Skole

Louise Klinge: De voksne kan altid gøre noget, når et barn mistrives

Af
Louise Klinge De voksne kan altid gøre noget, når et barn mistrives

Mistrivsel blandt børn i skolen kan have mange ansigter. Det kan vise sig som social isolation, ondt i maven og udadreagerende adfærd. Men uanset hvordan mistrivsel kommer til udtryk, kan og skal barnets voksne gøre noget ved det, mener børne- og skoleforsker Louise Klinge.

 

Barnet er aldrig problemet, når en børnegruppe er udfordret.

I 2024 har flere sager om voldelig og problematisk adfærd blandt skoleelever nået offentlighedens søgelys. Det kan vække bekymring blandt både fagprofessionelle og forældre. Men uanset hvordan udfordringerne kommer til udtryk, så kan lærere og pædagoger næsten altid gøre noget ved det, mener børne- og skoleforsker Louise Klinge.

I sin forskning har hun fundet frem til seks grundlæggende behov, som skal være opfyldt for, at et barn kan trives, lære og indgå i et klassefællesskab på en positiv måde. Og når en lærer opfylder behovene hos eleven, kalder hun det, at læreren agerer relationskompetent.

Ligeværd har talt med Louise Klinge om skolens tilstand, hvordan fagprofessionelle kan handle relationskompetent overfor elever, der har det svært, og hvordan de kan undgå at skælde ud.

Hun understreger, at sagerne fra 2024 ikke nødvendigvis er et udtryk for et forandret billede. Det kan være enkeltstående sager i medierne.

 

For få voksne om for mange børn

Mange børn går i daginstitution i 8-10.000 timer, fortæller Louise Klinge. Hun mener, at de dårlige normeringer, daginstitutionerne lider under, er med til at skabe et vanskeligt udgangspunkt for børnene, når de starter i skole.

Hvad ser du, der sker i folkeskolen lige nu?

Som skoleforsker ser jeg, at den ramme, vi har skabt for at bidrage til børns trivsel og udvikling, er mangelfuld. Mange steder har vi én voksen til 28 børn, hvor alle børn helst skal lære det samme på samme tid. Og de senere år begynder man at se konsekvenserne af, at normeringer i daginstitutionerne har været så dårlige.

Så børn i dag har udfordringer på sociale egenskaber, blandt andet fordi de bruger meget tid i daginstitutioner af for lav kvalitet?

Ja. Og i skolen er der simpelthen færre fællesskabende oplevelser, fordi der kom fokus på den læringsmålstyrede undervisning tilbage i 2014 (folkeskolereformen gennemførtes, red.). Kombineret med digitaliseringen af folkeskolen, så er der langt mere undervisning, der foregår ved, at eleverne sidder med deres computer og laver mere eller mindre relevante ting. Førhen var det i højere grad didaktik, der involverede børnenes fællesskab meget mere.

 

Børn sidder som kontorfolk dagen lang

Klasseværelset ligner et kontorlandskab, hvor elever på ræd og række stirrer ind i en computer. Et setup, som Louise Klinge mener, at mange børn reagerer på.

Kan man løse skolens problemer indenfor den givne økonomiske ramme?

Der skal tilføres langt flere midler til skolen, blandt andet så lærerne ikke står alene med store børnegrupper. Men meget kan gøres allerede nu. For eksempel kan megen undervisning flyttes væk fra klasselokalet. Op på teaterscenen eller ud i naturen for eksempel, hvor der er plads til kropsligheden, og børnene i højere grad kan fordybe sig i ting, de finder spændende. Det vil frigøre noget tid fra lærerne til at være i gode samspil med de børn, der virkelig har brug for det. Men det kan være rigtig svært på grund af det politiske fokus på høj faglighed som noget udelukkende bogligt.

Er det overhovedet realistisk at arbejde relationskompetent i den økonomiske ramme, der er for folkeskolen i dag?

Jeg ser, at alle lærere handler relationskompetent indimellem, men ingen gør det altid. Man kan godt lykkes med at skabe fællesskabende didaktik og være i gode samspil med børnene. Men dels tærer det på lærerne, som underviser for meget og ikke har nok tid til at samle og forberede sig. Og dels er der frustration over ikke at kunne nå alle de børn godt nok. Der er simpelthen for mange børn om for få voksne.

Skal jeg forstå det sådan, at når du ser en lærer, der agerer overvejende relationskompetent, så ser du som regel også et klasserum, hvor der ikke er uro?

Ja, jeg ser en langt højere grad af fordybelse og sundt engagement. Dermed vil der ikke bare være stille. Der vil være en summen. Men der er glade børn, der fordyber sig i verden på mangfoldige måder. Det er det, jeg ser, når en lærer i overvejende grad handler relationskompetent. Så er det børn, der gerne vil det faglige indhold og hinanden og gerne vil følge læreren.

Er der nogle udfordringer ved at arbejde relationskompetent?

Nej. Der er svære betingelser for at gøre det. Men de lærere, som i høj grad gør det, får så meget mere tilbage. Det kræver mere følelsesmæssig investering, men omvendt skal du bruge så meget krudt på disciplineringsproblemer, fordi børnene ikke vil følge dit lederskab, hvis du ikke handler relationskompetent.

 

Skældud er kontraproduktivt

For mange kan skældud virke oplagt at ty til, når der opstår en tilspidset situation. Men det er ifølge Louise Klinge langt fra hensigtsmæssigt, hvis man ønsker ro, koncentration og sunde relationelle samspil i klasselokalet.

Hvad vil man få ud af at slå ned på destruktiv adfærd med skældud eller anden straf?

Skæld ud ser ud til at virke, fordi det stopper det lige nu og her. Men forskning viser, at det er kontraproduktivt. Man får over tid mere af den adfærd, man ikke vil have, fordi børnene får sværere ved at kontrollere sig selv og deres adfærd. Når læreren skælder ud, pumper der kortisol (stresshormon, red.) ud i barnets blodbaner, fordi det bliver forskrækket. Det tager tre til fire timer, før kortisolniveauet er stabiliseret. Og i den periode har barnet rigtig svært ved at koncentrere sig, lære noget og være en god kammerat. Det kan man ikke, når man er ude af sig selv. Og det betyder, at rigtig mange når at få skældud igen, inden de falder til ro. Derudover går skældud også udover alle de andre børn, fordi de ikke kan koncentrere sig eller tør bede om hjælp.

Hvad skal en lærer gøre, hvis vedkommende står i en tilspidset situation, men ikke vil skælde ud?

Det er en tretrinsraket. Man skal være rolig, nysgerrig og hjælpsom. Det viser betydningen af, at lærere har gode vilkår til at bevare roen og nysgerrigheden i forhold til børnenes adfærd, og at de kan være hjælpsomme og dermed træffe de gode valg. Rigtig mange børn er vant til, at voksne kun mener det, de siger, når de råber. Så det er vigtigt at gøre det tydeligt, at man mener, det man siger, selvom man ikke skælder ud.

Hvis man kommer til at skælde ud, hvordan reparerer man så på det?

Man siger undskyld, når der er ro på, og man ikke er sur længere. Det er et vigtigt signal at sende til barnet om, at vi alle begår fejl og kan sige undskyld for det.

Juni 2024

Når børn slår, er der næsten altid en smertelig historie bag

Af

Det er altid en årsag til, at børn slår. En årsag, de voksne kan gøre noget ved, mener eksperter. Alligevel bliver mange udadreagerende børn udelukket fra klassens fællesskab, og det forværrer den uhensigtsmæssige adfærd. Det her er Mikkels historie.

I løbet af første klasse begyndte Mikkel at slå og sparke nogle af sine klassekammerater. Men Mikkel gjorde det ikke med vilje, fortæller hans mor Katrine Schultz Jensen.

”Han var ulykkelig, når han kom hjem og sagde, at han ville dø, at de voksne skældte ud, og at ingen i klassen kunne lide ham.”

Udover at slå deltog Mikkel sjældent i undervisningen. Han forlod klassen spontant, kom ikke ind fra frikvarterer, løb sågar nogle gange hjem i skoletiden og fik sværere ved at få venner. Mikkel er efterfølgende udredt med ADHD, som dengang var ukendt.

Diagnose eller ej var Mikkels adfærd et tydeligt udtryk for mistrivsel, mener Katrine Schultz Jensen – en oplevelse hun deler med mange forældre i lignende situationer.

I en undersøgelse blandt forældre til børn og unge i alderen 5-17 år med en eller flere psykiatriske diagnoser fra Psykiatrifonden fortæller hver fjerde forælder, at barnets mistrivsel kom til udtryk i form af blandt andet vrede/aggressivitet, uro og sociale udfordringer.

Men selvom forældrene ser adfærden som et udtryk for mistrivsel, er tendensen ofte en anden i den offentlige samtale og blandt forældre til de andre børn i klassen.

I 2024 har flere sager om voldelig og problematisk adfærd blandt eleverne på flere skoler nået offentlighedens søgelys. Det har fået Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og undervisningsminister Mattias Tesfaye til at sige, at det skal gøres lettere at smide børn ud af skolen. Og i flere debatter på sociale medier kan man læse, at børnene bliver set som uopdragne, og at forældrene får skyld for ikke at tage ansvar for deres børn.

Men hvem er de børn, der slår, krænker eller forstyrrer? Hvorfor gør de det? Er de uopdragne? Er deres forældre uden forældreevne? Eller prøver børnene at fortælle os noget?

Larmende whistleblowers

Det ved Louise Klinge en hel del om. Hun er børne- og skoleforsker, leder af Eduk og medlem af Børnerådet. Og så har hun skrevet ph.d. om lærer-elev-relationer

Hun kalder børn som Mikkel for larmende whistleblowers:

”Vi skal se rigtig meget uhensigtsmæssig adfærd som en naturlig reaktion på et unaturligt miljø, hvor vi beder børnene om at sætte sig ned og tie stille det meste af dagen. Så det er en naturlig reaktion på dårlig didaktik og pædagogik.”

