Josephine Winther-Poupinel mærker hver eneste dag skæve blikke og berøringsangst, når hun færdes i byen med sin søn Jonathan. Jonathan er 8 år og har infantil autisme. Det er denne berøringsangst, der inspirerede Josephine til at skabe noget, der kunne bygge bro mellem almen- og specialområdet. Det blev til Festival Vi To.

Et smil kan ændre en dag

”Hver eneste dag”, lyder svaret på spørgsmålet om hvor ofte Josephine oplever, at Jonathan bliver mødt med undrende og skæve blikke. Josephine uddyber her, hvad hun oplever:

”Det sker, når vi træder ind på en café, og folk hører Jonathans lyde i stedet for et sprog. Det sker, når vi er i et supermarked, og han opfører sig anderledes. For eksempel er han rigtig dårlig til at stå i kø. Han forstår simpelthen ikke kø-konceptet, så han går bare direkte op til kassen. Det er der nogen, der synes, kan være uopdragent eller dårlig opførsel. Det er det ikke. Han forstår det bare ikke. Det er en del af hans handicap. Det er en anden måde at være i verden på.”

De mange blikke gør ondt i Josephines moderhjerte, og hun ville ønske, at flere mennesker havde overskud til at møde hende og Jonathan på en anden måde.

“…Jeg ville ønske, at folk kunne finde et smil frem. At vi måske i virkeligheden bare blev mødt med lidt mere overskud fra vores medborgere…”

”Jeg ville ønske, at folk kunne finde et smil frem. At vi måske i virkeligheden bare blev mødt med lidt mere overskud fra vores medborgere. Når vi så bliver mødt med et overskud – om det er en tålmodig ekspedient eller en sød dame i køen eller nogen i svømmehallen, der bare lige svømmer lidt til højre, så Jonathan kan være der – det betyder alt. Hele min dag kan jo være ændret til det positive, fordi jeg har haft den her dejlige oplevelse.”

Selv på Jonathans specialskole oplever Josephine denne berøringsangst. Hun fortæller, at voksne mennesker, der kommer på besøg, næsten ikke tør sige hej til børnene. Det er som om, at de er bange for at gøre noget forkert.

Det var en samtale med skolelederen om denne berøringsangst, der satte tankerne i gang om at skabe en oplevelse for skolens børn, som også kunne bidrage til mangfoldighed.

”Vi ønskede at lave noget, der gjorde en forskel for vores børn og som var 100 % på deres præmisser – en anderledes dag, hvor de kunne mærke, at den var skræddersyet til dem. Samtidig ville vi gerne sætte fokus på mangfoldighed og den her barriere der er, hvor mange ikke tør at sige hej til et barn, som måske opfører sig anderledes.”

Energi midt i det svære

For forældrebestyrelsen og de frivillige var det afgørende, at festivalen ikke kun blev endnu et arrangement, men en oplevelse båret af god energi. Josephine sætter her ord på en erfaring, mange forældre til børn med særlige behov kan genkende – men som sjældent bliver sagt højt:

”Når du får et barn med særlige behov, er det en sorg, du skal leve med, bearbejde og acceptere resten af dit liv. Det er en livslang opgave. Der er så mange ting, der er svære, og det hele er lidt tungt. Så vi havde det sådan: Hvordan kan vi lave noget, der er godt, og giver lidt energi? For det er der også brug for. Og samtidig ville vi gerne bygge den her bro, så vi skulle finde noget, som en neurotypisk børnegruppe, og en børnegruppe med særlige behov kunne mødes i. Og der kom musikken op som et emne. Musik forstår vi alle sammen. Der er forskellige måder at opleve musik på, og det kan godt være, at du ikke kan synge sangen, men alle kan mærke den glade følelse, som musik kan give dig.”

God energi og grundig forberedelse

At skabe en festival for børn med meget forskellige behov kræver mere end en scene og et program. Det kræver mange møder, frivillige hænder, et meget stort engagement fra skolens ledelse og lærere, faglig viden og stor opmærksomhed på børnenes præmisser, fortæller Josephine.

”Der kan ikke kun være én popcornbod, fordi mange af børnene kan ikke finde ud af at stå i kø. Så der skal være fem af dem. Der skal være tre hoppeborge, fordi den her børnegruppe oftest er meget glad for at bevæge sig fysisk – medmindre man sidder i kørestol, selvfølgelig. Hvordan kan der være stillezoner? Hvordan kan der være iPad-zoner? Kan der være høreværn til børn? Vi fik også sammen med fysioterapeuterne og ergoterapeuterne lavet et rum, hvor der var en forhindringsbane i nogle mere rolige omgivelser. Vi forsøgte at tænke alt ind.”

