Familieliv

Selvmordstanker er aldrig for at få opmærksomhed

Af

Det er ingen hemmelighed, at mange børn og unge med særlige behov har det svært. Faktisk kæmper børn og unge med særlige behov oftere med selvmordstanker end andre børn og unge, og selvmordstankerne er aldrig manipulerende eller kalkulerede. Det mener Britt Morthorst, som er ansat i psykiatrien i Region Hovedstaden, hvor hun forsker i selvmordsforebyggelse.

”Der findes nogle myter med, at folk, der siger, de har selvmordstanker, ikke handler på det. At de ”bare vil have opmærksomhed”, at de vil ”hævne sig” eller ”er ude på at manipulere for at få deres vilje”. Det er stort set aldrig det, der er på spil, og derfor skal de myter manes til jorden med det samme,” siger Britt Morthorst.

Derimod opstår selvmordstankerne altid af en grund. I langt de fleste tilfælde opstår de, fordi den unge har et brændende ønske om at komme væk fra en psykisk smerte, som han eller hun har svært ved at bære. Det viser flere både nationale og internationale undersøgelser på området ifølge Britt Morthorst, og derfor er det vigtigt at tage sig kærligt og alvorligt af selvmordstanker, hver gang vi hører om dem.

”Mennesker, der udtrykker selvmordstanker, har selvmordstanker, og de skal have hjælp til at håndtere dem. Selvmordstanker er i langt de fleste tilfælde et ønske om at komme væk fra en ubærlig psykisk smerte. Især har børn med selvmordstanker svært ved at se alternative veje ud af smerten, og derfor skal de have hjælp,” siger hun.

 

Selvmordstanker blandt børn og unge med særlige behov kan være et ønske om forandring

Når børn med særlige behov har selvmordstanker oplever Britt Morthorst ofte, at de opstår som følge af, at børnene ønsker sig en forandring, som skal gøre deres liv bedre, men som er svær at skabe.

”Selvmordstanker opstår for de fleste mennesker på baggrund af flere årsager, men for mange børn med særlige behov er der nogle karakteristika, som går igen. Min erfaring er, at særligt de her unge mennesker igen og igen har udtrykt et ønske om en forandring. Og ikke en forkælet forandring, men en indfølelig forandring, som ikke skaber sig for dem,” siger hun.

 

Vær opmærksom på adfærd hos børn med særlige behov

Når børn med særlige behov udtrykker ønske om en forandring, risikerer de imidlertid at blive misforstået og opfattet som aggressive eller afvisende, fordi de kan have svært ved at sætte ord på deres følelser. Derfor skal man nogle gange aflæse deres mistrivsel i deres adfærd.

”Børn med særlige behov er jo en sårbar gruppe mennesker. De kan reagere meget hurtigt og meget kraftigt på belastninger. Det kan være ændringer, stress, et miljø der ikke passer dem, en upassende pædagogisk tilgang, eller hvis man stiller for store krav til dem. Et eller andet som er nyt og adskiller sig fra det kendte, hvilket måske ikke passer dem. Så vil de på en eller anden måde reagere med en eller anden adfærd, som typisk vil blive opfattet som en vred, aggressiv eller frustreret adfærd,” siger Britt Morthorst.

Og børnene er frustrerede. For de bærer rundt på en psykisk smerte alene, som de har svært ved at håndtere, og de beder om en forandring, som ikke sker. Og så opstår selvmordstankerne.

”De her børn bliver præget af et tunnelsyn og en håbløshedsfølelse, som gør, at det bliver svært for dem at se andre udveje. Så bliver de draget mod, at der kun findes én løsning på at ende den her ubærlige psykiske smerte,” siger Britt Morthorst.

Hvis du eller dit barn har selvmordstanker, skal du kontakte din læge eller ringe til Livslinien alle dage mellem klokken 11-04 på telefon 70 201 201.

Søg hjælp med det samme, hvis dit barn har selvmordstanker

Hvis du hører om selvmordstanker hos dit barn, så er det vigtigt, at du søger hjælp, selvom du måske ville ønske, du kunne klare det selv eller måske mest af alt har lyst til, at de tanker skal skjules for omverdenen. Du kan enten kontakte din egen læge eller ringe til Livslinien på telefon 70 201 201. På hjemmesiden selvmordsforebyggelse.dk kan du finde et kort med en oversigt over henvisningsmuligheder i din region. I Danmark er der kompetencecentre i selvmordsforebyggelse over hele landet, som kan hjælpe eller viderehenvise.

