I et debatindlæg i Skolemonitor 2. maj fremførte vi, at kommunernes gennemsnitlige udgift pr. stu-elev er faldet med op mod 28 procent siden 2013. Vi gentog påstanden på vores Stu træf 10. april og i vores eget magasin i juni 2025. På den baggrund argumenterede vi for, at stu er under systematisk økonomisk pres, til skade for kvaliteten i de unges uddannelse.
Efterfølgende har Undervisningsministeriet gjort opmærksom på, at der i vores beregning manglede data fra en central kontogruppe, som også dækker stu-forløb finansieret under beskæftigelseslovgivningen. Når vi inkluderer disse udgifter i beregningen – hvilket vi burde have gjort fra starten – falder vores argumentation sammen: Udgiften pr. elev er ikke faldet, men snarere steget svagt i takt med elevtallet.
Vi har derfor regnet forkert. Det beklager vi.
Vi har som interesseorganisation et stort ansvar for at sikre saglighed, nøjagtighed og fairness i vores kommunikation – særligt når vi retter kritik mod politiske beslutningstagere. Vi værner om vores relationer til alle, der ønsker at bidrage til bedre rammer for unge med særlige behov, og vi vil gerne takke Undervisningsministeriet og Anni Matthiesen (V) for at gøre os opmærksomme på fejlen.
Vi arbejder nu videre med at forstå tallene bedre og sikre, at vi i fremtiden leverer dokumentation, som kan danne grundlag for et fælles og oplyst politisk grundlag – også når vi er uenige.
Ligeværds direktør, Esben Kullberg er bekymret for kvalitetsaftalerne. Det skrev vi på LinkedIn for nogle uger siden. Bekymringen handler om, at nu hvor pris er blevet et udvælgelsesparameter for kommunen, er mange aftaler kommet til at handle om helt andre ting end kvalitet i uddannelsen. Det gav folketingsmedlemmerne Karina Adsbøl (Danmarksdemokraterne) og Anni Matthiesen (Venstre) anledning til at spørge Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, om han deler Ligeværds bekymring.
I svaret fra ministeren lyder det blandt andet:
“Det fremgår af stu-aftalen fra maj 2022, at de tidligere overenskomster mellem en kommune og et uddannelsessted skifter navn til ”kvalitetsaftaler”. Der er også lavet en ny skabelon, som skal understøtte dette. Kommunerne kan vælge at tage udgangspunkt i denne skabelon, når de indgår aftaler med stu-udbydere. Det er ikke nyt, at økonomiske vilkår, herunder budget og regnskab, skal indgå i aftalerne mellem kommunen og uddannelsesstedet. Det er en videreførelse af de tidligere gældende krav fra de daværende overenskomster mellem kommune og uddannelsessteder.
(…)
Kommunerne har dertil et ansvar for at forvalte deres økonomi på en fornuftig måde, hvorfor de ikke uden videre kan acceptere en pris fastsat af uddannelsesstedet. Når det er sagt er det vigtigste for mig, at de unge får et individuelt tilrettelagt forløb, der passer til deres behov og interesser, og ikke hvem der udbyder det, eller hvad vi kalder aftalerne. Jeg forventer også, at kommunerne løfter denne opgave.”
Kommunernes pressede økonomi har store konsekvenser for nogle af de mest udsatte unge
Vi har spurgt Esben Kullberg, hvad han læser ud af ministerens svar.
”Jeg synes grundlæggende, at der er flere positive elementer i ministerens svar. Som minister kan man selvfølgelig ikke være fuldstændig opdateret på, hvordan virkeligheden ser ud ude omkring i landet. Og det tænker jeg også, at svaret bærer præg af.”
Hvad er det ministeren ikke ved?
”Jeg tror såmænd godt, at ministeren ved, hvor presset økonomien i kommunerne er. Men jeg er i tvivl om, om han til fulde forstår hvilke konsekvenser det har for uddannelsen for nogle af de mest udsatte unge. Økonomi og sparedagsordener spiller en kæmpe rolle i kommunerne. Og med indførelsen af kvalitetsaftaler, frygter vi, at de er blevet et nyt redskab i den dagsorden.”
Et ”Godfather-tilbud” stu-stederne ikke kan afslå
Men ministeren siger jo, at sådan har det altid været, og at kvalitetsaftalerne blot erstatter de tidligere overenskomster.
”Ja. Men det er langt fra alle kommuner og udbydere, der har haft overenskomster. Og det særlige ved kvalitetsaftalerne er, at magtforholdet mellem udbyderen og kommunen er blevet langt mere ulige end tidligere. Alle udbydere skal have en kvalitetsaftale for at kunne være stu-sted. Hvis ikke uddannelsesstedet accepterer de vilkår, som kommunen skriver ind i aftalen, kan kommunen blot nægte af indgå aftalen. Det er jo næsten et ‘Godfather-tilbud’ du ikke kan afslå”.
Så når ministeren skriver, at forløbsprisen ikke er reguleret i kvalitetsaftalen, så taler han mod bedre vidende?
”Jeg tror, at ministeren refererer til, at det er lovreguleret, at uddannelsesstedets overordnede økonomi skal fremgå af kvalitetsaftalen. Men virkeligheden er, at mange kvalitetsaftaler rummer en række opgaver, som kommunen vil have uddannelsesstedet til at løse, og at prisen, kommunen vil betale, også er indeholdt i aftalen.”
Kun få kommuner indarbejder skabelon i deres kvalitetsaftaler
Ministeren nævner en ny skabelon, der skal understøtte aftalernes fokus på kvalitet. Er det ikke godt?
”Jo. Den skabelon har vi også rost både ministeriet og Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet, STUK, for. Vi havde endda ønsket, at den var blevet gjort forpligtende for kommunerne. Men det er den ikke. Når vi spørger rundt hos vores medlemmer i hele landet, er det desværre kun ganske få kommuner, der indarbejder skabelonen i deres kvalitetsaftaler.”
Hvis pengene spares på stu, kan de bruges andre steder i kommunen
Ministeren skriver om en afdækning af pris og kvalitet. Hvilke muligheder ser du i det?
”Det har vi store forhåbninger til. I den politiske aftale, som var grundlaget for den nye stu-lov, blev det besluttet, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal kigge på økonomi og finansiering af stu. Vi kender endnu ikke rammerne og kommissoriet for den arbejdsgruppe, men vi håber, at der er politisk mod til at tage livtag med den finansieringskonstruktion, der i dag skaber incitamenter i kommunerne til at spare på uddannelsen til unge med særlige behov.”
Hvilke incitamenter er det?
”Som det er i dag, modtager kommunerne fuld økonomisk dækning til stu via bloktilskud. Det betyder, at det i virkeligheden ikke koster kommunerne noget at lave stu. Det har staten allerede betalt. Problemet er bare, at bloktilskuddet ikke er øremærket, så hvis pengene kan spares på stu, kan de bruges andre steder i de kommunale budgetter. Så hvis vi ikke får en finansieringsmodel, hvor det bliver tydeligt, at pengene går præcist til unge på stu, så bliver de unge ved med at blive klemt i de kommunale spareøvelser,” slutter Esben Kullberg.
Med den nye stu-lov har den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse fået kvalitetsaftaler. Det lyder godt – desværre for godt. For efter, at pris er blevet et udvælgelsesparameter for kommunen, er mange aftaler kommet til at handle om helt andre ting end kvalitet i uddannelsen.
Den nye lov foreskriver, at alle stu-udbydere skal have en kvalitetsaftale med en kommune, for at kunne tilbyde stu-forløb. Det er kommunen, der skal lave aftalen, så det er kommunen, der bestemmer, hvem der kan være uddannelse for de unge, kommunen visiterer til stu. Samtidig er det også kommunen, der skal udforme kvalitetsaftalen.
