Flere kommuner bruger en misforstået KL-analyse som argument for at flytte børn med særlige behov væk fra specialtilbud til almen. Det risikerer at koste børnenes trivsel, udvikling og fremtid.

Jeg er frustreret over at høre fra mine dygtige bestyrelseskollegaer i Randers, Aalborg, Esbjerg og Aarhus, hvordan kommunerne systematisk trækker børn fra specialskoler og specialklasser tilbage til almenklasser. I Randers er man endda gået så langt som at beslutte, at alle børn – undtagen en meget lille gruppe med alvorlig udviklingshæmning – skal starte i almenklasser.

Samtlige kommuner bruger KL’s analyse ”10 år efter specialskolen” (2024), som det primære argument for at fastholde /tilbagetrække flere elever i almene klasser. Det gælder også i min egen kommune, Gladsaxe.

KL’s analyse viser ganske rigtigt, at elever fra specialskoler og -klasser ikke i samme grad som deres jævnaldrende i almenområdet får en ungdomsuddannelse eller en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at kommunerne herfra konkluderer, at specialskoler er dårlige for eleverne med særlige behov – og at løsningen derfor er at flytte eleverne til almenområdet.

Forkert konklusion

Den konklusion er slet og ret forkert, som en tidligere chef for PPR i Aarhus Kommune gennem 20 år også siger i nærværende blad: ”Man skal ikke bilde sig ind, at vi kan løse problemet med, om de går videre til ungdomsuddannelser ved at sætte dem ind i en almenklasse. Det gør man ikke. Det er lidt en naiv logik at lægge for dagen.”

KL skriver det tilmed selv på side 3 i deres analyse.

“Analysen giver en beskrivelse af, hvordan det går afgangseleverne senere i livet med hensyn til uddannelse, job og offentlig forsørgelse. Analysen siger ikke noget om årsagerne bag, at eleverne ender, hvor de gør. Eksempelvis kan analysen ikke på baggrund af forskelle mellem elever i specialklasser og specialskoler mv. afgøre, om en elev i specialklasse havde klaret sig dårligere, hvis denne havde gået på en specialskole.”

Dermed kan analysen heller ikke afgøre, om en elev med særlige behov der har gået i specialklasse, havde klaret sig bedre i livet, hvis eleven var gået i en almen klasse.

Men den detalje glemmer forvaltningerne at fortælle politikerne, der derfor måske tror, at de gør specialeleverne en tjeneste ved at fastholde eller flytte dem til almen.

Specialtilbud gør en forskel

Specialskoler er ikke perfekte. De har været underfinansierede i årevis og mangler ofte kompetencer og ambitioner på elevernes vegne. Men for mange børn og familier er specialskolen en redning. Det hører jeg fra mange af mine +1000 medlemmer i Ligeværd Forældre & Netværk.

For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl om, at det var en gruppeordning for elever med generelle indlæringsvanskeligheder, der sikrede min egen søn en god afslutning på folkeskolen. Her fik han venner, læringslyst og selvtillid tilbage. Det var denne støtte, der gjorde ham klar til efterskole og til den stu (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) han går på nu.

Stu bør tælle med

Og apropos stu, som mange elever fra specialskoler fortsætter på. Den har KL belejligt valgt ikke at tælle den med i sin ungdomsuddannelsesstatistik. I stedet bliver stu-elever kategoriseret som en del af “restgruppen”. Dimittender fra stu registreres altså ikke som unge med en ungdomsuddannelse, til trods for at de får en hue ligesom alle andre.

Hvis stu’en blev anerkendt som ungdomsuddannelse, så ville statistikken se helt anderledes ud. Og det bør den gøre. For min søn er ikke en del af en restgruppe uden fremtid. Han er en ung mand, der står op og cykler 16 km til skole hver dag. Han arbejder på at få sin afgangsprøve, er i forskellige praktikforløb og har fået et gaffeltruckcertifikat. Han hygger sig med klassekammeraterne, han vokser, og han finder sin plads i livet og arbejdslivet på hans præmisser.

Lyt til forældrene

Vi skylder børn og unge med særlige behov at se bagom tallene. Specialskoler og stu’er er ikke fiaskoer. De er løsninger, når de bliver prioriteret og brugt rigtigt.

Så kære forvaltningsfolk og kommunalpolitikere. Træk vejret, læs analysen grundigt og lyt til forældrene. Besparelser forklædt som faglige argumenter risikerer at koste os det vigtigste – vores børns trivsel og fremtid.

Indlægget er en redigeret udgave af et indlæg på Louise Weinreich Jakobsens profil på LinkedIn.

Juni 2025