Ensomhed og fællesskab

Ud af ensomheden – en indsats for unge med særlige behov

Af

Socialt udsatte unge med særlige behov er mere ensomme end unge i befolkningen i øvrigt. Dette er dokumenteret i Undervisningsministeriets evalueringsrapport af Særligt tilrettelagt Undervisning STU (Epinion sept. 2017) Evaluering-STU.

Ligeværd har fået støtte af Socialstyrelsen til at udvikle en innovativ indsats mod ensomhed gennem spilbaserede dialogprocesser samt et læringsbrætspil. Læringsbrætspillet udvikles med inddragelse af fagpersoner og unge med særlige behov, og bidrager til at socialt udsatte unge med særlige behov får indsigt, redskaber og handlemuligheder, der mindsker risikoen for ensomhed.

Ligeværd har i 50 år arbejdet for at skabe ligeværdige vilkår for målgruppen i alle livets forhold. Ensomhed er en af de største barrierer for udvikling af ligeværdige vilkår. Projekts ambition er at skabe et værktøj, som de socialt udsatte unge med særlige behov kan bruge til, i en social sammenhæng, at styrke selvværd, opnå kompetencer og handlemuligheder, så de undgår ensomhed efter endt uddannelsesforløb. Værktøjet bliver, den forebyggende indsats, som man bringer i anvendelse under den unges uddannelse og ophold på skolen. Værktøjet vil støtte den unge i, at undgå ensomhed og i at udvikle sociale kompetencer, der gør at de får mulighed for at blive i stand til deltage ligeværdigt i samfundets øvrige fællesskaber.

Udviklingen af et læringsbrætspil

Læringsbrætspillets indhold og form skabes af fagprofessionelle og unge med særlige behov. Fagfolk fra skoler og uddannelsessteder, der er medlem af Ligeværd, bidrager med erfaring og faglig viden om skabelse af; det gode samtalerum, støtte af ensomme unge og forebyggelse af ensomhed. Læringsbrætspillet afprøves løbende af unge med særlige, og på den måde sikres kvaliteten af brætspillet. Læringsbrætspillet udvikles i tæt samarbejder med Copenhagen Game Lab, som er ekspert i at lave læringsbrætspil, der skaber dialog og bygger på fagligt indhold.

Ligeværd har i samarbejde med Copenhagen Game Lab www.cphgamelab.dk gode erfaringer med at udvikle læringsbrætspil om komplekse emner i samarbejde med fagpersoner og målgruppe. Begges perspektiver indgår i spillets indhold, og belyser de konkrete udfordringer, der er forbundet med ensomhed blandt målgruppen. Spillet opbygning giver en anderledes tilgang til dialog, om et svært emne, og vil skabe rum for en god konstruktiv dialog. De spilbaserede dialogprocesser bidrager til, at de unge kan træne sociale kompetencer, så de i højere grad bliver i stand til at forstå, handle i, og på sigt undgå ensomhed. Den indsigt i nye handlemuligheder vil de kunne tage med sig i deres videre liv.

Det færdige læringsbrætspil

Læringsbrætspillet er færdigudviklet fra starten af 2020. Derefter vil de frivillige i Unge for Ligeværd klubberne, samt undervisere fra skoler og uddannelsesstederne, der er knyttet til Ligeværd, bringe spillet i anvendelse på klubaftner og i undervisningssituationer. Læringsbrætspillet bliver det fælles tredje, som bidrager til at fagprofessionelle og unge med særlige behov kan få en konstruktiv dialog om ensomhed. Derved styrkes viden om og indsatsen der støtter socialt udsatte unge med særlige behov i at undgå ensomhed i hele landet.

April 2019

Nogen må trykke på stopknappen

Af

En folkeskole i kaos

”Vi har en folkeskole i kaos. Jeg ved godt, at det er hårde ord, men jeg mener det. Vi har en udvikling, hvor vi i folkeskolen næsten producerer børn med diagnoser og med følgebelastninger som angst, depression og selvmordstanker. Det er helt galt. Vi må stoppe det. Nogen må trykke på stopknappen” sådan lyder den klare udmelding fra Marlene Qvist Simoni. Hun er formand for BHOV i Aalborg. En gruppe af forældre til børn med særlige behov, der sjældent mødes, men har tæt kontakt med hinanden over Facebook. En gruppe som Marlene selv startede for et par år siden. Med to børn på 12 og 16 år med ADHD har hun et særligt blik på folkeskolen. Den ældste, Nanna, er på efterskole og den yngste, Andreas, går i et specialtilbud.

Jeg møder Marlene i hendes og børnenes hjem i Vadum uden for Nørresundby. Jeg er blevet interesseret i det arbejde, hun og andre forældre til børn med særlige behov laver i Aalborg. I løbet af det seneste års tid har jeg lært Marlene og BHOV bedre og bedre at kende. Og i dag er jeg taget på besøg, for at få lidt mere at vide om en forening uden kontingent, hvor medlemmerne mest mødes på Facebook.