Alt for mange kvalitetsaftaler handler om andre ting end kvalitet
I Ligeværd har vi 60 uddannelsessteder, der tilbyder stu-forløb. Og når vi lægger ørene til vandrørene, kan vi høre, at processerne omkring kvalitetsaftalerne er meget forskellige. I den ene ende af spekteret sker det gennem dialog og samarbejde mellem kommunen og udbyderne, hvor man i fællesskab finder frem til de bedste forløb for de unge, der ikke har anden uddannelsesmulighed. I den anden ende er det rene kravbeskrivelser, som udbyderne kan tage eller lade være.
Efter vores opfattelse er der alt for mange af den sidste kategori. Alt for mange kvalitetsaftaler om stu handler om andre ting end kvalitet. Det handler efter vores opfattelse om, at kommunen skal have så mange opgaver løst af uddannelsesstedet, så udgifterne ikke belaster kommunens budgetter.
Kommunerne HAR fået et helt nyt magtinstrument
Med kvalitetsaftalerne om stu som forudsætning for, at et uddannelsessted kan udbyde stu, har kommunen fået et helt nyt magtinstrument. Hvis man som uddannelsessted ikke kan eller vil levere det, som kommunen kræver i aftalen. Ja, så er der bare ingen aftale.
Da den nye lov har indføjet, at prisen på tilbuddet skal indgå i aftalen, så kan kommunerne nu næsten egenrådigt fastsætte prisen på et stu-forløb. Også selvom de ikke har et nærmere kendskab til de konkrete unge og det særligt tilrettelagte forløb den enkelte ung har brug for, for at komme godt videre i livet og bidrage til samfundet. Så kvalitet behøver ikke at betyde noget.
Kommunen sparer penge på bekostning af uddannelseskvalitet
Det er vores opfattelse, at den lov, som skulle øge kvaliteten i ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov, er i gang med at blive praktiseret på en måde, som kan underminere uddannelsen.
Loven har givet kommunerne overhånden i udviklingen af uddannelsesforløb til sårbare unge. En overhånd, som bliver brugt til at spare kommunen penge på bekostning af uddannelseskvalitet for en gruppe unge, der ikke har andre uddannelsesmuligheder.
Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse er i fare pga. kommunal økonomitænkning
Det var ikke den politiske intention fra Christiansborg, så vi må bede lovgiverne om hurtigst muligt at se på det her. Ellers er den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse i fare for helt at erodere på grund af kommunal økonomitænkning.
Siden 1. august har unge med særlige behov sørget for den daglige frokost for mere end 200 medarbejdere i Handicaporganisationernes Hus. Her har Grennessmindes socialøkonomiske virksomhed overtaget driften af kantinen. Ligeværd er taget på besøg for at se, hvordan de første seks måneder er gået.
Tekst og foto Lasse Mors
”Så venner, I har snart pause, så I skal til at være færdige med det, I har gang i,” siger Rasmus Schack og går over til pålægsmaskinen, hvor Mohammed står og skærer bolsjebeder i tynde skiver.
Pålægsmaskinen summer og blander sig med lyden af sitrende stegeolie, emhætten, lavmælte stemmer og tonerne af Nik & Jay fra radioen. Rasmus Schack spørger, om Mohammed bliver klar til pausen. Mohammed nikker.
Rasmus Schack er værkstedsleder i Grennessmindes kantine i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup. Her laver fire fuldtidsansatte, seks stu-elever, tre fleksjobbere og to i beskyttet beskæftigelse frokost til mere end 130 mennesker hver dag.
Arbejdsmiljøet i restaurationsbranchen kan være brutalt. Nogen kunne derfor frygte, at det ville være for hektisk for unge med særlige behov at stå i en stor kantine. Men der er ingen grund til bekymring, mener Rasmus Schack
”Vi er ret mange hænder derude, så hvis man har overblikket og kan uddelegere opgaverne, så kan man jo godt have travlt uden at blive stresset,” siger Rasmus Schack.
Pausen før stormen
Efter at have talt med Mohammed går han videre til de andre i køkkenet og sikrer sig, at alle er med. Han taler roligt med hver enkelt og sørger for, at alle får en afart af ’godt arbejde’ med på vejen.
Der er travlt mellem halv ti og halv tolv op til frokost. Derfor har de unge et kvarters pause 10.15.
”Så lader de op til at give den gas den sidste time,” fortæller Rasmus Schack.
Grennessminde overtog driften af kantinen 1. august 2023, og arbejdsmiljøet har ligget Grennessminde på sinde fra start. Det fortæller forretningschef, Asta Zacho.
”Hele vores koncept er bygget op på, at kantinen kan køre, uagtet om vi har de unge her. Fordi der skal være plads til uddannelsesdelen og til at gøre det i det tempo. Så det var et kriterie for os, da vi gik ind på det her udbud,” siger hun.
Fremtidens køkken
Ved kipstegeren har Niklas den sidste time stegt blæksprutter, så olien sprøjtede, men nu er her stille. De unge er gået til pause.
I dag står menuen på stegte nudler med blæksprutte og crudite af sprøde grøntsager med thaimarinade og urter. For mange lyder blæksprutte som et alternativt måltid. Men i fremtiden vil bløddyret med de lange fangarme være mere almindelige på de nordiske tallerkener.
Stigende havtemperaturer betyder, at blæksprutterne søger nordpå, mens andre mere velkendte fisk får sværere ved at leve i de nordiske farvande. Og det er en selvstændig ambition for køkkenet at præsentere brugerne for nye madtrends, fortæller Asta Zacho
”Nogle vil mene, at vi er meget alternative. Men folk har bare taget vildt godt imod det,” siger hun.
Og det er et kæmpe plus ved Grennessmindes kantinen, mener Katrine Tang, som er direktør i Danske Handicaporganisationer.
”Jeg tror, de fleste gerne vil udfordres. Noget af det jeg hæfter mig ved, er bemærkningen om, at man endnu ikke har fået den samme menu. Det siger jo noget om engagementet i køkkenet, at de har lyst til at lave forskelligartet mad,” siger hun
De unges udvikling
Rasmus Schack dufter til en flaske med fiskesauce og tilbyder Sara Marie at dufte. Der er seks minutter til, 130 frokostgæster kommer og skal spise, men han tager sig tid til at undervise.
”Det dufter af sure tæer, men det smager godt i mad,” siger han.
Sara Marie griner. Hun er stu-elev og har snittet røde peberfrugter i stave hele formiddagen. Men selvom der er travlt, så er det vigtigt at bevare den gode stemning og også arbejde på det personlige plan med de unge. Helt frem til deadline.
”Det er sjovt at se, hvordan de unge selv rykker spisevaner her. Mange komme og er sindssygt kræsne. Men når man selv arbejder med maden og får smagt lidt på det, så udvikler man sig jo også der,” siger han.
Det personlige er en del af det, men det faglige er selvsagt også vigtigt. Og det betyder også noget for de unge, at kantinen afspejler en rigtig arbejdsplads. Og det er det jo også, fortæller Rasmus Schack.
”Vi har kokketøj på, og de unge sætter en stor ære i, at der kommer nogle mennesker ned, som vi skal gøre glade med noget god mad,” siger han.
Ifølge DH’s hjemmeside er huset verdens mest tilgængelige kontorhus, og da kantinen det var i udbud, var der mange om buddet. Men man valgte Grennessminde, fordi de passer godt på husets profil, fortæller Katrine Tang.
