brandbyhand

”Ordentlig pædagogik skal beskyttes” – GUTA klar til næste fase.

Af

Næsten 5års arbejde fandt sin foreløbige afslutning med en konference på Christiansborg.

Leo Komischke-Konnerup forsvarede sin Ph.d. afhandling i almen pædagogik i sommer. Pointerne herfra gentog han på Ligeværds konference i Fællessalen d. 6. december.

Leo Komischke-Konnerup mener, at ordentlig pædagogisk praksis er under voldsomt pres. Hvis pædagogikken skal kunne leve på egne forudsætninger og præmisser og ikke blot underlægges andre logikker og styringsmodeller, så skal den forsvares. Vi har bedt Leo om at gentage noget af det, han talte om på konferencen og udfolde, hvad han mener med at god pædagogisk praksis skal beskyttes. Disse perspektiver danner afsæt for en ny fase af God Uddannelse Til Alle: Pædagogisk udvikling som dialog mellem forskning og praksis.

”Ordentlig pædagogik skal beskyttes”.

Sådan lyder udmeldingen fra Leo Komischke-Konnerup, Ph.d. og chefkonsulent ved UC Syd. ”En pædagogisk ordentlig pædagogisk praksis er altid helt grundlæggende orienteret og begrundet af en forestilling om mennesket som et lærende og dannelsesåbent væsen, der livet igennem har mulighed for bestemme eller definere sig selv gennem medvirken i et fælles og praktisk liv. I et samfund med frihed og folkestyre er vi måske nok individer men aldrig alene, vi skylder altid hinanden noget, fordi vi har et fælles ansvar for et ordentligt og menneskeligt liv for alle.” Efter Leo Komischke-Konnerups opfattelse er pædagogikken under pres. ”Rigtig meget af den pædagogiske teori på skole- og uddannelsesområdet er slet ikke pædagogisk. Den tager ikke udgangspunkt i et egentligt begreb om pædagogik – men henter sine forestillinger og forståelser fra psykologiens, samfundsvidenskabens eller økonomiens verden. Samtidig bliver samfundets skole- og uddannelsessystem stadig mindre optaget af, hvordan man kan uddanne alle menneskelige evner og interesser. Vi er i stedet blevet alt for optaget af at ville udvikle netop de kompetencer hos de unge, som vi mener at have brug for og derfor handler skole- og uddannelse i dag ofte mest om at tilpasse og styre unge menneskers lærings- og dannelsesprocesser i helt bestemte retninger frem for at spørge om, hvad de unge selv er interesseret i, og hvad de selv finder rigtigt eller forkert. På den måde er skole- og uddannelsespraksis i stigende grad blevet gjort til styringsinstrument for politisk-økonomiske interesser, mens den pædagogiske mening i skole og uddannelse forsvinder. Og når skole og uddannelse bliver pædagogisk meningsløs, har det ofte store menneskelige omkostninger for de børn og unge som har brug for god uddannelse. Ikke mindst når vi taler om de unge, der har særlige behov.”

Pædagogik, psykologi, medicin og samfundsvidenskab

”Jeg vil ikke forklejne hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens store betydning – også for disse unge. Jeg mener dog godt, at man kan sige, at vi inden for disse videnskaber risikerer at løbe ind i ret ensidige forståelser af disse unge. Det som kendetegner disse videnskaber er, at de ofte forstår og behandler de unge som ofre for forskellige former for fejl eller mangler. Inden for psykologien og medicinen forstås disse unge således typisk som ofre for deres individuelle-biologiske-fysiske-neurologiske fejl eller mangler og har derfor først og fremmest behov for, at der udvikles og tilbydes de helt rette former for medicinsk eller anden indsigt eller behandling. I samfundsvidenskabens perspektiv forstås de unge som ofre for nogle alvorlige samfundsmæssige, strukturelt betingede uretfærdigheder, altså som ofre for en fejlagtig, mangelfuld eller uretfærdig udformning af fx vores arbejdsmarked, af forholdet mellem kommunekassen og statskassen eller af det ordinære skole- og uddannelsessystem. Og ud fra denne forståelse har de unge primært behov for og må vente på, at nogen får den tanke, at samfundets forskellige fællesskaber og deres institutioner måske kunne udformes og indrettes mere fornuftigt eller retfærdigt så også disse unge kan tage del i samfundet som ligeværdige og værdifulde medlemmer af samfundet”, mener Leo Komischke-Konnerup

”Ingen af disse perspektiver er som sådan forkerte eller ligegyldige i forhold til disse unge og deres muligheder for at gå i skole og uddanne sig. Hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens erkendelser og indsigter kan undværes, når det drejer sig om at udvikle god uddannelse til disse unge – eller til alle andre unge for den sags skyld. Men når det drejer sig om, hvordan en ordentlig skole- og uddannelsespraksis skal udformes, kan hverken psykologiske, medicinske eller samfundsvidenskabelige perspektiver give os bud på, hvordan det gøres pædagogisk meningsfuldt, eller hvordan vi kan handle pædagogisk ordentligt og ansvarligt i den helt konkrete undervisningspraksis. Så min pointe er, at når vi diskuterer hvordan skole- og uddannelsespraksis skal udformes så alle får mulighed for en ordentlig uddannelse – ja så behøver vi altså også et egentligt pædagogisk-videnskabeligt perspektiv på sagen – og det mangler for tiden,” siger Leo Komischke-Konnerup kritisk.

Unge med særlige behov er først og fremmest unge mennesker.

Men hvordan forstås og beskrives disse unge så, når man altså anlægger et egentligt pædagogisk perspektiv? spørger han.

