brandbyhand

I 2016 påbegyndte Ligeværd beskæftigelsesprojektet ViVirk’R, der har til formål at udvikle og implementere en model for virksomhedsrettede ressourceforløb for unge med handicap. Sabina er en af de borgere, der kom i ressourceforløb gennem projektet. Hun var med hjælp fra jobkonsulenten hos Randers Bo- og Erhvervstræning kommet langt i sin vej ud på arbejdsmarkedet, men så hjemtog Randers kommune pludseligt den virksomhedsrettede indsats. Da kommunen overtog ansvaret for Sabinas virksomhedspraktik, gik det kun én vej for Sabina: Tilbage. Udtrykt med Sabinas egne ord: ”Det hele blev et helvede, rent ud sagt.”

Fra stofmisbrug og selvmordtanker til STU

Sabinas liv har ikke været let. Omsorgssvigt i familien, problemfyldt skolegang, mange skoleskift, stofmisbrug og selvmordstanker. I flere år lykkedes det ikke for hende at få den rette hjælp til at få fast grund under fødderne. Efter en del tumult fik Sabina et Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelsesforløb (STU) på Randers Bo- og Erhvervstræning (RBE). Men også det husker hun som noget problematisk i starten:

”Det endte med at være rigtig godt. I starten kunne jeg ikke møde og havde ikke lyst til at være her, fordi der var en masse ballade. Men så fik vi lagt et skema. Nogle dage kom jeg bare og snakkede med en voksen og tog hjem igen. Andre dage deltog jeg i undervisningen. Det hele foregik i mit tempo, når jeg var klar på det.”

Mødestabil medarbejder i Føtex

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) gav i 2016 RBE og tre andre socialøkonomiske uddannelsessteder mulighed for at arbejde med nogle af deres borgere i beskæftigelsesprojektet ViVirk’R. Sabina var en af dem. Hun kom i et ressourceforløb med en jobkonsulent fra RBE.

”Da jeg stadigvæk var tilknyttet RBE, gik det faktisk rigtig godt. Jeg havde rigtig meget succes i praktikken. De fejl og justeringer, der var, fik vi hurtigt rettet, og fandt ud af, at jeg bliver meget nemt påvirket, hvis der er noget privat, der går mig på. Det er nok til, at jeg ikke kan møde. Så vælter det hele i mit hoved,” fortæller Sabina.

Hun fortæller videre om, hvordan RBE’s jobkonsulent i samarbejde med praktikstedet, Føtex prøvede alt muligt. Blandt andet afprøvede de forskellige mødetidspunkter for at se, hvornår Sabina arbejdede bedst. Og forsøgene gav gode resultater, for Sabina blev mødestabil.

”Jeg fik gode kollegaer og glade kunder. Der var et godt sammenhold,og jeg fandt selv en tilfredsstillelse ved at servicere kunder. Jeg fik meget mere ros, end jeg havde regnet med. Jeg blev også mødestabil, fordi jeg fik lov til at prøve at møde på forskellige tidspunkter. Det er vigtigt for mig, at det foregår i mit tempo. Når man f.eks. spørger mig, om jeg kan møde en time tidligere, så siger jeg, at det vil jeg gerne lige arbejde på. Det fungerer ikke for mig at få det at vide med det samme. Sådan var det i Føtex. Det gjorde, at jeg kunne tage en halv time ekstra en gang i mellem”.

Kommunens pres ødelagde Sabinas positive udvikling

Sabina kom i rigtig god udvikling i sin tid med jobkonsulenten fra RBE og virksomhedspraktikken i Føtex. Hun fik ros for sit arbejde af både kolleger og kunder, og i lyset af alle succeserne begyndte hun selv at tænkte, at hun var ved at være klar til et fleksjob. Men så let skulle det ikke gå, for Randers kommune valgte at hjemtage alle deres borgere i ViVirk’R. Det betød, at Sabina fik en kommunal jobkonsulent tilknyttet i stedet for jobkonsulenten i RBE, og det har haft negative konsekvenser for Sabina.

”Ud fra min synsvinkel, så bliver jeg ikke længere lyttet til. Jeg bliver presset for meget. Efter jeg fik den nye jobkonsulent, har jeg været sygemeldt i fjorten dage, hvor jeg var nede ved min læge og var fuldstændig grædefærdig. Det var noget med, at når jeg var syg, så skulle jeg indhente det, så det endte med, at jeg arbejdede i weekender. Det hele endte med at blive uoverskueligt, så jeg til sidst gik til lægen,” fortæller Sabina.

”Jeg bliver presset af både min jobkonsulent og min sagsbehandler. Det, min jobkonsulent gør, får hun jo besked på at min sagsbehandler. Min sagsbehandler begyndte allerede i 2016 at snakke om, at jeg skulle stoppe på Randers Bo- og Erhvervstræning og komme videre. Nu var jeg klar til at få et fleksjob. I min gode tro, så troede jeg jo på det, for jeg vil også gerne videre og have en afklaring. Så det sagde jeg selvfølgelig ja til. Men efter jeg kom væk fra Lene (jobkonsulent i RBE), blev det hele bare et helvede, rent ud sagt”.

”Min egen oplevelse er, at jeg har været klar til et fleksjob længe. Jeg burde at have fået en afklaring for et godt stykke tid siden. Men så snart det går godt, skal jeg sættes op i tid og have bygget dage på. Presset har gjort, at jeg ikke kan holde til så meget mere. Mit bristepunkt er blevet tre timer tre dage om ugen. Jeg kan ikke længere tage et kvarter eller en halv time ekstra. Det er jeg simpelthen blevet for ødelagt til. Jeg tør heller ikke at gøre det, for så snart jeg viser, at jeg kan tage ti minutter mere en dag, så skal det bare være fast og så skal det på alle dage,” fortæller Sabina om det pres, hun har oplevet, efter Randers kommune overtog ansvaret for hendes virksomhedspraktik.

”Jeg synes, det har skadet mig mere at være så lang tid i systemet. Jeg kan mærke på min egen krop og min egen psyke, at jeg får det værre og værre. Jeg kan arbejde mindre og mindre. Og jeg har mindre og mindre overskud til ting både på arbejdet og hverdagsmæssigt,” lyder Sabina Mogens noget triste konklusion på, hvad hendes kommunale ressourceforløb har ført til.

