Skole

Ufrivilligt skolefravær: Skolens kaos slog Lea Hallers søn hjem

Af
Ufrivilligt skolefravær

De mange sanseindtryk blev hurtigt for meget for Lea Hallers søn, Thor, da han startede i skole. Ligesom mange børn med særlige behov har Thor Haller i dag ufrivilligt skolefravær – på tredje år.

Thor Haller går hjemme på tredje år i stedet for at gå i skole. Han er en stille og rolig dreng på 13 år, som altid har haft svært ved at være i skolens krav og rutiner, og til sidst blev skolens mange indtryk for overvældende for ham, fortæller hans mor Lea Haller.

“Vi har tre børn, og to af dem har autisme,” siger hun.

“Thor har altid været en af de børn, der maskerer udfordringer helt utrolig godt, så det var svært for os at opdage, at noget var anderledes. Men set i bakspejlet var tegnene der allerede i børnehaven.”

Selvom Thor Haller går hjemme, er han langt fra alene. Autismeforeningens inklusionsundersøgelse viste i 2024, at knap halvdelen af børn med autisme har ufrivilligt skolefravær. Og hver femte har ligesom Thor Haller ikke være i skole i mere end et år.

Skolens sansebombardement

Tre gange om ugen får Thor Haller besøg af en lærer i en time. Men de ugentlige besøg af kan ikke kaldes hjemmeundervisning, mener Lea Haller. Det er snarere relationsdannelse.

Hvis vi vil have børn som Thor Haller tilbage i skolen, hvor de kan få undervisning, kan vi derfor ikke blive ved med at overse, hvad belastende og ufleksible omgivelser betyder for børns muligheder for at lære og trives, som psykolog Kirsten Callesen siger andetsteds i dette blad. Det er Lea Haller enig i.

For så længe vi ikke tager alvorligt, at neurodiverse børn har brug for rolige og sansevenlige miljøer, så er Thor Haller et af de børn, som næppe kan vende tilbage, mener hun. For ham blev skolens sansebombardement allerede en markant udfordring fra begyndelsen af børnehaveklassen. Hun fortæller videre:

“Han kunne simpelthen ikke navigere i alle de samtidige indtryk. Både skolegården og klasselokalet blev for overvældende, og gradvist blev det sværere og sværere for ham at komme afsted. Til sidst kunne vi slet ikke få ham i skole.”

Det var særligt de mange samtidige indtryk, konstante miljøskift og uforudsigeligheden, der overvældede Thor Haller.

“Bare det at blive afleveret på parkeringspladsen, hvor alle ankom samtidig, var et bombardement af sanseindtryk,” uddyber Lea.

“Han skulle gennem den kaotiske skolegård med børn der løb og råbte, og ind i det overfyldte klasselokale, hvor 25 børn samtidig skulle have overtøj af og finde deres plads og vente på at få at vide hvad dagen indebar. Hver eneste skift i løbet af dagen – fra time til frikvarter, fra klasselokale til gymnastiksal – betød nye lokaler, nye lyde, nye indtryk, nye forventninger der skulle bearbejdes.”

Efter lang tids kamp besluttede familien at handle:

“Vi kunne ikke vente halvandet år på hjælp fra det offentlige system, så vi søgte private løsninger.”

“Thor har nu været hjemme i næsten tre år. Årene i folkeskolen, hvor han konstant og meget effektivt maskerede sine udfordringer og kæmpede med det totale kaos indeni, har sat dybe spor. Selvom han er indskrevet på en specialskole, er han ikke i stand til at møde op fysisk. I stedet kommer der en lærer hjem til ham i en time, tre gange om ugen.”

At tilpasse familien

En af de største udfordringer i forhold til skolen var Thor Hallers måde at udtrykke følelser på.

“Hans ansigtsudtryk er som regel meget neutrale, men vi, der kender ham godt, kan aflæse de små signaler – en lille trækning eller bevægelse, der fortæller os, hvordan han egentlig har det.”

Derhjemme har Lea Haller og resten af familien haft langt bedre muligheder for at støtte Thor Haller på hans egne præmisser og gennem årene udviklet strategier til at støtte Thor.

“Vi forsøger, at han har en udvej i nye situationer,” fortæller Lea.

“Hans stressniveau stiger markant, hvis han føler sig fanget, så vi planlægger altid med fleksibilitet og alternative muligheder. Vi har lært at respektere hans grænser for, hvor mange indtryk han kan håndtere ad gangen.”

Støt dit barn

Når Lea ser tilbage, er der ting, hun ville ønske havde været anderledes.

“Hvis vi havde vidst mere om autisme tidligere, kunne vi måske have hjulpet Thor bedre fra start. Jeg ville have været mere opmærksom på de små signaler – hans behov for at begrænse sanseindtryk og udfordringer med at skifte mellem forskellige miljøer,” reflekterer hun.

Hendes råd til andre familier er klare:

“Stol på din mavefornemmelse og søg hjælp tidligt,” siger hun med eftertryk.

“Og husk, at det er helt i orden at gøre tingene anderledes for at støtte dit barn. Det handler ikke om at presse barnet til at passe ind i eksisterende rammer, men om at skabe rammer, der passer til barnet.”

Thors historie er en vigtig påmindelse om, hvor afgørende det er at forstå og respektere børns forskellige måder at opleve verden på. Den viser også, at hver familie må finde sine egne veje og løsninger.

“Vi har lært at acceptere og støtte Thor, præcis som han er,” afslutter Lea.

“Den accept har gjort en verden til forskel – ikke bare for Thor, men for hele vores familie.”

Læs også Kirsten Callesen: Dårlig indretning kan skade dygtige fagfolks gode arbejde

Maj 2025

Hvordan oplever børn med autisme verden?

Af
Hvordan oplever børn med autisme verden?

Børn med autisme oplever ofte at blive misforstået i skolen. Med teatrets virkemidler vil teatergruppen Novas Ark give sit publikum en fornemmelse af, hvordan verden kan opleves i kroppen på et barn med autisme.

 

Du har en vingummibamse i hånden.

Først skal du lægge den ind under din armhule. Så skal du sætte den fast under din sko, trampe på den og tage den op i hånden igen.

Synes du, det virker meningsløst? Så er det netop meningen.

Mange børn med autisme oplever, at de opgaver, de får i skolen, er meningsløse, og at de kommer i problemer, fordi de ikke forstår, hvorfor de skal løse dem.

Med øvelser som vingummibamseøvelsen vil teatergruppen Novas Ark give sit publikum en kropslig fornemmelse af, hvordan børn med autisme ifølge dem kan opleve at gå i skole. En oplevelse, som mange børn med særlige behov deler.

”Teatret giver en helt anden oplevet erfaring. Det kommer ind igennem hjertet i stedet for at komme ind igennem intellektet,” siger kunstnerisk leder Birgitte Marie Arnkjær.

Sammen med antropolog Line Rostrup Henningsen har hun udviklet forestillingen Autonome Autister, fordi de begge har børn med autisme, som har følt sig misforstået i både almen- og specialklasser. Blandt andet når børnene har sat spørgsmålstegn ved opgaver, som forekom dem meningsløse.

”Vingummibamseøvelsen er selvfølgelig karikeret. Børn møder ikke den type opgaver,” siger Line Rostrup Henningsen og fortæller, at det er de følelser, teatret vækker, der er centrale.

At forklare det svære nemt

Alle børn med autisme har brug for visuel struktur og tydelig kommunikation.

Sådan lyder en af de fordomme, som Novas Ark vil gøre op med. For nogle gange er det rigtigt, men ikke altid, mener de. Mange med autisme profiterer for eksempel af visuel struktur, men nogle har måske brug for noget andet.

Og det har de to skuespillere, som også begge har autisme, haft svært ved at formidle på en måde, som kunne give en meningsfuld dialog. De har oplevet, at børnenes diagnoser har stået i vejen for, at lærerne har kunne se andre løsninger end dem, der kendetegner diagnoserne. Men børn med autisme har forskellige behov, siger de, og derfor er lydhørhed og fleksibilitet i forhold til den enkelte vigtigt.

”Så vi ville forklare det på en anden måde uden at belære nogen. Med teater kan vi forklare det ved hjælp af humor og billeder på en måde, som får en til at grine og hygge sig lidt med det,” siger Birgitte Marie Arnkjær.

Stykket består af øvelser, der inddrager publikum, klassiske teaterscener, personlige fortællinger og videndeling, der minder om forelæsninger. Så der er noget for enhver måde at lære på, forklarer de.

Det autistiske kaffebord

I pausen fortsætter Autonome Autister i en slags totalteater for dem, der har lyst til at udfordre sig selv.

Man kan vælge det såkaldt neurotypiske kaffebord, hvor alt er normalt. Men vil man på egen krop opleve, hvordan et kaffebord kan føles, hvis man har autisme, så kan man vælge det autistiske kaffebord.