”Handicaporganisationernes Hus vil gerne være en showcase for tilgængeligt byggeri, hvor der er plads til alle. Og på den måde synes vi, at Grennessminde passer rigtig fint ind hos os,” siger hun.
Og der har været travlt op til frokost, men ingen er løbet for stærkt i kantinen. Hver enkelt ung har løst hver sin funktion, og nu står et samlet måltid klar i lugerne til 130 mennesker i verdens mest tilgængelige kantine.
Grennessmindes kantine vækker glæde
Ligeværd spurgte tre gæster i køen, hvad det betyder for dem, at det er Grennessminde, der står for kantinen i Handicaporganisationernes Hus. Og hvad de synes om maden.
Klaus Christensen, psykolog ved CP Danmark
Det er afgørende, at det er Grennessminde, der står for kantinen. Vi er jo også et hus, der netop har med sårbare grupper at gøre, så jeg glæder mig kun over, at det er Grennessminde, der har vundet udbuddet. Og jeg er meget tilfreds med maden. At det så er økologisk er jo ekstra godt. Det er en anden type mad, som er meget lækker og delikat.
Tina Hoff, politisk konsulent i Dansk Blindesamfund
Kantinen er en daglig påmindelse om, at der skal være plads til alle, og at der er plads til alle. Og så er maden jo fremragende. Jeg er stor fan.
Sigurd Jørgensen, kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer
Det betyder noget, at man tager et ansvar for at lære nogle unge op, som måske gerne vil udfordres og i gang med en uddannelse. Og jeg synes, maden er glimrende. Det lyder da for lækkert, at vi skal have blæksprutte i dag.
LOVGIVNING. Mange forældre er en stor støtte for de unge, der søger en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. I denne artikel gennemgår vi de vigtigste elementer, der gør det nemmere at forstå den nye STU-lov, og hvordan den får indflydelse på jeres og jeres unges muligheder for at finde en god og relevant uddannelse.
Af Esben Kullberg og Lasse Mors
En ny Lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse er kommet til verden med Ligeværd og STU-alliancen som fødselshjælpere. Det er en lov, vi har ventet på længe og arbejdet hårdt for skulle blive så god for unge med særlige behov som muligt.
Flere ting er ikke løst, som vi kunne have ønsket det. Men samtidig er det vores opfattelse, at vi står med en lov, som vil kunne sætte helt nye standarder for de unges indflydelse.
I denne artikel vil vi hjælpe forældre med at forstå den nye STU-lov og guide dem til at navigere i den virkelighed, som den nye STU-lov medfører. Både i forhold til de punkter, hvor den nye lov forbedrer vilkårene for de unge, og når der er udfordringer, som forældre skal være opmærksomme på.
1) Ret til valg mellem flere uddannelsessteder
Med den nye lov får unge ret til at vælge imellem flere uddannelsessteder. I lovens forstand betyder det minimum to. Kommunen er altså forpligtet på at præsentere og vejlede jer i forbindelse med uddannelsesmulighederne på to forskellige uddannelsessteder.
Nogle kommuner har haft den praksis igennem flere år, men det er nyt, at det nu er en ret, som alle unge har. Derudover har det ikke tidligere været muligt at klage over det uddannelsessted, kommunen anviste. Det bliver det nu.
2) Ret til at komme med forslag om et alternativt uddannelsessted
Hvis man som ung eller som forældre til den unge ikke er tilfredse med de tilbud, kommunen præsenterer, får man ret til selv at stille med et alternativt forslag til kommunens to muligheder.
Det kan selvfølgelig være en stor opgave, selv at finde et godt STU-sted, der passer præcist til jeres ønsker, behov og interesser. Men med den nye rettighed, bliver kommunen tvunget til at forholde sig til den unges ønsker, og hvis I kommer i den situation, at det bliver nødvendigt at komme med et alternativ, så står I faktisk ikke alene. Det er altid kommunens opgave at sikre sig, at I er velinformerede og oplyste – også når det gælder det alternativ, som I selv kommer med.
Så vejlederne i kommunen skal uvildigt vejlede og oplyse den unge i forhold til det alternative uddannelsessted, såvel som de forslag kommunen selv fremlægger.
Vær opmærksom på prisen
Desværre er der nogle begrænsninger i forhold til, hvad det alternative uddannelsesforløb må koste, som I som unge og forældre skal være opmærksomme på. I loven står der, at den unges alternativ ikke må være uforholdsmæssigt dyrere end kommunens tilbud. Den formulering har vi i STU-alliancen kæmpet lidt med at få ud. Det er ikke lykkedes.
Vi må derfor se, hvad udtrykket ’ikke uforholdsmæssigt’ kommer til at betyde. Lignende formuleringer i andre love har betydet, at en prisforskel på op til 18% ligger inden for rammerne af ’ikke uforholdsmæssigt dyrere’. Men det vil i sidste ende komme meget an på, hvordan det alternative tilbud passer til den unge.
3) Bedre overblik over uddannelsessteder
Udover rettighederne er det en væsentlig landvinding, at der med den nye lov laves en portal, hvor alle STU-steder skal lade sig registrere. Det betyder, at vi for første gang siden uddannelsen kom til verden i 2007 vil få et overblik over, hvilket STU-tilbud, der rent faktisk findes.
Når I som unge og forældre selv skal finde et uddannelsessted, så er det en forudsætning, at man kan skabe sig et overblik over, hvilke steder der findes. Når det indtil nu ikke har været muligt, er det helt forståeligt, hvis nogen sidder og sveder og udsigten til på egen hånd at skulle finde rundt i junglen af STU-tilbud. Men der er altså håb i sigte.
Vi må dog vente lidt på at portalen bliver lavet, så det bliver først i 2025, den mulighed bliver en realitet.
4) Åbenhed om STU fra kommunens side
Det har været meget forskelligt, hvordan de forskellige kommuner har oplyst om STU på kommunens hjemmeside.
Nogle har beskrevet visitationsprocessen og de unges muligheder meget udførligt. I andre kommune har man næsten haft fornemmelsen af, at STU har være en slags hemmelighed, som kommunen helst ikke oplyste om.
Det bliver nu ændret med den nye lov.
Fremover skal det fremgå af jeres kommunes hjemmeside, hvordan de visiterer jeres unge til at tilhøre den gruppe af unge, der har retskrav på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.
Jeres kommune skal også beskrive, hvordan den finder frem til de uddannelsesmuligheder, den præsenterer jer for, og at den unge har mulighed for at komme med sit eget alternative uddannelsesforslag.
Til sidst skal jeres kommune beskrive, hvem der sidder i det udvalg eller nævn, der træffer beslutning om den unges uddannelse. Tidligere har vi oplevet, at for eksempel lederen af et kommunalt STU-tilbud har siddet i visitationsudvalget. Der er selvsagt inhabilitet i at sidde og visitere til sit eget sted, og derfor er det en landvinding for Ligeværd, at der nu bliver transparens i forhold til, hvem der sidder i udvalgene.
Det bliver også en forpligtelse for kommunen at beskrive, hvordan processen for overgangen fra STU til videre uddannelse, beskæftigelse, firtidsaktiviteter eller sociale aktiviteter foregår.
Sådan er loven blevet til
Da STU-alliancen opstod for 6 år siden, gik en lille arbejdsgruppe i gang med at rende ordførerne i Folketinget på dørene for at fortælle om de unges væsentligste udfordringer ved STU. I 2019 udgav alliancen et politikpapir, som beskrev udfordringerne, og i 2020 blev det fulgt op af en række løsningsforslag, der næsten var klar til at blive implementeret politisk. Således skrev vi:
Alliancen foreslår, at det gøres lovpligtigt, at de unges ønske og valg af uddannelse skal skrives ind i uddannelsesplanen, og at hvis kommunen træffer en afgørelse, som adskiller sig herfra, skal der gives en faglig begrundelse for denne beslutning.