Inden vi går i gang med vores snak, forbereder Marlene mig på, at vi nok bliver afbrudt. ”Andreas kommer hjem inden så længe. Han har godt nok kørselsordning, men da jeg er skilt fra hans far, bliver han sat af hos ham. Chaufføren må nemlig ikke have to steder at sætte af”, forklarer Marlene. ”Så jeg bliver nok nødt til at køre ned for at hente ham. Jeg håber, at det er i orden med et lille afbræk”. Det er det naturligvis, og jeg tænker, at det er jo sådan dagligdagen ser ud, når man har børn med særlige behov. Man må forsøge at få det til at hænge sammen, når hjælpen udefra ikke altid er optimal.

Et liv med ADHD

Gennem de måneder, jeg har fulgt BHOV på Facebook, har jeg fået et billede af en meget aktiv forening, hvor Marlene sikrer, at der er flere opslag om dagen på foreningens facebookside. Et billede af en forening og især en formand med særlige ressourcer.

”Måske er det fordi jeg selv har ADHD”, svarer Marlene med et lidt skævt smil, da jeg spørger til, hvor hun har energien fra til børn, arbejde og til at stable en helt ny forældreforening på benene. ”Jeg blev udredt for et par år siden, da mine børn fik deres diagnoser. Jeg kunne se nogle træk hos mig selv og min barndom, noget jeg havde bøvlet med selv, som fik mig til at tænke, at jeg selv havde ADHD. Jeg havde svært ved at sidde stille, og svært ved nogle af fagene i skolen. Jeg var også en slags kontrolfreak. Jeg forsøgte åbenbart at lave en struktur inden i mig selv. Jeg forsøgte at strukturere det kaos, jeg gik rundt med. Jeg evnede at lave nogle mentale strategier til at ordne det kaos, jeg havde inden i som barn. Men det kostede rigtig meget for mig dengang. Jeg følte mig altid anderledes, og jeg husker, at jeg var meget sensitiv og ofte ret ked af det. Men det var der jo ingen, der lagde noget i dengang”, fortæller Marlene. ”Man vidste jo ikke noget om det dengang. I dag forsøger jeg at gøre det til min styrke. Jeg tror, at det er mit kontrolbehov, der i dag hjælper mig til at skabe indsigt i de kommunale systemer. Nogle af medarbejderne i kommunen siger, at jeg ved mere om systemet, end de gør. Noget af det kommer nok også gennem mit arbejde i Ungerådgivningen, men når der er noget, jeg kaster mig over, så har jeg en evne til at grave mig ned i det. Det tror jeg også er en side af min ADHD”

Skolesystemet lægger et meget hårdt pres

Telefonen ringer. Og som Marlene har forberedt mig på, er det hendes søn, Andreas, der ringer. Han blev ikke kørt hjem, men er blevet sat af, nede i byen. Og nu har han brug for, at mor henter ham. Kort efter hun er kørt, er hun tilbage igen. Nu med Andreas. I anledningen af den forstyrrelse mit besøg udgør, får han lidt sodavand og kage med ind til computeren. Og jeg fornemmer, at det er lidt ud over den daglige rutine, at han får lov til at sidder og spille på værelset, mens vi snakker.

Jeg spørger, om hun tror, det er sværere at være barn med særlige behov i dag, end da hun var barn.

”Vi har viden om diagnoser og dermed muligheder for at skabe gode forløb for børnene i dag, hvis vi vil. Mine børn og jeg ligner hinanden på mange måder, men Andreas er nok den, der ligner mig mest. Jeg kan se, at de har nogle af de sammen vanskeligheder, som jeg havde som barn. Svært ved de samme fag. De har også et kæmpe behov for at styre deres indre uro. De er bare mere udfordrede, end jeg var. Vores system i dag udgør en meget større udfordring. Hvis jeg var vokset op i det skolesystem, vi har i dag, så havde jeg haft det meget værre. De bliver ramt på nogle andre ting i dag. Jeg synes, der er et større fokus på dem, der skiller sig ud. Det er bagsiden af diagnosesystemet. Man bliver gjort anderledes. Der er selvfølgelig mange gode ting i det med diagnoserne, men det er også svært at være speciel.

Ud over deres egne udfordringer, bliver de så også ramt af det kaos, der er i folkeskolen” Marlene holder en lille pause, så vi begge smilende kan høre Andreas råbe inde på værelset til sine medspillere over internettet.

”Det er som om, børnenes udfordringer bliver tydeligere i dag. Mine lærere vidste godt, at jeg var udfordret. I dag bliver det anderledes. Det hele går så stærk. Der er så mange krav. I dag er der test, og ungerne skal hele tiden måles. De oplever, at de bliver banket i hovedet med dem. Det lægger et kæmpe pres på vores børn. De falder meget hurtigere igennem, og der er næsten ingen tid til at samle dem op og få dem med i fællesskabet”, Marlene har talt sig varm.

”Især for pigerne er der et pres, der handler om at skulle være med. De sociale medier og mange andre steder er der noget, de skal leve op til. Du skal hele tiden være med. Alt bliver tydeligere i dag. Det gør de børn, der har udfordringer også. De falder mere igennem. Vores system gør det endnu sværere for dem at fungere og være en del af fællesskabet. Andreas er heldigvis inde i en god udvikling for tiden. Og det viser, hvor vigtigt det er at få det rigtige tilbud. Et sted, hvor børnene bliver set og hørt. Men det nåede at blive fem års skolegang, der blev smadret, fordi han fik det specialiserede tilbud så sent. Det er forfærdeligt som mor at se, hvordan det kan knække en dreng fuldstændigt at være i det forkerte tilbud. Et tilbud der fuldstændig har ødelagt hans selvtillid”.

