brandbyhand

I virkeligheden handler det ikke så meget om penge.

Af

En målrettet pige og engagerede mennesker skabte muligheden for at Julie Thomassen, Sønderborg, kunne blive ansat som aktivitetsmedhjælper i Børnehaven Engelshøj.

– Jeg er glad hver morgen. Der har ikke været en eneste morgen, hvor jeg har tænkt ØV! Jeg er stået op og har været glad, fortæller en smilende Julie Thomassen om betydningen af sit arbejde i Børnehaven Engelshøj, hvor hun blev ansat fra den 1. februar.

– Det er dejligt at have noget at stå op til. Det giver rigtig meget. Det giver en hel masse positivt at komme ud blandt andre, så man ikke bare sidder derhjemme. Man bliver gladere og kører ikke fast. Jeg har hele tiden gerne villet ud på en arbejdsplads og være en del af et personale.

Julie Thomassen er født med Ataksi. Det er en fællesbetegnelse for en række arvelige, genfejl, og ikke arvelige sygdomme med koordinationsforstyrrelser grundet nedsat funktion af lillehjernen. Ataksi kan blandt andet give sig til udtryk i dårlig finmotorik, balanceforstyrrelser, synsproblemer og talevanskeligheder.

Vi skal sende klart signal til kommunerne

Af

Troels Ravn, formand for Folketingets Social, indenrigs- og Børneudvalg, mener der skals endes et klart signal til kommunerne om, at det ikke er ordentligt, hvis lederen af den kommunale STU sidder i visitationsudvalget, som tildeler det konkrete STU-tilbud. 

– Der er for mange kommuner, der ser på det der er billigst i stedet for det der er bedst. 

De visiterer til kommunens egne STU tilbud uden ordentligt hensyn til den unges ønsker og behov. Det er ikke ordentlighed, og det har vi har brug for. Kommunerne bliver nødt til at se på det enkelte menneske, hvad der er det bedst og blot ikke basere det på kommunens ’økonomi. 

Troels Ravn, folketingspolitiker for Socialdemokraterne, er rimeligt klar i tale, når det gælder den forvaltning af STU, der praktiseres i mange kommuner. 

– Det bedste tilbud kan sagtens ligge uden for kommunen, det vil så være med til at fordyre, men vi bliver nødt til at se på det enkelte menneske. Jeg kan jo se at et uddannelsessted, som jeg ofte besøger, i løbet af tre år formår at bygge unge mennesker op som kommer med diagnoser i bagagen, ADHD, ordblinde, dårlige oplevelser fra folkeskolen og ofte sociale problemer, fortæller Troels Ravn. 

– I nogle tilfælde kommer de videre i uddannelse eller beskæftigelse, og så har vi en situation, hvor der også samfundsøkonomisk er musik i det her.

Troels Ravn nævner et eksempel på det. En ung mand som, selv om han er meget ordblind og har ADHD, har fået kørekort til lastbil med hænger og ordinær beskæftigelse hos en vognmand.  

– Han kom fra Sønderborg Kommune, men hvis kommunens blot havde set på den umiddelbare økonomi og ikke havde set det rigtige i et STU forløb i en anden kommune, var han formentligt ikke kommet så langt. 

Ligeværds rundspørge til kommunerne viste et billede af en del kommuner, hvor lederen af det kommunale STU tilbud sidder i det visitationsudvalg, der tildeler det konkrete tilbud til den unge. Ligeværd mener, det er angribelig og uordentlig forvaltning. Troels Ravn er enig i det synspunkt. 

– Respekt for det kommunale selvstyre, men det skal vi sende et signal om ikke er ordentligt. Christiansborg skal ikke detailregulere, men vi skal kunne have tillid til at opgaven bliver løst ordentligt derude. Det er vi nødt til at sende et meget klart signal om, siger han. 

– Vi har årlige samtaler med KL omkring de her ting, og nu tager vi et tiltag om Task force på socialområdet i forhold til de kommuner der har og taber alt for mange sager i Ankestyrelsen. Mit udgangspunkt er at kommunerne gerne vil løse opgaverne godt, men der er altså nogle der har brug for noget vejledning. 

Der er et demokratisk dilemma i det kommunale selvstyre. På den ene side er der demokratisk tænkning i, at forvaltningen af lovene er så tæt på borgerne som muligt. 

På den anden side: hvis borgeren, grundet komplicerede lovgivninger og store forskelle mellem kommunerne, oplever, at det kan godt være de vedtager en lov på Christiansborg, men det er slet ikke sikkert, at det er det jeg får. 

– Der rører vi ved noget meget centralt. Demokrati betyder folkestyre og vi sidder og udarbejder love på Christiansborg. Love som skal kunne udmøntes i kommunerne, også forståeligt for den enkelte borger, siger Troels Ravn og fortsætter: 

– Det er vigtigt at gøre det overskueligt, tage borgeren med på råd og lytte til borgeren, fremfor at det bliver noget der foregår et sted hinsides borgerens forståelse og fatteevne. Der tror jeg man skal være opmærksom på samskabelse mellem kommune og civilsamfund. Samskabelse er med til at skabe ordentlighed, gennemsigtighed og forståelse i sagsbehandlingen. 

December 2017

Kritisable dobbeltroller i visitationsudvalg

Af

Kritisable dobbeltroller i visitationsudvalg 

I 1/4 af kommunerne, der har besvaret en anmodning fra Ligeværd om indsigt, sidder repræsentanter fra kommunens eget tilbud i visitationsudvalget, som tildeler unge det konkrete STU-tilbud. 

For noget tid siden sendte Ligeværds redaktion en henvendelse til samtlige af landets kommuner. I mailen bad vi kommunerne besvare en række spørgsmål om de lokale forhold på STU-området. 

60 af landets 98 kommuner har svaret på rundspørge. 

Når det kommer til STU-området peger svarene, som redaktionen har modtaget, dog også på nogle andre, og mere alvorlige problemer: 

I mindst 15 tilfælde, altså næsten en fjerdedel af de 60 kommuner, sidder en repræsentant fra et kommunalt STU-tilbuds ledelse med i det visitationsudvalg, som bestemmer hvilken STU den unge får tilbudt. I betragtning af at et STU-tilbud ifølge loven bør tage udgangspunkt i den unges egne interesser, kompetencer og behov, så er den slags dobbeltroller, mildt sagt, meget kritisable. 

