Lyse rammer og sociale mursten løfter Dybbøl Efterskole

Sociale mursten

Fysiske rammer kan forbedre trivsel, læring og fællesskab. Det har Dybbøl Efterskole erfaret med deres nye spisesal, foredragssal og køkken. I byggeriet har arkitektur og pædagogik gået hånd i hånd for at skabe de bedst mulige rammer for skolens arbejde.

Før i tiden var spisesituationen præget af støj, konflikter og høj stress på Dybbøl Efterskole. Men det har ændret sig med skolens nye spisesal, som stod færdig i 2023, fortæller forstander Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen

“Nu har vi færre konflikter, og eleverne kan bedre være i de her situationer. Det er noget helt andet – både for dem og for os som personale.”

Med den nye spisesal, køkken og foredragssal har Dybbøl Efterskole fået meget mere end bare fysiske rammer, fortæller han. De nye rammer har skabt et miljø, hvor arkitektur og pædagogik går hånd i hånd og løfter både trivsel og læring til et nyt niveau.

Arkitektur, der understøtter pædagogik

At træde ind i den nye spisesal er som at træde ind i en anden verden. Uden for kører toget tæt forbi, og lyden af hjulene, der suser over jernbanen, sluger næsten enhver samtale. Den kontrast gør kun spisesalens effekt mere tydelig, når dørene lukkes. Det lyse træ på væggene, ovenlyset fra vinduerne og det store rum med loft til kip skaber en fornemmelse af ro og plads. Togets lyd forstummer, og akustikken i salen omslutter én med en blødhed, der næsten kan mærkes fysisk – som fløjl eller nyfalden sne.

Byggeriet er resultatet af en ambitiøs byggeproces, hvor det har været vigtigt for skolen at inddrage elever og ansatte. Den proces har konsulenter fra arkitektfirmaet Carlberg hjulpet med. Og samarbejdet med dem har sikret, at byggeriet ikke kun er æstetisk, men også funktionelt og pædagogisk gennemtænkt, fortæller Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.

”Projektet er designet med udgangspunkt i “Sociale Mursten”. En tilgang, der fokuserer på, hvordan fysiske rammer kan forbedre trivsel, læring og fællesskab,” siger han.

Carlberg har blandt andet været med til at kortlægge elevernes bevægelsesmønstre og præferencer i forhold til, hvor de helst vil opholde sig. Blandt de centrale elementer i spisesalen er lyddæmpende materialer, der gør det muligt for op mod 88 elever at spise sammen uden den stress, der ofte følger med store grupper. Derudover skaber strategisk placerede plantekasser og “snigedøre” en fleksibilitet, som giver eleverne mulighed for at trække sig tilbage eller bevæge sig ubemærket rundt i rummet.

“Vi har fået et rum, hvor der er plads til alle typer elever,” siger Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.

“Nogle har brug for at fylde meget, mens andre foretrækker at gå under radaren. Det nye design giver mulighed for begge dele.”

Dette fokus på fleksibilitet og tilpasning har også haft betydning for den måde, skolen arbejder pædagogisk på, fortæller han. Placeringen af kontaktgrupper og måden, eleverne spiser sammen på, er blevet mere bevidst og struktureret.

“Vi har tidligere spist lidt tilfældigt og uden mange overvejelser. Nu er der et klart fokus på måltidskulturen, og vi arbejder aktivt med at skabe gode sociale rammer om maden,” siger Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.

En proces med fokus på eleverne

Byggeprojektet har været en mangeårig drøm for skolen, og de gode effekter er uden tvivl et resultat af den tidlige elevinddragelse, mener Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen. Gennem workshops og interviews var deres stemmer med til at præge de valg, der blev truffet.

“Vi spurgte ind til, hvad eleverne tænkte om måltiderne, hvordan de ønskede rummet, og hvilke udfordringer de oplevede,” fortæller han.

“Både elever og personale blev inddraget. Eleverne nok ikke inddraget så dybt som personalet, men deres input blev en del af den baseline, vi arbejdede ud fra.”

En af de løsninger, der udsprang af denne proces, er etableringen af et venteområde uden for spisesalen. Her kan elever sidde i ro, før de går ind, hvilket giver en naturlig overgang til måltidet. For nogle elever fungerer det også som en tryg måde at indgå i sociale sammenhænge på.