”Autister kan have forstærkede sanser, og nogle smage og konsistenser, som for andre er helt normale, kan føles helt forkerte i munden,” siger Birgitte Marie Arnkjær, og Line Rostrup Henningsen forklarer:

”Ved det autistiske kaffebord kan man risikere at blive sansemæssigt udfordret. For nogen smager kagerne, teen og kaffen ret heftigt anderledes, end man forventer.”

Oplevelsen af at gå frem mod et kaffebord, hvor man vitterligt ikke ved, hvad der venter, er rasende ubehagelig. Stressende. Og stress kan føre til midlertidigt kropslige funktionsnedsættelser for nogle med autisme. Inden man går til kaffebordet, skal publikum derfor vælge et eller to benspænd.

Blandt andet kan man vælge at tage et par grillhandsker på – et motorisk benspænd, som skal illustrere, at nogle bliver klodsede.

”Det kan være ekstremt svært at hælde en kop te op uden at spilde, fordi man er så stresset over alle de mennesker. Hvis man har grillhandsker på og samtidig har et lydspor i ørerne, som spiller en lille melodi og siger, gad vide om jeg kan det her? Så kan det måske give en ide om de udfordringer, man som autist kan have med sådan et kaffebord,” siger Line Rostrup Henningsen.

Når alle har taget for sig, vil nogen opleve, at det hele smager herligt. Andre vil få brug for at spytte kagen ud igen. Ved det autistiske kaffebord er der bare hverken skraldespand eller skjulesteder. Du er nødt til at vise, at du ikke kan lide det, du har fået.

Og når det sker, vil du møde antropologen, nådesløst spillet af Line Rostrup Henningsen, som råbende spørger, hvorfor du ikke spiser op. Foran alle de andre.

”Fordi man oplever tit som autistisk barn: Du må da ikke spytte kagen ud, det er da uhøfligt. Men hvor man måske står med en kage, som eksploderer inde i munden,” forklarer hun.

En oplevelse værd

Novas Ark har ambitioner om at lave nye stykker til forældre og børn. Men i første omgang er stykket Autonome Autister målrettet lærere.

”Mest af alt betyder det noget, hvis lærerne forstår de her børn på en anden måde, når de går derfra. For så kan de også bedre kommunikere det til de andre børn i klassen,” siger Birgitte Marie Arnkjær.

Noget af det, børn med autisme kan opleve, er følelsen af manglende kompetence. Ikke kun at opleve opgaver som meningsløse, men også at føle sig ude af stand til at løse dem. Det udsættes publikum også for i slutningen af vingummibamseøvelsen.

”De skal udføre en vingummibamsedans, som ingen kan følge,” forklarer Birgitte Marie Arnkjær, som er uddannet koreograf og instruerer den komplicerede dans.

”Det kan de ikke. De skal prøve at blive bedt om noget, som de ikke kan,” siger hun.

Til sidst beder Birgitte Marie Arnkjær sit publikum om at spise vingummibamsen, fortæller Line Rostrup Henningsen.

”Det bliver bremset, inden nogen af ren og skær lydighed spiser den. Men at få at vide, at man skal gøre noget, man ikke har lyst til, kan autister også føle i skolen. Uden at blive mødt med forståelse, fordi det så ikke er noget, der er almindeligt at sige nej til.”

Marts 2024

Mit barn har særlige behov

Af
Mette Weinreich

Jo mere forældrene kender hinanden og forstår de andre børns, jo stærkere forældrefællesskab får de. Og det smitter af på børnene. Derfor var det en god ide, da Mette Weinreich i børnehaveklassen fortalte de andre, at hendes datter havde særlige behov.

Der blev helt stille.

Sådan husker Mette Weinreich minutterne efter, hun havde rejst sig på det første forældremøde i børnehaveklassen på Rosenlundskolen i Skovlunde for at fortælle de andre, at hendes datter Fie har særlige behov.

”Det var angstprovokerende, fordi jeg skulle fortælle om noget sårbart til nogle mennesker, jeg overhovedet ikke kendte. Det er en enormt sårbar situation at fortælle, at mit barn ikke er i verden på samme måde som deres.”

Mette Weinreichs initiativ opstod, da hun var begyndt at høre ordet ”snyd” i krogene blandt de andre forældre. Det var snyd, at Fie måtte have en bamse med. At hun blev hentet tidligt hver dag.

”Jeg havde en følelse af, at der allerede var et narrativ om mit barn, og jeg havde brug for at forklare, at der ikke var noget snyd,” siger hun.

Hver tredje forælder til børn med særlige behov oplever for eksempel, at barnets situation har økonomiske konsekvenser for familien. Det viser en undersøgelse fra Psykiatrifonden. Sådan var det også for Mette Weinreich, som på forhånd havde aftalt med børnehaveklasseleder Per Jensen, at hun ville rejse sig.

”Jeg sagde til dem, at hun bruger sin energi hurtigt, og at jeg derfor har tabt arbejdsfortjeneste, så vi kan passe på hende om eftermiddagen og give hende pauser,” fortæller hun.

Men de tidlige hentninger kom med en pris. En undersøgelse fra Tænketanken Mandag Morgen viser, at børn med særlige behov, sammenlignet med andre børn, oplever at have færre venner i skolen. En oplevelse, som så småt var ved at blive en udfordring for Fie.

”Fie fik ingen legeaftaler, fordi hun ikke stod nede i sfo’en om eftermiddagen. Men hun kan godt lide at lege. Så jeg sagde, at jeg havde et meget stort ønske om, at de andre forældre også ville huske Fie i deres travle hverdag,” siger Mette Weinreich.

En stor hjælp for de andre

En af de afgørende faktorer for et barns plads i klassefællesskabet er blandt andet, hvordan der bliver talt om det barn hjemme hos de andre. I tilblivelsen af dette magasin har Ligeværd været i kontakt med 49 forældre, og størstedelen fortæller, at de har oplevet, at deres barn blev set ned på og bagtalt blandt de andre forældre.

Og ifølge Camilla Vilhelmsen, mor til Liam, gjorde Mette Weinreichs åbenhed en forskel for, hvordan der blev talt om Fie. Det var en stor hjælp, fortæller hun.

”Liam sagde nogle gange noget om Fie, hvor han undrede sig. Det kunne jeg forklare ham, og det hjalp ham faktisk,” siger hun.

Det blev især tydeligt, da Camilla Vilhelmsen en aften blev ringet op af Mette Weinreich, som grædende fortalte, at hendes søn Liam sammen med en anden dreng havde råbt Fie ind i hovedet.

”Jeg blev ked af, at min søn havde gjort det, når vi herhjemme havde gjort meget ud af at forklare, at Fie oplever sådan noget på en anden måde,” siger hun.

Camilla Vilhelmsen talte derfor med Liam om situationen, og dagen efter kørte de ned til Fie, hvor børnene legede i 2,5 time, mens de voksne drak kaffe.

Den situation husker Mette Weinreich tydeligt. Den et godt billede på, hvilken effekt det har haft på Fies situation, at de andre forældre har forstået, hvad der var på spil, mener hun.

”Det handler om at vise børnene, at selvom der har været en konflikt, så skal det ikke holde os fra at se hinanden. Og hvis vi som forældre kan vise børnene, at vi kan sammen, så kan børnene også sammen.”

Hun blev glad for Camilla Vilhelmsens initiativ.

”Det betyder en masse, fordi hun vidste, at Fie havde svært ved at komme i skole i den periode og havde det rigtig svært. Så den konflikt ikke bare står åben, men at Fie ved, at de rækker ud og også passer på hende.”

Stilheden efter fortællingen

Tilbage på forældremødet sidder Nadja Vejling, som er mor til Ella.

Hun husker også den stilhed, der fulgte efter Mette Weinreichs fortælling. En stilhed som måske opstod, fordi der blev åbnet et rum, som man ikke er så vant til at gå ind i, mener hun.

”Jeg har ikke oplevet noget lignende før. Så jeg tror også, at vi lige skulle forstå det. Måske blev der også stille, fordi det kan være sårbart at stille spørgsmål,” siger hun.

Men det var en gave, at Mette Weinreich åbnede det rum, mener Nadja Vejling.

”Jeg har bedre kunne forklare Ella, hvorfor Fie får lov til at komme tidligt hjem. Jeg syntes, det var stort af hende og en stor hjælp for mig som mor til et andet barn.”

Hun husker også, at der inden forældremødet var begyndt at opstå historier om Fie.

”Jeg tror, at sådan noget opstår af uvidenhed. Man har ikke vidst, at Fie har nogle udfordringer og har nogle andre behov. Men jeg tror også, at alle forældre nu har fået en forståelse for det, som de tager med hjem til deres børn,” siger hun.

Ifølge hende er det at skabe historier om et andet barn noget, man kan komme til at gøre ubevidst. Og derfor er oplysning vigtigt.

Når børn tales frem

Det er børnehaveklasseleder Per Jensen enig i. Det sker ubevidst og ikke af ond vilje.