2019

Direktør Lars Kristensen fra Thortrans Randers fortæller om virksomhedens samarbejde med Randers Bo- og erhvervstræning om at skabe jobs til unge på kanten af arbejdsmarkedet.

”Af en eller anden grund kan man mærke forskel. Nu har jeg arbejdet sammen med kommunen gennem rigtig mange år. Og vi har et super godt samarbejde. Men når det kommer til Randers Bo- og Erhvervstræning (RBE), er der et kæmpe spring”, siger direktør Lars Kristensen om virksomhedens samarbejde med Randers Bo- og Erhvervstræning.

Thortrans har gennem en del år arbejdet sammen med uddannelsesstedet, RBE i Randers, der arbejder med unge med særlig behov. Thortrans er en af de mange lokale virksomheder, RBE arbejder sammen med for at udvikle de unges forudsætninger for at få en tilknytning til arbejdsmarkedet.

”I en virksomhed som vores har vi rigtig gode muligheder for at skabe jobs, som passer til den enkelte unge. Vi kan sagtens finde opgaver, som passer. Vi er en transportvirksomhed, der blandt andet transporterer møbler, vi har lagerhoteller rundt omkring i landet, og så har vi palleproduktion – dvs. vi genbruger og reparerer paller, som andre producerer. Vi er blevet FSC-recycle certificeret for bæredygtig træproduktion. Og de paller, som ikke kan genbruges, laver vi til træflis. Og hvis den produktion blev udført af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, ville den også være samfundsmæssigt bæredygtigt – det ville bonne positivt ud” mener Lars Kristensen. Men samtidig undrer han sig over, at den slags ikke sker i større udstrækning. Og peger på, at kommunerne måske i højere grad skal bruge steder som Randers bo- og erhvervstræning i samarbejdet med virksomhederne.

”Lige i øjeblikket har vi en ung, som kommer fra de mest kummerlige forhold – boede i et kælderrum hos sin far og kunne ikke tage vare på sig selv. Så kom han på RBE og har fået skabt sig et helt liv – fået en lille lejlighed med adgang til fællesrum sammen med de andre unge.

Det sjove er, at de medarbejdere, som er på RBE, tidligere har været kommunale medarbejdere. Så hvad er forskellen ved, at du går over på den anden side af vejen og arbejder? Jeg tror, de på RBE er gode til at tydeliggøre deres værdigrundlag. Gøre det tydeligt, hvad formålet med stedet er: At sætte den unges trivsel og udvikling først. Måske er de kommunale medarbejdere også bundet op af rigtig meget papirarbejde – det er måske det, men jeg ved det jo ikke. Jeg tænker bare, der må være en grund til, at der er så stor forskel”.

Brug for støtte til at fastholde de unge

”Det arbejde, RBE udfører, skaber rent faktisk resultater. De unge, de har på RBE, er meget dårligt kognitivt fungerende. Og så har jeg ikke trådt dem over tæerne. Men så kommer de bare ud i noget, hvor de kommer til at skabe værdi. Og jeg ville ønske, at flere fik mulighed for at arbejde steder, hvor der var den nødvendige støtte for den enkelte. Det skal være jobs, som er tilrettelagt efter deres kognitive begrænsninger. Jeg ville ønske, vi kunne kombinere den type jobs med hjælp til at fastholde dem i virksomheden, for eksempel kunne hente dem og på anden måde fastholde dem i jobbet. Fastholdelse i jobbet et med til at skabe arbejdsmarkedsidentitet, arbejdsmarkedsnormer og – kompetencer. Give dem den samme tilknytning til fællesskabet på en arbejdsplads som andre, give dem nogle succesoplevelser. Det kræver, at virksomhederne får den økonomiske kompensation til at løfte disse opgaver. Selv om man ikke skal gøre det, fordi det er givtigt at spille på. Man skal gøre det, for at give mennesker en mulighed for at bidrage og deltage i vores samfund. Man skal gøre det, fordi værdisættet er rigtigt”, siger direktøren og henviser til, at en virksomhed selvfølgelig må sikre, at økonomien hænger sammen.

”Det kan være svært for os at skabe jobs til mennesker, som måske kun har 10% af en normal arbejdsevne, hvis vi også skal støtte dem i jobbet. Hvis økonomien skal hænge sammen, er der brug for et samarbejde om rammerne for den type virksomhed. Men hvis det lykkes, viser kommunens egne tal, at en person, som går fra offentlig forsørgelse til ansættelse, vil betyde fra minus 300.000 til plus 300.000 kr. i den offentlige økonomi. Det burde alle kunne se gevinsten af”, mener Lars Kristensen og siger på den måde, at det både er en god forretning for samfundet, for virksomheden og for den enkelte unge.

”Vi har med nogle unge mennesker at gøre, som er begrænsede i forhold til almindelige forudsætninger på vores arbejdsmarked. Men kunne vi for eksempel etablere en senior-mentor ordning, hvor ældre medarbejdere kunne være mentorer og give de unge den nødvendige støtte i jobbet. Skabe tillid, være rollemodeller.

Det kunne være fedt, hvis vi på den måde kunne hente flere unge mennesker ind på arbejdsmarkedet, og de kunne komme til at tjene nogle penge. Men det skal være fordi, man vil hjælpe disse unge i gang på arbejdsmarkedet. Og ikke for at få billig arbejdskraft. Vi vil gerne stille rammerne til rådighed, men vi vil også gerne kompenseres for det, det koster os at støtte disse unge. Men når man ser, hvilken forskel det gør for disse mennesker, så er det indlysende, at det er en god investering for samfundet”, siger direktør i Thortrans Lars Kristensen.

Samarbejdet mellem Thortrans og Randers Bo- og Erhvervstræning har indgået i ViVirk’R, der er et ressourceforløbsprojekt under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

2019

Ingen havde troet, at 23-årige Frederik Vejrup Larsen kunne tage et fleksjob. I dag arbejder han 25 timer om ugen i den lokale Rema 1000 i Skjern.

Nogle mennesker opnår mere i deres karriere, end man kunne forvente.

