I Kolind fandt tre unge med særlige behov vejen til en lysere fremtid i musikken

Folkestedet er et musikalsk fristed med hjerte og nærvær. Her har unge som gamle med særlige behov fundet et fællesskab, som giver dem en følelse af at høre til og et håb om en lysere fremtid.

Nicklas Holmgaard blev set som et mærkeligt barn i børnehaven.

”Jeg gjorde ting, som de andre ikke gjorde, og når de fik nok af mig, blev jeg bare sat op til lederen,” siger han.

I skolen blev han en del af specialklassen, som alle ifølge ham så skævt til. Hans opvækst var præget af usikkerhed og omplaceringer mellem forskellige bosteder, og da han fik ungdomsbolig, blev det indgangen til et fællesskab med misbrug.

”Til sidst begyndte jeg at tro, at jeg ikke var noget værd.”

Det ændrede sig, da han blev en del af Folkestedet og Grøn Kors i Kolind.

Brug for et fællesskab for unge og voksne med særlige behov? Find din UFL-klub her

En tryg base og nye muligheder

På Folkestedet blev Nicklas Holmgaard en del af et musikfællesskab sammen med to andre unge, hvis historier mindede om hans egen.

Oskar Grosen var vokset op i en splittet familie, hvor forældrenes skilsmisse og skift mellem byer og skoler havde gjort det svært for ham at finde en base. Og Anne-Sofie Madsen havde kæmpet med mobning gennem hele sin skoletid og haft en opvækst med svigt fra voksne, der burde have hjulpet.

”Jeg forsøgte at få hjælp af de voksne, men det fik jeg ikke. Til sidst holdt jeg op med at sige noget, for jeg vidste, at ingen ville lytte,” fortæller Anne-Sophie.

Sammen med initiativtager Daniel Demsitz startede de bandet The Youngsters, og her oplevede de tre unge en forandring fra at leve et liv i isolation til at leve et liv, hvor de blev en del af et meningsfuldt fællesskab.

”Her blev jeg for første gang mødt med tillid. Det er vildt mærkeligt og svært at vænne sig til. Jeg har aldrig før prøvet at være et sted, hvor man bare kan være sig selv,” siger Anne-Sofie Madsen, og Oskar Grosen er enig.

”Det har givet mig en følelse af at høre til et sted. Folk her er bare, som de er, og der er ingen, der dømmer dig,” siger han.

Fællesskabets styrke

Daniel Demsitz fortæller, at Folkestedet startede som en drøm om at skabe et sted, hvor mennesker kan finde fællesskab og mening. Først startede han Kolind Balladeband for en gruppe ældre udsatte – som til dato er det eneste band, der nogensinde har spillet koncert inden for Christiansborgs tykke mure – og senere opstod The Youngsters.

Og selvom de tre unge musikere i første omgang mødtes om musikken, så er Folkestedet meget mere end bare et musikrum. Det er en vision om at skabe ægte fællesskab, som han siger.

I den lille cafe, der støder op til øvelokalet, kommer og går mange mennesker. Nogle kommer for en kop kaffe. Andre mødes omkring en fælles aktivitet. Den dag, Ligeværd kommer forbi, er der reparationscafe, og vi sniger os forbi en lille gruppe mænd, der sidder bøjet over elektronik af forskellig art.

”Vi mennesker er flokdyr. Vi kan ikke undvære hinanden, og vi har alle brug for at blive set og anerkendt for, hvem vi er. Det er det, vi arbejder på her,” forklarer Daniel Demsitz.

Musikken som fælles sprog

Daniel Demsitz baggrund som musiker og erfaring som underviser blandt andet på en ungdomshøjskole gjorde det naturligt, at det er blevet musikkens kraft, der forbinder mennesker her.

”Musik er noget helt særligt. Når vi spiller sammen, opstår der noget, som er svært at sætte ord på. Det handler ikke kun om at spille toner, men om at skabe et fællesskab,” siger Daniel Demsitz.

Og det er lykkedes, hvis man spørger de tre unge, som trådte ind i Daniel Demsitz musikprojekt uden at have nogen erfaring med at spille med andre.

”At komme her og spille er næsten som et frikvarter fra virkeligheden, som ofte godt kan være svær for mig,” siger Anne-Sofie Madsen

Folkestedets musikfællesskab har ikke kun styrket deres selvtillid, men også givet dem et sted, hvor de kan udtrykke sig frit og opbygge nye relationer.

”Her handler det ikke om at være perfekt, men om at være sammen og skabe noget unikt,” siger Anne-Sofie Madsen.

Og Nicklas Holmgaard supplerer:

”For første gang oplever jeg ikke, at jeg skal være på en bestemt måde. Her kan jeg bare være mig.”

For Oskar Grosen var musikken det fælles tredje, der hjalp ham til at bryde ud af sin isolation.

”Når vi spiller sammen, føles det, som om vi taler samme sprog. Det har gjort en kæmpe forskel i mit liv,” siger han.

En vej fremad og en ny familie

Faktisk har det gjort en altafgørende forskel. For hvor tiden før Folkestedet for alle tre var præget af mismod, så er fællesskabet i musiklokalet bagerst i cafeen blevet en vigtig del for de tre unge menneskers rejse mod en lysere fremtid.

Deres historier er en påmindelse om, hvor meget et trygt fællesskab og muligheden for at udtrykke sig kan betyde for unge, der har oplevet meget modgang. For når man spørger dem om netop det – hvor meget det har betydet for deres liv og syn for på deres fremtidsmuligheder – så svarer de klart i kor.

”Alt.”

Oskar Grosen uddyber, mens de andre nikker.

”Det er vores familie. Den rigtige familie kan være svær at være i, men den her familie har vi selv valgt. Den har det, som vi altid har manglet, nemlig omsorg, kærlighed og respekt. Det gør hele forskellen.”

Marts 2025

Selvmordstanker er aldrig for at få opmærksomhed

Det er ingen hemmelighed, at mange børn og unge med særlige behov har det svært. Faktisk kæmper børn og unge med særlige behov oftere med selvmordstanker end andre børn og unge, og selvmordstankerne er aldrig manipulerende eller kalkulerede. Det mener Britt Morthorst, som er ansat i psykiatrien i Region Hovedstaden, hvor hun forsker i selvmordsforebyggelse.

”Der findes nogle myter med, at folk, der siger, de har selvmordstanker, ikke handler på det. At de ”bare vil have opmærksomhed”, at de vil ”hævne sig” eller ”er ude på at manipulere for at få deres vilje”. Det er stort set aldrig det, der er på spil, og derfor skal de myter manes til jorden med det samme,” siger Britt Morthorst.

Derimod opstår selvmordstankerne altid af en grund. I langt de fleste tilfælde opstår de, fordi den unge har et brændende ønske om at komme væk fra en psykisk smerte, som han eller hun har svært ved at bære. Det viser flere både nationale og internationale undersøgelser på området ifølge Britt Morthorst, og derfor er det vigtigt at tage sig kærligt og alvorligt af selvmordstanker, hver gang vi hører om dem.

”Mennesker, der udtrykker selvmordstanker, har selvmordstanker, og de skal have hjælp til at håndtere dem. Selvmordstanker er i langt de fleste tilfælde et ønske om at komme væk fra en ubærlig psykisk smerte. Især har børn med selvmordstanker svært ved at se alternative veje ud af smerten, og derfor skal de have hjælp,” siger hun.

 

Selvmordstanker blandt børn og unge med særlige behov kan være et ønske om forandring

Når børn med særlige behov har selvmordstanker oplever Britt Morthorst ofte, at de opstår som følge af, at børnene ønsker sig en forandring, som skal gøre deres liv bedre, men som er svær at skabe.

”Selvmordstanker opstår for de fleste mennesker på baggrund af flere årsager, men for mange børn med særlige behov er der nogle karakteristika, som går igen. Min erfaring er, at særligt de her unge mennesker igen og igen har udtrykt et ønske om en forandring. Og ikke en forkælet forandring, men en indfølelig forandring, som ikke skaber sig for dem,” siger hun.

 

Vær opmærksom på adfærd hos børn med særlige behov

Når børn med særlige behov udtrykker ønske om en forandring, risikerer de imidlertid at blive misforstået og opfattet som aggressive eller afvisende, fordi de kan have svært ved at sætte ord på deres følelser. Derfor skal man nogle gange aflæse deres mistrivsel i deres adfærd.

”Børn med særlige behov er jo en sårbar gruppe mennesker. De kan reagere meget hurtigt og meget kraftigt på belastninger. Det kan være ændringer, stress, et miljø der ikke passer dem, en upassende pædagogisk tilgang, eller hvis man stiller for store krav til dem. Et eller andet som er nyt og adskiller sig fra det kendte, hvilket måske ikke passer dem. Så vil de på en eller anden måde reagere med en eller anden adfærd, som typisk vil blive opfattet som en vred, aggressiv eller frustreret adfærd,” siger Britt Morthorst.

