brandbyhand

Hvad er det, der gør, at unge med særlige behov, der både kan og gerne vil arbejde, ikke er i job eller på en uddannelse? Lige nu er ca. 45.000 unge i “udenfor-gruppen”. l 2019 formulerede Ligeværd projektet, Joballiancen, der antog, at det kunne lykkes at fastholde unge med særlige behov i arbejde med den rette konstellation af samarbejdspartnere. Joballiancen udvikler forbedrede udslusningsforløb for STU-elever. Forløb, der forbedrer og sikrer overgangen og fastholdelse. 3 år inde i projektet er der flotte resultater, der viser, unge med særlige behov fastholdes i arbejde med Joballiancen. En af projektdeltagerne, der lykkes med det, er AsplT Sønderjylland i Aabenraa, som har lT-interesserede elever med autisme. AsplT samarbejder med virksomheden SAAB, der lige nu har 5 unge fra AsplT, samt Sønderborg Kommune og Aabenraa Kommune.

Vi har været på besøg hos AsplT og SAAB for at få indblik i, hvordan de i fællesskab lykkedes med at få Tobias – en ung mand fra AsplT – godt i gang med hans arbejdsliv hos SAAB. Og hvordan de har succes med at fastholde ham og sørge for, at han trives. Tobias er i en ordinær ansættelse og derfor er det ikke relevant at inddrage kommunernes jobcentre i denne case.

 

Opmærksom på overgange og brudte strukturer

Janni Pedersen er jobforløbsvejleder hos AsplT og hun kom ind i Tobias liv, da han var ved at afslutte sin længerevarende praktikperiode hos SAAB. Tobias var blevet tilbudt en ansættelse hos SAAB, som han havde taget imod, og Jannis opgave har været at sikre, at overgangen blev så god som mulig for Tobias. Overgange og brudte strukturer er nemlig store risikofaktorer for unge med autisme. Jannis arbejde hos AsplT eksisterer i kraft af Joballiancen. Havde AsplT ikke været en del af projektet, havde det samarbejde, der bliver beskrevet i det følgende, ikke fundet sted og man kan kun gisne om, hvor Tobias ville være i dag. Janni fortæller her om sin rolle i forhold til Tobias.

• Det, vi går efter, er mindst mulig indsats. Når en ung snart stopper på AsplT, så kigger jeg på den unge og siger “du er et voksent menneske, så nu skal vi få dig bedst muligt i gang med dit arbejdsliv. Der er nogle ting, du ikke kender til, som jeg vil fortælle dig om, så vi kan finde ud, hvordan du vil få dem løst”. Jeg går ikke ind og tager en mentor- eller lærerrolle i forhold til den unge. Jeg behandler dem som et voksent menneske, der har fået de grundlæggende styringsredskaber, de har brug for, og som de så skal til at lære at bruge i virkeligheden. Min rolle er at være sparringspartner for den unge og for virksomheden, og hjælpe med at skabe den bedst mulige overgang for den unge fra skolen til arbejdslivet. Overgange, har vi erfaring med, kan være svære, da der er for mange strukturer, der bliver brudt på en gang og det kan være svært indtil, der kommer en ny struktur.
• Det, Tobias, SAAB og jeg har arbejdet med, har bl.a. været at få ham flyttet i egen lejlighed. Vi har erfaring med, at når de unge flytter hjemmefra, så bliver deres struktur brudt, og så giver det udfordringer på arbejdet. Derfor har vi haft fokus på at skabe en god overgang fra at bo hjemme til at bo selv i lejlighed. Fokus i samtaler med Tobias har været på, hvordan han kunne forebygge, at der kom udfordringer. SAAB har været en stor primus motor i forhold til flytningen. Det var sågar en kollega, der fandt lejligheden til Tobias. Vi havde en god dialog om, hvad vi kunne forandre inden, Tobias flyttede, og hvad vi skulle have i fokus, når Tobias flyttede. Jeg vil vove den påstand, at grunden til, at Tobias ikke havde meget fravær i forbindelse med flytningen, er, at vi havde forberedt os godt sammen med virksomheden. Vi snakkede om praktiske ting som “husk at tage fri i forbindelse med flytningen, så du ikke pludselig bliver stresset”. “Få søgt støttekontaktperson, så du har hjælp fra dag 1″. Vi havde også forberedt kommunen på, at vi ville ringe den og den dag og oprette sagen”, så kommunen var forberedt på, at der ville komme en ansøgning om en straksstøtte.
• Da Tobias var flyttet, var SAAB opmærksom på, at de skulle støtte ham i at finde ind til virksomheden fra den nye bopæl. Helt lavpraktisk betød det en snak om, hvornår han skulle afsted hjemmefra.

AspIT klæder SAAB på med viden om de unge

Om sin rolle i forhold til SAAB og samarbejdets karakter fortæller Janni:

• Jeg er inviteret ind i den unges ansættelse og det skal jeg have respekt for. De er jo ordinært ansat.Helt praktisk, så er jeg mødeleder på møderne med Tobias og SAAB. Jeg spørger ind til, hvordan det går med de emner, vi arbejder med. For eksempel hygiejne.Der er altid et positivt narrativ i fokus – hvordan finder vi frem til en løsning.Personlig hygiejne er ikke noget privat her. Det er vigtigt for de unge, at man er direkte i samtalen, da hentydninger er svære for de unge at opfatte.
• Vi snakkede også om mad på et af møderne, da der var frygt for, at han ikke fik nok at spise. Helt konkret snakkede vi om, at når man cykler langt frem og tilbage, er det en god ide at have en pakke knækbrød liggende. Det er ofte lavpraktiske løsninger, der bliver snakket om, for det er de ting uden for arbejdet, der oftest skaber udfordringer på arbejdet.
• Jeg har arbejdet med at give SAAB redskaberne til selv at kunne tage snakke med de unge. Også om de svære ting som personlig hygiejne. Jeg har sjældent samtaler om den unge med virksomheden uden den unge. Hvis jeg har samtaler uden den unge, så er det hvis virksomhe- den har nogle tekniske autismespørgsmål – for eksempel hvordan de bedst italesætter bestemte emner. Virksomhederne er generelt enormt nervøse for at tage fat i alt, hvad der hedder psykisk helbred og fysisk fremtoning, for det er noget, man normalt ikke snakker om. Det bryder den normale sociale norm. Her siger jeg til virksomheden, at de er nødt til at være tydelig og få lavet nogle rammer, hvor de kan være tydelige omkring de ting, der fylder. Jeg er jo kun en del af samarbejdet midlertidigt, så de skal finde en løsning, der kan varetage den rolle, jeg spiller. Jeg har gjort mit arbejde godt, den dag, man ikke har brug for mig. Det er mit succeskriterie.

