Julius er næsten ét med sin computer. Han er vild med IT, og han er dygtig til det. Det kommer af at have et talent for systematik og logik – samt at bruge rigtig mange timer foran skærmen. Halvdelen af et 19 årigt liv, siger han selv. Men Julius er også en ung mand med udfordringer. Julius har Aspergers og lider af OCD. Han har brug for en stærk struktur og forudsigelighed i sin hverdag. Julius trives i en ramme, hvor der er få elever i klassen, da han ikke kan rumme sociale strukturer i en almindelig klasse og har brug for tætte og trygge relationer til få fagprofessionelle.
Julius udfordring har betydet, at der stort set ikke har været et skoletilbud, som har evnet at rumme ham eller formået at inkludere ham i fællesskabet. Senest har han gået på HHX, men som han selv siger, så kastede det ham ned i et sort hul, hvor han fik det skidt, var ensom og tabte sig alt for meget.
Endelig et uddannelsessted, der matcher Julius særlige talenter
De sidste fire måneder har været helt anderledes for Julius. Han har nemlig været i praktik på AspIT Trekanten. AspIT er et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb med intensiv IT-undervisning – netop for at understøtte unge med særlige talenter og give dem faglige kompetencer samt selvforståelse ift. deres diagnoser. Endelig har Julius fundet et sted, hvor han kan arbejde med sin store interesse i et miljø, som forstår ham og kan udvikle ham via tilrettelæggelse af undervisningen, så hans udfordringer ikke bliver barrierer, han ikke kan overkomme – men styrker og vejen mod nye muligheder og et selvstændigt liv.
Visitationsudvalget i Vejle følger IKKE den faglige anbefaling
Alle professionelle lærere, psykiatere og uddannelsesvejledere i Vejle kommune er enige om, at Julius ikke passer ind i de ordinære uddannelsesforløb, og at han skal have et særligt tilrettelagt tilbud, hvis han skal kunne profitere af undervisning. Så alt burde være godt nu, hvor Julius har fundet AspIT. Men nej.
På trods af den massive faglige vurdering, der er knyttet til Julius’ sag, så har Vejle Kommunes visitationsudvalg vendt tommelfingeren nedad. Og man må spørge sig med hvilken begrundelse. Og svaret er faktisk: Ingen.
Julius er udredt og beskrevet på kryds og tværs. Der ligger dokumenter og udtalelser i lange baner. Det er belyst fra stort set alle vinkler. Julius passer ikke ind i de ordinære tilbud. Og alligevel giver visitationsudvalget afslag. Endda et afslag som ikke rummer nogen som helst begrundelse. Bare et nej.
Og visitationsudvalget følger heller ikke loven
Det er så himmelråbende uforståelig sagsbehandling fra visitationsudvalgets side; for slet ikke at tale om dårlige behandling samt svigt, man giver en sårbar ung mand. For et afslag skal jf. loven indeholde de faktiske oplysninger, der er afgørende for kommunens vurdering. Altså de oplysninger i sagen, der har betydning for afgørelsen, skal med. I Julius’ sag skal Vejle Kommune angive, hvilke oplysninger, der gør, at Julius ikke kan få en STU.
Så man må spørge, hvilken faglighed Vejle Kommunes visitationsudvalg besidder, som med fem linjer, så uværdigt og ligegyldigt, kan banke en ung mand og hans familie tilbage til start. I mørke og uvished.
Julius’ sag er ikke den eneste, vi ser i Ligeværd. Så vi har en klar fornemmelse for, hvad der kan være på spil. I langt de fleste tilfælde af denne art er det nemlig penge. Kommunen vil sikkert ikke bruge de penge, det koster at sende Julius på AspIT.
Afslaget bliver en dyr beslutning for Vejle Kommune
Til det kan man bare sige: Visitationsudvalgets beslutning bliver dyr. Antagelig meget dyrere end at give Julius en uddannelse på AspIT. Som det er nu, bliver Julius blot dyrere og dyrere for Vejle kommune. Man må forudse, at han får brug for mere og mere hjælp. Han har retning mod en førtidspension, men inden da kommer han nok på kontanthjælp eller anden overførselsindkomst i nogle år. Og så er der den medicin og behandling, som man må forvente han skal have fremover. Et klientgjort liv og spild af evner.