Og børnene er frustrerede. For de bærer rundt på en psykisk smerte alene, som de har svært ved at håndtere, og de beder om en forandring, som ikke sker. Og så opstår selvmordstankerne.

”De her børn bliver præget af et tunnelsyn og en håbløshedsfølelse, som gør, at det bliver svært for dem at se andre udveje. Så bliver de draget mod, at der kun findes én løsning på at ende den her ubærlige psykiske smerte,” siger Britt Morthorst.

Hvis du eller dit barn har selvmordstanker, skal du kontakte din læge eller ringe til Livslinien alle dage mellem klokken 11-04 på telefon 70 201 201.

Søg hjælp med det samme, hvis dit barn har selvmordstanker

Hvis du hører om selvmordstanker hos dit barn, så er det vigtigt, at du søger hjælp, selvom du måske ville ønske, du kunne klare det selv eller måske mest af alt har lyst til, at de tanker skal skjules for omverdenen. Du kan enten kontakte din egen læge eller ringe til Livslinien på telefon 70 201 201. På hjemmesiden selvmordsforebyggelse.dk kan du finde et kort med en oversigt over henvisningsmuligheder i din region. I Danmark er der kompetencecentre i selvmordsforebyggelse over hele landet, som kan hjælpe eller viderehenvise.

Det er de færreste forældre, der har forudsætninger for at håndtere selvmordstanker hensigtsmæssigt, så det er helt ok, at du er i vildrede. Måske bliver du ramt af skyldfølelse og tvivl om, om du nu er en god nok forælder. Men det er slet ikke sikkert, at selvmordstankerne har noget med dig at gøre, og du kan være sikker på, at der er andre forældre, der oplever det samme som dig og andre børn, der har det ligesom dit barn.

Nogen vil måske være bange for at søge hjælp på vegne sit barn af frygt for at afsløre sig selv som dårlig forælder. Men det behøver man ikke være bange for ifølge Britt Morthorst.

”Når man kontakter psykiatrien, så får selvfølgelig børnene, men også forældrene hjælp og strategier til at håndtere selvmordstankerne. Behandlerne ser sammen med hele familien på hele barnets liv og ser på, hvad der er af belatninger, og hvem barnet kan række ud efter, hvis det har brug for trøst og hjælp. Man skal søge hjælp, og vi prøver at finde løsninger sammen med familierne,” siger hun.

September, 2020

Podcastserie om selvmordstanker blandt børn og unge med særlige behov

Selvmordstanker blandt børn og unge med særlige behov findes.

For alt for mange af disse børn og unge er det en mørk og frygtelig side af virkeligheden. En virkelighed de alt for ofte sidder alene med.

 

I Ligeværd har vi sat os for at løfte problemet ud af mørket. Ikke fordi vi synes, det er rart, men fordi vi synes, det er en pligt. En pligt over for de børn, unge og deres familier, der ellers er ladt alene med noget af det sværeste i verden.

Derfor har vi i samarbejde med journalist Lasse Mors udviklet en podcastserie i tre episoder med drengen Lukas som omdrejningspunkt. Serien undersøger gennem snak med Lukas’ mor og forskellige eksperter, hvad der ligger bag, når et barn på bare 12 år forsøger at tage sit eget liv.

Du kan lytte til første episode fra i dag. Næste episode bliver frigivet den 31. august og sidste episode den 4. september.

Podcasten ligger  på spreaker.com og i de forskellige podcast-apps.

SOLUM – et brætspil om ensomhed, venner og fællesskaber

Det kan være svært at sige højt, at man føler sig ensom. Det er en følelse, som er tabubelagt og rammer unge med særlige behov i højere grad end andre unge. De unge føler sig anderledes, og har svært ved at bede om hjælp. De oplever mange skift i deres liv, hvor det er svært for dem at holde fast i deres sociale relationer. 

Brætspil som redskab til dialog

Som du kunne læse i interviewet med lærerne på Rødding Fri Fag og efterskole (i Ligeværd magasinet januar 2020) er snakke – og mange af dem – omkring de svære ting, der gør, at man føler sig ensom, vigtigt i arbejdet med at afhjælpe ensomhed og indgå i fællesskaber. Derfor har Ligeværd udviklet læringsbrætspillet ”SOLUM – et brætspil om ensomhed, venner og fællesskaber”. Brætspillet, der bliver færdigt til marts 2020, er et redskab til at skabe dialog blandt både unge og de personer som støtter dem. SOLUM er udviklet af medarbejdere fra Ligeværds medlemsskoler, og bygger derfor på stor faglig viden om ensomhed blandt unge med særlige behov samt de unges egne erfaringer med ensomhed.

SOLUM er et spil om ensomhed, venner og fællesskaber

Brætspillet giver spillerne mulighed for at genkende ensomhed hos sig selv og andre. SOLUM præsenterer eksempler på handlinger, som spillerne selv kan udføre for at mindske ensomheden og styrke deres sociale relationer. I SOLUM møder spillerne fire hovedpersoner, som de skal hjælpe med at være gode kammerater og styrke deres venskab. Hovedpersonerne oplever situationer, hvor spillerne skal beslutte, hvad der er det bedste at gøre. Alle hovedpersonerne har særlige udfordringer, som påvirker deres mulighed for at opbygge venskaber og indgå i fællesskaber.

For hver spillerunde udvælges en hovedperson, som lægges i midten af spillepladen. Derefter placeres hovedpersons nære venner, venner og bekendte rundt om dem.

Alle personer i spillet har en glad og en sur side. Den handling, som spillerne vælger for hovedpersonerne, medfører et resultat, som påvirker om personerne i spillet er glade eller sure, om de flytter sig tættere på eller længere væk fra hovedpersonerne og om hovedpersonen er del af fælleskaber.

De fire hovedpersoner

Alberte

Alberte er startet på en ny skole og savner vennerne
hjemmefra. Hun er den stille type og har svært ved at finde
nye fællesskaber. Det er vigtigt for hende at klare sig godt
i skolen. Alberte går til gymnastik.

Oliver

Oliver vil gerne være en god ven, som altid finder på sjov.
Han er usikker på sig selv. Han føler sig anderledes, og at
andre ikke forstår ham. Han bliver tit vred, selvom han ikke
mener det. Oliver glemmer ofte sine aftaler.

Josef

Josef har lækkert hår. Han er meget populær. Men han har
det svært med folk, der står tæt på ham, eller hvis der er
for meget larm. Josef er god til at tegne og gamer også på sit værelse.

Emma

Emma vil gerne være sammen med andre, men hun kommer tit til at sige det forkerte. Hun er med i mange fællesskaber, men hun føler ofte, at hun bliver valgt fra. Hun er meget på sociale medier. Emma går til håndbold og elsker det.

De unge tester SOLUM

Fire unge i en Unge For Ligeværd – klub spiller SOLUM. De har valgt Emma som hovedperson.

Spiller 1 læser kortet ”Pause” op:
Der er pause, og Emma ser, at Michelle og de andre piger fra musik står og snakker. Emma vil gerne være en del af snakken.
Hvad gør Emma?

Find nu kort 19 og 20. I skal vælge et af dem.

Spiller 1 finder kortene og læser højt:
Lytter: Emma stiller sig over til gruppen og lytter. Inge lægger mærke til hende, så hun viser sine nye sko frem (kort 19).

Frokost: Emma går over til gruppen og spørger hvad der er til frokost (kort 20).

Spiller 2 siger: Neeeej, det er ikke en god ide, at hun spørger, hvad der er til frokost.

Spiller 3 siger: Jeg tror, hun spørger, hvad der er
til frokost for at komme i snak med dem.

Spiller 4 siger: Jeg tror altså, det bedste er, at hun viser sine nye sko.

Spiller 1 siger: Jeg tror altså, hun spørger, hvad der er til frokost.

Spiller 3 siger: Ja, så er man mere i kontakt.

Spiller 1 siger: De andre bliver jo nødt til at svare Emma.

Efter lidt mere snak beslutter spillerne sig for svar B) Frokost.

Spiller 1 vender kortet om og læser resultatet af deres beslutning: ”Ingen ved, hvad der er til frokost. Emma går med Michelle ind for at finde ud af det. Resultat: Michelle bliver glad. Michelle-brik vender allerede den glade side op, så derfor flytter spillerne hendes brik fra ”bekendte” til ”venner”, og dermed tættere på Emma, som ligger i midten af spillepladen.