”For det første får vi øje på, at disse unge – som alle andre børn og unge – har behov for en ordentlig og ansvarlig pædagogisk omsorg i form af undervisning, opdragelse og vejledning. De har som alle andre opvoksende behov for god uddannelse, for at lære hvad det egentlig vil sige at leve og handle som menneske i et fælles og praktisk menneskeligt liv. I pædagogikkens perspektiv får man altså først og fremmest øje på, at disse unge med særlige behov først og fremmest er unge mennesker med det samme pædagogiske behov som alle andre unge mennesker – og først dernæst får man øje på disse unge som særlige eller usædvanlige, som udviklingshæmmede, som autister – eller hvordan vi nu i øvrigt gennem tiden har kategoriseret eller diagnosticeret disse unge. Lige som alle andre unge, har de behov for en pædagogisk ansvarlig og ordentlig uddannelse for at kunne medvirke og på den måde blive til som mennesker og borgere livet igennem. Altså behov for at lære og danne sig gennem deres uddannelse – lige som alle andre unge i et moderne samfund, et samfund med frihed og folkestyre. Behovet for at lære og danne sig som menneske er et særligt menneskeligt behov, som helt grundlæggende kendetegner det at være menneske. Almenpædagogisk set er sagen ikke spor anderledes for disse unge end for andre. I det perspektiv bliver det også tydeligt, at unge med særlige behov er i stand til at lære som alle andre. Evnen til at lære er noget, der hører med til ethvert menneskes natur og derfor noget der virker på samme måde som hjertet eller leveren – af sig selv – også helt uden læreres og pædagogers opfordringer til at lære. Man kan i virkeligheden slet ikke forhindre mennesker i at lære – de er lærende væsner og lærer derfor hele tiden. Nogle gange lærer de også det, vi ikke synes, de skal lære”.

Et pædagogisk fremkaldt handicap: at lære – at man ikke kan lære..

”I skolen bliver man klogere, antager vi almindeligvis. Men pædagogisk set kan man altså også blive dummere af at gå i skole og få et forvrænget og invaliderende syn på verden, på de andre og på sig selv. Det er rent faktisk muligt hver dag at lære at man netop ikke kan lære i skolen og at man derfor heller ikke hører til i skolens og undervisningens fællesskab. Sådan er det gået for rigtig mange af de unge som i dag er elever på Ligeværds skoler og uddannelsessteder. Problemet for dem er ikke, at de ikke har lært noget i skolen – problemet er i stedet, hvad de rent faktisk har lært i skolen: nemlig at de ikke kan lære og at de ikke hører til her. Ud fra hvad mange af disse elever og deres lærere har fortalt mig gennem årene, så har rigtig mange af disse elever oplevet en undervisning og et samvær i skolen, der ikke i tilstrækkelig grad har haft forståelse for disse unges læringsforudsætninger og derfor er skolens undervisning og samvær blevet meningsløs for disse elever. De har oplevet en undervisning og samvær, hvor de tydeligvis ikke reelt har haft mulighed for selv at medvirke og på den måde udnytte skolens tilbud om at blive klogere på verden, på sig selv og på de andre. Men lært, det har de altså alligevel. De har bare ikke lært det, vi håbede på. De har i stedet pådraget sig, hvad man kunne kalde et pædagogisk fremkaldt handicap: en forståelse af dem selv som nogen der ikke hører hjemme i skole- og uddannelsespraksis. De har mistet tilliden til eller forståelsen af dem selv som lærende og dannelsesåbne personer, der hører til blandt alle de andre unge i skole- og uddannelsessystemet. Og det må siges at være et voldsomt alvorligt handicap at have pådraget sig i et så stærkt uddannelsesorienteret samfund som vores: Her kommer man nemlig slet ikke ind uden uddannelse!

God uddannelse

”Det jeg har mødt på Ligeværds skoler og uddannelsessteder er en pædagogisk praksis, der forsøger at give de unge mulighed for igen at tro på, at skolens undervisning og samvær også er for dem. Det er ikke sikkert det lykkes i alle tilfælde, men en ordentlig pædagogisk praksis vil altid forsøge på at skabe pædagogisk mening i undervisning og samvær. Det er dette forsøg på at skabe pædagogik mening, der kendetegner god uddannelse – ikke om det altid lykkes.

God uddannelse er en pædagogisk værdibaseret og eksperimenterende praksis, hvilket betyder at den ikke følger en på forhånd metodisk tilgang. I stedet hviler den altså på nogle pædagogiske værdier, eller måske rettere på en pædagogisk-etisk grundtanke, som gentager sig i alt, hvad man foretager sig pædagogisk og på anden vis. Denne pædagogisk-etiske grundtanke kommer især til syne i forståelsen af eleven som et menneske der – på trods af alle mulige vanskeligheder – rent faktisk kan lære og danne sig – men altså også som et menneske der i høj grad har behov for en tilpasset pædagogisk hjælp til at lære og danne sig til et frit og selvbestemmende menneske og ansvarlig borger.

At arbejde pædagogisk på denne måde kræver, at læreren holder ud, ikke giver op, ikke nedskriver sine forventninger til eleven, men føler sig forpligtet til at forsøge igen og igen, eksperimentere og gøre forsøg med sin pædagogik, søge nye måder at opfordre eleven til at opdage og aktivere sin egen lærings- og dannelsesmulighed i mødet med de forskellige vanskeligheder som læseplanens krav stiller hende overfor at skulle håndtere.

At skabe en sådan skole- og uddannelsespraksis hvor man lærer gennem erfaringer og eksperiment kommer man altså ikke sovende til, det er en vanskelig og krævende pædagogisk vej at gå for alle involverede – både for elever og lærere.

Den pædagogiske praksis, man finder på Ligeværds skoler og uddannelsessteder, henvender sig til den unge og den unges interesser, og opfordrer hende til aktivt at medvirke og involvere sig i de pædagogisk arrangerede fællesskaber, som skoler og uddannelsessteder tilbyder i deres skole- og uddannelsesforløb. Derfor er undervisningen ofte ikke ordnet i de traditionelle skolefag – men for det meste i interessebaserede værksteder, hvor man forsøger at imødekomme elevernes interesse for dyrepasning, motorer og metal, bygge- og anlægsaktiviteter, kunsthåndværk, musik, naturen, kunst, madlavning, idræt osv..”

Beskyttelse gennem udviklende dialog

”God uddannelse giver ikke sig selv. Selv om den er nok så god og ordentlig, er der ingen sikkerhed for, at den vil klare sig. God uddannelse har derfor behov for beskyttelse. Den bedste beskyttelse af en ordentlig pædagogisk praksis sker ved hele tiden at insistere på både at praktisere, undersøge og udvikle pædagogisk praksis for alle unge. Hvad der er godt og ordentligt ved pædagogisk praksis må løbende undersøges og beskrives, diskuteres og udfordres, udvikles og forbedres – i fællesskab og for fællesskabet.”, slutter Leo Komischke-Konnerup.