”Der opstår hurtigt murren i krogene om børn. Mange bliver nok blinde og får skabt sin egen historie derhjemme, hvilket hverken er til gavn for ens eget barn eller det barn, som det går ud over,” siger han.

Sammen med pædagog, Eamonn Rainey, giver han altid forældre mulighed for at rejse sig, hvis de har mod på det. For dem er det en del af deres professionelle ansvar.

”Vi kan og må ikke tolerere, hvis børn bliver udstillet. Det er vores ansvar at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe barnet ved at afmystificere,” siger Per Jensen.

Hvis Mette Weinreich ikke selv havde taget initiativ, så havde de foreslået hende at gøre det, fortæller de. For det kan gøre en stor forskel for, hvilke historier der går om et barn, hvis alle forældre ved, når der er noget alvorligt på spil, som gør, at barnet kan have det svært. Det kan være særlige behov, alvorlig sygdom i familien eller noget helt tredje.

Sammen husker de tilbage på en udadreagerende dreng, de havde igennem 0. klasse for år tilbage. Han var en sød og dejlig dreng, siger de, men de oplevede, at andre forældre ikke ville have, at deres børn legede med ham.

”Hvis man fra starten som forælder får mulighed for at sige, at ens barn nogle gange kommer til at reagere uhensigtsmæssigt, så giver man de andre forældre en forståelse for, hvorfor det sker. Ikke fordi barnet er ondt, men fordi det mangler redskaber og har det svært,” siger Eamonn Rainey.

Derfor siger børnehaveklasseteamet altid til forældregruppen, at de er nødt til at hjælpe hinanden i fællesskabet. Og at ingen børn er onde børn.

”Vores rolle er at fortælle om mangfoldigheden i en klasse og fortælle dem, at vi er nødt til at forskelsbehandle, fordi ingen børn er ens. Og så giver vi ordet videre til de forældre, der gerne vil fortælle noget,” siger Per Jensen, og Eamonn Rainey tilføjer:

”Forældrene er meget taknemmelige og siger, at det er trygt, at vi skaber åbenhed omkring børnene.”

En taknemmelighed, som bekræftes af de forældre, Ligeværd har talt med.

Så vil alle jo bare rejse sig

Men hvis man åbner for, at forældre kan fortælle om sit barns særlige behov, vil alle så ikke gøre det? Det oplever Per Jensen og Eamonn Rainey ikke. På forældremøder tager de selv ansvar for en generel snak om børnefællesskaber og beslutter, hvilke forældre der må rejse sig. De har endnu ikke afvist nogen, der gerne ville.

”Vi kan godt snakke om forskellige behov, hvor vi afmystificerer meget, uden at alle forældre behøver rejse sig og fortælle om deres barn,” siger Per Jensen.

Katrinebjergskolen i Aarhus har en lignende åben tilgang til forældresamarbejdet.

Her holder man stormøder med nye forældre inden skolestart i børnehaveklassen, hvor man informerer overordnet om børns forskellighed og om børn med særlige behov. Et højt informationsniveau, som fortsætter ind i skoleåret, fortæller pædagogisk leder Sannie Ilona Leth.

”Vores udgangspunkt er ikke, at man skal stille sig op i klassen og sige til de andre, at ens barn har autisme. Vi tænker de særlige behov ind i et klasserum, at alle skal være opmærksomme på, at vi skal give forskellige rammer for lige deltagelsesmuligheder,” siger hun.

Nogle forældre vil dog gerne rejse sig, fortæller hun. Og så er det klasseteamets ansvar at skabe et trygt rum, hvor de kan tale fra, så forældregruppen kan tale åbent om, hvordan alle børn bliver en del af klassens fællesskab.

Hun understreger, at Katrinebjergskolen har konflikter og udfordringer, ligesom alle andre steder. Men overordnet set er den åbne tilgang en gevinst for alle, mener hun.

”Hvis vi kan få et fællesskab til at fungere, hvor børn vokser op velvidende, at der i mit klasserum er nogen, som skal have tingene på en særlig måde eller tænker anderledes, end jeg gør. Så har vi givet dem en kæmpe gave,” siger hun.

Men det er også en opgave, som skal anerkendes, for ellers kan børnene ikke bære det, mener hun.

”Vi bliver nødt til at have respekt for, at det er anderledes at gå med nogle børn, som for eksempel kan blive rigtig vrede over noget, som det egentlig ikke var meningen, man skulle blive vred over,” siger hun.

Nøglen til at arbejde med børnefællesskaber på den måde går igennem at holde forældrene tæt på. Katrinebjergskolen tilbyder derfor skole-hjem-samtaler hver den første onsdag i måneden til dem, der har behov. To gange om året er det obligatorisk at møde op. For noget kan det lyde som en overbebyrdelse af lærerne, men ifølge Sannie Ilona Leth er hele den åbne tilgang med til at lette hverdagen. Og forældrene overrender ikke de månedlige forældremøder:

”Det er afgørende, at vi har et tæt samarbejde med forældrene, og det er en investering i børnenes trivsel og læring. Det gør en stor forskel, at forældrene taler godt om skolen og de andre børn og ved, hvad der sker og bakker op om det.”

Ligeværd har været i kontakt med tre forældre til børn på Katrinebjergskolen, som uafhængigt af hinanden bekræfter Sannie Ilona Leths udlægning.

Hvor meget luft har du i din ballon?

Tilbage på Rosenlundskolen i Skovlunde fortsatte Mette Weinreich sin indsats for at afmystificere Fies særlige behov. Da hun havde fortalt forældrene om Fie, besøgte hun en dag klassen i skoletiden efter aftale med datteren. Nu ville hun også fortælle de andre børn om Fies særlige behov. Det gjorde hun ved hjælp af en ballon, som hun pustede op.

”Fies ballon er måske allerede fyldt, når dagen starter. Så har hun brug for pause, sagde jeg, og så lukkede jeg lidt luft ud.”

Fie var frisk på morens ide og deltog også selv. Og for at det ikke kun skulle handle om alt det, Fie ikke kan, så sluttede Mette Weinreich af med at fortælle om Fies ADHD-superkræfter. Herefter bad hun børnene fortælle, hvad de tænkte.

”De var så seje til at sidde og følge med, og til sidst rakte alle børn hånden op og fortalte Fie alt det, de syntes, hun var god til. Så det blev sådan en god oplevelse.”

En oplevelse, som sev hjem til både Nadja Vejling og Camilla Vilhelmsen, der hver især fra deres børn hørte, hvad der var sket i skolen.

”Ella kom næsten stolt hjem og fortalte, at Mette havde været der og gjort sådan og sådan med en ballon. Jeg har en fornemmelse af, at hun fik sin egen forståelse af, hvorfor Fie måtte nogle ting, som de andre børn ikke gjorde,” siger Nadja Vejling.

 

Læs hele magasinet med temaet Forstå mit barn med særlige behov

Juni 2024

Børns 6 grundlæggende behov

Af
Louise Klinge De voksne kan altid gøre noget, når et barn mistrives

Når et barn giver udtryk for mistrivsel, så kan man med fordel se på, hvor barnets seks grundlæggende behov bliver hæmmet. Og sætte ind der.

 

1. Behov for tryghed

Nysgerrig adfærd stopper, når børn er utrygge. Har jeres skole et trygt miljø med trygge relationer mellem både børn og voksne og mindst muligt skæld ud? Skæld ud kan virke kortvarigt, men skældud har store omkostninger for alle børnene, og på lang sigt fører skæld ud til mere af den uønskede adfærd.

 

2. Behov for autonomi

Alle børn har behov for at føle medbestemmelse. Er der plads til børnenes interesser på jeres skole? Har de medbestemmelse, har I et stærkt elevdemokrati?

 

3. Behov for kompetence

Børn har behov for oplevelsen af at kunne håndtere de udfordringer, de står i og for oplevelsen af at lykkes. Og kun få børn trives i at sidde stille, mens de lærer. Tilbyder jeres skole et mangfoldigt udbud af læringsrammer med legende læring, rollespil, natur og bevægelse, plads til engagement?

 

Læs også “Louise Klinge: De voksne kan altid gøre noget, når et barn mistrives“

 

4. Behov for samhørighed

Børn har behov for at føle sig forbundet med sine kammerater og de voksne, hvilket de kun kan, hvis der ikke er skæld ud. Der er større tryghed på skoler, hvor eksempelvis 3. klasser er viser nye 0. klasser rundt i starten af skoleåret. Understøtter jeres skole venskaber og venskaber på tværs af alder?

5. Behov for at bidrage

Børn vokser af at bidrage og føle sig værdifulde for deres kammerater, klasse, skole, nærmiljø og lokalmiljø. Er der høns der skal passes, udstillinger af børnenes produkter, blomster der skal vandes, postkasser der skal tømmes, skolepatrulje eller samle-skrald-dage på jeres skole?