Sådan et menneske er Frederik Vejrup Larsen fra Skjern, som med diagnosen 22q11 blandt meget andet har massive indlæringsvanskeligheder. Han har gået i specialtilbud hele sit liv, og undervejs i sin STU på Erhvervsskolen Vestjylland var både undervisere, vejledere og Frederiks forældre enige om, at det ville være en flot præstation, hvis Frederik kunne opnå skånejob, når han var færdig.

Derfor var det allerede en succeshistorie, da Frederik efter STU kom på rehabiliteringsteamet i Ringkøbing-Skjern Kommune og blev afklaret til fleksjob i 12 timer om ugen. Kort efter landede han et fleksjob i den lokale Rema 1000 i Skjern.

“Det var ikke forventeligt, at han skulle nå så langt,” husker Joan Dejgaard, som er socialrådgiver på Erhvervsskolen Vestjylland og arbejder igennem Joballiancen med at få de unge godt i vej på arbejdsmarkedet på STU.

 

En succeshistorie udover det sædvanlige

Når Frederik Vejrup Larsen får julegave af sin arbejdsplads, står der ”Til Hr. Direktør” på pakken. Sådan tiltaler hans kollegaer ham også, og under interviewet har han da også indtaget kontorstolen bag chefens skrivebord i butikkens baglokale.

”Jeg ved ikke, hvorfor de kalder mig det, men jeg møder ind noget tid senere end alle andre, så når jeg kommer, siger de ’hej direktør’,” fortæller han, hvilket får hans mor Berit Vejrup Larsen til at smile stort. Sammen med Joan Dejgaard sidder hun med ved interviewet for at hjælpe Frederik med at svare på de ting, han har svært ved selv at huske.

Oprindeligt blev Frederik afklaret til minutiøst faste arbejdstider og nøje planlagte arbejdsopgaver. I Rema 1000 startede han ude ved mælken, hvor han hurtigt blev fascineret over, hvor mange forskellige slags mælk, der findes. Imidlertid havde han ingen ambitioner om at skulle ud blandt kunderne og løse opgaver i butikken.

”Det turde jeg slet ikke,” siger han og fortæller, at han især var helt sikker på, at han aldrig nogensinde ville finde mod til at sidde i kassen.

”Men der skete noget andet,” siger han og kigger over på sin mor med et slet skjult smil.

I dag løser Frederik næsten alle typer opgaver i butikken, og i skrivende stund er det et år og to måneder siden, han sad ved kassen første gang. Og så arbejder han ikke længere kun 12 timer om ugen. Han arbejder 25 timer om ugen.

”Det er en succeshistorie udover det sædvanlige,” siger Joan Dejgaard, og hans mor stemmer i.

”Hvis jeg må indskyde, så tror jeg, at det kommer af, at Henrik (købmanden, red.) tror på Frederik. Når nogen tror på en, så kan man også mere. Og det er jo beviseligt, at Frederik kan mere, end han selv tror,” siger hun.

 

Det fulde potentiale

Nogle mennesker opnår mere i deres karriere, end man kunne forvente. Ofte fordi andre mennesker ser deres potentiale og løfter dem.

Sådan en har Frederik mødt i Henrik Aagaard, som er Frederiks arbejdsgiver og købmand i Rema 1000 i Skjern. Han er et af den slags sjældne mennesker, der forstår at løfte en pædagogisk opgave uden at have en pædagoguddannelse i ryggen, og den evne mærker man tydeligt, når han taler.

For en ting er, at nogen tror på én. Men hvordan kan det lade sig gøre, at en ung mand, som maksimalt har potentiale til et skånejob ender med at arbejde 25 timer om ugen i et fleksjob?

Henrik Aagaard har et bud.

”Vi laver sjov med ham og sørger for, at han har det godt her. Det skal ikke være så højtideligt,” siger han.

”Det handler om at rumme ham og hans udfordringer. Hos os er han startet ude i mælken og så lige så stille bygget på. Og så kan det være, han sidder i kassen nu, men jeg ved også, at de dage, hvor der er travlt, så skal han ikke sidde der. Så kan han lave noget af alt det andet. Vi har masser af opgaver.”

Og så handler det om at tage Frederiks dårlige dage med, fortæller han.

”Der er jo nogle dage, hvor han bare ikke kan, og så handler det om at rumme det. For alle de andre dage er det jo en gave for os at have Frederik.”

Han får det til at lyde legende let, når han fortæller om sit arbejde med Frederik. Men selvom han måske har mindre behov for hjælp til den pædagogiske opgave, som kan følge med, når man ansætter en ung med særlige behov, så sætter Henrik Aagaard stor pris på samarbejdet med Erhvervsskolen.

”Hvis der er problemer, er det dejligt, de er der til at hjælpe både os og Frederik. Men når hverdagen kører, og Frederik har det godt, vil jeg sige, jo mindre de blander sig, jo bedre. Det handler bare om at tro på folk.”

 

En håndholdt indsats

Når Frederik kunne komme i fleksjob lige efter sin STU, så er det, fordi han har været en del af Joballiancen. Her indgår STU-sted, kommune og virksomheder partnerskaber for at sikre gode overgange for STU-elever, som ofte har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.

På sin uddannelse på Erhvervsskolen Vestjylland var Frederik igennem tre praktikker, hvor Erhvervsskolen beskrev ham på det niveau, som skulle til for, at han kunne blive afklaret. Derfor stod han hurtigt med et fleksjob i hånden, og det var afgørende, mener Berit Vejrup Larsen.

”Erhvervsskolen gjorde et kæmpe arbejde med, at Frederik faktisk var klar til at komme på rehabiliteringsteamet, da han var færdig med STU, fordi de havde haft ham i forskellige praktikker. Og det gør, at man har en sag, som hurtigt kan blive forelagt,” siger hun.

Havde Erhvervsskolen ikke gjort det stykke arbejde, så ville der ske det for Frederik, som sker for alle STU-elever, der ikke er en del af Joballiancen. Han ville komme ind i jobcentret alene, og her ville han blive sendt ud i en række praktikker for at blive afklaret. Det ville have været for hårdt, mener han selv.

”Hvis jeg skulle igennem så mange praktikpladser, det ville være for meget at komme igennem. Altså mange forskellige fremmede mennesker. Det ville blive svært for mig at komme igennem alt det,” siger han, og hans mor nikker.

Ligesom Frederik ser Joan Dejgaard, at det kan have været en fordel, at hun og hendes kollegaer klargjorde hans sag.