“Det skaber et nyt socialt rum,” forklarer Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.

“For elever, der har svært ved sociale situationer, er det en diskret måde at være til stede på. Ingen spørger, hvorfor du er der – du venter jo bare på at skulle spise.”

Smukke rum skaber respekt og store gevinster

Et gennemgående tema i byggeriet har været æstetik. Fra materialevalg til lysindfald er der tænkt over detaljerne, og det har en mærkbar effekt på både elever og personale.

“Når man er i et rum, der er flot, og hvor man kan mærke, at der er gjort noget ekstra, passer man bedre på det,” fortæller Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.

“Vi ser tydeligt, at eleverne respekterer de nye rammer, og det gør en stor forskel for os alle.”

Derfor mener forstanderen også, at processen har været værdifuld for alle parter, selvom det skulle tage tre år fra de første ideer blev udviklet, til elever og personale kunne tage de nye rammer i brug.

“Det har selvfølgelig været krævende at bygge, mens vi driver skole, men det har været en fantastisk proces. Vi har haft dygtige folk på alle niveauer, og samarbejdet har fungeret upåklageligt,” siger Mikkel Ellehauge Fjord-Larsen.

Dog har der også været overraskelser undervejs. For eksempel tog det længere tid end forventet at få de nye arbejdsgange på plads, fortæller forstanderen.

“Det har faktisk taget et år at finde ro i de nye rammer. Men nu kan vi virkelig mærke, hvor stor en forskel det gør. Lyden er dæmpet, rummene er smukke, og det skaber en enorm trivsel for både elever og medarbejdere,” siger han.

Læs også Fysiske rammer skaber pædagogisk udvikling

Maj 2025

Elevinddragelse i ombygning skaber trivsel og ejerskab

Elevinddragelse

Sociale mursten kan skabe sociale og pædagogiske gevinster. En ny spisesal har styrket relationerne på Sofie Rifbjerg Efterskole og underbygger på den måde skolens formål. Elevinddragelse i byggeriet er nøglen.

Før ombygningen var hverdagen i den gamle spisesal på Sofie Rifbjerg Efterskole ofte en udfordring for elever som Eline Olsen og Jenny Nyvang.

”Det var meget åbent og larmende. Man sad virkelig tæt. Altså, når man rykkede stolen ud, stødte man ind i hinanden,” fortæller Eline Olsen.

Et af problemerne var ifølge de to, at den gamle spisesal var omringet af glasvægge. Det føltes som et sted, hvor man ikke kunne slippe væk fra, fortæller Eline Olsen.

”Jeg kunne nogle gange bare have lyst til at tage maden med på værelset, fordi det var for meget at være derinde,” siger hun.

Det var hun ikke alene om. Med den gamle spisesal spiste over en tredjedel af eleverne på værelserne eller andre steder på skolen. Kun 59% spiste i spisesalen. Men siden den nye spisesal blev indviet i 2022, er andelen af elever, der spiser i spisesalen steget til hele 91%.

”Det blev lidt som en flugt. Det var lettere at gå udenom det hele end at skulle forholde sig til kaosset,” siger Eline Olsen.

Sammen med Jenny Nyvang gik hun på skolen fra 2021-2023. De to unge kvinder har derfor oplevet begge spisesale – og så har de haft en finger med i udarbejdelsen af den nye spisesal.

Elevinddragelse som katalysator

Med projektet skulle spisesalen transformeres til et sted, der afspejler elevernes behov og følelser, og derfor blev den til med elevernes stemmer som guide for designprocessen. Det fortæller Nicolai Carlberg, etnolog og ekspert i sociale mursten, fra rådgivningsvirksomheden Carlberg.

”Vi arbejdede meget grundigt med at fremkalde de unges bevidste og ubevidste viden gennem workshops og observationer. Det gav os mulighed for at forstå, hvad der var vigtigt for dem,” siger han.

I workshops fik eleverne mulighed for at bygge modeller og skabe moodboards, som er en slags brainstorm i billeder.

”Der var noget for alle, uanset hvordan man bedst kunne udtrykke sig. Elevernes input blev ikke bare noteret, men indarbejdet direkte i projektet,” siger Carlberg.

Han understreger vigtigheden af at oversætte og fortolke elevernes input, så det hele tiden forholder sig til formålet med skoleopholdet.