”Nanna, min datter, er på efterskole nu. Men hun kan slet ikke forestille sig, at hun vil kunne noget. Alt hvad der hedder skole, det står hun af overfor. Hun kan slet ikke se sig selv i en ungdomsuddannelse. Det er uhyggeligt, for fagligt og kognitivt kan hun godt. Men hun tror ikke længere på sig selv. Hun har fået så mange nederlag gennem hendes folkeskoletid. Og det sidder så dybt, at jeg kan være i tvivl om, om man kan rette op på det. Jeg har to børn, men der er mange andre, som også bliver ødelagt gennem et folkeskoleforløb, der ikke kan rumme dem”, siger Marlene.

Den værste frygt

”Min frygt for mine og de andre børn i grundskolen er nok de år der kommer. Jo tættere på ungdomsuddannelserne, vi kommer, jo mere frygter jeg for, hvordan det skal gå dem der. De her børn har allerede en masse udfordringer og følgebelastninger i form af angst, spiseforstyrrelser og depression. De kan nå at knække meget mere gennem vores uddannelsessystem. Ungdomsårene er nok det, jeg frygter mest for mine børn og for andre børn i samme situation. Hvis de bliver mere nedbrudt, så kan de ikke bruge de styrker, de har, når de bliver voksne.

Generelt frygter jeg, at det her, det fortsætter. Vi udvikler flere og flere børn med udfordringer. Der er flere og flere børn, der ikke kan gå i skole. Flere og flere børn med angst. Flere familier der går ned med stress eller bliver skilt. Flere børn med selvmordstanker. Jeg ser så mange familier, der er så ramt. For det er ikke kun børnene med diagnoser, der er også søskende, som får det skidt.

Jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på, at det her får lov at fortsætte. Vi er på vej i en udvikling, der er så skrækkelig. Man tænker: Hvem er det, der beslutter den her vej. Og hvem er det, der hjælper de her familier og børn. Hvis ikke snart der er nogen, der siger stop. Trykker på den der stopknap, så kan jeg virkelig frygte, hvad der sker”, siger Marlene med bekymret kritisk stemme.

Vores samtale er ved at være slut, og mens vi sidder ved spisebordet, tænker jeg, at det er så her foreningen BHOV holder til. Det er herfra den drives, og det går op for mig, at det faktisk også er her generalforsamling og mange bestyrelsesmøder holdes. Uden at der er andre fysisk tilstede end Marlene.

”Vi er jo allesammen familier, der er sat voldsomt under pres. Og det er svært for mange af os at komme til orde og råbe politikerne op. De forældre, der er i BHOV, har ikke tid til at gå til møder. Der er altid nok at se til i familien. Der er måske heller ikke så mange penge, fordi det ofte er nødvendigt, at den ene i familie går hjemme eller på nedsat tid. Vi startede vores arbejde som en Facebookgruppe. Det er vi fortsat med, også efter vi blev til en forening. Der er ingen kontingent, og vi holder vores møder på Facebook. På den måde kan alle være med. Vi hjælper og støtter hinanden meget. Skriver med hinanden over Facebook eller Messenger. Og når det brænder på et eller andet sted, er der altid nogen, der tager sig tid til at køre forbi til en snak eller med en kage eller en gang pizza. Jeg tror vores organiseringsform er grunden til, at vi så hurtigt har fået så mange medlemmer. Vi er i hvert fald så mange, at vi har fået skabt opmærksomhed omkring Aalborg kommunes planer for inklusionsarbejdet. Den visitationsmodel, som startede det hele, fik vi skudt til hjørne for to år siden. Det var en stor sejr. Men vi ved godt, at det ikke er gjort med det. Der kommer noget igen. Men vi er klar!” siger Marlene med et fast blik, som vidner om, at evnen til at holde fokus og energien til at kæmpe for sine egne og andres sårbare børn er der i dag som for to år siden, da det hele startede i Aalborg.

Januar 2019

Ensomhed, skolevægring og det der er langt værre…… selvmordstanker blandt børn

Af

Der er normalt højt til himlen, når man kommer til Nordjylland. Men da jeg denne efterårsdag krydser under fjorden og dukker op på Vendsyssel siden, hænger skyerne gråt i ankelhøjde. Da jeg kommer frem til min aftale i Vadum, falder regnen stille men tæt. Jeg tænker, at vejrguderne har sat den rette dystre ramme for min snak om børns skolevægring og selvmordstanker med Marlene Qvist Simoni, der er formand for forældregruppen BHOV i Aalborg. Et meget vigtigt emne, som ofte er svært at tale om. Men det har de gjort i Aalborg, og det vil jeg gerne høre mere om.

Meget tyder på, at børn og unge får det dårligere og dårligere. Stress, bekymringer og angst rammer mange børn i folkeskolen, og børn og unge med særlige behov er i særlig grad udsatte for den slags alvorlige følgebelastninger. Det har Marlene og forældrene undersøgt nærmere. Det er jeg taget op for at kigge nærmere på, da det er en dagsorden, vi også i Ligeværd har arbejdet med.