Julius fortjener et godt liv og han fortjener at få muligheden for at bidrage til samfundet – ligesom han fortjener at have indflydelse på sit eget liv – og en ordentligt og værdig sagsbehandling i Vejle Kommune.
Klokken ringer. Silas har fri fra skole. Han skynder sig hjem. Tænder sin computer og kort tid efter er han i en anden verden. En verden, der hedder World of Warcraft. Her bliver han de næste mange timer. Faktisk helt indtil midnat. Dagen efter er det en træt Silas, der kommer i skole. Her laver han det samme som dagen før: Ingenting. Han har nemlig svært ved både det faglige og det sociale i skolen. Han tæller nærmest bare ned, til han får fri, så han kan komme hjem til det computerspilsunivers, hvor han tilbringer de fleste af sine vågne timer. Sådan så Silas Scholdan Jespersgaards tilværelse ud for 8 år siden. I sommer blev han færdig med en uddannelse som gastronom og er nu i et ordinært job.
Her får du indblik i, hvorfor og hvordan det lykkedes for Silas at komme fra en tilværelse som afhængig gamer til et liv med uddannelse, job, forlovet og egen lejlighed.
Tekst: Helene Kaas Foto: FGU Aalborg
Afhængig gamer med lavt selvværd
– I folkeskolen var jeg altid det nye barn. Vi har altid flyttet meget rundt, så jeg har prøvet at gå på 11 forskellige folkeskoler. Jeg nåede aldrig at blive en del af fællesskabet. Og så spillede jeg jo computer, så de andre så ned på mig. De stemplede mig som nørd, så jeg lukkede mig bare inde i mig selv. Lærerne i folkeskolen virkede ret opgivende, og jeg forstår dem egentlig godt, når jeg tænker tilbage, for jeg har aldrig fungeret godt i folkeskolen. Jeg klarede mig ikke godt i skolen og fungerede ikke sammen med de andre elever. Jeg var ikke den, de andre valgte at være sammen med.
Sådan beskriver Silas selv sin tid i folkeskolen. Efter 9. klasse kom Silas på Lille Vildmose Produktionsskole på Mou Hotel. Det var hans mors forslag, fordi Silas havde været i praktik på en kro, og det havde gjort ham godt at mærke, at der var noget praktisk, han var god til. Det var dog ikke nemt for Silas at bryde det gamle mønster, så det første år på produktionsskolen havde han meget fravær. Busturen til skolen var hård, skolen var endnu en ny skole og troen på, at han kunne lære noget, var lille. Han fortæller, at han stadig spillede enormt meget computer.
Christina Møller Jensen, som er uddannelsesleder på FGU Aalborg (tidl. Lille Vildmose Produktionsskole) og Michael Falkenberg Simonsen, faglærer og mentor, fortæller i fællesskab om den Silas, de tog imod som 16-årig:
– Silas var en dreng med komplekse udfordringer – både faglige, sociale og personlige. Han var meget usikker, både på sig selv og i forhold til hvilken retning, han skulle. Vi tog fat der, hvor han var. Han var bogligt udfordret, havde lavt selvværd og kæmpede med ubehandlet sorg efter sin fars død. Han havde haft mange dårlige oplevelser i sin skolegang. Han var motorisk udfordret, og bar præg af at være understimuleret fysisk efter alt for mange timer foran en computer. Derudover var han var lige blevet udredt med ADHD.
– Silas forløb startede med meget fravær. Han var blevet en mester i at blive hjemme, når tingene var svære og sådan havde det været i mange år. Så den første opgave var at motivere ham til at møde op og støtte ham i at få nogle af de barrierer væk, som holdt ham hjemme foran computeren.
Reddet af en Særligt Tilrettelagt Uddannelse
Det skelsættende for Silas skete, da han fyldte 17 år, og blev visiteret til en STU med mulighed for bo-træning.
– Da jeg fyldte 17 år, fik jeg tildelt en STU og det hjalp meget, for så kunne jeg komme ud at bo på Mou Hotel. Det betød, at jeg kom ud af mine gamle rammer og begyndte at blive opdraget Der begyndte det at gå godt. Jeg mødte – godt og vel – hver dag. Jeg begyndte at lære ting, og jeg blev generelt mere glad. Jeg kom i bad hver dag – og det er en god ting, fortæller han med et skævt smil i stemmen.