”Vi var konstante i Frederiks liv, kan man sige. Så vi havde den, indtil Frederik kom på rehabiliteringsteamet og fik bevilliget fleksjob. Det var godt, at det ikke var en ny jobkonsulent, som skulle til at finde ud af, hvem Frederik er,” siger hun.

I evalueringen af Joballiancen siger flere sagsbehandlere, at metoden optimerer sagsbehandlingstiden, og at deres arbejde glider bedre i de sager, hvor de arbejder på den måde. Ligeværd ville gerne have spurgt en sagsbehandler i Ringkøbing-Skjern Kommune, om det også er deres oplevelse, men det har desværre ikke været muligt. I en mail skriver afdelingsleder i kontanthjælp særlig indsats, Joan Thyregaard, at ”den største forskel er, at de unge ikke skal have en ny kontaktperson efter endt uddannelse. Erhvervsskolen har altid været en god samarbejdspartner omkring de unge og overgangen til jobcentret. Der er hyppige opfølgninger med de unge efter STU, som har stor betydning for de unges tryghed i forløbet og overgangen.”

Det blev altså heller ikke nødvendigt for Frederik at få en ny kontaktperson og blive sendt ud i det ordinære beskæftigelsessystem. Og i Joballiancen stopper indsatsen ikke, når den unge starter i fleksjob. Selvom Henrik Aagaard helst ser, at Erhvervsskolen blander sig uden om, så følger Joan Dejgaard stadig op på Frederiks udvikling og sikrer, at han både trives på og uden for jobbet.

”Vi hjalp Frederik med at få øje på, hvad det var for nogle skånehensyn, der var vigtige for ham for at trives hernede og få det fortalt. Og så var kemien bare rigtig god mellem Frederik og Henrik, så Frederik følte sig hurtigt tryg og fik den oplevelse af ’okay, så kan jeg godt stille mælk på plads,’” siger hun.

Herfra har det udviklet sig, og Frederik har opnået mere i sin karriere, end nogen havde turdet håbe på. I en alder af bare 23 år.

Læs mere om Joballiancen

Marts 2024

Landets 98 kommuner skal indgå partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og virksomheder, hvis de skal lykkes med at få udsatte unge i job. Det er den klare anbefaling fra Reformkommissionen.

Mange unge med særlige behov hænger permanent fast i midlertidige ydelser gennem et helt liv.

Hvis disse unge skal i job, er det en bunden opgave for landets 98 kommuner at indgå partnerskaber med civilsamfundsorganisationer og virksomheder om at få det til at ske. Sådan lyder et par af de anbefalinger, som Reformkommissionen i maj udgav i sin tredje og sidste rapport ”Nye Reformveje 3”.

Og det er der en god grund til, fortæller Nina Smith, som er formand for kommissionen.

”Det vi kan se er, at de gange hvor kommuner laver et systematisk samarbejde med civilsamfundsorganisationer om at få unge i job, så flytter det meget mere. Så det er vores begrundelse for det her,” siger hun.

Og ifølge Nina Smith er det altså den enkelte kommunes ansvar at invitere civilsamfundsorganisationerne ind i den kommunale opgaveløsning.

”Man skal ikke have alle 98 kommuner med, hvis man er en civilsamfundsorganisation. Men alle 98 kommuner skal prøve at bruge nogle af de civilsamfundsorganisationer, der er synlige i deres netværk, og som de kan bruge,” siger hun.

Hun understreger samtidig, at det kræver af civilsamfundsorganisationer og virksomheder, at de vil være med til at etablere det gode samarbejde med kommunerne. Men at kommunerne altså har ansvaret.

”Civilsamfundsorganisationerne er der jo og gør en hel masse ting. Men hvis det skal flytte noget i alle 98 kommuner, så er det kommunalbestyrelsen og lederskabet i kommunerne, der skal sætte sig om bordet og ville lave en langsigtet strategi for, hvad gør vi med vores udsatte borgere? Hvor det at opbygge partnerskaber på en eller anden facon bliver en del af den strategi,” siger hun

Den udmelding bekymrer Ligeværds direktør Esben Kullberg. Ifølge ham er det indlysende, at kommunerne skal lave partnerskaber med civilsamfundsorganisationer, hvis de skal løfte opgaven. Men det vil ikke være tilstrækkeligt at sige til kommunerne, at de selv skal sørge for, det sker.

”Hvis jeg har forstået reformkommissionen rigtigt, så lægger de meget initiativ ud til kommunerne i forhold til at lave partnerskaberne. Og der kan jeg være bekymret, for det ser jeg faktisk ikke, at kommunerne gør. Det ligger ikke i de fleste kommuners selvforståelse at gå ud og lave partnerskaber med civilsamfundsorganisationer,” siger han.

Civilsamfundets fordel

Et af de største problemer for unge med komplekse udfordringer er en livslang mangel på stærke og forpligtende relationer til voksne. Relationer som mange unge med særlige behov opbygger til de fagprofessionelle på deres STU-sted. Den relation kan kommunerne udnytte i den unges overgang mellem STU og beskæftigelse, fordi STU-stederne kan noget, som ingen kommune kan.

”De kan det, at de ikke er en myndighed. De kan skabe nogle helt andre typer relationer og fællesskaber, og det kan en sagsbehandler ikke gøre. Du kan ikke ringe en kommunal sagsbehandler op klokken to om natten, hvis du er et ungt menneske, der har brug for det,” siger hun.

Ifølge Reformkommissionen skal kommunerne derfor arbejde tæt sammen med organisationer, der kan udfylde rollen som dem, man kan ringe til. Og netop den rolle udfylder STU-stederne for både unge og virksomheder i Ligeværds projekt Joballiancen.

Her har 30 kommuner, fem STU-steder og mere end 100 virksomheder indgået forpligtende partnerskaber med det formål at få unge i job efter STU. Som beskrevet her i bladet med det overvældende resultat, at 100% af de 140 unge i projektet er kommet videre i job eller uddannelse uden frafald.

Dermed stiller projekt Joballiancen sig i rækken af eksempler, som Nina Smith kan referere til, når hun siger, at ”det flytter mere, når civilsamfundet er med.” Og Esben Kullberg ser da også Joballiancen som et indlysende svar på noget af det, som Reformkommissionen efterspørger.

