Digitalisering

Ofre for identitetstyveri føler stor skyld og skam ved, at de har ladet sig narre. Måske er det en, de troede var deres ven, som har snydt dem, og derfor mister de ikke kun penge, men også tilliden. Identitetstyveri er et stigende problem i tråd med at flere og flere ting bliver digitaliseret. Derfor er det nødvendigt, at vi taler sammen om, hvad identitetstyveri er, og hvad vi kan gøre, hvis vi udsættes for identitetstyveri.

Læringsbrætspil, der støtter og forebygger

Ligeværd har med støtte for Offerfonden udviklet det dialogskabende læringsbrætspil ”Stop identitetstyven”, som netop har til formål at forbygge identitetstyveri og hjælpe ofre for det. Spillet, der blev færdigt i december, skaber  rammerne for en tryg samtale om identitetstyveri. Spillerne får viden om, hvordan identitetstyveri foregår og hvad de kan gøre, hvis det sker. Men vigtigst af alt, så giver den indbyggede dialog ofre for identitetstyveri mulighed for at dele deres oplevelser. Derved er spillet et værktøj, der både giver en tidlig støtte til ofre for identitetstyveri og skaber en  forbyggende indsats, der kan mindske risikoen for, at spillerne blive ofre for identitetstyveri.

Sådan fungerer spillet

Dialogen om identitetstyveri starter allerede inden spiller sættes i gang. To samtaler sikrer, at spillerne har en fælles forståelse af, hvad identitetstyveri er, og hvad de kan gøre, hvis de møder en identitetstyv.

Samtalerne tager udgangspunkt i spillets tre tyve-kategorier:

• Onlinesvindel
• Telefonfusk
• Falske kærester og venner

Og de fire typer hjælpekort, som spillerne skal bruge for at afsløre tyven:

• Tal om det
• Undersøg
• Bed om hjælp
• Pas på papirerne

Så starter spillet. Hver spiller vælger en farvet brik og to hjælpekort. Nu er de klar til at bevæge deres brik rundt på spillepladen, hvor de møder identitetstyve og samler flere hjælpekort, så de kan afsløre tyven. Udfordringen med identitetstyveri forandrer sig hele tiden, og tyvene finder på nye måder at begå denne form for kriminalitet på. Derfor indeholder spillet tomme tyvekort, hvorpå spillerne kan beskrive nye scenarier og hvilke hjælpekort.

Spillet i praksis

Seks unge spiller ”Stop identitetstyven”. En af spillerne har netop slået med terningen og er landet på identitetstyven ”Falske kærester og venner”. Nu læser en anden spiller tyvekortet op: ”Din ven vil hjælpe dig med din netbank og skal bare lige låne dit ID. For at afsløre tyven skal du tale om det og bede om hjælp.” Spilleren siger: ”Jeg har kun hjælpekortet ‘Tal om det’. Er der nogen, som kan hjælpe? En medspiller siger: ”Jeg har ‘Bed om hjælp’ “. Spilleren trækker et tilfældigt kort hos medspilleren, men er ikke heldig, og får hjælpekortet, ”Pas på papirerne”. Spillerne afslørede dermed ikke identitetstyven. Derfor rykker de tyvefiguren et felt tættere på palmeøen. Når tyven til palmeøen, har tyven vundet.

Spændingen stiger. Kan spillerne nå at få tyven i fængsel, inden han sikker af til en palmeø? Hvis det ikke lykkes, så taber de alle sammen.

Spillet afsluttes med endnu to samtaler. Den første fokuserer på oplevelsen af identitetstyveri. Spillerne får mulighed for at dele deres oplevelser og spillere, som ikke har været  udsat for identitetstyveri, bliver opmærksomme på, at identitetstyveri sker i virkeligheden – ikke kun i spillet. En spiller, som har været stille under hele gennemspilningen, siger: ”Jeg ved godt, hvad en falsk kæreste er. Jeg havde en kæreste, som lånte mine personlige oplysninger, og nu skylder jeg en masse penge væk. Jeg kan ikke bevise, at det ikke er mig, der har taget lånene, så derfor kan jeg ikke slippe for gælden.” De andre spillere stiller spørgsmål om, hvem der meldte det til politiet, og hvad der skete i banken, da der blev ringet dertil.

I den anden afsluttende samtale skal spillerne vælge to hjælpekort. Et hjælpekort, som de synes, de er gode til, og et hjælpekort, som de gerne vil være bedre til. Når spillerne har valgt, skal de begrunde deres valg. Denne samtale giver spillerne mulighed for at reflektere over, hvad de har oplevet i løbet af spillet, og hvad det konkret betyder for dem for eksempel at bede om hjælp. Er det noget, de er gode til, eller noget, de skal øve sig i. ”Stop identitetstyven” kan spilles uden de indledende og afsluttende samtaler. Derfor vil de unge kunne tage spillet frem og spille det selv uden støtte fra en afvikler.