Silas’ svar på hvorfor det begyndte at gå godt, peger på én person: Michael.
– Michael havde en farrolle for mig. Han er grunden til, at jeg er, som jeg er nu. Jeg snakkede knap nok, da jeg kom derud. Nu holder jeg nærmest ikke mund. Han har fået mig til at tro på mig selv. Han har været en stor støtte og inspiration. Han har været der hele vejen rundt. Efter mine 3 år på STU kom jeg i lære på hotellet i 3 og et halvt år. Michael har været med hele vejen, så han har lært mig alt, hvad jeg ved. Han har også været hård. Det har jeg haft brug for – for at blive opdraget ordentligt. Var jeg ikke kommet på den STU, var jeg ikke kommet nogen vegne i mit liv. Jeg har været tæt på at bakke ud af uddannelsen et par gange, men begge gange har Michael været der til at sige ’Du kan godt’. Det betød meget for mig, at jeg kunne mærke, at lærerne godt kunne lide at være på Mou Hotel. Det inspirerede mig til også at ville det.
For Michael og Christina var det også tydeligt, at STU’en var det helt rigtige for Silas.
– Da Silas begyndte på STU’en, begyndte det at rykke for ham, fordi vi kunne arbejde sideløbende med både det per- sonlige, faglige og sociale samt støtte Silas i sit fritidsliv, således at nogle af de gamle mønstre ligeså langsomt blev brudt.
– Det sidste år af STU’en rykkede Silas sig tre niveauer fagligt i almenfagligt. Det betød, at han kunne klare en optagelsesprøve i dansk og matematik, så han kunne komme ind på TECH Food College (red., hvor Silas har taget sin uddannelse som gastronom). Det lykkedes, fordi de andre ting landede; han fik styr på at møde op, begyndte at tro på sig selv og fik mod på og lyst til at tage en uddannelse – med andre ord Silas havde mærket værdien af at være en del af et lærings- og arbejdsfællesskab og ville mere, fortæller Christina.
Da han begyndte på sin uddannelse, fortsatte Michael med at være mentor for Silas, udover at være hans faglige læremester.
Silas Sholdan Jespersgaard og Michael Falkenberg Simonsen, faglærer og mentor.
Tillid og fællesskab som de første skridt
Relationer, tryghed og krav er nogle af nøgleordene i det arbejde, som de på Mou Hotel satte i gang for at hjælpe Silas.
– Vi lagde ud med at invitere Silas ind i vores arbejdsfællesskab på hotellet for derigennem at skabe en relation til Silas. Det var hårdt arbejde det første halve år. Vi arbejdede med at få Silas ind i nogle omgivelser, som gjorde, at han blev tryg ved at være der og deltage – og det lykkes at han fik en relation til mig. Han kunne mærke, at jeg ville ham. Jeg var uden tvivl også hård ved ham nogle gange. Jeg stillede krav, som jeg vidste, han kunne klare, som han bare ikke selv vidste, før han havde gjort det. Det var Christina, der trådte til, når han synes det blev for svært, fortæller Michael.
Christina supplerer:
– Silas var ikke en dreng, der var vant til at blive stillet krav til. Når der ikke bliver stillet krav til en, kommer der en underliggende tro på, at ingen tror, man kan mestre noget. Michael har stillet krav og tilpasset opgaverne, så Silas begyndte at få følelsen af, at han kan kunne lykkes med noget. Han har naturligvis skulle støttes i at håndtere de krav, der blev stillet og få dem vendt i hovedet, så han ikke fik modstand mod dem. Men det er her, jeg tænker Michael og jeg har suppleret hinanden godt. Vi snakkede løbende med Silas om, at når vi stillede krav til ham, var det fordi, vi troede på, han kunne leve op til dem. Derudover sørgede vi for, at målene blev så små, at de var til at lykkes med, hvor efter vi byggede videre på. Det gav Silas et frirum, at Michael gav ham nogle konkrete arbejdsopgaver og bad ham ’pakke problemerne væk’, for han var kommet ind i et mønster med, at alt var svært og hårdt. Koblingen mellem at få et frirum til at lære noget fagligt og være en del af at skabe noget i køkkenet, gjorde ham godt. Han har jo set op til Michael, fordi Michael har kunnet mestre meget, som Silas gerne selv ville mestre.