Alliancen mener, at det ikke skal være muligt for kommunens eget STU-tilbud at deltage i myndighedsafgørelser i visitationsprocessen.
Alliancen foreslår, at der i ministerielt regi etableres en informationsportal, hvor alle STU-tilbud står beskrevet med relevante oplysninger og søgekriterier. Denne portal skal rumme alle de tilbud, der anvendes af kommunerne.
Alliancen foreslår, at der etableres et overordnet uddannelsestilsyn, der skal føre et dialogbaseret kvalitetstilsyn og samtidig bidrage til kvalitetsudvikling af det enkelte STU-tilbud.
Efter mange måneders politisk benarbejde og skriverier med politikerne kunne alle partier i maj 2022 samles om en politisk aftale som bar STU-alliancens tydelige aftryk.
I forsommeren 2023 blev aftalen gjort til lovtekst, men på en række væsentlige parametre, levede loven ikke op til den politiske aftale. I løbet af foråret 2023 var STU-alliancen derfor til møde med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), Ligeværd skrev en kronik i Information, og i kølvandet på den fik Esben Kullberg en telefonsamtale med ministeren, hvor han udpegede de væsentligste problemer ved loven. Et arbejde, som førte til konkrete ændringer i den endelige lovtekst.
Du er altid velkommen til at ringe til vores rådgivning, hvis du har spørgsmål til at forstå den nye STU-lov.
Klagenævnet for Specialundervisning behandler klager over kommunale afgørelser om specialundervisning og specialpædagogisk bistand til børn, unge og voksne. Klagenævnet behandler også klager over afgørelser om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU). Klagenævnet er netop kommet med en årsrapport for 2019, som omfatter de klager, de har behandlet det seneste år. Ligeværd har været rapporten igennem og præsenterer her nogen af de pointer, som har særlig betydning for STU-området.
I 42% af sagerne er der fejl i sagsbehandlingen
Årsrapporten viser, at der i ca. 42 procent af sagerne har været fejl i kommunens sagsbehandling. Det er på niveau med 2018, hvor der var fejl i 41 procent af sagerne. Den fejl, der oftest forekommer, er – som i 2018 – utilstrækkelig eller manglende begrundelse i afgørelserne. Denne fejl har udgjort godt halvdelen af de formelle fejl.
5 ud af 10 henvendelser i Ligelinie (Ligeværds rådgivning) kommer fra forældre, der ikke synes, at kommunen lytter til deres og den unges ønsker, når de beslutter, hvor den unge skal tage sin STU. Julie Fabian social faglig konsulent i Ligeværd, der tager ofte imod disse opkald, uddyber:
”I mange af de sager jeg ser igennem, når jeg støtter familierne i at udforme en klage, er der en tendens til, at afslaget ikke indeholder en begrundelse”.
Uden en ordentlig begrundelse er det næsten umuligt at gribe fat i hvilken del af sagsbehandlerens vurderinger, man ikke er enig i. Uden en ordentlig begrundelse er derfor næsten umuligt at lave en relevant klage og måske modtage den uddannelse, man drømmer om. Der er dog fortsat mange kommuner, der sjusker med begrundelserne. Desværre!
Sager bliver hjemvist til kommunerne, fordi de ikke er tilstrækkeligt oplyst
Flere sager er blevet hjemvist til fornyet behandling i kommunen – for eksempel fordi sagen ikke er til strækkeligt oplyst. Det er kommunens ansvar at sørge for, at der foreligger eller bliver udarbejdet tilstrækkelige oplysninger til, at de kan træffe en afgørelse. Vurderer klagenævnet, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, gælder kommunens afgørelse ikke, og kommunen skal foretage en ny behandling af sagen.
På STU-området kan det være sager, hvor uddannelsesplanen ikke er udarbejdet eller er meget mangelfuld. Det kan også være sager, hvor det tydeligt fremgår, at den ikke er udarbejdet i samråd med den unge og forældrene. Klagenævnet kan i disse sager ikke lave en saglig vurdering af, om det tilbudte uddannelsessted tilgodeser den unges behov. Hvis dette er tilfældet, kan klagenævnet hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen.
Klagenævnet vurderer i disse sager, at kommunerne ikke har kunnet lave en tilstrækkelig faglig begrundet vurdering af, hvilket uddannelsessted der kunne tilgodese den unges behov. Når en sag hjemvises til ny behandling, skal kommunen indhente oplysninger, så sagen er tilstrækkeligt oplyst og derefter afgøre sagen på ny. Udfaldet kan dog ende med at blive det samme.
Ligelinie, Ligeværds rådgivning, støder ofte på denne virkelighed. Rådet fra Julie Fabian lyder her:
”Vi opfordrer de unge og deres pårørende til at være meget opmærksomme på, om deres sag er tilstrækkeligt oplyst og om det er muligt at se deres vurderinger i uddannelsesplanen. Hvis ikke, så skal de klage.”
Sagsbehandlingstider
I Ligelinie bliver der ofte spurgt til sagsbehandlingstider når det gælder STU. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de sager, hvor sagerne har været behandlet på et nævnsmøde eller hjemvist (de realitetsbehandlede sager) steg fra 3,4 måneder i 2018 til 4 måneder 2019.
Sagsbehandlingstiden har ligget på omtrent samme niveau de sidste par år. Det er dog den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, hvilket betyder, at behandlingen af en sag i klagenævnet godt kan tage længere tid end de 4 måneder, men også kortere tid.
Efter måneders forhandlinger indgik en række partier i dag en aftale om Den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse. Direktør i Ligeværd, Esben Kullberg, er meget tilfreds og beskriver aftalen som “en markant forbedring af STU’en”. En forbedring, som Ligeværd har kæmpet for i mange år. Aftalen rummer mange gode elementer, der på flere områder giver unge med særlige behov mere indflydelse på deres eget uddannelsesforløb og er med til at styrke uddannelsen.
De unge får flere valgmuligheder og en portal med alle tilbud
Aftalen rummer tydelige intentioner om at skabe bedre muligheder for unge med særlige behov. Med den nye aftale SKAL de unge præsenteres for flere valgmuligheder, når de visiteres til et STU-forløb. Desuden får den unge mulighed for selv at forslå et tilbud, som kommunen skal forholde sig til.
Det bliver samtidig lettere for unge og deres forældre at finde rundt i de mange STU-tilbud der findes. En ny portal skal være med til at skabe overblik over alle tilbud. Det bliver således forpligtende for uddannelsesstederne at være registreret på portalen, lige som kommunerne kun kan bruge tilbud, der lader sig registrere.
”For første gang får vi overblik over hele STU-uddannelseslandskabet. Det er en milepæl i STU’ens historie. Det giver de unge langt bedre mulighed for at finde et egnet uddannelsestilbud og det bliver en helt ny kilde til data og viden om STU,” siger Esben Kullberg.
STÆRKERE OVERGANGE TIL LIVET EFTER STU
Overgange og forløbsbrud giver de unge problemer. Med den nye aftale kommer der forstærket fokus på at sikre de unges overgang til livet efter STU. Der skal skabes klarhed over den unges videre forløb i løbet af uddannelsens sidste år. For de unge, der har et umiddelbart beskæftigelsespotentiale, skal der som noget nyt udarbejdes et ressourcepapir, der sikrer beskrivelser af den unges kompetencer i en beskæftigelsessammenhæng.
