Den tomme stol i klassen er ikke begyndelsen på problemet.

Den er ofte det tidspunkt, hvor problemet ikke længere kan overses.

VIVE har netop udgivet en ny rapport om langvarigt bekymrende skolefravær. Rapporten giver os et vigtigt fælles grundlag for at forstå problemets omfang. VIVE definerer langvarigt bekymrende skolefravær som mindst 20 procent fravær i to sammenhængende kvartaler. Det svarer omtrent til, at et barn har været væk fra skolen hver femte skoledag gennem et halvt år.

Rapporten viser, at problemet er vokset markant siden covid-19. Den viser også, at elever med funktionsnedsættelser og psykiske vanskeligheder er overrepræsenterede, og at langvarigt bekymrende fravær er væsentligt mere udbredt i specialklasser end i almenklasser.

Det er alvorlige fund. Og VIVE har ret i, at der er brug for en fælles definition, bedre registrering og tidligere indsatser.

Men en definition af langvarigt fravær må ikke blive en grænse for, hvornår vi begynder at reagere. For hvis vi først for alvor bliver bekymrede, når et barn har været væk hver femte skoledag i et halvt år, er den tidlige indsats kommet alt for sent.

Langvarigt skolefravær begynder sjældent den dag, barnet bliver hjemme. Det begynder ofte langt tidligere, mens barnet stadig møder frem, men gradvist mister oplevelsen af at høre til, kunne bidrage og kunne holde skoledagen ud.

Barnet kan sagtens sidde på sin plads og samtidig være ved at forsvinde ud af skolens fællesskab.

Det stadie af fravær er ikke altid synligt i klasseværelset. Nogle børn tager sig sammen gennem hele skoledagen og bryder først sammen, når de kommer hjem. Forældrene ser mavepinen, søvnproblemerne, udmattelsen og angsten søndag aften. De oplever, at barnet ikke længere har kræfter til venner eller fritidsaktiviteter. Og de hører måske barnet sige, at det føler sig forkert, ensomt eller ikke kan holde ud at skulle afsted igen.

Alt for mange forældre fortæller os, at de har forsøgt at råbe op, også længe før barnet holdt op med at komme i skole. Men mange har også oplevet, at så længe barnet stadig mødte frem, blev bekymringen ikke tillagt tilstrækkelig vægt.

Det må vi lære af.

Forældrene har ikke nødvendigvis hele forklaringen. Det har skolen og den kommunale myndighed heller ikke. Men forældrenes bekymring er vigtig viden om barnets samlede liv. Og den skal mødes med nysgerrighed og handling, ikke med mistanke om overbeskyttelse eller manglende opbakning til skolen.

Samtidig skal vi lytte langt mere systematisk til børnene selv. Vi kan ikke forstå, hvorfor børn mister deres tilknytning til skolen, hvis vi alene taler om dem og med de voksne omkring dem. Vi må spørge, hvordan de oplever undervisningen, kravene, pauserne, støtten, relationerne og fællesskabet.

Og vi skal turde lade deres svar få konsekvenser.

Målet kan ikke alene være at få barnet tilbage til den skolegang, som barnet ikke kunne være i. Opgaven må være at forandre de betingelser, der gjorde skolen uudholdelig.

En fyldt stol er nemlig ikke i sig selv et tegn på, at det går godt.

Først når barnet oplever sig forstået, betydningsfuldt og som en reel deltager i undervisningen og fællesskabet, har vi skabt det, der faktisk står i modsætning til skolefravær:

Tilknytning og deltagelse.