I hendes arbejde ser hun i høj grad uhensigtsmæssig pædagogik, hvor det er tydeligt, at det er skolens ramme, der fremkalder de vanskeligheder og den uhensigtsmæssige adfærd, som barnet kan have.

”Børnene viser i virkeligheden, hvad alle børn har brug for, nemlig at være meget mere aktive og arbejde meget mere med vedkommende indhold. Og jeg kan se, at når man ændrer didaktikken, så ændrer barnets adfærd sig også,” siger hun.

Trods det peger fagprofessionelle sjældent på deres egen praksis som en del af problemet i sager, hvor der er bekymring for et barns trivsel i skolen. Det viser et forskningsprojekt fra UC Viden om inklusion. I 299 sager peger de professionelle kun i 1% af tilfældene på skolens organisering og ledelse som årsag til problemerne og i 6% på undervisningen. I 13% af tilfældene peger de professionelle på barnets familie, mens de i 80% af tilfældene peger på barnet selv som årsag til problemerne.

Men det er forfejlet at pege på børn og forældre som årsagen til de udfordringer, der opstår i skolen, mener Louise Klinge. Forældre kan ikke fjernstyre deres børn, som hun siger. Og børnenes adfærd kan være forståelig:

”Mange forældre kan handle helt korrekt i forhold til deres børns udvikling, men den ramme, skolen tilbyder, er så uhensigtsmæssig, at barnet reagerer på det.”

 

Uden for fællesskabet

I Psykiatrifondens undersøgelse fortæller op imod hver tredje forælder, at de ingen hjælp får fra hverken skole eller andre i forbindelse med et barns mistrivsel.

Så selvom forældrene ser, at børnene mistrives. Selvom forskning viser, at børnenes adfærd har en årsag, som skolen ofte kan gøre noget ved. Så oplever en stor del af forældrene ifølge undersøgelsen en stor afstandtagen fra skolen i forbindelse med barnets situation.

Det oplevede Katrine Schultz Jensen også. Hun sætter ord på:

”Vi har siddet til møder på skolen med jævne mellemrum i 2,5 år, hvor vi oplevede en stemning af, at alle problemer på årgangen var Mikkels skyld.”

Skolen indkaldte til trivselssamtaler, men tiltagene virkede ikke, fortæller hun. Mikkel fik for eksempel et andet skema end de andre børn, men efter kort tid ville han ikke følge det, fordi han blev drillet med det.

Ifølge Katrine Schultz Jensen sagde de andre børn til Mikkel, at han havde et andet skema, fordi han snart skulle skifte skole, og det glædede de sig til.

”Sådan noget finder børn ikke på at sige. Det må komme fra forældrene. Og jeg tror heller ikke, at lærerne har forklaret de andre børn, hvorfor Mikkel fik noget hjælp, så det kunne blive normalt i stedet for, at der skulle opstå historier om, at Mikkel var helt vildt forkert,” siger hun.

Dårlig opdragelse?

I tilblivelsen af den her artikel har Ligeværd været i kontakt med mere end 50 forældre til børn med særlige behov. Og selvom historierne varierer, så ligner de Mikkels på en række centrale punkter.

Forældrene oplever, at de er på overarbejde. At de skal være respektfulde over for skolen, de andre børn og deres forældre. Samtidig skal de være deres børns advokater, når børnene bliver gjort forkerte, ikke får den nødvendige hjælp eller bliver misforstået.

De oplever at blive set ned på på grund af deres børns uhensigtsmæssige adfærd i skolen.

”Det føltes, som om vi fik skæld ud for de ting, han gjorde. Man begynder at tvivle på, om man gør det rigtige, men herhjemme var han jo rolig. Så vi havde svært ved at tro, at Mikkels adfærd skyldtes dårlig opdragelse,” siger Katrine Schultz Jensen.

Ifølge Louise Klinge er en af skolens udfordringer, at mange børn starter i skole uden at være klædt godt nok på til at indgå i fællesskaber, fordi børns sociale udvikling i mange år har været udfordret af for ringe kvalitet i daginstitutionerne. Her tilbringer mange børn 8-10.000 timer i alt for få udviklende samspil, fordi normeringerne med veluddannet personale er alt for ringe.

Samtidig fylder skærme i både børns og forældres liv i en grad, så det risikerer at blive på bekostning af det sociale samspil i familien, mener hun.

”Nogle børn har ikke udviklet selvregulering nok, fordi de ikke har været i tilstrækkeligt mange gode samspil for eksempel i deres daginstitution. Så de kan have rigtig svært ved at regulere deres adfærd.”

Når man ser på hele barnets liv, giver det derfor ikke mening at pege pilen tilbage på forældrene som eneansvarlige, mener hun.

”De kan ikke fjernstyre deres børn. Det er aldrig bare forældrenes ansvar. Aldrig,” siger hun.

Men Katrine Schultz Jensen følte sig som eneansvarlig både i forældregruppen og i samarbejdet med skolen. For eksempel ville hun gerne have haft skolens opbakning til at formidle Mikkels udfordringer, så de andre forældre måske bedre kunne forstå hans adfærd:

”Jeg tror, at mere åbenhed og mere viden fra skolen kunne komme mange konflikter til livs. Men det er svært at stå med alene som forælder til det barn, som de andre ikke kan lide.”

Rakte selv ud til de andre forældre

Men skolen informerede ikke de andre forældre om Mikkels udfordringer. Katrine Schultz Jensen oplevede også selv at have svært ved at få klare svar på, hvordan det præcist gik i skolen, fortæller hun.

”Jeg fandt først rigtigt ud af, hvad der foregik, da nogle af de andre mødre kontaktede mig og fortalte, at der gik historier om Mikkel i forældregruppen. Han var ”en uopdragen møgunge”,” fortæller hun.

Derfor skrev Katrine Schultz Jensen en fællesbesked på Aula, som Ligeværd har set. Her fortæller hun åbent om Mikkels udfordringer med at gå i skole og beder forældrene kontakte hende, når Mikkel har gjort noget, der ikke var ok. En besked, som mødte blandet modtagelse.

Nogen skrev, at de var kede af Mikkels situation, og at Katrine Schultz Jensen og hendes mand havde fuld opbakning fra dem. Mens andre skrev, at Mikkel startede det hele selv:

”Det gjorde ondt. Vi forsøgte at være åbne og sige, at vi godt vidste, at han gjorde nogle uhensigtsmæssige ting, men at han havde brug for hjælp.”

En af dem, som modtog beskeden, var Malene Møller Hansen, som er mor til en anden dreng i klassen.

”Det er åbent og ærligt og et megasårbart emne. Det kræver meget af en som forælder at sende sådan en besked ud til en hel klasse,” siger hun.

Ifølge hende hjalp beskeden ikke meget. Hun har flere gange siden forsvaret Mikkel i situationer, hvor andre forældre har talt dårligt om ham, fortæller hun.

”Mikkel blev gjort til syndebuk, og de voksne i skolen tog ikke hånd om det. Han blev til et nemt offer for de andre børn, når han kom til at gøre noget for at få opmærksomhed, fordi dårlig opmærksomhed er bedre end ingen,” siger hun.

Forældrene er den usynlige elev

Når et barn bliver gjort til klassens møgunge, er det ikke kun en katastrofe for det barn, det går ud over. Det er en katastrofe for alle børns trivsel og læring, fortæller Dorthe Møller Andersen, som er pædagogisk fagkonsulent i Aarhus Kommune, hvor hun har arbejdet med forældresamarbejde på skoleområdet i 13 år.

Hun refererer til en tidligere kollega, psykolog Jens Andersen, som kaldte forældrene for den usynlige elev:

”Forældrene har enorm indflydelse på børnenes position i klassefællesskabet. De kan tale et barn ind i klassen, og de kan tale et barn ud af klassen.”

Hun fortæller, at det smitter af på børnene, hvis forældrene stempler et barn som klassens møgunge og syndebuk. At det efterlader barnet uden chancer.

”Syndebukbegrebet kan blive meget stærkt i både børns, læreres og forældres blikke. Vi ser sager, hvor børn går hjem og fortæller deres forældre, at klassens syndebuk har gjort et eller andet, og så viser det sig, at ”syndebukken” slet ikke var i skole den dag,” siger hun.

Og det er fatalt. For når det sker, mister det pågældende barn troen på, at det har værdi i klassen, og så vil den uhensigtsmæssige adfærd kun eskalere, fortæller Dorthe Møller Andersen.

Det var det, der skete for Mikkel, mener Katrine Schultz Jensen, som dog godt forstår, at nogen blev vrede.

”Jeg kan sagtens forstå, at man passer på sit eget barn. Hvis jeg ikke vidste noget om børn med særlige behov, og mit barn kom hjem og sagde, at ”ham der slår mig”, så ville jeg nok også sige, at så synes jeg, du skal finde en anden at lege med.”

Hun havde dog håbet, at historierne ville klinge af, hvis de andre forældre fik en ramme at forstå Mikkels adfærd ud fra, hvis de forstod, at det var et udtryk for mistrivsel. Men det skete ikke.

Og det forværrede Mikkels situation, fortæller Malene Møller Hansen, som bekræfter Katrine Schultz Jensens fornemmelse af, at der var en stemning om, at problemerne ville forsvinde, hvis Mikkel skiftede skole.

Men ifølge Louise Klinge vil det sjældent hjælpe på problemerne i en klasse at tage et enkelt barn ud.

”Barnet er aldrig problemet. Så hvis man tager barnet ud af klassen, så popper der ofte bare nye ting op, fordi der er en usund kultur i børnegruppen. Så dels kan der være andre børn, der popper op, og dels kan der også udvikle sig en tavshedskultur, hvor man ikke går til de voksne, når noget er svært, fordi det barn, der bliver fjernet, ofte er kammerater med de andre børn,” siger hun.

