Jo mere forældrene kender hinanden og forstår de andre børns, jo stærkere forældrefællesskab får de. Og det smitter af på børnene. Derfor var det en god ide, da Mette Weinreich i børnehaveklassen fortalte de andre, at hendes datter havde særlige behov.
Der blev helt stille.
Sådan husker Mette Weinreich minutterne efter, hun havde rejst sig på det første forældremøde i børnehaveklassen på Rosenlundskolen i Skovlunde for at fortælle de andre, at hendes datter Fie har særlige behov.
”Det var angstprovokerende, fordi jeg skulle fortælle om noget sårbart til nogle mennesker, jeg overhovedet ikke kendte. Det er en enormt sårbar situation at fortælle, at mit barn ikke er i verden på samme måde som deres.”
Mette Weinreichs initiativ opstod, da hun var begyndt at høre ordet ”snyd” i krogene blandt de andre forældre. Det var snyd, at Fie måtte have en bamse med. At hun blev hentet tidligt hver dag.
”Jeg havde en følelse af, at der allerede var et narrativ om mit barn, og jeg havde brug for at forklare, at der ikke var noget snyd,” siger hun.
Hver tredje forælder til børn med særlige behov oplever for eksempel, at barnets situation har økonomiske konsekvenser for familien. Det viser en undersøgelse fra Psykiatrifonden. Sådan var det også for Mette Weinreich, som på forhånd havde aftalt med børnehaveklasseleder Per Jensen, at hun ville rejse sig.
”Jeg sagde til dem, at hun bruger sin energi hurtigt, og at jeg derfor har tabt arbejdsfortjeneste, så vi kan passe på hende om eftermiddagen og give hende pauser,” fortæller hun.
Men de tidlige hentninger kom med en pris. En undersøgelse fra Tænketanken Mandag Morgen viser, at børn med særlige behov, sammenlignet med andre børn, oplever at have færre venner i skolen. En oplevelse, som så småt var ved at blive en udfordring for Fie.
”Fie fik ingen legeaftaler, fordi hun ikke stod nede i sfo’en om eftermiddagen. Men hun kan godt lide at lege. Så jeg sagde, at jeg havde et meget stort ønske om, at de andre forældre også ville huske Fie i deres travle hverdag,” siger Mette Weinreich.
En stor hjælp for de andre
En af de afgørende faktorer for et barns plads i klassefællesskabet er blandt andet, hvordan der bliver talt om det barn hjemme hos de andre. I tilblivelsen af dette magasin har Ligeværd været i kontakt med 49 forældre, og størstedelen fortæller, at de har oplevet, at deres barn blev set ned på og bagtalt blandt de andre forældre.
Og ifølge Camilla Vilhelmsen, mor til Liam, gjorde Mette Weinreichs åbenhed en forskel for, hvordan der blev talt om Fie. Det var en stor hjælp, fortæller hun.
”Liam sagde nogle gange noget om Fie, hvor han undrede sig. Det kunne jeg forklare ham, og det hjalp ham faktisk,” siger hun.
Det blev især tydeligt, da Camilla Vilhelmsen en aften blev ringet op af Mette Weinreich, som grædende fortalte, at hendes søn Liam sammen med en anden dreng havde råbt Fie ind i hovedet.
”Jeg blev ked af, at min søn havde gjort det, når vi herhjemme havde gjort meget ud af at forklare, at Fie oplever sådan noget på en anden måde,” siger hun.
Camilla Vilhelmsen talte derfor med Liam om situationen, og dagen efter kørte de ned til Fie, hvor børnene legede i 2,5 time, mens de voksne drak kaffe.
Den situation husker Mette Weinreich tydeligt. Den et godt billede på, hvilken effekt det har haft på Fies situation, at de andre forældre har forstået, hvad der var på spil, mener hun.
”Det handler om at vise børnene, at selvom der har været en konflikt, så skal det ikke holde os fra at se hinanden. Og hvis vi som forældre kan vise børnene, at vi kan sammen, så kan børnene også sammen.”
Hun blev glad for Camilla Vilhelmsens initiativ.
”Det betyder en masse, fordi hun vidste, at Fie havde svært ved at komme i skole i den periode og havde det rigtig svært. Så den konflikt ikke bare står åben, men at Fie ved, at de rækker ud og også passer på hende.”
