Unge fortæller

De blev set som en fiasko i almen. I specialskolen blev de set som mennesker

Af

Unge med særlige behov ville klare sig bedre i livet, hvis de gik i almene skoletilbud. Det mener flere kommuner. Men hvad siger de unge, som det hele handler om? Vi har talt med tre unge og en ekspert.

Kommunerne tager fejl, når de tror, at børn med særlige behov vil klare sig bedre, hvis de bliver inkluderet i almenskolen. Det mener Jan Kirkegaard, tidligere chef for PPR i Aarhus Kommune igennem 20 år.

”Man skal ikke bilde sig ind, at vi kan løse problemet med, om de går videre til ungdomsuddannelser ved at sætte dem ind i en almenklasse. Det gør man ikke. Det er lidt en naiv logik at lægge for dagen,” siger han.

”De får ikke den ungdomsuddannelse, fordi de har nogle vanskeligheder af en karakter, som gør, at de skal imødekommes på en anden måde end det traditionelle uddannelsesmiljø,” siger Jan Kirkegaard.

Kommunernes konklusion kommer på baggrund af KL’s rapport ”10 år efter specialtilbud”. Den viser, at elever, der har modtaget segregeret specialundervisning, markant oftere er på offentlig forsørgelse og i lavere grad fuldfører en ungdomsuddannelse. Men faktisk ville nogle af børnene klare sig dårligere ved at komme i en almen klasse, mener Jan Kirkegaard.

”Medmindre der bliver satset massivt på kompetencer, flere ressourcer og tid til samarbejde, er der virkelig et problem at tro, at vi bare kan sluse dem tilbage igen. Det er ikke gjort med bare at sætte lidt ekstra støtte ind, for det her er klart vanskeligere at administrere i en klasse med mange børn, end hvis man er i et overskueligt miljø i et specialtilbud.”

Sådan siger eksperten. Men hvad siger de unge selv? Vi har spurgt tre unge voksne med særlige behov til deres erfaringer med både almene og specialiserede skoletilbud.

Isakur Johannessen: Fra 4. – 7. klasse var et regulært helvede

Pedel på fuldtid hos Esbjerg almennyttige Boligselskab. Gik i almen til og med 7. klasse, hvorefter han kom tre år på specialefterskole.

Hvordan var det for dig at starte i en almindelig klasse?

Til at starte med gik det fint i almenskolen. Men efterhånden som vi blev ældre, begyndte det at blive træls. Jeg kunne ikke følge med socialt eller fagligt. Så jeg blev placeret nede bagved med en matematikbog, som endte med at blive en malebog.

Skulle du have haft et andet tilbud fra starten?

Ikke til at starte med. Men i 2. eller 3. klasse skulle man nok have taget mig ud til et specialtilbud. Jeg havde et noget iltert temperament og har haft flere episoder, hvor jeg har reageret voldsomt over for andre børn.

Hvordan var det så for dig at komme på specialefterskole i tre år fra 8. klasse?

Det var fantastisk. Jeg gik fra at være et problem, som skulle håndteres til at blive set som et menneske. Jeg kunne knap nok gå og stå socialt, hverken skrive mit eget navn forfra eller bagfra. Og så oplevede jeg at blive taget hånd om, som det menneske jeg er og med de fejl og mangler – det var en omvæltning.

Du siger, at du blev set som et menneske på specialefterskolen. Hvad mener du med det?

De vidste, hvad de havde at gøre med. Der var ikke fokus på det i folkeskolen. På specialefterskolen havde de flere års erfaring med unge mennesker med vanskeligheder, så det var rart at kunne blive set som en ligeværdig som alle andre. Og også bare rart at have nogle undervisere, som faktisk forstod en. Forstod, hvorfor reagerer de sådan her. Hvorfor opfører de sig sådan her.

Hvad mener du med, at du blev set som ligeværdig som alle andre?

Det at vi alle sammen var i samme båd. Helt fantastisk. Altså der var en helt frisk start og man kigger rundt, vi har alle sammen problemer på den ene eller anden måde.

Hvad betød det for dig?