December 2018

Ensomhed, skolevægring og det der er langt værre…… selvmordstanker blandt børn

Af

Der er normalt højt til himlen, når man kommer til Nordjylland. Men da jeg denne efterårsdag krydser under fjorden og dukker op på Vendsyssel siden, hænger skyerne gråt i ankelhøjde. Da jeg kommer frem til min aftale i Vadum, falder regnen stille men tæt. Jeg tænker, at vejrguderne har sat den rette dystre ramme for min snak om børns skolevægring og selvmordstanker med Marlene Qvist Simoni, der er formand for forældregruppen BHOV i Aalborg. Et meget vigtigt emne, som ofte er svært at tale om. Men det har de gjort i Aalborg, og det vil jeg gerne høre mere om.

Meget tyder på, at børn og unge får det dårligere og dårligere. Stress, bekymringer og angst rammer mange børn i folkeskolen, og børn og unge med særlige behov er i særlig grad udsatte for den slags alvorlige følgebelastninger. Det har Marlene og forældrene undersøgt nærmere. Det er jeg taget op for at kigge nærmere på, da det er en dagsorden, vi også i Ligeværd har arbejdet med.

Så egentlig bliver jeg nødt til at starte med en advarsel til dig som læser. Denne artikel rummer nogle meget ubehagelige udsagn fra forældre. Udsagn om noget af det allersværeste, der rammer familier med børn, der har særlige behov. Udsagn om oplevelser, som familierne ofte går med alene, og som vi ikke ret gerne taler om. Det er barsk læsning.

Skolevægring.

I foråret satte nogle medier fokus på volden i skolen. Altså den, der rammer lærerne. I den forbindelse var vi i Ligeværd ude at minde om, at det aldrig er børnenes skyld, selv når de bliver aggressive. Børn reagerer voldsomt, fordi alle deres muligheder for at give udtryk for deres sorg og bekymringer er brugt op. Trykket er blevet for stort og alt løber af med dem. Det er fortvivlede børn, der ikke ser anden udvej, end at kæmpe og slås for at blive hørt og forstået. Det er tegn på alvorlig mistrivsel.

På Facebook var der flere forældre, der genkendte den situation. Udadreagerende børn, der er så pressede i deres hverdag i skolen, at det løber af med dem og de kommer til at gøre ting, som selvfølgelig ikke er i orden, men som man heller ikke kan forlange, at de selv skal styre. I den forbindelse blev det også tydeligt, at mange børn ender med ikke at komme i skole. Det kender man til i Aalborg, hvor forældregruppen BHOV undrede sig over kommunens tal for børn, der ikke kommer i skole. ” Vi spurgte Aalborg kommune til, hvor mange børn i folkeskolen, de kendte til, der ikke kom i skole. Da vi fik tallene, kunne vi ikke genkende det lave tal. Og da vi spurgte rundt i vores eget netværk, fik vi hurtigt tilbagemeldinger om langt flere børn, der ikke magtede at komme i skole”, siger Marlene Qvist Simoni, der er formand for forældregruppen i Aalborg. Og hun fortsætter: ”Desværre har vi stadig ikke fået svar på, hvordan der kan være så stor forskel på de tal, man har i kommunen og det, forældrene selv kan berette om. Vi undrer os i hvert fald over, om det er fordi, man ikke har de rigtige tal i det kommunale system, eller det er fordi, man slet ikke er interesseret i at kende til det reelle omfang.”

Og det der er langt værre……

Over deres Facebookgruppe kastede forældrene i BHOV ikke bare lys på problemerne omkring skolevægring. For her ved man på egen krop, at problemerne for børn med særlige behov stikker meget dybere og er langt mere alvorlige. ”Sidste år forsøgte vi at samle lidt tal på, hvor mange forældre, der har oplevelser med, at deres børn går med selvmordstanker. Vi lavede en lille undersøgelse, og på under et døgn fik vi svar fra 100 forældre, der havde den slags oplevelser. Og svarene var skræmmende”, fortæller Marlene Qvist Simoni.

Undersøgelsen viste, at i 35 af besvarelserne havde børnene haft selvmordstanker, inden de blev 10 år. I 12 tilfælde kunne forældre fortælle om egentlige selvmordsforsøg.

”Jeg tror desværre ikke, at det er gået op for ret mange, hvor alvorligt det er. Der er så mange børn med særlige behov, der er ved at give op. De er voldsomt pressede i skolen, de flyttes rundt mellem tilbud, det er svært at fastholde kammeratskaber, og mange af dem føler ikke, at de er noget værd, og at det måske er bedre, at de ikke er her mere”, siger Marlene Simoni.

Hendes udsagn dokumenteres af flere af de fortællinger som forældrene delte på Facebook.

En forælder skriver i forbindelse med undersøgelsen: ” Da min dreng gik i 0. kl. uden støtte, sagde han: Hver dag blir jeg slået, og hver dag får jeg skældud fordi jeg blir slået. Der er ikke nogen der vil lege med mig, så hvorfor siger de, at vi er venner? Så løber han ud på altanen og forsøger at klatre op mens han grædende siger: jeg vil bare dø. Det gentog sig på forskellig vis indtil han blev sygemeldt.”

En anden skriver: ” Min søn på 11 år bad hver aften til at han ikke vågnede mere og ønskede han bare døde og bad mig flere gange om at slå ham ihjel.

Han endte med at blive selvmordstruet og havde planlagt ned i detaljer, hvordan han først ville stikke sig med en kniv i hjertet og bagefter sætte ild til sig selv. Han følte sig forkert, til besvær og misforstået i skolen.”