Samarbejdet med AspIT er afgørende for at fastholde unge med særlige behov i arbejde hos SAAB

Martin lversen er mentor for de unge fra AsplT og teamleder for softwaretestafdelingen, hvor Tobias arbejder. Han vurderer, at samarbejdet med AsplT og Janni har været afgørende for, at ansættelsen af Tobias har været en succes.

• Samarbejdet med AsplT og de muligheder, projekt Joballiancen har givet os, er ekstremt vigtigt for os. Vi er som virksomhed ikke klædt på til at kunne løfte alt om de unge, som vi har snakket med Janni om. Jeg blev klædt på til mentorrollen gennem et mentorkursus hos AsplT. Her blev jeg klogere på de unge og autisme. Der var mange gode læringspunkter. Blandt andet det med at være konkret og direkte. Det har også haft afgørende betydning, at jeg løbende har kunnet ringe til Janni. Hun ligger inde med viden omkring de unge og love og regler, som jeg ikke ved noget om. For eksempel, hvis der er brug for en støttekontaktperson i hjemmet – hvem skal jeg så have fat i? Det betyder meget, at det fungerer derhjemme, hvis det også skal fungere godt her. Janni er også den, der gør os opmærksomme på, at de ting, vi tager for givet hos andre medarbejdere, kan vi ikke tage for givet med de unge, der har med autisme at gøre. Vi er for eksempel opmærksomme på, om de unge fra AsplT deltager i de sociale ting i virksomheden, der ligger ud over selve arbejdet. Det gør vi jo normalt ikke hos andre medarbejdere.

Janni tilføjer

• lnden vi kom med i Joballiancen, var der en tendens til, at virksomhederne først kontaktede os, når det var gået galt med den unge. På grund af den tætte dialog med virksomhederne i kraft af Joballiancen, så tager de kontakt til os, inden noget løber skævt.

De unge fra AspIT øger kvaliteten hos SAAB

For SAAB handler samarbejdet med AsplT på den ene side om at tage et socialt ansvar og på den anden side er det benhård forretning, for som Martin her fortæller, betyder samarbejdet med AsplT, at SAAB kan få “designet” de unge til at besidde præcis de tekniske kompetencer, de har behov for, inden de ansætter de unge.

• Vi har fået de rigtige profiler til SAAB. Det er utrolig svært at finde profiler inden for softwaretests. Det har øget vores kvalitet, at vi nu har de rigtige profiler til at teste.

Janni skyder ind:

• Vi målretter de unges læring på det tredje STU-år – deres praktikår – til det virksomhederne efterspørger.

Og Martin tilføjer:

• Er der noget teknisk konkret, vi ønsker, de skal dygtiggøre sig i, så kan de komme tilbage på skolen igen og dygtiggøre sig og så komme tilbage til SAAB og være bedre klædt på til at løse opgaven. Vi ønsker også at gøre noget godt for samfundet. Det har selvfølgelig nogle omkostninger på nogle områder, men vikan også få støtte til detimer, vi lægger i arbejdet. Det er win-win forbegge parter. Vi får noget ud af det som virksomhed og de unge får noget ud af det.Det er tydeligt, at Martin er meget engageret i sin rolle som mentor for Tobias og stoltheden lyser ud af ham, da han hen mod slutningen af snakken, kigger på Tobias og siger: Tobias er blevet en dygtig selvstændig ung Jeg kan se en tydelig udvikling hos ham, fra da han begyndte her i praktik og til nu. Der er sket mange ting både fagligt og personligt. Der er styr på skægget, tandlæge, frisørtider – det hele kører bare.

Fokus på alt det uden om arbejdet

l denne case med Tobias, AsplT og SAAB har omdrejningspunktet for samarbejdet og dermed succesen været at få styr på alt det uden om selve arbejdet og skabe strukturer omkring det. Det er i tråd med Joballiancens udviklingsarbejde om at udvikle en model for et forpligtende partnerskab, hvor relationer, handleparathed, viden om målgruppen er sat i spil. Et afgørende element har været Jannis kendskab til Tobias og hans diagnose. Kendskab hun kunne klæde SAAB på med, så overgangen fra skole til job blev tryg for Tobias, fordi han var omgivet af tillidsfulde relationer med kendskab til ham og hans særlige behov. Det kan altså lade sig gøre at fastholde unge med særlige behov i arbejde, hvis man sætter ind med en Særligt Tilrettelagt Beskæftigelsesindsats, hvor aktørerne omkring den unge indgår et forpligtende partnerskab.

På uddannelsesinstitutionen PMU arbejder de systematisk med at dokumentere og dele viden om deres unges udvikling. Erfaringerne deles mellem de ansatte, med samarbejdspartnere og de unge selv. Sådan bliver både de unge og personerne omkring dem klogere på, hvad der skal til for at fastholde de unge i job, når de en dag udsluses fra PMU.

Det er lørdag aften. På Jan Forslunds arbejdsskema står der egentlig, at han har fri nu. Det er et helt døgn siden, han sagde tak for i dag til sine elever som faglærer på holdet Fragt & Kurerkørsel på uddannelsesinstitutionen PMU i Sindal. Men kun på papiret. For i realiteten er Jan næsten altid til rådighed. Det har hans elever brug for. Så da Jans arbejdstelefon ringer, tager han den. Jan fortæller:

“Hvis der er problemer med kæresten, eller en elev føler sig uretfærdigt behandlet af en anden, så ringer eleven, også selvom det er aften. Hvis ikke jeg er med til at løse de problemer, når de opstår, møder eleven op mandag morgen, har sovet dårligt, og problemet har vokset sig stort over weekenden.”

Når Jan har lagt på, sender han ofte en sms til Helle Olsen, socialrådgiver på PMU, og fortæller om episoden. Helle er dén, der får samlet alle løse tråde. De informationer om elevernes udfordringer og udvikling – socialt som fagligt – som hun modtager fra Jan, de andre faglærere eller pædagogerne ude i PMU’s boenheder, koger hun ned til en bouillon af det mest essentielle. Hun skriver det ind i den samlede dokumentation af den unges uddannelsesforløb og sender til alle relevante modtagere.

“Hvis der er nogle vigtige ting at vide omkring en ung, så sørger jeg for at skrive en mail og sætte alle dem, der er omkring den unge, på som CC. Så er alle opdateret.”