Man gik lige pludselig fra ikke at have nogen at reflektere sig i og snakke med sine problemer om, til at nu kunne man lige pludselig prikke til sidemakkeren: Har du også altid haft problemer med blækregningen eller noget andet. Man fik hurtigere et fællesskab på tværs af ens problemer.

Så du fik venner?

Ja, jeg fik lige pludselig venner. Jeg gik fra at have én ven til at have… det har jeg ikke tal på. 40-50 venner. Man er jo ikke venner med alle, men måske med halvdelen.

Asta-Marie Ankerstjerne: Det betyder noget at være sammen med nogen, der har det ligesom en selv

Går i autismeklasse på HF. Har været i specialiserede skoletilbud siden børnehaveklassen

Hvordan var din skoletid?

Det har været overordnet god. Specialskolen har hjulpet mig meget og ligesom mødt mig der, hvor jeg var i min udvikling. Det er også det, der har gjort, at jeg nu er kommet så langt, at jeg kan gå på en HF. Fordi jeg har fået lov at udvikle mig i mit eget tempo.

Du har autisme og ADHD. Vil du ikke beskrive nogle af de udfordringer, du oplever?

Jeg har problemer med det sociale og har meget lavt energiniveau. Der er mange ting, jeg har rigtig svært ved, og mine udfordringer forhindrer mig også i at gøre nogle af de ting, jeg drømmer om. Som for eksempel at flytte sammen med min kæreste.

Har du nogen forestilling om, hvordan det havde været for dig, hvis du havde gået i en almen folkeskole?

Jeg tror, at jeg havde været presset, fordi der er rigtig mange børn på rigtig lidt plads og mange ydre stimuli, og det vil jeg jo blive vældig påvirket af. Så ville jeg jo bare have siddet i et hjørne hele tiden og have det rigtig skidt. Og så er jeg jo typen, der holder på det, men når jeg så kommer hjem, så vil jeg så blive udadreagerende. Fordi jeg ikke rummer ret mange indtryk ad gangen.

Nogen mener jo, at vi kan have de fleste børn i almen, der skal bare være den rigtige støtte. Vil du kunne være i en almen klasse med 23 elever og den larm der følger med, hvis bare der var en voksen, der havde fulgt dig hele tiden?

Nej.

Hvorfor ikke?

Det med at være iblandt 23 andre. Jeg har også gået på FGU i et år og fået en forsmag på, hvad det vil sige at være en del af noget ”normalt”. Der var vi 18. Der var meget larm, og selvom jeg havde nogen tæt på mig hele tiden, så var det ikke nok. Jeg var på overarbejde med alle de uforudsigeligheder, der var. Det er der jo også i den almene folkeskole.

Hvad har det betydet for dig at gå i skole med nogen, der havde de samme udfordringer som dig?

Det betyder helt klart meget, at man er sammen med nogen, der har det ligesom en selv. Fordi så er man lidt ligesom i samme båd. Jeg har nogle venner, som også er autister og vi kan relatere rigtig meget til hinanden. Sådan: Ej, sådan har jeg det også. Når man fortæller om et eller andet der godt kan være svært.

Mathilde Arnklit Grøndahl: Fiaskooplevelser blev gjort lettere, fordi der var nogen til at tage sig af det

Førtidspensionist og hjemmegående husmor. Gik i almenklasse indtil 5. klasse og kom herefter i specialtilbud.

Hvordan var det for dig at gå i almenklassen?

Det startede fint og begyndte at clashe, da vi skiftede klasselærer. Jeg fik alle de her dårlige oplevelser med ikke at være god nok til de ting, jeg lavede. Det begyndte også at være svært med nogle af de andre børn, og jeg kom tit op at slås med nogen.

Så kom du på specialskole. Hvordan var det?

De kunne rumme mange flere episoder, hvor jeg var udadreagerende for eksempel. Jeg har oplevet at blive efterladt på bagsædet af en minibus med to voksne mænd, som sidder og har det sjovt, mens jeg er pissesur og ikke gider med på biblioteket. Indtil en af dem siger noget, som får mig til at smile og får lukket op for det, der er træls. Nogle af de der fiaskooplevelser blev gjort lettere, fordi der var nogen til at tage sig af det.