6. Behov for sundhed

Vigtigt, men ofte overset. Børn har behov for bevægelse og nærende kost. Mange børn kan ikke koncentrere sig, fordi de er sultne. Store undersøgelser viser gode effekter på kvaliteten af uddannelse ved at indføre gratis skolemad. Har jeres skole plads til motion og bevægelse?

Kilde: https://www.youtube.com/@skoleogforldre7825 – Louise Klinge om elevernes seks grundlæggende behov


Juni 2024

Louise Klinge: De voksne kan altid gøre noget, når et barn mistrives

Af
Louise Klinge De voksne kan altid gøre noget, når et barn mistrives

Mistrivsel blandt børn i skolen kan have mange ansigter. Det kan vise sig som social isolation, ondt i maven og udadreagerende adfærd. Men uanset hvordan mistrivsel kommer til udtryk, kan og skal barnets voksne gøre noget ved det, mener børne- og skoleforsker Louise Klinge.

 

Barnet er aldrig problemet, når en børnegruppe er udfordret.

I 2024 har flere sager om voldelig og problematisk adfærd blandt skoleelever nået offentlighedens søgelys. Det kan vække bekymring blandt både fagprofessionelle og forældre. Men uanset hvordan udfordringerne kommer til udtryk, så kan lærere og pædagoger næsten altid gøre noget ved det, mener børne- og skoleforsker Louise Klinge.

I sin forskning har hun fundet frem til seks grundlæggende behov, som skal være opfyldt for, at et barn kan trives, lære og indgå i et klassefællesskab på en positiv måde. Og når en lærer opfylder behovene hos eleven, kalder hun det, at læreren agerer relationskompetent.

Ligeværd har talt med Louise Klinge om skolens tilstand, hvordan fagprofessionelle kan handle relationskompetent overfor elever, der har det svært, og hvordan de kan undgå at skælde ud.

Hun understreger, at sagerne fra 2024 ikke nødvendigvis er et udtryk for et forandret billede. Det kan være enkeltstående sager i medierne.

 

For få voksne om for mange børn

Mange børn går i daginstitution i 8-10.000 timer, fortæller Louise Klinge. Hun mener, at de dårlige normeringer, daginstitutionerne lider under, er med til at skabe et vanskeligt udgangspunkt for børnene, når de starter i skole.

Hvad ser du, der sker i folkeskolen lige nu?

Som skoleforsker ser jeg, at den ramme, vi har skabt for at bidrage til børns trivsel og udvikling, er mangelfuld. Mange steder har vi én voksen til 28 børn, hvor alle børn helst skal lære det samme på samme tid. Og de senere år begynder man at se konsekvenserne af, at normeringer i daginstitutionerne har været så dårlige.

Så børn i dag har udfordringer på sociale egenskaber, blandt andet fordi de bruger meget tid i daginstitutioner af for lav kvalitet?

Ja. Og i skolen er der simpelthen færre fællesskabende oplevelser, fordi der kom fokus på den læringsmålstyrede undervisning tilbage i 2014 (folkeskolereformen gennemførtes, red.). Kombineret med digitaliseringen af folkeskolen, så er der langt mere undervisning, der foregår ved, at eleverne sidder med deres computer og laver mere eller mindre relevante ting. Førhen var det i højere grad didaktik, der involverede børnenes fællesskab meget mere.

 

Børn sidder som kontorfolk dagen lang

Klasseværelset ligner et kontorlandskab, hvor elever på ræd og række stirrer ind i en computer. Et setup, som Louise Klinge mener, at mange børn reagerer på.

Kan man løse skolens problemer indenfor den givne økonomiske ramme?

Der skal tilføres langt flere midler til skolen, blandt andet så lærerne ikke står alene med store børnegrupper. Men meget kan gøres allerede nu. For eksempel kan megen undervisning flyttes væk fra klasselokalet. Op på teaterscenen eller ud i naturen for eksempel, hvor der er plads til kropsligheden, og børnene i højere grad kan fordybe sig i ting, de finder spændende. Det vil frigøre noget tid fra lærerne til at være i gode samspil med de børn, der virkelig har brug for det. Men det kan være rigtig svært på grund af det politiske fokus på høj faglighed som noget udelukkende bogligt.

Er det overhovedet realistisk at arbejde relationskompetent i den økonomiske ramme, der er for folkeskolen i dag?

Jeg ser, at alle lærere handler relationskompetent indimellem, men ingen gør det altid. Man kan godt lykkes med at skabe fællesskabende didaktik og være i gode samspil med børnene. Men dels tærer det på lærerne, som underviser for meget og ikke har nok tid til at samle og forberede sig. Og dels er der frustration over ikke at kunne nå alle de børn godt nok. Der er simpelthen for mange børn om for få voksne.

Skal jeg forstå det sådan, at når du ser en lærer, der agerer overvejende relationskompetent, så ser du som regel også et klasserum, hvor der ikke er uro?

Ja, jeg ser en langt højere grad af fordybelse og sundt engagement. Dermed vil der ikke bare være stille. Der vil være en summen. Men der er glade børn, der fordyber sig i verden på mangfoldige måder. Det er det, jeg ser, når en lærer i overvejende grad handler relationskompetent. Så er det børn, der gerne vil det faglige indhold og hinanden og gerne vil følge læreren.

Er der nogle udfordringer ved at arbejde relationskompetent?

Nej. Der er svære betingelser for at gøre det. Men de lærere, som i høj grad gør det, får så meget mere tilbage. Det kræver mere følelsesmæssig investering, men omvendt skal du bruge så meget krudt på disciplineringsproblemer, fordi børnene ikke vil følge dit lederskab, hvis du ikke handler relationskompetent.

 

Skældud er kontraproduktivt

For mange kan skældud virke oplagt at ty til, når der opstår en tilspidset situation. Men det er ifølge Louise Klinge langt fra hensigtsmæssigt, hvis man ønsker ro, koncentration og sunde relationelle samspil i klasselokalet.

Hvad vil man få ud af at slå ned på destruktiv adfærd med skældud eller anden straf?

Skæld ud ser ud til at virke, fordi det stopper det lige nu og her. Men forskning viser, at det er kontraproduktivt. Man får over tid mere af den adfærd, man ikke vil have, fordi børnene får sværere ved at kontrollere sig selv og deres adfærd. Når læreren skælder ud, pumper der kortisol (stresshormon, red.) ud i barnets blodbaner, fordi det bliver forskrækket. Det tager tre til fire timer, før kortisolniveauet er stabiliseret. Og i den periode har barnet rigtig svært ved at koncentrere sig, lære noget og være en god kammerat. Det kan man ikke, når man er ude af sig selv. Og det betyder, at rigtig mange når at få skældud igen, inden de falder til ro. Derudover går skældud også udover alle de andre børn, fordi de ikke kan koncentrere sig eller tør bede om hjælp.

Hvad skal en lærer gøre, hvis vedkommende står i en tilspidset situation, men ikke vil skælde ud?

Det er en tretrinsraket. Man skal være rolig, nysgerrig og hjælpsom. Det viser betydningen af, at lærere har gode vilkår til at bevare roen og nysgerrigheden i forhold til børnenes adfærd, og at de kan være hjælpsomme og dermed træffe de gode valg. Rigtig mange børn er vant til, at voksne kun mener det, de siger, når de råber. Så det er vigtigt at gøre det tydeligt, at man mener, det man siger, selvom man ikke skælder ud.

Hvis man kommer til at skælde ud, hvordan reparerer man så på det?

Man siger undskyld, når der er ro på, og man ikke er sur længere. Det er et vigtigt signal at sende til barnet om, at vi alle begår fejl og kan sige undskyld for det.

Juni 2024

Når børn slår, er der næsten altid en smertelig historie bag

Af

Det er altid en årsag til, at børn slår. En årsag, de voksne kan gøre noget ved, mener eksperter. Alligevel bliver mange udadreagerende børn udelukket fra klassens fællesskab, og det forværrer den uhensigtsmæssige adfærd. Det her er Mikkels historie.

I løbet af første klasse begyndte Mikkel at slå og sparke nogle af sine klassekammerater. Men Mikkel gjorde det ikke med vilje, fortæller hans mor Katrine Schultz Jensen.

”Han var ulykkelig, når han kom hjem og sagde, at han ville dø, at de voksne skældte ud, og at ingen i klassen kunne lide ham.”

Udover at slå deltog Mikkel sjældent i undervisningen. Han forlod klassen spontant, kom ikke ind fra frikvarterer, løb sågar nogle gange hjem i skoletiden og fik sværere ved at få venner. Mikkel er efterfølgende udredt med ADHD, som dengang var ukendt.

Diagnose eller ej var Mikkels adfærd et tydeligt udtryk for mistrivsel, mener Katrine Schultz Jensen – en oplevelse hun deler med mange forældre i lignende situationer.