Så egentlig bliver jeg nødt til at starte med en advarsel til dig som læser. Denne artikel rummer nogle meget ubehagelige udsagn fra forældre. Udsagn om noget af det allersværeste, der rammer familier med børn, der har særlige behov. Udsagn om oplevelser, som familierne ofte går med alene, og som vi ikke ret gerne taler om. Det er barsk læsning.

Skolevægring.

I foråret satte nogle medier fokus på volden i skolen. Altså den, der rammer lærerne. I den forbindelse var vi i Ligeværd ude at minde om, at det aldrig er børnenes skyld, selv når de bliver aggressive. Børn reagerer voldsomt, fordi alle deres muligheder for at give udtryk for deres sorg og bekymringer er brugt op. Trykket er blevet for stort og alt løber af med dem. Det er fortvivlede børn, der ikke ser anden udvej, end at kæmpe og slås for at blive hørt og forstået. Det er tegn på alvorlig mistrivsel.

På Facebook var der flere forældre, der genkendte den situation. Udadreagerende børn, der er så pressede i deres hverdag i skolen, at det løber af med dem og de kommer til at gøre ting, som selvfølgelig ikke er i orden, men som man heller ikke kan forlange, at de selv skal styre. I den forbindelse blev det også tydeligt, at mange børn ender med ikke at komme i skole. Det kender man til i Aalborg, hvor forældregruppen BHOV undrede sig over kommunens tal for børn, der ikke kommer i skole. ” Vi spurgte Aalborg kommune til, hvor mange børn i folkeskolen, de kendte til, der ikke kom i skole. Da vi fik tallene, kunne vi ikke genkende det lave tal. Og da vi spurgte rundt i vores eget netværk, fik vi hurtigt tilbagemeldinger om langt flere børn, der ikke magtede at komme i skole”, siger Marlene Qvist Simoni, der er formand for forældregruppen i Aalborg. Og hun fortsætter: ”Desværre har vi stadig ikke fået svar på, hvordan der kan være så stor forskel på de tal, man har i kommunen og det, forældrene selv kan berette om. Vi undrer os i hvert fald over, om det er fordi, man ikke har de rigtige tal i det kommunale system, eller det er fordi, man slet ikke er interesseret i at kende til det reelle omfang.”

Og det der er langt værre……

Over deres Facebookgruppe kastede forældrene i BHOV ikke bare lys på problemerne omkring skolevægring. For her ved man på egen krop, at problemerne for børn med særlige behov stikker meget dybere og er langt mere alvorlige. ”Sidste år forsøgte vi at samle lidt tal på, hvor mange forældre, der har oplevelser med, at deres børn går med selvmordstanker. Vi lavede en lille undersøgelse, og på under et døgn fik vi svar fra 100 forældre, der havde den slags oplevelser. Og svarene var skræmmende”, fortæller Marlene Qvist Simoni.

Undersøgelsen viste, at i 35 af besvarelserne havde børnene haft selvmordstanker, inden de blev 10 år. I 12 tilfælde kunne forældre fortælle om egentlige selvmordsforsøg.

”Jeg tror desværre ikke, at det er gået op for ret mange, hvor alvorligt det er. Der er så mange børn med særlige behov, der er ved at give op. De er voldsomt pressede i skolen, de flyttes rundt mellem tilbud, det er svært at fastholde kammeratskaber, og mange af dem føler ikke, at de er noget værd, og at det måske er bedre, at de ikke er her mere”, siger Marlene Simoni.

Hendes udsagn dokumenteres af flere af de fortællinger som forældrene delte på Facebook.

En forælder skriver i forbindelse med undersøgelsen: ” Da min dreng gik i 0. kl. uden støtte, sagde han: Hver dag blir jeg slået, og hver dag får jeg skældud fordi jeg blir slået. Der er ikke nogen der vil lege med mig, så hvorfor siger de, at vi er venner? Så løber han ud på altanen og forsøger at klatre op mens han grædende siger: jeg vil bare dø. Det gentog sig på forskellig vis indtil han blev sygemeldt.”

En anden skriver: ” Min søn på 11 år bad hver aften til at han ikke vågnede mere og ønskede han bare døde og bad mig flere gange om at slå ham ihjel.

Han endte med at blive selvmordstruet og havde planlagt ned i detaljer, hvordan han først ville stikke sig med en kniv i hjertet og bagefter sætte ild til sig selv. Han følte sig forkert, til besvær og misforstået i skolen.”

Og endnu en forælder: ” Vores søn snakkede om at gå ud i vores lade og hænge sig da han var 9 år. Der begyndte vi at banke i bordet (før han fik en diagnose)

I sep. 2016 – 2 mdr før han blev 12 år – havde han/har stadig massiv skoleværing i nyt tilbud ( ændring af fysiske rammer). Min mand havde glemt sine nøgler på bordet da han kørte på arbejde. Vores søn havde en stor nedsmeltning om morgenen da han ikke ville i skole, og han var sur da jeg kørte på arbejde. Han elsker at være alene hjemme, så jeg ville lade ham køle af. Han ringede lige da jeg var kørt og sagde han var død, når jeg kom hjem. MIG retur og jeg fandt ham stående i stuen med en LADT salonriffel! Han havde fundet min mands nøgler og havde låst vores våbenskab op. (Min mand er jæger) Da vores søn selv har gået til skydning, vidste han hvordan det skulle samles og lades. Jeg fik det fra ham og han brød helt sammen. Han har ikke været på skolen siden.
Huset er nu tømt for våben i tilfælde af min mand glemmer nøglerne igen!”