Betød det noget for dig, at nogle af de andre børn også havde nogle udfordringer?

Jeg tror, at jeg har indset, at jeg ikke er et trælst menneske, og at jeg ikke er ond. Det var jeg ret overbevist om engang. I folkeskolen tænkte jeg, at jeg var et monster. Men på specialskolen så jeg, at der var andre, der også spassede ud, som også havde problemer, og som også udviklede sig hele tiden. Det var helt klart med til, at jeg kunne komme til at tro på, jeg måske ikke var så slem, som jeg gjorde mig selv til. Hvis ikke jeg havde indset det, så tror jeg, at jeg stadig havde været i en nedadgående spiral. Hvor jeg blev mere og mere deprimeret, fordi jeg nok havde skabt et billede af, at jeg bare var røvsyg og dårlig at være sammen med.

Lad os sige, at du havde fået den rigtige støtte i almenklassen. At de to mænd på bagsædet af bussen havde været med dig der. Kunne det ikke have hjulpet dig til at indse det samme?

Nej. Jeg ville jo føle, at jeg var anderledes end de andre. Så var jeg ikke en del af fællesskabet på samme måde som de andre, fordi der altid var en til at tage sig af bare mig. Det ville blive sådan en voksenven, og så ville de andre synes, at det var mærkeligt. På specialskolen var det normalt, at en voksen nogengange mandsopdækkede et barn.

Du er en af dem, der er kommet på offentlig forsørgelse efter at have været i specialtilbud. Kunne du forestille dig at få en tilknytning til arbejdsmarkedet senere?

Jeg leger med tanken allerede nu, fordi jeg har rykket med så meget i de seks år, hvor jeg har været på førtidspension. Men det skulle være en lille tilknytning. Jeg kunne sagtens forestille mig for eksempel at begynde at være omdeler i mit nærområde i et par timer om ugen – starte der.

Læs også Når tallene vildleder og børnene betaler prisen.

Juni 2025

UFLs forkvinde vil gøre en forskel

Af

“Det er en stor udfordring for mig at ringe til kommunen og sige, hvad jeg mener, for jeg bliver nervøs og usikker på, hvad jeg skal sige. Og når jeg lægger på, føler jeg ikke, at jeg har fået sagt, hvad jeg gerne vil sige, og så sidder jeg med en tom og ærgerlig fornemmelse bagefter.”

Af Helene Kaas og Pernille Feldt Poulsen

Sådan fortalte Pernille Feldt Poulsen, Unge For Ligeværds nye forkvinde, da hun i efteråret blev interviewet af TV Midtvest som optakt til en vælgeraften, Unge For Ligeværd klubben Vestjylland havde inviteret lokale politikere til. Pernille ved, at der er mange andre unge med særlige behov, der har det på samme måde, når de er i kontakt med kommunen. Det er en af grundene til, at Pernille er politisk engageret. Hun ønsker at gøre det nemmere at være ung med særlige behov i dagens samfund. I det følgende fortæller Pernille mere om hendes politiske engagement og hvordan hun oplever mødet med politikerne.

 

Et talerør for andre unge

Jeg har taget et valg om at være interesseret politisk, fordi jeg tit og ofte i forbindelse med Unge For Ligeværd (UFL) hører historier fra vores medlemmer fra hele landet om det, de oplever, når de er i kontakt med kommune eller lign. Derfor er jeg besluttet på at engagere mig politisk. Ikke bare for min egen skyld, men lige så meget for dem jeg hører historier fra næsten hver eneste uge.

Jeg går op i det for at kunne prøve at gøre bare en lille forskel – bare for en eller to. For mig handler det ikke om at være den, der bestemmer, men i stedet for at kunne være et talerør for dem, der står med en eller anden form for udfordring i deres hverdag, og som skal kæmpe med alt, hvad de har, når de er i kontakt med det samfund, vi lever i.

Er det retfærdigt, kunne du spørge dig selv? – Og jeg ville sige nej. Men hvad skal man så gøre?