I en undersøgelse blandt forældre til børn og unge i alderen 5-17 år med en eller flere psykiatriske diagnoser fra Psykiatrifonden fortæller hver fjerde forælder, at barnets mistrivsel kom til udtryk i form af blandt andet vrede/aggressivitet, uro og sociale udfordringer.

Men selvom forældrene ser adfærden som et udtryk for mistrivsel, er tendensen ofte en anden i den offentlige samtale og blandt forældre til de andre børn i klassen.

I 2024 har flere sager om voldelig og problematisk adfærd blandt eleverne på flere skoler nået offentlighedens søgelys. Det har fået Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og undervisningsminister Mattias Tesfaye til at sige, at det skal gøres lettere at smide børn ud af skolen. Og i flere debatter på sociale medier kan man læse, at børnene bliver set som uopdragne, og at forældrene får skyld for ikke at tage ansvar for deres børn.

Men hvem er de børn, der slår, krænker eller forstyrrer? Hvorfor gør de det? Er de uopdragne? Er deres forældre uden forældreevne? Eller prøver børnene at fortælle os noget?

Larmende whistleblowers

Det ved Louise Klinge en hel del om. Hun er børne- og skoleforsker, leder af Eduk og medlem af Børnerådet. Og så har hun skrevet ph.d. om lærer-elev-relationer

Hun kalder børn som Mikkel for larmende whistleblowers:

”Vi skal se rigtig meget uhensigtsmæssig adfærd som en naturlig reaktion på et unaturligt miljø, hvor vi beder børnene om at sætte sig ned og tie stille det meste af dagen. Så det er en naturlig reaktion på dårlig didaktik og pædagogik.”

I hendes arbejde ser hun i høj grad uhensigtsmæssig pædagogik, hvor det er tydeligt, at det er skolens ramme, der fremkalder de vanskeligheder og den uhensigtsmæssige adfærd, som barnet kan have.

”Børnene viser i virkeligheden, hvad alle børn har brug for, nemlig at være meget mere aktive og arbejde meget mere med vedkommende indhold. Og jeg kan se, at når man ændrer didaktikken, så ændrer barnets adfærd sig også,” siger hun.

Trods det peger fagprofessionelle sjældent på deres egen praksis som en del af problemet i sager, hvor der er bekymring for et barns trivsel i skolen. Det viser et forskningsprojekt fra UC Viden om inklusion. I 299 sager peger de professionelle kun i 1% af tilfældene på skolens organisering og ledelse som årsag til problemerne og i 6% på undervisningen. I 13% af tilfældene peger de professionelle på barnets familie, mens de i 80% af tilfældene peger på barnet selv som årsag til problemerne.

Men det er forfejlet at pege på børn og forældre som årsagen til de udfordringer, der opstår i skolen, mener Louise Klinge. Forældre kan ikke fjernstyre deres børn, som hun siger. Og børnenes adfærd kan være forståelig:

”Mange forældre kan handle helt korrekt i forhold til deres børns udvikling, men den ramme, skolen tilbyder, er så uhensigtsmæssig, at barnet reagerer på det.”

 

Uden for fællesskabet

I Psykiatrifondens undersøgelse fortæller op imod hver tredje forælder, at de ingen hjælp får fra hverken skole eller andre i forbindelse med et barns mistrivsel.

Så selvom forældrene ser, at børnene mistrives. Selvom forskning viser, at børnenes adfærd har en årsag, som skolen ofte kan gøre noget ved. Så oplever en stor del af forældrene ifølge undersøgelsen en stor afstandtagen fra skolen i forbindelse med barnets situation.

Det oplevede Katrine Schultz Jensen også. Hun sætter ord på:

”Vi har siddet til møder på skolen med jævne mellemrum i 2,5 år, hvor vi oplevede en stemning af, at alle problemer på årgangen var Mikkels skyld.”

Skolen indkaldte til trivselssamtaler, men tiltagene virkede ikke, fortæller hun. Mikkel fik for eksempel et andet skema end de andre børn, men efter kort tid ville han ikke følge det, fordi han blev drillet med det.

Ifølge Katrine Schultz Jensen sagde de andre børn til Mikkel, at han havde et andet skema, fordi han snart skulle skifte skole, og det glædede de sig til.

”Sådan noget finder børn ikke på at sige. Det må komme fra forældrene. Og jeg tror heller ikke, at lærerne har forklaret de andre børn, hvorfor Mikkel fik noget hjælp, så det kunne blive normalt i stedet for, at der skulle opstå historier om, at Mikkel var helt vildt forkert,” siger hun.

Dårlig opdragelse?

I tilblivelsen af den her artikel har Ligeværd været i kontakt med mere end 50 forældre til børn med særlige behov. Og selvom historierne varierer, så ligner de Mikkels på en række centrale punkter.

Forældrene oplever, at de er på overarbejde. At de skal være respektfulde over for skolen, de andre børn og deres forældre. Samtidig skal de være deres børns advokater, når børnene bliver gjort forkerte, ikke får den nødvendige hjælp eller bliver misforstået.

De oplever at blive set ned på på grund af deres børns uhensigtsmæssige adfærd i skolen.

”Det føltes, som om vi fik skæld ud for de ting, han gjorde. Man begynder at tvivle på, om man gør det rigtige, men herhjemme var han jo rolig. Så vi havde svært ved at tro, at Mikkels adfærd skyldtes dårlig opdragelse,” siger Katrine Schultz Jensen.

Ifølge Louise Klinge er en af skolens udfordringer, at mange børn starter i skole uden at være klædt godt nok på til at indgå i fællesskaber, fordi børns sociale udvikling i mange år har været udfordret af for ringe kvalitet i daginstitutionerne. Her tilbringer mange børn 8-10.000 timer i alt for få udviklende samspil, fordi normeringerne med veluddannet personale er alt for ringe.

Samtidig fylder skærme i både børns og forældres liv i en grad, så det risikerer at blive på bekostning af det sociale samspil i familien, mener hun.

”Nogle børn har ikke udviklet selvregulering nok, fordi de ikke har været i tilstrækkeligt mange gode samspil for eksempel i deres daginstitution. Så de kan have rigtig svært ved at regulere deres adfærd.”

Når man ser på hele barnets liv, giver det derfor ikke mening at pege pilen tilbage på forældrene som eneansvarlige, mener hun.

”De kan ikke fjernstyre deres børn. Det er aldrig bare forældrenes ansvar. Aldrig,” siger hun.

Men Katrine Schultz Jensen følte sig som eneansvarlig både i forældregruppen og i samarbejdet med skolen. For eksempel ville hun gerne have haft skolens opbakning til at formidle Mikkels udfordringer, så de andre forældre måske bedre kunne forstå hans adfærd:

”Jeg tror, at mere åbenhed og mere viden fra skolen kunne komme mange konflikter til livs. Men det er svært at stå med alene som forælder til det barn, som de andre ikke kan lide.”

Rakte selv ud til de andre forældre

Men skolen informerede ikke de andre forældre om Mikkels udfordringer. Katrine Schultz Jensen oplevede også selv at have svært ved at få klare svar på, hvordan det præcist gik i skolen, fortæller hun.

”Jeg fandt først rigtigt ud af, hvad der foregik, da nogle af de andre mødre kontaktede mig og fortalte, at der gik historier om Mikkel i forældregruppen. Han var ”en uopdragen møgunge”,” fortæller hun.

Derfor skrev Katrine Schultz Jensen en fællesbesked på Aula, som Ligeværd har set. Her fortæller hun åbent om Mikkels udfordringer med at gå i skole og beder forældrene kontakte hende, når Mikkel har gjort noget, der ikke var ok. En besked, som mødte blandet modtagelse.

Nogen skrev, at de var kede af Mikkels situation, og at Katrine Schultz Jensen og hendes mand havde fuld opbakning fra dem. Mens andre skrev, at Mikkel startede det hele selv:

”Det gjorde ondt. Vi forsøgte at være åbne og sige, at vi godt vidste, at han gjorde nogle uhensigtsmæssige ting, men at han havde brug for hjælp.”

En af dem, som modtog beskeden, var Malene Møller Hansen, som er mor til en anden dreng i klassen.

”Det er åbent og ærligt og et megasårbart emne. Det kræver meget af en som forælder at sende sådan en besked ud til en hel klasse,” siger hun.

Ifølge hende hjalp beskeden ikke meget. Hun har flere gange siden forsvaret Mikkel i situationer, hvor andre forældre har talt dårligt om ham, fortæller hun.

”Mikkel blev gjort til syndebuk, og de voksne i skolen tog ikke hånd om det. Han blev til et nemt offer for de andre børn, når han kom til at gøre noget for at få opmærksomhed, fordi dårlig opmærksomhed er bedre end ingen,” siger hun.

Forældrene er den usynlige elev

Når et barn bliver gjort til klassens møgunge, er det ikke kun en katastrofe for det barn, det går ud over. Det er en katastrofe for alle børns trivsel og læring, fortæller Dorthe Møller Andersen, som er pædagogisk fagkonsulent i Aarhus Kommune, hvor hun har arbejdet med forældresamarbejde på skoleområdet i 13 år.

