Mens kommunerne omorganiserer beskæftigelsesindsatserne, nedlægger jobcentre og fyrer medarbejdere, er spørgsmålet, hvem der tager ansvar for de unge, der har brug for mest støtte.

Hvis man arbejder med beskæftigelsesindsatser for udsatte unge, er det tydeligt, at kommunerne er i gang med den største omstilling af beskæftigelsesindsatsen i årtier. Der skal spares omkring 3 mia. kr. årligt, og op mod hver fjerde jobcentermedarbejder vil antageligt forsvinde. Allerede nu melder faglige organisationer og kommunale ledelser om usikkerhed, omorganiseringer og fyringer, og advarslerne lyder på, at de mest sårbare borgere risikerer at blive tabt i overgangsfasen.

Beskæftigelsesministeren har åbent erkendt, at reformen vil føre til færre ansatte i systemet, fordi “der bliver færre opgaver”. Men flere arbejdsmarkedsforskere peger på, at besparelser i den størrelsesorden næppe kan gennemføres uden konsekvenser for kvaliteten af indsatsen. Særligt borgere, der har behov for tæt, sammenhængende og langvarig støtte, kan blive ramt hårdt.

“Besparelserne rammer nogle af de mest sårbare, altså dem der har allermest brug for en hjælpende hånd fra jobcentret. De risikerer at blive ladt i stikken,” har arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard udtalt til Akademikerbladet i en artikel fra februar 2025.

Også Kommunernes Landsforening har advaret om konsekvenserne. “Vi frygter, at det i allerhøjeste grad vil ramme dem, der har mest brug for en tæt og håndholdt hjælp. Det vil give bagslag og en mindre værdig indsats for især de udsatte,” sagde Steen Christiansen, Albertslunds borgmester og formand for KL’s Arbejdsmarkedsudvalg, i forbindelse med aftalen om reformen.

Ressourceforløb forsvinder – ansvaret placeres lokalt

Fra 1. februar 2026 ophæves ressourceforløbsordningen. Dermed forsvinder den sidste nationalt definerede ramme for langvarige, tværfaglige beskæftigelsesforløb for borgere med komplekse problemer. Fremover bliver det alene op til den enkelte kommune at vurdere, hvordan indsatsen for borgere, der tidligere ville have været i målgruppen for ressourceforløb, skal tilrettelægges.

Reformen indebærer, at kommunerne fortsat kan sammensætte tværfaglige indsatser på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet, men uden en fælles struktur, forpligtelse eller national ramme. I en periode præget af besparelser, personalereduktioner og organisatorisk omstilling øger det risikoen for mere fragmenterede og kortsigtede forløb.

Ophævelsen ændrer ikke kriterierne for førtidspension, men kravet om, at arbejdsevnen først skal være afprøvet i et ressourceforløb, bortfalder. Det stiller samtidig større krav til kommunernes dokumentation, faglige vurderinger og evne til at sikre sammenhæng, og det netop i en tid, hvor kapaciteten er under pres.

Unge med særlige behov i risikozonen

I Ligeværd er bekymringen især rettet mod unge med særlige behov, som i forvejen står på kanten af arbejdsmarkedet, og som meget sjældent profiterer af standardiserede beskæftigelsesforløb. For denne gruppe er kontinuitet, relationer og koordination mellem uddannelse, social støtte og beskæftigelse afgørende.

Tallene er i forvejen alarmerende. I 2022 var kun omkring 19 procent af unge, der havde afsluttet en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu), i job eller uddannelse et år efter. Uden målrettet og vedvarende opfølgning risikerer mange i stedet langvarige forløb på offentlig forsørgelse.

Netop derfor har Reformkommissionen tidligere peget på civilsamfundets rolle som en del af løsningen. “De gange hvor kommuner laver et systematisk samarbejde med civilsamfundsorganisationer om at få unge i job, så flytter det meget mere,” har Nina Smith, formand for Reformkommissionen, sagt i et interview med magasinet Ligeværd. (Læs interviewet her).

Dokumenterede løsninger findes, men kommunerne tøver

Et konkret eksempel er Joballiancen, et samarbejde mellem civilsamfund, kommuner og virksomheder, der har udviklet en særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats for unge med særlige behov i overgangen fra stu til arbejdsmarkedet. Evalueringer viser, at over 80 procent af deltagerne kom i job eller uddannelse. Det er et markant brud med de generelle statistikker for målgruppen. Samtidig peger økonomiske analyser på, at indsatsen kan give en offentlig nettogevinst allerede på kort sigt.

I et system, hvor ressourceforløb ikke længere findes, kan sådanne indsatser reelt fungere som den struktur, der ellers risikerer at forsvinde: langvarig støtte, stabile relationer og tæt samspil mellem borger, kommune og arbejdsmarked.

Alligevel er det Ligeværds aktuelle erfaring, at kommunerne i meget begrænset omfang har kapacitet eller overskud til at indgå i nye samarbejder netop nu. Omstillingen fylder alt.

Omstilling må ikke blive stilstand

Det er forståeligt, at kommunerne er pressede. Men risikoen er, at reformperioden udvikler sig til et vakuum, hvor nye løsninger sættes på pause, og hvor unge med særlige behov bliver de usynlige tabere.

Når beskæftigelsesindsatsen alligevel skal gentænkes, bør blikket løftes mod de veldokumenterede civilsamfundsindsatser, der allerede leverer resultater for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Ligeværds appel til kommunale ledere og lokalpolitikere er derfor klar: Når beskæftigelsesindsatsen alligevel skal gentænkes, bør blikket løftes mod de veldokumenterede civilsamfundsindsatser, der allerede leverer resultater for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Omstilling må ikke blive ensbetydende med stilstand. Tværtimod kan den blive et afsæt for klogere samarbejder, mere sammenhængende forløb og en beskæftigelsesindsats, der også i praksis lever op til ambitionerne om værdighed. Også for dem, der har sværest ved at råbe op.

Februar 2026