Fotograf:
Kort sagt: Kommuner kan ikke afvise et ønsket stu-sted med henvisning til, at de ikke har en kvalitetsaftale med uddannelsesstedet.
Det slår Klagenævnet for Specialundervisning fast i en ny afgørelse, som Ligeværd har fået indsigt i.
Det skete for familien, som klagede
I den konkrete sag ønskede en ung mand et stu-sted, som han og familien mente passede godt til hans behov.
Men kommunen afslog med den begrundelse, at de ikke havde en kvalitetsaftale med uddannelsesstedet.
Stu-stedet ligger på stu-overblik og har dermed kvalitetsaftaler med andre kommuner. Familien valgte derfor at klage over afgørelsen.
Det siger klagenævnet
Klagenævnet for specialundervisning har nu sendt sagen tilbage til kommunen. Ifølge nævnet er det ikke nok bare at henvise til manglende kvalitetsaftale.
Kommunen skal:
- tage konkret stilling til den unges ønsker og behov
- forklare, hvorfor ønsket eventuelt ikke kan imødekommes
- begrunde, hvorfor der ikke kan indgås en kvalitetsaftale med stedet
Hvorfor er det vigtigt?
Det er væsentligt, fordi stu ofte er en afgørende del af den unges videre udvikling, trivsel og mulighed for deltagelse i uddannelses- og arbejdsliv.
Mange unge får i praksis kun mulighed for at vælge mellem de tilbud, kommunen allerede samarbejder med.
Men afgørelsen understreger, at kommunen skal lave en konkret og individuel vurdering af den unges ønske.
Hvad kan du gøre?
Hvis kommunen afviser et stu-sted med henvisning til manglende kvalitetsaftale, kan det være relevant at spørge:
- Hvorfor kan der ikke indgås en kvalitetsaftale?
- Hvilken betingelse er konkret ikke opfyldt?
- Hvordan matcher kommunens egne tilbud den unges behov bedre?
Tip: Det kan også være en god idé at bede kommunen om en skriftlig afgørelse med en begrundelse. En afgørelse giver dig mulighed for at klage, hvis du er uenig.
Hold dig opdateret