Det strider mod princippet om adskillelse mellem leverandør og udbyder. Taberne bliver unge med særlige behov. 

I strid med principper for offentlig forvaltning 

STU området består af en række såvel kommunale samt ikke mindst private og selvejende tilbud, som kommunen kan visitere de unge til. Derfor er det i Ligeværds optik uanstændigt og i strid med principperne for offentlige udbud og god forvaltningsskik. 

Adskillelse mellem leverandør og udbyder skal sikre lige betingelser for alle udbydere, og sikre at kommunen vælger den bedst mulige løsning for borgeren, i dette tilfælde unge med særlige behov, og ikke blot visiterer til eget STU tilbud. 

Man skal ikke være i besiddelse af stor fantasi for at forestille sig, og det er også erfaringen mange uddannelsessteder i landet, at visitationsudvalget i de givne tilfælde anvender kommunens eget tilbud, uanset at ønsket fra den unge og forældrene, og anbefalingen fra fagprofessionelle, er et andet tilbud. 

Det er tilmed i strid med intentionen i lovgivningen om STU. 

Kan være mørketal 

I mindst 3 kommuner toner de endnu klarere med en vedtaget politik om, at STU-forløb så vidt som det overhovedet er muligt, skal tilbydes hos kommunens eget STU-tilbud. 

Det er svært at forestille sig, at en sådan vedtaget politik har et særlig stort fokus på den unges eget bedste, og det tilbud der kan udvikle den unge mest muligt til et så selvstændigt liv som muligt med alt hvad det indebærer. 

Derudover skal det også nævnes, at redaktionen ikke har haft resurser til at faktatjekke kommunernes svar, og langt de fleste af de 15 kommuner er derfor kommuner, som selv har meddelt, at deres visitationsudvalg er sammensat med en repræsentant fra det kommunale STU-tilbud. 

Det reelle tal kan derfor sagtens være en del større. En rundringning til uddannelsessteder i Ligeværds netværk afslørede konkret viden om fire andre kommuner, hvor der også er, eller har været, problemer med dobbeltroller. Disse kommuner er i øvrigt alle blandt dem, som ikke har ulejliget sig med at svare på Ligeværds rundspørge. 

December 2017

Ligeværd fik en henvendelse fra forældre og plejeforældre:

Af

I Hjørring Kommune sidder lederen af kommunens eget STU tilbud med i visitationsudvalget, der afgør hvilket tilbud den unge får. Ligeværd mener der er grund til at tænde alle advarselslamper på fuld blus. 

Tekst: Peter Christensen 

Lasse Østergaard Winds sag om STU er et eksempel på en forbavsende sagsbehandling af et ungt menneske. Familien har givet Ligeværd dokumenterne omhandlende Lasses ønske om STU. 

Lasses sag ligner, i Ligeværds optik, en pro-forma sagsbehandling, når udgangspunktet, som I Lasses tilfælde, ikke er de unges behov, og der ikke er klar adskillelse mellem leverandør og udbyder af STU. 

Der er sket en tastefejl. 

Efter Tolne Efterskole bliver Lasses Østergaard Wind godkendt til STU. I forbindelse med et møde med Tolne Efterskoles vejleder og Hjørring Kommunes UU vejleder, får han og forældrene oplyst, at der to muligheder – henholdsvis PMU og Specialskolen for Voksne Vendsyssel (CKU – Center for Kompetenceudvikling og Undervisning, Vendsyssel). 

Lasse besøger henholdsvis PMU og Specialskolen. Han beslutter sig for PMU, hvor han også kan få botræning, som han fik på Tolne Efterskole. Specialskolen er udelukkende et dagtilbud, og det er PMU der giver mening for Lasse. 

Den 8. maj 2017 modtager han en godkendelse på at starte på PMU: ”Dit uddannelsesforløb er godkendt til at finde sted på PMU med opstart den 1. august 2017. Du vil blive kontaktet af en medarbejder fra PMU. Har du spørgsmål til din STU, skal du kontakte din STU vejleder”, står der blandt andet. 

Så langt så godt. Lasse var glad – indtil videre. 

Samme dag – blot et par timer senere – lander en lakonisk besked hos Lasse: 

”Hej Lasse. Der er desværre sket en tastefejl. Du er indstillet til STU på Specialskolen for Voksne og vil modtage nyt målgodkendelsesbrev snarest”. Underskrevet lærer/driftssekretær visitationsudvalget, som også er STU koordinator på CKU. 

Senere samme dag kommer endnu et brev: ”Hej Lasse. Her dit gældende målgruppegodkendelsesbrev. Du er tildelt STU på Specialskolen for Voksne (CKU). Du vil blive kontaktet af en med arbejder”. 

Så enkelt er det at forvandle et ungt menneskes glæde til fortvivlelse på selv samme dag. 

Politisk beslutning om STU i kommunens eget tilbud 

Familien er mildest talt forbavset og kontakter skolelederen for Specialskolen og repræsentant for Hjørring Kommunes visitationsudvalg. Den henvendelse afstedkommer endnu et brev. 

”I Hjørring Kommune er det af vores politikere besluttet, at Kommunens STU elever i udgangspunktet skal have tilbud om kommunens eget STU tilbud på SPVV. 

Videre hedder det: ”Når vi har truffet afgørelse om at give dig tilbud på SPVV, så skyldes det naturligvis også den politiske beslutning”. 

Klage og ændring af beslutning 

Familien forstår ikke, at STU ikke tildeles med udgangspunkt i de behov og udfordringer Lasse har og skriver derfor en klage til Klagenævnet for Specialundervisning. 

Forældrene skriver blandt andet: 

”Lasse blev oplyst om 2 uddannelsesmuligheder, vælger herefter det ene. Men så siger ”Systemet” i princippet – Du valgte forkert, her kan du ikke komme, du skulle have valgt det andet. Det er respektløst over for et ungt menneske, at der opstilles 2 muligheder, for herefter at konstatere, at den ene mulighed åbenbart ikke er en realitet”. 

