Fotograf:
Der findes fire handicapkompenserende ordninger, som kan hjælpe unge og voksne med handicap ind på arbejdsmarkedet eller med at fastholde et job.
Ordningerne skal kompensere for de barrierer, som en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan skabe i forhold til job, uddannelse eller et tilbud fra kommunen.
Ordningerne kan være vigtige at kende til, når en ung skal videre fra stu, fgu, praktik eller andre tilbud.
De fire ordninger er:
Personlig assistance
Personlig assistance kan være relevant, hvis den unge eller voksne kan udføre selve jobbet, men har brug for hjælp til bestemte dele af arbejdsdagen.
Det kan for eksempel være hjælp til struktur, forudsigelighed, gentagne instruktioner, prioritering af opgaver, feedback eller støtte i sociale situationer.
Hjælpemidler
Hjælpemidler kan være arbejdsredskaber, digitale løsninger eller mindre ændringer på arbejdspladsen, som er nødvendige for, at personen kan udføre sine opgaver.
Ved kognitive vanskeligheder kan det for eksempel handle om kalendere, husketavler, opgavebeskrivelser, to do-lister, dags- og ugeskemaer eller apps, der hjælper med planlægning.
Fortrinsadgang
Fortrinsadgang betyder, at en person med handicap i nogle tilfælde kan få ret til en jobsamtale ved offentligt opslåede stillinger.
Man skal stadig opfylde de formelle krav til stillingen, og ordningen betyder ikke, at man har ret til jobbet.
Isbryderordningen
Isbryderordningen er et særligt løntilskud til nyuddannede med handicap, som mangler erhvervserfaring.
Ordningen kan bruges til at få den første erfaring på arbejdsmarkedet efter uddannelse.
Hvad kan du gøre?
Hvis dit barn er på vej mod job eller praktik, kan du tale med dit barns sagsbehandler i kommunen om, hvorvidt dit barn kan være i målgruppen for de handicapkompenserende ordninger.
Kommunen har også en handicapnøgleperson med særlig viden om ordningerne, som sagsbehandleren kan inddrage, eller som I kan bede om at tale med.
Det kan fx være en god idé at drøfte:
- Hvad kan den unge godt?
- Hvad bliver svært i jobbet eller praktikken?
- Hvilke barrierer er der behov for at kompensere for?
- Kan personlig assistance være relevant?
- Er der hjælpemidler, strukturværktøjer eller særlige indretninger af arbejdspladsen, der kan gøre en forskel?
- Er der behov for at inddrage kommunens handicapnøgleperson?
Det vigtigste er at få beskrevet, hvad den unge kan, hvad der bliver svært, og hvilken støtte der kan være med til at skabe de bedste forudsætninger for, at den unge kan lykkes i job eller praktik.
Kontakt Ligelinie
Hvis du er i tvivl om dine muligheder, er du også velkommen til at kontakte Ligelinie for gratis og fortrolig juridisk og socialfaglig rådgivning for forældre til børn med særlige behov.
Tlf.: 22343013
Mail: ligelinie@ligevaerd.dk
Ligelinie er akkrediteret af RådgivningsDanmark.
Hver uge taler jeg med Mette fra Ligelinie om de spørgsmål, I ringer med lige nu for at forstå, hvad der rører sig blandt jer forældre. Klik her og få svaret på ugens spørgsmål i nyhedsbrevet Lige værd at vide. Vi skriver til dig hver anden søndag
Hold dig opdateret