– Jeg tror også, at de sociale ture har betydet meget. Michael rejste til Norge med fem drenge, da Silas kun havde været her i et halvt år. Sådan en tur, hvor man presser sig selv og finder ud af, at man kan klare det og klare det sammen, giver meget. Det, at føle sig som en del af et fællesskab med nogen andre unge og have en værdi i det, har også haft betydning. På Mou Hotel er det vigtigt for os både at inkludere de unge i et lærings- og arbejdsfællesskab, men det er også vigtigt for os, at vores STU-elever får sammenlignende muligheder som unge på ordinære ungdomsuddannelser, blandt andet studieture, udlandspraktikker osv. Silas har aldrig oplevet at været en del af et fællesskab i sin folkeskole, fordi han har skiftet skole mange gange, gået i specialklasse og været skærmet meget – vi må som fagpersoner ikke underkende betydningen af følelsen af at høre til og have venner, fortæller Christina.
På tur til Norge.
Personlig, social og faglig mentor
– Det, at Michael har kunnet arbejde med hele Silas, og det at Silas er blevet inkluderet i et arbejdsfællesskab. Det er svaret på, hvorfor det er gået godt for Silas. Det gælder også for nogle af de andre unge, vi har haft, som måske er kommet videre i et fleksjob eller anden beskæftigelse. Sådan lyder Christinas helt korte svar på den tilgang, de har på Mou Hotel.
Hun fortæller videre:
– Fordi Michael har haft en tæt relation til Silas, har han hele tiden været ved siden af Silas eller et skridt foran, så hvis noget har været ved at gå galt, har vi kunne sætte ind, inden det blev en udfordring. Da han kom til os, var han ikke vant til, at nogen holdt noget ud. Silas havde oplevet mange skift af forskellige fagpersoner og var på mange måder lidt opgivende i troen på, at nogle reelt ville hjælpe ham. Når et ungt menneske får en STU på Mou Hotel, samarbejder vi naturligvis med den unges netværk og de øvrige fagpersoner, der måtte være en del af den unges liv, men der er ikke en opgave, vi tænker, ikke er relevant for os at være med til at løse. Er der en barriere for at møde i sin STU, så kigger vi på den barriere og forholder os til den. Silas’ STU har indeholdt alt – lige fra støtte til at håndtere sin økonomi til at få indlæg i sin sko, fordi han havde en dårlig fodstilling, der gjorde, at han fik ondt i ryggen. Michael og hans kollegaer på Mou Hotel har støttet med bus, tandlæge, fritidsliv, rengøringen, hygiejne. Alt, hvad der har været en barriere for at møde og lære.
Det har helt klart også været en del af succesen. Helheden i det. For eksempel, hvis Michael havde skullet vente på, at der kom en kontaktperson, der kunne tage Silas til læge med den dårlige fodstilling, så ville han have fået fravær, og ville måske være røget ud af fællesskabet. Ligesom det, at Silas fik tilbud om at bo på skolen sammen med sin STU medførte, at vi i langt højere grad kunne støtte Silas i fritiden også.
– Det er ikke noget hos den unge, der ikke hører til os. Det er ikke sikkert, at den udfordring, den unge har, er noget vi har mulighed for selv at støtte den unge i at håndtere, men så følger vi den unge derhen, hvor den unge kan få hjælp. For eksempel i forhold til Silas og fodspecialisten. Vi overlader aldrig den unge til ’det har ikke noget med skolen at gøre’. Alt, hvad der har med den unge at gøre, har også noget med den unges uddannelse at gøre.
Michael supplerer:
– Jeg brugte også meget tid på at fortælle ham om den tilværelse, der ventede på den anden side af uddannelsen. Fortælle ham om arbejdsmarkedet, som han ville komme ud og være en del af.
Det, der var vigtigt for Silas, var, at han kunne danne sin egen familie, at have økonomi til det og betale sine regninger. Det har han aldrig været vant til. Han har været vant til ’den regning river vi over, fordi jeg har alligevel ikke råd til at betale den’. Jeg forsøgte at holde Silas op på sine drømme og støtte ham hen mod dem. Også når det galt om at få betalt sine regninger.
Forlovet gastronom med fast arbejde
Silas har ikke bare fået sig en uddannelse og et arbejde; han er også blevet forlovet og drømmene for fremtiden stopper ikke der.