Ikke alle har en UFL-klub, de kommer i hver uge, eller en anden ungdomsforening, de er medlem af, så hvorfor ikke starte der? Og sprede det gode budskab om de foreninger, vi har. De foreninger står mere end klar til at række ud og give et trygt sted at komme for unge, og især unge med særlige behov.

 

Forventninger til politikerne

Når jeg har mødt politikere, har de udtrykt deres begejstring for det arbejde, Ligeværd og UFL laver. De er nysgerrige og vil vide mere om, hvem vi er. For som mange siger, så kendte de ikke til os, før vi kontaktede dem. Og det er ærgerligt. De lytter med opmærksomme blikke og er interesserede ører, når vi fortæller om, hvad vi slås med, og de vil gerne hjælpe.

Jeg oplever at blive hørt og forstået med anerkendende nik. For de ting, vi slås med, er ikke enestående, men noget alle slås med uanset handicap eller ikke handicap. Men hvorfor skal det så være så stor en udfordring for os? Det bedste er, at jeg har oplevet en god følelse efter mødet med politikere, og det giver ro i en tid. Jeg kunne godt tænke mig meget mere af den slags, så vi kan se og mærke på egen krop, at der bliver gjort en indsats for unge med særlige behov. Så vi kunne få en hverdag, hvor vi ikke skulle gå med bekymringer og tanker om, hvordan fremtiden nu vil se ud.

 

Den største udfordring:

At fylde 18 år og blive betragtet som voksen i systemet

En af de største faktorer, der spiller ind hos et menneske med særlige behov, er overgangen fra ung til voksen. Det er et stort skridt, for når du bliver 18 år, er det meningen du skal kunne stå så godt som på egne ben. Dette er bare i de fleste tilfælde for en ung med særlige behov ikke en mulighed. Mange har stadig brug for hjælp til helt praktiske hverdagsting, som er mere udfordrende for en med særlige behov. Der er brug for, at politikere kan give bedre viden om mulighederne for hjælp og støtte, når unge bliver til voksne. Et oplysningssystem om man vil. I hvert fald et, hvor du ikke selv skal finde vej igennem en jungle af information. Dette gælder også alt andet i livet, såvel som uddannelse og senere arbejde. Der skal sikres uddannelse og job til unge med særlige behov. Det var især noget, jeg selv kæmpede med, og stadig kæmper for i mit voksenliv nu.

 

Stor politisk interesse fra Unge For Ligeværd klubberne

I den valgperiode, der har været i november 21, har jeg oplevet, at politik og lokalpolitik ikke er noget medlemmer i UFL er ligeglade med. Tværtimod! Jeg har oplevet stor lyst og engagement til at kunne bidrage til en god valgdebat med lokalpolitikere i hele landet. Flere klubber har lavet debataftener og inviteret deres kandidater til en snak om præcis deres udfordringer, for det er nemlig ikke lige meget, hvem der skal ind og sidde i det nye byråd. Det har stor betydning, at der er nogle, der vil kæmpe for unge med særlige behov, og som også kan snakke vores sag.

Det er også vigtigt, at vi holder vores lokalpolitikere op på, hvad de har lovet os. Derfor må vi arbejde videre på det, vi startede i 2021, og tage fat i dem, der gav sig tid til at komme ud og møde os.

Februar 2022

Et uskyldigt “hej” blev til en gæld på 400.000 kr.

Af

HEJ. Sådan startede den dialog på Facebooks beskedtjeneste, Messenger, der skulle blive starten på et sandt helvede for Jesper. Jesper skrev ”hej” tilbage til den unge kvinde, der lagde op til, at hun gerne ville lære ham bedre at kende. Det viste sig, at der i stedet for en ung kvinde gemte sig to mænd bag skærmen. To mænd, som var gået målrettet efter en ung mand med særlige behov som Jesper. Et lille år efter det ellers så uskyldige hej, står Jesper i en situation, hvor der i hans navn er optaget lån for 400.000, som han risikerer at skulle betale tilbage, for han er en af de mange, som er blevet udsat for identitetsmisbrug. Jesper har valgt, at han gerne vil dele sin historie med os, så den forhåbentlig kan være med til, at andre unge som ham ikke havner i samme ulykkelige situation.

