Fotograf: Rikke Vestermark
Elever fra Landeriet og Havredal skal allerede under deres stu-forløb lære de lokale UFL-klubber at kende. Målet er at gøre overgangen til et socialt fritidsliv efter stu lettere og samtidig styrke elevernes læring og udvikling under uddannelsen.
Af Lasse Mors
Når unge nærmer sig afslutningen på stu, er der ofte fokus på overgangen til beskæftigelse eller videre uddannelse. Men mange står samtidig over for en anden vanskelig overgang: De skal finde et fritidsliv og fastholde sociale relationer, når det daglige fællesskab på stu forsvinder.
Udfordringen kan være svær at få øje på, mens de unge stadig går på stu. Her har de en aktiv hverdag og får dækket mange af deres sociale behov gennem skolegangen. Først når den slutter, bliver det tydeligt, at fællesskabet ikke automatisk fortsætter.
Det har Maria Pilgaard, viceforstander på Landeriet stu, erfaret.
”Der bliver et socialt tomrum, når eleverne forlader Landeriet. Når man har haft en aktiv hverdag, hvor man har fået opfyldt mange af sine sociale behov i forbindelse med sin skolegang, har man ikke nødvendigvis selv været opsøgende på at etablere sociale fællesskaber i sin fritid. Når skolegangen forsvinder, opstår der derfor et uopfyldt behov for flere af vores elever,” fortæller hun.
På Havredal Praktiske Uddannelser ser de den samme udfordring. Her har eleverne adgang til en lang række sociale tilbud og fritidsaktiviteter, som forsvinder, når deres uddannelse slutter.
”På en eller anden måde skal vi finde noget, der kan erstatte det på en ny og god måde. Det med at være en del af et klubfællesskab, hvor det ikke handler om sport, men hvor man kan mødes og danne venskaber, er noget, vores unge kan mangle, når de stopper på Havredal,” siger Rikke Vestermark, som er viceforstander på Havredal.
Derfor deltager Landeriet og Havredal i et nyt projekt sammen med henholdsvis UFL Herning, Ikast-Brande og UFL Viborg. Projektet gennemføres af Ligeværd med støtte fra LB Fonden og skal styrke stu ved at gøre fritidsfællesskaber til en aktiv del af undervisningen.
Et fritidsfællesskab uden for stu bliver en del af undervisningen
På mange stu-steder er fritidsaktiviteter allerede en del af undervisningen. Det særlige ved det nye projekt er, at eleverne bliver en del af et fritidsfællesskab, som findes uden for stu-stedet og fortsætter, når deres stu-forløb slutter.
Projektets kerne er at udvikle og afprøve en model, hvor stu-steder og UFL-klubber kobler undervisningens mål til aktiviteter i de unges eget foreningsfællesskab. Her skal eleverne ikke kun lære klubben at kende, men også øve sig i at samarbejde, træffe beslutninger og tage ansvar sammen med de UFL-unge, der er med til at lede aktiviteterne.
Helt konkret skal i alt 30 elever fra de to stu-steder deltage i mindst seks aktiviteter hvert sted i de lokale UFL-klubber. Her møder eleverne de unge, der allerede bruger klubberne, og deltager i de fælles aktiviteter sammen med dem. Medarbejdere fra stu-stederne tager med og støtter eleverne i at blive en del af fællesskabet.
Ved at komme i klubberne flere gange får eleverne mulighed for gradvist at lære både menneskerne og rammerne at kende. Og det er afgørende, at overgangen begynder, mens eleverne stadig går på stu, mener Rikke Vestermark.
– Vi har ofte forsøgt at skabe overgangen, når eleverne var færdige med uddannelsen hos os. Men der kan være brug for en længere overgangsperiode, hvor de har noget trygt personale med sig. Det er lige præcis det, projektet lægger op til, og det vil vi gerne blive klogere på.
Når projektet afsluttes, samler Ligeværd erfaringerne i en metodeguide. Den skal gøre det lettere for andre stu-steder at etablere lignende samarbejder med lokale UFL-klubber og give flere unge mulighed for at finde vej ind i et fritidsfællesskab, som kan fortsætte efter stu.
En fast ramme gør det lettere at deltage
For eleverne på Landeriet skal de gentagne klubaftener være med til at skabe en vane og gøre UFL til et kendt og trygt sted. Det er vigtigt, fordi det for nogle af eleverne kan være svært selv at tage initiativet til at mødes med andre, fortæller Maria Pilgaard.
”Det kan være svært for mange af vores elever at invitere andre eller selv tage initiativ. I UFL er hele rammesætningen givet. Hvis de først får skabt en vane med at komme der, så har de et sted at komme, og det bliver lettere at opretholde et socialt liv efter stu.”
Når eleverne allerede har lært klubben og de andre unge at kende, skal de derfor ikke selv etablere et nyt fællesskab fra bunden, den dag stu-forløbet slutter.
”De har brug for et kendskab og en tryg base, hvor der er nogle relationer, de kender i forvejen. Det er der mulighed for at etablere i UFL,” siger hun.
Et helt liv skal også have plads til fritid
Klubaftenerne skal ikke kun give eleverne et fritidstilbud, som de kan fortsætte i efter stu. Erfaringerne skal også bruges i undervisningen og i arbejdet med blandt andet sociale kompetencer, selvstændighed og deltagelse i fritidslivet.
På Havredal ser de evnen til at indgå i fællesskaber som en del af den livsduelighed, eleverne skal udvikle gennem deres stu-forløb.
”De skal trænes i det, ligesom de bliver trænet i at læse deres post eller tjekke netbank og e-Boks. Det er lige så svært for nogle og skal derfor trænes lige så meget,” siger Rikke Vestermark.
På Landeriet ser de på samme måde arbejdet med fritidslivet som en del af stu-stedets helhedsorienterede opgave. Men klubaftenerne kan også bidrage til at afdække, hvordan eleverne kan få et voksenliv, hvor der både er plads til arbejde, praktiske opgaver og sociale relationer.
Når en elev deltager i et tilbud om aftenen, kan stu-stedet få et bedre billede af, hvor meget den enkelte samlet set kan rumme. Arbejdsevne kan derfor ikke kun handle om, hvor mange timer en ung isoleret set kan arbejde, mener Maria Pilgaard.
”Det, vi skal vurdere, er deres evne til at opretholde et helt liv. Hvis man arbejder 37 timer og på intet tidspunkt har overskud til at komme i en klub, så har man overskredet sit fulde beskæftigelsespotentiale. Vi skal finde ud af, hvor mange timer den enkelte reelt kan holde til at arbejde og stadig have overskud til både et socialt liv og de praktiske opgaver derhjemme. Hvor meget man kan arbejde, er også under forudsætning af, at man har et fritidsliv,” siger hun.
FOTO: Elever fra de to stu-steder deltog i deres første klubaftener 23. og 24. september. Aktiviteterne er udviklet i samarbejde med eleverne og de lokale UFL-klubber, og både UFL-bestyrelser og frivillige bakker op om projektet.
Hold dig opdateret