Skole

Det bedste er sammenholdet

Af

”Jeg havde ingen venner.” Sådan fortæller den 16- årige dreng, der sidder overfor mig, om sin tid i folkeskolen. Han hedder Sebastian og er efterskoleelev på Rødding Fri- Fag og Efterskole, hvor han har gået siden august. Han har sagt ja til at snakke lidt med mig om ensomhed og fællesskaber.

”Ha ha du kan ikke stave”

Sebastian gik i folkeskole til og med 7. klasse. Derefter gik han et år på en idrætsefterskole og nu går han så på Rødding Fri Fag- og Efterskole sammen med 32 andre efterskoleelever og 33 fagskoleelever. Sebastian er ordblind – noget, han oplevede, at lærerne i folkeskolen ikke tog hensyn til. Han fortæller, at han skulle arbejde på samme måde som de andre i klassen, og det hele handlede om at blive klar til at tage 9. klasse eksamen. Det havde store konsekvenser for Sebastians lyst til at tage af sted om morgenen og hans forhold til det at gå i skole.

”Det var modbydeligt, hvis jeg må sige det sådan. Jeg havde ikke lyst til at tage i skole. Der var flere gange, hvor jeg sagde til mine forældre, at jeg var syg, fordi jeg ikke gad derhen. Jeg fik lov til at blive hjemme, men så opdagede mine forældre det til sidst. Så fik vi en snak om, hvorfor jeg ikke ville i skole. Jeg fortalte dem, at det ikke var rart at være der, fordi de andre drillede mig, når jeg ikke kunne stave til ordene.”

Om tiden fortæller Sebastian også, at han ingen venner havde. Der var tre, som han beskriver som nogen, han ”snakkede rigtig godt med” – han retter dog hurtigt sig selv, ”eller egentlig bare snakkede lidt med”.

Sebastian var ikke i tvivl om, at han ikke var en del af fællesskabet i folkeskolen: ”Sidste sommer fandt jeg ud af, at de havde holdt en fest for dem, der stoppede på folkeskolen for at tage på efterskole. Jeg var den eneste, der ikke var inviteret, så det var tydeligt, at jeg ikke var en del af det. Det gjorde rigtig ondt, da jeg fandt ud af det.”

 

Den første bedste ven

Sebastians forældre, skolen og kommunen kom frem til, at det ville være det bedste for Sebastian at komme på efterskole. Han kom derfor på Ulbølle Idrætsefterskole – den eneste idrætsefterskole for unge med særlige behov i Danmark. Her fik han sin første bedste ven, som stadigvæk er hans bedste ven. Sebastian fortæller med smil i øjnene, at hun bor i Vejle, og at han lige har været til hendes fødselsdag.

 

Det bedste er sammenholdet

Om den første tid på Rødding Fri Fag og Efterskole fortæller Sebastian, at han følte sig alene, fordi han ikke kendte nogen, men det ændrede sig hurtigt. Helt i tråd med, hvad lærerne Mette og Ann Mia fortæller i artiklen “Ud af ensomhedens skal” om at give de unge en fællesskabsfølelse, føler Sebastian, at han er blevet en del af et fællesskab.

”Der er mange andre, der har det ligesom en selv, og så er det nemmere at få venner. Jeg føler, at skolen her accepterer mig som jeg er. Og lærerne hjælper også en med at få venner. Hvis jeg er ked af det, kan lærerne se det, og så hjælper de en. Sammenholdet er det bedste ved at gå her. Jeg kan sige alt til mine venner her.”

Selvom han har fået venner og føler sig som en del af et fællesskab, rammer følelsen af at være alene stadig Sebastian, men han har fået en anden forståelse af følelsen, og ved hvad han skal være opmærksom på.

”Hvis jeg er ked af det, så føler jeg, at der ikke er nogen, der vil hjælpe mig, selvom de gerne vil hjælpe mig her på skolen, men sådan føler jeg, fordi jeg lærte i min folkeskole, at der ikke var nogen, der ville hjælpe mig. Så trækker jeg mig væk. Sidder på mit værelse og ser film og så går der tyve minutter, så er jeg klar igen. Vi har skrevet ned i starten af skoleåret, hvad der skal blive bedre i løbet af året. En af mine ting er, at jeg skal blive bedre til at gå til andre, når jeg er ked af det.”

 

Fra mobber til mobbeoffer

Under en kort pause i vores snak, lyder det fra Sebastian. ”Jeg har faktisk selv været med til at mobbe i min folkeskole.”

Han fortæller videre: ”Vi var en gruppe drenge, der drillede de små, men så så jeg, at de blev kede af det, og så holdt jeg op med at mobbe. Så begyndte jeg selv med at blive mobbet, fordi jeg ikke ville mobbe de andre mere. Jeg lod det bare være, fordi jeg vidste, at de nok skulle stoppe, hvis de ikke fik en reaktion. Jeg gider ikke, at folk skal blive kede af det. For er par år siden, kom jeg til at tænke på, hvad der kunne være sket med dem, hvis jeg ikke var stoppet med at moppe dem. Der er faktisk folk, der begår selvmord, fordi de bliver mobbet.”

Sebastian kigger på mig, da han har fortalt færdigt. Empati og eftertænksomhed lyser ud af ham. Han kommer med et par råd til dem, der bliver mobbet og dem, der mobber:

”Hvis du bliver mobbet, så gå til de voksne. De kan meget mere. Lærer, forældre, moster eller onkel – det er lige meget – bare gå til en voksen. Og til dem, der mobber: ’Tag jer ammen og stop med det.’”

Jeg spørger, om der er nogen, der mobber hinanden på Rødding. Og der kommer et rungende NEJ fra Sebastian kombineret med et stort smil og et udtryk, der bekræfter, at sådan noget har ikke hjemme på efterskolen. Drilleri derimod, er en anden sag:

”Vi driller hinanden meget for sjov. Vi laver sjov med hinanden og leger vi mobber, men det er kun for sjov.”

Januar 2020 

Nogen må trykke på stopknappen

Af

En folkeskole i kaos

”Vi har en folkeskole i kaos. Jeg ved godt, at det er hårde ord, men jeg mener det. Vi har en udvikling, hvor vi i folkeskolen næsten producerer børn med diagnoser og med følgebelastninger som angst, depression og selvmordstanker. Det er helt galt. Vi må stoppe det. Nogen må trykke på stopknappen” sådan lyder den klare udmelding fra Marlene Qvist Simoni. Hun er formand for BHOV i Aalborg. En gruppe af forældre til børn med særlige behov, der sjældent mødes, men har tæt kontakt med hinanden over Facebook. En gruppe som Marlene selv startede for et par år siden. Med to børn på 12 og 16 år med ADHD har hun et særligt blik på folkeskolen. Den ældste, Nanna, er på efterskole og den yngste, Andreas, går i et specialtilbud.

Jeg møder Marlene i hendes og børnenes hjem i Vadum uden for Nørresundby. Jeg er blevet interesseret i det arbejde, hun og andre forældre til børn med særlige behov laver i Aalborg. I løbet af det seneste års tid har jeg lært Marlene og BHOV bedre og bedre at kende. Og i dag er jeg taget på besøg, for at få lidt mere at vide om en forening uden kontingent, hvor medlemmerne mest mødes på Facebook.