Og endnu en forælder: ” Vores søn snakkede om at gå ud i vores lade og hænge sig da han var 9 år. Der begyndte vi at banke i bordet (før han fik en diagnose)

I sep. 2016 – 2 mdr før han blev 12 år – havde han/har stadig massiv skoleværing i nyt tilbud ( ændring af fysiske rammer). Min mand havde glemt sine nøgler på bordet da han kørte på arbejde. Vores søn havde en stor nedsmeltning om morgenen da han ikke ville i skole, og han var sur da jeg kørte på arbejde. Han elsker at være alene hjemme, så jeg ville lade ham køle af. Han ringede lige da jeg var kørt og sagde han var død, når jeg kom hjem. MIG retur og jeg fandt ham stående i stuen med en LADT salonriffel! Han havde fundet min mands nøgler og havde låst vores våbenskab op. (Min mand er jæger) Da vores søn selv har gået til skydning, vidste han hvordan det skulle samles og lades. Jeg fik det fra ham og han brød helt sammen. Han har ikke været på skolen siden.
Huset er nu tømt for våben i tilfælde af min mand glemmer nøglerne igen!”

Oplevelserne er voldsomme og hjerteskærende og svære at fortælle om. En forælder skriver da også på Facebook: ”Det er mærkeligt at stå frem for har aldrig fortalt det til nogen. Havde det svært og følte jeg var en dårlig mor og at folk ville dømme mig når man har et barn der siger at han bare ønsker at dø!”

”Vi må stoppe det her” udtrykker Marlene med stærk stemme. ”Skolebørn der ikke ønsker at leve, fordi deres skolegang er for svær, fyldt med ensomhed og manglende forståelse. Jeg ved snart ikke, hvor vi er på vej hen. Det er vigtigt med mere åbenhed omkring børnenes problemer. Vi må råbe politikerne op. Jeg er rigtig bange for, at det, der sker med vores Folkeskole, går i den helt forkerte retning. Så det er vigtigt, at vi får vendt den udvikling, der gør, at vi får skabt flere og flere børn med massive og livstruende problemer”, siger Marlene Qvist Simoni, der lige nu taler på vegne af over 800 forældre til børn med særlige behov i Aalborg.

November 2018

En drøm om Munkegården. En drøm om selv at vælge uddannelsessted.

Af

”Middelfart kommune anvender altid det lokale STU-tilbud” sådan lyder svaret, fra Middelfart kommune, til hvorfor Frederikke ikke kan få lov til at begynde sin uddannelse på Munkegården.

Ligelinie modtager i slutningen af august et opkald fra Britt. Brit er mor til Frederikke som ønsker at starte sin uddannelse på Munkegården.
Frederikke har i begyndelsen af året været i praktik på både det lokale STU-tilbud i Middelfart samt på Munkegården. Formålet med disse praktikker har, ifølge Frederikkes mor Britt, været, at undersøge hvilket STU-sted der passede bedst til Frederikkes kvalifikationer, modenhed og interesser. Her var for Frederikke og Britt ingen tvivl. Frederikke ønskede at tage sin STU på Munkegården. Et ønske Britt oplevede, at de delte med UU vejlederen som lavede indstillingen til STU-udvalget i Middelfart kommune. Derfor kom det også meget bag på både Britt og Frederikke, da afgørelsen faldt om, at Frederikke skal tage sin STU på det lokale STU tilbud i Middelfart. Afgørelsen er efterfølgende anket til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, som giver kommunen medhold.

I dag er Frederikke fortsat ikke påbegyndt sin STU, da hverken Frederikke eller Britt mener, at STU Middelfart kan imødekomme Frederikkes ønsker til en uddannelse. Britt har ikke opgivet drømmen om, at få Frederikke på Munkegården.

Hvordan skal jeg forklare det til Frederikke, når jeg heller ikke selv forstår det?

Socialfaglig konsulent ved Ligeværd, Julie Fabian, har læst sagen igennem og udtaler følgende:

”Det som særligt springer i øjnene i denne sag er, at Middelfarts kommune ikke angiver de hovedhensyn, der har været bestemmende for afgørelsens udfald. Hvilket vil sige, at den afgørelse familien modtager ikke indeholder en fyldestgørende begrundelse for udfaldet. Retssikkerhedsmæssigt er dette problematisk, da det gør det vanskeligt for familien at klage over afgørelsen, når de ikke har noget at forholde sig til andet end afslaget”.

Denne problematik kan Britt genkende:

”Det har været en stor frustration, at jeg ikke har fået en forklaring. Hvordan kan de feje det helt af bordet? Jeg forstår det ikke. Hvis der dog bare var nogen, der kunne sige det, så kunne jeg forholde mig til det, men jeg får jo ingenting. Hvordan skal jeg forklare det til Frederikke, når jeg heller ikke selv forstår det”.

Klagenævnet pointerer også den manglende begrundelse overfor Middelfart kommune i forbindelse med deres afgørelse. I forlængelse af dette, anbefaler de Britt at kontakte kommunen igen med ordene – Dialog er jo altid en god ting. Det er i den forbindelse, at Britt modtager et brev fra social- og sundhedsdirektør, Mette Bostrup, som efter aftale med borgmesteren gør Britt opmærksom på følgende:

”Middelfart kommune anvender altid det lokale STU-tilbud, hvis tilbuddets kompetencer kan imødekomme den pågældende elevs behov.” (Uddrag af brev fra Middelfart Kommune. Svar på henvendelse vedrørende afgørelse omkring Frederikkes STU.)

Er det lovligt, at kommunen som udgangspunkt altid anvender eget tilbud?

Dette spørgsmål har Ligeværd besluttet sig for at undersøge nærmere, da denne praksis desværre ikke kun er til at finde i Middelfart kommune. Flere og flere unge med særlige behov, bliver som udgangspunkt visiteret til det lokale STU-tilbud.

Klagenævnet for Specialundervisning udsender løbende meddelelser om sin praksis. Meddelelserne beskriver i kort form de mere principielle afgørelser og vejleder om centrale problemstillinger. Af k-meddelelse 17 fremgår det at:

”Ungdomsuddannelsen skal altså tilrettelægges individuelt ud fra deltagerens forudsætninger, behov og interesser. Som udgangspunkt er det derfor ikke nok, at kommunen henviser den unge til en bestemt institution eller et færdigtilrettelagt uddannelsesforløb, der er fælles for alle”. (Klagenævnet for vidtgående specialundervisning K-meddelelse nr. 17 s. 2)

Ligeværd håber, at Middelfart kommune, og andre kommuner med en lignende praksis, vil rette deres fokus mod de unges forudsætninger, behov og interesser og væk fra, om de passer ind i kommunens eget kommunale tilbud. Unge med særlige behov har ret til at være med bestemmende, når de skal vælge uddannelse.