Hun refererer til en tidligere kollega, psykolog Jens Andersen, som kaldte forældrene for den usynlige elev:

”Forældrene har enorm indflydelse på børnenes position i klassefællesskabet. De kan tale et barn ind i klassen, og de kan tale et barn ud af klassen.”

Hun fortæller, at det smitter af på børnene, hvis forældrene stempler et barn som klassens møgunge og syndebuk. At det efterlader barnet uden chancer.

”Syndebukbegrebet kan blive meget stærkt i både børns, læreres og forældres blikke. Vi ser sager, hvor børn går hjem og fortæller deres forældre, at klassens syndebuk har gjort et eller andet, og så viser det sig, at ”syndebukken” slet ikke var i skole den dag,” siger hun.

Og det er fatalt. For når det sker, mister det pågældende barn troen på, at det har værdi i klassen, og så vil den uhensigtsmæssige adfærd kun eskalere, fortæller Dorthe Møller Andersen.

Det var det, der skete for Mikkel, mener Katrine Schultz Jensen, som dog godt forstår, at nogen blev vrede.

”Jeg kan sagtens forstå, at man passer på sit eget barn. Hvis jeg ikke vidste noget om børn med særlige behov, og mit barn kom hjem og sagde, at ”ham der slår mig”, så ville jeg nok også sige, at så synes jeg, du skal finde en anden at lege med.”

Hun havde dog håbet, at historierne ville klinge af, hvis de andre forældre fik en ramme at forstå Mikkels adfærd ud fra, hvis de forstod, at det var et udtryk for mistrivsel. Men det skete ikke.

Og det forværrede Mikkels situation, fortæller Malene Møller Hansen, som bekræfter Katrine Schultz Jensens fornemmelse af, at der var en stemning om, at problemerne ville forsvinde, hvis Mikkel skiftede skole.

Men ifølge Louise Klinge vil det sjældent hjælpe på problemerne i en klasse at tage et enkelt barn ud.

”Barnet er aldrig problemet. Så hvis man tager barnet ud af klassen, så popper der ofte bare nye ting op, fordi der er en usund kultur i børnegruppen. Så dels kan der være andre børn, der popper op, og dels kan der også udvikle sig en tavshedskultur, hvor man ikke går til de voksne, når noget er svært, fordi det barn, der bliver fjernet, ofte er kammerater med de andre børn,” siger hun.

I dag har Mikkel skiftet skole og ifølge Katrine Schultz Jensen trives han der. Men i tråd med Louise Klinges pointe er der stadig problemer i den gamle klasse, fortæller Malene Møller Hansen.

”Der er stadig problemer. Børn og forældre snakker stadig grimt til hinanden og behandler hinanden uordentligt. De har haft trivselslæreren på drengegruppen, og det har hjulpet lidt. Men det er ikke nok overhovedet, og problemerne er ikke forsvundet, bare fordi Mikkel er væk,” siger hun.

Ligeværd har valgt ikke at nævne navnet på Mikkels gamle skole, da den enkelte skole er irrelevant. Historien er generel og afspejler en oplevelse, som mange børn med særlige behov og deres forældre deler. Dog har den pågældende skole fået mulighed for at medvirke. Skolen har valgt ikke at kommentere historien.

Skolen skal tilpasse sig barnet – ikke omvendt

Af

Det er ingen sag at være principfast, hvis princippet er gratis. Det er først, når man skal prioritere, at man ser, om man er principfast: Holder vi fast i vores grundtanker og prioriterer vores princip med både opmærksomhed og økonomi.

Denne tekst er lederen i LIGEVÆRD Magasinet juni 2024. Den handler mindre om resten af magasinet og mere om et princip – og et 30 år gammelt løfte.

Baggrunden er, at børn og unge med særlige behov, alt for ofte oplever ikke at få den hjælp og undervisning, der har brug for. Og ret til. I år fejrer vi 30-året for Salamanca-erklæringen om børns ret til at lære og skolens pligt til at tilpasse sig barnet. Det helt grundlæggende synspunkt er, at det er skolen, som skal tilpasse sig barnet, ikke omvendt. Og selv om der er naturlige grænser for en skoles omstillingsevne og -pligt, er princippet både sundt og rigtigt. Det er sågar et princip, som har fundet plads i den danske skolelovgivning, der siger, at børn med særlige behov har ret til støtte inden for skolens rammer.

Udfordringen er, at grundskolen og børn med særlige behov ikke er det eneste område, der kæmper om ressourcer. Generelt budgetpres og nye opgaver presser skolernes økonomi. Det mærker vi i Ligeværd. Vores åbne rådgivningslinje for forældre bliver benyttet flittigt, og eksemplerne på, at princippet om barnets ret er blevet skubbet til side til fordel for økonomi og prioriteringer er talrige. Konsekvenserne er lange ventetider, familier i opbrud og børn, der ikke lærer, det de kunne. Foruden frustrerede lærere, pædagoger og andre fagfolk.

Sådan skal det ikke være, og i Ligeværd er svaret enkelt: Vi ønsker at sikre lige værd for alle børn, også når det gælder undervisning i grundskolen. Hvis man prioriterer det, kan det langt oftest – men ikke altid – ske i rammerne af den almindelige skole. Det kan ske, hvis lærere og pædagoger har den fornødne viden og tid til at se det enkelte barn.

Med Salamanca-erklæringen fik verdenssamfundet et sprog for, hvordan vi bør se vores børn og deres skolegang; alle børn skal kunne lære sammen, hvor det er muligt, uanset forskelle og de udfordringer de måtte have. Og det er skolerne, som skal indrette sig på børnenes behov, og ikke børnene, der må finde sig i skolernes begrænsninger. Vores opgave som samfund er at sikre, at princippet bliver levet ud i hverdagen.

Ligeværd har et grundfæstet princip om, at vi handler for at skabe forandring. Derfor skabte vi rådgivningslinjen. Derfor engagerer vi os i at udvikle stu-tilbud og sikre uddannelse, beskæftigelse og lige livsvilkår for alle unge. Alle unge. Derfor arbejder vi for, at alle børn kan være del af et fællesskab med adgang til læring. Alle børn.

Så i 30 året for Salamanca-erklæringen vil Ligeværd derfor minde regering, Folketing, kommuner og skoler om princippet. Måske særlig set i lyset af den aftale om styringen af folkeskolen, som blev indgået tidligere på året og som fokuserer på styrkelse af normalområdet og lokale frihedsgrader. Begge dele er udtryk for en prioritering og er velkomne elementer til at sikre en god skole. Opråbet er ikke at glemme specialområdet og overlade børn med særlige behov til en lokal prioritering. Historien viser nemlig, at så bliver specialbørnene alt for ofte valgt fra.

Derfor vil vi i Ligeværd presse på for at sikre, at princippet fra Salamanca-erklæringen bliver husket og levet: alle børn skal kunne lære sammen, hvor det er muligt, uanset forskelle og de udfordringer de måtte have.

Juni 2024

Når børn oplever ufrivilligt skolefravær kan gode råd være gratis

Af

Da Idas datter kom i ufrivilligt skolefravær, oplevede hun, at det var svært at finde gode løsninger. Derfor kontaktede hun Ligeværds gratis juridiske og socialfaglige rådgivning Ligelinie, som hjalp hende videre.

Stigende mistrivsel førte til mere og mere ufrivilligt skolefravær, da Idas 14-årige datter, Josefine, efter sommerferien 2022 begyndte at få det dårligt mentalt.

”Det gik godt på hendes skole, men så stoppede en af hendes venner, og der blev skiftet ud i personalet, og så fik hun det langsomt dårligere,” fortæller den 44-årige mor fra Nordsjælland, som ønsker at være anonym af hensyn til sin datters sag.

Josefine har ADHD og atypisk autisme og gik dengang på en specialskole. Men i marts 2023 blev hun sygemeldt fra skolen og har ikke været afsted siden.

Hjælp til rettigheder og god dialog

Som de fleste forældre til skolebørn med ufrivilligt skolefravær ønsker Ida, at hendes datter skal i skole igen, men at det skal være i et skoletilbud, der kan imødekomme hendes behov. Da hun oplever, at sagen står stille, ringer hun til Ligelinie og beder om hjælp til, hvordan hun kan gå videre, så hendes datter kan få den rette hjælp.

”De hjælper mig med de juridiske rettigheder og giver mig idéer til, hvordan jeg kan formulere mig, og hvad jeg kan lægge vægt på i dialogen med lærerne.”

Det kan nemlig hurtigt blive følelsesladet for forældre, når det handler om børn i mistrivsel. Og selvom det er forståeligt, så er det måske ikke altid den bedste strategi til at nå målet.