Yderligere skriver de: I lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov står, at ”kommunalbestyrelsen er i den forbindelse forpligtet til at lægge betydelig vægt på den unges og forældrenes ønsker med hensyn til nærmere tilrettelæggelse af uddannelsesforløbet”. 

Lasses tarv og trivsel 

Den 11. august meddeler kommunen til Klagenævnet og familien, at de har ændret beslutning igen, og Lasse tilbydes STU på PMU. Visitationsudvalget fastholder at beslutningen om SPVV var rigtigt fagligt vurderet, men ændrer beslutningen blandt andet med henvisning til Lasses tarv og trivsel. 

Han og forældrene må efterfølgende stille sig spørgsmålet: Hvis de nu træffer en beslutning om PMU ud fra Lasses tarv og trivsel, hvorfor blev Lasse så ikke tildelt STU på PMU i første omgang? 

Denne artikel er baseret fuldt ud på dokumenter fra Lasses sag. 

Hjørring – visitationsudvalg til STU:

Ligeværd har set på sammensætningen af visitationsudvalget i Hjørring Kommune. 

Beslutningsdygtige medlemmer: 

  • Faglig koordinator, UU-Hjørring. 
  • Faglig konsulent, Ungeenheden, Jobcenter. 
  • Skoleleder, CKU Vendsyssel. 
  • STU-koordinator, CKU Vendsyssel. 

Øvrige medlemmer: 

  • Indstillere, UU-Hjørring. 
  • Cand. Psyk., Helhedstilbuddet. 
  • Afdelingsleder Sundhed/Ældre/Handicap. 

Ligeværd vurderer, at en sådan sammensætning kan skabe inhabilitet i valg af STU-tilbud til de unge. Ud over CKU udbyder PMU og Hjørring Produktionsskole også STU forløb. 

December 2017

Ny organisation i Ligeværd

Af

Et tydeligere Ligeværd med markant stemme 

Ligeværd har eksperter på alle perspektiver for mennesker med særlige behov. Organisationsændringen samler Ligeværd til en tættere organisation med en tydeligere stemme om at skabe ligeværdighed i samfundet. 

Tilstede i Vingstedcentret er deltagerne i Årskonferencen, 125 ledere og medarbejdere fra nogle af de skoler, uddannelsessteder og socialøkonomiske virksomheder, der er organiseret i Ligeværd. Med et billede af Inger Agnete Grenness på bagvæggen fortæller sekretariatschef Esben Kullberg om de tanker, der satte hele processen i gang om ændring af Ligeværds organisation, og hvad der er kommet ud af de mange møder der er holdt gennem hele året.  

– Ligeværd har gennem 50 år været talerør for mennesker med særlige behov. Inger Agnete Grenness startede dengang arbejdet for ligeværd og værdighed for en gruppe af mennesker, der har svært ved at tale deres egen sag. Og selvom vi har været i gang i et halvt århundrede, så er opgaven desværre stadig aktuel. Det er derfor jeg bruger Inger Agnete, når jeg taler om den opgave vi har i Ligeværd, siger Esben og fortsætter:

– Det er stadig Ligeværds vigtigste opgave at arbejde for ligeværdighed i alle livets forhold for både børn, unge og voksne med særlige behov. Jeg håber også, at det er det, der står tilbage efter, at jeg har fortalt om den organisation, vi nu er i gang med at lave: Vi skal have endnu større politisk gennemslagskraft, og vi skal sætte tydeligere aftryk på dem mennesker, som træffer de vigtige beslutninger for de mennesker i vores samfund, som ikke kan tale for sig selv. 

Inspiration fra historien 

Ligeværds historie har været med til at inspirere processen med to vigtige inspirationskilder i Inger Agnete Grenness og K. Helveg Petersen. 

– Inger Agnete Grennes startede et politisk lobbyarbejde og samlede læger, lærere, skoledere og politikere omkring hendes eget spisebord. Afsættet var hendes søster, der tilhørte en gruppe børn og unge, der blev kaldt sinker. Gennem brevveksling med datidens politikere fik hun introduceret udtrykket ’sent udviklede’. Blandt de politikere, der gik ind i arbejdet, var K. Helveg Petersen, som er den anden væsentlige inspirationskilde i Ligeværd”, siger Esben og skifter billedet af fru Grennes på væggen til et billede af K. Helveg Petersen. 

– I løbet af nogle år blev K. Helveg Petersen formand for den forening, der blev forløberen for Ligeværd nemlig ’Landsforeningen til støtte af sent udviklede’. Helveg Petersen var landsforeningens formand gennem 18 år frem til 1992. Han var også folketingspolitiker og både kulturminister og undervisningsminister. Det lykkedes ham at forhandle en finanslov på plads, der gav efterskoler mulighed for at søge penge til at omlægge undervisningen og være praktisk og prøvefri. Det er de efterskoler, vi i dag kender som specialefterskolerne, og som stort set alle er medlemmer i Ligeværd. 

At specialefterskolerne altid har været en del af Ligeværds arbejde, har betydet, at Ligeværd hele tiden har været optaget af, at vores unge får de rette betingelser for at udvikle sig. Ligeværd skælder ikke kun ud på systemet eller myndighederne men gør noget ved de unges udfordringer. Ligeværd hjælper, støtter og leder efter løsninger. Den pædagogik, der er udviklet på skoler og uddannelsessteder i Ligeværd, er i dag en væsentlig del af organisationens DNA.

December 2017

At lære er en krøllet affære

Af

Skoler og uddannelsessteder skal ikke kun fortælle omverden, at de unge er glade for at være på skolerne, men meget mere om, hvordan de unge lærer og danner sig gennem skolens og uddannelsesstedets undervisning og samvær. På den måde skal de erobre undervisningsdagsordenen. Andre dele af undervisningssektoren har meget at lære af Ligeværds skoler og uddannelsessteder. 