”Eleverne kan komme med konkrete ønsker og behov, men det er vores ansvar at koble det med skolens pædagogiske og dannelsesmæssige mål. I tilfældet med Sofie Rifbjerg handlede det jo om at skabe skole- og dannelsesfællesskaber,” forklarer han.

Det store fokus på elevinddragelse ser ud til at lønne sig ud over det forventelige. For elever og personale blev de nye rammer ikke kun en fysisk opgradering, men et fundament for bedre trivsel og fællesskab. Og så skabte elevinddragelsen et unikt ejerskab, fortæller Eline Olsen.

”Man føler større ejerskab, når man har været med. Og det er jo nyt og pænt, så man får lyst til at passe på det.”

De nye rammer: Tryghed og fleksibilitet

Når Nicolai Carlberg taler om arbejdet med spisesalen på Sofie Rifbjerg Efterskole, sammenligner han den med et vandhul på savannen, hvor dyrene kommer for at drikke. Før følte mange elever sig udsatte og pressede i spisesalen, så de kom kun for hurtigt at hente mad og forsvandt så igen.

”Nu har vi designet et vandhul, hvor man kan komme til fra mange sider. Der er rolige zoner, snigeveje og mulighed for at være i forskellige flokstørrelser,” siger han og fremhæver et af elevernes ønsker, som var en afskærmning af buffeten, så andre elever ikke kan se, når man tager mad.

Med stigningen i andelen af elever, der spiser i spisesalen, er vandhullet åbenlyst gået fra at være en farezone til at være et trygt opholds- og pausested. Og forandringen er mærkbar, fortæller Eline Olsen.

”Man kan sidde lidt bagved og gemme sig, hvis man har en dag, hvor man har brug for det. Der er snigedøre, så man kan komme ind og ud uden at blive bemærket,” siger hun.

Et styrket fællesskab

Projektet med spisesalen er et eksempel på, hvordan sociale mursten kan skabe sociale og pædagogiske gevinster, fordi de nye rammer har haft en positiv effekt på hele skolens sociale liv.

”Fordi eleverne nu opholder sig i spisesalen, ser man hinanden mere i løbet af dagen. Det styrker relationerne mellem elever og mellem lærere og elever, og underbygger på den måde skolens formål,” siger Nicolai Carlberg

Jenny Nyvang er enig.

”Nu kan man forholde sig til sig selv og holde ud at være til stede. Der er langt mindre overstimulering, og det føles jo rigtig rart at kunne være en del af fællesskabet.”

Hele nøglen er ifølge Nicolai Carlberg elevinddragelsen, der har gjort det muligt at skabe et gennemtænkt design.

”Når vi forstår, hvem vi bygger til, kan vi skabe rammer, der gør en reel forskel. Det er derfor, det er så vigtigt at prioritere elevinddragelsen i byggeprocessen,” siger han.

Læs også Fysiske rammer skaber pædagogisk udvikling

Maj 2025

Fysiske rammer skaber pædagogisk udvikling

Christina Baluna Hostrup og Stine Clasen

Hvis der roder på en skadestue, og tingene ikke ligger på deres plads, kan det koste liv. I en pædagogisk sammenhæng kan det også koste på kvaliteten, hvis rum er uoverskueligt indrettede, mener to eksperter.

Forestil dig et klasselokale, hvor eleverne føler sig velkomne og trygge. Lyset falder blødt ind gennem vinduerne, rummene er overskuelige og indbydende, og hver detalje signalerer, at her er læring og fællesskab i centrum.

Ifølge Christina Baluna Hostrup og Stine Clasen er netop sådanne rum afgørende for, at elever og lærere kan trives og udvikle sig. Som selvstændige pædagogiske udviklingskonsulenter er de aktuelle med bogen ”Tag ansvar for rammerne – tag ansvar for pædagogikken”, som kaster lys på vigtigheden af at tage bevidst stilling til de fysiske rammer som et redskab og en genvej til pædagogisk udvikling.

“Gennem vores arbejde i mere end 500 specialklasser har vi set, hvor stor betydning de fysiske rammer har,” siger Stine Clasen.

”Et ryddeligt og gennemtænkt rum kan være forskellen på, om en elev føler sig inviteret til fællesskabet eller føler sig isoleret. Det handler ikke kun om æstetik, men om at skabe rum, der understøtter læring og fællesskab.”