Stilheden efter fortællingen
Tilbage på forældremødet sidder Nadja Vejling, som er mor til Ella.
Hun husker også den stilhed, der fulgte efter Mette Weinreichs fortælling. En stilhed som måske opstod, fordi der blev åbnet et rum, som man ikke er så vant til at gå ind i, mener hun.
”Jeg har ikke oplevet noget lignende før. Så jeg tror også, at vi lige skulle forstå det. Måske blev der også stille, fordi det kan være sårbart at stille spørgsmål,” siger hun.
Men det var en gave, at Mette Weinreich åbnede det rum, mener Nadja Vejling.
”Jeg har bedre kunne forklare Ella, hvorfor Fie får lov til at komme tidligt hjem. Jeg syntes, det var stort af hende og en stor hjælp for mig som mor til et andet barn.”
Hun husker også, at der inden forældremødet var begyndt at opstå historier om Fie.
”Jeg tror, at sådan noget opstår af uvidenhed. Man har ikke vidst, at Fie har nogle udfordringer og har nogle andre behov. Men jeg tror også, at alle forældre nu har fået en forståelse for det, som de tager med hjem til deres børn,” siger hun.
Ifølge hende er det at skabe historier om et andet barn noget, man kan komme til at gøre ubevidst. Og derfor er oplysning vigtigt.
Når børn tales frem
Det er børnehaveklasseleder Per Jensen enig i. Det sker ubevidst og ikke af ond vilje.
”Der opstår hurtigt murren i krogene om børn. Mange bliver nok blinde og får skabt sin egen historie derhjemme, hvilket hverken er til gavn for ens eget barn eller det barn, som det går ud over,” siger han.
Sammen med pædagog, Eamonn Rainey, giver han altid forældre mulighed for at rejse sig, hvis de har mod på det. For dem er det en del af deres professionelle ansvar.
”Vi kan og må ikke tolerere, hvis børn bliver udstillet. Det er vores ansvar at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe barnet ved at afmystificere,” siger Per Jensen.
Hvis Mette Weinreich ikke selv havde taget initiativ, så havde de foreslået hende at gøre det, fortæller de. For det kan gøre en stor forskel for, hvilke historier der går om et barn, hvis alle forældre ved, når der er noget alvorligt på spil, som gør, at barnet kan have det svært. Det kan være særlige behov, alvorlig sygdom i familien eller noget helt tredje.
Sammen husker de tilbage på en udadreagerende dreng, de havde igennem 0. klasse for år tilbage. Han var en sød og dejlig dreng, siger de, men de oplevede, at andre forældre ikke ville have, at deres børn legede med ham.
”Hvis man fra starten som forælder får mulighed for at sige, at ens barn nogle gange kommer til at reagere uhensigtsmæssigt, så giver man de andre forældre en forståelse for, hvorfor det sker. Ikke fordi barnet er ondt, men fordi det mangler redskaber og har det svært,” siger Eamonn Rainey.
Derfor siger børnehaveklasseteamet altid til forældregruppen, at de er nødt til at hjælpe hinanden i fællesskabet. Og at ingen børn er onde børn.
”Vores rolle er at fortælle om mangfoldigheden i en klasse og fortælle dem, at vi er nødt til at forskelsbehandle, fordi ingen børn er ens. Og så giver vi ordet videre til de forældre, der gerne vil fortælle noget,” siger Per Jensen, og Eamonn Rainey tilføjer:
”Forældrene er meget taknemmelige og siger, at det er trygt, at vi skaber åbenhed omkring børnene.”
En taknemmelighed, som bekræftes af de forældre, Ligeværd har talt med.
Så vil alle jo bare rejse sig
Men hvis man åbner for, at forældre kan fortælle om sit barns særlige behov, vil alle så ikke gøre det? Det oplever Per Jensen og Eamonn Rainey ikke. På forældremøder tager de selv ansvar for en generel snak om børnefællesskaber og beslutter, hvilke forældre der må rejse sig. De har endnu ikke afvist nogen, der gerne ville.
”Vi kan godt snakke om forskellige behov, hvor vi afmystificerer meget, uden at alle forældre behøver rejse sig og fortælle om deres barn,” siger Per Jensen.