Tekst og foto: Peter Christensen 

I 2013 søsatte 30 af Ligeværds skoler og uddannelsessteder projektet ”God uddannelses til alle”. En væsentlig del af ”God uddannelse til alle” er et Ph.d.-studie om pædagogikken på Ligeværds skoler og uddannelsessteder, som er medlemmer af henholdsvis Skolesammenslutningen (SL) Ligeværd og Foreningen af Uddannelsessteder (FUS). Ligeværd har sat chefkonsulent Leo Komischke-Konnerup, UC Syddanmark stævne til en midtvejssnak om hans observationer under arbejdet med hans Ph.d. 

– Almindeligvis handler forskning om at tilvejebringe ny viden. Men min forskning handler mere om at genopdage det som vi har glemt eller overset som værdifuldt i pædagogisk praksis. I pædagogik er der ikke for alvor noget nyt men mere variationer over noget vi egentlig allerede godt ved om pædagogisk praksis.  

God uddannelse er de sidste 10-15 år blevet erstattet med effektiv uddannelse i uddannelsessystemet bredt. Fordi institutionerne i Skolesammenslutningen Ligeværd (SL) og Foreningen af Uddannelsessteder (FUS) er frie institutioner har de ikke været bundet af samme dagsorden og indblanding fra staten. De har haft muligheden for at udvikle pædagogisk praksis på baggrund af egne erfaringer og have fokus på god uddannelse,  

– Det gør netop disse skoler og uddannelsessteder forskningsmæssigt interessante. Antagelsen er at noget af det vi har glemt i det ordinære skole- og uddannelsessystem er blevet bevaret og videreudviklet på Ligeværds skoler og uddannelsessteder. Min forskning handler altså om at vise, genopdage og erindre det systemet har glemt i et samfund, der bliver mere og mere neomanisk – alt skal være nyt og unikt for at blive taget alvorligt, forklarer Leo Komischke-Konnerup videre. 

De vigtige sociale relationer 

De sociale relationer og vigtigheden af det sociale fællesskab er blevet nedprioriteret i samfundets skole- og uddannelsessystem gennem de sidste mange år, lyder det videre fra Leo Komischke-Konnerup. 

– Undervisningen er blevet gjort til et spørgsmål om at bidrage til samfundets økonomiske interesser. Hvad skal der til for at klare den globale konkurrence, og hvad kan skole og uddannelse gøre for samfundet? Der er god grund til at vende rundt og stille spørgsmålet: Hvad kan samfundet gøre for skole og uddannelse, forklarer han. 

– Det er som om man er fikseret på alle mulige tests og internationale sammenligninger og ganske har mistet blikket for, at pædagogik også er et spørgsmål om samvær, hvor de sociale relationer og problemer spiller ind i læringen. Mine observationer fra SL og FUS institutioner peger ret klart på, at der her er stor bevidsthed om det sociales betydning for læring og dannelse. Det sociale fællesskab har stor betydning, ikke bare som et redskab men også som indhold for undervisningen eller uddannelsen. Der er en udbredt antagelse om, at elever lærer bedst i fællesskab. 

Ikke specialpædagogik 

– Stort set alle de unge, på de skoler og uddannelsessteder jeg har observeret, har mindst 1 diagnose, men den pædagogiske praksis tager ikke udgangspunkt i diagnoser, men i hvad de unge har brug for at lære. Og det er at lade sig blive opfordret og udfordret, at lade sig blive indført i, hvad det vil sige at leve og handle som et selvstændigt og ordentligt menneske blandt andre mennesker, fortsætter han 

– De unge hos jer skal lære det samme som alle andre unge. Men ikke nødvendigvis på samme måde. Pædagogikken er skåret til som i al anden pædagogisk praksis.  Al pædagogisk praksis er specielt rettet mod bestemte elever og deres læringsmæssige og sociale forudsætninger. . 

Leo Komischke-Konnerups observationer viser, at det bærende element på skoler og uddannelsessteder, at man helt naturligt antager at eleverne selvfølgelig kan lære, men at man også skal udvikle særlige omgivelser eller tilgange. Her det en afgørende kompetence hos underviserne, at de har lyst, mod og vilje til at eksperimentere og bidrage med en nødvendig anderledes tilgang – og at der er tid og rum til det på skoler og uddannelsessteder. 

– Specialpædagogik er almindeligvis ekstremt individualiseret og altså rettet mod den enkeltes individuelle læringsprocesser. På de skoler og uddannelsessteder er undervisning og læring noget socialt og noget meget synligt. Det er en tydelig undervisende og opdragende pædagogik, på den gode måde, hele vejen rundt. Både på værkstedet, i bofællesskabet og på skolen som helhed. Undervisning og opdragelse er praktisk, konkret og foregår i pædagogisk arrangerede fællesskaber. Her læser de unge ikke først om andres erfaringer men har mulighed for at gøre sig erfaringer i alle de sammenhænge de indgår i, forklarer han videre. 

Pædagogisk god tid 

Han understreger, at god tid er en anden vigtig faktor. Ikke forstået som ”vi når det nok engang”, men som pædagogisk god tid. 

– God uddannelse kræver god tid. Ikke god tid som i ”at lade stå til”, men som noget hvor der er den nødvendige tid til at lære. God tid i pædagogisk forstand er en langsom tid, der gør det muligt at veksle mellem at give sig god tid i nogle situationer og i andre situationer at have travlt, at skulle levere noget færdigt  til en bestemt tid. Fx når køkkenværkstedet skal have maden klar til et præcist tidspunkt, eller at lastbilen er på trapperne for at hente ordren på smedeværkstedet. Alle arrangementer på skoler og uddannelser, værksted, bolig, fritid etc., ser ud til at veksle mellem god tid og ikke god tid. Måske er god tid i virkeligheden det pædagogiske særkende ved skolerne og uddannelsesstederne, fortæller han. 

– Og det er en vigtig pointe. God uddannelse handler bl.a. om at anerkende, at det at lære er en krøllet affære, der ikke kan strækkes ud til et skarptskårent lineært forløb. Det er noget af det, som jeg mener er blevet glemt i det ordinære skole- og uddannelsessystem. Man vil så gøre læring til noget lineært, hvor alt skal måles og vejes, men hvordan har man for eksempel tænkt sig at lave pædagogisk ansvarlig inklusion, hvis man samtidig kun er opmærksom på det, der kan måles og vejes. Det hænger ikke sammen. 