I dag har Mikkel skiftet skole og ifølge Katrine Schultz Jensen trives han der. Men i tråd med Louise Klinges pointe er der stadig problemer i den gamle klasse, fortæller Malene Møller Hansen.

”Der er stadig problemer. Børn og forældre snakker stadig grimt til hinanden og behandler hinanden uordentligt. De har haft trivselslæreren på drengegruppen, og det har hjulpet lidt. Men det er ikke nok overhovedet, og problemerne er ikke forsvundet, bare fordi Mikkel er væk,” siger hun.

Ligeværd har valgt ikke at nævne navnet på Mikkels gamle skole, da den enkelte skole er irrelevant. Historien er generel og afspejler en oplevelse, som mange børn med særlige behov og deres forældre deler. Dog har den pågældende skole fået mulighed for at medvirke. Skolen har valgt ikke at kommentere historien.

Skolen skal tilpasse sig barnet – ikke omvendt

Af

Det er ingen sag at være principfast, hvis princippet er gratis. Det er først, når man skal prioritere, at man ser, om man er principfast: Holder vi fast i vores grundtanker og prioriterer vores princip med både opmærksomhed og økonomi.

Denne tekst er lederen i LIGEVÆRD Magasinet juni 2024. Den handler mindre om resten af magasinet og mere om et princip – og et 30 år gammelt løfte.

Baggrunden er, at børn og unge med særlige behov, alt for ofte oplever ikke at få den hjælp og undervisning, der har brug for. Og ret til. I år fejrer vi 30-året for Salamanca-erklæringen om børns ret til at lære og skolens pligt til at tilpasse sig barnet. Det helt grundlæggende synspunkt er, at det er skolen, som skal tilpasse sig barnet, ikke omvendt. Og selv om der er naturlige grænser for en skoles omstillingsevne og -pligt, er princippet både sundt og rigtigt. Det er sågar et princip, som har fundet plads i den danske skolelovgivning, der siger, at børn med særlige behov har ret til støtte inden for skolens rammer.

Udfordringen er, at grundskolen og børn med særlige behov ikke er det eneste område, der kæmper om ressourcer. Generelt budgetpres og nye opgaver presser skolernes økonomi. Det mærker vi i Ligeværd. Vores åbne rådgivningslinje for forældre bliver benyttet flittigt, og eksemplerne på, at princippet om barnets ret er blevet skubbet til side til fordel for økonomi og prioriteringer er talrige. Konsekvenserne er lange ventetider, familier i opbrud og børn, der ikke lærer, det de kunne. Foruden frustrerede lærere, pædagoger og andre fagfolk.

Sådan skal det ikke være, og i Ligeværd er svaret enkelt: Vi ønsker at sikre lige værd for alle børn, også når det gælder undervisning i grundskolen. Hvis man prioriterer det, kan det langt oftest – men ikke altid – ske i rammerne af den almindelige skole. Det kan ske, hvis lærere og pædagoger har den fornødne viden og tid til at se det enkelte barn.

Med Salamanca-erklæringen fik verdenssamfundet et sprog for, hvordan vi bør se vores børn og deres skolegang; alle børn skal kunne lære sammen, hvor det er muligt, uanset forskelle og de udfordringer de måtte have. Og det er skolerne, som skal indrette sig på børnenes behov, og ikke børnene, der må finde sig i skolernes begrænsninger. Vores opgave som samfund er at sikre, at princippet bliver levet ud i hverdagen.

Ligeværd har et grundfæstet princip om, at vi handler for at skabe forandring. Derfor skabte vi rådgivningslinjen. Derfor engagerer vi os i at udvikle stu-tilbud og sikre uddannelse, beskæftigelse og lige livsvilkår for alle unge. Alle unge. Derfor arbejder vi for, at alle børn kan være del af et fællesskab med adgang til læring. Alle børn.

Så i 30 året for Salamanca-erklæringen vil Ligeværd derfor minde regering, Folketing, kommuner og skoler om princippet. Måske særlig set i lyset af den aftale om styringen af folkeskolen, som blev indgået tidligere på året og som fokuserer på styrkelse af normalområdet og lokale frihedsgrader. Begge dele er udtryk for en prioritering og er velkomne elementer til at sikre en god skole. Opråbet er ikke at glemme specialområdet og overlade børn med særlige behov til en lokal prioritering. Historien viser nemlig, at så bliver specialbørnene alt for ofte valgt fra.

Derfor vil vi i Ligeværd presse på for at sikre, at princippet fra Salamanca-erklæringen bliver husket og levet: alle børn skal kunne lære sammen, hvor det er muligt, uanset forskelle og de udfordringer de måtte have.

Juni 2024

Når børn oplever ufrivilligt skolefravær kan gode råd være gratis

Af

Da Idas datter kom i ufrivilligt skolefravær, oplevede hun, at det var svært at finde gode løsninger. Derfor kontaktede hun Ligeværds gratis juridiske og socialfaglige rådgivning Ligelinie, som hjalp hende videre.

Stigende mistrivsel førte til mere og mere ufrivilligt skolefravær, da Idas 14-årige datter, Josefine, efter sommerferien 2022 begyndte at få det dårligt mentalt.

”Det gik godt på hendes skole, men så stoppede en af hendes venner, og der blev skiftet ud i personalet, og så fik hun det langsomt dårligere,” fortæller den 44-årige mor fra Nordsjælland, som ønsker at være anonym af hensyn til sin datters sag.

Josefine har ADHD og atypisk autisme og gik dengang på en specialskole. Men i marts 2023 blev hun sygemeldt fra skolen og har ikke været afsted siden.

Hjælp til rettigheder og god dialog

Som de fleste forældre til skolebørn med ufrivilligt skolefravær ønsker Ida, at hendes datter skal i skole igen, men at det skal være i et skoletilbud, der kan imødekomme hendes behov. Da hun oplever, at sagen står stille, ringer hun til Ligelinie og beder om hjælp til, hvordan hun kan gå videre, så hendes datter kan få den rette hjælp.

”De hjælper mig med de juridiske rettigheder og giver mig idéer til, hvordan jeg kan formulere mig, og hvad jeg kan lægge vægt på i dialogen med lærerne.”

Det kan nemlig hurtigt blive følelsesladet for forældre, når det handler om børn i mistrivsel. Og selvom det er forståeligt, så er det måske ikke altid den bedste strategi til at nå målet.

”Man skal holde en god tone og sige, hvem gør vi det her for? Vi gør det jo for barnet. Man kan blive så sur, som man vil, men det nytter ikke. Det gælder om at gøre det på den bedste måde og holde sig kortfattet i sine formuleringer og kun sige det, der er relevant,” siger hun.

Tilbage til start

I skrivende stund er Josefines sag med Idas ord sat tilbage til start. Hun skal genudredes, og Ida har svært ved at se, hvornår datteren kan komme i skole igen. Alligevel er hun glad for den hjælp, hun har fået i Ligelinie.

”Hvis jeg ikke havde fået rådgivning, så tror jeg ikke engang, vi var kommet til netværksmødet endnu. Så jeg har fået modet til at arbejde videre,” siger hun.

I Ligelinie sidder Mette Thorup som en ud af to rådgivere. Hun har tavshedspligt og udtaler sig derfor ikke om enkeltsager, men opfordrer andre forældre til at ringe, hvis de har brug for hjælp.

”Vi tilbyder juridisk og socialfaglig rådgivning til forældre, der står i lignende situationer. Vi får mange henvendelser på inklusions- og stu-området.”

Ida og Josefine er anonyme. Ligeværd er bekendt med deres identitet.

NB: Siden offentliggørelsen af denne artikel, har Josefine fået tilbudt et skoletilbud på den ønskede dagbehandlingsskole. Der er opstartsmøde med skolen ultimo februar. Josefine har været hjemme fra skole siden 2023.

”Vi var aldrig kommet så langt uden rådgivning og sparring fra Ligelinie. Det gav os viden, mod og motivation til at blive ved. Vi får helt sikkert brug for Ligeværd igen,” siger Ida.

Nyt studie: Inklusion virker ikke

Af

Både lærere og forældre til børn med særlige behov har vidst det længe. Nu har vi også videnskabens ord for det: inklusion virker ikke.

”No shit Sherlock.” ”Skal der virkelig en forsker til at konkludere det?” ”Som om det kommer bag på nogen. Hvad var det lige lærerne sagde i 2012?”

Sådan fortsætter ordlyden i mere end 1.400 kommentarer under et opslag på Politikens Facebookside 3. december 2022. I opslaget fortæller Politiken, at et nyt studie viser, at inklusion ikke virker.

LÆS OGSÅ: §9-skole: Kasper tager sin 9. klasse i et cykelværksted

På trods af den let hånlige ”hvad sagde jeg”-tone, som går igen i de fleste kommentarer må skuldrene alligevel have sænket sig en smule hos mange forældre til børn med særlige behov, da netop det studie landede. Studiet kommer fra Vive, det nationale forskningscenter for velfærd, og det bekræfter tydeligvis noget, som mange forældre og lærere har forsøgt at råbe op om i årevis.

Men selvom de måske vidste det i forvejen, så kan de nu stille sig på skuldrene af videnskaben næste gang, de får brug for at råbe op.

Ikke en “one size fits all”-løsning

Når studiet viser, at inklusion ikke virker, så foranlediges man let til at tænke, at inklusion dermed er dårligt. Men det vil være en forkert påstand.