I Ligeværd er vi glade for, at Jesper har valgt at stå frem med sin historie, så vi
kan sætte endnu mere fokus på det desværre stigende problem med identitetsmisbrug. Jesper hedder i øvrigt ikke Jesper. Det er et navn, vi har fundet på til artiklen, for den unge mand, der modigt deler sine erfaringer med os, har fuldt forståeligt ønsket at være 100 procent anonym. Det har han, fordi denne sag har været så smertelig for at ham at komme igennem, og det er kun de allernærmeste, der kender til den. Da jeg ringer på hos Jesper, bliver jeg mødt af en sød og smilende ung mand, da døren bliver åbnet. Sammen med ham er hans botræner Søren*, som er en vigtig person i Jespers historie. Vi sætter os i stuen og laver en aftale om, at hvis snakken kommer ind på emner, som han helst er fri for at tale om, fordi de gør for ondt, så siger
han til.

Jeg ville jo bare hjælpe

”Hej.”
”Hej,” skrev Jesper tilbage til kvinden på Messenger. Og stille og roligt udviklede der sig en lille flirt, hvor Jesper og ”kvinden” lærte hinanden bedre at kende. Efter et par uger gav ”kvinden” udtryk for, at hun gerne vil videochatte med Jesper, men fortalte, at hun desværre ikke havde penge på sin chatkonto. Jesper syntes, at det var synd for hende, så han sendte billeder af sine kontooplysninger, så hun kunne sætte penge ind på sin konto. ”Jeg ville jo bare hjælpe,” fortæller Jesper. De kom dog ikke til at chatte sammen. I en længere periode hørte Jesper ikke noget fra kvinden, men så dukkede hun op igen, og hun fik i løbet af deres dialog overtalt Jesper til at sende billeder af sit NemID og andre personlige oplysninger.

Der er noget galt

Den 19. september modtog Jesper et brev fra Skat, som Søren, Jespers botræner, reagerede på. Han ringede til Skat, hvor han fik at vide, at Jesper havde været inde og ændre på nogle ting i sin skattemappe og bedt om at få udbetalt restskat til en nyoprettet Nemkonto. Søren har kendt Jesper i fem år og ved, at det havde Jesper ikke! Derudover kom der et brev fra Resurs Bank, hvor der stod, at Jesper i den anden ende af landet havde oprettet en konto og optaget et lån, hvor pengene var blevet flyttet til en ekstern bank. Her gik det op for Søren og Jesper, at noget var helt galt. De skyndte sig at kontakte Jespers eget pengeinstitut, og her fandt de ud af, at Jespers bankrådgiver var i gang med at overføre penge fra Jespers Nemkonto til en ekstern konto. Det var han, fordi han havde modtaget en mail fra Jesper – troede han – med salgsopstillingen på en bil, som Jesper gerne ville købe. Jesper havde dog aldrig sendt denne mail. Ved nærmere eftersyn kunne bankrådgiveren godt se, at mailadressen ikke var Jespers, men at den lignede den til forveksling. Heldigvis nåede Jesper og Søren at stoppe udbetalingen på 135.000 kr. – penge, som var blevet lånt i Jespers navn, men ikke af Jesper. Det stoppede desværre ikke her, for det viste sig, at der på få dage var blevet optaget lån i syv forskellige banker til et samlet beløb på knap 400.000 kr.

Det skælvende besøg hos politiet

Dagen efter fulgtes Jesper og Søren ad til politiet med al den dokumentation, de kunne samle, og lavede en anmeldelse. Jesper fortæller, at han var meget nervøs. Og Søren føjer til: ”Jeg har aldrig set Jesper være så nervøs. Jeg måtte nærmest overtage vidneforklaringen for dig. Du kunne slet ikke sammenfatte forløbet, fordi du var så nervøs. Her må jeg rose politiet – de var super gode. Der sad en smart Mads Mikkelsen type og en ældre erfaren type, der godt kunne se, at du var hamrende nervøs. Han lagde en hånd på Jespers knæ og sagde ’bare tag den med ro. Du har dummet dig – det ved du godt, men vi skal nok få fat i dem’.”