– Nu har jeg en uddannelse, – fortæller han med stolthed i stemmen, og fortsætter – og jeg arbejder på MUMS i Gug, hvor vi laver gourmet delikatesse take away. Jeg tjener til, at vi kan bo i en ordentlig lejlighed. Vi flytter snart til en større lejlighed med fremtidsperspektiv, for der er fem værelser.
Om måden han fik jobbet på, fortæller han.
– En elev fra Mou Hotel havde spottet et jobopslag på Facebook. Jeg syntes, det lød spændende og tog derhen samme dag. Chefen bad mig komme med en ansøgning og et CV. Tre dage senere havde jeg jobbet. Det var en surrealistisk oplevelse.
Jeg spørger ind til om, om han kunnet have forestillet sig det scenarie, hvis han tænker tilbage på den Silas, han var i folkeskolen.
– Nej! – siger Silas og kommer med et grin, der bekræfter, hvor langt ude den tanke er.
– Jeg turde jo ikke noget dengang. Jeg lavede ikke rigtig noget uden for mit værelse.
Christina Møller Jensen, som er uddannelsesleder på FGU Aalborg, sammen med Silas.
Vejen fra gamer til gastronom lykkedes for Silas, fordi han kom i de rigtige skolerammer omgivet af mennesker, der havde forståelse for hans særlige behov og mulighed for at tilrettelægge det forløb, der passede direkte til Silas.
Unge med særlige behov har brug for nye og bedre indsatser, hvis de skal få mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet. Når unge færdiggør deres Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU), er kun seks ud af hundrede i enten job eller på uddannelse. Efter 4 år er det knapt hver fjerde ung, der er fundet en plads til på arbejdsmarkedet eller på en uddannelse. Det billede har stort set ikke ændret sig siden 2012.
Det viser en ny analyse, HBS Economics (tidligere Højbjerre Brauer Schultz) har udarbejdet for Ligeværd på baggrund af data fra Danmarks Statistiks elevregister (KOTRE) og Beskæftigelsesministeriets DREAM-register.
I dag er godt 6000 unge i gang med en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Og selvom uddannelsen ikke retter sig specifikt mod at få de unge i beskæftigelse, er ønsket om et job stort for rigtig mange unge på uddannelsen.
Ligeværd har kontakt til mange unge, der har gået på STU eller stadig går der. Det er et helt generelt billede, at langt de fleste unge drømmer om et arbejde eller om at kunne deltage og bidrage til samfundet. Den stolthed, vi ser hos de unge i arbejde, er ikke til at tage fejl af. Med tallene fra Ligeværds analyse er det tydeligt, at der er udviklingsmuligheder. Det er også tydeligt, at de værktøjer, vi bringer i anvendelse i dag, er meget utilstrækkelige, hvis disse motiverede unge skal få mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet.
STU bringer ikke unge i arbejde
I lovgivningen for STU hedder det, at uddannelsen skal sikre, at unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt bringer dem videre i uddannelse og beskæftigelse. Uddannelsens mål om uddannelse eller beskæftigelse er, som det fremgår, sekundært i lovgivningen. Tallene viser da også, at det kun i sjældne tilfælde sker, at de unge har en uddannelsesplads eller et job, når de afslutter deres STU. Kun 6% er i job eller i uddannelse en uge efter de har afsluttet deres STU. Og selv efter 48 måneder der det kun 21%, der er i beskæftigelse inklusive de unge på førtidspension, der har fået job med løntilskud. Gennem de fire år, efter de unge har færdiggjort deres STU, er andelen af STU-unge på uddannelse fortsat 3-4%.
Ressourceforløb
Det er ikke STU’ens primære formål at gøre de unge klar til beskæftigelse. Derfor er det også forventeligt, at der ikke er en stor andel af de unge, der umiddelbart efter deres STU er i job. Analysen ser derfor på, om ressourceforløb hjælper de unge tættere på arbejdsmarkedet. Det ser dog ikke ud til at være tilfældet i væsentlig grad. I 2015 kom knap 4% af de unge i ressourceforløb umiddelbart efter STU i 2015. Dette tal var i 2018 ikke steget til mere end godt 6%.
2015 var den årgang, hvor flest unge kom i ressourceforløb. Her toppede kurven efter 24 måneder, hvor 13% var i ressourceforløb. Ikke noget prangende niveau.