Oktober 2018

Kommunale dobbeltkasketter skaber mistillid til afgørelserne om unges STU tilbud

Af

Når unge med særlige behov får tilbudt et STU-sted, så er det kommunens visitationsudvalg, der træffer afgørelsen. Denne afgørelse træffes ofte på baggrund af en indstilling, som er lavet af en vejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU). UU-vejlederen skal sikre, at den unges behov, interesser og fremtidsmuligheder inddrages i indstillingen. Det er således UU der, efter dialog med den unge og forældrene, indstiller til en STU, men det er visitationsudvalget der træffer afgørelse om, hvilket konkret STU–tilbud den unge kan få.

Når visitationsudvalgets beslutning er truffet, tildeles den unge så et undervisningstilbud hos en STU-udbyder.

Middelfart visiterer kun til det kommunale tilbud

Men som Ligeværd kan beskrive i en anden artikel, ”En drøm om Munkegården. En drøm om selv at vælge uddannelsessted”, så er det ikke helt sådan sagsbehandlingen ser ud til at være lavet i Middelfart kommune omkring Frederikke Zygmunt Husts STU-tilbud. Her tildeler visitationsudvalget Frederikke et STU-forløb på det kommunale STU-tilbud. Og det gør de til trods for, at Frederikke ønsker at gå på Munkegården, et selvejende uddannelsessted, hvor hun også har været i praktik. Og UU-vejlederen har tilsyneladende ikke givet udtryk for, at det ikke er muligt for Frederikke og hendes forældre at vælge Munkegården som STU-tilbud.

Det forløb undrer selvfølgelig Frederikkes forældre, Claus og Britt Hust, som skriver til borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, at de finder det mærkeligt, at man bruger penge på praktikforløb på et STU-sted, som Frederikke alligevel ikke kan vælge. Ligesom det undrer dem, at den eneste fra visitationsudvalget, de kan komme til at snakke med om deres undren, er lederen af det kommunale STU-tilbud, hvor Frederikke bliver henvist til og at han sidder i det visitationsudvalg, der skal bestemme hvor Frederikke skal tage sin STU.

Og som Claus og Brit Hust skriver til borgmester Johannes Lundsfryd Jensen: ”det er ikke nemt at opnå forståelse for at Frederikke ikke lige skal være på ”hans” uddannelsessted men hellere vil på Munkegården.”

Svaret fra borgmesteren er klart: ”Middelfart anvender altid det lokale STU-tilbud” og omkring forældrenes undren over, at lederen af den kommunale STU også sidder i det udvalg der skal bestemme, hvor de unge skal gå, har borgmesteren tilsyneladende heller ikke dårlig samvittighed men er helt bevidst om dobbeltkasketterne: ”Ralf Buch som daglig leder af STU Middelfart, deltager i Middelfart kommunes visitationsudvalg.”

Det sker mange steder i landet

I 2017 gennemførte Ligeværd en rundspørge om repræsentationen i de kommunale visitationsudvalg. Ligeværd spurgte dels blandt landets kommuner, dels blandt en række uddannelsessteder med flere kommunale samarbejdspartnere. ”Det var ikke et kønt billede, vores rundspørge viste. Der er ganske mange steder, hvor det netop er den kommunale STU-leder, der sidder i visitationsudvalget. Man kan selvfølgelig ikke sige, at det automatisk giver en dårlig sagsbehandling, og at det alle steder betyder, at de unge så kun visiteres til det kommunale tilbud. Men desværre ser vi flere steder den sammenhæng. Jeg mener, at det er en stor udfordring for disse unges retssikkerhed. De har i forvejen svært ved at give udtryk for det, de vil og har behov for. Så risikoen for at blive manipuleret er alt for stor”, siger sekretariatschef Esben Kullberg.

”På andre velfærdsområder skal kommunen sikre, at der er vandtætte skotter mellem den myndighed, der bestiller en ydelser og så den operatør, der udbyder den. Det mener vi også må gælde på STU-området”, siger Esben Kullberg

BUM – modellen

Denne adskillelse af vejledning, myndighedsafgørelse og den praktiske opgaveløsning, som Esben Kullberg refererer til, bygger på en model, der blev indført op gennem 1990’erne. Modellen kaldes BUM-modellen. B’et står for Bestiller, U for Udfører og M for Modtager. I BUM-modellen sættes der fokus på henholdsvis myndighedsrollen (altså bestilleren af en opgave) og leverandørrollen (den der udfører opgaven -her STU-tilbudet) og især på adskillelsen af de to roller. Modellen blev indført for at sikre gennemskuelighed og kvalitet i den kommunale opgaveløsning på ældreområdet og for at sikre, at flere kunne byde ind på at løse kommunale opgaver.

Denne model er siden blevet forvaltningspraksis på en række områder. Det startede på ældreområdet og har i mange kommuner bredt sig til socialområdet, de kommunale beskæftigelsesindsatser og videre til børn- og ungeområdet. Men altså mange steder ikke til STU området.

Oktober 2018

Folketinget ændrer lov om FGU efter indsats fra STU alliancen

Af

Folketingets undervisningsudvalg har skrevet lov om forberedende grunduddannelse om efter en intensiv indsats fra bl.a. Ligeværd og STU alliancen. Med omskrivningen bliver FGU’en åben for unge, der har gennemført en STU, og dermed er det lykkes at gøre op med dele af skraldespandstænkningen.

Landets STU-elever og deres pårørende kan ånde lettet op. Med den nye FGU så det ud til, at STU’en skulle blive endestationen i deres uddannelse, men nu har Folketingets undervisningsudvalg skiftet spor. Efter en intensiv politisk indsats fra Ligeværd og resten af STU alliancen, har udvalget skrevet en undtagelse ind i lov om FGU, så den nye uddannelse alligevel bliver åben for unge, som har gennemført en STU.