Små ændringer med stor effekt

Hvis der roder på en skadestue, og tingene ikke ligger på deres plads, kan det jo koste liv.

Sådan lyder et citat fra en sygeplejerske i bogens tredje del, hvor Christina Baluna Hostrup og Stine Clasen deler konkrete redskaber til arbejdet med de fysiske rammer.

Og sygeplejerskens pointe kan oversættes til en pædagogisk sammenhæng, skriver de. Fordi ”det kan understrege, at det i pædagogisk kontekst koster på opmærksomhed, fokus og tryghed, hvis alle skal bruge tid på at lede efter tingene. Det er tid, der kan bruges på kerneopgaven, det relationelle, det læringsmæssige og det sociale,” som der står i bogen.

Og det behøver ikke være store forandringer, der gør forskellen. I deres arbejde har Christina Baluna Hostrup og Stine Clasen oplevet, hvordan netop noget så simpelt som at rydde op eller flytte møbler kan skabe markante forandringer, fortæller de.

Et af deres mest tankevækkende eksempler er en specialklasse, hvor eleverne oprindeligt sad bag skærme, der adskilte dem fra hinanden. Christina Baluna Hostrup fortæller:

“Børnene sad isolerede og kiggede ind i væggene. Da vi foreslog at fjerne skærmene og vende bordene mod formidlingszonen, skete der noget magisk.”

Tre måneder senere vendte de tilbage til klassen og spurgte lærerne, hvordan det var gået.

“Lærerne fortalte os, at elevernes opmærksomhed var steget markant, og at kun én elev fortsat havde behov for en skærm. En af eleverne sagde endda: ‘Nu føles det som en rigtig skole,’” fortæller Stine Clasen.

De fysiske rammers rolle i læring

En af styrkerne ved Christina og Stines tilgang er, at den gør pædagogisk udvikling konkret og håndgribelig. Mange lærere oplever abstrakte udviklingsprojekter som svære at omsætte i praksis, men her tilbyder de to konsulenter en vej ind gennem de fysiske rammer.

“Vi ser ofte en stor interesse for det konkrete,” siger Christina Baluna Hostrup.

“Folk bliver glade for, at de kan gå tilbage og ændre noget med det samme – som at flytte et bord, så en elev sidder mere trygt.”

De fortæller om en skole, hvor lærere og elever i fællesskab udviklede en model med tre forskellige bordopstillinger – én til gruppearbejde, én til formidling og én til individuel fordybelse.

“Eleverne elskede det,” siger Stine Clasen.

“Det var konkret, praktisk og understøttede de aktiviteter, de skulle lave i løbet af dagen.”

Demokratiske og inkluderende læringsmiljøer

For Christina Baluna Hostrup og Stine Clasen er læringsmiljøerne ikke kun et spørgsmål om funktionalitet, men også om at skabe demokratiske og inkluderende fællesskaber. De arbejder med lærere og pædagoger for at skabe rum, hvor alle føler sig set og hørt, fortæller de.

“Når vi spørger børnene, hvad der skal til for, at de trives i klassen, får vi ofte enkle, men præcise svar,” siger Christina Baluna Hostrup og nævner et eksempel:

“En ordblind elev fortalte, at han blot ønskede at sidde tæt på en stikkontakt, så han kunne bruge sin computer uden problemer. Så små ændringer kan gøre en enorm forskel.”

Inddragelsen af elever og lærere i processen er en central del af deres metode. Det handler om at skabe ejerskab og ansvar for de fysiske rammer.

“Vi ser det som en demokratisk praksis,” forklarer Stine Clasen.

“Når alle bidrager til at holde rummene ordentlige og funktionelle, styrker det fællesskabet og respekten for læringsmiljøet.”

Fra bæredygtighed til væredygtighed

Christina Baluna Christensen og Stine Clasen er forfattere til flere bøger og har i deres tidligere arbejde også introduceret begrebet “væredygtighed” – en forlængelse af det bæredygtige perspektiv, men med fokus på langsomhed, fordybelse og balance.

“Vi lever i en tid, hvor der er konstant kamp om opmærksomheden, særligt for unge. Derfor er det afgørende at skabe rum, hvor de kan finde ro og mærke sig selv,” siger Christina Baluna Christensen.