SOLUM er et dialogskabende brætspil

SOLUM faciliterer samtaler om egne oplevelser og erfaringer med at mindske ensomheden og vedligeholde venskaber, samt deltage i fællesskaber. Dialogen opstår både i løbet af spillet, når spillerne skal begrunde hvilke handlinger, der er de bedste at udføre i en bestemt situation, og i forbindelse med den afsluttende samtale, som er knyttet til hver hovedperson. Ved afslutningen af hver hovedperson møder spillerne spørgsmål, der beder dem forholde sig til de udfordringer. som hovedpersonen har mødt, og hvad de gør i lignende situationer.

Hovedpersonernes afsluttende spørgsmål lyder:

Alberte:
Hvordan hjælper I jeres venner, hvis de er kede af det
eller føler sig udenfor? Og hvordan hjælper de jer?

Oliver:
Hvad kan der ske, hvis I ikke overholder en aftale med
en ven? Og hvordan løser I det?

Josef:
Hvordan hjælper I en, som har det svært med lyde,
støj, smag eller noget andet?

Emma:
Har I prøvet at blive uvenner med nogen online eller
på sociale medier? Hvad gør I, hvis det sker?

Gentagelse opbygger nye kompetencer og fastholder viden

SOLUM skaber muligheden for, at unge med særlige behov taler om et emne, som kan være svært at sætte ord på. Ved at spille SOLUM gentager de unge strategier, som de kan bruge for at vedligeholde venskaber og indgå i fællesskaber. Netop muligheden for gentagelse er vigtigt, for at de unge kan opbygge nye kompetencer og fastholde viden. Brætspillet kan spilles i forskellige sammenhænge, så de samme strategier og den nye viden gentages for den unge i nye sammenhænge. Det er derved håbet, at den unge kan medtage viden fra én sammenhæng til en anden. At fastholde sociale relationer, når de oplever skift i deres liv, er nemlig netop noget, unge med særlige behov har svært ved.

Fagfolk opsamler viden om ensomhed og unge med særlige behov gennem SOLUM

Brætspil spilles i fællesskab, og når SOLUM spilles, er alle sammen om at tage beslutninger for spillets hovedpersoner. De unge møder situationer, som de kender fra deres eget liv og kan reflektere over, hvordan hovedpersonen har det, og hvad hovedpersonen kan gøre for at opbygge venskaber og deltage i fællesskaber. De unge deler deres viden om det at være unge med særlige behov og føle sig alene. Fagfolk, som støtter de unge i samtalerne gennem spillet, får konkret viden om de unges sociale udfordringer og derved større indsigt i og viden om, hvad der er på spil hos unge med særlige behov der føler sig ensomme.

Brætspillet er således et ekspertudviklet læringsredskab, som ruster unge til at kunne klare sig i sociale sammenhænge og i mødet med ensomheden. Det styrker fokus på og viden om ensomhed hos fagpersonalet. SOLUM giver derved mulighed for, at unge med særlige behov og fagpersonale i fællesskab bliver klogere på ensomhed. Når SOLUM spilles har alle et fælles ansvar for at støtte hinanden i at tale om ensomhed, venner og fællesskab. Det bliver et fælles anliggende at videndele og dele konkrete handlinger, der kan bringe de unge tættere på et liv med mindske risiko for ensomhed.

SOLUM er ét element i en større forebyggende indsats

Ansvaret for at håndtere børn og unges ensomhed må løftes i fællesskab igennem videndeling og konkrete redskaber. Unge, der ofte føler sig isolerede, savner nogen at være sammen med eller føler sig holdt udenfor. Ensomme unge oplever oftere end deres jævnaldrende angst, hovedpine, mavepine, problemer med at sove og de har sværere ved at koncentrere sig. Derfor har mange af disse unge også svært ved at fastholde uddannelse eller job (CEFU: Når det er svært at være ung i DK – unges trivsel og mistrivsel i tal. 2010). Ligeværds har fået midler af Socialstyrelsen til en forbyggende indsats mod ensomhed hos unge med særlige behov. Det dialogskabende læringsbrætspil, SOLUM, er udviklet som redskab til støtte af svære samtaler om de følelser, der er forbundet med ensomhed. En samtale, som både finder sted mellem de unge, der spiller og underviseren/støttepersonen, som støtter de unge i samtalerne.

Januar 2020

Ungefællesskaber i coronaens skygge

Af Esben Kulberg, direktør i Ligeværd

Fordi man har det svært ved alt det sociale, betyder det ikke, at man ikke har det samme behov for venner og nærvær som alle andre har.

Med udsigten til en påskeferie helt alene besluttede Tobi Jagusch, elev på AspIT Sønderjylland, at samle venner over nettet for at spille den engelske udgave af brætspillet ’Det Dårlige Selskab’, Cards Against Humanity. Det lyder måske ikke af noget særligt, men når man er en ung mand med Aspergers, så er det initiativ alligevel en særlig præstation.

Det er underligt stille på AspIT Sønderjylland

Der er stille på AspIT Sønderjylland. Meget stille. Det er nu egentlig ikke sted med meget larm til daglig. Selv om det er et uddannelsessted med unge mennesker, så er AspIT nok kendetegnet ved, at der er både struktur, forudsigelighed og ro på skolen. Men sådan en dag under corona-krisen er der usædvanligt roligt, for AspIT skulle som alle andre uddannelsessteder lukke, da statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned i marts, og de unge blev sendt hjem for at modtage deres undervisning foran skærmene.

Faktisk er der næsten ikke et øje på skolen. Men det passer ikke helt, for indimellem kommer afdelingsleder Dorthe Ulstrup forbi skolen, – for fiskene skal jo have mad.

For en udadvendt person som mig er det rigtig svært ikke at kunne mødes med andre mennesker. Jeg får jo min energi af at være sammen med andre og snakke med mennesker. Men vores unge kan også have det svært, når de ikke må komme i deres vante omgivelser,” siger Dorthe Ulstrup.

Også for de unge, er det underligt

AspIT’s ungegruppe består af normalt- eller højtbegavede unge med Aspergers. På AspIT modtager de undervisning inden for forskellige grene af arbejde med IT. Så mange af dem er godt klædt på til en skoledag over nettet. Det giver Tobi Jagusch, der er elev på AspIT, da også udtryk for, da jeg spørger ham, hvordan det er at følge undervisningen som videomøder.

Nogle af mine kammerater har det ok med, at vi er sendt hjem, andre har det ikke så godt. For mit vedkommende er det fint nok. Jeg er på en undervisningsdel, hvor jeg arbejder ret selvstændigt. Og jeg kan stadig spørge min underviser, hvis der er noget, jeg skal have hjælp til. Der er faktisk stadig ret meget struktur på undervisningen, så personligt synes jeg ikke, det er så svært med undervisning på den her måde,” fortæller han i telefonen.

Mens jeg taler med Tobi, tænker jeg, at den strukturerede undervisning næsten er et trygt og godt ’helle’ for eleverne på AspIT. Og at det ikke er omlægningen af undervisningen, der volder dem de største problemer. Den tanke bekræfter Dorthe Ulstrup mig i:

Jeg tror, de fleste af vores elever glæder sig til at komme på skolen. Vi laver selvfølgelig en meget forudsigelig dagligdag for dem. Det er nødvendigt, for at de kan lære og modtage undervisning. Det er noget andet, der er en større udfordring. Vi har elever, der op til en sommerferie kommer og spørger, om ikke jeg kan finde et praktiksted til dem i sommerferien, for så er de fri for de 5 uger, der ikke er planlagte,” siger Dorthe og fortsætter: ”Jeg kender ikke ret mange, der ligefrem spørger om lov til at arbejde eller gå i skole i stedet for at holde sommerferie.

Det er ferierne, der er den sværeste tid

Men lige netop behovet for at undgå en ustruktureret ferie viser det dilemma, mange unge med Aspergers står i. På den ene side er det svært at være i en dagligdag, der er ustruktureret og uforudsigelig. På den anden side har unge med Aspergers, det samme ønske om at have venner, hygge sig og grine sammen med andre, præcis som de fleste af os andre har.

Undervisningen her på AspIT går på en måde på to ben,” fortæller Dorthe. ”Det ene er udviklingen af de unges IT-faglige kompetencer. På det område når vi ofte et meget højt fagligt niveau. Det andet, som vi bruger mindst lige så mange ressourcer på, er udviklingen af de unges personlige og sociale kompetencer. Vi kan lave et rigtigt trygt miljø her på skolen. Men vi ved godt, at det, vi også skal forberede dem til, er en verden og et arbejdsliv, der ikke kan være så trygt og forudsigeligt som livet på AspIT. Det er noget af den verden, de unge møder i deres ferier. Og det er ofte rigtig svært for dem. Derfor kan vi også se, at det er svært for flere af dem at komme i gang efter en ferie, fordi de faktisk er blevet ’slidte’ af at holde ferie,” fortæller Dorthe Ulstrup.