Det fortalte Undervisningsministeriets sekretariatschef Thomas Bugge på Ligeværds konference ”STU/FGU – En ny virkelighed for unge på kanten af uddannelse og job” mandag 23. april.

  • Måske er det jeres indsats, der har gjort forskellen. Der er i hvert fald bred politisk enighed om at åbne FGU for tidligere STU-elever, og det er skrevet ind i loven, sagde han i sit oplæg til konferencen.

Den nye lov er dog endnu ikke offentliggjort. Men ifølge Thomas Bugge har det aldrig været politikernes intention at skabe en restgruppe i uddannelsessystemet, og derfor er det naturligt at åbne FGU’en for unge, som først har brug for at finde fodfæste og udvikle sig på en STU.

Sejr for Ligeværd

Uanset om Ligeværd og resten af STU alliancens indsats har haft indflydelse på den politiske beslutning, så er ændringen af lovteksten en sejr for STU alliancen, som har gjort opmærksom på problemet, siden det første udspil til FGU’en så dagens lys.

Esben Kullberg er meget tilfreds med lovændringen.

– Det er vigtigt for os, at STU’en ikke bliver en skraldespand. Derfor er jeg glad for, at politikerne tilsyneladende har været lydhøre over for vores bekymringer. Uanset hvad er jeg glad for den lovændring, som øger chancen for at få alle med. Det er både en sejr for os og for unge med særlige behov, siger han.

Dog mener han ikke, at alle problemer er løst, men udviklingen har tydeliggjort værdien af Ligeværds politisk interessevaretagelse og af at samle interessenterne omkring den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse i STU alliancen.

– Lovændringen viser, at det kan betale sig at gå i dialog med politikerne, men vi kommer ikke til at dvæle ved det her resultat. Vi vil arbejde endnu mere målrettet og ihærdigt på at forhindre den skraldespandstænkning, vi stadig ser i dele af forholdet mellem STU og FGU, siger Esben Kullberg.

Oktober 2018

Tydelig retning og nye kræfter

Af

Efter næsten 50 år med Ligeværd, er der mere end nogensinde behov for, at vi arbejder for at forbedre forholdene for børn, unge og voksne med særlige behov. Nye personer og indsatser skal sikre Ligeværd kræfter til den opgave.

Mens hele 2017 blev brugt til at gentænke Ligeværds organisation og opgaver, er vi nu i gang med at lave den organisation. Med nye indsatser og en række nye personer i vores organer, er vi nu klar med en organisation med helt ny muskelkraft og skarpt fokus på kerneopgaven.

Synlighed, samarbejde og sammenhængskraft

Disse tre ord har været overskriften på det strategiske arbejde siden 2016. Det var også de tre ord, som satte arbejdet med organisationen i gang.

Synligheden handler om alle de mennesker, der har brug for Ligeværd i deres dagligdag, men som ikke altid kender de muligheder, vi tilbyder.

Samarbejdet er den hånd vi rækker ud i verden til andre, der vil samarbejde til glæde og gavn for børn, unge og voksne med særlige behov.

Sammenhængskraften holder os fast på, at vi skal dele og bruge den store viden, der findes i vores egne rækker, så vi bliver bedre til at varetage den opgave, Ligeværd er sat i verden for.

En professionaliseret forening med stærke værdier 

Vores foreningsstruktur er vores berettigelse. Det vi gør og det vi mener, hviler på det grundlag, at vi repræsenterer en masse mennesker og institutioner. Men også foreninger har brug for inspiration udefra. Derfor har vi inviteret personer med gode netværk, mange års erfaring og stærke værdier ind i Ligeværds nye hovedbestyrelse. Den nye sammensætning skaber en helt ny dynamik i både samtaler og beslutninger og det blik udefra, som de nye hovedbestyrelsesmedlemmer kaster på Ligeværd, sikrer at vi får optimeret vores arbejde og følger med tiden.

Det politiske arbejde skal fylde mere

Børn, unge og voksne med særlige behov er ofte omfattet af en masse lovgivning. Derfor er gangene på Christiansborg vigtige for os. Ligeværds område har ikke altid den store opmærksomhed fra folketingets politikere. Vi oplever ofte, at politikerne ikke kender tilstrækkeligt til de forhold de lovgiver omkring. Eller ikke er klar over, hvordan deres love bliver administreret i de enkelte kommuner. Derfor er vi nødt til at fortælle dem, hvordan virkeligheden er, for de borgere, vi arbejder for, og de lovgiver om. Vi skal være tæt på beslutningstagerne og være tydelige i det vi mener, der skal gøres.

Den nye struktur har derfor skabt nogle helt nye politiske udvalg, der skal sikre at vores holdninger bliver tydelige. Udvalgene arbejder inden for fire politikområder: socialpolitik, boligpolitik, skole- og uddannelsespolitik samt beskæftigelsespolitik. Også i den sammenhæng inviterer vi kloge hoveder med indsigt og holdninger ind i arbejdet. De politiske udvalg trækker i arbejdstøjet efter sommerferien og vil komme med input til hovedbestyrelsen og arbejdet i alle hjørner af Ligeværd.

Alt er kommunikation

Synlighed, samarbejde og sammenhængskraft afhænger af hvor godt og klart vi får vores synspunkter kommunikeret.  Vi har derfor styrket kommunikationen, så vi kommer ud med vores værdier, menneskesyn og meninger.

Det politiske arbejde skal følges op af kommunikation på alle vores platforme, og den skal være aktuel og fange de dagsordener, der lige her og nu berører vores målgruppe. De politiske dagsordener var desværre ofte væk inden bladet Ligeværd udkom. Derfor har vi været nødt til at frigøre ressourcer, så bladet Ligeværd kun udkommer 2 gange årligt. I dag har vi Ligeværd.Online, der havner i hen ved 2000 menneskers mailboks hver 14. dag. Samtidig har vi skabt en målrettet indsats på Facebook. Her når vi ud til over 20.000 personer om ugen.

Vi har meget at dele med verden: holdninger, stærke værdier og en kæmpestor viden i vores medlemssammensætning om et område, vi alle engageret i. Den viden skal komme så mange som muligt til gavn. I den forbindelse spiller kurser, konferencer og messer en stor rolle. Netop arbejdet med den form for formidling af vores arbejde og viden vil fremover få en meget mere fremhævet plads.