Inklusion kan nemlig være godt for nogen børn ifølge studiet. Men eftersom børn med særlige behov er meget forskellige, så er inklusion i almindelige folkeskoleklasser ikke en ”one size fits all”-løsning, som pr. automatik fremmer læring og trivsel for alle børn med særlige behov. Det siger Nina Thorup Dalgaard, som er en af forskerne bag studiet, til netavisen Zetland i et interview 5. december 2022.

”Inklusion er baseret på en filosofisk tanke om fællesskaber, og hvad der ville være godt for de her børn. Men relativt lidt teori og også relativt lidt forskning i forhold til, hvad den gode inklusion er. Altså hvad skal der til for, at det kan lykkes, og fungerer det for alle børn med særlige behov? Det er jo i virkeligheden en meget forskelligartet gruppe af børn.”

Det økonomiske incitament til inklusion

Mange forældre har en oplevelse af, at skoler fastholder deres barn i en almenklasse, selvom forældrene beder om noget andet. Og ifølge Nina Thorup Dalgaard kan skolelederne ude på skolerne da også være fanget i et dilemma, fordi der forsvinder penge fra almenskolen, hver gang en elev visiteres til et specialtilbud.

”Der blev skabt nogle voldsomme økonomiske incitamenter for den enkelte skoleleder til ikke at indstille til at børn kom i specialskole, fordi pengene så ville følge med barnet. Og de penge ville så gå fra almenområdet. Så som skoleleder sad du i en meget svært situation, som har skabt nogle, tænker jeg, etiske og ledelsesmæssige dilemmaer,” siger hun til Zetland.

Forældre kender deres børn bedst

Lige så opløftende det er for mange at få bekræftet, at inklusion ikke virker, lige så nedslående er det, at inklusionen for mange børn er en del af deres hverdag. Lige nu står et hav af forældre og er i vildrede, fordi deres børn mistrives i et skoletilbud, der ikke passer til deres behov. Til trods for det mener Nina Thorup Dalgaard, at forældrene kan tage noget med fra studiet.

LÆS OGSÅ: Forælder til skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

”Man kan tage med, at man som forælder kender sit barn bedst. Og hvad der er det gode skoletilbud, det kommer an på en individuel vurdering af det enkelte barns vanskeligheder, og hvad det er for et inklusionstilbud, som er tilgængeligt. Så jeg tænker, at vores studie giver oprejsning til de forældre, som har oplevelsen af, at når inklusion bliver et påtvunget førstevalg, så er det ikke altid til børnenes bedste,” siger Nina Thorup Dalgaard til Zetland.

Kirsten Callesen: ”Folkeskolen overtager summen af det pres børnene har været i fra de tidlige institutioner”

Af

Børn helt ned til 1-års-alderen oplever stresssymptomer i vuggestuen, fordi der mangler voksne til at skabe trygge rammer i de første leveår. De dårlige vilkår i daginstitutionerne er en af årsagerne til den mistrivsel, vi i dag ser blandt skolebørn, mener psykolog Kirsten Callesen.

Prøv at folde dine hænder. Har du venstre eller højre tommelfinger øverst?

Prøv nu at folde op og tvist fingrene, så du folder modsat. Mærk, hvad det gør ved din krop. Føles det ligesom før? For de fleste føles det forkert. Som en mild uro.

Og når du folder almindeligt igen, så slukker den lille uro, gør den ikke? Det føles rart.

Når vi gør noget, som føles forkert, så udskiller kroppen stresshormonet kortisol for at advare om, at der sker noget, der ikke er, som det plejer. Det sker i mild grad, når vi folder hænderne modsat af, hvad vi plejer. Men det sker i langt mere alvorlig grad for børn, når de bliver afleveret i vuggestuen, viser et norsk studie fra april 2022.

Når vi udsætter vores børn for øget kortisol på daglig basis, så får vi den akkumulerede stressreaktion, som bidrager til den massive mistrivsel, vi ser i dagens folkeskole. Det mener Kirsten Callesen, som er klinisk psykolog med speciale i Autisme og ADHD samt øvrige neuropsykiatriske tilstande.

”Du ved godt, at det ikke er farligt at folde hænder modsat. Det er bare ubehageligt. Men hvis jeg så bad dig gøre noget andet, tredje og fjerde, så vil den sum af ubehag accelerere. Så det, der først føltes ubehageligt, nu begynder at føles farligt. Det er det, der sker for mange børn. De vågner en morgen med ondt i maven og vil ikke afsted, fordi de for ofte skal gøre mere, end de kan magte,” siger hun.

Stressaksen

Kroppen har to stresssystemer. Adrenalin er den hurtige stress, kortisol er den langsomme stress. Kroppen har brug for adrenalin og kortisol for at fungere. Problemerne opstår, når mængden øges for meget.

Kilde: Kirsten Callesen

Mange børne har det for svært i institutionerne, og det er meget forståeligt, at de før eller siden reagerer, mener hun.

”Deres nervesystem kommer i ubalance. De er ofte i en hverdag, hvor amygdala, som er det lille organ inde i hjernen, der udgør vores alarmcentral, er i aktion. Der er ingen, der kan holde til at være i konstant alarmberedskab.”

Kommunerne pynter på normeringerne

Der skal være én voksen til tre vuggestuebørn i 2024. Det er bestemt ved lov.

Allerede nu lever langt de fleste kommuner dog op til det krav, når de selv tæller efter. Men ifølge tal fra forældrebevægelsen ”#hvorerderenvoksen?”, så tæller kommunerne både ledere, sygemeldte medarbejdere, rengøringspersonale, visitationsmedarbejdere mm. med, og den går ikke. For hvis man trækker de voksne fra, som børnene ikke er i kontakt med, så lander den reelle normering et langt dårligere sted.

Normeringer

De fem værste og de fem bedste fra #hvorerderenvoksen

De fem dårligste 2021, antal børn pr. voksen i vuggestuer 2021 De fem bedste, antal børn pr. voksen i vuggestuer 2021
Kommune Papirsnormering Reel normering Kommune Papirsnormering Reel normering
Hjørring 3,4 7,5 Aarhus 2,7 4,2
Viborg 3,4 6,5 Lejre 3,2 4,4
Frederikshavn 3,2 6,4 Esbjerg 3,1 4,4
Greve 3,1 6,2 Halsnæs 2,7 4,5
Herning 3,3 6,0 Køge 2,8 4,5

 

Kilde: https://hvorerderenvoksen.dk/reelle-normeringer/

”Jeg kan ikke lade være at tænke på de 1000-vis af børn, som bliver afleveret klokken 7 og hentet klokken 17. Hvert enkelt barn bliver afleveret ind i noget, hvor der måske er meget uro, og så bliver de overvældet på deres sanser. Og nogle af dem vil opleve den her stressreaktion, som kommer ved øget kortisol,” siger Kirsten Callesen.

Børnene har brug for reelle minimumsnormeringer

For at kunne udvikle sig hensigtsmæssigt har børn brug for tryghed og for voksne, som de kan knytte sig til. Når forældre afleverer deres børn i vuggestuen, er det derfor afgørende, at der er voksne nok til, at børnene kan få den omsorg, de har brug for.

”Indtil 2007 var der én voksen til tre vuggestuebørn. Så var der tid til, at pædagogen kunne hjælpe barnet med at regulere sit kortisolniveau, når det blev afleveret. Altså hjælpe barnet til at falde til ro og give det den tryghed, det har brug for. Når vi i dag ser steder, hvor der er én voksen til syv vuggestuebørn, så er der nogle børn, som måske oplever fra de er helt små, at der ikke er tid til, at de kan få den omsorg, de har brug for,” siger hun.

Uden at vide sig sikker har Kirsten Callesen derfor et bud på, hvorfor unge i dag har det så dårligt.

”De voksne er sparet væk. Institutionerne er udhungret. Og så tænker jeg gad vide, om det er det, der har været på spil? At de børn der siden 2011 er blevet tiltagende dårligere, det er dem, der har gået i de institutioner. Jeg siger ikke, det er kausalt. Jeg siger bare, det er sket parallelt, og jeg foreslår, man undersøger det.”

LÆS OGSÅ: Folkeskolen er for presset til at hjælpe børn med særlige behov

Margueritter kan heller ikke vokse i sur jord

Lige nu står vi med en generation af børn, hvor for mange har fået for lidt af det, de har brug for. Men det er ikke børnenes skyld, og derfor skal vi som samfund tage ansvaret, mener Kirsten Callesen.

”Hvis man har en marguerit stående i sin have, og den begynder at visne, så tænker man jo ikke ’hold da op en dum marguerit.’ Så tænker man ’har jeg givet den sur jord eller hvad? Får blomsten den næring, den har brug for?’ Hver gang vi peger på et barn og siger hold da op et besværligt barn, så skal man i stedet sige: ’hold da op, hvad er det vi tilbyder barnet, som gør, at barnet ikke udvikler sig?’ Så må vi jo lave rammen om,’” siger hun.

Børnehaveklasseledere fra hele landet siger, at børnene ikke er skoleparate, når de starter i 0. klasse. En afgående skoleleder fortæller her i bladet, hvordan han oplever, at der på de små årgange hersker et kaos blandt børnene, som han ikke har været vidne til tidligere. Men det er ikke så underligt ifølge Kirsten Callesen.

”Folkeskolen overtager summen af det pres børnene har været i fra de tidlige institutioner,” siger hun.

”Det er ikke børnenes skyld.”

LÆS OGSÅ: Skolevægring: På en god uge går Magnus i skole i 45 minutter

En skole for alle kommer ikke nødvendigvis af inklusion

Det massive behov for støtte skal ikke være en undskyldning for at sylte børnenes mulighed for at et ordentligt skoletilbud ifølge Kirsten Callesen. Derfor giver hun heller ikke meget for ideen om inklusion for inklusionens skyld.