Forberedelsen handlede også om at gøre børnene trygge:

“Der var virkelig meget forberedelse med børnene. For eksempel hørte de Malte Eberts julesang i musiktimerne en måned op til, fordi han optrådte til Vi To, og vi har arbejdet med særlige Vi To piktogrammer op til dagen”

Josephine fremhæver især de fagpersoner, der til daglig arbejder med børn med særlige behov:

”Jeg bøjer mig i støvet og tager hatten af for ansatte, der arbejder med særlige behov hver evig eneste dag. For de er jo vant til, når de skal på tur med deres børn, så ved de præcis, hvad det kræver. De ved, hvad det kræver af forberedelse – piktogrammer, PECS-mapper, høreværn, iPads der skal med på tur, bleer – alle de der ting der kan gøre det til en god oplevelse.”

Selvom opgaven var omfattende, blev arbejdet båret af en særlig energi, fortæller Josephine:

”Det, der rører mig mest i Vi To, er hele den energi, der var omkring det – både fra lærere, forældre og frivillige. Det er også tankevækkende, hvordan vi i det private og i vores eget netværk har kunnet få folk til at hjælpe, når systemet ikke kunne.”

”Det, der rører mig mest i Vi To, er hele den energi, der var omkring det – både fra lærere, forældre og frivillige….”

Når musikken bygger bro

Festival Vi To havde som mission at bygge bro mellem almen- og specialområdet og bidrage til mangfoldighed. Josephine har mange fine glimt med fra festivalen, der bekræfter hende i, at de nåede i mål og fortæller her om et af dem:

”Der var nogle børn ved scenen, som jeg hørte sige: ’Det her har været en af de bedste dage nogensinde’. Og der kunne jeg jo simpelthen ikke holde tårerne tilbage. ”

Josephine fortæller videre om, hvad Festival Vi To har betydet.

”Jeg har fået øjnene op for, at børnene ikke er lige så berøringsangste som voksne. Det, synes jeg, er enormt skønt. Og det er også derfor, jeg synes, den her festival er så vigtig. For hvis man lærer børn, at selvom du er anderledes eller ikke har et sprog, så er der nogle andre ting, hvor I bare er to børn, der mødes i et fællesskab omkring musikken. Jeg tror, de voksne er enormt bange for at gøre noget forkert. Det er der selvfølgelig også mange børn, der er, men der er en anden tilgang hos børnene – de fornægter ikke anderledesheden, men går til forskelligheder og udfordringer på en kærlig og mere matter of fact måde. Det kan vi voksne godt lære noget af.”

Fra berøringsangst til ligeværd

Festival Vi To handler ikke kun om én dag med musik og fællesskab. Den peger på en langt større samfundsmæssig udfordring: hvordan vi lærer børn – og voksne – at møde hinanden på tværs af forskelle. For ifølge Josephine har det en høj pris på sigt, hvis vi ikke lykkes med den opgave:

“Jeg tænker, at man gør børn med særlige behov – eller den gruppe i vores samfund, som har handicap – til en minoritet i endnu højere grad, end de er i forvejen. Jeg synes, de bliver gjort til andenrangsborgere. Det forstærker følelsen af ikke at have en stemme, når man ikke bliver behandlet ligeværdigt.”

Netop derfor har mødet mellem børn fra special- og almenområdet under Festival Vi To sat yderligere tanker i gang hos Josephine om, hvordan vi som samfund ser og opdeler vores børn:

“Jeg ville virkelig ønske, at man også politisk kunne bevæge sig væk fra ‘special’ og ‘almen’ og i stedet se det som et spørgsmål om menneskesyn. Det handler om, hvordan vi behandler vores medmennesker – om de har en funktionsnedsættelse, et fysisk handicap eller noget helt tredje. I sidste ende handler det om at møde hinanden med overskud – men vigtigst af alt – ligeværd.”

Festival Vi To viste, at når vi tør mødes – børn som voksne – kan berøringsangst blive til nysgerrighed, og forskellighed blive til fællesskab. Og måske begynder ligeværd netop dér, hvor vi ser mennesket først.

JOSEPHINE WINTHER-POUPINEL

Arbejder som COO på arkitektstuen Spacon

20 års erfaring fra reklamebranchen

Partner og kommerciel direktør i kunstudstillingen other circle

Mor til Jonathan på 8 år, Carl Emil på 2 år og to bonusbørn på 14 og 19 år.

De flotte fotos står The Lab bag. 

Januar 2026