Vi har kun de unge til låns

Solveig Vejen er PMU’s forstander. For både hende og resten af PMU’s medarbejdere er det kernen i deres arbejde at indsamle og dele så meget viden om eleverne som muligt med de ansatte på uddannelsesstedet, eleverne selv og med samarbejdspartnere – for eksempel de virksomheder, som PMU altid forsøger at sluse deres unge ud til, når de afslutter deres uddannelse/ophold på PMU.
– Vores elever er meget forskellige. Nogle har medfødt hjerneskade, diagnoser inden for psykiatrien, ADHD, autisme, Asperger. Andre har ingen diagnoser, men er vokset op i ressourcesvage familier. Men én ting har de tilfælles. Og det er, at de alle skal have et individuelt tilrettelagt forløb. Det er vores opgave at følge op på, at det er individuelt, siger Solveig.

Hun og hendes kolleger vil med den løbende vidensdeling give både samarbejdspartnere og ikke mindst den unge selv det bedste kendskab til, hvad der virker for den enkelte unge, hvorfor og hvornår. Så ved både den unge og vedkommendes sagsbehandler, arbejdsgiver eller bostøtte, hvilke fremgangsmåder og mestringsmetoder, der med fordel kan hives op fra værktøjskassen for den enkelte unge i forskellige situationer. Hermed forhøjes chancerne for, at den unge lykkes, for eksempel på en kommende arbejdsplads.
– For vi har jo kun den unge til låns i tre år af hans eller hendes liv. Så skal de udsluses, og derfor er det meget vigtigt, at fremtidige samarbejdspartnere og personer rundt om den unge lærer den unge og den røde tråd at kende, når de skal hjælpe dem videre, siger Solveig.

Tæt kontakt, tætte relationer

Når de ansatte på PMU deler viden på kryds og tværs, er det fordi, de ved, at de på papiret adskilte områder af den unges liv i virkeligheden hænger uløseligt sammen. Hvad der sker for en elev uden for undervisningstiden, kan nemt få indvirkning på elevens arbejdsindsats på værkstedet eller omgang med de andre elever. Derfor taler den gruppe af voksne, der er tilknyttet den unge, sammen på daglig basis – med hinanden og med den unge.

“Når vi har den der daglige kontakt, så åbner de unge også mere op om ting, som de måske ikke har mulighed for at snakke om andre steder. Vi får en fortrolighed med hinanden”, siger Hanne Knudsen, der er én af PMU’s praktikvejledere. Og der er behov for den hyppige vidensdeling, da de ansatte ikke er lige meget sammen med den unge.

– Der er jo forskel på de elever, der bor her, og så dagseleverne, siger Jan Forslund.

– Dagseleverne har mere kontakt til faglærerne som mig end til det andet personale, mens de unge, der bor her, for eksempel har mere kontakt til bolæreren.

Evalueringen – PMU’s vigtigste værktøj

Og lad os vende blikket tilbage mod netop Jan, der blev ringet op af sin elev. Imens kædereaktionen af informationer, som han starter denne lørdag aften, kører sit eget løb, slutter Jan af med en, på PMU, helt essentiel handling:
– Så følger jeg op på samtalen med eleven ved at skrive det ind i evalueringen, hvis det er relevant, fortæller han.

”Evalueringen.” Det lyder indforstået. Og det er det også på den måde, at PMU’s evalueringsværktøj er et allestedsnærværende redskab, som konstant og systematisk bliver brugt af alle institutionens medarbejdere. Det er hertil, at indholdet af alle relevante snakke, telefonsamtaler, sms’er og mails i sidste ende finder vej. Også indholdet af medarbejdernes logbøger. På PMU’s autoværksted, i køkkenet, smedjen og de andre værksteder skriver Jan og de andre faglærerne nemlig logbog om eleverne. Hver eneste dag. Det samme gør de pædagogiske og praktiske vejledere ude i boenhederne. I logbøgerne dokumenterer personalet mere formelle ting som, hvornår eleven mødte, og hvilke opgaver, eleven har løst og hvordan. Men også ting som, hvis en elev har kærestesorger, kæmper med den personlige hygiejne eller har fået en forværring i sin psykiske sygdom.

Logbøgerne deles i et velorganiseret dokumentationssystem: På PMUs drev ligger der for hver elev 1) en handleplan og 2) en evaluering – og tydelige skabeloner for begge. I handleplanen står der præcist, hvad og hvilke mål, den unge skal arbejde med, og hvordan medarbejderne omkring den unge skal gøre det. De personlige mål kan være alt fra at overkomme en bestemt opgave på værkstedet til at gå i bad hver dag eller vove sig til at spise frokost sammen med de andre elever.

I evalueringen står der så, hvordan det er gået. Alle personer på PMU, der har med den unge at gøre, kan tilgå handleplanerne og evalueringerne.

– Hver tredje måned laver personerne omkring eleven så en status på, hvordan det går, fortæller forstander Solveig Vejen. Sammen med sin kollega og højre hånd, socialrådgiver Helle Olsen, skriver hun de forskellige evalueringer sammen til én samlet.
– I forhold til STU står der i lovgivningen, at man skal evaluere en gang om året, men vi gør det hver tredje måned. Hvis vi så i vores evalueringerne kan se, at der ikke er den progression i forhold til målene, som vi havde regnet med, så skælder vi ikke ud. Så ændrer vi målene, får nye eller færre mål, fortæller Helle og tilføjer, at noget af det vigtigste i evalueringsskemaet er, at det altid gennemgås med den unge selv, og at der er et felt reserveret til den unges egne betragtninger. Den unge har samtidig givet lov til, at de ansatte må snakke sammen om den unge.
– I vores evaluering kommer vi med så mange gode eksempler som muligt på, hvad der har virket eller ikke virket, fortæller praktikvejleder Hanne Knudsen.

Evalueringen er samtidig det dokument, der – suppleret af fysiske møder – kan deles med eksterne samarbejdspartnere som for eksempel praktiksteder eller virksomheder som led i at give den unge og personerne omkring ham/hende de værktøjer, der skal til for at fastholde den unge i praktikken eller jobbet.