I 2018 kom endnu færre i et ressourceforløb. Her ser kurven ud til at toppe omkring 10 %.
Det ser altså ud til, at ressourceforløb kun i meget begrænset omfang finder anvendelse for unge med særlige behov, og at de unge, der kommer i ressourceforløb, forlader denne beskæftigelsesindsats efter et par år. Når man så kigger nærmere på, hvad de unge kommer videre til gennem ressourceforløbet, så bliver det tydeligt, at det kun i meget begrænset omfang er til beskæftigelse. Når man tager gruppen, der 6 måneder efter afsluttet STU forløb er i ressourceforløb (ca 6% af alle afsluttede), kan man se, at kun 12% af denne gruppe kommer videre i arbejde eller uddannelse gennem ressourceforløbsaktiviteten i løbet af de følgende 30 måneder, mens 21 % af gruppen er overgået til førtidspension.
Erkendelsens lys for enden af tunnelen
Det er nedslående tal, der viser, at vores traditionelle beskæftigelses-værktøjskasse ikke passer til unge med særlige behov og kognitive udfordringer. Tallene viser også, at der er behov for nytænkning på dette område af beskæftigelsesindsatserne. Og den nytænkning sker rundt omkring, men ser desværre ud til at mangle bevågenhed. Så også her vil jeg opfordre til opmærksom læsning af et tidligere indlæg i Altinget: ’Unge med handicap skal adgang til STU-overbygning’. Her fremgår det nemlig, at gode overgange laves. Det sker i Ligeværds Joballiancen, FONDEN UNGES’KLAR TIL START, Glad fondens flexuddannelse og LEV’s KLAPjob. Bemærkelsesværdigt og tankevækkende er det, at alle er udviklet uden for de kommunale jobcentre. Jobcentrene bør løfte blikket og række ud efter de modeller der findes og politikerne skal understøtte at de modeller gøres til standardiserede løsninger.
Det er i hvert fald nødvendigt, at politikerne erkender, at den kommunale mainstream-jobformidling ikke fungerer for kognitivt udfordrede unge og, at der laves tætte samarbejder med aktører, der har ekspertise., såvel om organisatorisk og kulturelt set-up til at løse opgaven.
Ligeværds rådgivning LigeLinie får jævnligt henvendelser fra forældre til unge, der skal starte på en STU, omkring økonomi under uddannelsen. Mange forældre oplever, at deres kommune går i gang med at undersøge den unges økonomi med henblik på at konkludere, om den unge har ret til økonomisk uddannelseshjælp. Denne undersøgelse har dog ingen berettigelse, da loven siger, at alle unge over 18 år på en STU har ret til uddannelseshjælp – uanset den unges formue. I artiklen her får du indblik i, hvordan det hænger sammen og hvilken lov, du skal henvise til i dialogen med din kommune.
Krævede adgang til bankkonto
I juli-måned fik Ligeværd denne henvendelse fra en mor, som var begejstret over, at hendes datter skulle begynde på en STU, men bekymret for den undersøgelse af familiens økonomi, som hjemkommunen iværksatte. Personnavne er ændret og steder er fjernet af hensyn til familiens anonymitet.
Hej Julie
Hvad er reglerne for vores datter omkring, hvad hun kan søge om at få i understøttelse, når hun går på STU?
Kan kommunen eksempelvis afkræve, at hun bruger en opsparing, som hun skal bruge til kørekort?
Kommunen har taget adgang til hendes bankkonti og undersøger selv gamle kontoer, hun har haft.
Selv det depositum, som vi betalte til efterskolen, da hun startede dernede er kørt ind som formue til vores datter.
De har også bedt om en masse kontoudskrifter nu.
Jeg kan ikke forstå, hvad der sker. Vil du forklare os, hvordan det hænger sammen?
Hun står jo og skal betale for kost og logi på sit STU-sted og har ingen indtægt – og kommune vil ikke betale noget, før de har fundet ud af, hvad hun har af penge.
Jeg ser frem til at høre fra dig
Venligst Gerda
Kommuner skal se bort fra STU-unges formue
Loven er heldigvis meget klar på dette område, så Ligeværds socialfaglige konsulent, Julie Fabian, kunne svare Gerda med gode nyheder.
