i livet, hvis de gik i almene skoletilbud. Det mener flere kommuner. Men hvad siger de unge, som det hele handler om? Vi har talt med tre unge og en ekspert.

Kommunerne tager fejl, når de tror, at børn med særlige behov vil klare sig bedre, hvis de bliver inkluderet i almenskolen. Det mener Jan Kirkegaard, tidligere chef for PPR i Aarhus Kommune igennem 20 år.

”Man skal ikke bilde sig ind, at vi kan løse problemet med, om de går videre til ungdomsuddannelser ved at sætte dem ind i en almenklasse. Det gør man ikke. Det er lidt en naiv logik at lægge for dagen,” siger han.

”De får ikke den ungdomsuddannelse, fordi de har nogle vanskeligheder af en karakter, som gør, at de skal imødekommes på en anden måde end det traditionelle uddannelsesmiljø,” siger Jan Kirkegaard.

Kommunernes konklusion kommer på baggrund af KL’s rapport ”10 år efter specialtilbud”. Den viser, at elever, der har modtaget segregeret specialundervisning, markant oftere er på offentlig forsørgelse og i lavere grad fuldfører en ungdomsuddannelse. Men faktisk ville nogle af børnene klare sig dårligere ved at komme i en almen klasse, mener Jan Kirkegaard.

”Medmindre der bliver satset massivt på kompetencer, flere ressourcer og tid til samarbejde, er der virkelig et problem at tro, at vi bare kan sluse dem tilbage igen. Det er ikke gjort med bare at sætte lidt ekstra støtte ind, for det her er klart vanskeligere at administrere i en klasse med mange børn, end hvis man er i et overskueligt miljø i et specialtilbud.”

Sådan siger eksperten. Men hvad siger de unge selv? Vi har spurgt tre unge voksne med særlige behov til deres erfaringer med både almene og specialiserede skoletilbud.

Isakur Johannessen: Fra 4. – 7. klasse var et regulært helvede

Pedel på fuldtid hos Esbjerg almennyttige Boligselskab. Gik i almen til og med 7. klasse, hvorefter han kom tre år på specialefterskole.

Hvordan var det for dig at starte i en almindelig klasse?

Til at starte med gik det fint i almenskolen. Men efterhånden som vi blev ældre, begyndte det at blive træls. Jeg kunne ikke følge med socialt eller fagligt. Så jeg blev placeret nede bagved med en matematikbog, som endte med at blive en malebog.

Skulle du have haft et andet tilbud fra starten?

Ikke til at starte med. Men i 2. eller 3. klasse skulle man nok have taget mig ud til et specialtilbud. Jeg havde et noget iltert temperament og har haft flere episoder, hvor jeg har reageret voldsomt over for andre børn.

Hvordan var det så for dig at komme på specialefterskole i tre år fra 8. klasse?

Det var fantastisk. Jeg gik fra at være et problem, som skulle håndteres til at blive set som et menneske. Jeg kunne knap nok gå og stå socialt, hverken skrive mit eget navn forfra eller bagfra. Og så oplevede jeg at blive taget hånd om, som det menneske jeg er og med de fejl og mangler – det var en omvæltning.

Du siger, at du blev set som et menneske på specialefterskolen. Hvad mener du med det?

De vidste, hvad de havde at gøre med. Der var ikke fokus på det i folkeskolen. På specialefterskolen havde de flere års erfaring med unge mennesker med vanskeligheder, så det var rart at kunne blive set som en ligeværdig som alle andre. Og også bare rart at have nogle undervisere, som faktisk forstod en. Forstod, hvorfor reagerer de sådan her. Hvorfor opfører de sig sådan her.

Hvad mener du med, at du blev set som ligeværdig som alle andre?

Det at vi alle sammen var i samme båd. Helt fantastisk. Altså der var en helt frisk start og man kigger rundt, vi har alle sammen problemer på den ene eller anden måde.

Hvad betød det for dig?

Man gik lige pludselig fra ikke at have nogen at reflektere sig i og snakke med sine problemer om, til at nu kunne man lige pludselig prikke til sidemakkeren: Har du også altid haft problemer med blækregningen eller noget andet. Man fik hurtigere et fællesskab på tværs af ens problemer.

Så du fik venner?

Ja, jeg fik lige pludselig venner. Jeg gik fra at have én ven til at have… det har jeg ikke tal på. 40-50 venner. Man er jo ikke venner med alle, men måske med halvdelen.

Asta-Marie Ankerstjerne: Det betyder noget at være sammen med nogen, der har det ligesom en selv

Går i autismeklasse på HF. Har været i specialiserede skoletilbud siden børnehaveklassen

Hvordan var din skoletid?

Det har været overordnet god. Specialskolen har hjulpet mig meget og ligesom mødt mig der, hvor jeg var i min udvikling. Det er også det, der har gjort, at jeg nu er kommet så langt, at jeg kan gå på en HF. Fordi jeg har fået lov at udvikle mig i mit eget tempo.

Du har autisme og ADHD. Vil du ikke beskrive nogle af de udfordringer, du oplever?