”Jeg synes, vi har beskrevet, hvordan de partnerskaber kan laves, hvordan rollefordelingen mellem de partnere, der skal løse den her opgave skal være. Så jeg synes, vi kommer med rigtig mange svar på noget af det, som de efterspørger,” siger han.

De kommunale barrierer

Ideen om at bruge civilsamfundet er ikke ny. Det gjorde vi tilbage i tiden, fortæller Nina Smith, men da vi byggede velfærdsstaten, kom vi til at afmontere den tanke.

”Hvis du går lang tid tilbage, så spillede civilsamfundsorganisationerne en meget stor rolle i vores samfund. Så bygger vi velfærdsstaten og har måske en tro på, at når vi har betalt vores skat, så løser det offentlige alle problemer for alle borgere, også dem med komplekse problemer,” siger hun.

Det offentlige løser også problemerne for de mange. Men for dem med komplekse problemer er det offentliges indsats utilstrækkelig ifølge Reformkommissionen. Og det er altså her det enorme potentiale for partnerskaber ligger gemt, og hvor forskellige civilsamfundsprojekter når i mål. Bare i for lille skala.

Når de gode løsninger findes, men ikke bliver opskaleret, så tyder noget på, at nogle mekanismer i kommunerne gør det svært.

”Der er for eksempel den barriere, at alt for mange proceskrav gør, at dem, der sidder i kommunen og har med de udsatte grupper at gøre, at deres tid bliver taget til ting, som ikke flytter særlig meget,” siger Nina Smith.

Men det handler ikke kun om proceskrav, det handler også om vilje, mener hun.

”Det er også kompetencer hos sagsbehandlere og medarbejdere i kommunerne, fordi man skal jo ville det her. Det er ikke nok, at man er enormt stærk i paragraffer. Man skal også have nogle kompetencer til at lave virksomhedsnetværk eller gå ud i civilsamfundsorganisationerne og bygge sådan nogle relationer op.”

Skal der lovgivning til?

Selvom reformkommissionen har fået øje på, at det virker, så vil det ikke nytte noget at lave lovgivning, som skal pålægge kommunerne at samarbejde med civilsamfundet, mener Nina Smith. Opgaven er kommunal og skal tilpasses hvert enkelt lokalområde.

”Der er pokker til forskel på Fanø Kommune og Københavns Kommune i, hvad det er for ting, man kan gøre. Vi mener, det vil være tåbeligt at lave lovgivning om det her, fordi der ikke er noget one size fits all her.”

Det er Esben Kullberg uenig i.

”Det viser sig gang på gang, at der nogle dynamikker i kommunerne, som har det med at tage over, blandt andet økonomi og besparelser. Så jeg tror, at hvis vi vil have kommunerne til at lave den her opgave på partnerskabspræmissen med civilsamfundet, så skal vi lovgive om det,” siger han.

Men så længe hver enkelt kommune har ansvar for at lave partnerskaber med civilsamfundsorganisationer, så vil Ligeværd banke på.

”Vi vil fortsætte det arbejde, vi har gjort i Joballiancen, hvor vi er ude at gøre os til. Simpelthen at appellere til kommunerne om at lave de partnerskaber med de uddannelsesinstitutioner, der allerede er i lokalområdet,” siger han.

Og så giver han ikke op så let i forhold til at få lovgivning på området.

”Vi vil blive ved med at insistere på, at der skal skabes lovgivning. Der skal skabes et særligt tilrettelagt beskæftigelsesspor i lovgivningen, som tilgodeser de her unge mennesker, som har nogle massive kognitive udfordringer, sådan at de kompenseres for nogle af de regler og love, som ellers er forhindringer for dem.”

Læs mere om Joballiancen

Marts 2024

Da Tobi mister sit fleksjob, modtager han tilbagebetalingskrav på mere end 14.000 kroner fra det offentlige som følge af en række fejl. Uden hjælp fra AspIT, hvor han færdiggjorde sin STU få måneder tidligere, var han ikke kommet ud af situationen, fortæller han.

Du skal betale din seneste månedsløn tilbage, og du får ikke løn i den her måned.

Det var den besked, der landede i Tobi Jaguschs e-boks en fredag eftermiddag efter kommunens lukketid.

”Det hjalp ikke til, at jeg i forvejen ikke syntes, livet var så fedt,” siger han.

Ugen inden havde han mistet sit fleksjob. Det var den første og eneste månedsløn fra det fleksjob, som kommunen nu bad ham betale tilbage.

 

Halvanden måned tidligere

Tobi Jagusch starter i sit første fleksjob i sommeren 2022, kun få uger efter han har færdiggjort sin STU på AspIT i Aabenraa. Han er stolt og glad for at kunne bidrage, men glæden varer kort. Bare halvanden måned senere går virksomheden konkurs, og Tobi mister jobbet.

”Jeg fik bare et opkald om, at jeg skulle blive hjemme,” fortæller han.

24-årige Tobi Jagusch har infantil autisme og angst og er visiteret til fleksjob 15 timer om ugen med en effektivitet på 30%. Han ”overtænker hele tiden”, ”har det skidt med andre folk” og ”har svært ved at læse sociale situationer,” fortæller han. Med sig har han altid servicehunden Jackson, og før han fik ham, kunne Tobi ”slet ikke komme udenfor.”

Beskeden om at blive hjemme kommer som et chok, og det får Tobi til at gå i panik.

”Min hjerne kom helt op at køre, og jeg blev nervøs og bekymret og kunne ikke finde ud af, hvordan livet skulle fortsætte.”

På grund af sine udfordringer har han svært ved at overskue situationen. Både da han får nyheden om, at han mister jobbet og ugen efter, da han får besked på at betale sin løn tilbage, ringer han derfor til Janni Pedersen med det samme. Hun er jobforløbsvejleder på AspIT, og han kan ringe til hende, fordi han er en del af Joballiancen, hvor det tidligere STU-sted har til opgave at hjælpe de unge ind på arbejdsmarkedet og fastholde dem ved at hjælpe, når der opstår udfordringer, som de unge ikke kan løse selv.

”Janni kommer op med en plan, som bliver sagt i ord, som jeg forstår, så jeg er med på, hvad der nu kommer til at ske. Og det hjælper med at få ro på hovedet og finde en plan for fremtiden,” siger han.