Inden vi går i gang med vores snak, forbereder Marlene mig på, at vi nok bliver afbrudt. ”Andreas kommer hjem inden så længe. Han har godt nok kørselsordning, men da jeg er skilt fra hans far, bliver han sat af hos ham. Chaufføren må nemlig ikke have to steder at sætte af”, forklarer Marlene. ”Så jeg bliver nok nødt til at køre ned for at hente ham. Jeg håber, at det er i orden med et lille afbræk”. Det er det naturligvis, og jeg tænker, at det er jo sådan dagligdagen ser ud, når man har børn med særlige behov. Man må forsøge at få det til at hænge sammen, når hjælpen udefra ikke altid er optimal.

Et liv med ADHD

Gennem de måneder, jeg har fulgt BHOV på Facebook, har jeg fået et billede af en meget aktiv forening, hvor Marlene sikrer, at der er flere opslag om dagen på foreningens facebookside. Et billede af en forening og især en formand med særlige ressourcer.

”Måske er det fordi jeg selv har ADHD”, svarer Marlene med et lidt skævt smil, da jeg spørger til, hvor hun har energien fra til børn, arbejde og til at stable en helt ny forældreforening på benene. ”Jeg blev udredt for et par år siden, da mine børn fik deres diagnoser. Jeg kunne se nogle træk hos mig selv og min barndom, noget jeg havde bøvlet med selv, som fik mig til at tænke, at jeg selv havde ADHD. Jeg havde svært ved at sidde stille, og svært ved nogle af fagene i skolen. Jeg var også en slags kontrolfreak. Jeg forsøgte åbenbart at lave en struktur inden i mig selv. Jeg forsøgte at strukturere det kaos, jeg gik rundt med. Jeg evnede at lave nogle mentale strategier til at ordne det kaos, jeg havde inden i som barn. Men det kostede rigtig meget for mig dengang. Jeg følte mig altid anderledes, og jeg husker, at jeg var meget sensitiv og ofte ret ked af det. Men det var der jo ingen, der lagde noget i dengang”, fortæller Marlene. ”Man vidste jo ikke noget om det dengang. I dag forsøger jeg at gøre det til min styrke. Jeg tror, at det er mit kontrolbehov, der i dag hjælper mig til at skabe indsigt i de kommunale systemer. Nogle af medarbejderne i kommunen siger, at jeg ved mere om systemet, end de gør. Noget af det kommer nok også gennem mit arbejde i Ungerådgivningen, men når der er noget, jeg kaster mig over, så har jeg en evne til at grave mig ned i det. Det tror jeg også er en side af min ADHD”

Skolesystemet lægger et meget hårdt pres

Telefonen ringer. Og som Marlene har forberedt mig på, er det hendes søn, Andreas, der ringer. Han blev ikke kørt hjem, men er blevet sat af, nede i byen. Og nu har han brug for, at mor henter ham. Kort efter hun er kørt, er hun tilbage igen. Nu med Andreas. I anledningen af den forstyrrelse mit besøg udgør, får han lidt sodavand og kage med ind til computeren. Og jeg fornemmer, at det er lidt ud over den daglige rutine, at han får lov til at sidder og spille på værelset, mens vi snakker.

Jeg spørger, om hun tror, det er sværere at være barn med særlige behov i dag, end da hun var barn.

”Vi har viden om diagnoser og dermed muligheder for at skabe gode forløb for børnene i dag, hvis vi vil. Mine børn og jeg ligner hinanden på mange måder, men Andreas er nok den, der ligner mig mest. Jeg kan se, at de har nogle af de sammen vanskeligheder, som jeg havde som barn. Svært ved de samme fag. De har også et kæmpe behov for at styre deres indre uro. De er bare mere udfordrede, end jeg var. Vores system i dag udgør en meget større udfordring. Hvis jeg var vokset op i det skolesystem, vi har i dag, så havde jeg haft det meget værre. De bliver ramt på nogle andre ting i dag. Jeg synes, der er et større fokus på dem, der skiller sig ud. Det er bagsiden af diagnosesystemet. Man bliver gjort anderledes. Der er selvfølgelig mange gode ting i det med diagnoserne, men det er også svært at være speciel.

Ud over deres egne udfordringer, bliver de så også ramt af det kaos, der er i folkeskolen” Marlene holder en lille pause, så vi begge smilende kan høre Andreas råbe inde på værelset til sine medspillere over internettet.

”Det er som om, børnenes udfordringer bliver tydeligere i dag. Mine lærere vidste godt, at jeg var udfordret. I dag bliver det anderledes. Det hele går så stærk. Der er så mange krav. I dag er der test, og ungerne skal hele tiden måles. De oplever, at de bliver banket i hovedet med dem. Det lægger et kæmpe pres på vores børn. De falder meget hurtigere igennem, og der er næsten ingen tid til at samle dem op og få dem med i fællesskabet”, Marlene har talt sig varm.

”Især for pigerne er der et pres, der handler om at skulle være med. De sociale medier og mange andre steder er der noget, de skal leve op til. Du skal hele tiden være med. Alt bliver tydeligere i dag. Det gør de børn, der har udfordringer også. De falder mere igennem. Vores system gør det endnu sværere for dem at fungere og være en del af fællesskabet. Andreas er heldigvis inde i en god udvikling for tiden. Og det viser, hvor vigtigt det er at få det rigtige tilbud. Et sted, hvor børnene bliver set og hørt. Men det nåede at blive fem års skolegang, der blev smadret, fordi han fik det specialiserede tilbud så sent. Det er forfærdeligt som mor at se, hvordan det kan knække en dreng fuldstændigt at være i det forkerte tilbud. Et tilbud der fuldstændig har ødelagt hans selvtillid”.

”Nanna, min datter, er på efterskole nu. Men hun kan slet ikke forestille sig, at hun vil kunne noget. Alt hvad der hedder skole, det står hun af overfor. Hun kan slet ikke se sig selv i en ungdomsuddannelse. Det er uhyggeligt, for fagligt og kognitivt kan hun godt. Men hun tror ikke længere på sig selv. Hun har fået så mange nederlag gennem hendes folkeskoletid. Og det sidder så dybt, at jeg kan være i tvivl om, om man kan rette op på det. Jeg har to børn, men der er mange andre, som også bliver ødelagt gennem et folkeskoleforløb, der ikke kan rumme dem”, siger Marlene.

Den værste frygt

”Min frygt for mine og de andre børn i grundskolen er nok de år der kommer. Jo tættere på ungdomsuddannelserne, vi kommer, jo mere frygter jeg for, hvordan det skal gå dem der. De her børn har allerede en masse udfordringer og følgebelastninger i form af angst, spiseforstyrrelser og depression. De kan nå at knække meget mere gennem vores uddannelsessystem. Ungdomsårene er nok det, jeg frygter mest for mine børn og for andre børn i samme situation. Hvis de bliver mere nedbrudt, så kan de ikke bruge de styrker, de har, når de bliver voksne.

Generelt frygter jeg, at det her, det fortsætter. Vi udvikler flere og flere børn med udfordringer. Der er flere og flere børn, der ikke kan gå i skole. Flere og flere børn med angst. Flere familier der går ned med stress eller bliver skilt. Flere børn med selvmordstanker. Jeg ser så mange familier, der er så ramt. For det er ikke kun børnene med diagnoser, der er også søskende, som får det skidt.

Jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på, at det her får lov at fortsætte. Vi er på vej i en udvikling, der er så skrækkelig. Man tænker: Hvem er det, der beslutter den her vej. Og hvem er det, der hjælper de her familier og børn. Hvis ikke snart der er nogen, der siger stop. Trykker på den der stopknap, så kan jeg virkelig frygte, hvad der sker”, siger Marlene med bekymret kritisk stemme.

Vores samtale er ved at være slut, og mens vi sidder ved spisebordet, tænker jeg, at det er så her foreningen BHOV holder til. Det er herfra den drives, og det går op for mig, at det faktisk også er her generalforsamling og mange bestyrelsesmøder holdes. Uden at der er andre fysisk tilstede end Marlene.

”Vi er jo allesammen familier, der er sat voldsomt under pres. Og det er svært for mange af os at komme til orde og råbe politikerne op. De forældre, der er i BHOV, har ikke tid til at gå til møder. Der er altid nok at se til i familien. Der er måske heller ikke så mange penge, fordi det ofte er nødvendigt, at den ene i familie går hjemme eller på nedsat tid. Vi startede vores arbejde som en Facebookgruppe. Det er vi fortsat med, også efter vi blev til en forening. Der er ingen kontingent, og vi holder vores møder på Facebook. På den måde kan alle være med. Vi hjælper og støtter hinanden meget. Skriver med hinanden over Facebook eller Messenger. Og når det brænder på et eller andet sted, er der altid nogen, der tager sig tid til at køre forbi til en snak eller med en kage eller en gang pizza. Jeg tror vores organiseringsform er grunden til, at vi så hurtigt har fået så mange medlemmer. Vi er i hvert fald så mange, at vi har fået skabt opmærksomhed omkring Aalborg kommunes planer for inklusionsarbejdet. Den visitationsmodel, som startede det hele, fik vi skudt til hjørne for to år siden. Det var en stor sejr. Men vi ved godt, at det ikke er gjort med det. Der kommer noget igen. Men vi er klar!” siger Marlene med et fast blik, som vidner om, at evnen til at holde fokus og energien til at kæmpe for sine egne og andres sårbare børn er der i dag som for to år siden, da det hele startede i Aalborg.

Januar 2019

”Ordentlig pædagogik skal beskyttes” – GUTA klar til næste fase.

Af

Næsten 5års arbejde fandt sin foreløbige afslutning med en konference på Christiansborg.

Leo Komischke-Konnerup forsvarede sin Ph.d. afhandling i almen pædagogik i sommer. Pointerne herfra gentog han på Ligeværds konference i Fællessalen d. 6. december.

Leo Komischke-Konnerup mener, at ordentlig pædagogisk praksis er under voldsomt pres. Hvis pædagogikken skal kunne leve på egne forudsætninger og præmisser og ikke blot underlægges andre logikker og styringsmodeller, så skal den forsvares. Vi har bedt Leo om at gentage noget af det, han talte om på konferencen og udfolde, hvad han mener med at god pædagogisk praksis skal beskyttes. Disse perspektiver danner afsæt for en ny fase af God Uddannelse Til Alle: Pædagogisk udvikling som dialog mellem forskning og praksis.

”Ordentlig pædagogik skal beskyttes”.

Sådan lyder udmeldingen fra Leo Komischke-Konnerup, Ph.d. og chefkonsulent ved UC Syd. ”En pædagogisk ordentlig pædagogisk praksis er altid helt grundlæggende orienteret og begrundet af en forestilling om mennesket som et lærende og dannelsesåbent væsen, der livet igennem har mulighed for bestemme eller definere sig selv gennem medvirken i et fælles og praktisk liv. I et samfund med frihed og folkestyre er vi måske nok individer men aldrig alene, vi skylder altid hinanden noget, fordi vi har et fælles ansvar for et ordentligt og menneskeligt liv for alle.” Efter Leo Komischke-Konnerups opfattelse er pædagogikken under pres. ”Rigtig meget af den pædagogiske teori på skole- og uddannelsesområdet er slet ikke pædagogisk. Den tager ikke udgangspunkt i et egentligt begreb om pædagogik – men henter sine forestillinger og forståelser fra psykologiens, samfundsvidenskabens eller økonomiens verden. Samtidig bliver samfundets skole- og uddannelsessystem stadig mindre optaget af, hvordan man kan uddanne alle menneskelige evner og interesser. Vi er i stedet blevet alt for optaget af at ville udvikle netop de kompetencer hos de unge, som vi mener at have brug for og derfor handler skole- og uddannelse i dag ofte mest om at tilpasse og styre unge menneskers lærings- og dannelsesprocesser i helt bestemte retninger frem for at spørge om, hvad de unge selv er interesseret i, og hvad de selv finder rigtigt eller forkert. På den måde er skole- og uddannelsespraksis i stigende grad blevet gjort til styringsinstrument for politisk-økonomiske interesser, mens den pædagogiske mening i skole og uddannelse forsvinder. Og når skole og uddannelse bliver pædagogisk meningsløs, har det ofte store menneskelige omkostninger for de børn og unge som har brug for god uddannelse. Ikke mindst når vi taler om de unge, der har særlige behov.”

Pædagogik, psykologi, medicin og samfundsvidenskab

”Jeg vil ikke forklejne hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens store betydning – også for disse unge. Jeg mener dog godt, at man kan sige, at vi inden for disse videnskaber risikerer at løbe ind i ret ensidige forståelser af disse unge. Det som kendetegner disse videnskaber er, at de ofte forstår og behandler de unge som ofre for forskellige former for fejl eller mangler. Inden for psykologien og medicinen forstås disse unge således typisk som ofre for deres individuelle-biologiske-fysiske-neurologiske fejl eller mangler og har derfor først og fremmest behov for, at der udvikles og tilbydes de helt rette former for medicinsk eller anden indsigt eller behandling. I samfundsvidenskabens perspektiv forstås de unge som ofre for nogle alvorlige samfundsmæssige, strukturelt betingede uretfærdigheder, altså som ofre for en fejlagtig, mangelfuld eller uretfærdig udformning af fx vores arbejdsmarked, af forholdet mellem kommunekassen og statskassen eller af det ordinære skole- og uddannelsessystem. Og ud fra denne forståelse har de unge primært behov for og må vente på, at nogen får den tanke, at samfundets forskellige fællesskaber og deres institutioner måske kunne udformes og indrettes mere fornuftigt eller retfærdigt så også disse unge kan tage del i samfundet som ligeværdige og værdifulde medlemmer af samfundet”, mener Leo Komischke-Konnerup

”Ingen af disse perspektiver er som sådan forkerte eller ligegyldige i forhold til disse unge og deres muligheder for at gå i skole og uddanne sig. Hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens erkendelser og indsigter kan undværes, når det drejer sig om at udvikle god uddannelse til disse unge – eller til alle andre unge for den sags skyld. Men når det drejer sig om, hvordan en ordentlig skole- og uddannelsespraksis skal udformes, kan hverken psykologiske, medicinske eller samfundsvidenskabelige perspektiver give os bud på, hvordan det gøres pædagogisk meningsfuldt, eller hvordan vi kan handle pædagogisk ordentligt og ansvarligt i den helt konkrete undervisningspraksis. Så min pointe er, at når vi diskuterer hvordan skole- og uddannelsespraksis skal udformes så alle får mulighed for en ordentlig uddannelse – ja så behøver vi altså også et egentligt pædagogisk-videnskabeligt perspektiv på sagen – og det mangler for tiden,” siger Leo Komischke-Konnerup kritisk.

