Fotograf: Helene Kaas
Forældre til børn og unge med særlige behov på Frederiksberg får hjælp gennem nyt partnerskab mellem foreningen Ligeværd og skolebestyrelsen på Skolen ved Nordens Plads.
Det nye partnerskab står bag projektet ”Livsmestring i det særlige forældreskab”, der gennem arrangementer for forældre skal styrke deres trivsel, handlekraft og fællesskab. Projektet er støttet af Frederiksbergfonden.
Når forældre styrkes, styrkes hele familien
Forældre til børn og unge med særlige behov står ofte i en hverdag, hvor ansvaret er så omfattende, at det gradvist udhuler både overskud og troen på, at de kan lykkes som forældre.
Mange forældre fortæller, at de savner overblik over rettigheder og muligheder, og at de oplever møder med forskellige instanser som uoverskuelige. De mangler også et sted at dele erfaringer med andre i samme situation og tilsidesætter ofte deres egen trivsel for at få hverdagen til at fungere.
Projektet skal give forældre på Frederiksberg viden, redskaber og fællesskaber, der kan styrke dem i hverdagen og i mødet med skolen og øvrige instanser. Forskning og erfaring viser, at når forældre får styrket deres trivsel og viden, øges både barnets stabilitet, deltagelse i skolelivet og familiens modstandsdygtighed.
Et partnerskab med et stærkt fundament
Partnerskabet mellem Ligeværd og skolebestyrelsen på Skolen ved Nordens Plads forener forældrenes perspektiv, skolens virkelighed og Ligeværds socialfaglige ekspertise. Det giver et stærkt fundament for en indsats, der både er fagligt kvalificeret og lokalt forankret i det miljø, hvor forældrene er.
Projektet henvender sig til forældre til børn og unge med særlige behov på Frederiksberg. Både i almen- og specialområdet. Selvom familiernes situationer er forskellige, står mange med en hverdag præget af ansvar, usikkerhed og et stort følelsesmæssigt engagement.
De første arrangementer er på plads
Læs mere om de første arrangementer via links nedenfor.
17. september 2026
Hvor og hvordan får I støtte til børn med særlige behov og familiens hverdag?
Tilmeld dig her
8. oktober 2026
Oplæg med Christian Goes: Hvordan skaber vi bedre forståelse, støtte og rammer for børn med neurodivergens?
Tilmeld dig her
12. januar 2027
Forstå ufrivilligt skolefravær indefra v. Silke Ena Svare Arbo
Tilmeld dig her

Hold dig opdateret