Den rette forventningsafstemning giver større chance for succes

– Det giver ingen mening, at vi stiller nogle krav, vores elever umuligt kan leve op til. Vi skal give dem succeser, slår forstander Solveig Vejen fast.
Det er også hér, personalets vidensdeling betaler sig. Jo mere nysgerrige, de ansatte er på en elev, og jo klogere de bliver på eleven med eleven, jo bedre ved de, hvilke forventninger, de kan have til den unge – og hvad en fremtidig arbejdsgiver dermed kan have. Ofte finder PMU’s ansatte også frem til ting om de unge, der ellers ikke er blevet opdaget før.
– Vi har for eksempel en ung kvinde, der kom til Danmark, da hun var ti år gammel. Der står i hendes papirer fra tidligere, at der er en del ting, hun ikke forstår på grund af sprogbarrierer. Men det er ikke dét, vi oplever. Derfor har vi presset på for at få en neuropsykologisk udredning på hende, der så har vist, at hun har en IQ på 56, fortæller socialrådgiver Helle Olsen. Hun suppleres af Wenche Eliassen, der er PMU’s STU-koordinator:

– Det er så vigtigt, at vi har alle de informationer, så vi ved, hvilke krav og forventninger, vi skal have. Hvis vi for eksempel tror, at hun ikke forstår dansk, men så skal vi faktisk hjælpe hende helt anderledes, fordi det er en anden udfordring, hun i virkeligheden har.

Og når kendskabet til og tilliden fra eleverne vokser, bliver succeshistorierne flere:
– Vi har en anden kvinde, der har været kendt i systemet, siden hun blev født. Men det er faktisk først nu, hvor hun er ved os, at hun er ved at få en længerevarende udredning, hvor man blandt andet kigger efter noget ADHD og alkoholskader. Det er et langt, sejt træk, fordi hun skal tro på os, efter hun tidligere er blevet flyttet rundt så mange steder i systemet. Men nu har hun fået en kæreste her, fundet venner, er begyndt at kunne græde, facaderne falder, og hun behøver ikke være hård og sej hele tiden. Og nu skal vi finde succeserne med hende.

Artiklen her er en del af en artikelserie om de fem uddannelsessteder, som indgår i Ligeværds projekt Joballiancen – et projekt, der samlet har fået 9,2 mio. kroner fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, og som forpligter de fem uddannelsessteder på at sikre unge under STU et job i forlængelse af deres uddannelsesforløb. PMU er i partnerskab med Morsø Kommune én af fem steder.

Målgruppen for projektet er STU-elever, der viser potentiale for job og uddannelse ved indgangen til deres tredje år på STU. Analyser viser, at kun 6% STU-elever kommer i job umiddelbart efter STU. Det forsøger projektet at gøre op med og vil med 140 STU-elever udvikle særlige udslusningsforløb, der forbedrer overgangen fra STU til job og uddannelse. Halvandet år inde i projektet viser resultater allerede, at 50 procent af de unge er kommet videre i job eller uddannelse.

Læs mere om Joballiancen

Juni 2021

Claus Tobler er direktør på Erhvervsskolen Vestjylland og en eminent netværker. I samarbejde med kommunen og det lokale forretningsliv får han skabt små virksomheder – satellitter, med hans egne ord – som giver job til de svageste borgere.
I astronomien betegnes en satellit som et ubemandet fartøj, der kredser rundt over os i himmelrummet. Sådan nogle har den amerikanske forretningsmand Elon Musk opsendt tusindvis af for at forsyne de fjerneste afkroge af Jorden med internet.

Svæver man 36.000 kilometer ned fra disse satellitter, lander man på en græsmark i landsbyen Borris foran en rødstensmuret bygning ved navn Erhvervsskolen Vestjylland (EV). Den rummer både STU, virksomhedsrettede forløb og socialøkonomisk virksomhed. Her sidder en anden forretningsmand, direktør Claus Tobler, og sender sine egne satellitter ud i Ringkøbing-Skjern Kommune – men de er i dén grad bemandede.

 

Arbejdspladser for de mest sårbare

På satellitterne arbejder nemlig nogle af kommunens mest udsatte borgere. Én af satellitterne findes i Innovest, kommunens snegleformede bygning for virksomheder og iværksætteri. Her skal EV’s elever, kursister og medarbejdere på Køkkenlinjen stå for driften af kantinen. En anden satellit bliver i den nedlagte stationsbygning i Ringkøbing. Den vil Ringkøbing Udviklingsforum opføre et ungdomshus i og har spurgt EV, om de vil lave og drive en cafe. Claus har sagt ja. Og så er der alle de virksomheder og privatpersoner, der bestiller de burgere, bænke, højbede og lammeskind, som skolens elever producerer.

Claus er på både fornavn og skulderklap med lokale politikere og virksomhedsejere og er altid i dialog med dem om at hjælpe endnu flere af kommunens udsatte borgere i job eller uddannelse. Hvordan gør han det? Ved at drikke en hulens masse kaffe.

 

Vellykket projekt om ressourceforløb gav mod på mere

Før vi dykker ned i, hvad den koffeinholdige drik har at gøre med beskæftigelse af kommunens svageste borgere, skal vi spole tiden tilbage til 2016. Her var EV med i Ligeværds treårige projekt ViVirk’R, hvor skolen skulle skabe meningsfulde ressourceforløb for udsatte unge og få dem tættere på arbejdsmarkedet. Claus fortæller:

”Vi så, at det virkelig var en hjælp for de unge, når vi som skole havde hånd i dem gennem hele processen. Også når de var færdige på skolen og skulle i job, hvor vi så fulgte med dem hele vejen og fik dem godt i gang.”

I 2019 sluttede ViVirk’R, og samme år gik Ligeværds fireårige projekt Joballiancen i luften. Her går man skridtet videre. I Joballiancen har fem uddannelsessteder forpligtet sig på at sikre unge under STU et job i forlængelse af deres uddannelsesforløb. EV er ét af de fem steder.
”Fordi Joballiancen indeholdt nogle af de ting, vi allerede var i gang med, blev vi hurtigt enige om, at vi skulle være med. Vi har en forpligtelse i forhold til vores STU-elever efter deres tre år på skolen. Og vi ser det som en kæmpe fordel, at vi kender de unge og ved, hvad der skal til for, at de kan blive fastholdt i job,” forklarer Claus.

Den håndholdte og individuelle indsats er opskriften på, hvad der skal til for at løse det samfundsproblem, som landet over får borgmestre til at rive sig i håret og jobkonsulenter til at ligge søvnløse – udfordringen med at få de mest udsatte borgere i job. Et problem, som Claus og EV løser lokalt i samarbejde med kommune og virksomheder. Og det er nu, kaffen kommer ind i billedet.