Det er de færreste forældre, der har forudsætninger for at håndtere selvmordstanker hensigtsmæssigt, så det er helt ok, at du er i vildrede. Måske bliver du ramt af skyldfølelse og tvivl om, om du nu er en god nok forælder. Men det er slet ikke sikkert, at selvmordstankerne har noget med dig at gøre, og du kan være sikker på, at der er andre forældre, der oplever det samme som dig og andre børn, der har det ligesom dit barn.

Nogen vil måske være bange for at søge hjælp på vegne sit barn af frygt for at afsløre sig selv som dårlig forælder. Men det behøver man ikke være bange for ifølge Britt Morthorst.

”Når man kontakter psykiatrien, så får selvfølgelig børnene, men også forældrene hjælp og strategier til at håndtere selvmordstankerne. Behandlerne ser sammen med hele familien på hele barnets liv og ser på, hvad der er af belatninger, og hvem barnet kan række ud efter, hvis det har brug for trøst og hjælp. Man skal søge hjælp, og vi prøver at finde løsninger sammen med familierne,” siger hun.

September, 2020

Ligeværd: Skolen skal reagere på børns selvmordstanker

Af

I forbindelse med udgivelsen af podcasten “Selvmordstanker blandt børn og unge med særlige behov” medvirkede Ligeværds direktør Esben Kullberg i et interview til Fagbladet Folkeskolen.

“Vi er nødt til at tale om, at selvmordstanker findes hos børn og unge. Det er meget tabubelagt, og det er så svært at tale om, men vi oplever børn og unge, der er presset så voldsomt, at de ikke ser andre muligheder. Og hvis vi så ikke vil tale om det, isolerer vi dem yderligere”, siger Esben Kullberg. (Fra artiklen på folkeskolen.dk.)

August, 2020

Podcastserie om selvmordstanker blandt børn og unge med særlige behov

Af

Selvmordstanker blandt børn og unge med særlige behov findes.

For alt for mange af disse børn og unge er det en mørk og frygtelig side af virkeligheden. En virkelighed de alt for ofte sidder alene med.

 

I Ligeværd har vi sat os for at løfte problemet ud af mørket. Ikke fordi vi synes, det er rart, men fordi vi synes, det er en pligt. En pligt over for de børn, unge og deres familier, der ellers er ladt alene med noget af det sværeste i verden.

Derfor har vi i samarbejde med journalist Lasse Mors udviklet en podcastserie i tre episoder med drengen Lukas som omdrejningspunkt. Serien undersøger gennem snak med Lukas’ mor og forskellige eksperter, hvad der ligger bag, når et barn på bare 12 år forsøger at tage sit eget liv.

Du kan lytte til første episode fra i dag. Næste episode bliver frigivet den 31. august og sidste episode den 4. september.

Podcasten ligger  på spreaker.com og i de forskellige podcast-apps.

Vi er vilde med at Ligeværd skaber dialog

Af

Familien Buus Beldam, hvis mindste dreng er autist, uden sprog og selvskadende, var en af de familier, som deltog i internatkursus på Egmonthøjskolen, Hou Søsportscenter, den 12.-14. februar arrangeret i et samarbejde mellem Ligeværd og Aarhus kommune i et projekt bevilliget af Socialstyrelsen. Projektet drejer sig om forældrekurser, netværk og etablering af samarbejde mellem kommuner og civile organisationer. Dialog er nøgleordet. 

Familien Buus Beldam bor i Risskov og består af mor Heidi og far Rene, Sofus på ni år og Silas på 4 år. Silas er autist og mentalt retarderet. Han har ingen kommunikationsredskaber, har ikke noget sprog, kan kun helt få tegn til tale og forstår ikke billeder. Han kan finde ud af at pege, når han vil ud til sin klapvogn og give nogle lyde, men ikke noget der er deciderede ord. Familien må derfor ofte gætte sig lidt til, hvad det er Silas gerne vil. Han er i perioder meget selvskadende, og bliver han frustreret, banker han hovedet i væggene og i gulvet og nikker forældrene skaller. Men Silas er også en sød lille dreng, der elsker blomster og at sidde i badekarret og lege med vandet.

Bænket ved spisebordet med en kop varm kaffe har Ligeværd talt med Rene og Heidi om deres udfordringer med Silas og deres oplevelse af internatkurset og samarbejdet med Aarhus Kommune.

Heidi: Det her samarbejde med kommunen, det er jeg oppe at køre over. Det jeg elsker er, at Ligeværd har den her tilgang, som jeg tror på batter noget. Det med at gå i dialog. At man ikke bare står og er mavesur. Jeg tror, at politikere og alle andre har brug for at forstå noget på et dybere niveau. Indtil man oplever den her situation, er det noget man er blind for, og det kommer de aldrig til at forstå, hvis vi ikke er i dialog. 