”Jeg mener, at alle børn har krav på en skole, der passer til dem. Så hvis inklusion er at skabe en skole, der passer til 70% og så proppe de sidste 30% ind i det, så tror jeg ikke på inklusion. Men jeg tror på, at man skal lave flere skolemuligheder, der er målrettet forskellige typer af børn,” siger hun.

Ifølge hende har Danmark ikke råd til at lade være.

”Danmarks råstof er vores samlede IQ-masse. Det skal vi tage alvorligt. Det er et enormt problem, at vi har så mange kløgtige børn, der ikke passer ind i folkeskolen, og det er vores skyld, at så mange børn ikke får en uddannelse. Vi kunne bare lave rammen om. Det kan vi gøre i morgen.”

Det er måske dyrt at lave målrettede skoletilbud, så flere børn får en skolegang, der passer til dem. Men ifølge Kirsten Callesen kan det være dyrere at lade være.

Prisen for besparelserne er høj i længden

Flere børn har brug for noget særligt i folkeskolen. Det gælder også børn, der ikke har særlige behov, og det bliver dyrt. Men ifølge Kirsten Callesen er det prisen for mange års besparelser i daginstitutionerne. Når børnene måske har fået for lidt omsorg i institutionerne som små, så er de nemlig umodne, når de starter i skole.

”Det bliver så dyrt, fordi det, vi gør, er dumt. Hvis man laver kloge løsninger, så bliver børnene ikke dårlige, og så sparer vi nok en masse milliarder på psykiatrien til gengæld. Det vil jeg vove at påstå,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Forælder til et skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

Og påstanden kommer ikke ud af det blå. Kirsten Callesen taler nemlig af erfaring, fordi hun i 2014 stiftede Søstjerneskolen.

“På Søstjerneskolen har vi gennem de sidste otte år haft flere end 60 af de dyreste elever indskrevet. Men eleverne er jo kun ’dyre’ at behandle, fordi vi som samfund har gjort dem syge. Når de har gået der et stykke tid, så får de det bedre og kommer ud af deres belastningstilstand, så de bliver i stand til at deltage i undervisningen. På den lange bane bliver det billigere, fordi eleverne får det bedre og mange gennemfører deres afgangsprøver i stedet for gå ned med kroniske stresstilstande,” siger hun.

Derfor tror Kirsten Callesen også, at det på lang sigt vil være en besparelse at give børnene nogle bedre forudsætninger for at lykkes.

”Jeg tror ikke, det er dyrere at lave den rigtige skole fra start, jeg tror endda det kan være en socioøkonomisk besparelse. Fordi det barn, der har det dårligt hele vejen op igennem institutionerne, ender som en sag på et jobcenter, når det fylder 18 år og koster en masse penge. Så vi kan lige så godt gøre det hårde arbejde nu. Uddannelse koster. Ja. Og det er det værd,” siger Kirsten Callesen.

Kirsten Callesen stoppede sit engagement på Søstjerneskolen i august 2022 og vil fremadrettet arbejde for bedre skoleliv for alle børn.

Børnene skal tilbage i skole

Uanset om Kirsten Callesen har ret i sine hypoteser, så taler tallene sit tydelige sprog: Mængden af børn, der har skolevægring, stiger ifølge undervisningsministeriets opgørelse over elevfravær. Og det er uholdbart både for børnene, for forældrene og for vores fælles fremtid.

”Der burde være en protokol for hvert barn der ikke går i skole. Nogen venter flere år på hjælp, men det er jo uholdbart. For forældrene går hjemme med børnene og ender på tabt arbejdsfortjeneste eller med selv at blive sygemeldt. Børnene skal tilbage hurtigt og de skal have et tilbud, de kan være i,” siger hun.

Og det vil være muligt ifølge Kirsten Callesen.

”Hvis man screener et barn, kan man starte med at samarbejde med barnet og finde ud af, hvor ligger du begavelsesmæssigt, hvordan kan du godt lide at gå i skole, og hvor mange timer kan du tåle?” siger hun.

§9-skoler er en del af løsningen

Det er skoleledernes ansvar, at eleverne har et skoletilbud, hvor de trives. Og de har faktisk mulighed for at sende en elev ud i et undervisningsforløb, som er tilrettelagt på andre betingelser end dem, folkeskolen traditionelt tilbyder, hvis de har behov for det.

Forløbet kaldes en §9-skole, og du kan læse et eksempel på sådan et tilbud i historien om Kasper, der tager sin 9. klasse i et cykelværksted.

”Jeg kender så mange børn, som ikke har gået i skole i flere år, og så kommer de i et andet tilbud og tager en afgangseksamen. Så lærer de det faglige på et års tid, men de kommer også med en erfaring af, at de ikke kan det sociale. Hvilke muligheder ville der være, hvis skolelederne fik muligheder for at lave undervisningsforløb a la det vi kender fra produktionsskolerne? Kan man omsætte det ned til 3., 4., 5. klasse, så børnene allerede tidligt lærer, at de godt kan deltage?” spørger Kirsten Callesen retorisk.

Ufrivilligt skolefravær: På en god uge går Magnus i skole i 45 minutter

Af

Da de sidste minutter af Smertensbørn rullede over skærmen på TV2 i 2021, var Magnus og hans familie håbefulde. Efter en årelang kamp havde han fået diagnosen autisme og blevet visiteret til et specialtilbud, som han glædede sig til at starte i. I dag er virkeligheden mindre lys.

45 minutter hver torsdag.

Det er den skoleuge, Magnus Pihl Fryland lige nu kan kapere ifølge hans mor Elise Pihl Fryland. Og når han kommer hjem, så er han så udmattet, at han må sove resten af dagen.

”Når jeg kommer hjem fra skole, sover jeg fra 11-18,” siger Magnus Pihl Fryland.

Og så kræver det altså en hel uges restitution, før han er klar igen, siger hans mor.

”Der sker simpelthen så meget deroppe. Der er mange lyde, mange mennesker og mange ting at forholde sig til. Så når han kommer hjem, så er hans batterier helt flade.”

Når Magnus skal i skole, er han sur og ked af det om morgenen, og har svært ved at stå op, fortæller hun.

”Det er ikke, fordi han ikke har lyst til at komme i skole. Det er, fordi det er så svært for ham at være i det derovre,” siger Elise.

”Så vil jeg hellere sove igen,” siger Magnus.

Og trætheden har da nogle gange også overmandet Magnus i skolen, hvor han har været nødt til at tage en lur hen over bordet.

LÆS OGSÅ: Folkeskolen er for presset til at hjælpe børn med særlige behov

Stigende skolevægring

Magnus’ historie er et led i en tendens, hvor stadigt flere børn har ufrivilligt skolefravær, fordi de går i et skoletilbud, der ikke passer dem. Forløbet på Skibet Skole, som er Magnus’ andet specialtilbud, startede ellers godt, men da han mødte ind til et nyt skoleår efter sommerferien i 2022, fik en række forandringer ifølge hans mor læsset til at vælte.

”Der var blandt andet nye lærere, og det hele blev for meget at være i. Og så blev han sygemeldt og har kun været afsted fire gange siden august,” siger hun.

Foto: Jonatan Rønn

I det nye år håber Magnus og Elise Pihl Fryland, at Magnus kan møde op hver torsdag, når han har eneundervisning med sin lærer. I skrivende stund har året kun rundet en enkelt torsdag, og for Magnus var det en vellykket skoledag.

”Han var afsted torsdag og endte med at blive der længere end planlagt, fordi en af lærerne havde en hund med. Så det startede godt, og vi håber, at Magnus er klar til at komme afsted igen på torsdag,” siger Elise Pihl Fryland.

Det gode ved læreren er, at han ligesom Magnus interesserer sig for IT, og de arbejder lige nu på at kunne lave fjernundervisning om tirsdagen over det sociale medie Discord. Men trods den fælles interesse, mener Magnus, at lærerens viden om IT lader noget tilbage at ønske.

”Han ved ikke engang, hvad html er,” siger Magnus.

Længslen efter det normale

For et par år tilbage tegnede Magnus en tegning af den perfekte skole sammen med en psykoterapeut. Tegningen findes ikke længere, men Magnus husker, at den bestod af hans første skole, 32 børn og en illustration af, at han var alene i undervisningen. Og det er der en grund til.

”Jeg vil gerne gå i en skole, som har det antal personer, som en normal skole har. Ligesom alle andre børn,” siger han.

Og ifølge hans mor er det en stor smerte for Magnus, at han ikke kan det.

”Han har gået i en almindelig skoleklasse og han ved godt det er normalt. Han ved også godt at han har autisme, og at det ikke er normalt. Men han ved også godt, at der er andre med autisme, der går i en almindelig skole,” siger hun og fortæller, at det også komplicerer undervisningen yderligere.

”Det er en begrænsning, der gør ondt. Så det er også svært at skulle undervise et barn, der bare helt vildt gerne vil det andet ovre på den anden side af vejen, og det kan bare ikke lade sig gøre,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Forælder til et skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

Skolen skal tilpasse sig Magnus

Selvom eneundervisningen er okay ifølge Magnus, så mener Elise Pihl Fryland, at hun har dokumentation for, at der er behov for noget andet.

”Vi er blevet undersøgt mange gange på vores forældreevne, og hver gang har psykologer konkluderet, at vi gør det vi skal. Og at det er institutionerne, der skal tilpasse sig Magnus’ behov, for han kan ikke tilpasse sig institutionerne.”

Du kan se dokumentaren “Smertens Børn” på TV2 Play

Når det er gået galt for Magnus på Skibet Skole håber Elise derfor, at han kan blive flyttet over på et dagstilbud, der specialiserer sig i skolevægring.

”Lige nu er situationen så slem, at der er brug for lige så stille at bygge ham op igen,” siger hun.

For lige nu vil Magnus gerne lærer, men han har den erfaring, at det ofte er nemmere, når han finder sin viden selv.

”Ingen lærere kan undervise mig i noget, jeg ikke kan google mig til,” siger han.