 

STU-sted som sikkerhedsnet                                

Også på AspIT kommer det som et chok for Janni Pedersen, da den tidligere elev Tobi Jagusch ringede og fortalte den dårlige nyhed kun halvanden måned efter, hun havde vinket farvel og sendt ham ud i sit første job.

”Tobi var godt i gang med sit job, og jeg troede, at vi kunne begynde at udtrappe ham, fordi vi også vidste, at han ville ringe, hvis han fik brug for hjælp. Men nu gik vi intensivt ind i hans sag igen, fordi vi vidste, at vi skulle samle ham op her,” siger hun.

En opsamling, der kun bliver mere kompliceret, da Tobi får besked på at betale månedslønnen tilbage. Regningen får de mørke tanker i Tobis hoved til at blive værre, fortæller han. Og samtidig betyder det, at Janni skal løse to problemer for Tobi på samme tid for at sikre, at han ikke bliver slået helt ud af kurs.

”Der er to spor. Der er pengesporet, hvor jeg siger til Tobi, at det tager jeg mig af. Jeg kan ikke love, hvad udfaldet bliver, men jeg tager mig af det, og du skal ikke tænke på det. Og så er der det spor, som handler om, at vi skal finde et nyt job til Tobi,” siger hun.

Arbejdet er ikke forbi, når unge kommer i job efter STU. At fastholde de unge i jobbet kræver en stor forebyggende indsats, som STU-stederne kan løfte. En altafgørende og dybt nødvendig indsats, som sikrer, at de unge bliver på arbejdsmarkedet ifølge arbejdsgivere.

Bag de selvkørende gardiner i Garant Gardiner i Skjern gemmer der sig en solstrålehistorie. Hvert kvarter i åbningstiden kører gardinerne op og ned ad sig selv, og det er godt for forretningen, fortæller butikkens indehaver Christian Sørensen.

”Det giver kunderne den oplevelse, at man står og snakker og pludselig kører gardinet. Så får de jo interesse for, hvad det er for noget,” siger han.

Men de motordrevne gardiner var aldrig blevet selvkørende, hvis Garant Gardiner ikke havde taget den tidligere STU-elev Dennis Mastrup i arbejdsprøvning i oktober 2021.

”Det er noget, han har stået og fikset. Han går og lurer nogle ting, som vi andre ikke ser, og han er utrolig fiks til IT,” siger Christian Sørensen, som i marts 2023 ansatte Dennis i fleksjob 16 timer om ugen.

Og historien om de selvkørende gardiner illustrerer den udvikling, Dennis har gennemgået siden første dag i Garant Gardiner, fortæller hans kollega Bjarne Thomsen.

”Til at starte med var det sådan lidt, hvad skal vi nu sætte ham til? Vi var bekymrede for, om han blev en hæmsko. Men nu bidrager han faktisk. Han er en ressource ligesom alle os andre,” siger han.

Og det i en grad, hvor Dennis er blevet uundværlig for forretningen.

”Vi planlægger jo Dennis ind i de opgaver, vi har. Så hvis han er syg en tirsdag eller en torsdag, så er vi jo på den, fordi der er han en ressource ligesom alle os andre,” siger Bjarne Thomsen.

 

Joballiancens fortjeneste

Kun 7% af alle STU-elever kommer direkte videre i job efter STU, og derfor er solstrålen i Dennis Mastrups historie, at han er kommet i job på trods. Men hans forudsætninger var også bedre end hans ligesindede.

Igennem sin STU på Erhvervsskolen Vestjylland var han nemlig med i Joballiancen. Et projekt, som skal sikre bedre overgange for unge mellem STU og beskæftigelse, og som beskrevet her i magasinet har vist gode resultater.

Et af de centrale elementer i Joballiancen er, at STU-stedet skal hjælpe den unge med at finde et job og hjælpe virksomheden med at skabe de bedst tænkelige vilkår for at lykkes med ansættelsen. Og den måde at arbejde på har været udslagsgivende, mener Christian Sørensen.

”Det her kunne ikke lade sig gøre uden Erhvervsskolen Vestjylland. De er der 24/7. Jeg har haft samtaler om aftenen og tidligt om morgenen, hvis der var noget, jeg skulle vide om, hvad vi gør her,” siger han.

Også hos Bitzer Electronics i Sønderborg har man gode erfaringer med at ansætte unge med særlige behov igennem Joballiancen. Siden 2019 har afdelingen virksomheden ansat to unge mænd med autisme, og heller ikke de ansættelser kunne have lade sig gøre uden Joballiancen, fortæller Dalia Kitaviciute, som er teamleder i ’Test Automation Team’

”Det ville være langt mere vanskeligt uden Janni (jobforløbsvejleder, red.) fra AspIT, og i mange tilfælde ville det ikke ende som en succeshistorie. AspIT har stor erfaring og viden og kender de unge godt, og det, der for os er en udfordring i forhold til unge med autisme, er almindeligt for dem. De har allerede løsninger klar, som de kan sætte op med det samme,” siger hun.

Det kræver noget særligt af en virksomhed at ansætte unge med særlige behov, fordi selv de mindste udfordringer kan synes så uoverkommelige, at den unge bliver væk fra den ene dag til den anden.

”Et eksempel er, at vi på et tidspunkt skulle flytte kontor. Det kan være en stor udfordring for folk med autisme, men AspIT hjalp os til at lave nogle forebyggende tiltag, så flytningen gik glat for de unge,” siger Dalia Kitaviciute.

”Det betyder, at begge de unge er virkelig glade for at være flyttet over i de nye bygninger, og det er takket være AspIT.”

 

Et lys i hverdagen

Der er en faderlig varme i Christian Sørensens stemme, når han taler om Dennis. Og det mærkes lige så tydeligt hos Bjarne Thomsen, at Dennis Mastrup er en skattet kollega. Sidstnævnte fortæller, at Dennis ”i starten var meget indelukket og ingenting sagde”, men han er ”gået igennem en rivende udvikling” i sin tid i butikken. Det er Christian Sørensen enig i.

”Han er et plus i hverdagen. Det er et lys, der kommer her hver tirsdag og torsdag og bidrager og er en dygtig medarbejder. Han bidrager positivt til stemningen ved kaffe- og frokostbordet og kommer med nogle nye ting og nogle gode vitser,” siger han.