Væredygtighed handler også om, hvordan de fysiske rammer kan støtte lærernes faglige stolthed.

“Det er ikke ligegyldigt, hvordan et klasselokale ser ud,” siger Stine Clasen.

“Når vi som voksne tager ansvar for rummet og signalerer, at det, vi laver her, er vigtigt, påvirker det også eleverne. Det handler om ordentlighed – ikke nødvendigvis om penge.”

Et fremtidsperspektiv

Christina Baluna Christensen og Stine Clasens arbejde er mere aktuelt end nogensinde i en tid, hvor skoler står over for store udfordringer med inklusion, bæredygtighed og socialt ansvar. Deres tilgang bygger på en dyb forståelse af, hvordan rummene kan bruges som et redskab til at fremme læring og fællesskab.

“Vi tror på, at rummene både skal være bæredygtige og væredygtige,” afslutter Christina Baluna Christensen.

“Når vi skaber rum, der inviterer til læring og fællesskab, skaber vi ikke kun bedre vilkår for eleverne, men også for lærerne og hele skolesamfundet.

Med deres praksisnære og menneskelige tilgang viser Christina Baluna Hostrup og Stine Claesen, at små ændringer kan føre til store forandringer – ikke kun i rummene, men også i den pædagogiske praksis og skolens fællesskab.

Læs også Kirsten Callesen: Dårlig indretning kan skade dygtige fagfolks gode arbejde

5 TIPS

At arbejde med rum i det pædagogiske arbejde kan både være et lille projekt og en større proces. Eksperter giver hver fem konkrete råd til forandringer, der enten kan gøre en forskel lige nu eller igennem et større projekt.

Fem konkrete tips, der kan gøre en forskel i morgen

Stine Clasen og Christina Baluna Hostrup

  1. Ryd op Lav tre kasser. En behold-kasse, en overveje-kasse og en af med-kasse. Behold kun det, I har brug for i jeres pædagogiske praksis lige nu. Gem det væk, som I ikke har brug for.
  2. Ting bor Ting skal have en fast plads, så de er lette at rydde op og finde igen. Hvis ting ikke får en plads, finder de selv en og bliver ofte passivt rod i hjørner, vindueskarme, oven på skabe og hylder.
  3. Kod rum Gør det tydeligt, hvad man skal hvor. Lav afgrænsede zoner til forskellige aktiviteter fx en stillezone/pausehjørne, et plads-til-alle-område og et fordybelsesområde.
  4. Tag stilling til hvor eleverne sidder Erfaring har vist, at mange elever har gavn af at sidde med siden eller ryggen til væggen – og vendt mod fællesskabet. Eventuelt behov for afskærmning kan stadig dækkes, men bør overvejes som midlertidige løsninger.
  5. Inddrag eleverne De unge ved, hvad der dur for dem. Tag dem med på råd. Så får de også ejerskab over rummet.

Fem konkrete tips til større forandringer

Nicolai Carlberg

  1. Formuler målbare succeskriterier for byggeprojektets understøttende effekt på sociale mål som trivsel, læring, fællesskab eller lignende.
  2. Brug den nødvendige tid og økonomi på at indhente viden og forstå de forskellige brugergrupper og deres forskellige behov.
  3. Sørg for at arkitekten reelt møder og forstår de mennesker, som vedkommende skal tegne til.
  4. Følg op og vurder om de foreslåede designløsninger indfrier de sociale målsætninger ved alle faseskift hele vejen gennem designprocessen.
  5. Hjælp brugerne med at flytte ind, involver dem i ibrugtagningen, lad brugerne teste indretning og møbler, lyt til feedback, hav en pulje til efterjusteringer.

Maj 2025

Ufrivilligt skolefravær: Skolens kaos slog Lea Hallers søn hjem

Ufrivilligt skolefravær

De mange sanseindtryk blev hurtigt for meget for Lea Hallers søn, Thor, da han startede i skole. Ligesom mange børn med særlige behov har Thor Haller i dag ufrivilligt skolefravær – på tredje år.

Thor Haller går hjemme på tredje år i stedet for at gå i skole. Han er en stille og rolig dreng på 13 år, som altid har haft svært ved at være i skolens krav og rutiner, og til sidst blev skolens mange indtryk for overvældende for ham, fortæller hans mor Lea Haller.