”Man skal holde en god tone og sige, hvem gør vi det her for? Vi gør det jo for barnet. Man kan blive så sur, som man vil, men det nytter ikke. Det gælder om at gøre det på den bedste måde og holde sig kortfattet i sine formuleringer og kun sige det, der er relevant,” siger hun.

Tilbage til start

I skrivende stund er Josefines sag med Idas ord sat tilbage til start. Hun skal genudredes, og Ida har svært ved at se, hvornår datteren kan komme i skole igen. Alligevel er hun glad for den hjælp, hun har fået i Ligelinie.

”Hvis jeg ikke havde fået rådgivning, så tror jeg ikke engang, vi var kommet til netværksmødet endnu. Så jeg har fået modet til at arbejde videre,” siger hun.

I Ligelinie sidder Mette Thorup som en ud af to rådgivere. Hun har tavshedspligt og udtaler sig derfor ikke om enkeltsager, men opfordrer andre forældre til at ringe, hvis de har brug for hjælp.

”Vi tilbyder juridisk og socialfaglig rådgivning til forældre, der står i lignende situationer. Vi får mange henvendelser på inklusions- og stu-området.”

Ida og Josefine er anonyme. Ligeværd er bekendt med deres identitet.

NB: Siden offentliggørelsen af denne artikel, har Josefine fået tilbudt et skoletilbud på den ønskede dagbehandlingsskole. Der er opstartsmøde med skolen ultimo februar. Josefine har været hjemme fra skole siden 2023.

”Vi var aldrig kommet så langt uden rådgivning og sparring fra Ligelinie. Det gav os viden, mod og motivation til at blive ved. Vi får helt sikkert brug for Ligeværd igen,” siger Ida.

Nyt studie: Inklusion virker ikke

Af

Både lærere og forældre til børn med særlige behov har vidst det længe. Nu har vi også videnskabens ord for det: inklusion virker ikke.

”No shit Sherlock.” ”Skal der virkelig en forsker til at konkludere det?” ”Som om det kommer bag på nogen. Hvad var det lige lærerne sagde i 2012?”

Sådan fortsætter ordlyden i mere end 1.400 kommentarer under et opslag på Politikens Facebookside 3. december 2022. I opslaget fortæller Politiken, at et nyt studie viser, at inklusion ikke virker.

LÆS OGSÅ: §9-skole: Kasper tager sin 9. klasse i et cykelværksted

På trods af den let hånlige ”hvad sagde jeg”-tone, som går igen i de fleste kommentarer må skuldrene alligevel have sænket sig en smule hos mange forældre til børn med særlige behov, da netop det studie landede. Studiet kommer fra Vive, det nationale forskningscenter for velfærd, og det bekræfter tydeligvis noget, som mange forældre og lærere har forsøgt at råbe op om i årevis.

Men selvom de måske vidste det i forvejen, så kan de nu stille sig på skuldrene af videnskaben næste gang, de får brug for at råbe op.

Ikke en “one size fits all”-løsning

Når studiet viser, at inklusion ikke virker, så foranlediges man let til at tænke, at inklusion dermed er dårligt. Men det vil være en forkert påstand.

Inklusion kan nemlig være godt for nogen børn ifølge studiet. Men eftersom børn med særlige behov er meget forskellige, så er inklusion i almindelige folkeskoleklasser ikke en ”one size fits all”-løsning, som pr. automatik fremmer læring og trivsel for alle børn med særlige behov. Det siger Nina Thorup Dalgaard, som er en af forskerne bag studiet, til netavisen Zetland i et interview 5. december 2022.

”Inklusion er baseret på en filosofisk tanke om fællesskaber, og hvad der ville være godt for de her børn. Men relativt lidt teori og også relativt lidt forskning i forhold til, hvad den gode inklusion er. Altså hvad skal der til for, at det kan lykkes, og fungerer det for alle børn med særlige behov? Det er jo i virkeligheden en meget forskelligartet gruppe af børn.”

Det økonomiske incitament til inklusion

Mange forældre har en oplevelse af, at skoler fastholder deres barn i en almenklasse, selvom forældrene beder om noget andet. Og ifølge Nina Thorup Dalgaard kan skolelederne ude på skolerne da også være fanget i et dilemma, fordi der forsvinder penge fra almenskolen, hver gang en elev visiteres til et specialtilbud.

”Der blev skabt nogle voldsomme økonomiske incitamenter for den enkelte skoleleder til ikke at indstille til at børn kom i specialskole, fordi pengene så ville følge med barnet. Og de penge ville så gå fra almenområdet. Så som skoleleder sad du i en meget svært situation, som har skabt nogle, tænker jeg, etiske og ledelsesmæssige dilemmaer,” siger hun til Zetland.

Forældre kender deres børn bedst

Lige så opløftende det er for mange at få bekræftet, at inklusion ikke virker, lige så nedslående er det, at inklusionen for mange børn er en del af deres hverdag. Lige nu står et hav af forældre og er i vildrede, fordi deres børn mistrives i et skoletilbud, der ikke passer til deres behov. Til trods for det mener Nina Thorup Dalgaard, at forældrene kan tage noget med fra studiet.

LÆS OGSÅ: Forælder til skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

”Man kan tage med, at man som forælder kender sit barn bedst. Og hvad der er det gode skoletilbud, det kommer an på en individuel vurdering af det enkelte barns vanskeligheder, og hvad det er for et inklusionstilbud, som er tilgængeligt. Så jeg tænker, at vores studie giver oprejsning til de forældre, som har oplevelsen af, at når inklusion bliver et påtvunget førstevalg, så er det ikke altid til børnenes bedste,” siger Nina Thorup Dalgaard til Zetland.

Kirsten Callesen: ”Folkeskolen overtager summen af det pres børnene har været i fra de tidlige institutioner”

Af

Børn helt ned til 1-års-alderen oplever stresssymptomer i vuggestuen, fordi der mangler voksne til at skabe trygge rammer i de første leveår. De dårlige vilkår i daginstitutionerne er en af årsagerne til den mistrivsel, vi i dag ser blandt skolebørn, mener psykolog Kirsten Callesen.

Prøv at folde dine hænder. Har du venstre eller højre tommelfinger øverst?

Prøv nu at folde op og tvist fingrene, så du folder modsat. Mærk, hvad det gør ved din krop. Føles det ligesom før? For de fleste føles det forkert. Som en mild uro.

Og når du folder almindeligt igen, så slukker den lille uro, gør den ikke? Det føles rart.

Når vi gør noget, som føles forkert, så udskiller kroppen stresshormonet kortisol for at advare om, at der sker noget, der ikke er, som det plejer. Det sker i mild grad, når vi folder hænderne modsat af, hvad vi plejer. Men det sker i langt mere alvorlig grad for børn, når de bliver afleveret i vuggestuen, viser et norsk studie fra april 2022.

Når vi udsætter vores børn for øget kortisol på daglig basis, så får vi den akkumulerede stressreaktion, som bidrager til den massive mistrivsel, vi ser i dagens folkeskole. Det mener Kirsten Callesen, som er klinisk psykolog med speciale i Autisme og ADHD samt øvrige neuropsykiatriske tilstande.

”Du ved godt, at det ikke er farligt at folde hænder modsat. Det er bare ubehageligt. Men hvis jeg så bad dig gøre noget andet, tredje og fjerde, så vil den sum af ubehag accelerere. Så det, der først føltes ubehageligt, nu begynder at føles farligt. Det er det, der sker for mange børn. De vågner en morgen med ondt i maven og vil ikke afsted, fordi de for ofte skal gøre mere, end de kan magte,” siger hun.

Stressaksen

Kroppen har to stresssystemer. Adrenalin er den hurtige stress, kortisol er den langsomme stress. Kroppen har brug for adrenalin og kortisol for at fungere. Problemerne opstår, når mængden øges for meget.

Kilde: Kirsten Callesen

Mange børne har det for svært i institutionerne, og det er meget forståeligt, at de før eller siden reagerer, mener hun.

”Deres nervesystem kommer i ubalance. De er ofte i en hverdag, hvor amygdala, som er det lille organ inde i hjernen, der udgør vores alarmcentral, er i aktion. Der er ingen, der kan holde til at være i konstant alarmberedskab.”

Kommunerne pynter på normeringerne

Der skal være én voksen til tre vuggestuebørn i 2024. Det er bestemt ved lov.

Allerede nu lever langt de fleste kommuner dog op til det krav, når de selv tæller efter. Men ifølge tal fra forældrebevægelsen ”#hvorerderenvoksen?”, så tæller kommunerne både ledere, sygemeldte medarbejdere, rengøringspersonale, visitationsmedarbejdere mm. med, og den går ikke. For hvis man trækker de voksne fra, som børnene ikke er i kontakt med, så lander den reelle normering et langt dårligere sted.