I år vil Ligeværd for første gang stå for at arrangere vejledningsmesser, og vi har allerede gennemført langt flere kurser og konferencer end før. Og flere af vores arrangementer har også givet politiske resultater, så politikerne er også opmærksomme på den del af vores arbejde.

Et nyt tydeligere og stærkere Ligeværd vokser frem

Der findes megen viden i vores store netværk. Det skal vi dele med hinanden. Lokalforeninger og UFL klubber, lederfora for skoler og uddannelsessteder og faglige netværk for medarbejdere er alt sammen vigtige sammenhænge for den sammenhængskraft og videndeling, der er nødvendig for at vi er fælles om de klare budskaber og sammen om at sikre stærke indsatser.

Ligeværd har med de nye tiltag igangsat et forandringsarbejde, som mange organisationer kigger på.

August 2018

Mit barn har fået en diagnose. Hvad nu?

Af

Det er helt normalt at blive bekymret, når du får at vide, at dit barn har en diagnose.

Du oplevede måske, at det føltes lidt ensomt, da dit barn fik sin diagnose, og en masse spørgsmål meldte sig. Først og fremmest skal du vide, at du ikke er alene – og der findes en vej.

Du spørger måske dig selv: Er mit barn forkert, når han eller hun har en diagnose? Får mit barn en kæreste? Flytter mit barn nogensinde hjemmefra? Kan mit barn få et arbejdsliv? Vil kommunen give os den støtte, vi har behov for?

Et barn med en diagnose kan sagtens få et godt voksenliv

Både bekymringerne og ensomheden er helt normale. Men vi lover dig, at der findes en vej i livet for dit barn, og vi lover dig, at du ikke er alene.

Bliv medlem af Ligeværd

I Ligeværd kan du søge hjælp, råd og vejledning, uanset om dit barn har ADHD, autisme, aspergers, angst eller en femte diagnose. Vi arbejder for at hjælpe forældre med at finde rundt i og forstå loven og for at sikre, at ingen står alene.

Ligeværd er dog ikke en diagnoseforening. Vi arbejder for alle børn, unge og voksne med særlige behov og deres familier, så vores medlemmer er også unge med indlæringsvanskeligheder og lav IQ og deres forældre.

Hvad kan Ligeværd gøre for mig og mit barn med særlige behov?

Vi har fuld forståelse for din situation og mere end 50 års erfaring med børn, unge og voksne med særlige behov og deres forældre. Vi tilbyder:

  • Gratis telefonrådgivning hver mandag mellem kl. 8 og 12 og onsdag mellem 13 og 15.30 på telefon 22 34 30 13. Alternativt kan du sende en mail til ligelinie@ligevaerd.dk.
  • Gratis bisidder, når du skal til møde i kommunen.
  • Fællesskab med forældre, som også har børn med særlige behov og oplever nogle af de samme udfordringer, som du gør. Flere får en diagnose, så der er mange forældre derude – men de kan gemme sig  godt.
  • Klubber for unge med særlige behov. I vores klubber oplever mange unge at få venner for første gang.

Ensomhed – så farligt som rygning

Af

Ensomhed rammer især blandt unge, og blandt dem er unge med særlige behov særligt udsat for følelsen af ensomhed. Ensomheden blandt unge er særligt problematisk, fordi det er i ungdomsårene de unge definerer hvem de er som mennesker.

Mennesker kan være helt alene og have det rart og godt.

Vi kan også føle os ensomme og alene i verden i selskab med andre, også dem vi kender godt. Det er således ikke det at være alene, der definerer ensomhed. Det afgørende er en langvarig, opslugende og dyb følelse af ensomhed, og den er farlig.

Øget risiko for hjertekar sygdomme og depression

At ensomhed er meget sundhedsfarligt er tidligere blevet konkluderet af ensomhedsforsker John T. Caioppo, professor i psykologi og neurovidenskab fra Chicago Universitet.

Ud fra hans forskning har han konkluderet, at ensomhed kan være livsfarligt. Ensomhed øger risikoen for hjerte-kar sygdomme, Alzheimers, depression, forhøjet blodtryk, søvnforstyrrelser og andre livstruende sygdomme. Forskningen viser at langvarig ensomhed er lige så livstruende som rygning.

Mennesker, der har følelsen af ensomhed, er ikke nødvendigvis mere alene end andre mennesker, men det langvarigt at opfatte sig ensom og isoleret, er det alvorlige og farlige.

At definere sig som menneske

Evalueringen af STU pegede på, at mange af de interviewede unge gav udtryk for følelsen af at være isolerede og ensomme.

Vi lever i et højpræstationssamfund fra skolen, over uddannelsen, i jobbet og på den sociale scene, hvor de unge skal præstere.

Det stiller unge med særlige behov i en særligt udsat position, fordi de netop har særlige udfordringer med det boglige og med det sociale, som betyder at de ikke uden videre kan lave op til præstationskravene.

Kombination af særlige udfordringer og stigende præstationskrav er en bombe under de unges livsvilkår og kvalitet og deres muligheder i fællesskabet.

– Ensomme unge har det særligt vanskeligt, fordi det er i ungdomsårene, at de definerer hvem de er. Føler man sig udenfor, er man tvunget til at finde ud af hvem man er med sig selv, og der er risiko for, at man kan konkludere, at jeg er ham, de andre ikke vil være sammen med.

Således udtalte Mathias Lasgaard, der er lektor ved SDU og stod bag en analyse om ensomhed fra 2015.

Ensomheden er af meget gode grunde et fokus på Ligeværds skoler og uddannelsessteder. Den bliver imødegået og italesat konkret, og den bliver indirekte bearbejdet gennem hele organiseringen af de pædagogiske miljøer, hvor de unge oplever at blive inddraget daglige gøremål og i nogle praktiske fællesskaber og undervisning. For nogle af de unge er det første gang, de bliver taget alvorligt og inddraget i et fællesskab.

Vi møder de unge der hvor de er

Af

Jo, ensomheden er også synlig på Tinnetgård, fordi mange af de unge bærer på en bagage af mobning, at føle sig tilovers og en følelse af ensomhed, som har taget bo i dem og derfor ikke forsvinder lige uden videre.

