Snart tømmes skolerne. Kalendere bliver ryddet. Autosvar bliver slået til. Mange af os ser frem til nogle uger med ro, familiefællesskab og tid til det, der ellers ikke er plads til.

Men sommeren er ikke den samme for alle.

For nogle børn er sommerferien ikke noget, man glæder sig til. For nogle er det noget, man skal igennem.

For nogle betyder ferien, at de trygge rammer forsvinder. At den lærer, pædagog eller støtteperson, som hver dag hjælper med at holde verden sammen, pludselig ikke er der. For andre betyder sommeren, at forskellen mellem dem selv og klassekammeraterne bliver ekstra tydelig. Når de andre fortæller om rejser, sommerhuse og oplevelser, mens ens egen ferie mest har foregået på værelset.

Og for nogle børn betyder sommerferien flere dage med mere uro end med frihed. Flere dage med voksnes konflikter. Flere dage med ensomhed. Flere dage, hvor ingen spørger, hvordan de egentlig har det.

Det er også værd at huske, når vi glade ønsker hinanden god sommer.

Jeg kommer næsten lige fra nogle dage på Folkemødet. Et sted, hvor Danmark møder sig selv. Hvor politikere, organisationer, virksomheder, fonde og frivillige samles for at diskutere samfundets store spørgsmål.

Folkemødet er på mange måder et fascinerende billede på vores samfund.

Man kan ikke undgå at bemærke forskellene. De store organisationer med de imponerende scener, eksklusive arrangementer og betydelige ressourcer. De små foreninger med foldbare borde, frivillige kræfter og hjemmelavede bannere.

Nogle steder bæres stemningen af fadøl og rosévin. Andre steder af engagement og ønsket om forandring.

Når jeg ser tilbage på dagene på Bornholm, er det ikke de store telte, jeg husker bedst. Det, der stikker dybest, er møderne med mennesker, der insisterer på at gøre en forskel.

Mennesker, der arbejder for børn med skolefravær. For unge uden for fællesskaberne. For familier, der kæmper for at holde sammen på det hele. For mennesker med diagnoser, fattigdom eller psykisk sårbarhed. Mennesker, der bruger deres fritid, deres faglighed og deres hjerte på at skabe lidt mere håb og lidt mere plads til dem, der alt for ofte bliver overset.

Jeg oplevede fonde og civilsamfundsorganisationer, der søger nye veje sammen. Nye former for samarbejde. Nye måder at finansiere sociale indsatser på. Mere tillid. Mere langsigtethed. Mere fokus på at løse problemer frem for at administrere projekter.

Det giver alt sammen håb.

For hvis der er én ting, Folkemødet minder mig om, så er det, hvor fattigt et samfund vi ville være uden civilsamfundet. Uden frivillige. Uden foreninger. Uden de mennesker, der ser et problem og beslutter sig for at gøre noget ved det. Uden den enorme iværksætterkraft, der bor i menneskers omsorg for hinanden.

Jeg bliver mindet om, at det er dem, der holder håbet levende mellem de politiske beslutninger.

Derfor skal denne sommerhilsen også først og fremmest være en tak.

Tak til jer, der skaber fællesskaber, når andre oplever ensomhed.

Tak til jer, der bliver ved med at tro på mennesker, når de selv har svært ved det.

Tak til jer, der arbejder for et mere ligeværdigt Danmark – også når resultaterne kommer langsomt.

Og til jer, for hvem sommeren ikke nødvendigvis føles som ferie: I skal vide, at der er mennesker, som tænker på jer. Som arbejder for jer. Som kæmper for, at fællesskabet også skal række ud til jer.

Det er måske det vigtigste, jeg tager med hjem fra Folkemødet, og som jeg vil minde mig selv om, når jeg vender tilbage til hverdagen:

At midt i forskellighederne, ulighederne og de store udfordringer findes der stadig et bemærkelsesværdigt engagement. En vilje til at række hånden ud. En tro på, at ting kan blive bedre.

Den tro skal vi dæleme passe godt på.

Rigtig god sommer.

Eftertænksomme hilsner
Esben Kullberg
Direktør i Ligeværd