Oplevelserne er voldsomme og hjerteskærende og svære at fortælle om. En forælder skriver da også på Facebook: ”Det er mærkeligt at stå frem for har aldrig fortalt det til nogen. Havde det svært og følte jeg var en dårlig mor og at folk ville dømme mig når man har et barn der siger at han bare ønsker at dø!”

”Vi må stoppe det her” udtrykker Marlene med stærk stemme. ”Skolebørn der ikke ønsker at leve, fordi deres skolegang er for svær, fyldt med ensomhed og manglende forståelse. Jeg ved snart ikke, hvor vi er på vej hen. Det er vigtigt med mere åbenhed omkring børnenes problemer. Vi må råbe politikerne op. Jeg er rigtig bange for, at det, der sker med vores Folkeskole, går i den helt forkerte retning. Så det er vigtigt, at vi får vendt den udvikling, der gør, at vi får skabt flere og flere børn med massive og livstruende problemer”, siger Marlene Qvist Simoni, der lige nu taler på vegne af over 800 forældre til børn med særlige behov i Aalborg.

November 2018

Ensomhed – så farligt som rygning

Af

Ensomhed rammer især blandt unge, og blandt dem er unge med særlige behov særligt udsat for følelsen af ensomhed. Ensomheden blandt unge er særligt problematisk, fordi det er i ungdomsårene de unge definerer hvem de er som mennesker.

Mennesker kan være helt alene og have det rart og godt.

Vi kan også føle os ensomme og alene i verden i selskab med andre, også dem vi kender godt. Det er således ikke det at være alene, der definerer ensomhed. Det afgørende er en langvarig, opslugende og dyb følelse af ensomhed, og den er farlig.

Øget risiko for hjertekar sygdomme og depression

At ensomhed er meget sundhedsfarligt er tidligere blevet konkluderet af ensomhedsforsker John T. Caioppo, professor i psykologi og neurovidenskab fra Chicago Universitet.

Ud fra hans forskning har han konkluderet, at ensomhed kan være livsfarligt. Ensomhed øger risikoen for hjerte-kar sygdomme, Alzheimers, depression, forhøjet blodtryk, søvnforstyrrelser og andre livstruende sygdomme. Forskningen viser at langvarig ensomhed er lige så livstruende som rygning.

Mennesker, der har følelsen af ensomhed, er ikke nødvendigvis mere alene end andre mennesker, men det langvarigt at opfatte sig ensom og isoleret, er det alvorlige og farlige.

At definere sig som menneske

Evalueringen af STU pegede på, at mange af de interviewede unge gav udtryk for følelsen af at være isolerede og ensomme.

Vi lever i et højpræstationssamfund fra skolen, over uddannelsen, i jobbet og på den sociale scene, hvor de unge skal præstere.

Det stiller unge med særlige behov i en særligt udsat position, fordi de netop har særlige udfordringer med det boglige og med det sociale, som betyder at de ikke uden videre kan lave op til præstationskravene.

Kombination af særlige udfordringer og stigende præstationskrav er en bombe under de unges livsvilkår og kvalitet og deres muligheder i fællesskabet.

– Ensomme unge har det særligt vanskeligt, fordi det er i ungdomsårene, at de definerer hvem de er. Føler man sig udenfor, er man tvunget til at finde ud af hvem man er med sig selv, og der er risiko for, at man kan konkludere, at jeg er ham, de andre ikke vil være sammen med.

Således udtalte Mathias Lasgaard, der er lektor ved SDU og stod bag en analyse om ensomhed fra 2015.

Ensomheden er af meget gode grunde et fokus på Ligeværds skoler og uddannelsessteder. Den bliver imødegået og italesat konkret, og den bliver indirekte bearbejdet gennem hele organiseringen af de pædagogiske miljøer, hvor de unge oplever at blive inddraget daglige gøremål og i nogle praktiske fællesskaber og undervisning. For nogle af de unge er det første gang, de bliver taget alvorligt og inddraget i et fællesskab.

Vi møder de unge der hvor de er

Af

Jo, ensomheden er også synlig på Tinnetgård, fordi mange af de unge bærer på en bagage af mobning, at føle sig tilovers og en følelse af ensomhed, som har taget bo i dem og derfor ikke forsvinder lige uden videre.

Tekst og foto: Peter Christensen

– Ensomheden er et tema her. Den er synlig hos de unge. Det er unge som nogle gange har fået nogle store slag i selvtilliden, og de bliver hurtigt kede af det og er skrøbelige.

Søren Raffnsøe Hultberg, som ses på scooter til højre på billedet øverst sammen med eleven Hans Nielsen, er souschef på Tinnetgård Bo- og Erhvervsskole, og han fortæller om Tinnetgårds arbejde med ensomheden blandt eleverne.

– Det er meget synligt, når de er kede af det. Nogle lukker sig inde i en tid for at få ro på tankerne, og indbyder derefter til en snak med en pædagog, om hvordan de har det, nogen gange ved at sende en sms. Andre siger det til en medarbejder, inden det går galt, at de kan mærke de inden længe får det skidt, fortæller Søren og fortsætter:

– Vi arbejder med ensomheden, når problemet opstår for en elev. Det kan være ude på en bostation eller i arbejdet på faglinjerne. Arbejdet omkring ensomhed er også indlejret i vores daglige arbejde på værkstederne og i husene, i omgangen med hinanden og i det faglige og pædagogiske arbejde, forklarer han.

