Uddannelse

En særlig kantine

En særlig kantine

Forfatter: Lasse Mors

Fotograf: Lasse Mors

Siden 1. august har unge med særlige behov sørget for den daglige frokost for mere end 200 medarbejdere i Handicaporganisationernes Hus. Her har Grennessmindes socialøkonomiske virksomhed overtaget driften af kantinen. Ligeværd er taget på besøg for at se, hvordan de første seks måneder er gået.

Tekst og foto Lasse Mors

”Så venner, I har snart pause, så I skal til at være færdige med det, I har gang i,” siger Rasmus Schack og går over til pålægsmaskinen, hvor Mohammed står og skærer bolsjebeder i tynde skiver.

Pålægsmaskinen summer og blander sig med lyden af sitrende stegeolie, emhætten, lavmælte stemmer og tonerne af Nik & Jay fra radioen. Rasmus Schack spørger, om Mohammed bliver klar til pausen. Mohammed nikker.

Rasmus Schack er værkstedsleder i Grennessmindes kantine i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup. Her laver fire fuldtidsansatte, seks stu-elever, tre fleksjobbere og to i beskyttet beskæftigelse frokost til mere end 130 mennesker hver dag.

Arbejdsmiljøet i restaurationsbranchen kan være brutalt. Nogen kunne derfor frygte, at det ville være for hektisk for unge med særlige behov at stå i en stor kantine. Men der er ingen grund til bekymring, mener Rasmus Schack

”Vi er ret mange hænder derude, så hvis man har overblikket og kan uddelegere opgaverne, så kan man jo godt have travlt uden at blive stresset,” siger Rasmus Schack.

Pausen før stormen

Efter at have talt med Mohammed går han videre til de andre i køkkenet og sikrer sig, at alle er med. Han taler roligt med hver enkelt og sørger for, at alle får en afart af ’godt arbejde’ med på vejen.

Der er travlt mellem halv ti og halv tolv op til frokost. Derfor har de unge et kvarters pause 10.15.

”Så lader de op til at give den gas den sidste time,” fortæller Rasmus Schack.

Grennessminde overtog driften af kantinen 1. august 2023, og arbejdsmiljøet har ligget Grennessminde på sinde fra start. Det fortæller forretningschef, Asta Zacho.

”Hele vores koncept er bygget op på, at kantinen kan køre, uagtet om vi har de unge her. Fordi der skal være plads til uddannelsesdelen og til at gøre det i det tempo. Så det var et kriterie for os, da vi gik ind på det her udbud,” siger hun.

Fremtidens køkken

Ved kipstegeren har Niklas den sidste time stegt blæksprutter, så olien sprøjtede, men nu er her stille. De unge er gået til pause.

I dag står menuen på stegte nudler med blæksprutte og crudite af sprøde grøntsager med thaimarinade og urter. For mange lyder blæksprutte som et alternativt måltid. Men i fremtiden vil bløddyret med de lange fangarme være mere almindelige på de nordiske tallerkener.

Stigende havtemperaturer betyder, at blæksprutterne søger nordpå, mens andre mere velkendte fisk får sværere ved at leve i de nordiske farvande. Og det er en selvstændig ambition for køkkenet at præsentere brugerne for nye madtrends, fortæller Asta Zacho

”Nogle vil mene, at vi er meget alternative. Men folk har bare taget vildt godt imod det,” siger hun.

Og det er et kæmpe plus ved Grennessmindes kantinen, mener Katrine Tang, som er direktør i Danske Handicaporganisationer.

”Jeg tror, de fleste gerne vil udfordres. Noget af det jeg hæfter mig ved, er bemærkningen om, at man endnu ikke har fået den samme menu. Det siger jo noget om engagementet i køkkenet, at de har lyst til at lave forskelligartet mad,” siger hun

De unges udvikling

Rasmus Schack dufter til en flaske med fiskesauce og tilbyder Sara Marie at dufte. Der er seks minutter til, 130 frokostgæster kommer og skal spise, men han tager sig tid til at undervise.

”Det dufter af sure tæer, men det smager godt i mad,” siger han.

Sara Marie griner. Hun er stu-elev og har snittet røde peberfrugter i stave hele formiddagen. Men selvom der er travlt, så er det vigtigt at bevare den gode stemning og også arbejde på det personlige plan med de unge. Helt frem til deadline.

”Det er sjovt at se, hvordan de unge selv rykker spisevaner her. Mange komme og er sindssygt kræsne. Men når man selv arbejder med maden og får smagt lidt på det, så udvikler man sig jo også der,” siger han.

Det personlige er en del af det, men det faglige er selvsagt også vigtigt. Og det betyder også noget for de unge, at kantinen afspejler en rigtig arbejdsplads. Og det er det jo også, fortæller Rasmus Schack.

”Vi har kokketøj på, og de unge sætter en stor ære i, at der kommer nogle mennesker ned, som vi skal gøre glade med noget god mad,” siger han.

Ifølge DH’s hjemmeside er huset verdens mest tilgængelige kontorhus, og da kantinen det var i udbud, var der mange om buddet. Men man valgte Grennessminde, fordi de passer godt på husets profil, fortæller Katrine Tang.

”Handicaporganisationernes Hus vil gerne være en showcase for tilgængeligt byggeri, hvor der er plads til alle. Og på den måde synes vi, at Grennessminde passer rigtig fint ind hos os,” siger hun.

Og der har været travlt op til frokost, men ingen er løbet for stærkt i kantinen. Hver enkelt ung har løst hver sin funktion, og nu står et samlet måltid klar i lugerne til 130 mennesker i verdens mest tilgængelige kantine.

Grennessmindes kantine vækker glæde

Ligeværd spurgte tre gæster i køen, hvad det betyder for dem, at det er Grennessminde, der står for kantinen i Handicaporganisationernes Hus. Og hvad de synes om maden.

Klaus Christensen, psykolog ved CP Danmark

Det er afgørende, at det er Grennessminde, der står for kantinen. Vi er jo også et hus, der netop har med sårbare grupper at gøre, så jeg glæder mig kun over, at det er Grennessminde, der har vundet udbuddet. Og jeg er meget tilfreds med maden. At det så er økologisk er jo ekstra godt. Det er en anden type mad, som er meget lækker og delikat.

Tina Hoff, politisk konsulent i Dansk Blindesamfund

Kantinen er en daglig påmindelse om, at der skal være plads til alle, og at der er plads til alle. Og så er maden jo fremragende. Jeg er stor fan.

Sigurd Jørgensen, kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer

Det betyder noget, at man tager et ansvar for at lære nogle unge op, som måske gerne vil udfordres og i gang med en uddannelse. Og jeg synes, maden er glimrende. Det lyder da for lækkert, at vi skal have blæksprutte i dag.