Foreningsfællesskabet Ligeværd

Rene: Jeg ved egentligt ikke rigtig, hvad vi havde af forventninger. Programmet fik vi først to dage før, men vi glædede os til det af den simple årsag, at fagligt havde vi ikke verdens bedste kursus på psykiatrisk, da Silas blev udredt. Det var ikke mindst mødet med de andre forældre, der var det spændende. Vores største udfordring var, hvordan det ville blive for Silas at sove et nyt sted. Og det var spændende at se, hvad Sofus kunne få ud af det. 

For at få større indsigt bag Renes og Heidis behov for støtte, netværk og dialog, drejer vi for en stund blikket mod de konkrete udfordringer, der er ved at skulle tage hånd om de problemer en dreng som Silas har. 

Heidi: I starten var det en ret frygteligt oplevelse af, at være midt i en DR dokumentar om en dysfunktionel familie. Så snart jeg kom ind ad døren fra arbejde, tog jeg Silas og løb ud i haven, for derude gjorde han mindst skade på sig selv. 

Rene: Det var helt håbløst for os at gøre ham tilfreds. Vi var simpelthen bange for, at der skulle blive ferie. Vi vidste ikke, hvad vi skulle stille op med ham. Vi havde en frygtelig ferie lige inden han blev diagnosticeret. 

Heidi: Men der er vi et helt andet sted nu. Jeg føler, vi er ekstremt meget eksperter på Silas. Vi kan guide eller beskytte ham, når der for eksempel kommer gæster. 

Rene: Det er bare begrænset hvor mange mennesker, vi har på besøg i forhold til tidligere. Tidligere havde vi tit gæster, men det sker ikke så meget efter Silas er kommet til. Vi har måttet slås meget alene med problemerne. Den eneste familiehjælp vi har fået er Heidis mor.  

Heidi: Hvis ikke vi havde haft min mor, så var vi knækket. Hun havde Silas tre eftermiddage om ugen, fordi han ikke kunne klare at være i normal vuggestue ret lang tid om dagen. Jeg køber fuldstændig, at 70% af forældre til børn som Silas går helt ned med stress. Der gik måneder før vi fik hul til systemet, men dem vi har mødt siden, har været gode. Det kræver store ressourcer som familie, og det er ikke rimeligt i den situation, for der har man rigeligt med at redde hele familien. Men måske samarbejdet mellem Ligeværd og kommunen kan hjælpe på sigt. 

Rene: I den værste lange periode havde jeg heller ikke endnu fået tilkendt 22,5 timers tabt arbejdsfortjeneste, som jeg bl.a. får, fordi Silas ikke sover om natten. Det har gjort, at jeg har kunnet gå hjemme siden – men der var en lang periode, hvor alt var i frit fald, og hvor vi ikke havde nogen hjælp af nogen slags.

Heidi: Det er det bedste valg vi har truffet. Hvis vi ikke traf det valg, kunne vores børn eller vi selv slet ikke trives. Når Silas er hjemme, skal der være en voksen til ham hele tiden. Og vi har jo også et stort barn, Sofus, som der skal have opmærksomhed – og der skal laves mad og alt det andet.  

På dette tidspunkt kommer Sofus rullende på sine inliners over til bordet og blander sig i snakken. På internatkurset fik han en ny ven, Kalle. På spørgsmålet om hvordan det er, svarer han beredvilligt og glad. 

Sofus: Kalle er mega sød. Han har en lillesøster, der har Downs syndrom. 

Heidi: Kan du prøve at fortælle om, hvordan det er at møde en anden, der har en handicappet søster? 

Sofus: Det er mega fedt. Så føles det ikke som, at man er unormal, at ens familie er unormal og sådan noget. 

Heidi: Har du følt sådan før, Sofus? 

Sofus: Ja. Og jeg tror det var nemmere for Kalle og mig at blive venner, fordi vi har en handicappet søster og bror. Så kan man fortælle, hvordan man har det med det. Andre børn kan ikke snakke om det, for de kender det jo ikke. De ved ikke, hvordan det er. Det gør Kalle. Han forstår. 

Heidi: For os som forældre var det hovedpræmien på kurset, at Sofus har fået Kalle. 

Heidi: Det her samarbejde med kommunen, det er jeg oppe at køre over. Det jeg elsker er, at Ligeværd har den her tilgang, som jeg tror på batter noget. Det med at gå i dialog. At man ikke bare står og er mavesur. Jeg tror, at politikere og alle andre har brug for at forstå noget på et dybere niveau. Indtil man oplever den her situation, er det noget man er blind for, og det kommer de aldrig til at forstå, hvis vi ikke er i dialog. 

Oktober 2017