Unge med særlige behov er først og fremmest unge mennesker.

Men hvordan forstås og beskrives disse unge så, når man altså anlægger et egentligt pædagogisk perspektiv? spørger han.

”For det første får vi øje på, at disse unge – som alle andre børn og unge – har behov for en ordentlig og ansvarlig pædagogisk omsorg i form af undervisning, opdragelse og vejledning. De har som alle andre opvoksende behov for god uddannelse, for at lære hvad det egentlig vil sige at leve og handle som menneske i et fælles og praktisk menneskeligt liv. I pædagogikkens perspektiv får man altså først og fremmest øje på, at disse unge med særlige behov først og fremmest er unge mennesker med det samme pædagogiske behov som alle andre unge mennesker – og først dernæst får man øje på disse unge som særlige eller usædvanlige, som udviklingshæmmede, som autister – eller hvordan vi nu i øvrigt gennem tiden har kategoriseret eller diagnosticeret disse unge. Lige som alle andre unge, har de behov for en pædagogisk ansvarlig og ordentlig uddannelse for at kunne medvirke og på den måde blive til som mennesker og borgere livet igennem. Altså behov for at lære og danne sig gennem deres uddannelse – lige som alle andre unge i et moderne samfund, et samfund med frihed og folkestyre. Behovet for at lære og danne sig som menneske er et særligt menneskeligt behov, som helt grundlæggende kendetegner det at være menneske. Almenpædagogisk set er sagen ikke spor anderledes for disse unge end for andre. I det perspektiv bliver det også tydeligt, at unge med særlige behov er i stand til at lære som alle andre. Evnen til at lære er noget, der hører med til ethvert menneskes natur og derfor noget der virker på samme måde som hjertet eller leveren – af sig selv – også helt uden læreres og pædagogers opfordringer til at lære. Man kan i virkeligheden slet ikke forhindre mennesker i at lære – de er lærende væsner og lærer derfor hele tiden. Nogle gange lærer de også det, vi ikke synes, de skal lære”.

Et pædagogisk fremkaldt handicap: at lære – at man ikke kan lære..

”I skolen bliver man klogere, antager vi almindeligvis. Men pædagogisk set kan man altså også blive dummere af at gå i skole og få et forvrænget og invaliderende syn på verden, på de andre og på sig selv. Det er rent faktisk muligt hver dag at lære at man netop ikke kan lære i skolen og at man derfor heller ikke hører til i skolens og undervisningens fællesskab. Sådan er det gået for rigtig mange af de unge som i dag er elever på Ligeværds skoler og uddannelsessteder. Problemet for dem er ikke, at de ikke har lært noget i skolen – problemet er i stedet, hvad de rent faktisk har lært i skolen: nemlig at de ikke kan lære og at de ikke hører til her. Ud fra hvad mange af disse elever og deres lærere har fortalt mig gennem årene, så har rigtig mange af disse elever oplevet en undervisning og et samvær i skolen, der ikke i tilstrækkelig grad har haft forståelse for disse unges læringsforudsætninger og derfor er skolens undervisning og samvær blevet meningsløs for disse elever. De har oplevet en undervisning og samvær, hvor de tydeligvis ikke reelt har haft mulighed for selv at medvirke og på den måde udnytte skolens tilbud om at blive klogere på verden, på sig selv og på de andre. Men lært, det har de altså alligevel. De har bare ikke lært det, vi håbede på. De har i stedet pådraget sig, hvad man kunne kalde et pædagogisk fremkaldt handicap: en forståelse af dem selv som nogen der ikke hører hjemme i skole- og uddannelsespraksis. De har mistet tilliden til eller forståelsen af dem selv som lærende og dannelsesåbne personer, der hører til blandt alle de andre unge i skole- og uddannelsessystemet. Og det må siges at være et voldsomt alvorligt handicap at have pådraget sig i et så stærkt uddannelsesorienteret samfund som vores: Her kommer man nemlig slet ikke ind uden uddannelse!

God uddannelse

”Det jeg har mødt på Ligeværds skoler og uddannelsessteder er en pædagogisk praksis, der forsøger at give de unge mulighed for igen at tro på, at skolens undervisning og samvær også er for dem. Det er ikke sikkert det lykkes i alle tilfælde, men en ordentlig pædagogisk praksis vil altid forsøge på at skabe pædagogisk mening i undervisning og samvær. Det er dette forsøg på at skabe pædagogik mening, der kendetegner god uddannelse – ikke om det altid lykkes.

God uddannelse er en pædagogisk værdibaseret og eksperimenterende praksis, hvilket betyder at den ikke følger en på forhånd metodisk tilgang. I stedet hviler den altså på nogle pædagogiske værdier, eller måske rettere på en pædagogisk-etisk grundtanke, som gentager sig i alt, hvad man foretager sig pædagogisk og på anden vis. Denne pædagogisk-etiske grundtanke kommer især til syne i forståelsen af eleven som et menneske der – på trods af alle mulige vanskeligheder – rent faktisk kan lære og danne sig – men altså også som et menneske der i høj grad har behov for en tilpasset pædagogisk hjælp til at lære og danne sig til et frit og selvbestemmende menneske og ansvarlig borger.

At arbejde pædagogisk på denne måde kræver, at læreren holder ud, ikke giver op, ikke nedskriver sine forventninger til eleven, men føler sig forpligtet til at forsøge igen og igen, eksperimentere og gøre forsøg med sin pædagogik, søge nye måder at opfordre eleven til at opdage og aktivere sin egen lærings- og dannelsesmulighed i mødet med de forskellige vanskeligheder som læseplanens krav stiller hende overfor at skulle håndtere.

At skabe en sådan skole- og uddannelsespraksis hvor man lærer gennem erfaringer og eksperiment kommer man altså ikke sovende til, det er en vanskelig og krævende pædagogisk vej at gå for alle involverede – både for elever og lærere.

Den pædagogiske praksis, man finder på Ligeværds skoler og uddannelsessteder, henvender sig til den unge og den unges interesser, og opfordrer hende til aktivt at medvirke og involvere sig i de pædagogisk arrangerede fællesskaber, som skoler og uddannelsessteder tilbyder i deres skole- og uddannelsesforløb. Derfor er undervisningen ofte ikke ordnet i de traditionelle skolefag – men for det meste i interessebaserede værksteder, hvor man forsøger at imødekomme elevernes interesse for dyrepasning, motorer og metal, bygge- og anlægsaktiviteter, kunsthåndværk, musik, naturen, kunst, madlavning, idræt osv..”

Beskyttelse gennem udviklende dialog

”God uddannelse giver ikke sig selv. Selv om den er nok så god og ordentlig, er der ingen sikkerhed for, at den vil klare sig. God uddannelse har derfor behov for beskyttelse. Den bedste beskyttelse af en ordentlig pædagogisk praksis sker ved hele tiden at insistere på både at praktisere, undersøge og udvikle pædagogisk praksis for alle unge. Hvad der er godt og ordentligt ved pædagogisk praksis må løbende undersøges og beskrives, diskuteres og udfordres, udvikles og forbedres – i fællesskab og for fællesskabet.”, slutter Leo Komischke-Konnerup.