– Det er så vigtigt, at der er tillid, tryghed og den rigtige kemi mellem den enkelte unge og en eller flere primære medarbejdere. Derfor er det en god metode, at de unge selv ”finder” den voksne de har mest tillid til og personlig kemi med. Det kan lige så godt være en værkstedunderviser som en pædagog. Derfor gør vi meget ud af at dele vores viden i medarbejdergruppen, så alle hele tiden ved, hvem der tager ansvaret og snakken med den elev, der er ramt af ensomhed og er ked af det.

Tinnetgårds medarbejdere forsøger at møde den unge der, hvor den enkelte unge er.

Det betyder for eksempel, at selv om Tinnetgård synes en elev spiller alt for meget computer, så er det ikke noget stedet forbyder.

Dels vil et forbud ikke føre til den gode snak om det fysiske møde med andre mennesker, og dels kan arbejdet med computeren også bidrage til at udvikle nogle kompetencer skriftligt og teknisk. Omvendt udvikler den unge ikke sit verbale og kropslige sprog, som er vigtigt i mødet med andre, hvis alt foregår på lang afstand bag et tastatur.

– Vi tager afsæt i den virkelighed de unge er i og tager snakken derfra. Det er vigtigt, at de unge føler sig taget alvorligt, og vi møder dem på deres betingelser. Det er basis for dialogen, og uden den kan vi ikke nå det vi gerne vil. Heller ikke i en snak om ensomhed, slutter Søren.

Tinnetgård lægger vægt på, at de unge har en frihed til at vælge og bevæge sig rundt.

– Derfor har alle elever en scooter, så de kan transportere sig rundt. Og vælge hvem de vil være sammen med, eller hvor de vil opsøge hjælp. Det er en vigtig frihed for eleverne, slutter Søren Raffnsøe Hultberg.

Med ensomhed som makker

Af

En konstant tilstedeværende følelse af ensomhed er en farlig følgesvend. Ensomhed forringer livskvaliteten og er en trussel mod helbredet. STU evalueringen dokumenterede, at der er en udbredt følelse af ensomhed blandt unge med særlige behov. Det gode er, at gennemførelse af en STU giver eleverne nogle redskaber, så de er bedre i stand til at snakke med andre mennesker og håndtere deres følelse af ensomhed.

Tekst og foto: Peter Christensen

”51 pct. af de elever, som har gennemført en STU oplever, at de er blevet meget bedre til at snakke med andre mennesker. Det samme gælder 40 pct. af dem der er i gang med en STU og 29 pct. af dem som har afbrudt et STU forløb. Ensomhed er en udbredt problematik, og evalueringen dokumenterer at unge på STU er mere ensomme end unge i befolkningen i øvrigt. Ensomheden er mindre under selve STU forløbet end efterfølgende”.

STU evalueringsrapport udarbejdet af Epinion for Undervisningsministeriet

Således var ordene i STU evalueringen, og derfor valgte Ligeværd.online at tage en smuk køretur på en frostklar morgen til uddannelsesstedet Tinnetgård Bo- og Erhvervsskole, der ligger midt i det jyske tæt ved Gudenåens udspring, for at tale med souschef Søren Raffnsøe Hultberg og eleverne Skov og Hans Nielsen.

En stor ensom dreng

– Da jeg kom på Tinnetgård var jeg vel bare en stor ensom dreng, fortæller eleven, der vil hedde Skov i artiklen og er på STU på linjen for landbrug og dyr.

Og netop dyrene giver ham ro. Det er tydeligt i hans omgang med hestene, som han viser stor ømhed, da han trækker dem ud til en fotografering. Og ømheden bliver gengældt. Det er det hestene kan. Ensomheden er hans makker, hestene hans venner.

De stiller ingen spørgsmål, mobber ikke og er bare, ja, et dyr med en positiv forventning om, at der skal ske noget godt.

Læs også: Ensomhed – så farligt som rygning

Skov er ved at blive udredt for evt. ADHD og udtrykker selv, at han har tankemylder.

– Jeg bærer altid rundt på en følelse af ensomhed, siger han.

Med ensomhedsfølelsen følger tristhed og oplevelsen af at være grundlæggende ked af det. Det er svært at sige, hvor ensomheden starter, men for Skovs vedkommende har han oplevet mobning og det at stå alt for meget alene.

– Min tid i folkeskolen var svær. Jeg er ordblind og havde svært ved det i skolen. jeg har skiftet skole 10 gange, fortæller han.

Skov har fået venskaber på Tinnetgård. Det ligger i tråd med evaluering af STU: De unge opnår under STU’en en trivsel, der svarer til befolkningen generelt.

Jakob spiller meget computer. Han har gennem spillene Farming Simulator og Euro Truck Simulator kontakt til andre unge. Han mener selv det medvirker til at udvikle ham.

– Vi spiller selvfølgelig spillene, men vi bruger det også til at snakke om de helt personlige ting. Om alt fra liv til død.