”Men det er jo kun gået sådan, fordi jeg har lært hans udfordringer at kende. Det er Erhvervsskolen Vestjylland, der har lavet grundarbejdet.”

Når Joan Dejgaard hører det, så bliver hun glad. Hun er er socialrådgiver og praktikansvarlig ved Erhvervsskolen Vestjylland, og sammen med sine kollegaer har hun fulgt Dennis, siden han startede på STU.

”Det er vildt, at han er nået dertil. Dennis startede ret sent på STU og inden da var han i jobcentersystemet i lang tid, uden man fandt ud af, hvad han skulle. Vi har også haft nogle praktikker, som ikke fungerede. Fordi Dennis er dygtig til mange ting, men hvis tingene ikke giver mening for ham, så kan han ikke drive sig selv ud ad døren,” fortæller hun.

Derfor er Dennis ifølge Joan Dejgaards vurdering også en af de mange unge, der ville risikere ende uden for arbejdsmarkedet, hvis han ikke havde fået hjælp igennem Joballiancen. Med tanke på, at Dennis maksimalt havde været det samme sted to måneder, inden han landede hos Garant Gardiner, er hans arbejdsgiver da også stolt over, hvordan det er gået.

”Vi synes jo, det er en sensation, at han har været her halvandet år nu,” siger Christian Sørensen.

Også hos Bitzer Electronics har de to unge udviklet sig i deres tid i virksomheden, fortæller Dalia Kitaviciute. Den ene er gået fra en deltidsstilling til en fuldtidsstilling med effektivitet på 100%, og den anden arbejder 30 timer om ugen med en effektivitet på 30%. Selvsagt er det en succes for de to unge, men ifølge Dalia Kitaviciute er det også en kæmpe fordel for Bitzer at have dem med på holdet.

”Det er en af vores forretningsværdier at sammensætte hold med stor diversitet i forhold til kultur, køn, alder og neurodiversitet. Jeg tror, det gør os til en stærkere enhed at have folk på holdet med forskellige udgangspunkter og syn på opgaverne,” siger hun.

Læs mere om Joballiancen

Marts 2024

Efter STU stod Jakob Bøndergaard alene i det ordinære beskæftigelsessystem, hvor han prøvede at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Efter lidt mere end et års forgæves kamp forsøgte han at tage sit eget liv.

I Netto står en ung mand ved kassen og beder om en flaske vodka til den juice, han har lagt på kassebåndet. Hverken medarbejderen bag kassen eller de andre i køen kan se det på ham.

Han har besluttet sig for at begå selvmord i nat.

”Jeg håbede på, at det kunne hjælpe med tankerne, hvis jeg drak mig stiv inden,” siger han.

Den unge mand hedder Jakob Bøndergaard. Han er en af de 21 unge i Joballiancen, som efter afsluttet STU er overgået til kommunal indsats. Ideen med Joballiancen er, at STU-stedet fortsætter indsatsen, hvilket er et krav for at kalde forløbet for ’gennemført’. Når Jakob Bøndergaard og 20 andre unge ikke har fået det fulde forløb, så tæller de ikke med i den statistik, hvor 100% af dem, der har gennemført Joballiancen, er kommet videre i job eller uddannelse.

Og i Jakobs tilfælde er det gået ned ad bakke, siden han blev færdig på Erhvervsskolen Vestjylland.

 

En afgrundsdyb vrede

Håbløsheden, frustrationen og smerten stråler ud af de ord, Jakob vælger, når han taler om sit forløb efter STU.

I det ordinære beskæftigelsessystem bliver han med egne ord ”presset i så mange ting for at få mig op på de der 37 timer,” og i løbet af det første år er han i praktik i tre forskellige virksomheder. Alle tre steder spørger han om ”lov til at blive lærling eller noget i den stil,” men hver gang er svaret nej. Jakob fortæller:

”Hvis man hele tiden får nej, og det egentlig bare er det samme pis, og du ender op med at være i det samme lort, så mister man egentlig lysten til at gøre noget. Fordi hvis du ikke kan komme væk, fordi du ikke har nogen penge, hvordan skal jeg så egentlig også komme videre?”

Jakob har indlæringsvanskeligheder og tendens til depressioner. Men når man taler med ham, stråler han af normalitet, og han har mange ord til at formidle sig selv. Netop det kan være hans største udfordring ifølge Enok Linde, som underviste ham på STU. ”Han bliver mistolket, fordi han med sin humor og sit overskud giver indtryk af at kunne mere, end han kan,” og derfor kan han være svær at afklare for en virksomhedskonsulent, der ikke kender ham.

Og det kan have ført til det, der ifølge Jakob selv føles som endeløse praktikker. Et forløb, det gør at Jakob bliver fuldstændig brugt mentalt og fysisk. Han sætter ord på:

”Jeg ville bare gerne have et almindeligt job, så jeg kunne betale mine regninger. Min lejlighed kostede næsten 3.500 om måneden, en lille studielejlighed midt i Skjern. Der var bare ikke nok til mad og sådan noget, hvis jeg også skulle betale skat og vand og varme og sådan noget.”

Da Jakob er færdig på STU, er han ellers sikker på, at han skal have et arbejde. Men praktikkerne flytter ikke noget for ham, og til sidst går han ned med stress og depression, fortæller han.

”Det eneste, vi har lært ude på den skide erhvervsskole, er, at vi skal nok få et job, når vi er færdige derude. Så arbejder man og gør alle mulige ting. Så kommer du ud, og så bliver du bare skidt på til højre og venstre. Og det eneste, du beder om, er et almindeligt job,” siger han.

”Til sidst gav tingene bare ikke mening mere.”

 

Vejen til et selvmordsforsøg

I løbet af det år, der går, fra Jakob er færdig på STU, til han står i Netto og køber vodka og juice, møder Jakob skiftende kommunale virksomhedskonsulenter, som forsøger at hjælpe ham. Men han føler han sig tiltagende mere alene i forsøget på at finde en plads.

”Det var altid nogle nye, som jeg slet ikke kendte (virksomhedskonsulenterne, red.). Jeg kan ikke huske deres navne. Det er folk, du aldrig lærer at kende. De læser selvfølgelig ens papirer, men det er jo ikke det samme, som hvis de kender dig rent menneskeligt,” siger han.