December 2018

Ensomhed, skolevægring og det der er langt værre…… selvmordstanker blandt børn

Af

Der er normalt højt til himlen, når man kommer til Nordjylland. Men da jeg denne efterårsdag krydser under fjorden og dukker op på Vendsyssel siden, hænger skyerne gråt i ankelhøjde. Da jeg kommer frem til min aftale i Vadum, falder regnen stille men tæt. Jeg tænker, at vejrguderne har sat den rette dystre ramme for min snak om børns skolevægring og selvmordstanker med Marlene Qvist Simoni, der er formand for forældregruppen BHOV i Aalborg. Et meget vigtigt emne, som ofte er svært at tale om. Men det har de gjort i Aalborg, og det vil jeg gerne høre mere om.

Meget tyder på, at børn og unge får det dårligere og dårligere. Stress, bekymringer og angst rammer mange børn i folkeskolen, og børn og unge med særlige behov er i særlig grad udsatte for den slags alvorlige følgebelastninger. Det har Marlene og forældrene undersøgt nærmere. Det er jeg taget op for at kigge nærmere på, da det er en dagsorden, vi også i Ligeværd har arbejdet med.

Så egentlig bliver jeg nødt til at starte med en advarsel til dig som læser. Denne artikel rummer nogle meget ubehagelige udsagn fra forældre. Udsagn om noget af det allersværeste, der rammer familier med børn, der har særlige behov. Udsagn om oplevelser, som familierne ofte går med alene, og som vi ikke ret gerne taler om. Det er barsk læsning.

Skolevægring.

I foråret satte nogle medier fokus på volden i skolen. Altså den, der rammer lærerne. I den forbindelse var vi i Ligeværd ude at minde om, at det aldrig er børnenes skyld, selv når de bliver aggressive. Børn reagerer voldsomt, fordi alle deres muligheder for at give udtryk for deres sorg og bekymringer er brugt op. Trykket er blevet for stort og alt løber af med dem. Det er fortvivlede børn, der ikke ser anden udvej, end at kæmpe og slås for at blive hørt og forstået. Det er tegn på alvorlig mistrivsel.

På Facebook var der flere forældre, der genkendte den situation. Udadreagerende børn, der er så pressede i deres hverdag i skolen, at det løber af med dem og de kommer til at gøre ting, som selvfølgelig ikke er i orden, men som man heller ikke kan forlange, at de selv skal styre. I den forbindelse blev det også tydeligt, at mange børn ender med ikke at komme i skole. Det kender man til i Aalborg, hvor forældregruppen BHOV undrede sig over kommunens tal for børn, der ikke kommer i skole. ” Vi spurgte Aalborg kommune til, hvor mange børn i folkeskolen, de kendte til, der ikke kom i skole. Da vi fik tallene, kunne vi ikke genkende det lave tal. Og da vi spurgte rundt i vores eget netværk, fik vi hurtigt tilbagemeldinger om langt flere børn, der ikke magtede at komme i skole”, siger Marlene Qvist Simoni, der er formand for forældregruppen i Aalborg. Og hun fortsætter: ”Desværre har vi stadig ikke fået svar på, hvordan der kan være så stor forskel på de tal, man har i kommunen og det, forældrene selv kan berette om. Vi undrer os i hvert fald over, om det er fordi, man ikke har de rigtige tal i det kommunale system, eller det er fordi, man slet ikke er interesseret i at kende til det reelle omfang.”

Og det der er langt værre……

Over deres Facebookgruppe kastede forældrene i BHOV ikke bare lys på problemerne omkring skolevægring. For her ved man på egen krop, at problemerne for børn med særlige behov stikker meget dybere og er langt mere alvorlige. ”Sidste år forsøgte vi at samle lidt tal på, hvor mange forældre, der har oplevelser med, at deres børn går med selvmordstanker. Vi lavede en lille undersøgelse, og på under et døgn fik vi svar fra 100 forældre, der havde den slags oplevelser. Og svarene var skræmmende”, fortæller Marlene Qvist Simoni.

Undersøgelsen viste, at i 35 af besvarelserne havde børnene haft selvmordstanker, inden de blev 10 år. I 12 tilfælde kunne forældre fortælle om egentlige selvmordsforsøg.

”Jeg tror desværre ikke, at det er gået op for ret mange, hvor alvorligt det er. Der er så mange børn med særlige behov, der er ved at give op. De er voldsomt pressede i skolen, de flyttes rundt mellem tilbud, det er svært at fastholde kammeratskaber, og mange af dem føler ikke, at de er noget værd, og at det måske er bedre, at de ikke er her mere”, siger Marlene Simoni.

Hendes udsagn dokumenteres af flere af de fortællinger som forældrene delte på Facebook.

En forælder skriver i forbindelse med undersøgelsen: ” Da min dreng gik i 0. kl. uden støtte, sagde han: Hver dag blir jeg slået, og hver dag får jeg skældud fordi jeg blir slået. Der er ikke nogen der vil lege med mig, så hvorfor siger de, at vi er venner? Så løber han ud på altanen og forsøger at klatre op mens han grædende siger: jeg vil bare dø. Det gentog sig på forskellig vis indtil han blev sygemeldt.”

En anden skriver: ” Min søn på 11 år bad hver aften til at han ikke vågnede mere og ønskede han bare døde og bad mig flere gange om at slå ham ihjel.

Han endte med at blive selvmordstruet og havde planlagt ned i detaljer, hvordan han først ville stikke sig med en kniv i hjertet og bagefter sætte ild til sig selv. Han følte sig forkert, til besvær og misforstået i skolen.”

Og endnu en forælder: ” Vores søn snakkede om at gå ud i vores lade og hænge sig da han var 9 år. Der begyndte vi at banke i bordet (før han fik en diagnose)

I sep. 2016 – 2 mdr før han blev 12 år – havde han/har stadig massiv skoleværing i nyt tilbud ( ændring af fysiske rammer). Min mand havde glemt sine nøgler på bordet da han kørte på arbejde. Vores søn havde en stor nedsmeltning om morgenen da han ikke ville i skole, og han var sur da jeg kørte på arbejde. Han elsker at være alene hjemme, så jeg ville lade ham køle af. Han ringede lige da jeg var kørt og sagde han var død, når jeg kom hjem. MIG retur og jeg fandt ham stående i stuen med en LADT salonriffel! Han havde fundet min mands nøgler og havde låst vores våbenskab op. (Min mand er jæger) Da vores søn selv har gået til skydning, vidste han hvordan det skulle samles og lades. Jeg fik det fra ham og han brød helt sammen. Han har ikke været på skolen siden.
Huset er nu tømt for våben i tilfælde af min mand glemmer nøglerne igen!”

Oplevelserne er voldsomme og hjerteskærende og svære at fortælle om. En forælder skriver da også på Facebook: ”Det er mærkeligt at stå frem for har aldrig fortalt det til nogen. Havde det svært og følte jeg var en dårlig mor og at folk ville dømme mig når man har et barn der siger at han bare ønsker at dø!”

”Vi må stoppe det her” udtrykker Marlene med stærk stemme. ”Skolebørn der ikke ønsker at leve, fordi deres skolegang er for svær, fyldt med ensomhed og manglende forståelse. Jeg ved snart ikke, hvor vi er på vej hen. Det er vigtigt med mere åbenhed omkring børnenes problemer. Vi må råbe politikerne op. Jeg er rigtig bange for, at det, der sker med vores Folkeskole, går i den helt forkerte retning. Så det er vigtigt, at vi får vendt den udvikling, der gør, at vi får skabt flere og flere børn med massive og livstruende problemer”, siger Marlene Qvist Simoni, der lige nu taler på vegne af over 800 forældre til børn med særlige behov i Aalborg.