”Vi ved, at uformidlede overgange er gift for de unge. Mange unge mister fodfæstet, når de ikke ledsages i skiftene i deres liv. Vi er rigtig glade for, at den nye aftale har fokus på at de unges videre vej. Det gælder både for de unge, der er tæt på arbejdsmarkedet og de unge, der skal videre i andre tilbud. Der er i særlig grad grund til at glædes over, at politikerne har viet de unges fritidsliv opmærksomhed. Fritidstilbud er helt afgørende, hvis vi vil bekæmpe den høje grad af ensom, disse unge ofte rammes af,” siger Esben Kullberg.
Seksualundervisning bliver obligatorisk
Mange unge med særlige behov går gennem deres skolegang uden at modtage seksualundervisning. Den nye aftale sikrer, at de unge nu bliver vejledt under STU-forløbet.
”I dag betyder den manglende seksualvejledning, at alt for mange unge selv skal skaffe sig svar på spørgsmål om sex, kærlighed, kærester og kønsidentitet. Mange unge med særlige behov, har store udfordringer i forhold til at mærke både deres egne grænser og andres. Det bringer dem ofte ud i situationer, der kan opleves som krænkende. Det er uværdigt, at vi ikke har hjulpet de unge bedre på det område, så det er med stor tilfredshed, at vi nu får gjort seksualvejledningen obligatorisk” lyder det fra Esben Kullberg.
Mulighed for forbedringer på finansieringsdelen i sigte
Aftalen løser ikke de store udfordringer med uddannelsens finansiering, men aftalen åbner, for at der kan nedsættes en arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger til en ny økonomimodel.
”I Ligeværd vælger vi at se aftalens afsnit om en arbejdsgruppe, der skal se på en ny økonomimodel som en stor landvinding. Vi ved, at de udfordringer mange unge møder i forbindelse med at få tilbudt det rette STU-tilbud ofte handler om økonomi. Vi har gennem mange år sagt, at det var stærkt problematisk at det er den samme myndighed der både vejleder, visiterer og betaler – og i mange kommuner også er operatører på tilbuddene. Det er derfor helt afgørende, at vi nu ser ud til at få mulighed for at kigge på en helt ny finansieringsmodel” siger Esben Kullberg.
Stadig noget at kæmpe for
Selvom Esben Kullberg mener, at aftalen er et fremskridt for uddannelsen og de unge, så er der stadig noget at kæmpe for: ”Vi havde håbet på, at der ville være politisk opbakning til et centralt uddannelsestilsyn. I aftalen ligger ansvaret for uddannelsen fortsat hos kommunerne. I lyset af, at det fortsat er kommunerne, der betaler, så er det beklageligt, at vi ikke er kommet igennem med et uvildigt uddannelsestilsyn med udgangspunkt i centrale tilsynsparametre” siger Esben Kullberg og tilføjer: “men vi har kæmpet for denne uddannelse i mange år og det vil vi selvfølgelig blive ved med, indtil vi har fået skabt ligeværdige forhold for unge med særlige behov.”
Pressemeddelelse fra Undervisningsministeriet
I pressemeddelelsen fra Undervisningsministeriet udtaler børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil:
”Unge med særlige behov er måske ikke altid dem, der råber højest, hvis der er problemer. Derfor har vi som samfund et helt særligt ansvar for at sikre kvaliteten på de uddannelser, som er målrettet netop dem. Det er helt på sin plads, at vi med denne aftale sikrer de unge på STU helt centrale rettigheder. Vi ved, hvor afgørende et godt uddannelsestilbud er for deres videre færd i livet, og derfor skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi overhovedet kan for, at STU bliver en god oplevelse og et godt afsæt for dem,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Find link til hele aftaleteksten i pressemeddelelsen.
”Follow the money”. Sådan lyder det i en film om den amerikanske præsident Richard Nixon og hans Watergate-skandale i 70’erne. Den sætning kan på en måde også passe på forholdene omkring STU. Der er mange udfordringer omkring den særligt tilrettelagte ungdomsud dannelse, men i sidste ende løber de mange udfordringer sammen i en stor problemstilling: Penge og finansiering.
Af Esben Kullberg
STU-alliancen har sat tydelige spor i forhandlingerne
Mens du læser denne artikel, er politikerne måske stadig i gang med at forhandle om, hvordan STU’en forbedres. I STU-alliancen har Ligeværd været med til at præge forhandlingerne, idet vi gen- nem længere tid har talt og skrevet med alle partiers STU-ordførere og undervisningsministeren og givet dem gode råd til, hvad der bør ændres på, og hvordan det kan gøres.
Vi håber stadig, at der vil komme mærkbare forandringer. Allerhelst forandringer, der kan sikre de unge mere indflydelse på deres valg af uddannelse. Vi synes, at de har krav på at blive taget alvorligt, når de giver udtryk for, hvilken uddannelse der passer bedst til dem, og hvor de kunne være interesseret i at tage den.
Unge med særlige behov har også ret til indflydelse
At de unge får indflydelse på, hvor de kan tage deres særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, sker desværre sjældnere og sjældnere. Det mærkes blandt andet i Ligeværds socialfaglige rådgivning, Ligelinie, hvor henvendelserne fra frustrerede og magtesløse forældre er støt stigende. Vi ser det rundt omkring i kommunerne, hvor man laver ’kvalitetsstandarder’, der beskriver kommunens serviceniveau på STU-området. I flere og flere standarder står der, at kommunen kun bruger ét STU-tilbud: kommunens eget. Og en del af de steders økonomi styres ovenikøbet efter ’Rexona-modellen’, hvor der som bekendt altid er plads til en til. De forpligtes nemlig til at lave uddannelse for den samme pose penge, hvad enten der er 50 elever eller 70 elever.
Vi ser det også i kommuner, der laver udbudsrunder. Selv om udbudsmekanikken beskrives som en mulighed for at sikre kvaliteten i tilbuddene, så er det i vores optik i realiteten en styring af økonomien og en begrænsning af de unges muligheder for at vælge. Og så er der selvfølgelig de mere indlysende tilgange, hvor kommunen sætter et egentligt loft på prisen for STU, der nogle steder ligger på halvdelen af gennemsnitsprisen.
Visitationsudvalg lytter ikke til UU-vejledere
Som noget ret nyt, får vi også flere og flere opkald og mails fra UU-vejledere, der oplever, at deres vejledningsarbejde med de unge og deres forældre tilsidesættes af et visitationsudvalg, der beslutter noget helt andet end det, UU-vejlederen er kommet frem til sammen med den unge.
Når man så snakker med politikerne i kommunerne, er der tilsyneladende ikke en eneste politiker, der synes, at det er i orden, at de unge ikke kan vælge og at de bliver visiteret til noget, de ikke ønsker. Det er som om ingen rigtig vil tage ansvaret for, at de unges muligheder for- ringes mere og mere. Så hvad er der egentlig på spil. Ja, det korte svar er, at der er penge på spil. ’Follow the money’!
Uheldig sammenhæng mellem den faglige visitation og budgetansvar
Et af de første spor til, hvordan økonomi- en er kommet til at præge STU kan findes i en snart gammel vejledning, KL sendte ud til kommunerne i 2017, hvor KL rådede kommunerne til at sørge for, at der sad ledere med budgetansvar i alle visitationsudvalg. På den har man sikret, at der også har været ’økonomi-øjne’ på beslutningerne om, hvor de unge må tage deres uddannelse.