Gentagelsens betydning 

– Til god tid hører også mulighed for gentagelse og øvelse. Og måske kunne den fælles pædagogiske overskrift for skoler og uddannelsessteder i Ligeværd være gentagelsens pædagogik, siger han videre. 

Han forklarer, at vi lever i en tid, hvor man kun vil taler om det nye, innovative og unikke, mens gentagelsen er blevet gjort synonym med terperi, udenadslære og sort skole. Men det er gentagelsen, der gør det muligt for eleverne at lære og blive bedre. Uden gentagelse er det svært, måske endda umuligt at blive bedre. 

– God tid i pædagogisk forstand indebærer tid til systematisk at gentage ting og opleve, at man bliver bedre og bedre. Gennem gentagelsen gør man sine erfaringer, øver og lærer. Gentagelsen er en fuldgyldig del af læringen. Det er måske et andet særkende for Ligeværds skoler og uddannelsessteder, men det er ikke i særlig høj grad italesat, hvordan man tilrettelægger en undervisning og pædagogik, så der god pædagogisk tid til gentagelsen. 

Ud at erobre dagsordenen 

– Skoler og uddannelsessteder skal erobre undervisningsdagsordenen med det de kan og gør. Det har de ikke været gode nok til at fortælle omverdenen om. Det er altså ikke bare noget med mere praktisk undervisning og mindre teori. Der er mere i jeres pædagogiske praksis end det. Skoler og uddannelsessteder skal ikke kun fortælle at de unge er glade for at være der. De skal i langt højere grad fortælle om hvordan de unge lærer og danner sig på skoler og uddannelsessteder. Andre dele af undervisningssektoren har meget at lære af skoler og uddannelsessteder. 

– Det interessante er, hvordan der pædagogisk arbejdes med elevernes lærings- og dannelsesprocesser. Der skal vi ind og erobre undervisningsbegrebet. Og noget af budskabet er vigtigheden af det sociale fællesskab, pædagogisk god tid og gentagelsens vigtighed. 

Leo Komischke-Konnerups empiriske undersøgelser blev afsluttet i foråret 2015. Han er nu ved at analysere sine mange observationer og er for alvor på vej til at påbegynde skrivefasen. 

Leo Komischke-Konnerups observationer omfatter en forundersøgelse på 30 skoler og uddannelsessteder og længerevarende undersøgelse på PMU i Sindal og Tolne Efterskole. 

Oktober 2017

Dårligt forberedt inklusion kan sende børn i psykiatrisk behandling

Af

En kombination af tværsektorielle barrierer og en dårligt forberedt inklusion kan sende de mest sårbare børn i psykiatrisk behandling. 

Børn med autisme og opmærksomhedsforstyrrelser kan have meget forskellige behov. Generelt handler det om fleksibilitet til at finde specifikke løsninger og tilstedeværende voksne. Overordnet har børnene brug for kompetente voksne, opmærksomhed, struktur og et roligt miljø. 

– Jeg siger ikke, at inklusion som sådan er forkert. Der er sikkert mange børn, der vil få glæde af inklusion, men vi har også en gruppe børn, der hverken kan eller bør inkluderes. De har brug for en helt anden specialiseret indsats, siger Jesper Pedersen, ledende overlæge, Ph.d, Psykiatrien Region Sjælland og fortsætter:  

– Vi har en del familier, med børn der har det svært, som kommer og siger: Hvis vi dog bare havde vore gamle specialskole. Jo, man kan sagtens frygte, at inklusionen, også med baggrund i lærernes og organisationernes usikkerhed og nervøsitet, kan komme til at koste nogle børn med for eksempel autisme og ADHD dyrt. At de får belastningsreaktioner med angst og depression og en forværring af deres symptomer. 

Jesper Pedersen tilføjer, at hvor PPR tidligere var en individuel indsats i forhold til det enkelte barn, forventer han, at indsatsen frem over bliver en mere generel indsats i klasserne. Også det kan få betydning og konsekvenser for de særligt sårbare børn, som har et individuelt behov. 

”Jo, man kan sagtens frygte, at inklusionen, også med baggrund i lærernes og organisationernes usikkerhed og nervøsitet, kan komme til at koste nogle børn med for eksempel autisme og ADHD dyrt.” 

Jesper Pedersen, ledende overlæge, Psykiatrien Region Sjælland 

Tilsvarende erfaringer i Aalborg 

På Klinik for Børn og Unge, Aalborg Universitets Hospital, er de afventende hvad angår inklusionen. 

– Vi oplever en stigning i henvisninger på børn med svære belastningsreaktioner, men det er for tidligt at sige, det er inklusionens skyld. Det kan jeg ikke dokumentere, fortæller Marianne Kryger, der er klinikchef på Klinik for Børn og Unge, Aalborg Universitetshospital. Marianne Kryger er også formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark – BUP-DK. 

– Men vi har erfaringer fra enkeltintegration af elever, og de er ikke udelukkende gode. Når inklusionen går i gang efter sommerferien er det mange flere børn, der skal forsøges inkluderet samtidigt, fortsætter Marianne Kryger. 

For nylig var Michala Høgsberg, ledende overlæge på Friklinikken i Aarhus, ude med tilsvarende erfaringer og udtalte, at et stigende antal børn havner i det psykiatriske system, fordi de bliver ofre for inklusion i folkeskolen. 

– De børn, der har store vanskeligheder og brug for en speciel indsats, de reagerer tit med at få det dårligere – med angst og adfærdsforstyrrelser, sagde hun. 

Tværsektorielle barrierer 

Såvel Jesper Pedersen som Marianne Kryger peger på, at samarbejdet på tværs af sektorerne, skolemyndighederne i kommunerne og psykiatrien i regionerne, også er et stort problem. 