 

Bestyrelsen sagde god for netværk og kaffeaftaler

Claus har i flere år netværket. Det ligger i hans natur. Men i takt med, at EV fik flere og flere samarbejder og projekter, gav det mere og mere mening at få fremgangsmåden formaliseret. Claus sætter ord på:

”Når vi som skole vil nogle ting, skal vores bestyrelse jo godkende det. Derfor satte vi os ned for cirka fem år siden og udarbejdede en strategiplan i samarbejde med både bestyrelsen og medarbejdere på skolen. Vi har overordnet en mission om at ”bidrage til, at flere udsatte borgere bliver en integreret del af fællesskabet”. Vi skrev ind i vores målsætning, at EV skal være en synlig medspiller i lokalsamfundet. At vi skal være opsøgende i vores samarbejde med virksomheder og arbejde målrettet på etablering af flere socialøkonomiske satellitter. Jeg har fået et råderum fra min bestyrelse, så jeg hurtigt kan reagere på opståede muligheder for samarbejde og ikke skal drøfte det med baglandet hver gang.”

 

Enhver sludder er givet godt ud

Claus er forretningsmand á la den gammeldaws købmand, der bag disken i sin butik lærer lokalbefolkningen at kende over en sludder. Han drikker kaffe med høj og lav og deltager i forskellige grupper og møder.
”Min vicedirektør Charlotte spørger nogle gange: ’Hvorfor tager du med til dét der? Hvad skal der komme ud af dét?’ Men der opstår ofte nogle muligheder, når man involverer sig,” fortæller Claus, der ynder at tænke ud af boksen, når han skal skabe gode kontakter ved kommunen.

”Nogle gange skal man tage en omvej og engagere sig i noget, der ikke direkte har noget med ens egentlige formål at gøre. For eksempel er jeg med i et udvalg, der arbejder for en nationalpark omkring Skjern Å. Én ting er, at jeg finder det interessant at arbejde for udviklingen i vores fantastiske kommune, der går under navnet ’Naturens rige’. Men når vi så har møder, er der jo også kaffepauser. Og så får jeg lejlighed til at tale med udvalgsmedlemmerne om andre ting, skabe en forbindelse og få nogle telefonnumre og mailadresser,” fortæller Claus.

Han griber nu også de mere åbenlyse muligheder og har for eksempel meldt sig ind i det lokale Erhvervsråd og Lederforum. Det er grupper, som findes i de fleste kommuner, som indeholder rigtig gode netværksmuligheder, og som Claus derfor opfordrer andre relevante uddannelser og socialøkonomiske virksomheder til at involvere sig i i deres egen kommune.

 

Hold ud og hav tålmodighed

Det er dog et langt, sejt træk at oparbejde de gode samarbejder, som det er lykkes Claus. Det understreger han flere gange – altid efterfulgt af ”men det er dét værd.” Bliver vi i købmandsmetaforen, kan man sige, at Claus er dén slags, der giver kredit i lang tid – og pludselig kommer kunderne tilbage og smider pengene med renters rente i kassen igen.

”Projekter og ideer kan nogle gange være lang tid undervejs, og man kan bruge mange ressourcer på noget, som undervejs ikke synes at blive til noget. Men som gør, hvis man har tålmodighed,” siger Claus og giver et eksempel:

”Vi ville gerne ind i centerbyerne, for vi har elever og kursister, der ikke kan bevæge sig herud til Borris. Derfor snakkede vi allerede for lang tid siden med Innovest om at stå for deres kantine, men af forskellige grunde blev det ikke til noget. Så gik der fem år, og så genoptog vi dialogen med Innovest, da de spurgte os, om vi ikke ville drive kantinen nu.”

 

Et af Claus’ andre eksempler er fra hans løbende dialog med Ringkøbing-Skjern Kommune i Claus’ arbejde mod at få etableret flere socialøkonomiske virksomheder i kommunen:

”Jeg havde møder med borgmesteren og kommunaldirektøren, og efterfølgende havde jeg sendt dem nogle ideer og eksempler fra Silkeborg Kommune på, hvordan de driver socialøkonomiske virksomheder dér. Så gik der et par år, hvor jeg ikke hørte mere om den sag, men nu har Beskæftigelsesudvalget så lavet et kommissorium for socialøkonomiske virksomheder, hvor de inviterer os til at sidde med.”

Hvert år slår Claus og EV også skolens døre op for en årlig temadag om emner, der ikke direkte berører skolen. ”Men så har jeg altid håbet om, at gæsterne så vender tilbage en dag og vil have en rundvisning,” siger Claus. Og nogle gange dumper der også opgaver ned i turbanen fra virksomheder, som Claus ikke engang har haft kontakt til før:
”Der er for eksempel en havearkitekt, der har spurgt vores værksted, om vi kan udvikle nogle brændeskjulere, som hun skal lave til en kunde i København. Og så vil hun gerne i gang med et fremadrettet samarbejde med os. Jeg tror, sådan nogle ting her kommer, fordi vi netværker så meget. Vi høster endelig frugterne af et langt arbejde,” siger Claus.

 

EV vil udvide målgruppen for, hvem de hjælper

I Erhvervsskolen Vestjyllands fysiske butik ’EV-shoppen’ kan kunderne købe elevernes take away-mad og brugskunst. Men i Claus’ egen beskæftigelsesbutik er hylderne tomme. Han laver nemlig sine varer på bestilling.
”Engang oprettede vi tilbud på skolen, og så ventede vi ellers på, at eleverne kom. Det gør vi ikke længere. Nu spørger vi kommunerne, hvad de har brug for i forhold til de udsatte borgere. Og så laver vi en samlet pakke, som kommunen kan købe. Vi kender de borgere, for de minder meget om vores STU’ere, og derfor ved vi, at der skal en helhedsorienteret og håndholdt indsats til,” siger Claus.

Og den indsats virker på mange flere end bare STU-eleverne og borgere i ressourceforløb. Derfor ser Claus også masser af muligheder for at udvide målgruppen af personer, de hjælper.

”Vi kigger på hele den gruppe, som kan have gavn af et tilbud som vores – en gruppe, som desværre er voksende, som har et stykke vej til arbejdsmarkedet, og som kommunerne har svært ved at lykkes med. Hvis man ser det som at drive virksomhed, så har vi jo et meget større rekrutteringsgrundlag, hvis vi breder målgruppen ud,” siger Claus.

Læs mere om Joballiancen

Februar 2021

 

“Tydeligere jobmuligheder for de unge med særlige behov – et jobmarked for målgruppen.”