En overraskelse efter påske

Det var derfor også overraskende for hende, at alle mødte ind i den ’digitale skole’ første dag efter påskeferien.

Vi var overraskede over, at der ikke vær nogen, der var faldet fra i løbet af ferien. Ligesom vi ofte ser det. Det viste sig, at nogle af de unge havde taget initiativ til at holde kontakten over nettet hen over påsken. Så det, vi ofte ser efter en ferie, så vi slet ikke i år. Jeg tænker, at vores brug af Teams og videomøder i undervisningen har hjulpet dem til at fortsætte deres digitale fællesskaber igennem påsken,” siger Dorthe Ulstrup.

Tobi Jagusch bekræfter Dorthe Ulstrups antagelse: ”Jeg er lige blevet opereret, så jeg kunne slet ikke komme ud. Så jeg tænkte, at jeg havde valget mellem ikke at gøre noget overhovedet hele påsken eller at prøve at sætte noget op på nettet. Så jeg tænkte, at jeg kunne prøve at arrangere noget online, jeg vidste kunne være mega-hyggeligt og noget man kunne grine af sammen med nogen. Så over nettet tilbød jeg en ‘Cards Against Humanity’ runde til dem, der havde lyst. Og det var der nogle, der havde.

Det nytter

Tobi fortæller, hvordan han ’mødtes’ med nogle af sine kammerater og hvordan de spillede og grinede. ”Det var rigtig hyggeligt. Jeg er helt sikker på, at vi gør det igen.

Dorthe Ulstrup glæder sig over, at de unge har haft en god påske. Men hun glæder sig endnu mere over, at de bestræbelser, skolen har gjort for at hjælpe de unge til et selvstændigt liv, ser ud til at bære frugt.

Det er jo netop det, vi håber for de unge, at de bliver i stand til selv at tage initiativer, der kan være med til at give dem et godt liv. Og holde fast i venskaber og kammerater i deres liv. For det har vi alle brug for. Uanset hvilke udfordringer vi måtte have,” konkluderer en glad afdelingsleder.

Den farefulde ensomhed

I denne artikel, som indleder vores tema om ensomhed, forsøger vi at definere, hvad ensomhed er, og hvad ensomhed ikke er. Vi kigger også på, hvor afgørende det er, at vi er opmærksomme og handler, når vi møder et  menneske, der er ensomt, da ensomhed kan have vidtrækkende konsekvenser på niveau med sult og tørst.

Ensom og alene er ikke det samme

De fleste ved rent intuitivt hvad ensomhed er, og vil stifte bekendtskab med følelsen i løbet af livet. Derfor er det vigtigt at skelne mellem ensomhed som en kortvarig følelse efter en bestemt begivenhed, og ensomhed som en vedvarende følelse, der udvikler sig til et alvorligt problem. Når følelsen af ensomhed bliver varig, kan den nemlig få alvorlige konsekvenser for den enkelte. Dernæst er det vigtigt at konkretisere, hvad ensomhed er, og hvad den ikke er. At være alene er ikke det samme som at være ensom, og dem, som føler sig ensomme, er ikke nødvendigvis mere alene end andre. Ensomhed og alenehed må derfor forstås som distinktive, da man kan være objektivt alene uden at være ensom, mens ensomhed kan beskrives som en subjektiv følelse, der kan opstå til trods for at være blandt andre.

 

En subjektiv og ubehagelig følelse

En af måderne hvorpå ensomhed opleves er gennem følelsen af at være uønsket alene, mens mange også oplever ensomheden i samvær med andre.(1) Der forekommer mange definitioner af ensomhed, som oftest har det tilfælles, at de beskriver en følelse, der opstår, når ens sociale relationer ikke opfylder ens sociale behov. I overensstemmelse hermed lyder Ligeværds definition af ensomhed således:

Ensomhed er en subjektiv og ubehagelig følelse, som opstår, når der er en uoverensstemmelse mellem de sociale relationer, man har, og de relationer, som man har et behov for. Ensomhed kan derfor både opleves, når man er alene og når man er sammen med andre.

Som definitionen indikerer, kan ensomhed som hovedregel skildres i to udtryksformer. For en dybere forståelse af de to former for ensomhed er sociologen Robert S. Weiss’ todeling heraf relevant at tage i brug. Weiss beskriver emotionel ensomhed som associeret med mangel på nære og intime relationer, mens social ensomhed skyldes et manglende og engageret socialt netværk, hvori man oplever at være en del af et fællesskab.(2) Selvsagt har sociale relationer altså en afgørende rolle, når man taler om forekomsten af ensomhed. Personer, der er isolerede, har en forhøjet risiko for at blive ensomme. Desuden er personer, der er ensomme, oftere isolerede end de, der ikke er ensomme. Det er således givet, at der ofte er en sammenhæng imellem ensomhed og social isolation. Følelsen af ensomhed relaterer sig både til et kvalitativt aspekt i form af egenskaberne ved den sociale kontakt, og et kvantitativt aspekt i form af antallet af sociale kontakter. Flere undersøgelser har vist, at ensomhed primært hænger sammen med kvaliteten af de sociale relationer fremfor omfanget. Ensomhed omhandler således mere end størrelsen på ens sociale netværk.(3)

 

Ensomhed er ikke harmløs

Ensomhed handler i dens konsekvenser om langt mere end mangel på socialt netværk og nære relationer.  Ensomhed burde ligesom tørst eller sult, blive anset som et biologisk advarselssignal, udsendt af vores hjerner. Til trods for tydelige følelsesmæssige signaler omkring mangel på social kontakt og nærhed, er ensomhed i høj grad stigmatiseret, da ingen ønsker at blive uretmæssigt stemplet som en svag person. Desuden er signalet om ensomhed ikke lige så let løseligt, som signalet om tørst og sult, hvor køleskabet kan være behjælpeligt. Handles der dog ikke på ensomheden i tide, kan den altså gøre både fysisk og psykisk skade og skabe yderligere konsekvenser, som gør det svært at slippe ud af ensomheden. Personer med stærke sociale relationer har lavere risiko for psykiske lidelser og dødelighed sammenlignet med personer med svage sociale relationer. Ensomhed kan påvirke helbredet på en lang række måder og er relateret til øget risiko for hjerte-/karsygdomme, øgede stresshormoner og mindre genopbyggende søvn. Selve hjernefunktionen påvirkes, når vi er ensomme, da vi bliver mere fokuserede på vores egen velfærd og selvopholdelse, hvilket kan resultere i en tendens til mere fjendtlig og defensiv adfærd i mødet med andre.(4)

 

Mental sundhed og ensomhed

I Danmark er ensomhed relateret til omtrent 2.200 ekstra dødsfald årligt.(5) Det anslås, at mere end halvdelen af personer med psykiske lidelser er ensomme, selvom det ikke er entydigt, hvorvidt personer, der er ensomme, har større risiko for at få en psykisk lidelse, eller om tilstedeværelsen af psykisk sygdom øger risikoen for ensomhed. Nogle studier peger imidlertid på, at ensomhed øger risikoen for depression og demens. Det er tidligere blevet påpeget, at der er knapt 2.000 ekstra psykiatriske indlæggelser årligt, som kan tilskrives ensomhed som risikofaktor.(6) Ensomhed benævnes som et symptom på dårlig mental sundhed, hvorfor den daværende regering i 2010 satte et mål om, at andelen af ensomme danskere på 16 år eller derover skulle reduceres med 10 procent i løbet af 10 år.(7) Ved påbegyndelsen af år 2020, kan man appellere til, at der fremadrettet også arbejdes målrettet for at reducere ensomhed blandt børn og unge, da ensomhed ikke blot er en alvorlig problematik hos voksne i Danmark. Nære og tilfredsstillende relationer og følelsen af at høre til blandt andre, er nemlig fundamentalt for en god mental sundhed. Det gælder særligt gennem barndommen og ungdomsårene, hvor de sociale relationer og behovet for relationer ændres, men er af stor betydning for den enkeltes udvikling.(8) Konsekvenserne af ensomhed er mangeartede. En lang række internationale undersøgelser har vist, at unge, der oplever vedvarende ensomhed igennem barndommen eller ungdommen, er i højere risiko for at udvikle sundheds- og adfærdsrelaterede problemer senere i livet end de børn og unge, som kun føler sig ensomme en gang imellem eller ikke føler sig ensomme. Problemerne, der nævnes, er skolefrafald, skolefravær, lavere karakterer, depression, angst, selvskadende adfærd samt selvmordstanker, og de vidner derfor om alvorligheden i ensomheden blandt børn og unge.(9)

Januar 2020 

kilder

1) Lasgaard, Mathias & Katrine Rich Madsen (2014): ”Ensom, men ikke alene – Viden om et ungdomsproblem” i Karen Lerstrup Pedersen (red.): Ensom, men ikke alene – En antologi om unge og ensomhed. København: Ventilen. S. 13-14.