Katrinebjergskolen i Aarhus har en lignende åben tilgang til forældresamarbejdet.
Her holder man stormøder med nye forældre inden skolestart i børnehaveklassen, hvor man informerer overordnet om børns forskellighed og om børn med særlige behov. Et højt informationsniveau, som fortsætter ind i skoleåret, fortæller pædagogisk leder Sannie Ilona Leth.
”Vores udgangspunkt er ikke, at man skal stille sig op i klassen og sige til de andre, at ens barn har autisme. Vi tænker de særlige behov ind i et klasserum, at alle skal være opmærksomme på, at vi skal give forskellige rammer for lige deltagelsesmuligheder,” siger hun.
Nogle forældre vil dog gerne rejse sig, fortæller hun. Og så er det klasseteamets ansvar at skabe et trygt rum, hvor de kan tale fra, så forældregruppen kan tale åbent om, hvordan alle børn bliver en del af klassens fællesskab.
Hun understreger, at Katrinebjergskolen har konflikter og udfordringer, ligesom alle andre steder. Men overordnet set er den åbne tilgang en gevinst for alle, mener hun.
”Hvis vi kan få et fællesskab til at fungere, hvor børn vokser op velvidende, at der i mit klasserum er nogen, som skal have tingene på en særlig måde eller tænker anderledes, end jeg gør. Så har vi givet dem en kæmpe gave,” siger hun.
Men det er også en opgave, som skal anerkendes, for ellers kan børnene ikke bære det, mener hun.
”Vi bliver nødt til at have respekt for, at det er anderledes at gå med nogle børn, som for eksempel kan blive rigtig vrede over noget, som det egentlig ikke var meningen, man skulle blive vred over,” siger hun.
Nøglen til at arbejde med børnefællesskaber på den måde går igennem at holde forældrene tæt på. Katrinebjergskolen tilbyder derfor skole-hjem-samtaler hver den første onsdag i måneden til dem, der har behov. To gange om året er det obligatorisk at møde op. For noget kan det lyde som en overbebyrdelse af lærerne, men ifølge Sannie Ilona Leth er hele den åbne tilgang med til at lette hverdagen. Og forældrene overrender ikke de månedlige forældremøder:
”Det er afgørende, at vi har et tæt samarbejde med forældrene, og det er en investering i børnenes trivsel og læring. Det gør en stor forskel, at forældrene taler godt om skolen og de andre børn og ved, hvad der sker og bakker op om det.”
Ligeværd har været i kontakt med tre forældre til børn på Katrinebjergskolen, som uafhængigt af hinanden bekræfter Sannie Ilona Leths udlægning.
Hvor meget luft har du i din ballon?
Tilbage på Rosenlundskolen i Skovlunde fortsatte Mette Weinreich sin indsats for at afmystificere Fies særlige behov. Da hun havde fortalt forældrene om Fie, besøgte hun en dag klassen i skoletiden efter aftale med datteren. Nu ville hun også fortælle de andre børn om Fies særlige behov. Det gjorde hun ved hjælp af en ballon, som hun pustede op.
”Fies ballon er måske allerede fyldt, når dagen starter. Så har hun brug for pause, sagde jeg, og så lukkede jeg lidt luft ud.”
Fie var frisk på morens ide og deltog også selv. Og for at det ikke kun skulle handle om alt det, Fie ikke kan, så sluttede Mette Weinreich af med at fortælle om Fies ADHD-superkræfter. Herefter bad hun børnene fortælle, hvad de tænkte.
”De var så seje til at sidde og følge med, og til sidst rakte alle børn hånden op og fortalte Fie alt det, de syntes, hun var god til. Så det blev sådan en god oplevelse.”
En oplevelse, som sev hjem til både Nadja Vejling og Camilla Vilhelmsen, der hver især fra deres børn hørte, hvad der var sket i skolen.
”Ella kom næsten stolt hjem og fortalte, at Mette havde været der og gjort sådan og sådan med en ballon. Jeg har en fornemmelse af, at hun fik sin egen forståelse af, hvorfor Fie måtte nogle ting, som de andre børn ikke gjorde,” siger Nadja Vejling.
Læs hele magasinet med temaet Forstå mit barn med særlige behov
Juni 2024