“Et skift i mindset. Man ansætter en kollega og en arbejdskraft – ikke et socialpædagogisk projekt.”

“Større kendskab til målgruppen hos Jobcentret og indblik i de forskellige STU’ers brancheorientering.”

“Mindre risiko for virksomhederne og større gennemsigtighed i forhold til at indgå aftaler.”

“Pædagogisk støtte, der hjælper den unge med at fastholde jobbet.”

 

Sådan lød nogle af de visioner, som partnerne i Ligeværds nye 4-årige projekt ”JobAlliancen” i fællesskab kom frem til på projektets kickoff-møde i torsdags.

Der var sat tre timer af til, at partnerne, som tæller kommuner (UU-vejledere og sagsbehandlere), STU-steder og KLAPjob-konsulenter kunne møde hinanden og komme godt fra havn. Og sikke en afsejling det blev! Det smukke rum i Bygningen i Vejle blev på kort tid fyldt af en ambitiøs summen af forslag til, hvad deltagerne gerne ser er blevet en realitet, når vi ankommer til projektets slutdato den 31. juli 2023.

Det vil være halvårlige fællesmøder i projektet med mulighed for erfaringsudveksling og kvalificering af indsatsmodeller med henblik på at nå projektets succeskriterier.

Læs mere om Joballiancen.

 

Projektets deltagere

• PMU Sindal i samarbejde med Morsø Kommune
• Erhvervsskolen Vestjylland i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune
• Castberggård med Hedensted Kommune og Aarhus Kommune
• AspIT med Aabenraa Kommune og Sønderborg Kommune
• Mou Hotel med Aalborg Kommune.

KLAPjob under LEV stiller sig til rådighed med deres erfaring på området og deres virksomhedsnetværk.

Vejen til et job eller yderligere uddannelse for unge med særlige behov er fyldt med udfordringer. Det viser statistikkerne. Kun ganske få unge, der færdiggør deres særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU), kommer i arbejde umiddelbart efter uddannelsen, og endnu færre kommer videre i et ordinært uddannelsesforløb.

Alt for få kommer i flexjob

I den seneste analyse, som Ligeværd har foretaget, kan man se, at i perioden fra 2012 til 2015 var det mellem 12 procent og 15 procent af de unge, der havde fuldført et STU- forløb, der 12 måneder efter var i arbejde eller uddannelse. Og når vi ser Undervisningsministeriets benchmarkanalyse fra januar 2019, er der intet der tyder på, at tallene fra de seneste år har ændret sig markant.

Det er naturligvis ikke alle STU-elever, der skal eller kan komme i arbejde. 40% af de, der færdiggør en STU er tilkendt en førtidspension. For dem er den beskæftigelsesrettede indsats et skånejob eller beskyttet beskæftigelse. Men for den resterende gruppe på lidt over 40% er jobperspektivet at få tilkendt et flexjob. Det sker bare alt for sjældent. Det skal et nyt projekt gøre noget ved.

9,2 mio. kr. til projektet ”Joballiancen”

Beskæftigelsesministeriets Styrelse for Arbejdsmarked og Rekruttering, STAR udmeldte i foråret en pulje på 38,4 mio. kr., der skal give kommuner og uddannelsessteder muligheder for sammen at udvikle modeller for bedre udslusning, der sikrer overgangen fra STU til beskæftigelse.

Ligeværd har fået tildelt 9,2 mio. kr. fra puljen til at arbejde med jobrettede udslusningsforløb. I praksis er det fem partnerskaber mellem uddannelsessted og kommuner, der skal virkeliggøre projektets høje ambitioner om, at alle unge der kommer til at indgå i projektet, skal i job. KLAPjob under LEV stiller sig i løbet af projektperioden til rådighed med deres erfaring og virksomhedsnetværk.

Mette Ulnits, socialrådgiver på Erhvervsskolen Vestjylland, ved præcis, hvor Joballiancen vil kunne skabe nye muligheder i deres nye samarbejde med Ringkøbing-Skjern kommune:

”Vi oplever ofte, at vi faktisk gør de unge klar til at få et arbejde, ofte i form
af et flexjob. Men når de har færdiggjort deres uddannelsesforløb her hos os, overgår de til jobcenteret i deres hjemkommune, og så oplever vi desværre ofte, at der ikke rigtig sker noget, og at de unge så mister de kompetencer, de har erhvervet sig under deres uddannelse.”

Enok Linde, der er afdelingsleder samme sted supplerer:

”Jeg tænker også, at projektet kommer til at give os nogle muligheder i forbindelse med at fastholde de unge i de jobs, som vi skaber.Vi oplever desværre, at en del af vores unge, som vi får placeret på en virksomhed, har svært ved at holde fast i jobbet. Når det sker i dag, har vi ikke mange muligheder, fordi vi er ude af den unges liv. Med det nye projekt, får vi  mulighed for at holde kontakten til den unge, der er i arbejde. Den mulighed har vi manglet, og vi glæder os til at se, hvilken forskel det gør for de unges forankring på arbejdsmarkedet, at vi hurtigt kan gribe ind, hvis noget ser ud til at gå skævt.”

Tæt samarbejde mellem Morsø kommune og STU-stedet PMU i Sinddal

PMU i Sindal og Morsø kommune har taget hul på samarbejdet med et første møde. Også her var der enighed om, at projektet er vigtigt, og at det sætter fokus på en central problemstilling. Bo Sørensen, UU-vejleder i den kommunale ungeindsats, fortæller:

”Vi er en lille kommune. Fordelen er, at vi ikke regner med, at alt kan løses her. Vi bruger i dag PMU til elever, der er tættest på arbejdsmarkedet. Det er ikke alle, der fra begyndelsen er klar til at flytte hjemmefra og starte på PMU med både uddannelse og bolig, men vi har også succes med, at de får det sidste eller de to sidste år af deres STU på PMU. Vi vil jo gerne have de unge tilbage til Mors, så det beskæftigelsesrettede arbejde skal gerne gøre brug af et virksomhedsnetværk her på øen.”

Solveig Vejen, der er viceforstander på PMU, giver Bo Sørensen ret:

”Vi arbejder tæt sammen i dag. Vi ved, hvilke brancher de unge skal ud i, og vi skal selvfølgelig være med til at opsøge mulighederne lokalt. Vi er meget opmærksomme på, at de unge vedligeholder deres netværk i hjemkommunerne, så vores opgave er også at sikre, at der er praktik og arbejdspladser, der hvor de unge kommer fra.”