Tekst og foto: Peter Christensen

– Ensomheden er et tema her. Den er synlig hos de unge. Det er unge som nogle gange har fået nogle store slag i selvtilliden, og de bliver hurtigt kede af det og er skrøbelige.

Søren Raffnsøe Hultberg, som ses på scooter til højre på billedet øverst sammen med eleven Hans Nielsen, er souschef på Tinnetgård Bo- og Erhvervsskole, og han fortæller om Tinnetgårds arbejde med ensomheden blandt eleverne.

– Det er meget synligt, når de er kede af det. Nogle lukker sig inde i en tid for at få ro på tankerne, og indbyder derefter til en snak med en pædagog, om hvordan de har det, nogen gange ved at sende en sms. Andre siger det til en medarbejder, inden det går galt, at de kan mærke de inden længe får det skidt, fortæller Søren og fortsætter:

– Vi arbejder med ensomheden, når problemet opstår for en elev. Det kan være ude på en bostation eller i arbejdet på faglinjerne. Arbejdet omkring ensomhed er også indlejret i vores daglige arbejde på værkstederne og i husene, i omgangen med hinanden og i det faglige og pædagogiske arbejde, forklarer han.

– Det er så vigtigt, at der er tillid, tryghed og den rigtige kemi mellem den enkelte unge og en eller flere primære medarbejdere. Derfor er det en god metode, at de unge selv ”finder” den voksne de har mest tillid til og personlig kemi med. Det kan lige så godt være en værkstedunderviser som en pædagog. Derfor gør vi meget ud af at dele vores viden i medarbejdergruppen, så alle hele tiden ved, hvem der tager ansvaret og snakken med den elev, der er ramt af ensomhed og er ked af det.

Tinnetgårds medarbejdere forsøger at møde den unge der, hvor den enkelte unge er.

Det betyder for eksempel, at selv om Tinnetgård synes en elev spiller alt for meget computer, så er det ikke noget stedet forbyder.

Dels vil et forbud ikke føre til den gode snak om det fysiske møde med andre mennesker, og dels kan arbejdet med computeren også bidrage til at udvikle nogle kompetencer skriftligt og teknisk. Omvendt udvikler den unge ikke sit verbale og kropslige sprog, som er vigtigt i mødet med andre, hvis alt foregår på lang afstand bag et tastatur.

– Vi tager afsæt i den virkelighed de unge er i og tager snakken derfra. Det er vigtigt, at de unge føler sig taget alvorligt, og vi møder dem på deres betingelser. Det er basis for dialogen, og uden den kan vi ikke nå det vi gerne vil. Heller ikke i en snak om ensomhed, slutter Søren.

Tinnetgård lægger vægt på, at de unge har en frihed til at vælge og bevæge sig rundt.

– Derfor har alle elever en scooter, så de kan transportere sig rundt. Og vælge hvem de vil være sammen med, eller hvor de vil opsøge hjælp. Det er en vigtig frihed for eleverne, slutter Søren Raffnsøe Hultberg.

Med ensomhed som makker

Af

En konstant tilstedeværende følelse af ensomhed er en farlig følgesvend. Ensomhed forringer livskvaliteten og er en trussel mod helbredet. STU evalueringen dokumenterede, at der er en udbredt følelse af ensomhed blandt unge med særlige behov. Det gode er, at gennemførelse af en STU giver eleverne nogle redskaber, så de er bedre i stand til at snakke med andre mennesker og håndtere deres følelse af ensomhed.

Tekst og foto: Peter Christensen

”51 pct. af de elever, som har gennemført en STU oplever, at de er blevet meget bedre til at snakke med andre mennesker. Det samme gælder 40 pct. af dem der er i gang med en STU og 29 pct. af dem som har afbrudt et STU forløb. Ensomhed er en udbredt problematik, og evalueringen dokumenterer at unge på STU er mere ensomme end unge i befolkningen i øvrigt. Ensomheden er mindre under selve STU forløbet end efterfølgende”.

STU evalueringsrapport udarbejdet af Epinion for Undervisningsministeriet

Således var ordene i STU evalueringen, og derfor valgte Ligeværd.online at tage en smuk køretur på en frostklar morgen til uddannelsesstedet Tinnetgård Bo- og Erhvervsskole, der ligger midt i det jyske tæt ved Gudenåens udspring, for at tale med souschef Søren Raffnsøe Hultberg og eleverne Skov og Hans Nielsen.

En stor ensom dreng

– Da jeg kom på Tinnetgård var jeg vel bare en stor ensom dreng, fortæller eleven, der vil hedde Skov i artiklen og er på STU på linjen for landbrug og dyr.

Og netop dyrene giver ham ro. Det er tydeligt i hans omgang med hestene, som han viser stor ømhed, da han trækker dem ud til en fotografering. Og ømheden bliver gengældt. Det er det hestene kan. Ensomheden er hans makker, hestene hans venner.

De stiller ingen spørgsmål, mobber ikke og er bare, ja, et dyr med en positiv forventning om, at der skal ske noget godt.

Læs også: Ensomhed – så farligt som rygning

Skov er ved at blive udredt for evt. ADHD og udtrykker selv, at han har tankemylder.

– Jeg bærer altid rundt på en følelse af ensomhed, siger han.

Med ensomhedsfølelsen følger tristhed og oplevelsen af at være grundlæggende ked af det. Det er svært at sige, hvor ensomheden starter, men for Skovs vedkommende har han oplevet mobning og det at stå alt for meget alene.

– Min tid i folkeskolen var svær. Jeg er ordblind og havde svært ved det i skolen. jeg har skiftet skole 10 gange, fortæller han.

Skov har fået venskaber på Tinnetgård. Det ligger i tråd med evaluering af STU: De unge opnår under STU’en en trivsel, der svarer til befolkningen generelt.

Jakob spiller meget computer. Han har gennem spillene Farming Simulator og Euro Truck Simulator kontakt til andre unge. Han mener selv det medvirker til at udvikle ham.

– Vi spiller selvfølgelig spillene, men vi bruger det også til at snakke om de helt personlige ting. Om alt fra liv til død.

Når man har venner får man selvtillid