– Regionens psykiatri kan udtale sig om behov for ekstra støtte til et barn, men kommunen kan sagtens være uenig og mene, at det kan de godt klare uanset en udtalelse fra psykiatrien om det modsatte. Det er kommunen, der beslutter, og de følger ikke nødvendigvis en anbefaling fra psykiatrien. Der bør være en større sammenhæng mellem råd og praksis, men det er der ikke i dag, siger Jesper Pedersen. 

– Vi bliver mødt med udbredte protester fra kommuner, som helst ikke ser vi udtaler os. Vi har en stor udfordring i at kommunikere patientens behov, fordi forældre og kommune har forskellige forventninger. Hvis vi siger specialpædagogik høres det måske som specialtilbud, og det er en bekostelig affære i modsætning til inklusion med specialpædagogik tilknyttet, forklarer Marianne Kryger. 

For de børn, der får eller kan få belastningsreaktioner, er det vigtigt med en tidlig opfølgning. Der er børn med autisme og opmærksomhedsforstyrrelser, som det vil være vanskeligt at inkludere, og det vil i hvert fald kræve et velforberedt grundlag og at kompetencerne fra specialtilbuddene bliver anvendt, understreger hun. 

– Vi kan komme med anbefalinger og ikke anvisninger. Og jeg vil sige det sådan, at det er på ingen måde usædvanligt, at vores anbefalinger ikke bliver fulgt. Hvad der er baggrunden for kommunens beslutninger og handlinger ved vi ikke, men ved mange genhenvisninger på baggrund af belastningsreaktioner hos børnene, tænker vi ofte, at der ikke er blevet gjort noget og vores anbefalinger ikke er blevet fulgt. 

”Vi kan komme med anbefalinger og ikke anvisninger. Og jeg vil sige det sådan, at det er på ingen måde usædvanligt, at vores anbefalinger ikke bliver fulgt.” 

Marianne Kryger, klinikchef, Klinik for Børn og Unge; Aalborg Universitetshospital 

Oktober 2017

Inklusion er ikke en shoppingtur med fortrydelsesret

Af

Forudsætninger for at lykkes med inklusion i folkeskolen er pædagogiske spidskompetencer i lærergruppen, indsigt i målgruppen af børn med særlige behov og tydelig kommunikation og dialog. 

Ligeværd ser principielt inklusion som det nødvendige og rigtige mål for samfundet, og ikke mindst for de børn og unge, som har nogle særlige behov. Men inklusion bliver ikke skabt på grundlag af selvhøjtidelige taler eller kvikke bemærkninger til overskrifterne i dagens nyheder. Det er helt nødvendigt, at der er et fælles billede af mål og midler hos politikere, lærere, skoleledelser og forældre. 

– Alle børn skal og vil gerne være en del af de fællesskaber, som vores samfund bygger på. Det gælder selvfølgelig også fællesskabet i folkeskolen. Helt overordnet set er det en trussel mod vores demokrati, og stridende mod vores demokratiske opfattelse, at putte børn i særlige forløb. Vores børn har ret til og brug for, både i deres børne- og ungeliv og senere i deres voksenliv, at være en del af fællesskabet i uddannelse, på arbejdsmarkedet, i fritiden, siger Esben Kullberg, sekretariatsleder i Ligeværd, og fortsætter: 

– Børn med særlige behov har bare ikke de forudsætninger og det selvværd, som gør dem i stand til ved egen kraft at være en del af fællesskabet eller for den sags skyld at søge hjælpen til at blive inddraget. De har brug for særlig hjælp. 

Ikke en ensartet masse 

Af debatten i medierne fremgår det desværre ikke særligt tydeligt, at børn og unge med særlige behov ikke er en ensartet masse, men er vidt forskellige børn med vidt forskellige behov. De elever, der står skarpt i det offentlige fokus, er de udadreagerende børn og konsekvensen af deres adfærd. 

– I Ligeværd kender vi til en mindst lige så stor og sårbar gruppe elever. Det er børn med et indadvendt reaktionsmønster. De bliver overset i debatten, og det risikerer de også at blive i folkeskolen, fordi de ikke gør opmærksom på sig selv. Fordi de børn er så stille kan det nemt gå over i ”hold da op, hvor går det godt og uproblematisk med dem”, forklarer Esben Kullberg. 

– Det er de børn, som risikerer ikke at få den pædagogiske opmærksomhed de har krav på og brug for. Risikoen er, at de ender bagerst i klasselokalet uden at få noget ud af undervisningen, isoleret og sat uden for fællesskabet. 

 Pædagogiske spidskompetencer 

Gruppen af børn med særlige behov, både de indadvendte og de udadreagerende, har det til fælles, at de har nogle særlige problemer at slås med. De alle har brug for en særlig og målrettet individuel indsats, der tager hånd om deres selvværd og deres særlige indlærings- og koncentrationsbesvær. 

– Det er tydeligt, og det er også det fagfolk udtrykker, at der er behov for efteruddannelse og faglig opkvalificering, så lærerne har de nødvendige kompetencer. Vi er nødt til at afsætte de nødvendige midler til det område, understreger Esben Kullberg. 

– Der skal være brede kommunikationskompetencer i lærergruppen, så der kan blive tage hånd om de svære og sårbare snakke i klasseværelset og i forældregruppen.   Men det er også nødvendigt med specialuddannede lærere med særlige spidskompetencer. Det er vigtigt, at på skolerne findes kollegaer der kan se farerisikoen, inden tingene skrider, og ved hvordan der skal sættes ind, og som lærerne kan sparre med. I nogle sammenhænge er der brug for alternative pædagogiske metoder.  I ligeværd har vi erfaring med at arbejde og tænke i en anderledes praktisk pædagogik til gavn for elever med indlæringsproblemer og koncentrationsbesvær. De erfaringer ser vi rigtig gerne komme i spil i forbindelse med inklusion. 

Inklusion er således ikke ensbetydende med specialpædagogikkens endeligt, for inklusion er ikke nødvendigvis et ’enten eller’. De sårbare børn har brug for at blive trukket ud af den store sammenhæng en gang i mellem. Der vil være brug for ”rastepladser”, hvor børn med særlige behov kan få en ekstra opmærksomhed, inden de igen vender tilbage til sporet i klassen. 