Højt ambitionsniveau på de unges vegne

”Vi har store forventninger til Joballiancen”, siger Esben Kullberg.

”Jeg kan se på nogle af de kommunale medarbejdere, som vi nu møder gennem vores lokale Kickoff arrangementer, at de synes, at en 80 procent succesrate er høje ambitioner at have på de unges vegne. Men vi er nu fulde af fortrøstning. De uddannelsessteder, der indgår i projektet, arbejder til daglig meget beskæftigelsesrettet, og har i dag allerede en høj succesrate i forhold til at få de unge i job. Parterne i projektet er enige om, at et centralt fokus i projektet bliver at kunne sikre, at de unge fastholdes i jobbet. Det bliver interessant at arbejde med at udvikle modeller, som kan anvise veje til det gode samarbejde mellem uddannelsessted og kommune. Når vi om fire år er færdige med projektet her, så er jeg sikker på, at vi ved meget mere om, hvad der virker, og vi har fået beskrevet, hvilke håndtag der er vigtige at kunne skrue på, når der skal laves en særlig tilrettelagt beskæftigelsesindsats.”

Læs mere om Projekt Joballiancen

Januar 2020 

Unge med særlige behov møder store udfordringer, når de står overfor at skulle have et job. Det viste Undervisningsministeriets Benchmarkanalyse fra januar 2019 tydeligt. Her fremgik det, at kun 14% af de unge, der færdiggør deres Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) kommer i beskæftigelse eller videre uddannelse.

Nu går fem uddannelsessteder under Ligeværd sammen om at vise vejen til mere effektive veje til arbejdsmarkedet for udsatte og sårbare unge i projektet ”Joballiancen”. I de kommende fire år har uddannelsesstederne forpligtet sig på at sikre unge under STU et job i forlængelse af deres uddannelsesforløb. Direktør i Ligeværd, Esben Kullberg, fortæller:

”Vi er meget glade for, at vi nu får denne mulighed for at vise, at det faktisk kan lykkes at sikre unge på STU en plads på arbejdsmarkedet. Vi ved, at mange af de uddannelsessteder, vi har i Ligeværds sammenhæng, laver et fantastisk godt pædagogisk arbejde og hele tiden har de unges fremtidsmuligheder for øje. Nu får vi med hjælp fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) muligheden for at arbejde intenst med det virksomhedsrettede perspektiv. Vi har store forventninger til projektet og har sat en høj barre for projektets succeskriterier.”

Uddannelsesstedet skal sikre overgangene
Selvom uddannelsesstederne har fokus på at få de unge videre i job, glæder alle fem uddannelsessteder sig over, at de nu kan komme til at arbejde endnu mere med deres beskæftigelsesrettede indsatser. Mette Ulnits, socialrådgiver på Erhvervsskolen Vestjylland, ved præcis, hvor Joballiancen vil kunne skabe nye muligheder:

”Vi oplever ofte, at vi faktisk gør de unge klar til at få et arbejde, ofte i form af et flexjob. Men når de har færdiggjort deres uddannelsesforløb her hos os, overgår de til jobcenteret i deres hjemkommune, og så oplever vi desværre ofte, at der ikke rigtig sker noget, og at de unge så mister de kompetencer, de har erhvervet sig under deres uddannelse.”

Mette Ulnits tror på, at de muligheder, uddannelsesstederne nu får gennem projektet og de forpligtende samarbejdsaftaler, der ligger med kommunerne, vil sikre, at de unge får en mere ubrudt vej fra uddannelse til beskæftigelse.

Der skal kigges på fastholdelsen
Ole Bay Jensen, der er uddannelseschef i AspIT, har også store forventninger til projektet:

”Vi ved, at vi er gode til af få de unge videre i beskæftigelse, når de er færdige hos os. Her er 80% i beskæftigelse på dimissionstidspunktet, når de forlader AspIT. Det har vi lige fået dokumenteret i en rapport fra COWI. Men COWI rapporten fortæller os også, at efter 5 år er det 60%, der stadig har en tilknytning til arbejdsmarkedet – altså et fald på 20%. Vi kan altså se, at det er svært for de unge at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi håber derfor, at vi med dette projekt kan komme til at blive klogere på den del. Hvad det er, der skal til for at sikre, at de unge ikke blot får et job, men at de også kan holde fast i det eller finde et nyt job.”

Sten på vejen
Selvom projektet giver mulighed for at understøtte nogle af de velfungerende arbejdsmetoder, uddannelsesstederne allerede gør brug af, så mener forstander på PMU, Conrad Andreasen ikke at træerne vokser ind i himlen af den grund:

”Kommunernes økonomier er så trængte i disse år, så når man arbejder med unge med en funktionsnedsættelse, så skal man hele tiden forvente at blive ramt af nedskæringer. Det er ikke for at dryppe malurt i bægeret, men selvom vi laver noget, som både er effektivt og på den lange bane en god investering for kommunerne, så kan man aldrig være sikker på at få lov til at løse opgaven. Vi oplever på andre områder, at kommunen kan finde på at hjemtage opgaver, selv om det strider imod al fornuft og økonomisk sans.”

Joballiancen består af:

• PMU i samarbejde med Morsø kommune
• Erhvervsskolen Vestjylland i samarbejde med Ringkøbing Skjern kommune
• Castberggaard med Hedensted kommune
• AspIT med Aabenraa og Sønderborg kommuner
• Mou Hotel med Aalborg kommune.

Projektet finansieres af STAR’s Pulje til bedre udslusning og overgang fra særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU). De fem uddannelsessteder har fået 9,2 mio kr.

Læs mere om Projekt Joballiancen

Oktober 2019

Unge kommer i job med Joballiancen

Mens 43.000 unge står uden for arbejdsmarkedet, ser det ud til, at Ligeværd med Model Joballiancen har knækket koden til, hvordan en del af de unge kan komme i beskæftigelse.

Hvert år færdiggør 1.600 unge med kognitive funktionsnedsættelser en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, stu. Af dem er kun ca. 15% i job eller uddannelse 12 måneder efter stu, mens resten overgår til offentlig forsørgelse.

I Model Joballiancens pilotprojekt har 140 stu-elever fordelt på fem stu-steder deltaget. Af dem er 81% i job 12 måneder efter stu. 3% er videre i uddannelse, 11% er i skrivende stund fortsat i forløb.

Kun 5% er overgået til offentlig forsørgelse.

Det viser resultaterne af Ligeværds fire-årige projekt.

Store kommunale og nationale besparelser

Og der er mange penge at spare ved en fuld indfasning af modellen.