“Vi har tre børn, og to af dem har autisme,” siger hun.

“Thor har altid været en af de børn, der maskerer udfordringer helt utrolig godt, så det var svært for os at opdage, at noget var anderledes. Men set i bakspejlet var tegnene der allerede i børnehaven.”

Selvom Thor Haller går hjemme, er han langt fra alene. Autismeforeningens inklusionsundersøgelse viste i 2024, at knap halvdelen af børn med autisme har ufrivilligt skolefravær. Og hver femte har ligesom Thor Haller ikke være i skole i mere end et år.

Skolens sansebombardement

Tre gange om ugen får Thor Haller besøg af en lærer i en time. Men de ugentlige besøg af kan ikke kaldes hjemmeundervisning, mener Lea Haller. Det er snarere relationsdannelse.

Hvis vi vil have børn som Thor Haller tilbage i skolen, hvor de kan få undervisning, kan vi derfor ikke blive ved med at overse, hvad belastende og ufleksible omgivelser betyder for børns muligheder for at lære og trives, som psykolog Kirsten Callesen siger andetsteds i dette blad. Det er Lea Haller enig i.

For så længe vi ikke tager alvorligt, at neurodiverse børn har brug for rolige og sansevenlige miljøer, så er Thor Haller et af de børn, som næppe kan vende tilbage, mener hun. For ham blev skolens sansebombardement allerede en markant udfordring fra begyndelsen af børnehaveklassen. Hun fortæller videre:

“Han kunne simpelthen ikke navigere i alle de samtidige indtryk. Både skolegården og klasselokalet blev for overvældende, og gradvist blev det sværere og sværere for ham at komme afsted. Til sidst kunne vi slet ikke få ham i skole.”

Det var særligt de mange samtidige indtryk, konstante miljøskift og uforudsigeligheden, der overvældede Thor Haller.

“Bare det at blive afleveret på parkeringspladsen, hvor alle ankom samtidig, var et bombardement af sanseindtryk,” uddyber Lea.

“Han skulle gennem den kaotiske skolegård med børn der løb og råbte, og ind i det overfyldte klasselokale, hvor 25 børn samtidig skulle have overtøj af og finde deres plads og vente på at få at vide hvad dagen indebar. Hver eneste skift i løbet af dagen – fra time til frikvarter, fra klasselokale til gymnastiksal – betød nye lokaler, nye lyde, nye indtryk, nye forventninger der skulle bearbejdes.”

Efter lang tids kamp besluttede familien at handle:

“Vi kunne ikke vente halvandet år på hjælp fra det offentlige system, så vi søgte private løsninger.”

“Thor har nu været hjemme i næsten tre år. Årene i folkeskolen, hvor han konstant og meget effektivt maskerede sine udfordringer og kæmpede med det totale kaos indeni, har sat dybe spor. Selvom han er indskrevet på en specialskole, er han ikke i stand til at møde op fysisk. I stedet kommer der en lærer hjem til ham i en time, tre gange om ugen.”

At tilpasse familien

En af de største udfordringer i forhold til skolen var Thor Hallers måde at udtrykke følelser på.

“Hans ansigtsudtryk er som regel meget neutrale, men vi, der kender ham godt, kan aflæse de små signaler – en lille trækning eller bevægelse, der fortæller os, hvordan han egentlig har det.”

Derhjemme har Lea Haller og resten af familien haft langt bedre muligheder for at støtte Thor Haller på hans egne præmisser og gennem årene udviklet strategier til at støtte Thor.

“Vi forsøger, at han har en udvej i nye situationer,” fortæller Lea.

“Hans stressniveau stiger markant, hvis han føler sig fanget, så vi planlægger altid med fleksibilitet og alternative muligheder. Vi har lært at respektere hans grænser for, hvor mange indtryk han kan håndtere ad gangen.”

Støt dit barn

Når Lea ser tilbage, er der ting, hun ville ønske havde været anderledes.

“Hvis vi havde vidst mere om autisme tidligere, kunne vi måske have hjulpet Thor bedre fra start. Jeg ville have været mere opmærksom på de små signaler – hans behov for at begrænse sanseindtryk og udfordringer med at skifte mellem forskellige miljøer,” reflekterer hun.