November 2018

At lære er en krøllet affære

Af

Skoler og uddannelsessteder skal ikke kun fortælle omverden, at de unge er glade for at være på skolerne, men meget mere om, hvordan de unge lærer og danner sig gennem skolens og uddannelsesstedets undervisning og samvær. På den måde skal de erobre undervisningsdagsordenen. Andre dele af undervisningssektoren har meget at lære af Ligeværds skoler og uddannelsessteder. 

Tekst og foto: Peter Christensen 

I 2013 søsatte 30 af Ligeværds skoler og uddannelsessteder projektet ”God uddannelses til alle”. En væsentlig del af ”God uddannelse til alle” er et Ph.d.-studie om pædagogikken på Ligeværds skoler og uddannelsessteder, som er medlemmer af henholdsvis Skolesammenslutningen (SL) Ligeværd og Foreningen af Uddannelsessteder (FUS). Ligeværd har sat chefkonsulent Leo Komischke-Konnerup, UC Syddanmark stævne til en midtvejssnak om hans observationer under arbejdet med hans Ph.d. 

– Almindeligvis handler forskning om at tilvejebringe ny viden. Men min forskning handler mere om at genopdage det som vi har glemt eller overset som værdifuldt i pædagogisk praksis. I pædagogik er der ikke for alvor noget nyt men mere variationer over noget vi egentlig allerede godt ved om pædagogisk praksis.  

God uddannelse er de sidste 10-15 år blevet erstattet med effektiv uddannelse i uddannelsessystemet bredt. Fordi institutionerne i Skolesammenslutningen Ligeværd (SL) og Foreningen af Uddannelsessteder (FUS) er frie institutioner har de ikke været bundet af samme dagsorden og indblanding fra staten. De har haft muligheden for at udvikle pædagogisk praksis på baggrund af egne erfaringer og have fokus på god uddannelse,  

– Det gør netop disse skoler og uddannelsessteder forskningsmæssigt interessante. Antagelsen er at noget af det vi har glemt i det ordinære skole- og uddannelsessystem er blevet bevaret og videreudviklet på Ligeværds skoler og uddannelsessteder. Min forskning handler altså om at vise, genopdage og erindre det systemet har glemt i et samfund, der bliver mere og mere neomanisk – alt skal være nyt og unikt for at blive taget alvorligt, forklarer Leo Komischke-Konnerup videre. 

De vigtige sociale relationer 

De sociale relationer og vigtigheden af det sociale fællesskab er blevet nedprioriteret i samfundets skole- og uddannelsessystem gennem de sidste mange år, lyder det videre fra Leo Komischke-Konnerup. 

– Undervisningen er blevet gjort til et spørgsmål om at bidrage til samfundets økonomiske interesser. Hvad skal der til for at klare den globale konkurrence, og hvad kan skole og uddannelse gøre for samfundet? Der er god grund til at vende rundt og stille spørgsmålet: Hvad kan samfundet gøre for skole og uddannelse, forklarer han. 

– Det er som om man er fikseret på alle mulige tests og internationale sammenligninger og ganske har mistet blikket for, at pædagogik også er et spørgsmål om samvær, hvor de sociale relationer og problemer spiller ind i læringen. Mine observationer fra SL og FUS institutioner peger ret klart på, at der her er stor bevidsthed om det sociales betydning for læring og dannelse. Det sociale fællesskab har stor betydning, ikke bare som et redskab men også som indhold for undervisningen eller uddannelsen. Der er en udbredt antagelse om, at elever lærer bedst i fællesskab. 

Ikke specialpædagogik 

– Stort set alle de unge, på de skoler og uddannelsessteder jeg har observeret, har mindst 1 diagnose, men den pædagogiske praksis tager ikke udgangspunkt i diagnoser, men i hvad de unge har brug for at lære. Og det er at lade sig blive opfordret og udfordret, at lade sig blive indført i, hvad det vil sige at leve og handle som et selvstændigt og ordentligt menneske blandt andre mennesker, fortsætter han 

– De unge hos jer skal lære det samme som alle andre unge. Men ikke nødvendigvis på samme måde. Pædagogikken er skåret til som i al anden pædagogisk praksis.  Al pædagogisk praksis er specielt rettet mod bestemte elever og deres læringsmæssige og sociale forudsætninger. . 

Leo Komischke-Konnerups observationer viser, at det bærende element på skoler og uddannelsessteder, at man helt naturligt antager at eleverne selvfølgelig kan lære, men at man også skal udvikle særlige omgivelser eller tilgange. Her det en afgørende kompetence hos underviserne, at de har lyst, mod og vilje til at eksperimentere og bidrage med en nødvendig anderledes tilgang – og at der er tid og rum til det på skoler og uddannelsessteder. 

– Specialpædagogik er almindeligvis ekstremt individualiseret og altså rettet mod den enkeltes individuelle læringsprocesser. På de skoler og uddannelsessteder er undervisning og læring noget socialt og noget meget synligt. Det er en tydelig undervisende og opdragende pædagogik, på den gode måde, hele vejen rundt. Både på værkstedet, i bofællesskabet og på skolen som helhed. Undervisning og opdragelse er praktisk, konkret og foregår i pædagogisk arrangerede fællesskaber. Her læser de unge ikke først om andres erfaringer men har mulighed for at gøre sig erfaringer i alle de sammenhænge de indgår i, forklarer han videre. 

Pædagogisk god tid 

Han understreger, at god tid er en anden vigtig faktor. Ikke forstået som ”vi når det nok engang”, men som pædagogisk god tid. 

– God uddannelse kræver god tid. Ikke god tid som i ”at lade stå til”, men som noget hvor der er den nødvendige tid til at lære. God tid i pædagogisk forstand er en langsom tid, der gør det muligt at veksle mellem at give sig god tid i nogle situationer og i andre situationer at have travlt, at skulle levere noget færdigt  til en bestemt tid. Fx når køkkenværkstedet skal have maden klar til et præcist tidspunkt, eller at lastbilen er på trapperne for at hente ordren på smedeværkstedet. Alle arrangementer på skoler og uddannelser, værksted, bolig, fritid etc., ser ud til at veksle mellem god tid og ikke god tid. Måske er god tid i virkeligheden det pædagogiske særkende ved skolerne og uddannelsesstederne, fortæller han. 

– Og det er en vigtig pointe. God uddannelse handler bl.a. om at anerkende, at det at lære er en krøllet affære, der ikke kan strækkes ud til et skarptskårent lineært forløb. Det er noget af det, som jeg mener er blevet glemt i det ordinære skole- og uddannelsessystem. Man vil så gøre læring til noget lineært, hvor alt skal måles og vejes, men hvordan har man for eksempel tænkt sig at lave pædagogisk ansvarlig inklusion, hvis man samtidig kun er opmærksom på det, der kan måles og vejes. Det hænger ikke sammen. 

Gentagelsens betydning 

– Til god tid hører også mulighed for gentagelse og øvelse. Og måske kunne den fælles pædagogiske overskrift for skoler og uddannelsessteder i Ligeværd være gentagelsens pædagogik, siger han videre. 

Han forklarer, at vi lever i en tid, hvor man kun vil taler om det nye, innovative og unikke, mens gentagelsen er blevet gjort synonym med terperi, udenadslære og sort skole. Men det er gentagelsen, der gør det muligt for eleverne at lære og blive bedre. Uden gentagelse er det svært, måske endda umuligt at blive bedre. 