2) Robert. S. Weiss (2000): Loneliness – The experience of emotional and social isolation. The Massachusetts Institute of Technology.

3) Lasgaard M, Friis, K. Ensomhed i befolkningen – forekomst og metodiske overvejelser. Temaanalyse, vol. 3, Hvordan har du det?, Aarhus: CFK • Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, 2015.

4) Cacioppo, John & Stephanie Cacioppo (2014): ”Ensomhed er ikke harmløs” i Karen Lerstrup Pedersen (red.): Ensom, men ikke alene – En antologi om unge og ensomhed. København: Ventilen.

5) Heidi Amalie Rosendahl Jensen, Michael Davidsen, Ola Ekholm og Anne Illemann Christensen. Danskernes Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2017. København S: Sundhedsstyrelsen. S. 107.

6) Eriksen L, Davidsen M, Jensen HAR, Ryd JT, Strøbæk L, White ED, Sørensen J, Juel K. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet for Sundhedsstyrelsen. Sygdoms- byrden i Danmark – risikofaktorer. S. 23 & 100.

7) Sundere liv for alle – Nationale mål for danskernes sundhed de næste 10 år. Regeringen 2014. S. 10

8) Due P, Diderichsen F, Meilstrup C, Nordentoft M, Obel C, Sandbæk A. Børn og unges mentale helbred. Forekomst af psykiske symptomer og lidelser og mulige forebyggelses- indsatser. København: Vidensråd for Forebyggelse. 2014:1-184. S. 88.

9) Mette Rasmussen Lene Kierkegaard Stine Vork Rosenwein Bjørn Evald Holstein Mogens Trab Damsgaard Pernille Due (2018): Skolebørnsundersøgelsen 2018. København K: Statens Institut for Folkesundhed S. 51.

Grafik: https://www.freepik.com/vectors/people. People vector created by pch.vector – www.freepik.com

Ensomhed blandt børn og unge med særlige behov

I artikel “Den farefulde ensomhed” kiggede vi på, hvad ensom er for en størrelse. I denne artikel undersøger vi omfanget af ensomhed blandt børn og unge med særlige behov. Vi har været vidt omkring, snakket med mange eksperter og forskere på området, og der findes undersøgelser af ensomhed blandt børn og unge, men ikke undersøgelser, der specifikt omfatter vores brede betegnelse ”særlige behov”. Vi har dog fundet frem til materiale, der kan tegne et billede af, i hvilket omfang børn og unge med særlige behov er ramt af ensomhed.

Ensomhed blandt børn og unge

En for nyligt udgivet rapport af Børns Vilkår og Trygfonden anslår, at 38 procent af de børn, som tit eller meget tit oplever ensomhed, har 5-8 tegn på mistrivsel en gang ugentligt. De børn, som sjældent eller aldrig føler sig ensomme og har 5-8 symptomer på mistrivsel, udgør 2 procent. Derudover angiver 19 procent af de børn, der tit eller meget tit føler sig ensomme, at de er uenige i, at de klarer sig godt fagligt. Dette gør sig kun gældende for 3 procent af de børn, som angiver, at de sjældent eller aldrig er ensomme.  Ensomheden viser sig også i høj grad at være en følelse, som børnene ikke får delt med andre, da under halvdelen har talt med nogen om det. (1)

 

Ensomhed blandt børn og unge med særlige behov

Omfanget af ensomhed og dens konsekvenser blandt børn og unge med særlige behov må siges at være underbetonet forskningsmæssigt. Vi kender altså ikke til det konkrete omfang af ensomhed hos målgruppen eller ved i hvilken udstrækning deres ensomhed har konsekvenser i en forskningsmæssig optik. Vi kan dog hente viden i en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed (2019), hvori de belyser, hvilke konsekvenser sygdom eller funktionsbegrænsning har for deltagelse i et almindeligt børne- og ungdomsliv. De mentale diagnoser, som er inkluderet i undersøgelsen, er ADHD/ADD, angst, autisme, Aspergers syndrom, depression, OCD, ordblindhed, spiseforstyrrelse, stammen samt anden psykisk diagnose. De refereres til som én samlet gruppe og indeholder således diagnoser, der er meget forskelligartede, og er en blanding af medfødte og senere opståede diagnoser.

I grundskolens 5-6. klasse fremgår det, at 20 procent af eleverne med mentale diagnoser ofte føler sig ensomme, hvor der blandt deres jævnaldrende uden diagnoser til sammenligning er en forekomst på 5 procent. Færre føler, at de andre elever accepterer dem, som de er, og at deres lærere tager hensyn til dem. Undersøgelsen viser, at flere elever med en mental diagnose i grundskolens 7.-10. klasse ofte føler sig ensomme. De har færre høje sociale kompetencer og færre synes, at det er let at få venner sammenlignet med deres jævnaldrende.

På de gymnasiale uddannelser er 16 procent med en mental diagnose ofte ensomme, hvor det blandt deres jævnaldrende til sammenligning er 5 procent. (2) Yderligere må alvorligheden ses i nye tal fra Kommunernes Landsforening, der peger på, at de unge i alderen 0-17 år, der i dag kommer i kontakt med hospitalspsykiatrien, især er unge med diagnoser som ADHD, autismespektrumforstyrrelser samt belastnings- og tilpasningsreaktioner.

Kontakt til behandlingspsykiatrien kan netop være en indikator på psykiske problemer, som kan få konsekvenser for børn og unges sundhed og trivsel, skolegang og deltagelse i fællesskabet. (3)

 

Ensomhed er ikke et ufarligt ungdomsfænomen

Ensomhed i ungdomsårene er et aktuelt problem i Danmark og flere studier viser, at ungdommen er en af de faser i livet, hvor risikoen for at opleve ensomheden er størst. Unge har mange forventninger til hvor mange og hvilke relationer, de skal indgå i. Unge med urealistiske forventninger til egne relationer, har derfor lettere ved at blive skuffede, hvis de ikke kan leve op til normen, hvilket gør dem mere sårbare overfor ensomhed. I ungdommen forandrer de sociale behov sig i form af et stigende behov for egne tilvalg af sociale relationer og en samtidig uafhængighed af forældrene. Den enkeltes identitet bliver i høj grad udviklet og dannet i samvær med andre unge, hvorfor mangel på sociale relationer har konsekvenser for den enkeltes udvikling af sociale kompetencer. Venskaber tillægges stor værdi, og oplevelsen af accept blandt venner får stor betydning, hvorfor unge, som er ensomme med deres identitetsprojekt, kan få en følelse af at være mindre værd. (4) Unge som ikke har erfaringer med, at andre vil dem noget godt, nærer heller ikke tillid til, at andre oprigtigt er interesserede i dem. De unges negative forventninger er netop erfaringsbaserede, hvilket vanskeliggør deres mulighed for social kontakt. Ofte kan unge, der føler sig ensomme, samtidig opleve sig selv som anderledes og forkerte. (5) Der findes mange barrierer for at etablere nye venskaber og vinde andres accept. Den intense og langvarige ensomhed relaterer sig til adskillige problematikker, som kan have konsekvenser for unges psykologiske udvikling på uhensigtsmæssige måder. Unges ensomhed fortjener derfor også at blive behandlet som en separat problematik, der ikke negligeres til et ufarligt aldersfænomen.

 

Vi må ikke glemme at huske på det enkelte barns trivsel

”Åh mor, jeg drømte, at jeg var alene i hele verden. Jeg kunne gøre alt, hvad jeg ville, men så blev jeg ked af at være helt alene. Det var godt, at det bare var noget jeg drømte.”

Citatet er fra bogen “Palle alene i verden” af Jens Sigsgaard. Palle er et nysgerrigt barn, som bevæger sig ud i verden og leder efter nogle at lege med, indtil det går op for ham, at der ikke er andre mennesker end ham selv, og at han ikke kan håndtere at være i verden helt alene. Til trods for at historien om Palle er fiktion, kan der i hans historie tolkes et centralt budskab om, at oplevelsen af at være helt alene i hele verden, er et ubehageligt scenarie for ethvert barn. For Palle var det blot en drøm, men for mange børn og unge er det en virkelighed, som de langtfra er lige så gode til at italesætte som Palle.