Gentagelse, aktiv deltagelse og dialog som læringsstil

På skoler og uddannelsessteder, der er medlem af Ligeværd, arbejdes der med at skabe den rette ramme, som støtter den unge i at kunne lære. Et brætspil er sådan en ramme. Her er de unge fælles om noget, som de er motiveret i at deltage i. Spillets opbygning tager afsæt i den faglige viden om, hvordan unge med særlige behov bedst tilegner sig og fastholder kompetencer. Derfor er spillet bygget op af konkrete scenarier, aktiv deltagelse i løsning af mødet med identitetstyven og dialog. De tre elementer sikrer mulighed for, at spillerne kan tilegne sig viden om identitetstyveri.

En ung, der har spillet ”Stop identitetstyven” har fået større viden om, hvordan identitetstyveri kan foregå, og en oplevelse af, at det er vigtigt at tale om opleverne,bede om hjælp, undersøge og passe godt på deres personlige oplysninger. Spillets dialogskabende ramme gør det naturligt at tale om identitetstyveri, som noget alle kan komme ud for, og derfor vil ofre ikke føle så stor skyld og skam ved at fortælle om overgrebet.

Januar 2020

Cirka hver femte har svært ved at begå sig i den digitale offentlige sektor. Et problem som regeringen, KL og Danske Regioner vil løses ved at gøre det lettere at afgive fuldmagter. Men er det den rigtige løsning?

En måned før sin 18-års fødselsdag modtog Sebastian Weinreich ligesom alle andre unge mænd et brev fra Forsvarets værnepligtssektion i e-boks. Et brev, som han måske ikke havde opdaget uden sin mors hjælp.

”Det var godt, at min mor mindede mig om at tjekke e-boks, for der lå faktisk to vigtige mails. En fra Forsvaret og en fra min kørerlærer,” siger han.

I brevet bad Forsvaret Sebastian Weinreich om at logge ind med en unik kode og udfylde et skema om sine helbredsoplysninger, som de skulle bruge til at vurdere, om han skulle indkaldes til session. Men når Sebastian Weinreich logger på sin digitale post, støder han ofte på det samme problem. For selvom han godt kan læse, hvad der står, så forstår han ikke altid, hvis der er noget, han skal reagere på, og hvordan han skal gøre det.

”Jeg fik hjælp af mine forældre til at udfylde skemaet, for det kunne jeg nok ikke selv kunne klare,” fortæller han.

Sebastian Weinreich er måske ikke den eneste unge mand i Danmark, der får hjælp af sine forældre til netop det skema. Men hvor de fleste med tiden lærer at huske e-boks og reagere på beskeder, så bliver det ikke nødvendigvis tilfældet for Sebastian Weinreich.

Som ung med indlæringsvanskeligheder og kognitive funktionsnedsættelser tilhører han en kompleks gruppe af digitalt udsatte, som ikke begår sig digitalt på lige fod med flertallet. En gruppe, som ifølge Digitaliseringsstyrelsen udgør 17-22 pct. af den voksne befolkning og rummer både ældre, unge, borgere med anden etnisk oprindelse og borgere med funktionsnedsættelser. En gruppe, hvor nogen har udfordringer med at bruge MitID, nogen med at huske koder og andre med at læse, forstå og reagere på beskeder.

 

Fuldmagter som frigørelse

Når Sebastian Weinreich med sine kognitive udfordringer næppe kommer til at begå sig på egen hånd i nutidens digitale offentlighed, så skal han fortsat i fremtiden bede om hjælp fra pårørende, når der lander vigtig digital post i hans e-boks. I hvert fald hvis det står til visionerne i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som regeringen, KL og Danske Regioner udkom med i 2022.

I den lyder et af fem pejlemærker for offentlig digitalisering, at alle skal kunne være en del af det digitale samfund. Og hjælpen skal være, at borgere, der er udfordrede af digitaliseringen, let skal kunne afgive fuldmagter og på den måde lade støttepersoner og familiemedlemmer repræsentere sig i det digitale møde med den offentlige sektor.

Men selvom løsningen med fuldmagter på overfladen ser god og smidig ud, så er den form for frigørelse fra sin egen sag ikke helt rimelig, mener Ligeværds direktør Esben Kullberg.

”Jeg mener, at man giver op for tidligt ved at sige, at hvis du ikke kan selv, så må du få nogen til at gøre det for dig. De her borgere kan mere, end man regner med. Og inden vi griber til fuldmagter, så mener jeg, at vi bør hjælpe dem bedst muligt med at kunne mest muligt selv,” siger han.

 

Digitale læringsværktøjer

Ifølge ham kan det lade sig gøre at sikre løsninger til digitalt udsatte borgere, som styrker den enkeltes mulighed for at begå sig i den digitale offentlige sektor. Det beviste app’en Digisafe, som Ligeværd udkom med i 2018. I den kunne man spille sig vej igennem brugen af NemID, netbank, handel på internettet og de sociale medier.

”Der er brug for noget lignende her. Fuldmagter kan være en god løsning for mange, men vi bør også udvikle værktøjer, der kan hjælpe digitalt udsatte borgere til at blive så selvhjulpne som muligt,” siger han.

Med udgangen af NemID i oktober 2023 har Digisafe udtjent sin funktion og findes derfor ikke mere. Men erfaringen viser, at Digisafe også blev populær blandt andre målgrupper, hvor både Ældre Sagen, Røde Kors og Hjerneskadeforeningen blandt mange andre brugte app’en til at undervise deres målgrupper.