– God tid i pædagogisk forstand indebærer tid til systematisk at gentage ting og opleve, at man bliver bedre og bedre. Gennem gentagelsen gør man sine erfaringer, øver og lærer. Gentagelsen er en fuldgyldig del af læringen. Det er måske et andet særkende for Ligeværds skoler og uddannelsessteder, men det er ikke i særlig høj grad italesat, hvordan man tilrettelægger en undervisning og pædagogik, så der god pædagogisk tid til gentagelsen. 

Ud at erobre dagsordenen 

– Skoler og uddannelsessteder skal erobre undervisningsdagsordenen med det de kan og gør. Det har de ikke været gode nok til at fortælle omverdenen om. Det er altså ikke bare noget med mere praktisk undervisning og mindre teori. Der er mere i jeres pædagogiske praksis end det. Skoler og uddannelsessteder skal ikke kun fortælle at de unge er glade for at være der. De skal i langt højere grad fortælle om hvordan de unge lærer og danner sig på skoler og uddannelsessteder. Andre dele af undervisningssektoren har meget at lære af skoler og uddannelsessteder. 

– Det interessante er, hvordan der pædagogisk arbejdes med elevernes lærings- og dannelsesprocesser. Der skal vi ind og erobre undervisningsbegrebet. Og noget af budskabet er vigtigheden af det sociale fællesskab, pædagogisk god tid og gentagelsens vigtighed. 

Leo Komischke-Konnerups empiriske undersøgelser blev afsluttet i foråret 2015. Han er nu ved at analysere sine mange observationer og er for alvor på vej til at påbegynde skrivefasen. 

Leo Komischke-Konnerups observationer omfatter en forundersøgelse på 30 skoler og uddannelsessteder og længerevarende undersøgelse på PMU i Sindal og Tolne Efterskole. 

Oktober 2017

Dårligt forberedt inklusion kan sende børn i psykiatrisk behandling

Af

En kombination af tværsektorielle barrierer og en dårligt forberedt inklusion kan sende de mest sårbare børn i psykiatrisk behandling. 

Børn med autisme og opmærksomhedsforstyrrelser kan have meget forskellige behov. Generelt handler det om fleksibilitet til at finde specifikke løsninger og tilstedeværende voksne. Overordnet har børnene brug for kompetente voksne, opmærksomhed, struktur og et roligt miljø. 

– Jeg siger ikke, at inklusion som sådan er forkert. Der er sikkert mange børn, der vil få glæde af inklusion, men vi har også en gruppe børn, der hverken kan eller bør inkluderes. De har brug for en helt anden specialiseret indsats, siger Jesper Pedersen, ledende overlæge, Ph.d, Psykiatrien Region Sjælland og fortsætter:  

– Vi har en del familier, med børn der har det svært, som kommer og siger: Hvis vi dog bare havde vore gamle specialskole. Jo, man kan sagtens frygte, at inklusionen, også med baggrund i lærernes og organisationernes usikkerhed og nervøsitet, kan komme til at koste nogle børn med for eksempel autisme og ADHD dyrt. At de får belastningsreaktioner med angst og depression og en forværring af deres symptomer. 

Jesper Pedersen tilføjer, at hvor PPR tidligere var en individuel indsats i forhold til det enkelte barn, forventer han, at indsatsen frem over bliver en mere generel indsats i klasserne. Også det kan få betydning og konsekvenser for de særligt sårbare børn, som har et individuelt behov. 

”Jo, man kan sagtens frygte, at inklusionen, også med baggrund i lærernes og organisationernes usikkerhed og nervøsitet, kan komme til at koste nogle børn med for eksempel autisme og ADHD dyrt.” 

Jesper Pedersen, ledende overlæge, Psykiatrien Region Sjælland 

Tilsvarende erfaringer i Aalborg 

På Klinik for Børn og Unge, Aalborg Universitets Hospital, er de afventende hvad angår inklusionen. 

– Vi oplever en stigning i henvisninger på børn med svære belastningsreaktioner, men det er for tidligt at sige, det er inklusionens skyld. Det kan jeg ikke dokumentere, fortæller Marianne Kryger, der er klinikchef på Klinik for Børn og Unge, Aalborg Universitetshospital. Marianne Kryger er også formand for Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark – BUP-DK. 

– Men vi har erfaringer fra enkeltintegration af elever, og de er ikke udelukkende gode. Når inklusionen går i gang efter sommerferien er det mange flere børn, der skal forsøges inkluderet samtidigt, fortsætter Marianne Kryger. 

For nylig var Michala Høgsberg, ledende overlæge på Friklinikken i Aarhus, ude med tilsvarende erfaringer og udtalte, at et stigende antal børn havner i det psykiatriske system, fordi de bliver ofre for inklusion i folkeskolen. 

– De børn, der har store vanskeligheder og brug for en speciel indsats, de reagerer tit med at få det dårligere – med angst og adfærdsforstyrrelser, sagde hun. 

Tværsektorielle barrierer 

Såvel Jesper Pedersen som Marianne Kryger peger på, at samarbejdet på tværs af sektorerne, skolemyndighederne i kommunerne og psykiatrien i regionerne, også er et stort problem. 

– Regionens psykiatri kan udtale sig om behov for ekstra støtte til et barn, men kommunen kan sagtens være uenig og mene, at det kan de godt klare uanset en udtalelse fra psykiatrien om det modsatte. Det er kommunen, der beslutter, og de følger ikke nødvendigvis en anbefaling fra psykiatrien. Der bør være en større sammenhæng mellem råd og praksis, men det er der ikke i dag, siger Jesper Pedersen. 

– Vi bliver mødt med udbredte protester fra kommuner, som helst ikke ser vi udtaler os. Vi har en stor udfordring i at kommunikere patientens behov, fordi forældre og kommune har forskellige forventninger. Hvis vi siger specialpædagogik høres det måske som specialtilbud, og det er en bekostelig affære i modsætning til inklusion med specialpædagogik tilknyttet, forklarer Marianne Kryger. 

For de børn, der får eller kan få belastningsreaktioner, er det vigtigt med en tidlig opfølgning. Der er børn med autisme og opmærksomhedsforstyrrelser, som det vil være vanskeligt at inkludere, og det vil i hvert fald kræve et velforberedt grundlag og at kompetencerne fra specialtilbuddene bliver anvendt, understreger hun. 

– Vi kan komme med anbefalinger og ikke anvisninger. Og jeg vil sige det sådan, at det er på ingen måde usædvanligt, at vores anbefalinger ikke bliver fulgt. Hvad der er baggrunden for kommunens beslutninger og handlinger ved vi ikke, men ved mange genhenvisninger på baggrund af belastningsreaktioner hos børnene, tænker vi ofte, at der ikke er blevet gjort noget og vores anbefalinger ikke er blevet fulgt. 

”Vi kan komme med anbefalinger og ikke anvisninger. Og jeg vil sige det sådan, at det er på ingen måde usædvanligt, at vores anbefalinger ikke bliver fulgt.” 

Marianne Kryger, klinikchef, Klinik for Børn og Unge; Aalborg Universitetshospital 

Oktober 2017

Inklusion er ikke en shoppingtur med fortrydelsesret

Af

Forudsætninger for at lykkes med inklusion i folkeskolen er pædagogiske spidskompetencer i lærergruppen, indsigt i målgruppen af børn med særlige behov og tydelig kommunikation og dialog. 