Jeg har problemer med det sociale og har meget lavt energiniveau. Der er mange ting, jeg har rigtig svært ved, og mine udfordringer forhindrer mig også i at gøre nogle af de ting, jeg drømmer om. Som for eksempel at flytte sammen med min kæreste.

Har du nogen forestilling om, hvordan det havde været for dig, hvis du havde gået i en almen folkeskole?

Jeg tror, at jeg havde været presset, fordi der er rigtig mange børn på rigtig lidt plads og mange ydre stimuli, og det vil jeg jo blive vældig påvirket af. Så ville jeg jo bare have siddet i et hjørne hele tiden og have det rigtig skidt. Og så er jeg jo typen, der holder på det, men når jeg så kommer hjem, så vil jeg så blive udadreagerende. Fordi jeg ikke rummer ret mange indtryk ad gangen.

Nogen mener jo, at vi kan have de fleste børn i almen, der skal bare være den rigtige støtte. Vil du kunne være i en almen klasse med 23 elever og den larm der følger med, hvis bare der var en voksen, der havde fulgt dig hele tiden?

Nej.

Hvorfor ikke?

Det med at være iblandt 23 andre. Jeg har også gået på FGU i et år og fået en forsmag på, hvad det vil sige at være en del af noget ”normalt”. Der var vi 18. Der var meget larm, og selvom jeg havde nogen tæt på mig hele tiden, så var det ikke nok. Jeg var på overarbejde med alle de uforudsigeligheder, der var. Det er der jo også i den almene folkeskole.

Hvad har det betydet for dig at gå i skole med nogen, der havde de samme udfordringer som dig?

Det betyder helt klart meget, at man er sammen med nogen, der har det ligesom en selv. Fordi så er man lidt ligesom i samme båd. Jeg har nogle venner, som også er autister og vi kan relatere rigtig meget til hinanden. Sådan: Ej, sådan har jeg det også. Når man fortæller om et eller andet der godt kan være svært.

Mathilde Arnklit Grøndahl: Fiaskooplevelser blev gjort lettere, fordi der var nogen til at tage sig af det

Førtidspensionist og hjemmegående husmor. Gik i almenklasse indtil 5. klasse og kom herefter i specialtilbud.

Hvordan var det for dig at gå i almenklassen?

Det startede fint og begyndte at clashe, da vi skiftede klasselærer. Jeg fik alle de her dårlige oplevelser med ikke at være god nok til de ting, jeg lavede. Det begyndte også at være svært med nogle af de andre børn, og jeg kom tit op at slås med nogen.

Så kom du på specialskole. Hvordan var det?

De kunne rumme mange flere episoder, hvor jeg var udadreagerende for eksempel. Jeg har oplevet at blive efterladt på bagsædet af en minibus med to voksne mænd, som sidder og har det sjovt, mens jeg er pissesur og ikke gider med på biblioteket. Indtil en af dem siger noget, som får mig til at smile og får lukket op for det, der er træls. Nogle af de der fiaskooplevelser blev gjort lettere, fordi der var nogen til at tage sig af det.

Betød det noget for dig, at nogle af de andre børn også havde nogle udfordringer?

Jeg tror, at jeg har indset, at jeg ikke er et trælst menneske, og at jeg ikke er ond. Det var jeg ret overbevist om engang. I folkeskolen tænkte jeg, at jeg var et monster. Men på specialskolen så jeg, at der var andre, der også spassede ud, som også havde problemer, og som også udviklede sig hele tiden. Det var helt klart med til, at jeg kunne komme til at tro på, jeg måske ikke var så slem, som jeg gjorde mig selv til. Hvis ikke jeg havde indset det, så tror jeg, at jeg stadig havde været i en nedadgående spiral. Hvor jeg blev mere og mere deprimeret, fordi jeg nok havde skabt et billede af, at jeg bare var røvsyg og dårlig at være sammen med.

Lad os sige, at du havde fået den rigtige støtte i almenklassen. At de to mænd på bagsædet af bussen havde været med dig der. Kunne det ikke have hjulpet dig til at indse det samme?

Nej. Jeg ville jo føle, at jeg var anderledes end de andre. Så var jeg ikke en del af fællesskabet på samme måde som de andre, fordi der altid var en til at tage sig af bare mig. Det ville blive sådan en voksenven, og så ville de andre synes, at det var mærkeligt. På specialskolen var det normalt, at en voksen nogengange mandsopdækkede et barn.

Du er en af dem, der er kommet på offentlig forsørgelse efter at have været i specialtilbud. Kunne du forestille dig at få en tilknytning til arbejdsmarkedet senere?

Jeg leger med tanken allerede nu, fordi jeg har rykket med så meget i de seks år, hvor jeg har været på førtidspension. Men det skulle være en lille tilknytning. Jeg kunne sagtens forestille mig for eksempel at begynde at være omdeler i mit nærområde i et par timer om ugen – starte der.

Læs også Når tallene vildleder og børnene betaler prisen.

Juni 2025