 

Den administrative byrde

På Waldemarsbo Efterskole bruger viceforstander Nikolaj Schomacker flere timer ugentligt på at hjælpe elever med at ændre glemte koder, med at logge ind i systemer med MitID osv.

”Jeg bruger oceaner af tid på det. Mindst to gange om dagen er der en elev, der kommer og skal have hjælp til et eller andet digitalt. Så er der en, der ikke kan komme ind på e-boks, så er der en, der ikke kan bruge MitID eller åbne teams,” siger han.

På den måde bliver han digital værge for efterskolens elever, som også bliver afhængige af hans hjælp, så længe de er på efterskolen, langt væk fra deres forældre.

”Men er det meningen, at de fuldmagter skal ligge hos elevernes skolelærer?” spørger han.

 Nikolaj Schomacker efterspørger en platform, som han kan undervise fra, så eleverne bliver mere selvhjulpne.

Og selvom Sebastian Weinreichs mor, Louise Weinreich, gerne hjælper sin søn, når det er nødvendigt, så ser hun også gerne, at Sebastian Weinreich får mulighed for at blive mere selvhjulpen.

”Fuldmagter er måske ikke rimelige, men så længe der ikke er nogen eller noget, der klæder ham på til selvstændighed, så er det jo nødvendigt. For ellers ender han jo måske på gaden eller uden indtægt. Eller med en bøde eller fængselsstraf, hvis man for eksempel ikke møder op til Forsvarets Dag, fordi man ikke har tjekket sin e-boks,” siger hun.

”Men jeg ser da gerne, at han kunne det meste selv, så han kan få det privatliv, han har ret til.”

 

Administrationens ansvar

Fuldmagter er stadig kun en vision for, hvordan man løser udfordringen med den store gruppe digitalt udsatte i fremtiden. Men eksemplerne viser, at den løsning, der lægges op til i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, allerede uofficielt praktiseres i dag. Og fuldmagt eller ej, så er de unge nødt til at spørge om hjælp, så længe de ikke kan selv, fortæller Bettina Lemann, som er professor i retssociologi ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet og medlem af Ligeværds hovedbestyrelse.

”Borgeren får måske hjælp af en, som de selv har valgt og har tillid til i en eller anden udstrækning. Men det betyder bare også, at de er tvunget til at lade nogle andre gøre det for sig. Det er ikke noget valg for dem. De er nødt til at give andre indblik i deres personlige forhold.”

Og på den anden side er støttepersoner som Nikolaj Schomacker og familiemedlemmer som Louise Weinreich nødt til at påtage sig opgaven.

”De er jo tvunget til at gøre det, for hvem skal ellers gøre det? Der er ikke andre til at gøre det,” siger hun.

 På den baggrund mener Esben Kullberg ikke, at fuldmagter kan stå alene som løsning.

”Jeg synes, det er uhensigtsmæssigt at presse folk, der ikke er digitaliseringsklar til at afgive kompetencen til at handle på deres vegne til nogle andre. Og jeg synes, det er urimeligt i forhold til en støtteperson som Nikolaj Schomacker eller pårørende som Louise Weinreich, at de får den administrative byrde oven i, at de skal klare sig selv.”

”Jeg kan godt se det er en nem løsning fra et administrativt perspektiv, men jeg synes ikke, det er et helt rimeligt greb set fra et borgerperspektiv. Jeg synes, man tørrer et ansvar af på borgerne, som egentlig er administrationens.”

 

Retten til privatliv

Et andet problem, hvis brugen af fuldmagter står alene, er, at den sætter retten til privatliv på spil. Alle har ret til privatliv, men hvis en borger er nødt til at afgive en fuldmagt for at handle i det offentlige, så bliver den ret sat under pres, fortæller Bettina Lemann.

”Vores udgangspunkt retligt set er, at vi ejer vores egen data, og vi har ret til privatliv. Vi har ret til selv at bestemme, hvem der får indblik i vores private forhold. Det er jo det retlige grundprincip, og det kan jo være svært at iagttage i den situation.”

Og man skal passe på med at kaste vrag på den rettighed for at få den digitale offentlighed til at glide, mener Esben Kullberg

”Vi kan ikke med den ene hånd sige, at alle har ret til privatliv. Og med den anden hånd sige, at det bare ikke gælder dem, der ikke kan begå sig digitalt. Borgere med nedsat psykisk funktionsevne har ret til løsninger, hvor de ikke bliver afhængige af andre,” siger han.

Siden 2018 har Danmarks digitale offentlige sektor været verdens bedste ifølge FN. Men selvom Danmark er langt, og løsninger som borger.dk, Digital Post og MitID gør hverdagen lettere for de fleste, så bør vi stadig udvikle, så alle kommer med og får lige adgang til velfærdssamfundet, som det også står beskrevet i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, mener Esben Kullberg.

”Inden vi griber til fuldmagter, bør vi som minimum forsøge at hjælpe digitalt udsatte til så meget selvstændighed som overhovedet muligt.”