Faktisk kan samfundet spare 150 mio. kr. og øge beskæftigelsen med 700 fuldtidsansatte årligt ifølge beregninger, som HBS Economics har lavet for Ligeværd på baggrund af resultaterne fra Joballiancen.

Beregningerne viser også, at det ikke koster kommunerne noget at investere i modellen.

Den er stort set selvfinansierende det første år, og allerede i andet år er der en kommunal nettobesparelse på 30.000 kr. i gennemsnit pr. ung.

Så der er gode grunde til at arbejde efter Model Joballiancen. Men hvordan fungerer det?

Det lokale partnerskab

Joballiancen er en model for et lokalt forpligtende partnerskab mellem en kommunes ungeindsats på tværs af lovgivning, et stu-sted og et specialiseret virksomhedsnetværk. Det forpligtende partnerskab er nøglen til at opnå succes med Model Joballiancen.

Partnerskabet arbejder for at skabe sammenhængende stu-forløb og bedre overgang til job eller videre uddannelse via en særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats for stu-elever. Målet er at give stu-elever en bæredygtig tilknytning til arbejdsmarkedet.

Det kan ske via ordinære job, fleksjob, job med løntilskud for førtidspensionister eller beskyttet beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked eller i socialøkonomiske virksomheder.

Modellen er udviklet fra 2019-2023 i et pilotprojekt, hvor fem stu-steder, 35 kommuner og mere end 200 virksomheder deltog. Og de gode resultater var med til, at Folketingets partier i marts 2023 besluttede at udmønte en bevilling fra SSA-reserven til at opskalere og udbrede Model Joballiancen til flere partnerskaber.

Drejebog for best practice

På tværs af partnerskaberne i pilotprojektet blev der opsamlet en best pracice for overgange fra stu til uddannelse og job.

Det er de erfaringer, der danner grundlaget for den model, vi anbefaler at arbejde efter, og som er beskrevet i en drejebog for arbejdet.

Drejebogen tager udgangspunkt i erfaringer fra Joballiancens ungeforløb, med partnerskabets aftaler vedr. kompetencer, roller og opgaver og med erfaringer vedr. koordinering og samarbejde i Joballiancens lokale partnerskaber.

Herefter beskriver den konkret, hvordan I som en del af det lokale partnerskab samarbejder med hinanden og stu-eleven om at skabe positiv udvikling og finde nye veje mod job og uddannelse.

En udvikling, som tager udgangspunkt i en individuel tilgang og tilrettelægges med individuelle mål, helhedsorienterede og skræddersyede forløb og træning.

Hvem er målgruppen?

Stu-elever i målgruppen for et Joballianceforløb er kendetegnet ved at have varige fysiske, psykiske eller kognitive funktionsnedsættelser, ofte kombineret med generelle indlæringsvanskeligheder, udviklingsforstyrrelser, sociale eller miljøbetingede udfordringer.

Det indebærer behov for samtidig støtte fra flere forskellige lovgivningsområder og for nogle også vedvarende støtte.

Samarbejdet omkring og sammensætningen af helhedsorienterede beskæftigelsesrettede forløb for denne målgruppe er derfor præget af større kompleksitet og behov. Det kræver mere praksisnær og tværgående koordinering end for mange andre målgrupper efter social-, beskæftigelses- og uddannelseslovgivningen.

’Tilknytning til arbejdsmarkedet’ i Joballiancen

Parterne i Joballiancen arbejder ud fra en bred definition af tilknytning til arbejdsmarkedet, som omhandler ansættelse på ordinære vilkår, fleksjob, job med løntilskud for førtidspensionister eller beskyttet beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked eller i socialøkonomisk virksomhed.

Hvem er STU-stedet?

Stu-stedet har en tydelig beskæftigelsesrettet profil og møder stu-eleven med arbejdsfællesskab og arbejdsmarkedsperspektiv, som sætter retningen for stu-elevens uddannelsesforløb. stu-stedet antager, at en bæredygtig tilknytning til arbejdsmarkedet forudsætter helhedsorienterede og parallelle forløb. Det betyder, at elevens personlige, sociale, faglige og arbejdsmæssige forudsætninger bliver afdækket og trænet, så der kan sættes realistiske mål for en god hverdag, for tilknytning til arbejdsmarkedet og for tilknytning til sunde netværk, når eleven afslutter sit Joballianceforløb.

Den værkstedsbaserede og praksisnære undervisning udgør en række arbejdspladsstrukturerede fællesskaber, hvor elever og underviser arbejder sammen om konkrete og autentiske arbejdsopgaver og -funktioner. Opgaverne omfatter egentlig produktion, serviceydelser og leverancer inden for en lang række brancher og med en bred vifte af arbejdsopgaver og -funktioner, hvor eleven tilegner sig faglige kompetencer målrettet konkrete jobåbninger.

Den tydelige faglige profil på stu-stedet medvirker endvidere til opbygning af specialiserede virksomhedsnetværk, som matcher de unge, som stu-stedet retter sig imod. Det giver eleverne mulighed for at tage udgangspunkt i deres faglige interesser og for at tilegne sig kompetencer, som matcher konkrete arbejdsfunktioner i virksomheder, som er tilknyttet stu-stedets netværk af virksomheder.

 

Sådan forløber et Joballianceforløb

Arbejdet med Joballiancen er struktureret i to spor.

Dels er der et spor, som lægger sig til partnerskabets overordnede opgaver, som er beskrevet i tidslinjen. Herefter kan eleverne påbegynde individuelle Joballianceforløb som vist i Model Joballiancen.

Spor 1: Tidslinje for det lokale partnerskab

Kommune og stu-sted etablerer en styregruppe for partnerskabet. Inden det kan lade sig gøre, skal der gøres et forarbejde, hvor I gør jer klart, hvad formålet med partnerskabet er, hvem der er i målgruppen, og hvilke succeskriterier, I vil arbejde efter. Når det er på plads, og styregruppen er etableret, er det styregruppens opgave at følge op på indsatsen hvert halve år.

Spor 2: Model Joballiancen: Det individuelle Joballianceforløb

Forud for optagelse på et Joballianceforløb skal eleven igennem 4 faser:

Fase 1 ”Afklaring og udvikling”.
Når eleven er optaget på Joballianceforløbet følger fase 2 ”Jobrettet indsats” og
Fase 3 ”Jobafklaring og træning” og
Fase 4 ”Bæredygtig tilknytning til arbejdsmarkedet”.