Når man har venner får man selvtillid

“Jeg ringer til Frede og hører om du kan komme med”

Af

Det var præcist sådan ordene faldt, erindrer Isakur Johannessen om første gang han stiftede bekendtskab med UFL. Siden er han blevet næstformand i den lokale afdeling af UFL som bestyrelsesmedlem for UFL på landsplan. Her er et portræt af et ungt, imødekommende og engageret menneske. 

Tekst og Foto: Peter Christensen 

Isakur Johannessen er næstformand for UFL Sydvest og medlem af UFL’s landsledelse. Her får han Fluffy – ”borgmesteren af Skjoldsgade” – til at falde til ro og affinde sig med både besøgende og boremaskiner.

Isakur, som er en høj fyr, og en lille gøende hund, var velkomstkomiteen denne torsdag formiddag. 

– Bare rolig. Hun er bare sådan en lille bomuldshund, fortæller Isakur. 

– Hun er 4 måneder gammel og skal bare lige gø lidt. 

Det skulle vise sig, at det lille kræ med navnet Fluffy ikke mente at være hvem som helst. Skønt sin unge alder så han snarere sig selv som borgmesteren i lejligheden og skulle give sit besyv med og sætte tingene på plads. 

Isakur havde anrettet et fint morgenbord med rundstykker, pålæg, juice, kaffe og en morgenkage, som faldt på et rart efter køreturen fra Aarhus til Esbjerg. 

– Jeg har lært hjemmefra, at når der kommer gæster skal der ikke mangle noget, siger en smilende Isakur om opdækningen. 

Disse linjer blot for at sætte rammen for en hyggelig og rar snak med Isakur Johannessen, og fordi de også fortæller en del om hvem Isakur er som menneske. Jeg på min side er ikke vant til at blive så fornemt beværtet, når jeg er ude at interviewe, som jeg blev den formiddag. 

Stærkt ordblind 

Familien flyttede fra Færøerne til Danmark, da Isakur var knapt 1 år. Først til Brøndby siden til Esbjerg, hvor hans far fik arbejde som lydtekniker på en lokalradio. Moren er kantineassistent på et ældrecenter. De er tre brødre: Søren på 26, Frans på 24 og Isakur på 23. 

Som mange andre unge med særlige behov mindes han ikke sin tid i folkeskolen med glæde. Isakur, der er stærkt ordblind, følte sig uden for og havde svært ved at følge med i timerne. 

– I starten var det OK, men det blev sværere og sværere, som vi kom i de større klasser, fortæller han. 

– I 6. Klasse fik jeg en matematikbog for 3. klasses elever og blev placeret i hjørne bagest ved et 1-mandsbord. Jeg var på min egen lille ø. Det var nogle lange skoledage, jeg ikke fik meget ud af. Jeg lærte først at læse på som 14-årig. Det er temmelig sent, og jeg har stadig svært ved det den dag i dag.  

Efter folkeskolen kom han på Finderup Efterskole ved Skjern, og det var i den forbindelse, der blev taget hånd om hans problemer med læsning. I det hele taget var efterskolen den gode oplevelse han trængte til. 

– Jeg gik fra at være meget alene, når jeg gik hjem fra folkeskolen smågræd jeg hele vejen hjem. Jeg havde ikke mange venner, men det fik jeg på efterskolen, erindrer han. 

En af disse venner var Nikolaj fra parallelklassen i folkeskolen, som også havde særlige behov. Til Isakurs store overraskelse mødtes de igen til nye elevers dag på efterskolen. Det er godt at have nogen man kender og kan læne sig op ad, når man kommer et nyt sted. Og Isakur og Nikolaj havde hinanden. 

Det store vendepunkt kom, da Isakur startede på Finderup Efterskole. Her blev der taget hånd om hans ordblidhed, og han oplevede hvordan en skole og lærere også kan være. I dag har gennemført en uddannelse som pedel og ser lyst og fortrøstningsfuldt på fremtiden.

Efterskolen rykkede Isakur 

Efterskolelivet hjalp Isakur rigtig meget. Han blev screenet og fik undervisning på det niveau, hvor han var. Han følte sig respekteret og accepteret. Det var en helt ny oplevelse. 

– Jeg blev meget mere social på efterskolen. Lærerne er klar over, at vi er unge mennesker med særlige behov. De ved hvad de skal gøre for at hjælpe, og man får en ”rumbo” og lærer at gå op af hinanden 24-7, forklarer han. 

– I min klasse var vi alle stærkt ordblinde. Der var en tryghed i den måde undervisningen foregik og man blev accepteret. 

Efterskolen gav ham at andet billede af, hvad en lærer også kunne være. Her var både rum til kærlige drillerier og tid til den vigtige snak når de faglige udfordringer drillede på en anden og mere påtrængende måde. Isakur kom på en linje med bygge og anlæg. I starten var han ikke meget for det udeliv, men han lærte at holde af at plante træer, måle og bygge bålskur og bålhytter 

Senere under opholdet valgte han landbrug og var på dambruget et halvt års tid. 

– Hold kæft, jeg har sorteret mange fisk. Først få dem samlet ind i net i bassinet. De skal sorteres efter størrelse og art til de forskellige bassiner. Det var meget sjovt. 