Og det er ærgerligt, mener hans mor. For Magnus har faktisk brug for undervisning på højt fagligt niveau med en lærer, der kan hjælpe ham med det relationelle, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: §9-skole: Kasper tager sin 9. klasse i et cykelværksted

Forælder til skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

Af

Vil dit barn ikke i skole, men gerne til håndbold om aftenen? Så lad dit barn gøre det. Forældre skal nemlig lytte til deres børn og bakke dem op i det, der motiverer dem, mener psykolog Kirsten Callesen. Også når de mistrives – især når de mistrives.

Nogen vil måske mene, at man ikke kan gå til håndbold om aftenen, hvis man ikke er i skole om dagen. Men det kunne ikke være mere forkert, mener Kirsten Callesen. Hun er klinisk psykolog med speciale i autisme og ADHD samt øvrige neuropsykiatriske tilstande, og hun har indgående kendskab til de problemer, børn med særlige behov støder på i folkeskolen.

”Man skal arbejde med det, der motiverer børn. Alle børn vil gerne gå i skole, så det er også deres sorg, hvis de ikke kan. Hvis de så gerne vil gå til håndbold, så skal de det,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Bordrollespil kan hjælpe unge med særlige behov ud af mistrivsel – og styrke dem socialt

Det kan nemlig være vigtig ’medicin’ for børnene at deltage i noget, hvor de oplever, at de kan være med.

”Man skal bakke op og sige ja til alt, hvad der overhovedet motiverer barnet for fællesskaber. Det er vigtigt at huske, at det ikke er barnet, der er noget galt med. Det er skoletilbuddet. Så der kan være nogle ting uden for skolen, som barnet godt kan deltage i.”

Step 1 er at bringe stressen ned

Børn i mistrivsel har akut brug for hjælp. De kan ikke vente på, at man politisk får indrettet et bedre skolesystem, og derfor er det afgørende, at forældre reagerer, hvis de oplever, at deres børn har nogle somatiske markører på mistrivsel og stress, mener Kirsten Callesen.

”Hvis barnet fortsætter en stresset hverdag, så får det ikke reguleret sit nervesystem. Barnets symptomer peger i retning af det, der er galt, og det er altså ikke børnene, der er noget galt med. Det er det, vi giver dem, der er noget galt med,” siger hun.

Derfor skal forældrene gøre, hvad de kan for at få nervesystemet i ro og bringe stressen ned, og det kan man gøre på forskellige måder.

Opfyld basale behov

Først og fremmest skal basale behov opfyldes. Barnet kan have behov for at blive taget ud af den dårlige hverdag, og så skal det have søvn nok og noget sundt at spise. Det gør man lettest med gode rutiner.

”Er der noget mad, som barnet vil spise, som har nogle proteiner, som skal til for at skabe de nødvendige signalstoffer, kroppen har brug for for at fungere? Og søvn. Hvordan sikrer man at børnene får gode søvnrutiner med faste senge- og stå op-tider?” siger hun.

Når samtalen falder på søvn, så er der særligt én væsentlig faktor, som forældre skal være særligt opmærksomme på.

LÆS OGSÅ: Folkeskolen er for presset til at hjælpe børn med særlige behov

Hjælp barnet til sunde skærmvaner

De fleste børn bruger skærm i løbet af dagen. Og Kirsten Callesen er ikke så bekymret for, hvad der sker, når børn gør det. Til gengæld kan hun være bekymret for, hvad der ikke sker.

”Når man er på skærmen, så er man ikke ud at lege. Man er ikke ude at bruge sin krop. Man bygger ikke huler. Man er ikke ud at møde andre børn. Og det er et kollektivt værditab,” siger hun.

Derfor skal forældre være opmærksomme på, at der også sker noget andet i løbet af dagen.

”Jeg vil anbefale at være sikker på, at man nogle timer om dagen gør noget interaktivt. At du kan godt bruge skærm, men du skal også spille Ludo. Du kan godt bruge skærm, men du skal også lære dit barn at hækle. Så vi ikke bare siger lad være med skærm, fordi det er dumt at spille så meget, men at vi i stedet også foreslår et alternativ, så børnene ved, hvad de kan gøre i stedet for.”

Og så skal børn have hjælp til at slukke skærmen senest en time inden sengetid for bedst muligt at kunne falde i søvn, og skærmen skal ikke med ind i soveværelset om natten.

Vær i fysisk kontakt med dit barn

Berøringer regulerer et nervesystem, der er oppe at køre på kortisol.

”Fysisk kontakt er med til at bringe stressen ned. Og nogen vil sige det kan man ikke med mit teenagebarn. Men de fleste børn kan faktisk godt lide det. Man kan jo prøve at spørge og gå forsigtigt til værks. Det kan være strygninger hen over skuldrene eller at nusse fødderne.”

I den kontekst bliver skærmen igen et tema. Det kan nemlig være en god idé nogle gange at lade børn kede sig i stedet for at plante dem foran skærmen for selv at få ro til for eksempel at lave mad.

”Skærmforbruget er sat i stedet for tid med voksne, kreativitet og overskud til børnene. Hele den nye børnegruppe er de blevet socialiseret ind i at bruge skærm som afledning, som tidsfordriv, som underholdning eller det, de lige gør, mens deres forældre lige gør noget andet eller måske selv sidder på deres egen skærm,” siger Kirsten Callesen.

”Det kan være godt at lade børnene løbe rundt om benene på en, mens man laver med.”

Selvom det måske er irriterende, giver det nemlig børnene en anden fornemmelse af familiens liv, og måske får de endda lyst til at hjælpe med madlavning.

Sagsbehandlere og skoleledere skal bakke forældre op

Hvis forældre beslutter at tage et barn ud af skolen, så er dilemmaet, at skolen kan lave en underretning på forældrene, hvis barnet ikke får en sygemelding. Derfor har Kirsten Callesen en klar besked til skolelederne, som har deres bekymring og sagsbehandlerne, som får underretningerne.

”I skal lytte til forældrene og finde ud af, hvordan kan I bedst bakke dem op i at hjælpe deres børn til at tåle en eller anden grad af hverdag. Fordi hvis man bliver ved med at true forældre, som gør alt, hvad de kan, så kan forældrene ende med at blive sygemeldt på grund af systemstress eller opleve et krydspres fra skole- og socialforvaltninger, som bryder deres tillid til skolesystemet,” siger hun.

Derudover er det vigtigt, at skoleledere og sagsbehandlere har for øje, at mistrivslen ifølge Kirsten Callesen kan føre til varige belastningsreaktioner, som kan påvirke barnets liv i mange år fremover.

Februar 2023

§9-skole: Kasper tager sin 9. klasse i et cykelværksted

Af

Note: PMU Sindal blev erklæret konkurs 31. januar 2023. Vi har valgt alligevel at bringe historien til inspiration for andre.

De fleste elever i 9. klasse træder ind i et klasselokale med borde og stole, når de møder i skole om morgenen. Når 16-årige Kasper Thomsen møder i skole, træder han ind i et cykelværksted. Han er nemlig en af de mange børn og unge, som har brug for noget andet for at få en god skolegang.

Hvad er undervisning?

For langt de fleste folkeskoleelever i Danmark er det at sidde ved et bord og modtage lærdom fra en lærer, der står ved tavlen. For lang de fleste er det at læse og løse opgaver i bøger og have lektier for til næste dag.

For 16-årige Kasper Thomsen er hverdagen anderledes.

Siden august har han fået sin undervisning på PMU Sindals cykelværksted Cykelhjulet, og hvis alt går efter planen, så afslutter han 9. klasse her. Det tænker Kasper Thomsen ikke så meget over endnu. Lige nu er han bare glad for sin nye virkelighed.

”Det er fandeme det bedste, jeg har prøvet i jeg ved ikke hvor lang tid,” siger han.

Også Kaspers mor Katja Thomsen er begejstret for den forandring, det nye skoletilbud har ført med sig.

”Da han gik i skole, var han tit sur og gal og bandede og svovlede, når han kom hjem. Sådan er det ikke mere. Nu får jeg en glad dreng hjem, som har haft en god dag. Det er dejligt for hele familien, når han kommer hjem nu,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Bordrollespil kan hjælpe unge med særlige behov ud af mistrivsel – og styrke dem socialt

§9-skole for praktisk begavede elever

Kaspers tilbud om at gå i skole i et cykelværksted hedder en §9-skole. Navnet refererer til folkeskolelovens §9, som giver mulighed for alternative praktiske undervisningsforløb til elever, der har behov for det.

Og det havde Kasper Thomsen behov for ifølge Finn Aggeboe, som er pædagog på Sindal Skole. Det var ham, der fik ideen til at sende Kasper ud i et alternativt skoletilbud, og han ser mange elever, som kunne få meget mere ud af skolen, hvis man ikke forsøgte at presse dem ind i den undervisning, de fleste kender så godt.

”Jeg kan så godt lide Niels Hausgaards udtryk: vi har så mange unge elever, som er praktisk begavede. Det er for eksempel sådan en som Kasper,” siger han.

LÆS MERE om §9

Finn Aggeboe ser mange elever der kunne have brug for noget andet.

Pædagog Finn Aggeboe ser mange elever, som kunne få meget mere ud af skolen, hvis de fik et andet skoletilbud. Foto: Lasse Mors

Og det giver da også god mening at gå til Kasper på en helt anden måde, mener Finn Aggeboe.

”Vi ved godt, at Kasper nok ikke ender som videnskabsmand eller rakettekniker. Det giver ikke mening for ham at åbne den matematikbog for 37. gang. Så giver det heller ikke mening for os at bede ham gøre det. Og så tænker vi selvfølgelig: hvordan kan vi bedst muligt forberede Kasper på det voksenliv, der venter efter 9. klasse?”