Derudover er det langt fra alle børn, som oplever, at italesættelsen af ensomhed er en mulighed. Derfor må opmærksomheden rettes mod de børn og unge, for hvem oplevelsen af at være uønsket alene ikke er en drøm, men en smertefuld virkelighed, da ensomhed er en aktuel og alvorsfuld problematik blandt børn og unge i Danmark. Børn og unge skal have handlemuligheder i mødet med ensomheden, uanset hvilke udfordringer de har. Derfor må vi blive bedre til at forstå, hvorfor børn og unge føler sig ensomme i dag.

 

Vi behøver en ny børnepolitisk dagsorden

Som børnelivsforsker Sine Penthin Grumløse fornyligt har påpeget, så har vi i årtier været ekstremt optagede af, hvordan børn kan gøres dygtigeres. I stedet er det nu tid til at spørge, hvordan børnene har det? Børnepolitikken skal interessere sig for, hvordan det er at være barn. Hun pointerer, hvorledes der i dag hersker et børnesyn, hvor det enkelte barn skal hjælpes på den rigtige måde, således at barnet kan optimere sig selv og bidrage bedst muligt til samfundet. Vi mangler at sætte spørgsmålstegn ved, hvad børn egentlig har behov for, at vi gør for dem. Den børnepolitiske dagsorden må revurderes, således at vi arbejder for børn. Derudover appellerer hun også til, at politikerne lytter til de skolelærere, der fortæller, at de ikke kan løfte inklusionsopgaven under de nuværende vilkår, og til pædagogerne, som fortæller, at der ikke er gode nok betingelser for at gøre et godt arbejde i institutionerne.(6) Hendes pointer understreger, at der til trods for mange gode hensigter i at fremme børns tarv og livsduelighed, forekommer en fatal mangel på grundlæggende interesse i deres behov og følelsesliv.

November 2020 (Artiklen er bragt første gang i LIGEVÆRD Magasinet, januar 2020)

 

Kilder

1) At stå udenfor – hvordan styrker vi positive fællesskaber blandt børn og unge? Børns Vilkår & Trygfonden 2019. S. 6-7

2) Lisbeth Lund, Susan I. Michelsen, Pernille Due & Anette Andersen. Trivsel og hverdagsliv blandt børn og unge med kronisk sygdom. København K: Statens Institut for Folkesundhed. 2019.

3) Udsatte børn – Nøgletal 2019. København S: Kommunernes Landsforening. 1. udgave 1. oplag. S. 50.

4) Lasgaard, Mathias & Katrine Rich Madsen (2014): ”Ensom, men ikke alene – Viden om et ungdomsproblem” i Karen Lerstrup Pedersen (red.): Ensom, men ikke alene – En antologi om unge og ensomhed. København: Ventilen. S. 13-14

5) Koch, Ida (2014): ”Samtaler med unge – at se, møde og afhjælpe ensomhed” i Karen Lerstrup Pedersen (red.): Ensom, men ikke alene – En antologi om unge og ensomhed. København: Ventilen. S. 88-90

6) UNICEF Danmark. Børnepolitikken skal interessere sig for, hvordan det er at være barn. D. 15.11.2019 https://www.unicef.dk/ 2019/11/15/boernepolitikkenskal-interessere-sig-for-hvordandet-er-at-vaere-barn/

De unges stemmer

”Det er dybt. Det er en meget dyb psykisk smerte. Den lille stemme, der nogle gange kan komme frem og sige, at man ikke har nogle venner. Den lille usikre stemme. Den rammer bare så meget hårdere end fysisk smerte. Man føler sig ikke hjemme. Det er svært at føle sig hjemme nogen steder.” Sådan fortæller en af de unge, vi har talt med, for at blive klogere på ensomhed. Nu giver vi plads til de unges stemmer og deres råd til de unge, der føler sig ensomme, samt hvordan man kan afhjælpe ensomhed hos unge. Derfor lægger vi vægt på deres ord og budskaber.

Hvordan føles ensomhed?

”Da jeg var rigtig ensom, plejede jeg at gå i seng hver aften og ønske, at jeg ville blive en del af et stort fællesskab.” Sådan udtrykker en ung pige sig omkring hendes længsel efter at høre til i et socialt fællesskab og opleve samhørighed med sine jævnaldrende. Hun fortæller, at hun ofte i folkeskolen oplevede, at hun måtte presse sig ind i de sociale grupperinger, men aldrig fik lov til at blive en del af deres fællesskab. Hendes historie er langt fra enkeltstående, da mange unge, der starter på specialefterskole, har oplevet at stå udenfor fællesskabet. Fortællingerne om de unges ensomhed er mangfoldige og rummer både mobning, social isolation, indtrædelse i en rolle som klassens klovn og skolevægring grundet oplevelsen af at være anderledes end andre. De beskriver ordet ensomhed som mangel på social kontakt og nærvær. Det kan ramme dem lige pludseligt, når det går op for dem, at de ikke har nogen at dele noget med eller hvis de pludselig mangler deres nære ven, som de er fortrolige med. I en af drengenes fortælling står det centralt, at ensomhed føles som en dyb psykisk smerte. Han beskriver sig selv som udadreagerende i folkeskolen, og at andres fortælling om ham var, at han var aggressiv. Der var derfor heller ikke nogen, som turde at snakke med ham. Han har følt sig stemplet tidligere i sin skolegang, og havde derfor svært ved at få nye venskaber. Han fortæller, at følelsen af ensomhed kan være traumatiserende.

 

Selvværd og selvtillid på specialefterskole

“Det er dybt. Det er en meget dyb psykisk smerte. Den lille stemme, der nogle gange kan komme frem og sige, at man ikke har nogle venner. Den lille usikre stemme. Den rammer bare så meget hårdere end fysisk smerte. Man føler sig ikke hjemme. Det er svært at føle sig hjemme nogen steder.” Han måtte gennem længere tid gøre opmærksom på, at han havde et behov for at skifte skole og få en ny begyndelse med andre unge, inden han fik muligheden for at starte på specialefterskole. På efterskolen oplever han et meget berigende møde med lærere, som udgør autoriteter, hvilke han kan gå i dialog med gennem en venskabelig relation. Netop denne kommunikation frembringer selvtillid og er et tema, som også fremtræder hos andre af de adspurgte drenge. De føler sig også bedre tilpas, nu hvor de har fået venner på skolen. De har opnået bedre selvværd og enkelte beskriver endda deres start på efterskolen, som noget der har ændret ALT for dem.

 

Det er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget

Alle eleverne, vi har talt med, mener, at det altid er bedst at have tætte venner end mange distancerede venskaber. Verbal kommunikation vægtes højt og muligheden for at kunne have dybe samtaler. De sociale aktiviteter, man laver sammen med sine venner, behøver ikke at være af særlig skelsættende karakter, da de har nok i fortroligheden i de nære relationer, og den tryghed, som netop denne relation frembringer. De giver dog udtryk for at have et behov for venner, som de kan spejle sig i. Derudover oplever nogle af eleverne, at de er en del af fællesskaber i form af vennegrupper, hvori de skal være forpasselige med at vise tillid. De frygter at blive mistolket og udstillet på bekostning af, at andre unge i fællesskabet kan præstere ved at udstille dem. Tillid er altså ikke givet, men noget man sikrer gennem nære relationer. Det er altså ikke mængden af venner, men kvaliteten af venner, der tæller.

 

Råd til ensomme unge fra ensomme unge

De unge giver udtryk for, at man som udenforstående kan gøre noget for at hindre, at andre føler sig ensomme. Man må give folk en chance og huske på, at man ikke ved, om man har noget tilfælles, før man snakker sammen og måske kan man endda skabe nogle interesser sammen. Man skal helt konkret ikke dømme en bog på dens omslag. Til de unge, der føler sig ensomme, lyder rådene, at man skal forsøge at droppe facaden og tage små initiativer, til at indgå i fællesskabet. Tænk løsningsorienteret frem for at tænke på problemet, selvom det kan være svært. Man lukker sig mere inde, når man kan bruge sin mobil til socialt samvær og man bedømmer folk, inden man møder dem, fordi man har mulighed for at vurdere hinanden gennem de sociale medier. Den digitale kommunikation muliggør også, at de sociale grupperinger får et online liv, hvilket tydeliggør, at nogle elever ikke er en del af fællesskabet.

Råd til lærere som omgås børnene hver dag

De unge giver udtryk for, at lærerne gerne må blande sig noget mere. Helt konkret foreslår de gruppearbejde, hvor læreren styrer sammensætningerne af grupperne, så de får mulighed for at indgå i forskellige sociale sammenhænge. Derudover efterspørger de unge, at ensomhed italesættes. De opfordrer også til, at man taler om ensomheden frem for at tale om fællesskabet. Det kan være mere presserende end idealet om at skabe fællesskab.