En anden væsentlig faktor er, at kommunernes udgifter til STU finansieres over bloktilskud. Det giver dels store uklarheder i kommunerne om, hvorvidt deres udgifter til STU er fuldt finansierede og gør det svært at efterspore om bloktilskudspengene går til det, de er tænkt til.
Kommunerne afholder altså udgifterne samtidig med, at de bestemmer, hvilket tilbud den unge må få. Konsekvensen af det er, at prissætningen af den enkelte unges tilbud er blevet genstand for en forhandling. Og hvis prisen kan presses ned, kan kommunen bruge besparelsen på andre ting. Og det ubehagelige er, at i det prispres, er det de unge og deres uddannelse, der er bliver gidsler.
Behov for en ny finansieringsmodel
Der er behov for, at vi finder en ny finansieringsmodel. En model, der sikrer, at de unge ikke bliver kørt over af økonomihensyn, men som tilgodeser, at det er de unges ønsker, deres personlige og faglige udvikling og deres fremtidsmuligheder, der lægges til grund for valget af deres uddannelse og uddannelsessted.
Det betyder, at den model, vi leder efter, skal sørge for, at økonomien til uddannelsen følger den unge. Vi skal sørge for, at modellen kan sikre, at alle unge med særlige behov får en kvalificeret uddannelse. Det kan lyde enkelt, men i praksis byder det på udfordringer, fordi gruppen af unge med særlige behov spænder utroligt bredt. Så modellen skal kunne sørge for, at selv når man har massive og komplekse udfordringer, er der stadig et kvalificeret særligt tilrettelagt uddannelsesforløb, man kan vælge.
Modellen skal også være med til at understøtte kvalitet i uddannelsen. Lige nu er den forhandlingsbaserede finansieringsmodel med til at underminere kvaliteten, fordi prispresset nødvendiggør, at der spares og fjernes elementer i det uddannelsesforløb, der kan leveres til den lavere pris.
Økonomien skal forankres i staten
Den letteste måde at fjerne prispresset er ved at finde en fastprismodel og forankre økonomien i staten. Det kender vi på langt de fleste uddannelser i form af taxameter-modeller. Det går rimeligt let på de uddannelser, der leverer den samme uddannelse til alle de unge, der går der. Men når det drejer sig om særligt tilrettelagte forløb, bliver det naturligvis langt sværere.
Så en fastprismodel skal kunne indeholde forskellige prisniveauer, afhængigt af den unges udfordringer og støttebehov. Det kender vi til gengæld også. For både specialefterskoler og frie fagskoler kan graduere deres taxameter efter de unges belastninger. Så muligheden for at finde en fastprismodel, der samtidig tager hensyn til den store spredning og kompleksitet, der er i de unges forudsætninger, er der. Spørgsmålet i den forbindelse er blot, hvem der kan bestemme, hvilket niveau taxameteret skal ligge på. Hvem har den uafhængige faglighed, der kan afgøre, hvilke støttebehov, der udløser et konkret uddannelsesforløb til en given pris.
Hvis vi flytter finansieringen fra kommunerne til staten via en taxameterordning, så har vi løst den uheldige sammenhæng mellem den faglige visitation og budgetansvaret. Det giver mulighed for, at kommunen, som er tæt på den unge, kan udrede støttebehovet og indplacere den unges uddannelse i et taxametersystem med flere niveauer.
I Ligeværd oplever vi i dag, at UU-vejlederne ofte laver et godt og professionelt arbejde med den unge. Det gode vejledningsarbejde skal vi holde fast ved og fortsat sikre kvaliteten af. Og deres arbejde skal i forvejen være uafhængigt af sektor- og institutionsinteresser. Det er vores opfattelse, at UU-vejlederen er den, der har de bedste forudsætninger for at have indsigt i den unges udfordringer og muligheder og dermed også den, der bedst kan afgøre, hvilket støttebehov en kommende uddannelse skal kunne levere.
Vores mest udsatte unge har også ret til den bedst mulige uddannelse
At omlægge økonomien i en hel uddannelsessektor er en meget stor opgave, som jeg tænker, de fleste politikere vil holde sig lidt tilbage med at kaste sig over. Men hvis man som politiker har intentioner om at ville sikre den bedste uddannelse for nogle af vores mest udsatte unge, så er der ingen vej uden om. Så må vi gribe dybt om roden og sikre en finansieringsmodel, der stiller unge på STU lige med unge på andre ungdomsuddannelser. Det bliver ikke let. Men det er nødvendigt.
Julius er næsten ét med sin computer. Han er vild med IT, og han er dygtig til det. Det kommer af at have et talent for systematik og logik – samt at bruge rigtig mange timer foran skærmen. Halvdelen af et 19 årigt liv, siger han selv. Men Julius er også en ung mand med udfordringer. Julius har Aspergers og lider af OCD. Han har brug for en stærk struktur og forudsigelighed i sin hverdag. Julius trives i en ramme, hvor der er få elever i klassen, da han ikke kan rumme sociale strukturer i en almindelig klasse og har brug for tætte og trygge relationer til få fagprofessionelle.
Julius udfordring har betydet, at der stort set ikke har været et skoletilbud, som har evnet at rumme ham eller formået at inkludere ham i fællesskabet. Senest har han gået på HHX, men som han selv siger, så kastede det ham ned i et sort hul, hvor han fik det skidt, var ensom og tabte sig alt for meget.
Endelig et uddannelsessted, der matcher Julius særlige talenter
De sidste fire måneder har været helt anderledes for Julius. Han har nemlig været i praktik på AspIT Trekanten. AspIT er et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb med intensiv IT-undervisning – netop for at understøtte unge med særlige talenter og give dem faglige kompetencer samt selvforståelse ift. deres diagnoser. Endelig har Julius fundet et sted, hvor han kan arbejde med sin store interesse i et miljø, som forstår ham og kan udvikle ham via tilrettelæggelse af undervisningen, så hans udfordringer ikke bliver barrierer, han ikke kan overkomme – men styrker og vejen mod nye muligheder og et selvstændigt liv.
Visitationsudvalget i Vejle følger IKKE den faglige anbefaling
Alle professionelle lærere, psykiatere og uddannelsesvejledere i Vejle kommune er enige om, at Julius ikke passer ind i de ordinære uddannelsesforløb, og at han skal have et særligt tilrettelagt tilbud, hvis han skal kunne profitere af undervisning. Så alt burde være godt nu, hvor Julius har fundet AspIT. Men nej.
På trods af den massive faglige vurdering, der er knyttet til Julius’ sag, så har Vejle Kommunes visitationsudvalg vendt tommelfingeren nedad. Og man må spørge sig med hvilken begrundelse. Og svaret er faktisk: Ingen.
Julius er udredt og beskrevet på kryds og tværs. Der ligger dokumenter og udtalelser i lange baner. Det er belyst fra stort set alle vinkler. Julius passer ikke ind i de ordinære tilbud. Og alligevel giver visitationsudvalget afslag. Endda et afslag som ikke rummer nogen som helst begrundelse. Bare et nej.
Og visitationsudvalget følger heller ikke loven
Det er så himmelråbende uforståelig sagsbehandling fra visitationsudvalgets side; for slet ikke at tale om dårlige behandling samt svigt, man giver en sårbar ung mand. For et afslag skal jf. loven indeholde de faktiske oplysninger, der er afgørende for kommunens vurdering. Altså de oplysninger i sagen, der har betydning for afgørelsen, skal med. I Julius’ sag skal Vejle Kommune angive, hvilke oplysninger, der gør, at Julius ikke kan få en STU.