Hendes råd til andre familier er klare:

“Stol på din mavefornemmelse og søg hjælp tidligt,” siger hun med eftertryk.

“Og husk, at det er helt i orden at gøre tingene anderledes for at støtte dit barn. Det handler ikke om at presse barnet til at passe ind i eksisterende rammer, men om at skabe rammer, der passer til barnet.”

Thors historie er en vigtig påmindelse om, hvor afgørende det er at forstå og respektere børns forskellige måder at opleve verden på. Den viser også, at hver familie må finde sine egne veje og løsninger.

“Vi har lært at acceptere og støtte Thor, præcis som han er,” afslutter Lea.

“Den accept har gjort en verden til forskel – ikke bare for Thor, men for hele vores familie.”

Læs også Kirsten Callesen: Dårlig indretning kan skade dygtige fagfolks gode arbejde

Maj 2025

Kirsten Callesen: Dårlig indretning kan skade dygtige fagfolks gode arbejde

Indretning

Sanseindtryk og rum påvirker børn med særlige behov i skolen. Så længe vi overser det, vil det påvirke deres muligheder for at lære og trives, mener psykolog Kirsten Callesen.

En helt almindelig skoledag. Børnene strømmer ind i klasselokalet. Stole skramler, stemmer råber, madpakker lugter. Luften er et virvar af høje lyde og pludselige bevægelser.

De fleste børn trækker nok bare på skuldrene og går i gang med dagen. Men for nogle børn føles det som at blive kastet ud i en storm – en storm, der vækker ubehag og uro, og som gør det svært at finde ro til at lære.

For dem er mødet med skolens sanseindtryk og indretning en daglig kamp, fortæller Kirsten Callesen. Hun er psykolog ved Psykologisk Ressourcecenter, og igennem mange år har hun været optaget af, hvordan børns nervesystemer påvirkes af belastende omgivelser. For hun har mødt mange børn, der hver dag må kæmpe med at navigere i skolemiljøets sansebombardement.

Som stifter og i sin tid leder for Søstjerneskolen indrettede hun derfor en hel skole på en måde, som skabte ro, fjernede stimuli og gav nervesystemet hos børn med særlige behov mulighed for at falde til ro. Og det er på den baggrund, at hun på en af sine mange ture rundt i landet har lagt vejen forbi Ligeværds kontor til en snak om, hvordan det kan påvirke nervesystemet hos børn med særlige behov positivt, hvis vi gør noget for at skabe et bedre miljø for dem.

Og hvordan det påvirker dem negativt, hvis vi overser rummets betydning.

”Vi skal skabe en bevægelse,” kommer det opfordrende fra hende fulgt af hendes klare livfulde øjne og energiske gestik.

”Vi skal udbrede forståelsen af, at vi ikke kan blive ved med at overse, hvad belastende og ufleksible omgivelser betyder for børns mulighed for at lære og trives,” siger hun.

Når sanseindtryk bliver bombardementer

Ifølge Kirsten Callesen er en af de helt store udfordringer, som mange neurodiverse børn møder, klasselokalets lyde. Lyde, som vi andre knap nok lægger mærke til.

“Rigtig mange af de her børn er utrolig lydfølsomme,” forklarer hun.

“Bare lyden af en stol, der bliver trukket ud, kan være som et sansebombardement, der forstyrrer dem, fordi lyden kommer uforudsigeligt og uden filter. Når lyden rammer dem uventet, bliver de utrygge – og deres opmærksomhed forsvinder.”

Kirsten Callesen fortæller samtidig, hvordan hun har oplevet, at små ændringer i indretningen kan skabe ro.

“Man kan for eksempel blot sætte filtdutter på stolebenene, så lydene dæmpes. Eller lave et område i klasselokalet, hvor der er mere ro og afskærmning for de børn, der har brug for det. Sådan et hjørne kan blive en lille oase, hvor børnene kan trække sig tilbage, når de føler sig overvældede,” siger hun.

Sansevenlige rum, der understøtter ro og læring

I specialskoler er omtanke for indretning ikke en fremmed ide. Her bliver der allerede som oftest gjort en særlig indsats for at skabe sansevenlige miljøer, fortæller Kirsten Callesen, og den måde at tænke på skal udbredes til flere skoler, fordi der også her er børn, som er følsomme over for sanseindtryk.