Skolen passede ham aldrig rigtigt

Kasper Thomsen starter sin skolegang i en almenklasse på Sindal Skole, men han trives dårligt. I tredje klasse flytter skolen ham derfor over i skolens inklusionsklasse, kaldet I-klassen.

I-klassen er et skærmet tilbud uden at være et specialtilbud, som mange kender som en mellemform. Her har eleverne et større eller mindre antal timer i deres oprindelige almenklasse for at fastholde dem i fællesskabet. I Kaspers tilfælde dropper skolen dog hurtigt den idé, og for Kasper er minderne om timerne i almenklassen heller ikke værd at dvæle ved.

”Det var et mareridt, hver gang jeg var nede i min normalklasse. Jeg blev sur og vred og gjorde skade på mennesker, jeg ikke skulle have gjort skade på,” siger han.

”Og på dig selv,” siger Finn Aggeboe. ”Og på ting.”

Kasper spilder sin tid i skolen

På baggrund af de dårlige erfaringer modtager Kasper undervisning i I-klassen på fuldtid, og det går som det skal. Men på et tidspunkt får det også en ende.

”Kasper har altid været god til at komme i skole og er kommet til tiden. Men på et tidspunkt når vi grænsen for, hvad vi kan lære ham, og vi sidder alle sammen med en fornemmelse af, at Kasper spilder sin tid. Han sidder der bare,” siger Finn Aggeboe.

Kasper selv mener heller ikke, at den sidste tid inden skolebænken blev skiftet ud med cykeldæk var noget ved.

”Jeg sad der bare. Jeg sagde, at jeg lavede noget, men jeg lavede jo aldrig noget. Det interesserede mig ikke, og nu havde jeg gået i skole i så mange år. Så ville jeg ud at prøve et eller andet.”

Og efter at have undersøgt forskellige muligheder landede Kasper Thomsen på cykelværkstedet.

Matematik giver mening i cykelværkstedet

Hvad er en matematikopgave?

De fleste elever i folkeskolen vil svare, at det er et regnestykke, man løser i en matematikbog. Men ikke Kasper.

For ham kan en matematikopgave være at finde et cykelhjul på 14 tommer eller justere gearet på en cykel. På cykelværkstedet flytter de almenundervisningen over i praksis, og når opgaven er konkret, kan han se nødvendigheden i at øve sig.

Det er der, matematik begynder at give mening for ham, mener Finn Aggeboe.

”Undervisning er så mange ting. Det er bogstaver og tal, men det er også at komme ind i et værksted og løse nogle opgaver og lære at begå sig på en arbejdsplads. Det er at tage imod opgaver, som man ikke altid synes er lige sjove og så gøre det alligevel, fordi det er nødvendigt,” siger han.

Nogen at se op til

På cykelværkstedet går Kasper sammen med lærerne Palle og Frank og de to andre elever Tobias på 22 og Emil på 20, som begge er STU-elever på PMU Sindal. Og det er godt for Kasper, at hans klassekammerater er ældre, mener Finn Aggeboe.

”På skolen var Kasper den ældste elev i klassen, og det betød noget for den rolle, Kasper havde. Han kunne være meget dominerende og sætte dagsordenen for de andre elever. Det syntes vi var problematisk, og det var svært for Kasper at ændre på,” siger han.

”Så det er også undervisning for ham at komme ud og lære at begå sig socialt i nogle andre sammenhænge.”

Kasper er da også glad for at have fået nogen at se op til.

”Det er fandeme meget fint at gå sammen med to kammerater. Jeg kendte dem godt i forvejen, men efter jeg kom herop, er vi blevet mere tætte og er sådan set blevet rimelig gode venner. Så mødes vi også nogle gange uden for arbejdstiden og snakker sammen,” siger han.

UU skal være med

PMU Sindal har en gang tidligere haft en §9-skoleelev. Men da den elev havde afsluttet 9. klasse, var der ingen, der greb ham, og så gik det galt. Derfor har det været et krav for forstander på PMU, Solveig Vejen, at UU-vejledningen fra Hjørring Kommune allerede nu, kommer ind over Kaspers sag.

”Vi har sagt, at UU skal være med. Ellers risikerer vi, at man kan starte forfra, når han ikke længere er under Finns paraply og måske også forlader os,” siger hun.

Med den tidligere elev blev et års arbejde på få måneder tabt på gulvet, og det må ikke ske igen.

”Vi har erfaret, at det giver nogle huller, når en elev forlader os. Så der skal være nogen til at hjælpe i overgangen mellem vores tilbud og det næste. Fordi hvis eleven efter tilbuddet hos os kommer ud i, at der ingenting er, så går der få måneder, så kan man starte forfra med at samle vedkommende op. Så er arbejdet spildt.”

Solveig Vejen håber derfor, at det tidlige partnerskab med UU kan bane vejen for, at Kasper bliver sluset bedre ud i virkeligheden end den tidligere elev. Det er en fødekæde, som starter hos Finn Aggeboe og Sindal Skole.

”Det betyder noget for os, at Finn stadig er indover, mens Kasper er her. Og det betyder noget, at UU er. For lige om lidt slipper Finn ham, men så har UU taget over i løbet af i år og er klar til at hjælpe ham videre, så han ikke ryger ned i det hul, hvor han skal samles op forfra.”

Man kan ikke tage afgangseksamen på et cykelværksted

Kasper Thomsen tager sin 9. klasse på Cykelhjulet. Men selvom værkstedet har givet ham lysten til at lære tilbage, så kan de ikke tilbyde ham en afgangseksamen. Derfor står det allerede nu klart, at Kasper ikke får sin afgangseksamen i 9. klasse.

”Alt er prøvet, og lærerne vurderer, at det ikke giver mening at fortsætte med det, der ikke virker. Så de har indstillet til skolens ledelse, at Kasper ikke kan gå op til afgangseksamen,” siger Solveig Vejen.

Når UU allerede nu følger med i Kaspers sag, håber Solveig Vejen derfor, at Kasper kan få lov til at fortsætte som STU-elev på PMU efter sommerferien.

”Kasper er ikke anderledes end PMU’s andre unge. Så jo mere vi kan dokumentere, at han tilhører målgruppen og ikke selv med specialpædagogisk støtte og vejledning kan tage en ungdomsuddannelse, jo bedre kan UU udarbejde en indstilling til et STU-forløb,” siger hun.

Lige nu leverer PMU Kaspers skolegang kvit og frit, fordi det er en udfordring for Sindal Skole at finde luft i budgettet til at betale. Men det har Solveig Vejen en god grund til, og hun vil gerne have flere unge som Kasper i fremtiden.

”Dels føler vi et ansvar for de mange unge, som mistrives i skolen. Dels vil vi gerne dokumentere, hvad de her unge har brug for for at lykkes.”

§9-skoler

Folkeskoleloven giver mulighed for, at unge kan få undervisning, der er tilrettelagt på andre betingelser end dem, folkeskolen traditionelt tilbyder, hvis de har behov for det. Disse skoleforløb gør brug af §9 stk. 4, der giver mulighed for, at elever, der har behov, allerede fra 7. klasse kan få undervisning på en anden måde.

Stk. 4. Skolens leder kan med inddragelse af den ungeindsats, som kommunalbestyrelsen har etableret efter kapitel 1 d i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, tilbyde elever med særligt behov herfor undervisningsforløb i 8. og 9. klasse, hvor praktisk og teoretisk indhold kombineres i en undervisning, der kan finde sted på og uden for skolen. Forløbene kan kombineres med introduktion til ungdomsuddannelserne i 8. klasse og brobygning i 9. klasse, som kan have en varighed af op til 4 uger pr. år, inklusive den i § 7 a nævnte introduktion og brobygning, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år. Undervisningsforløbene kan være af kortere eller længere varighed. Hvis det vurderes at være til elevens bedste, kan fagrækken fraviges bortset fra undervisning i dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi. I disse fag skal der undervises i et omfang, så fagenes mål og kravene ved prøverne kan opfyldes. Deltagelse i undervisningsforløb efter denne bestemmelse kan kun finde sted efter aftale med eleven og forældrene, jf. § 54.

Folkeskolen er for presset til at hjælpe børn med særlige behov

Af

Da Lance Luscombe stoppede som skoleleder ved årsskiftet, efterlod han en skole med et underskud på mere end to millioner kroner. Det er prisen for samtidig at efterlade en skole, hvor alle børn fik det skoletilbud, de havde ret til.

Der er krisemøde på Bredagerskolen i Jelling. Der hersker så voldsomt kaos blandt børnene på første årgang, at ingen i indskolingen får noget ud af undervisningen, og derfor er alle forældre på første årgang kaldt ind. Skoleleder Lance Luscombe har nemlig truffet den beslutning, der skal løse problemet, og beskeden til forældrene er klar:

Vi tager fem børn ud af undervisningen og sætter dem i en mellemform i en periode.

Med sig selv ved han, at der ikke er råd til at gøre det, men han gør det alligevel.

”Den ene af drengene havde en PPV med +9 timer, men jeg satte jo en lærer og en pædagog af til fem børn fra 8-12 hver dag. Det er et sindssygt overforbrug, men vi kunne ikke løse det med gradvise indsatser. Det var akut,” siger Lance Luscombe.

Folkeskolen er for presset til at hjælpe børn med særlige behov

Foto: Michael Drost-Hansen

Det er situationer som den, der fik ham til at sige op på landsdækkende TV. Situationer hvor han skal vælge mellem enten at overholde budgettet eller give børnene det skoletilbud, de har lovkrav på. Lance Luscombe har altid valgt det sidste. Det er derfor, hans skole år efter år kører med dundrende underskud.

Problemet er nationalt

Ifølge Lance Luscombe står han ikke alene. Over hele landet sidder skoleledere med den udfordring, at der ikke er ressourcer nok i budgettet til at lykkes med inklusionsopgaven.