Mødet med bedragerne

Kvinden, som Jesper troede, han skrev med, have oprindeligt lagt op til, at de skulle mødes. Det blev aldrig til noget. Derimod var han nødt til at møde de to mænd, som havde misbrugt hans identitet, da han skulle vidne i retssagen mod dem. Jesper fortæller, at han var meget påvirket af det hele i perioden op til retssagen. ”Jeg var hamrende nervøs. Jeg var også bange for, at retssagen ville filmet og at jeg ville komme i avisen, så andre kunne finde ud af, hvad der var sket.” Jespers far tog med ham, da han skulle møde op i retten. De havde en lang køretur foran sig. Der blev ikke snakket meget på turen, for Jesper havde brug for bare at sidde med sine egne tanker. Om oplevelsen i retssalen fortæller Jesper: ”Jeg sad under en meter fra dem, der havde gjort det. Det var meget ubehageligt. Jeg havde koldsved. Jeg har svært ved at sætte ord på det. Jeg svarede meget kort på spørgsmålene. Jeg ville bare have det  overstået.”

Bare ét ud af 360 forhold

I december blev Jesper ringet op af politiet, der kunne fortælle, at de havde anholdt to mænd, som viste sig at være dem, der stod bag den falske profil  på Facebook. Jespers identitet var langt fra den eneste, bedragerne havde misbrugt. Politiet kunne fortælle, at de to mænd var tiltalt for 360 forhold. De var gået målrettet efter to grupper: Ældre mennesker og sårbare unge.

Skal Jesper betale pengene tilbage?

Den hårde sandhed er, at det ved han endnu ikke. Siden september har han gået i uvished. Jesper har med hjælp fra Søren rejst et erstatningskrav mod de sigtede. Jesper afventer, at der falder dom i sagen og at politiet forhåbentlig finder frem til pengene. Hvis pengene ikke bliver fundet, er Jesper forpligtet til at dække det lånte beløb, da han har udvist det, man kalder grov uagtsomhed ved at dele personlige oplysninger som NemID osv. Søren fortæller, at de er blevet anbefalet at sige, at Jesper ikke kan betale, og så går sagen videre til fogedretten og så kører det derigennem.

Store konsekvenser

Det ellers så uskyldige HEJ har haft store konsekvenser for Jesper på to planer. Menneskeligt og økonomisk. ”Jeg har det nogenlunde nu, men jeg er nervøs for, om jeg skal i fogedretten,” fortæller Jesper. Søren føjer til: ”Jeg har været meget frustreret på Jespers vegne, og jeg kan endda lægge det fra mig. Jesper skal bære rundt på det hele tiden”. ”JA, det skal jeg,” stemmer Jesper i og fortsætter: ”Jeg føler mig pinlig og snothamrende dum. Det er jo mig selv, der har udleveret oplysningerne. Jeg har udleveret NemID, pasnummer og CPR-nummer.” Søren fortæller videre: ”Jeg har kendt dig i fem år, Jesper, og jeg har set sider af dig, som jeg aldrig har set før.” Som om de menneskelige konsekvenser ikke er en høj nok pris, så er situationen den, at Jesper hver måned har 1.200 kr. til fornødenheder, når hans leveudgifter er trukket fra. Hvis han skal betale pengene tilbage, skal han ud af de 1.200 kr. finde 3.500 kr. Han står altså i en fuldstændig umulig situation. Han håber derfor, at andre unge vil følge hans råd til færden på de sociale medier.

*Søren er også et fiktivt navn.

August 2019

Mit liv i Unge For Ligeværd igennem 19 ½ år

Af

Kim Dyrvig har gennem mange år gjort en stor indsats for Unge For Ligeværd (UFL) både i UFL-Storkøbenhavn og i UFLs landsbestyrelse. I forbindelse med UFL-Storkøbenhavns 20 års jubilæum fortalte Kim om, hvad UFL har betydet for hans liv.

Kim Dyrevigs tale til UFL-Stor Københavns 20 år jubilæum.