Januar 2020 

Ud af ensomhedens skal

”Jeg vil bare gerne prøve at have en ven.” Sådan svarer mange af de unge, der gerne vil gå på Rødding Fri Fag- og Efterskole til den indledende optagelsessamtale. Og det er netop der skolens fokus ligger. De gør meget ud af at fortælle kommende elever, at selvom de har dansk og matematik på skemaet, så kan de ikke garantere deres elever, at de bliver bedre til de fag. De kan til gengæld garantere, at eleverne vokser som mennesker, bliver en del af et fællesskab og får mennesker omkring sig, som holder af dem. I vores undersøgelse af ensomhed blandt børn og unge med særlige behov er vi taget til Rødding Fri Fag- og Efterskole for at snakke med lærerne Mette Hjort Høggaard og Ann Mia Lauritsen om, hvordan de møder ensomhed blandt deres elever, og endnu mere interessant: Hvordan hjælper de deres elever med at blive en del af et fællesskab?

Af Helene Kaas Fotos: Helene Kaas

Ensomhedens skal

Vi lægger ud med en snak om, hvor omfattende ensomhed er hos deres elever.

Ann Mia: ”De kommer næsten alle sammen med en følelse af forkerthed. En følelse af, at de ikke mestrer at være mennesker, at være unge mennesker på de vilkår, som de føler, de skal leve op til, og det giver en følelse af ensomhed.”

Mette: ”I starten af skoleåret, når eleverne kommer til os, får vi hvert år elever ind som har ligget, to, tre, fire år under dynen. Tingene er kuldsejlet for dem og det hele bare har været rigtig svært. De elever, oplever vi, er meget ensomme. Vi havde en elev, som da han kom, havde mistillid til alt og alle omkring sig, fordi alt var gået skævt. Der var nogle familierelationer, som var rigtig svære, og når man bliver svigtet af dem, man holder allermest af, kan man godt blive ensom. Når skolen oveni ikke fungerer og der ikke er andet, der fungerer, og det ender med, at man ligger hjemme under dynen i årevis, så bliver man ensom.”

Ann Mia: ”De unge ser mange steder i medierne og i skoleklasser, at det rigtige er at have mange venner og få mange likes på de sociale medier, når man lægger billeder op, hvor man er omgivet af en masse venner. Kan man ikke selv stå mål med det, fordi man for eksempel har en autismediagnose, der gør, at man ikke kan håndtere så mange mennesker omkring sig, eller ikke kan aflæse andre mennesker, så er der mange af dem, som føler sig forkerte og føler sig udenfor. Vores elever siger ikke ”jeg føler mig ensom”, men de siger ”jeg føler mig alene”, ”jeg føler mig ikke som en del af gruppen”, ”jeg har ingen venner”, ”jeg ved ikke, hvad jeg skal om eftermiddagen”, ”jeg har aldrig lært, at der har været nogen for mig om eftermiddagen.”

 

Arbejdet med at få hul på skallen

På Rødding Fri Fag- og Efterskole er der 33 elever på efterskoledelen. Alle elever har en primær kontaktperson og en 2. kontakt. Mette og Ann Mia har hver fem drenge, som de er primær kontaktperson for. De fortæller her, hvad der skal til for at få deres elever ud af ensomhedens skal.

Mette: ”Det er vigtigt, at der kommer tydelige og synlige voksne ind i deres liv, som de kan stole på. Man skal som lærer have lysten til at gå ind i det og lægge noget af sig selv, ellers kan det ikke lykkes. Nogle af dem er tre år følelsesmæssigt og har brug for mange kram og meget berøring. Vi berører meget i de tilfælde, vi mener, det kan give noget, for mange af dem er meget i underskud. De har hudsult. Nogle af eleverne, som bliver urolige i timerne, når vi ved at lægge en hånd på skulderen, ae dem eller nusse dem på ryggen. Det skal man også turde.”

Ann Mia: ”Det er helt vildt vigtigt, når de kommer her, at de lærer, at de kan stole på os voksne, for mange af dem har været vant til, at de voksne omkring dem, ikke har holdt aftaler. Det kan være små ting, når man har en autismediagnose, der gør, at man føler sig svigtet igen”.

Mette: ”Det er et meget relationsbåret arbejde. Det handler om få dem fortalt, få dem vist og bevist, at de er gode nok, at det nok skal gå og at vi skal nok hjælpe dem ud af det, de står i. Det er en stor og tung opgave, fordi de kommer med den fortælling, at de ikke dur til noget. Der skal masser af samtaler til, hvor man får snakket om de ting, der er svære. Og så skal man være enormt anerkendende overfor den problematik, som de står i, for de føler sig tit meget forkerte. De tænker, ’nu lader jeg bare være med at gøre noget, og holder mig for mig selv, for så gør jeg ikke noget forkert.’ De er vant til at blive misforstået i alt, hvad de gør, fordi de ikke forstår de sociale spilleregler. Mange af dem kommer med nogle relationer bag sig, hvor de ikke er blevet troet på, er blevet hørt eller set. Hos os møder de nogle voksne, der siger ’ja, det du lavede i går, var ikke godt, men i dag skal det nok blive godt igen.’ Vi bliver ved med at sige, ’i dag skal det nok blive godt. Jeg tror på dig. Jeg ved, du kan.’ Vi bliver ved med at finde gejsten frem, og nogle gange prøver de det virkelig af. De bliver ved med at lave det samme ballade igen og ser hvor langt de kan skubbe den. Og vi bliver ved med at møde dem med ’vi tror på dig, det skal nok gå.’ Lige pludselig falder paraderne, og så kan man begynde at arbejde med dem. Andre bryder fuldstændig sammen i starten af relationen og skal skrabes op igen.”

 

Nysgerrighed, gåture og varm kakao

Mette og Ann Mia er meget bevidste om, hvad der skal til for skabe de bedste rammer for de svære samtaler, som er nødvendige for at få de unge ud af deres skal.

Mette: ”Allerførst starter man med at lave noget rart og hyggeligt. Det kan være at drikke varm kakao eller en gåtur i skoven. Noget, der gør, at den unge synes det er rart. Nogle gange kan det tage et halvt år, før du får åbnet den unge op, fordi der er så meget, der blokerer, og de ikke er vant til  at kunne stole på voksne. Når de først begynder at åbne sig, skal man bare lytte. Lytte uden at dømme. Bare lytte til, hvad de har at fortælle uden at lægge sine egne normer og regler ned over det, så de føler sig hørt. Derefter kan man begynde at arbejde med dem.”

Ann Mia: ”Nogle af de unge mennesker har bare brug for, at man sætter sig på sengen hos dem og har en snak. Andre har brug for, at man tager væk fra skolen og bare er en-til-en. Andre igen har brug for, at man går ved siden af hinanden eller sidder ved siden af hinanden i en bil. At lave noget, hvor man ikke kigger hinanden i øjnene, og hvor der er andre ting at tale om først. Det gælder om at vise interesse for det, som de interesserer sig for. Noget af det vigtigste er at være nysgerrig. Ikke at dømme noget som helst, men bare spørge nysgerrigt. Jeg tror aldrig, at jeg har lært så meget om E-sport, skateboard og insekter. Ved at vise interesse for noget, som for dem er ufarligt at tale om, så begynder det stille og roligt med, at man kan hive nogle lag af. Med nogle kommer det efter én samtale og med andre kommer det efter mange samtaler, så man skal ikke give op. Det er det værste, man kan gøre, over for de her unge mennesker.”

Mette: ”Piger er anderledes end drenge. Med drengene handler det meget om grænser. Det kan være sværere at nå ind til pigerne, for de bliver tit meget kede af det. Med nogen hjælper det at sætte sig og spille det computerspil, de kan lide. Med andre hjælper det at tage ud og shoppe og få en snak, mens man gør det, eller gå ned i køkkenet og bage en kage. Det er meget forskelligt, hvad der virker, men tit og ofte virker det at lave en handling, mens man snakker. Det kan også hjælpe med en gulerod – at man kører hen på en cafe og får en kop varm kakao. Bilturene er gode – især dem på vej hjem. Vi tager deres kriser og fnidder fnadder seriøst. Der er mange snakke med eleverne om de udfordringer, de har. Udfordringer, som unge mennesker normalt selv kan finde ude af. Kæreste- og venskabsting. Det kan unge mennesker ude i verden godt løse, men vores unge mennesker kan ikke løse det selv, så vi er med inde over mange ting. Vi er nødt til at guide dem. Det er det, vi er, vi er guider i deres liv så længe, de er her.”

 

Fællesskabsøvelse i et trygt rum

Noget, som lærerne i Rødding er meget opmærksomme på, er, at de unge godt kan være en del af et fællesskab uden at have en masse venner eller en bedste ven. De bruger en bestemt øvelse til at give de unge følelsen af at være en del af et fællesskab. Hvis øvelsen skal være en succes, er det afgørende først at skabe et trygt rum.