”Efter min opsigelse på TV har jeg talt med skoleledere fra hele landet, som fortæller, at de ikke udmønter den støtte, de skal ifølge loven, fordi de får et underskud, hvis de gør det,” siger han.

LÆS OGSÅ: Nyt studie: Inklusion virker ikke

Med inklusionsloven fra 2012 skulle børn med særlige behov så vidt muligt undervises i almenskolen med den nødvendige støtte og de nødvendige hjælpemidler. Derfor ville støttebehovet stige i almenskolen, og samtidig skulle færre visiteres til specialtilbud.

Men sådan gik det ikke.

”På min skole oplever jeg, at støtteopgaven er større i både almen og special, hvor der for 12 år siden var færre børn med støttebehov i almenskolen og færre børn i specialtilbud,” siger Lance Luscombe.

Inklusionsloven får for meget af skylden

Med Lance Luscombes kritik er det nærliggende at tro, at han melder sig i koret af kritikere, der peger på inklusionsloven som roden til folkeskolens massive problemer. Men så simpelt kan man ikke sige det, mener han.

”Der er ingen tvivl om, at der gik noget galt med inklusionsloven. Men hvis vilkårene ikke er til stede for at kunne lykkes med inklusionen, hvad er det så der er mislykkedes?” spørger han retorisk og peger i næste åndedrag på, at der er flere grunde til folkeskolens problemer.

”De udfordringer, vi står over for, er lige så meget et samfundsanliggende, som handler om, hvad det er for et liv, vi allesammen indretter for vores børn,” siger han og henviser til, at mistrivslen blandt børn stiger voldsomt i de her år.

Det handler ikke alene om, at inklusionen af børn med særlige behov i almenskolen er slået fejl.

LÆS OGSÅ: Skolevægring: På en god uge går Magnus i skole i 45 minutter

For mange børn er overladt til sig selv

Et barn fortæller Lance Luscombe, at hendes største ønske er at gå en tur med sin mor. Et andet barn fortæller, at når lillebror vågner om morgenen, så får han stukket iPad’en i hånden som det første.

Det er historier som dem, der får Lance Luscombe til at sige, at problemerne er et større samfundsanliggende.

”Min oplevelse er at rigtig mange børn er overladt til sig selv. Børn har brug for rollemodeller. De har brug for at være sammen med deres forældre derhjemme og ikke bare sidde hver for sig med en computer eller hvad det er,” siger han.

For ham at se har de mange timer foran skærmen konkrete konsekvenser, når en årgang starter i børnehaveklasse. Børnene er nemlig generelt dårligere rustet end tidligere til at indgå i fællesskaber.

”Jeg oplever, at vi får børn, der starter i skole, som faktisk har svært ved at aflæse andre børns følelser. Helt basale følelser. Fordi de ikke har været nok i det felt, hvor de er fysisk sammen med andre børn, og hvor man lærer at læse andre,” siger han.

Forældre er usikre på skærmtid

I vores nordiske nabolande er et barn, der bliver overladt til sig selv med en iPad i mange timer om dagen, et sjældnere syn. I hvert fald hvis svenske og norske forældre følger de officielle myndigheders anbefalinger for daglig skærmtid. Her lyder den klare tale nemlig på 0 timers skærm om dagen for børn op til 2 år og 1 time for børn fra 3-5 år.

”Vi bliver nødt til at lave noget lignende i Danmark,” siger Lance Luscombe.

Lige nu har Sundhedsstyrelsen ikke nogen tidsbegrænsninger på små børns brug af skærm, og det skyldes, at der ikke er evidens for, hvad virkningen af skærmforbrug er. Men det er ikke godt nok ifølge Lance Luscombe.

”Jeg oplever i hvert fald forældre, der er meget usikre på de her ting og har brug for nogle klare guidelines,” siger han.

Men ligesom inklusionsloven får skyld for for meget, så kan man heller ikke skubbe al skylden for problemerne med inklusion over på hverken forældre eller skærmtid.

Folkeskolen skal moderniseres

Hvis man kigger på et billede af indretningen i en folkeskoleklasse i 1980’erne, så ligner den til forveksling nutidens. Tavlen er skiftet ud med et smartboard, men stole og borde står på samme måde, og undervisningen ligner. Derfor er det måske kun et skarpt øje hos en garvet skoleleder, der ser detaljen, som gør hele forskellen: frikvartererne.

”Dengang fik børn brugt sin krop. De spillede fodbold og kravlede op i kirkespiret i frikvartererne. Så dengang gav det mening at sidde ved et bord i timerne. Børn bruger ikke sin krop på samme måde i dag. Derfor er det faktisk vigtigt, at vi laver en undervisning, hvor børnene får brugt kroppen,” siger han og fortsætter:

”Der er ingen enkle løsninger, men vi bliver nødt til at tænke anderledes. For det vi gør nu, det er at vi kører videre som skolen altid har set ud, og det virker ikke.”

Det store behov for hjælp presser børn med særlige behov

Når vi hører, at støttebehovet i dag er større i både almenskolen og på specialområdet, så tænker de fleste, at det drejer sig om børn med særlige behov. Men det er en misforståelse ifølge Lance Luscombe.

”Der er flere børn, der har brug for noget specielt i skolen i dag, og folk tror altid, at det handler om dem, der har brug for rigtig mange støttetimer. Men det er faktisk også alle mulige andre børn, som man ikke umiddelbart tænker har brug for noget.”

Børn med særlige behov kan ikke fungere, hvis de ikke får en ordentlig hjælp af en vis kvalitet. Derfor går det især ud over dem, når de samme hænder skal nå rundt om flere børn med mere mangfoldige typer af behov.

”Det handler om, at der er kommet mere fokus på det enkelte barn. At hvis et barn har det dårligt, så skal vi gøre noget. Og det gælder både børn med særlige behov og børn med præstationsangst og alt muligt andet, som er meget individuelt.”

Det øgede fokus på hvert enkelt barn er umiddelbart en god ting. Men hvis handling bliver lig med at skærme børn for svære følelser, så får det også utilsigtede konsekvenser, som gør, at børn får svært ved at lære at indgå i sunde fællesskaber.

Det har Lance Luscombe et eksempel på.

Individualisering svækker børnefællesskaber

20 forventningsfulde børn sidder i en bus. De er på vej i Legoland på en almindelig skoledag, fordi de i det forgangne skoleår har engageret sig i Bredagerskolens legepatrulje. Turen er deres belønning.

Imens skal deres 15 klassekammerater blive hjemme og modtage undervisning. De har ikke deltaget i legepatruljen og skal derfor ikke med i Legoland. Sådan er det hvert år.

Men ikke i år.

”Et par uger før turen bliver klasselæreren ringet op af en mor, som fortæller, at hendes datter er ked af, at hun ikke skal i Legoland,” siger Lance Luscombe.

Da skolen afslår at belønne 15 elever for et arbejde, de ikke har været med til at gøre, tager moren selv affære.

”Det ender med, at de 15 forældre tager deres børn fri og selv tager i Legoland med dem,” siger Lance Luscombe.

Historien er et eksempel på, at et øget fokus på det enkelte barn kan tage overhånd og få konsekvenser for skolens muligheder for at skabe stærke børnefællesskaber. Børn skal nemlig have lov at blive kede af ikke altid at være med, men det kræver en indsats fra forældrene at lære dem det.

”Vi ser en lille gruppe forældre, som kommer til at fylde meget på skolen, som af bedste vilje har svært ved for eksempel at stå uden for barnet og sige: jeg kan godt forstå, du bliver ked af det, men du skal altså ikke i Legoland.”

Episoder som den tager fokus fra den vigtige opgave: nemlig at ingen børn have det dårligt i hverdagen.

Mellemformen førte de fem børn tilbage i almen

Tilbage på Bredagerskolens første årgang er fire ud af fem forældrepar enige i beslutningen om at tage deres børn ud af undervisningen og sætte dem i en mellemform i en periode.

”De fire forældrepar havde haft det sådan siden børnehaven, at der skulle gøres noget ved det her,” siger Lance Luscombe.

Siden er 1. årgang blevet til 2. årgang, og tre ud af de fem elever, der blev taget ud til mellemform, er tilbage i almenklassen. De to resterende er stadig i en mellemform, hvor de har halvdelen af deres timer i et hjørnerum til klasselokalet, og resten af tiden er de med inde i klassen.

”Det har været en teamindsats, som har krævet sindssygt dygtige medarbejdere og en dedikeret ledelse, der går ind i arbejdet med enormt skarpe handleplaner, som hele teamet kender.”

Mellemformer risikerer at blive en spareøvelse på specialområdet

Mange taler om mellemformer som det, der skal løse inklusionsudfordringen i almendelen, og flere kommuner har lavet strategier for, hvordan de vil arbejde med det. Men flere steder fungerer det ikke, fordi der ikke følger nok penge med ifølge Lance Luscombe.

”Mellemformer kan være gode nok. Men hvis en elev kun har to timer om ugen i almen uden progression, så bliver mellemformer bare en spareøvelse på specialområdet. Barnet skal have noget ud af det og have en reel chance for at komme tilbage,” siger han.

”Hvis man bare overlader mellemformerne til en lærer og en pædagog, så kommer man ikke til at lykkes. Det kræver en teamindsats.”

Desværre er det ofte det, der sker, fordi det er, når skolerne skal implementere mellemformer, at de fattes ressourcer, mener han.

”Vi har forældre, der har flyttet deres børn over til os, fordi de havde hørt, vi gjorde det godt, og jeg synes, at her på skolen kan jeg stå inde for det, vi laver. Men vi har jo så også et kanon underskud på grund af det.”

Det har ikke været muligt for Ligeværd at komme i kontakt med de omtalte forældrepar i historien.

Februar 2023