Hold da op hvor tiden går hurtigt. Det er 20 års jubilæum klubben åbner første gang onsdag den 21.10. 1998.

Jeg hedder Kim og vil fortælle om mit liv i UFL i gennem 19 ½ år.

For at min tale ikke skal vare hele dagen har jeg tage det vigtige med og lidt mere til.

I sin tid startede jeg med at være almindeligt medlem at UFL i 1992.

Nogle år efter kom der en UFL klub, der hed Greve Sydkysten, som jeg var medlem af. Den klub lukkede i foråret 1999. Jeg kendte Marianne (red. Marianne Dryer, som er initiativtager til foreningen Unge For Ligeværd) før hun åbnede UFL klub i København, og hun sagde jeg var velkommen i UFL-klubben.

Så jeg hoppede over til København, hvor denne gang Marianne, Else, Per og Birgitte kørte klubben, som lå på Lundervang skole i Herlev. Her kom jeg som ung mand. Jeg var forsigtig og sagde ikke ret meget. Venner dem havde jeg ikke så mange af, og jeg havde brug for at komme ud i hvert fald en gang om ugen.

Jeg kendte ikke nogle i klubben, og kom kun alt efter hvad programmet tilbød. Så kom tilbuddet om at gå på aftenskole. Det var fra kl. 17 til 19, og derefter i klubben, så det bliver for mit vedkommende EDB.

Det bedste var hver onsdag. I mange år var der pølse og brød til aftensmad til dem der gik på aftensskole.

I mange år kom jeg hver onsdag og hyggede mig, og deltog hvad vi havde på program og ud af huset.

Efter hånden fik jeg flere og flere venner, som jeg sås med en gang om ugen.

I 2001 blev UFL landsbestyrelsen dannet, og jeg stillede op og blev valgt ind. Som formand. Jeg tænke her har jeg tid og lyst til at prøve hvad frivillighed var for noget.

I bestyrelse var det sjovt at prøve at arrangere landsmøde, bakken, musical. Da vi begyndte at afholde fællesspisning i gymnastiksalen, viste bestyrelsen hvad for en opgave de havde, og vi blev efterhånden gode til at få det til at køre. Jeg var i mange år med til at planlægge vores årlige fest. Jeg var formanden i 9 år, havde slikkassen et par år og sad en del år for UFL-Stor København i landsbestyrelse og var med til at lave klubprogram.

Jeg var med klubben på UFL rejser i mange år. Marianne, vores vejlede, lavede fly rejser. På det sidste var der busrejser med både Marianne og Kirsten som vejledere.

Det bedste i klubben er at jeg fandt mig en kæreste, der hed Britt. Som jeg i dag er godt gift på 6 år. Hun kom ret hurtigt ind i varmen og i bestyrelse fordi Britt kendte et par venner fra Østergaard efterskole.

UFL-Stor København flyttede til Brøndby i 2013. Hvor det blev torsdags klub. Marianne, Kirsten og Begitte ønskede at stoppe og fik lige i sidste øjeblik ny vejledere, som hedder Christian

Britt og jeg havde en plan for at stoppe i bestyrelsen, men tog lige par år mere for at den gode Christian og hans nye vejledere kunne køre videre på en god måde. Og hjælpe dem i gang.

Sidste år gik vi begge to af i bestyrelsen efter 16 og 15 år.

Vores netværk er stort og nu ses vi med vores venner til fødselsdag ,teater, grillaften og hjemme hygger.

Vi kommer ikke så meget i klubben, da vi går til banko.

Men det er dejligt at der findes en klub, som vi begge to kunne bruge, og hvor vi var ligestillet med jer andre.

Det er dejligt, at se UFL klub har vokset med flere medlemmer, en god bestyrelse og mange dejlige vejeledere.

Der er 4 gode ting i UFL klub.

  1. Jeg har fået mange nye venner
  2. Jeg har lært hvad er bestyrelsesarbejde er for noget.
  3. Jeg har lært at rejse med klubben, så jeg i dag kan rejse alene sammen med min kone.
  4. At har få mig en kæreste .

Til slut. Endnu engang tillykke med jubilæum

Januar 2019