Kære Gerda
Jeg har godt nyt til jer.
Siden den 1.1.2014 har en lovændring betydet, at en ung over 18 år, som modtager uddannelseshjælp på et STU-forløb, ikke skal formuevurderes – dog kun i de 3 år, uddannelsen er i gang
Det betyder at når hjælpen skal beregnes for en person, der deltager i en STU, skal kommunen altså se bort fra ansøgerens og denne ægtefælles eller samlevers formue. Desuden må en STU-elev tjene op til 24.000 kr. (før skat) om året ved arbejde, uden at indtægten fra arbejdet medfører fradrag i hjælpen.
14 Kommunen kan ikke yde hjælp, hvis ansøgeren og ægtefællen har formue, som kan dække det økonomiske behov. Kommunen ser dog bort fra beløb på op til 10.000 kr., for ægtefæller 20.000 kr.
Stk. 2. Der ses desuden bort fra den del af en formue, der er nødvendig for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til ansøgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.
Stk. 3. Der ses endvidere bort fra formue i form af efterbetaling af offentlige forsørgelsesydelser og øvrige offentlige sociale ydelser som følge af afgørelse eller dom. Det beløb, der ses bort fra, udgør differencen mellem den ydelse, der er udbetalt for perioden, og den retmæssige ydelse for perioden. Der ses bort fra efterbetalingen i 2 år efter udbetalingstidspunktet.
Stk. 4. Der skal tillige ses bort fra erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade efter
1)lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,
2)lov om erstatningsansvar,
3)lov om arbejdsskadesikring eller
4)lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.
Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilke andre tilfælde der skal ses bort fra erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade.
Stk. 6. Kommunen ser endvidere bort fra legater, der er fritaget for beskatning efter ligningslovens § 7, nr. 6, og fra formue, som skyldes beløb, der er udbetalt som godtgørelse for varigt men og ikkeøkonomisk skade samt ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser, foreninger m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, nr. 22.
Stk. 7. For personer, der deltager i en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, skal kommunen tillige se bort fra ansøgerens og dennes ægtefælles formue.
Stk. 8. Kommunen ser bort fra engangsbeløb på op til 150.000 kr. pr. forsikringsbegivenhed, der udbetales fra forsikring mod visse kritiske sygdomme. Der ses bort fra forsikringsbeløb i op til 5 år efter beløbets udbetaling.
Jeg håber, du kunne bruge mit råd. Ellers er du meget velkommen til at kontakte mig igen.
Med venlig hilsen
Julie Fabian
Socialfaglig konsulent og projektleder
August 2020
Har du brug for hjælp?
Du kan sende en mail til LigeLinie på ligelinie@ligevaerd.dk eller ringe onsdage mellem kl. 13 og 15.30 på 22 34 30 13
Næsten 5års arbejde fandt sin foreløbige afslutning med en konference på Christiansborg.
Leo Komischke-Konnerup forsvarede sin Ph.d. afhandling i almen pædagogik i sommer. Pointerne herfra gentog han på Ligeværds konference i Fællessalen d. 6. december.
Leo Komischke-Konnerup mener, at ordentlig pædagogisk praksis er under voldsomt pres. Hvis pædagogikken skal kunne leve på egne forudsætninger og præmisser og ikke blot underlægges andre logikker og styringsmodeller, så skal den forsvares. Vi har bedt Leo om at gentage noget af det, han talte om på konferencen og udfolde, hvad han mener med at god pædagogisk praksis skal beskyttes. Disse perspektiver danner afsæt for en ny fase af God Uddannelse Til Alle: Pædagogisk udvikling som dialog mellem forskning og praksis.
”Ordentlig pædagogik skal beskyttes”.