Ligeværd ser principielt inklusion som det nødvendige og rigtige mål for samfundet, og ikke mindst for de børn og unge, som har nogle særlige behov. Men inklusion bliver ikke skabt på grundlag af selvhøjtidelige taler eller kvikke bemærkninger til overskrifterne i dagens nyheder. Det er helt nødvendigt, at der er et fælles billede af mål og midler hos politikere, lærere, skoleledelser og forældre. 

– Alle børn skal og vil gerne være en del af de fællesskaber, som vores samfund bygger på. Det gælder selvfølgelig også fællesskabet i folkeskolen. Helt overordnet set er det en trussel mod vores demokrati, og stridende mod vores demokratiske opfattelse, at putte børn i særlige forløb. Vores børn har ret til og brug for, både i deres børne- og ungeliv og senere i deres voksenliv, at være en del af fællesskabet i uddannelse, på arbejdsmarkedet, i fritiden, siger Esben Kullberg, sekretariatsleder i Ligeværd, og fortsætter: 

– Børn med særlige behov har bare ikke de forudsætninger og det selvværd, som gør dem i stand til ved egen kraft at være en del af fællesskabet eller for den sags skyld at søge hjælpen til at blive inddraget. De har brug for særlig hjælp. 

Ikke en ensartet masse 

Af debatten i medierne fremgår det desværre ikke særligt tydeligt, at børn og unge med særlige behov ikke er en ensartet masse, men er vidt forskellige børn med vidt forskellige behov. De elever, der står skarpt i det offentlige fokus, er de udadreagerende børn og konsekvensen af deres adfærd. 

– I Ligeværd kender vi til en mindst lige så stor og sårbar gruppe elever. Det er børn med et indadvendt reaktionsmønster. De bliver overset i debatten, og det risikerer de også at blive i folkeskolen, fordi de ikke gør opmærksom på sig selv. Fordi de børn er så stille kan det nemt gå over i ”hold da op, hvor går det godt og uproblematisk med dem”, forklarer Esben Kullberg. 

– Det er de børn, som risikerer ikke at få den pædagogiske opmærksomhed de har krav på og brug for. Risikoen er, at de ender bagerst i klasselokalet uden at få noget ud af undervisningen, isoleret og sat uden for fællesskabet. 

 Pædagogiske spidskompetencer 

Gruppen af børn med særlige behov, både de indadvendte og de udadreagerende, har det til fælles, at de har nogle særlige problemer at slås med. De alle har brug for en særlig og målrettet individuel indsats, der tager hånd om deres selvværd og deres særlige indlærings- og koncentrationsbesvær. 

– Det er tydeligt, og det er også det fagfolk udtrykker, at der er behov for efteruddannelse og faglig opkvalificering, så lærerne har de nødvendige kompetencer. Vi er nødt til at afsætte de nødvendige midler til det område, understreger Esben Kullberg. 

– Der skal være brede kommunikationskompetencer i lærergruppen, så der kan blive tage hånd om de svære og sårbare snakke i klasseværelset og i forældregruppen.   Men det er også nødvendigt med specialuddannede lærere med særlige spidskompetencer. Det er vigtigt, at på skolerne findes kollegaer der kan se farerisikoen, inden tingene skrider, og ved hvordan der skal sættes ind, og som lærerne kan sparre med. I nogle sammenhænge er der brug for alternative pædagogiske metoder.  I ligeværd har vi erfaring med at arbejde og tænke i en anderledes praktisk pædagogik til gavn for elever med indlæringsproblemer og koncentrationsbesvær. De erfaringer ser vi rigtig gerne komme i spil i forbindelse med inklusion. 

Inklusion er således ikke ensbetydende med specialpædagogikkens endeligt, for inklusion er ikke nødvendigvis et ’enten eller’. De sårbare børn har brug for at blive trukket ud af den store sammenhæng en gang i mellem. Der vil være brug for ”rastepladser”, hvor børn med særlige behov kan få en ekstra opmærksomhed, inden de igen vender tilbage til sporet i klassen. 

– Det er nødvendigt med ”til- og frakørslesveje”, hvor lærerne kan de trække børn ud for at skabe ro og give børnene ro til læring ud fra deres forudsætninger. På den måde kan man sige, at der ind imellem vil være et behov for at blive ’ekskluderet’ fra inklusionen, hvis tingene bliver for meget og for uoverskuelige for børnene, der har problemer med den traditionelle undervisning og med de sociale signaler i klassen, siger Esben Kullberg. 

Det vigtige fælles billede 

Det er afgørende for succes, at der er opbakning bag inklusion og en fælles forståelse af mål og midler. Det gælder fra klasseværelset over lærerværelset til skoleledelser og skolebestyrelse og til politikere og embedsmænd i kommunerne. Centralt i den fælles forståelse er, at det er vores børn det drejer sig om og deres grundlæggende ret til at deltage i samfundet på deres præmisser! 

– Der ligger i den henseende en meget stor og vigtig kommunikationsopgave forude. Det handler om involvering og dialog. Det er væsentligt, at der rum for en konstruktiv snak om frustrationer og udfordringer. Forældreopbakningen smuldrer, hvis vi kun magter at tænke og sætte fokus på skrækscenarier, og dermed sætter vi ikke blot projektet om inklusion på spil, vi sætter vores børns fremtid på spil, pointerer Esben Kullberg. 

– Det er meget vigtigt, at vi ikke kommer til at opleve, at forældregruppen på skolerne deler sig i to stridende parter. Ligeværd vil meget gerne, på baggrund af de er faringer, vi har i foreningens skoler og uddannelsessteder, inddrages i det arbejde med at skabe fælles billeder og skabe den positive tænkning, som i sidste ende skal bære inklusion helskindet igennem. For vores børns skyld, kan vi ikke tillade os andet end at være konstruktive

– Det er børnenes fremtid, der er indsatsen i inklusion. Den kan vi ikke gamble med. Vi kan ikke bare sige ”det lykkedes ikke” og gå tilbage til der, hvor vi kom fra. Vi har ikke råd til at fejle. Skibet er sat i søen, og det er vores forpligtelse i forhold til børnene at få dem sikkert i havn, slutter Esben Kullberg 

– Det er væsentligt, at der rum for en konstruktiv snak om frustrationer og udfordringer. Forældreopbakningen smuldrer, hvis vi kun magter at tænke og sætte fokus på skrækscenarier, og dermed sætter vi ikke blot projektet om inklusion på spil, vi sætter vores børns fremtid på spil, pointerer Esben Kullberg. 

Ingen fortrydelsesret 

Inklusion er ikke en shoppingtur. Der er ingen fortrydelsesret eller tilbagekøbsgaranti på inklusion i folkeskolen.  

– Det er børnenes fremtid, der er indsatsen i inklusion. Den kan vi ikke gamble med. Vi kan ikke bare sige ”det lykkedes ikke” og gå tilbage til der, hvor vi kom fra. Vi har ikke råd til at fejle. Skibet er sat i søen, og det er vores forpligtelse i forhold til børnene at få dem sikkert i havn, slutter Esben Kullberg og tilføjer: 

– Det skal ske på baggrund af fælles forståelse af mål og midler, positiv tænkning og dialog og med bund i professionelle faglige spidskompetencer til at løfte opgaven.  

Oktober 2017