Ann Mia: ”Vi har gjort meget for at skabe det rum, hvor det er okay at sige, ’i dag er en skidt dag.’ Helt konkret har vi brugt mange timer i starten af skoleåret på at vise nogle små filmklip om, hvordan det er ude i verden. Det er nogen, der bor i sådan en familie her. De tror i starten, at de er den eneste, der står med et problem som deres. Vi starter ude i verden og viser, hvad der findes. Så går vi stille og roligt tættere på og begynder at kigge på, hvordan er det så for mig. Her fungerer det godt at skrive ned eller indtale, hvordan det var at starte på den her efterskole.

Når det trygge rum er skabt, kan man begynde med selve øvelsen.  

Ann Mia: ”Vi står på en lang række, og så siger jeg for eksempel; ’Alle dem, der er blevet konfirmeret, går til denne side, alle dem, der ikke er, går til den anden side, dem, der er i tvivl, bliver stående. Så kan vi have en snak om, hvad det betød for den enkelte. Der er helt lette spørgsmål som ’har du fået børstet tænder i dag’, ’har du spist morgenmad?’. Når vi har haft nogle af de lette spørgsmål, bevæger vi os stille og roligt til de tunge spørgsmål som ’har du en diagnose?’ og så kan vi få en snak om det.”

Mette: ”Når først rummet er skabt, er det faktisk ikke svært for dem. Pludselig står de der, og over halvdelen af dem står over i diagnosefeltet og opdager, at der er andre end dem selv, der har en diagnose. Det med at være i fællesskabet uden nødvendigvis at tale om det, men bare kan spejle sig i at mange andre har en diagnose. Vi havde også spørgsmålet ’er du blevet mobbet?’. Vi havde en, som ikke var blevet mobbet. Jeg tror, det handlede om, at han ikke så det. Næsten alle stod så i ”jeg er blevet mobbet feltet” og pludselig var det legalt at snakke om, hvordan det var at blive mobbet. Ved at de kan spejle sig i en gruppe og se at andre er blevet mobbet, så tør de godt fortælle om det. Det er en mega god øvelse til at komme i gang med fortællingen, fordi man hele tiden er en del af noget større, som har det på samme måde som en selv.”

Ann Mia: ”Det vigtige er også, at vi voksne er også med i øvelsen. Vi holder ikke noget skjult. Vi siger også hvis vi har været med til at moppe nogen eller er blevet mobbet. Vi fortæller også om, at vi har mistet en bedsteforælder eller en forælder. Det er for at vise, at vi godt kender de følelser, de står med.”

Mette: “Vi mærker et behov fra dem for at prøve at stå i det her. De synes, det er fedt at få lov til at fortælle og være en del af det. Der bliver virkelig skabt et fællesskab.”

Januar 2020 

Det bedste er sammenholdet

”Jeg havde ingen venner.” Sådan fortæller den 16- årige dreng, der sidder overfor mig, om sin tid i folkeskolen. Han hedder Sebastian og er efterskoleelev på Rødding Fri- Fag og Efterskole, hvor han har gået siden august. Han har sagt ja til at snakke lidt med mig om ensomhed og fællesskaber.

”Ha ha du kan ikke stave”

Sebastian gik i folkeskole til og med 7. klasse. Derefter gik han et år på en idrætsefterskole og nu går han så på Rødding Fri Fag- og Efterskole sammen med 32 andre efterskoleelever og 33 fagskoleelever. Sebastian er ordblind – noget, han oplevede, at lærerne i folkeskolen ikke tog hensyn til. Han fortæller, at han skulle arbejde på samme måde som de andre i klassen, og det hele handlede om at blive klar til at tage 9. klasse eksamen. Det havde store konsekvenser for Sebastians lyst til at tage af sted om morgenen og hans forhold til det at gå i skole.

”Det var modbydeligt, hvis jeg må sige det sådan. Jeg havde ikke lyst til at tage i skole. Der var flere gange, hvor jeg sagde til mine forældre, at jeg var syg, fordi jeg ikke gad derhen. Jeg fik lov til at blive hjemme, men så opdagede mine forældre det til sidst. Så fik vi en snak om, hvorfor jeg ikke ville i skole. Jeg fortalte dem, at det ikke var rart at være der, fordi de andre drillede mig, når jeg ikke kunne stave til ordene.”

Om tiden fortæller Sebastian også, at han ingen venner havde. Der var tre, som han beskriver som nogen, han ”snakkede rigtig godt med” – han retter dog hurtigt sig selv, ”eller egentlig bare snakkede lidt med”.

Sebastian var ikke i tvivl om, at han ikke var en del af fællesskabet i folkeskolen: ”Sidste sommer fandt jeg ud af, at de havde holdt en fest for dem, der stoppede på folkeskolen for at tage på efterskole. Jeg var den eneste, der ikke var inviteret, så det var tydeligt, at jeg ikke var en del af det. Det gjorde rigtig ondt, da jeg fandt ud af det.”

 

Den første bedste ven

Sebastians forældre, skolen og kommunen kom frem til, at det ville være det bedste for Sebastian at komme på efterskole. Han kom derfor på Ulbølle Idrætsefterskole – den eneste idrætsefterskole for unge med særlige behov i Danmark. Her fik han sin første bedste ven, som stadigvæk er hans bedste ven. Sebastian fortæller med smil i øjnene, at hun bor i Vejle, og at han lige har været til hendes fødselsdag.

 

Det bedste er sammenholdet

Om den første tid på Rødding Fri Fag og Efterskole fortæller Sebastian, at han følte sig alene, fordi han ikke kendte nogen, men det ændrede sig hurtigt. Helt i tråd med, hvad lærerne Mette og Ann Mia fortæller i artiklen “Ud af ensomhedens skal” om at give de unge en fællesskabsfølelse, føler Sebastian, at han er blevet en del af et fællesskab.

”Der er mange andre, der har det ligesom en selv, og så er det nemmere at få venner. Jeg føler, at skolen her accepterer mig som jeg er. Og lærerne hjælper også en med at få venner. Hvis jeg er ked af det, kan lærerne se det, og så hjælper de en. Sammenholdet er det bedste ved at gå her. Jeg kan sige alt til mine venner her.”

Selvom han har fået venner og føler sig som en del af et fællesskab, rammer følelsen af at være alene stadig Sebastian, men han har fået en anden forståelse af følelsen, og ved hvad han skal være opmærksom på.

”Hvis jeg er ked af det, så føler jeg, at der ikke er nogen, der vil hjælpe mig, selvom de gerne vil hjælpe mig her på skolen, men sådan føler jeg, fordi jeg lærte i min folkeskole, at der ikke var nogen, der ville hjælpe mig. Så trækker jeg mig væk. Sidder på mit værelse og ser film og så går der tyve minutter, så er jeg klar igen. Vi har skrevet ned i starten af skoleåret, hvad der skal blive bedre i løbet af året. En af mine ting er, at jeg skal blive bedre til at gå til andre, når jeg er ked af det.”

 

Fra mobber til mobbeoffer

Under en kort pause i vores snak, lyder det fra Sebastian. ”Jeg har faktisk selv været med til at mobbe i min folkeskole.”

Han fortæller videre: ”Vi var en gruppe drenge, der drillede de små, men så så jeg, at de blev kede af det, og så holdt jeg op med at mobbe. Så begyndte jeg selv med at blive mobbet, fordi jeg ikke ville mobbe de andre mere. Jeg lod det bare være, fordi jeg vidste, at de nok skulle stoppe, hvis de ikke fik en reaktion. Jeg gider ikke, at folk skal blive kede af det. For er par år siden, kom jeg til at tænke på, hvad der kunne være sket med dem, hvis jeg ikke var stoppet med at moppe dem. Der er faktisk folk, der begår selvmord, fordi de bliver mobbet.”

Sebastian kigger på mig, da han har fortalt færdigt. Empati og eftertænksomhed lyser ud af ham. Han kommer med et par råd til dem, der bliver mobbet og dem, der mobber:

”Hvis du bliver mobbet, så gå til de voksne. De kan meget mere. Lærer, forældre, moster eller onkel – det er lige meget – bare gå til en voksen. Og til dem, der mobber: ’Tag jer ammen og stop med det.’”

Jeg spørger, om der er nogen, der mobber hinanden på Rødding. Og der kommer et rungende NEJ fra Sebastian kombineret med et stort smil og et udtryk, der bekræfter, at sådan noget har ikke hjemme på efterskolen. Drilleri derimod, er en anden sag:

”Vi driller hinanden meget for sjov. Vi laver sjov med hinanden og leger vi mobber, men det er kun for sjov.”

Januar 2020