Så man må spørge, hvilken faglighed Vejle Kommunes visitationsudvalg besidder, som med fem linjer, så uværdigt og ligegyldigt, kan banke en ung mand og hans familie tilbage til start. I mørke og uvished.
Julius’ sag er ikke den eneste, vi ser i Ligeværd. Så vi har en klar fornemmelse for, hvad der kan være på spil. I langt de fleste tilfælde af denne art er det nemlig penge. Kommunen vil sikkert ikke bruge de penge, det koster at sende Julius på AspIT.
Afslaget bliver en dyr beslutning for Vejle Kommune
Til det kan man bare sige: Visitationsudvalgets beslutning bliver dyr. Antagelig meget dyrere end at give Julius en uddannelse på AspIT. Som det er nu, bliver Julius blot dyrere og dyrere for Vejle kommune. Man må forudse, at han får brug for mere og mere hjælp. Han har retning mod en førtidspension, men inden da kommer han nok på kontanthjælp eller anden overførselsindkomst i nogle år. Og så er der den medicin og behandling, som man må forvente han skal have fremover. Et klientgjort liv og spild af evner.
Julius fortjener et godt liv og han fortjener at få muligheden for at bidrage til samfundet – ligesom han fortjener at have indflydelse på sit eget liv – og en ordentligt og værdig sagsbehandling i Vejle Kommune.
Klokken ringer. Silas har fri fra skole. Han skynder sig hjem. Tænder sin computer og kort tid efter er han i en anden verden. En verden, der hedder World of Warcraft. Her bliver han de næste mange timer. Faktisk helt indtil midnat. Dagen efter er det en træt Silas, der kommer i skole. Her laver han det samme som dagen før: Ingenting. Han har nemlig svært ved både det faglige og det sociale i skolen. Han tæller nærmest bare ned, til han får fri, så han kan komme hjem til det computerspilsunivers, hvor han tilbringer de fleste af sine vågne timer. Sådan så Silas Scholdan Jespersgaards tilværelse ud for 8 år siden. I sommer blev han færdig med en uddannelse som gastronom og er nu i et ordinært job.
Her får du indblik i, hvorfor og hvordan det lykkedes for Silas at komme fra en tilværelse som afhængig gamer til et liv med uddannelse, job, forlovet og egen lejlighed.
Tekst: Helene Kaas Foto: FGU Aalborg
Afhængig gamer med lavt selvværd
– I folkeskolen var jeg altid det nye barn. Vi har altid flyttet meget rundt, så jeg har prøvet at gå på 11 forskellige folkeskoler. Jeg nåede aldrig at blive en del af fællesskabet. Og så spillede jeg jo computer, så de andre så ned på mig. De stemplede mig som nørd, så jeg lukkede mig bare inde i mig selv. Lærerne i folkeskolen virkede ret opgivende, og jeg forstår dem egentlig godt, når jeg tænker tilbage, for jeg har aldrig fungeret godt i folkeskolen. Jeg klarede mig ikke godt i skolen og fungerede ikke sammen med de andre elever. Jeg var ikke den, de andre valgte at være sammen med.
Sådan beskriver Silas selv sin tid i folkeskolen. Efter 9. klasse kom Silas på Lille Vildmose Produktionsskole på Mou Hotel. Det var hans mors forslag, fordi Silas havde været i praktik på en kro, og det havde gjort ham godt at mærke, at der var noget praktisk, han var god til. Det var dog ikke nemt for Silas at bryde det gamle mønster, så det første år på produktionsskolen havde han meget fravær. Busturen til skolen var hård, skolen var endnu en ny skole og troen på, at han kunne lære noget, var lille. Han fortæller, at han stadig spillede enormt meget computer.
Christina Møller Jensen, som er uddannelsesleder på FGU Aalborg (tidl. Lille Vildmose Produktionsskole) og Michael Falkenberg Simonsen, faglærer og mentor, fortæller i fællesskab om den Silas, de tog imod som 16-årig:
– Silas var en dreng med komplekse udfordringer – både faglige, sociale og personlige. Han var meget usikker, både på sig selv og i forhold til hvilken retning, han skulle. Vi tog fat der, hvor han var. Han var bogligt udfordret, havde lavt selvværd og kæmpede med ubehandlet sorg efter sin fars død. Han havde haft mange dårlige oplevelser i sin skolegang. Han var motorisk udfordret, og bar præg af at være understimuleret fysisk efter alt for mange timer foran en computer. Derudover var han var lige blevet udredt med ADHD.
– Silas forløb startede med meget fravær. Han var blevet en mester i at blive hjemme, når tingene var svære og sådan havde det været i mange år. Så den første opgave var at motivere ham til at møde op og støtte ham i at få nogle af de barrierer væk, som holdt ham hjemme foran computeren.
Reddet af en Særligt Tilrettelagt Uddannelse
Det skelsættende for Silas skete, da han fyldte 17 år, og blev visiteret til en STU med mulighed for bo-træning.
– Da jeg fyldte 17 år, fik jeg tildelt en STU og det hjalp meget, for så kunne jeg komme ud at bo på Mou Hotel. Det betød, at jeg kom ud af mine gamle rammer og begyndte at blive opdraget Der begyndte det at gå godt. Jeg mødte – godt og vel – hver dag. Jeg begyndte at lære ting, og jeg blev generelt mere glad. Jeg kom i bad hver dag – og det er en god ting, fortæller han med et skævt smil i stemmen.
Silas’ svar på hvorfor det begyndte at gå godt, peger på én person: Michael.
– Michael havde en farrolle for mig. Han er grunden til, at jeg er, som jeg er nu. Jeg snakkede knap nok, da jeg kom derud. Nu holder jeg nærmest ikke mund. Han har fået mig til at tro på mig selv. Han har været en stor støtte og inspiration. Han har været der hele vejen rundt. Efter mine 3 år på STU kom jeg i lære på hotellet i 3 og et halvt år. Michael har været med hele vejen, så han har lært mig alt, hvad jeg ved. Han har også været hård. Det har jeg haft brug for – for at blive opdraget ordentligt. Var jeg ikke kommet på den STU, var jeg ikke kommet nogen vegne i mit liv. Jeg har været tæt på at bakke ud af uddannelsen et par gange, men begge gange har Michael været der til at sige ’Du kan godt’. Det betød meget for mig, at jeg kunne mærke, at lærerne godt kunne lide at være på Mou Hotel. Det inspirerede mig til også at ville det.
For Michael og Christina var det også tydeligt, at STU’en var det helt rigtige for Silas.
– Da Silas begyndte på STU’en, begyndte det at rykke for ham, fordi vi kunne arbejde sideløbende med både det per- sonlige, faglige og sociale samt støtte Silas i sit fritidsliv, således at nogle af de gamle mønstre ligeså langsomt blev brudt.
– Det sidste år af STU’en rykkede Silas sig tre niveauer fagligt i almenfagligt. Det betød, at han kunne klare en optagelsesprøve i dansk og matematik, så han kunne komme ind på TECH Food College (red., hvor Silas har taget sin uddannelse som gastronom). Det lykkedes, fordi de andre ting landede; han fik styr på at møde op, begyndte at tro på sig selv og fik mod på og lyst til at tage en uddannelse – med andre ord Silas havde mærket værdien af at være en del af et lærings- og arbejdsfællesskab og ville mere, fortæller Christina.
Da han begyndte på sin uddannelse, fortsatte Michael med at være mentor for Silas, udover at være hans faglige læremester.
Silas Sholdan Jespersgaard og Michael Falkenberg Simonsen, faglærer og mentor.
Tillid og fællesskab som de første skridt
Relationer, tryghed og krav er nogle af nøgleordene i det arbejde, som de på Mou Hotel satte i gang for at hjælpe Silas.
