Mange forældre er bekymrede for, at flere børn med særlige behov nu skal starte i almenskolen. De frygter en gentagelse af 2012, hvor inklusionsloven i længden førte til, at flere i dag går i specialtilbud og flere end nogensinde har ufrivilligt skolefravær. Men forældre er magtesløse, når de ikke stoler på det skoletilbud, deres børn får.
Det er, da snakken falder på 6-årige Ellen Jelles fremtid, at hendes mor Eva Jelles stemme knækker, og tårerne danner overfladespænding i øjenkrogen.
”Jeg bliver bekymret for hendes fremtid. Helt klart. Jeg er så bekymret for, at hun bliver tabt i systemerne, at hun bliver et barn, som bliver for besværligt, og så sidder man i 7. klasse og ser tilbage på, at hun ikke har lært noget som helst,” siger Eva Jelle og tørrer øjnene med bagsiden af hånden.
Flere børn med særlige behov skal starte i den almene folkeskole. Det erklærede Kommunernes Landsforening i januar 2025. Et af de børn er Ellen Jelle, som af PPR i Randers Kommune er visiteret til mere end ni timers støtte i undervisningen. En støtte, hun skal modtage i en almen klasse på en skole, som ifølge flere forældre, Ligeværd har talt med og skolens egen hjemmeside, ikke har specialiseret viden om børn med særlige behov.
”Vi har været oppe i førskole-SFO’en, men hun vil ikke være der. Med det, jeg ser deroppe, får jeg en fornemmelse af, at de vil placere hende i et hjørne med en iPad og skærme hende på den måde. Jeg synes ikke, at du bare kan lade Ellen sidde der,” siger Eva Jelle.
Ellen har infantil autisme og har ifølge Eva Jelle haft så svært ved at gå i børnehave, at hun til sidst kun var afsted i et kvarter om dagen og nogle dage slet ikke. Når førskole-SFO’en ikke kan levere en kvalitet, der lever op til hendes forventninger, så tvivler hun på, at skolen kan.
”Skolen mener godt, at de kan imødekomme Ellens behov i en almindelig klasse. Men hvordan skal én lærer og én pædagog håndtere det, når der også er andre elever med særlige behov? De skal jo også lave skole for alle de elever, der ikke har den slags udfordringer,” siger hun.
Lav tillid blandt forældre
Eva Jelle er ikke alene om sin bekymring for Ellens skoletid.
Hele 84% af forældre til børn med særlige behov har ”slet ikke” eller ”i mindre grad” tillid til, at flere børn med særlige behov kan være i den almene folkeskole. Blandt forældre til børn uden særlige behov svarer 64% det samme. Det viser en rundspørge foretaget af Skole og Forældre i august 2024.
Og tidligere chef for PPR i Aarhus Kommune igennem 20 år Jan Kirkegaard forstår forældrenes bekymring. Han har arbejdet med specialundervisning siden midten af 1980’erne og mener med sin erfaring på området, at kommunerne er sat ind på en kurs, som er dømt til at slå fejl.
”Når jeg hører om de kommuner, som igen vil eksperimentere med at nedlægge specialtilbud, så synes jeg, at det er en meget kortsigtet strategi, og jeg kan ved gud godt forstå, at forældrene er bekymrede. Jeg synes, det er med god grund, for vi har både faglige og praktiske erfaringer, der siger, at det ikke er en god ide.”
Ifølge ham ligner ønsket om mere inklusion en gentagelse af 2012, hvor Folketinget besluttede at inkludere flere børn i almenskolen. Dengang faldt antallet af elever i specialtilbud kortvarigt, inden det steg markant til i dag, hvor væsentligt flere elever end i 2012 modtager specialundervisning.
Og måske endnu værre har flere børn end nogensinde ufrivilligt skolefravær ifølge Autismeforeningens inklusionsundersøgelse fra 2024.
Forældre i juridisk vildrede
I sager, som ender i langvarigt skolefravær, oplever flere forældre alligevel, at skolen ikke er enig i deres vurdering af barnets manglende trivsel. Det viste rapporten ”Retten til uddannelse”, som Institut for Menneskerettigheder udgav i 2017.
En uenighed, som stiller både børn og forældre i en udsat retsposition, fortæller Caroline Adolphsen, professor i jura ved Aarhus Universitet og medforfatter for på rapporten. Som forælder har Eva Jelle nemlig pligt til at sørge for, at Ellen modtager undervisning. Men skal hun så tvinge sin datter afsted til et skoletilbud, som hun ikke har tillid til, kan tage vare på hendes behov?
”Det er jo en umulig situation. Det er jo ikke det, man vil. Man vil jo drage omsorg for sit barn,” siger Caroline Adolphsen.
Det er et erkendt problem blandt lovgivere, at der er noget galt med reglerne i forhold til, hvornår man skal have tilbudt specialundervisning, fortæller hun.
”Al lovgivning er bygget på, at myndighed træffer den rigtige afgørelse. Men i Institut for Menneskerettigheders afdækning kunne vi bare se, hvor mange af de her børn, der ikke bliver mødt med det rigtige skoletilbud. Det er jo ikke noget forældrene finder på,” siger hun.
”Vi kunne se, at der ikke var noget galt med forældreevnen. Der var børn, der havde udfordringer i mødet med skolen, som ingen tog sig af, og forældrene råbte og gjorde alt, hvad de kunne. Men skolen mødte det ikke, og så får barnet det værre af at være der,” siger hun.