“På en specialskole havde vi for eksempel en dreng, som var glad for at sidde i et kuglebad. Det gav ham en stabilitet og tryghed, fordi han blev sansemæssigt stimuleret på en måde, der passede til ham,” forklarer hun.

En sansevenlig indretning kan ifølge Kisten Callesen være med til at gøre skoledagen mindre overvældende for disse børn.

“Det handler om at skabe små, rolige rum, hvor børnene kan finde deres egen plads og tryghed,” siger hun.

“Det kan være et lille telt, en stol med armlæn eller en lille afskærmning, hvor de føler sig beskyttet fra de mange sanseindtryk. Det er vigtigt at være nysgerrig og interesseret i, hvad det enkelte barn har behov for.”

En anden idé kunne være at skabe enkle og rolige vægge, der ikke er overfyldt med billeder, plakater og farver.

“I stedet for at have masser af visuelle input kunne man tænke mere minimalistisk. For eksempel ved at bruge rolige farver og lyddæmpende materialer. Det gør det nemmere for børnene at holde fokus, fordi de ikke konstant bliver forstyrret af noget, der fanger deres opmærksomhed,” siger Kirsten Callesen.

Lugte som stressfaktor

Et andet opmærksomhedspunkt er, at lugte for børn med sansefølsomhed kan virke overvældende, forklarer Kirsten Callesen:

“Lugte går direkte til vores følehjerne, amygdala, som er den del af hjernen, der er instinktiv og ude af vores kontrol. Den registrerer livstruende farer og trusler, og som i splitsekunder kaster os ud i ’fight, fright, freeze – reaktioner.”

“Hvis et barn ikke kan lide lugten af madpakker, vådt overtøj eller en lærer, der har taget parfume på, kan det ikke vække blot ubehag og uro, det kan fremprovokere angstanfald. For barnet er det derfor næsten umuligt at ignorere, fordi amygdala reagerer så hurtigt, uden filter og uden for vores kontrol.”

Her kan det ifølge Kirsten Callesen være nødvendigt at indrette spiseområder og klasseværelser med foranstaltninger, der tager højde for lugt og luftkvalitet.

“Det kunne være en idé at indrette mindre spisezoner, så børnene kan vælge at sidde i en del af kantinen, hvor der ikke er så mange mennesker, og lugtene ikke bliver så overvældende,” foreslår hun.

“Nogle børn har også stor gavn af at kunne spise uden for selve klasseværelset eller kantinen, f.eks. i en stillezone, hvis de bliver overstimulerede af lugten fra madpakker.”

Pædagogisk forståelse nødvendig

For at få en mere inkluderende skole er det ifølge Kirsten Callesen nødvendigt, at lærere og pædagoger har forståelser for, at deres faglighed ikke altid kan gøre det alene. At rummets indretning påvirker børn med sansefølsomhed. At en dårlig indretning kan skade dygtige fagfolks gode arbejde.

Og der ikke altid er behov for store, kostbare ombygninger, understreger hun. Med små, bevidste ændringer i indretningen og de daglige rutiner kan man skabe en skole, der giver plads til alle børn.

“Vi kan starte med de små ting. Det handler om at have et par zoner, hvor børn kan trække sig tilbage, og at alle lærere og pædagoger kender til de sansemæssige udfordringer, nogle børn oplever. På den måde kan vi tage hånd om dem, som har brug for det,” siger hun.

Ifølge hende må vi ændre den måde, vi designer skoler og undervisningsmiljøer på. Ikke kun for børn med særlige behov, men for alle børn. Hun uddyber:

“Vi ser i dag en epidemi af mistrivsel blandt børn. Mange af dem bliver allerede udtrættede i vuggestuen og børnehaven, og når de starter i skolen, har de simpelthen ikke mere energi til at håndtere støj og uro.”

Hun drømmer om, at alle børn får lov til at gå i skole i sansevenlige miljøer, hvor rummene er tænkt og indrettet til at give ro.

“Vi har alle godt af lidt mindre støj og lidt mere ro. Med lidt omtanke og kreativitet kan vi skabe et skolemiljø, som både børn med og uden særlige behov vil trives i,” slutter Kirsten Callesen.

Læs også Skolens kaos slog Lea Hallers søn hjem

Maj 2025