– Det er nødvendigt med ”til- og frakørslesveje”, hvor lærerne kan de trække børn ud for at skabe ro og give børnene ro til læring ud fra deres forudsætninger. På den måde kan man sige, at der ind imellem vil være et behov for at blive ’ekskluderet’ fra inklusionen, hvis tingene bliver for meget og for uoverskuelige for børnene, der har problemer med den traditionelle undervisning og med de sociale signaler i klassen, siger Esben Kullberg. 

Det vigtige fælles billede 

Det er afgørende for succes, at der er opbakning bag inklusion og en fælles forståelse af mål og midler. Det gælder fra klasseværelset over lærerværelset til skoleledelser og skolebestyrelse og til politikere og embedsmænd i kommunerne. Centralt i den fælles forståelse er, at det er vores børn det drejer sig om og deres grundlæggende ret til at deltage i samfundet på deres præmisser! 

– Der ligger i den henseende en meget stor og vigtig kommunikationsopgave forude. Det handler om involvering og dialog. Det er væsentligt, at der rum for en konstruktiv snak om frustrationer og udfordringer. Forældreopbakningen smuldrer, hvis vi kun magter at tænke og sætte fokus på skrækscenarier, og dermed sætter vi ikke blot projektet om inklusion på spil, vi sætter vores børns fremtid på spil, pointerer Esben Kullberg. 

– Det er meget vigtigt, at vi ikke kommer til at opleve, at forældregruppen på skolerne deler sig i to stridende parter. Ligeværd vil meget gerne, på baggrund af de er faringer, vi har i foreningens skoler og uddannelsessteder, inddrages i det arbejde med at skabe fælles billeder og skabe den positive tænkning, som i sidste ende skal bære inklusion helskindet igennem. For vores børns skyld, kan vi ikke tillade os andet end at være konstruktive

– Det er børnenes fremtid, der er indsatsen i inklusion. Den kan vi ikke gamble med. Vi kan ikke bare sige ”det lykkedes ikke” og gå tilbage til der, hvor vi kom fra. Vi har ikke råd til at fejle. Skibet er sat i søen, og det er vores forpligtelse i forhold til børnene at få dem sikkert i havn, slutter Esben Kullberg 

– Det er væsentligt, at der rum for en konstruktiv snak om frustrationer og udfordringer. Forældreopbakningen smuldrer, hvis vi kun magter at tænke og sætte fokus på skrækscenarier, og dermed sætter vi ikke blot projektet om inklusion på spil, vi sætter vores børns fremtid på spil, pointerer Esben Kullberg. 

Ingen fortrydelsesret 

Inklusion er ikke en shoppingtur. Der er ingen fortrydelsesret eller tilbagekøbsgaranti på inklusion i folkeskolen.  

– Det er børnenes fremtid, der er indsatsen i inklusion. Den kan vi ikke gamble med. Vi kan ikke bare sige ”det lykkedes ikke” og gå tilbage til der, hvor vi kom fra. Vi har ikke råd til at fejle. Skibet er sat i søen, og det er vores forpligtelse i forhold til børnene at få dem sikkert i havn, slutter Esben Kullberg og tilføjer: 

– Det skal ske på baggrund af fælles forståelse af mål og midler, positiv tænkning og dialog og med bund i professionelle faglige spidskompetencer til at løfte opgaven.  

Oktober 2017

Frivillige gymnasiepiger

Af

De tre gymnasieelever og veninder Winnie Rosengaard, Astrid Olesen og Stine Ørskov arbejder som frivillige i UFL Herning og Ikast-Brande, og det har vist sig at være en stor succes for klubben, pigerne og de unge, der bruger klubben. 

– Det er et spejlæg, lyder det begejstret fra en af deltagerne ved post tre i aftenens store lagkageløb.  Astrid Olesen, der går i 3 g. på Herning gymnasium, står og giver klubmedlemmerne gåder, så de kan vinde pynt og søde sager til de lagkager, som skal laves senere.

UFL Herning og Ikast-Brande har taget alternative metoder i brug for at give klubbens medlemmer en ekstra god oplevelse. De begyndte i september 2012 at bruge unge frivillige fra byens gymnasium for at få mere liv i klubben, men også for at tilføje mere personlig kontakt til klubbens arrangementer.

Alle lærer noget nyt
I anledningen af åbningen af klubbens nye lokaler på Vestervangskolen har pigerne arrangeret et lagkageløb, så brugerne kan udforske deres nye faciliteter. Pigerne startede med forberedelserne om eftermiddagen, har brugt deres fritid på at planlægge løbet, og hvis man spørger dem, er det det hele værd.

– Det har været enormt spændende at komme ud og hjælpe her. Det begyndte for mig for at få et duelighedsbevis for frivilligt arbejde, da jeg ikke vidste ret om klubben, men nu handler det om samværet med medlemmerne, siger Astrid Olesen.

Stine Ørskov nikker genkendende, mens Astrid taler, og tilføjer,

– Jeg synes også, man får brudt med nogle ret firkantede forestillinger, om hvordan folk er. Det er meget berigende at være sammen med mennesker, der oplever tilværelsen anderledes end en selv.
Normalt har vi ingen chance for at få kendskab til hinanden, og det, synes jeg, er en skam, fordi vi kan lære en masse af hinandens forskelligheder. De lærer at se, hvordan vi agerer i sociale sammenhænge, mens vi kan lære af deres positivitet og umiddelbarhed i tilværelsen. 

Winnie Rosengaard er enig med Stine og Astrid og fortæller,

– Lige fra første dag jeg var her, har den stået på krammere og åbenhed. Jeg synes, at det har brudt nogle grænser og givet mig noget mere perspektiv på de her mennesker.

Oktober 2017

Vi er vilde med at Ligeværd skaber dialog

Af

Familien Buus Beldam, hvis mindste dreng er autist, uden sprog og selvskadende, var en af de familier, som deltog i internatkursus på Egmonthøjskolen, Hou Søsportscenter, den 12.-14. februar arrangeret i et samarbejde mellem Ligeværd og Aarhus kommune i et projekt bevilliget af Socialstyrelsen. Projektet drejer sig om forældrekurser, netværk og etablering af samarbejde mellem kommuner og civile organisationer. Dialog er nøgleordet. 