Rapporten peger blandt andet på, at skoleledere peger på forældrene som hovedårsag til barnets udfordringer, og at forældrene oplever, at skolen ikke har tillid til forældrenes vurderinger af barnets behov. På tærsklen til Ellens skoletid er det netop Eva Jelles oplevelse, at skolen ikke har tillid til hende, når hun forsøger at gøre klart, hvordan Ellens skoletid vil se ud i almenklassen – også selvom hun på papiret er tilbudt støtte i klassen.
”Hun er sådan et barn, der ikke giver fysisk lyd fra sig, så hun går bare hen i et hjørne og sætter sig. Så sidder hun og græder uden lyd og venter på, at nogen opdager hende,” siger hun.
Myndighederne kunne jo sige, at du ikke har givet det en chance, når du på forhånd afviser skoletilbuddet, og Ellen heller ikke kommer afsted i førskole-SFO. Hvorfor vil du ikke det?
”Jeg vil godt give det en chance. Det har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil. Men hvis jeg afleverer hende deroppe, så vil hun følge efter mig hjem, hvis der ikke er nogen der fanger hende. Og hvis nogen fanger hende, og hun bliver tvunget til at være der, så vil jeg stå med et barn, som er psykisk smadret, når dagen er omme. Hun vil udvikle endnu mere angst og få spisestop og søvnproblemer,” fortæller Eva Jelle.
Kortsigtet besparelse bliver dyr i længden
Når kommunerne begrunder behovet for en ny inklusion, er det ikke svært at få øje på de økonomiske argumenter. En undersøgelse fra skolelederforeningen viste i oktober 2024, at 71% af landets kommuner er i gang med eller har gennemført initiativer for at nedbringe antallet af segregerede elever. Hos 88% af dem er en presset økonomi den udløsende faktor til ændringen, viser undersøgelsen. Og KL udtrykker i sin erklæring bekymring for, at specialundervisning udgør næsten 27% af det samlede skolebudget. Og Randers Kommune, hvor Ellen skal gå i skole, begrunder den øgede inklusion om, at kommunen skal spare 18,5 millioner kroner på specialtilbud. Men de argumenter hørte vi også i 2012, siger Jan Kirkegaard, og heller ikke denne gang vil der være nogen penge at spare, mener han.
“Det kan måske godt lade sig gøre at få en del flere børn over i almene skoletilbud, men man sparer ikke penge ved det. Hvis man vil lave et ordentligt tilbud til de her børn, så er udgiften den samme, som hvis de pågældende børn havde gået i specialtilbud,” siger han.
På længere sigt risikerer det ligefrem at blive dyrere at forsøge sig med mere inklusion, mener han.
“Jeg tror, at nettobesparelsen i virkeligheden ikke er specielt stor. Hvis der overhovedet er en besparelse. Man kan måske kortvarigt tage nogle økonomiske gevinster hjem, som så viser sig som merudgifter på andre områder som for eksempel til tabt arbejdsfortjeneste eller til indsatser, som skal få børn med ufrivilligt skolefravær tilbage i skolen. Eller at børnene i stigende grad vil vende tilbage til specialtilbud, som vi har set flere steder siden 2012,” siger han.
Skal jeg forstå det sådan, at du opfordrer KL til at erkende, at skolen koster det, den koster, hvis man vil lave en kvalitetsskole uanset, hvordan man vil lave den?
”Ja, sådan kan du godt formulere det.”
Ligeværd har spurgt KL’s direktør Kristian Heunicke, om KL mener, at økonomien skal følge med 1:1, når flere børn med særlige behov skal starte i almene klasser, så børnene fortsat får den støtte, de har behov for. Han svarer ikke direkte, men medgiver, at der skal investeres, hvis vi ikke skal se den samme udvikling, som vi så i 2012.
”Hvis vi skal vende udviklingen, kræver det investeringer i folkeskolen lokalt, og mange kommuner og skoler er i gang. Vejen dertil kan se forskellig ud, men målet er det samme – en skole, som kan rumme flere børn og unge,” skriver Kristian Heunicke i en mail.
”Jeg forstår godt, at man som forælder kan være bekymret, når der bliver lagt op til forandringer i børns hverdag. Vi vil rigtig gerne lave en folkeskole, hvor vi tænker mindre i kasser og mere i det rette undervisningstilbud til det enkelte barn. Så det er skolen, der indretter sig efter barnet – og ikke omvendt.”
Det rette tilbud findes
Tilbage i Randers mener Eva Jelle ikke, at der er tænkt i det rette undervisningstilbud til Ellen. Men hun spørger nogle gange sig selv, om det er hende, der tager fejl. Om hun bare burde presse Ellen afsted. Omvendt ved hun fra erfaringerne med Ellens tid i børnehaven, hvordan det ville se ud i praksis.
”Når vi skulle afsted kunne hun sidde under bordet og klamre sig fast til midterbjælken, så jeg skulle hive hende ud, og så skreg hun hele vejen derover,” siger hun.
Og det vil ske igen, mener hun.
”Når man ser på det barn, vi har, så er det skoletilbud bare ikke godt nok. Hun har brug for mere specialomsorg, hvis man kan sige det sådan.”
Indtil der kommer en løsning, beholder Eva Jelle derfor Ellen hjemme. Dermed skriver familien sig ind i den ifølge Jan Kirkegaard dyre post på socialområdet, som udgøres af forældre, der må opgive at arbejde til fordel for at tage sig af børn, der ikke kan deltage i skolen.
”Men jeg synes ikke, at det kan passe, at vi skal vende vores liv på hovedet, når vi ved, at der findes tilbud, som kan imødekomme Ellens behov,” siger hun.
Læs også Forælder til skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd
Juni 2025