Det første sted er Jakob i praktik i næsten et år, men det er ikke fair, mener han.

”Jeg skal arbejde et helt år uden løn, og jeg får kun det, der svarer til SU. Men de har nok bare tænkt, at du skal bare have de der timer, og så slipper vi for dig,” siger han efterfulgt af et dybt suk.

Ifølge Jakob Bøndergaard følger herefter to korte praktikker, før han en dag sidder i sin lejlighed og tænker, at han ikke har lyst til at leve mere.

”Så tænker jeg bare, at hvis det skal være så fucking svært at leve, så gider jeg sgu ikke rigtig. Fordi hvad pokker skulle jeg gøre? Så kan du stå der og tjene din skide SU-løn, og halvdelen af det skal du alligevel give til staten igen. Så du lever for 800 kroner om måneden. Så fortæller folk jo, at det kan du godt leve for,” siger han.

”Nej, selvfølgelig kan du ikke det. Det er da klart, du ikke kan leve for de penge.”

Det er her Jakob tager ud for at købe de ting, han skal bruge for at tage sit eget liv. På vej hjem svinger han forbi Netto for at købe vodka og juice.

 

Ren overlevelse

Fra Netto går Jakob hjem i sin lejlighed og drikker alene, indtil det bliver nat, fortæller han. Og da byen falder til ro, forsøger han i nattens mørke at tage sit eget liv, som han har planlagt. Jakob overlever sit selvmordsforsøg uden varige men.

”Det var lidt svært, når man var pissestiv. så det gik ikke sådan, som jeg havde tænkt. Så kan man sidde der og tænke ’hold kæft mand, kan jeg ikke engang finde ud af det?’” siger han.

Der går en uge, før han fortæller nogen om sit selvmordsforsøg. Det gør han en aften op til weekenden, hvor han er ude at spise middag ved sin søster sammen med deres mor. Jakob fortæller:

”Da min mor og hendes kæreste skulle køre mig hjem igen, sagde jeg, at jeg ikke havde lyst til at tage tilbage til Skjern, fordi jeg var deprimeret og havde prøvet at gøre selvmord.”

Jakobs mor vidste ikke, at de lange praktikforløb havde taget så hårdt på ham. Hun tager derfor Jakob med dem hjem, og kort tid efter ringer han til Erhvervsskolen Vestjylland og fortæller, hvad der er sket.

 

Den håndholdte indsats

Fra Jakob genoptager kontakten til Erhvervsskolen Vestjylland går der halvandet år, før han får tilkendt førtidspension og kommer i beskyttet beskæftigelse hos Me-Tri i Skjern. Ifølge Jakob har Erhvervsskolen inden da forsøgt at sætte et fleksjob op i samarbejde med kommunen, men det går ikke.

”Jeg kunne ikke arbejde på samme måde som før, det kunne jeg simpelthen ikke magte. Jeg blev så deprimeret, og så kunne jeg ikke fungere med mit arbejde,” siger han.

Derfor takker Jakob ja til førtidspension og beskyttet beskæftigelse, for så er han ”færdig med det pis,” som han siger. Men selvom Enok Linde mener, at Jakob Bøndergaard trives hos Me-Tri, så er det ikke Jakobs egen oplevelse.

”Efter jeg er blevet førtidspensionist, så føler jeg lidt, at jeg ikke har noget at stå op for. Jeg kunne egentlig bare blive derhjemme og se pengene trille ind, men det vil jeg heller ikke have det bedre med. Jeg føler mig lidt som en bums, altså en samfundstaber, det føler jeg en hel del.”

Tilbage på Erhvervsskolen er Enok Linde ærgerlig over Jakobs forløb, og skulle han gøre det om, ville han have fulgt Jakob tæt efter STU.

”Det, der går galt, er, at vi slipper ham. Vi skulle have insisteret på at holde ham og sige, vi skal nok holde Jakob i hånden og få det her på plads. Ligesom vi har gjort med de fleste af vores andre unge mennesker, der har været i Joballiancen.”

Men fordi Jakob var en af de første elever i Joballiancen, så var samarbejdet ikke på plads endnu, og alle i partnerskabet skulle finde deres ben. Derfor mener Enok Linde også, at det er et fælles ansvar, at Jakob endte, hvor han gjorde.

”Jobcentret tog over, hvilket egentlig ikke ligger i Joballiancen. Men det var lige i starten, og vi skulle finde hinanden. Som STU skulle vi jo have opbygget en relation til jobcentret, hvor de fik tillid til os, og det var Jakob en af prøvekludene på,” siger han.

I dag er den tillidsfulde relation bygget op, og det nyder de unge godt af, når de færdiggør deres STU. Blandt dem, der er blevet fulgt tæt af Erhvervsskolen Vestjylland efter STU, er der ingen historier, der minder om Jakobs, og det er der en god grund til, mener Enok Linde. Ifølge ham går det hurtigere med at få tilmeldt en sag til et møde på rehabiliteringsteamet, når STU samarbejder med jobrådgiver om at få det gjort.

Ligeværd ville gerne have spurgt en sagsbehandler i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvad det siger om Joballiancens potentiale, når man ser på resultaterne med de unge, som har gennemført forløbet og er blevet fulgt af STU efter endt uddannelse, men det har desværre ikke været muligt. I en mail skriver afdelingsleder i kontanthjælp særlig indsats, Joan Thyregaard, om erfaringerne med Joballiancen, at ”Vi synes ikke, at det påvirker vores opgaver i den daglige sagsbehandling, men det har betydning for den unge, at der er en genkendelig kontaktperson, som kan vejlede dem ind i jobcentret og evt. andre forvaltninger. Joballiancen udfylder en rolle som virksomhedskonsulent og mentor, der ellers vil blive varetaget af andre af jobcentrets tilbud.”

Tilbage på Erhvervsskolen tror Enok Linde, at Jakobs liv havde set anderledes ud, hvis de havde holdt kontakten med ham, men han er ikke sikker på, at Jakob var endt med andet end førtidspension.

”Den pension han har fået, den kunne han have fået to år før,” siger han.

”Og han kunne have undgået et selvmordsforsøg.”

Læs mere om Joballiancen

Marts 2024