På dette tidspunkt begynder naboen at finde den store boremaskine frem med voldsom larm til følge. Det får Fluffy op på poterne. Han tager kampen op og fortæller at det er for meget. I dette tostemmige lydinferno af hund og boremaskine holder vi en lille pause og morer os lidt over hunden. 

Jeg ringer lige til Frede 

Efter Finderup kom Isakur på Esbjerg Højskole, hvor en lærerinde havde startet et forløb til unge med særlige behov. Og det var hende der lige ringede til Frede og spurgte om Isakur kunne komme med den samme aften. De skulle ud at bowle. Det kunne han godt, han skulle bare have en 20’er med til sko. 

– Hun fik mig overtalt, og det er jeg meget glad for den dag i dag. Jeg kunne lide at være der. UFL betyder meget for mig, jeg blev taget så godt i mod. Det er UFL altså rigtigt gode til, siger han. 

Han fortæller, at aktiviteterne i UFL Sydvest er hyggeaftener en gang om ugen med snak, kaffe, sodavand, brætspil og nogle gange også med boller, kage eller pandekager. Klubaftener finder sted i Cafe Finsen, hvor UFL har lejet sig ind. 

– Vi arrangerer en lille weekendtur ind i mellem. Fredag skal vi en tur på pizzeria og derefter se Rune Klan i Esbjerg Musikhus. Vi giver 150 kroner for det hele. Det er så billigt, at alle kan være med. 

– Jeg kan bare godt lide at stå i køkkenet og forarbejde maden, som jeg vil have det. Og Nanna kan godt lide det jeg laver. Hun er helt vild med min gullasch, siger han tilfreds og smiler.

Træning i stor stil 

Tidligere krøb Isakur ned i en hule og sumpede alt for meget med computerspil. En dag på vægten svingede nålen alt for højt op, og han tænkte: nu skal der altså snart ske noget, hvis jeg ikke skal trille ud af døren. Han meldte sig til fitness og nu går det meste af min tid med at træne. 

– Jeg giver mig selv lov til at spille en gang i mellem, men jeg skal styre det ellers bliver det hurtigt for meget, forklarer han. 

Han træner mandag og tirsdag. Onsdag er der UFL aften i kalenderen. Torsdag og fredag træner han også. Han har smidt de første 7-8 kilo. 

Får han og kæresten Nanna, der er uddannet organist, gæster, er det ham der står for madlavningen. 

– Så kan jeg godt finde på at lave en toretters menu. Jeg kan bare godt lide at stå i køkkenet og forarbejde maden, som jeg vil have det. Og Nanna kan godt lide det jeg laver. Hun er helt vild med min gullasch, siger han tilfreds og smiler. 

I mellemtiden har den gæve alfahan Fluffy opgivet kampen mod boremaskinens teknologiske overmagt og i stedet lagt sig for at tage en lur. Vi kan til gengæld forsætte snakken under lidt mere rolige forhold.  

Udlært pedel 

Læreren der sendte Isakur til UFL havde andre gode kontakter. Hun arrangerede, at han kom i praktik som pedel på Social- og Sundhedsskolen. Det blev et andet vigtigt vendepunkt i hans liv. 

– Praktikken var rigtig god. Det endte med et længerevarende praktikforløb i forbindelse med STU. Min vejleder mente, at når jeg nu godt kunne lide at være pedel, hvorfor læser du så ikke til pedel, fortæller han.  

Isakur fik læreplads på social og sundhedsskolen og startede uddannelsen til ejendomsservicetekniker, som meget lidt mundret hedder. Selve uddannelsen tager tre år og et par måneder. 

– Jeg var vel afsted på skole i Odense i sammenlagt et halvt år i løbet af uddannelsen. Jeg fik tre måneders ansættelse bagefter, så jeg kunne komme på en ordentlig dagpengesats, fortæller han videre. 

– Jeg blev rigtig godt modtaget på skolen. Jeg har haft en rigtig god tid derude, fra start til slut, og bliver behandlet som almindeligt mennesker og kollega. Der bliver taget hånd om en og der gik ikke længe, et par måneder, så fik jeg lov til selv at gå rundt. Jeg fik nogle opgaver, og havde jeg brug for det kunne jeg ringe og så kom de. 

Lys for en den af tunnelen 

Personalet på skolen var glade for Isakur, og når man har mødt ham forstår man umiddelbart hvorfor, og omvendt var Isakur glad for dem. 

– Det kom lidt bag på mig i praktikperioden, at jeg blev inviteret med til deres julefrokost. Jeg så blot mig selv som praktikant, og den havde jeg ikke set komme, siger han, og det skinner tydeligt igennem hvor stor pris han satte på det. 

Siden oktober har Isakur været ledig siden oktober, da skolen ikke bare kunne ansætte. Den periode har han brugt til også at tage kørekort til lastbil, så han har det kort på hånden til jobsøgning. 

Han har en kollega skolen, som overvejer at gå på pension eller efterløn, og så håber han på et stillingsopslag, så han kan søge. 

– Jeg synes, jo jeg har den fordel, at jeg kender stedet. Af og til arbejder jeg stadig lidt derude, hvis de lige mangler en lukkevagt, så ringe de lige og hører om jeg kan komme forbi, fortæller Isakur og han er fortrøstningsfuld. 

– Jeg ved der er et lys for enden af tunnelen også med job. 

Oktober 2017