Familien Buus Beldam bor i Risskov og består af mor Heidi og far Rene, Sofus på ni år og Silas på 4 år. Silas er autist og mentalt retarderet. Han har ingen kommunikationsredskaber, har ikke noget sprog, kan kun helt få tegn til tale og forstår ikke billeder. Han kan finde ud af at pege, når han vil ud til sin klapvogn og give nogle lyde, men ikke noget der er deciderede ord. Familien må derfor ofte gætte sig lidt til, hvad det er Silas gerne vil. Han er i perioder meget selvskadende, og bliver han frustreret, banker han hovedet i væggene og i gulvet og nikker forældrene skaller. Men Silas er også en sød lille dreng, der elsker blomster og at sidde i badekarret og lege med vandet.

Bænket ved spisebordet med en kop varm kaffe har Ligeværd talt med Rene og Heidi om deres udfordringer med Silas og deres oplevelse af internatkurset og samarbejdet med Aarhus Kommune.

Heidi: Det her samarbejde med kommunen, det er jeg oppe at køre over. Det jeg elsker er, at Ligeværd har den her tilgang, som jeg tror på batter noget. Det med at gå i dialog. At man ikke bare står og er mavesur. Jeg tror, at politikere og alle andre har brug for at forstå noget på et dybere niveau. Indtil man oplever den her situation, er det noget man er blind for, og det kommer de aldrig til at forstå, hvis vi ikke er i dialog. 

Foreningsfællesskabet Ligeværd

Rene: Jeg ved egentligt ikke rigtig, hvad vi havde af forventninger. Programmet fik vi først to dage før, men vi glædede os til det af den simple årsag, at fagligt havde vi ikke verdens bedste kursus på psykiatrisk, da Silas blev udredt. Det var ikke mindst mødet med de andre forældre, der var det spændende. Vores største udfordring var, hvordan det ville blive for Silas at sove et nyt sted. Og det var spændende at se, hvad Sofus kunne få ud af det. 

For at få større indsigt bag Renes og Heidis behov for støtte, netværk og dialog, drejer vi for en stund blikket mod de konkrete udfordringer, der er ved at skulle tage hånd om de problemer en dreng som Silas har. 

Heidi: I starten var det en ret frygteligt oplevelse af, at være midt i en DR dokumentar om en dysfunktionel familie. Så snart jeg kom ind ad døren fra arbejde, tog jeg Silas og løb ud i haven, for derude gjorde han mindst skade på sig selv. 

Rene: Det var helt håbløst for os at gøre ham tilfreds. Vi var simpelthen bange for, at der skulle blive ferie. Vi vidste ikke, hvad vi skulle stille op med ham. Vi havde en frygtelig ferie lige inden han blev diagnosticeret. 

Heidi: Men der er vi et helt andet sted nu. Jeg føler, vi er ekstremt meget eksperter på Silas. Vi kan guide eller beskytte ham, når der for eksempel kommer gæster. 

Rene: Det er bare begrænset hvor mange mennesker, vi har på besøg i forhold til tidligere. Tidligere havde vi tit gæster, men det sker ikke så meget efter Silas er kommet til. Vi har måttet slås meget alene med problemerne. Den eneste familiehjælp vi har fået er Heidis mor.  

Heidi: Hvis ikke vi havde haft min mor, så var vi knækket. Hun havde Silas tre eftermiddage om ugen, fordi han ikke kunne klare at være i normal vuggestue ret lang tid om dagen. Jeg køber fuldstændig, at 70% af forældre til børn som Silas går helt ned med stress. Der gik måneder før vi fik hul til systemet, men dem vi har mødt siden, har været gode. Det kræver store ressourcer som familie, og det er ikke rimeligt i den situation, for der har man rigeligt med at redde hele familien. Men måske samarbejdet mellem Ligeværd og kommunen kan hjælpe på sigt. 

Rene: I den værste lange periode havde jeg heller ikke endnu fået tilkendt 22,5 timers tabt arbejdsfortjeneste, som jeg bl.a. får, fordi Silas ikke sover om natten. Det har gjort, at jeg har kunnet gå hjemme siden – men der var en lang periode, hvor alt var i frit fald, og hvor vi ikke havde nogen hjælp af nogen slags.

Heidi: Det er det bedste valg vi har truffet. Hvis vi ikke traf det valg, kunne vores børn eller vi selv slet ikke trives. Når Silas er hjemme, skal der være en voksen til ham hele tiden. Og vi har jo også et stort barn, Sofus, som der skal have opmærksomhed – og der skal laves mad og alt det andet.  

På dette tidspunkt kommer Sofus rullende på sine inliners over til bordet og blander sig i snakken. På internatkurset fik han en ny ven, Kalle. På spørgsmålet om hvordan det er, svarer han beredvilligt og glad. 

Sofus: Kalle er mega sød. Han har en lillesøster, der har Downs syndrom. 

Heidi: Kan du prøve at fortælle om, hvordan det er at møde en anden, der har en handicappet søster? 

Sofus: Det er mega fedt. Så føles det ikke som, at man er unormal, at ens familie er unormal og sådan noget. 

Heidi: Har du følt sådan før, Sofus? 

Sofus: Ja. Og jeg tror det var nemmere for Kalle og mig at blive venner, fordi vi har en handicappet søster og bror. Så kan man fortælle, hvordan man har det med det. Andre børn kan ikke snakke om det, for de kender det jo ikke. De ved ikke, hvordan det er. Det gør Kalle. Han forstår. 

Heidi: For os som forældre var det hovedpræmien på kurset, at Sofus har fået Kalle. 

Heidi: Det her samarbejde med kommunen, det er jeg oppe at køre over. Det jeg elsker er, at Ligeværd har den her tilgang, som jeg tror på batter noget. Det med at gå i dialog. At man ikke bare står og er mavesur. Jeg tror, at politikere og alle andre har brug for at forstå noget på et dybere niveau. Indtil man oplever den her situation, er det noget man er blind for, og det kommer de aldrig til at forstå, hvis vi ikke er i dialog. 

Oktober 2017