– Vi lagde ud med at invitere Silas ind i vores arbejdsfællesskab på hotellet for derigennem at skabe en relation til Silas. Det var hårdt arbejde det første halve år. Vi arbejdede med at få Silas ind i nogle omgivelser, som gjorde, at han blev tryg ved at være der og deltage – og det lykkes at han fik en relation til mig. Han kunne mærke, at jeg ville ham. Jeg var uden tvivl også hård ved ham nogle gange. Jeg stillede krav, som jeg vidste, han kunne klare, som han bare ikke selv vidste, før han havde gjort det. Det var Christina, der trådte til, når han synes det blev for svært, fortæller Michael.
Christina supplerer:
– Silas var ikke en dreng, der var vant til at blive stillet krav til. Når der ikke bliver stillet krav til en, kommer der en underliggende tro på, at ingen tror, man kan mestre noget. Michael har stillet krav og tilpasset opgaverne, så Silas begyndte at få følelsen af, at han kan kunne lykkes med noget. Han har naturligvis skulle støttes i at håndtere de krav, der blev stillet og få dem vendt i hovedet, så han ikke fik modstand mod dem. Men det er her, jeg tænker Michael og jeg har suppleret hinanden godt. Vi snakkede løbende med Silas om, at når vi stillede krav til ham, var det fordi, vi troede på, han kunne leve op til dem. Derudover sørgede vi for, at målene blev så små, at de var til at lykkes med, hvor efter vi byggede videre på. Det gav Silas et frirum, at Michael gav ham nogle konkrete arbejdsopgaver og bad ham ’pakke problemerne væk’, for han var kommet ind i et mønster med, at alt var svært og hårdt. Koblingen mellem at få et frirum til at lære noget fagligt og være en del af at skabe noget i køkkenet, gjorde ham godt. Han har jo set op til Michael, fordi Michael har kunnet mestre meget, som Silas gerne selv ville mestre.
– Jeg tror også, at de sociale ture har betydet meget. Michael rejste til Norge med fem drenge, da Silas kun havde været her i et halvt år. Sådan en tur, hvor man presser sig selv og finder ud af, at man kan klare det og klare det sammen, giver meget. Det, at føle sig som en del af et fællesskab med nogen andre unge og have en værdi i det, har også haft betydning. På Mou Hotel er det vigtigt for os både at inkludere de unge i et lærings- og arbejdsfællesskab, men det er også vigtigt for os, at vores STU-elever får sammenlignende muligheder som unge på ordinære ungdomsuddannelser, blandt andet studieture, udlandspraktikker osv. Silas har aldrig oplevet at været en del af et fællesskab i sin folkeskole, fordi han har skiftet skole mange gange, gået i specialklasse og været skærmet meget – vi må som fagpersoner ikke underkende betydningen af følelsen af at høre til og have venner, fortæller Christina.
På tur til Norge.
Personlig, social og faglig mentor
– Det, at Michael har kunnet arbejde med hele Silas, og det at Silas er blevet inkluderet i et arbejdsfællesskab. Det er svaret på, hvorfor det er gået godt for Silas. Det gælder også for nogle af de andre unge, vi har haft, som måske er kommet videre i et fleksjob eller anden beskæftigelse. Sådan lyder Christinas helt korte svar på den tilgang, de har på Mou Hotel.
Hun fortæller videre:
– Fordi Michael har haft en tæt relation til Silas, har han hele tiden været ved siden af Silas eller et skridt foran, så hvis noget har været ved at gå galt, har vi kunne sætte ind, inden det blev en udfordring. Da han kom til os, var han ikke vant til, at nogen holdt noget ud. Silas havde oplevet mange skift af forskellige fagpersoner og var på mange måder lidt opgivende i troen på, at nogle reelt ville hjælpe ham. Når et ungt menneske får en STU på Mou Hotel, samarbejder vi naturligvis med den unges netværk og de øvrige fagpersoner, der måtte være en del af den unges liv, men der er ikke en opgave, vi tænker, ikke er relevant for os at være med til at løse. Er der en barriere for at møde i sin STU, så kigger vi på den barriere og forholder os til den. Silas’ STU har indeholdt alt – lige fra støtte til at håndtere sin økonomi til at få indlæg i sin sko, fordi han havde en dårlig fodstilling, der gjorde, at han fik ondt i ryggen. Michael og hans kollegaer på Mou Hotel har støttet med bus, tandlæge, fritidsliv, rengøringen, hygiejne. Alt, hvad der har været en barriere for at møde og lære.
Det har helt klart også været en del af succesen. Helheden i det. For eksempel, hvis Michael havde skullet vente på, at der kom en kontaktperson, der kunne tage Silas til læge med den dårlige fodstilling, så ville han have fået fravær, og ville måske være røget ud af fællesskabet. Ligesom det, at Silas fik tilbud om at bo på skolen sammen med sin STU medførte, at vi i langt højere grad kunne støtte Silas i fritiden også.
– Det er ikke noget hos den unge, der ikke hører til os. Det er ikke sikkert, at den udfordring, den unge har, er noget vi har mulighed for selv at støtte den unge i at håndtere, men så følger vi den unge derhen, hvor den unge kan få hjælp. For eksempel i forhold til Silas og fodspecialisten. Vi overlader aldrig den unge til ’det har ikke noget med skolen at gøre’. Alt, hvad der har med den unge at gøre, har også noget med den unges uddannelse at gøre.
Michael supplerer:
– Jeg brugte også meget tid på at fortælle ham om den tilværelse, der ventede på den anden side af uddannelsen. Fortælle ham om arbejdsmarkedet, som han ville komme ud og være en del af.
Det, der var vigtigt for Silas, var, at han kunne danne sin egen familie, at have økonomi til det og betale sine regninger. Det har han aldrig været vant til. Han har været vant til ’den regning river vi over, fordi jeg har alligevel ikke råd til at betale den’. Jeg forsøgte at holde Silas op på sine drømme og støtte ham hen mod dem. Også når det galt om at få betalt sine regninger.
Forlovet gastronom med fast arbejde
Silas har ikke bare fået sig en uddannelse og et arbejde; han er også blevet forlovet og drømmene for fremtiden stopper ikke der.
– Nu har jeg en uddannelse, – fortæller han med stolthed i stemmen, og fortsætter – og jeg arbejder på MUMS i Gug, hvor vi laver gourmet delikatesse take away. Jeg tjener til, at vi kan bo i en ordentlig lejlighed. Vi flytter snart til en større lejlighed med fremtidsperspektiv, for der er fem værelser.
Om måden han fik jobbet på, fortæller han.
– En elev fra Mou Hotel havde spottet et jobopslag på Facebook. Jeg syntes, det lød spændende og tog derhen samme dag. Chefen bad mig komme med en ansøgning og et CV. Tre dage senere havde jeg jobbet. Det var en surrealistisk oplevelse.
Jeg spørger ind til om, om han kunnet have forestillet sig det scenarie, hvis han tænker tilbage på den Silas, han var i folkeskolen.
– Nej! – siger Silas og kommer med et grin, der bekræfter, hvor langt ude den tanke er.
– Jeg turde jo ikke noget dengang. Jeg lavede ikke rigtig noget uden for mit værelse.
Christina Møller Jensen, som er uddannelsesleder på FGU Aalborg, sammen med Silas.
Vejen fra gamer til gastronom lykkedes for Silas, fordi han kom i de rigtige skolerammer omgivet af mennesker, der havde forståelse for hans særlige behov og mulighed for at tilrettelægge det forløb, der passede direkte til Silas.