Normeringer

De fem værste og de fem bedste fra #hvorerderenvoksen

De fem dårligste 2021, antal børn pr. voksen i vuggestuer 2021 De fem bedste, antal børn pr. voksen i vuggestuer 2021
Kommune Papirsnormering Reel normering Kommune Papirsnormering Reel normering
Hjørring 3,4 7,5 Aarhus 2,7 4,2
Viborg 3,4 6,5 Lejre 3,2 4,4
Frederikshavn 3,2 6,4 Esbjerg 3,1 4,4
Greve 3,1 6,2 Halsnæs 2,7 4,5
Herning 3,3 6,0 Køge 2,8 4,5

 

Kilde: https://hvorerderenvoksen.dk/reelle-normeringer/

”Jeg kan ikke lade være at tænke på de 1000-vis af børn, som bliver afleveret klokken 7 og hentet klokken 17. Hvert enkelt barn bliver afleveret ind i noget, hvor der måske er meget uro, og så bliver de overvældet på deres sanser. Og nogle af dem vil opleve den her stressreaktion, som kommer ved øget kortisol,” siger Kirsten Callesen.

Børnene har brug for reelle minimumsnormeringer

For at kunne udvikle sig hensigtsmæssigt har børn brug for tryghed og for voksne, som de kan knytte sig til. Når forældre afleverer deres børn i vuggestuen, er det derfor afgørende, at der er voksne nok til, at børnene kan få den omsorg, de har brug for.

”Indtil 2007 var der én voksen til tre vuggestuebørn. Så var der tid til, at pædagogen kunne hjælpe barnet med at regulere sit kortisolniveau, når det blev afleveret. Altså hjælpe barnet til at falde til ro og give det den tryghed, det har brug for. Når vi i dag ser steder, hvor der er én voksen til syv vuggestuebørn, så er der nogle børn, som måske oplever fra de er helt små, at der ikke er tid til, at de kan få den omsorg, de har brug for,” siger hun.

Uden at vide sig sikker har Kirsten Callesen derfor et bud på, hvorfor unge i dag har det så dårligt.

”De voksne er sparet væk. Institutionerne er udhungret. Og så tænker jeg gad vide, om det er det, der har været på spil? At de børn der siden 2011 er blevet tiltagende dårligere, det er dem, der har gået i de institutioner. Jeg siger ikke, det er kausalt. Jeg siger bare, det er sket parallelt, og jeg foreslår, man undersøger det.”

LÆS OGSÅ: Folkeskolen er for presset til at hjælpe børn med særlige behov

Margueritter kan heller ikke vokse i sur jord

Lige nu står vi med en generation af børn, hvor for mange har fået for lidt af det, de har brug for. Men det er ikke børnenes skyld, og derfor skal vi som samfund tage ansvaret, mener Kirsten Callesen.

”Hvis man har en marguerit stående i sin have, og den begynder at visne, så tænker man jo ikke ’hold da op en dum marguerit.’ Så tænker man ’har jeg givet den sur jord eller hvad? Får blomsten den næring, den har brug for?’ Hver gang vi peger på et barn og siger hold da op et besværligt barn, så skal man i stedet sige: ’hold da op, hvad er det vi tilbyder barnet, som gør, at barnet ikke udvikler sig?’ Så må vi jo lave rammen om,’” siger hun.

Børnehaveklasseledere fra hele landet siger, at børnene ikke er skoleparate, når de starter i 0. klasse. En afgående skoleleder fortæller her i bladet, hvordan han oplever, at der på de små årgange hersker et kaos blandt børnene, som han ikke har været vidne til tidligere. Men det er ikke så underligt ifølge Kirsten Callesen.

”Folkeskolen overtager summen af det pres børnene har været i fra de tidlige institutioner,” siger hun.

”Det er ikke børnenes skyld.”

LÆS OGSÅ: Skolevægring: På en god uge går Magnus i skole i 45 minutter

En skole for alle kommer ikke nødvendigvis af inklusion

Det massive behov for støtte skal ikke være en undskyldning for at sylte børnenes mulighed for at et ordentligt skoletilbud ifølge Kirsten Callesen. Derfor giver hun heller ikke meget for ideen om inklusion for inklusionens skyld.

”Jeg mener, at alle børn har krav på en skole, der passer til dem. Så hvis inklusion er at skabe en skole, der passer til 70% og så proppe de sidste 30% ind i det, så tror jeg ikke på inklusion. Men jeg tror på, at man skal lave flere skolemuligheder, der er målrettet forskellige typer af børn,” siger hun.

Ifølge hende har Danmark ikke råd til at lade være.

”Danmarks råstof er vores samlede IQ-masse. Det skal vi tage alvorligt. Det er et enormt problem, at vi har så mange kløgtige børn, der ikke passer ind i folkeskolen, og det er vores skyld, at så mange børn ikke får en uddannelse. Vi kunne bare lave rammen om. Det kan vi gøre i morgen.”

Det er måske dyrt at lave målrettede skoletilbud, så flere børn får en skolegang, der passer til dem. Men ifølge Kirsten Callesen kan det være dyrere at lade være.

Prisen for besparelserne er høj i længden

Flere børn har brug for noget særligt i folkeskolen. Det gælder også børn, der ikke har særlige behov, og det bliver dyrt. Men ifølge Kirsten Callesen er det prisen for mange års besparelser i daginstitutionerne. Når børnene måske har fået for lidt omsorg i institutionerne som små, så er de nemlig umodne, når de starter i skole.

”Det bliver så dyrt, fordi det, vi gør, er dumt. Hvis man laver kloge løsninger, så bliver børnene ikke dårlige, og så sparer vi nok en masse milliarder på psykiatrien til gengæld. Det vil jeg vove at påstå,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Forælder til et skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

Og påstanden kommer ikke ud af det blå. Kirsten Callesen taler nemlig af erfaring, fordi hun i 2014 stiftede Søstjerneskolen.

“På Søstjerneskolen har vi gennem de sidste otte år haft flere end 60 af de dyreste elever indskrevet. Men eleverne er jo kun ’dyre’ at behandle, fordi vi som samfund har gjort dem syge. Når de har gået der et stykke tid, så får de det bedre og kommer ud af deres belastningstilstand, så de bliver i stand til at deltage i undervisningen. På den lange bane bliver det billigere, fordi eleverne får det bedre og mange gennemfører deres afgangsprøver i stedet for gå ned med kroniske stresstilstande,” siger hun.

Derfor tror Kirsten Callesen også, at det på lang sigt vil være en besparelse at give børnene nogle bedre forudsætninger for at lykkes.

”Jeg tror ikke, det er dyrere at lave den rigtige skole fra start, jeg tror endda det kan være en socioøkonomisk besparelse. Fordi det barn, der har det dårligt hele vejen op igennem institutionerne, ender som en sag på et jobcenter, når det fylder 18 år og koster en masse penge. Så vi kan lige så godt gøre det hårde arbejde nu. Uddannelse koster. Ja. Og det er det værd,” siger Kirsten Callesen.

Kirsten Callesen stoppede sit engagement på Søstjerneskolen i august 2022 og vil fremadrettet arbejde for bedre skoleliv for alle børn.

Børnene skal tilbage i skole

Uanset om Kirsten Callesen har ret i sine hypoteser, så taler tallene sit tydelige sprog: Mængden af børn, der har skolevægring, stiger ifølge undervisningsministeriets opgørelse over elevfravær. Og det er uholdbart både for børnene, for forældrene og for vores fælles fremtid.

”Der burde være en protokol for hvert barn der ikke går i skole. Nogen venter flere år på hjælp, men det er jo uholdbart. For forældrene går hjemme med børnene og ender på tabt arbejdsfortjeneste eller med selv at blive sygemeldt. Børnene skal tilbage hurtigt og de skal have et tilbud, de kan være i,” siger hun.

Og det vil være muligt ifølge Kirsten Callesen.

”Hvis man screener et barn, kan man starte med at samarbejde med barnet og finde ud af, hvor ligger du begavelsesmæssigt, hvordan kan du godt lide at gå i skole, og hvor mange timer kan du tåle?” siger hun.

§9-skoler er en del af løsningen

Det er skoleledernes ansvar, at eleverne har et skoletilbud, hvor de trives. Og de har faktisk mulighed for at sende en elev ud i et undervisningsforløb, som er tilrettelagt på andre betingelser end dem, folkeskolen traditionelt tilbyder, hvis de har behov for det.

Forløbet kaldes en §9-skole, og du kan læse et eksempel på sådan et tilbud i historien om Kasper, der tager sin 9. klasse i et cykelværksted.

”Jeg kender så mange børn, som ikke har gået i skole i flere år, og så kommer de i et andet tilbud og tager en afgangseksamen. Så lærer de det faglige på et års tid, men de kommer også med en erfaring af, at de ikke kan det sociale. Hvilke muligheder ville der være, hvis skolelederne fik muligheder for at lave undervisningsforløb a la det vi kender fra produktionsskolerne? Kan man omsætte det ned til 3., 4., 5. klasse, så børnene allerede tidligt lærer, at de godt kan deltage?” spørger Kirsten Callesen retorisk.