Sådan lyder udmeldingen fra Leo Komischke-Konnerup, Ph.d. og chefkonsulent ved UC Syd. ”En pædagogisk ordentlig pædagogisk praksis er altid helt grundlæggende orienteret og begrundet af en forestilling om mennesket som et lærende og dannelsesåbent væsen, der livet igennem har mulighed for bestemme eller definere sig selv gennem medvirken i et fælles og praktisk liv. I et samfund med frihed og folkestyre er vi måske nok individer men aldrig alene, vi skylder altid hinanden noget, fordi vi har et fælles ansvar for et ordentligt og menneskeligt liv for alle.” Efter Leo Komischke-Konnerups opfattelse er pædagogikken under pres. ”Rigtig meget af den pædagogiske teori på skole- og uddannelsesområdet er slet ikke pædagogisk. Den tager ikke udgangspunkt i et egentligt begreb om pædagogik – men henter sine forestillinger og forståelser fra psykologiens, samfundsvidenskabens eller økonomiens verden. Samtidig bliver samfundets skole- og uddannelsessystem stadig mindre optaget af, hvordan man kan uddanne alle menneskelige evner og interesser. Vi er i stedet blevet alt for optaget af at ville udvikle netop de kompetencer hos de unge, som vi mener at have brug for og derfor handler skole- og uddannelse i dag ofte mest om at tilpasse og styre unge menneskers lærings- og dannelsesprocesser i helt bestemte retninger frem for at spørge om, hvad de unge selv er interesseret i, og hvad de selv finder rigtigt eller forkert. På den måde er skole- og uddannelsespraksis i stigende grad blevet gjort til styringsinstrument for politisk-økonomiske interesser, mens den pædagogiske mening i skole og uddannelse forsvinder. Og når skole og uddannelse bliver pædagogisk meningsløs, har det ofte store menneskelige omkostninger for de børn og unge som har brug for god uddannelse. Ikke mindst når vi taler om de unge, der har særlige behov.”
Pædagogik, psykologi, medicin og samfundsvidenskab
”Jeg vil ikke forklejne hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens store betydning – også for disse unge. Jeg mener dog godt, at man kan sige, at vi inden for disse videnskaber risikerer at løbe ind i ret ensidige forståelser af disse unge. Det som kendetegner disse videnskaber er, at de ofte forstår og behandler de unge som ofre for forskellige former for fejl eller mangler. Inden for psykologien og medicinen forstås disse unge således typisk som ofre for deres individuelle-biologiske-fysiske-neurologiske fejl eller mangler og har derfor først og fremmest behov for, at der udvikles og tilbydes de helt rette former for medicinsk eller anden indsigt eller behandling. I samfundsvidenskabens perspektiv forstås de unge som ofre for nogle alvorlige samfundsmæssige, strukturelt betingede uretfærdigheder, altså som ofre for en fejlagtig, mangelfuld eller uretfærdig udformning af fx vores arbejdsmarked, af forholdet mellem kommunekassen og statskassen eller af det ordinære skole- og uddannelsessystem. Og ud fra denne forståelse har de unge primært behov for og må vente på, at nogen får den tanke, at samfundets forskellige fællesskaber og deres institutioner måske kunne udformes og indrettes mere fornuftigt eller retfærdigt så også disse unge kan tage del i samfundet som ligeværdige og værdifulde medlemmer af samfundet”, mener Leo Komischke-Konnerup
”Ingen af disse perspektiver er som sådan forkerte eller ligegyldige i forhold til disse unge og deres muligheder for at gå i skole og uddanne sig. Hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens erkendelser og indsigter kan undværes, når det drejer sig om at udvikle god uddannelse til disse unge – eller til alle andre unge for den sags skyld. Men når det drejer sig om, hvordan en ordentlig skole- og uddannelsespraksis skal udformes, kan hverken psykologiske, medicinske eller samfundsvidenskabelige perspektiver give os bud på, hvordan det gøres pædagogisk meningsfuldt, eller hvordan vi kan handle pædagogisk ordentligt og ansvarligt i den helt konkrete undervisningspraksis. Så min pointe er, at når vi diskuterer hvordan skole- og uddannelsespraksis skal udformes så alle får mulighed for en ordentlig uddannelse – ja så behøver vi altså også et egentligt pædagogisk-videnskabeligt perspektiv på sagen – og det mangler for tiden,” siger Leo Komischke-Konnerup kritisk.
Unge med særlige behov er først og fremmest unge mennesker.
Men hvordan forstås og beskrives disse unge så, når man altså anlægger et egentligt pædagogisk perspektiv? spørger han.
”For det første får vi øje på, at disse unge – som alle andre børn og unge – har behov for en ordentlig og ansvarlig pædagogisk omsorg i form af undervisning, opdragelse og vejledning. De har som alle andre opvoksende behov for god uddannelse, for at lære hvad det egentlig vil sige at leve og handle som menneske i et fælles og praktisk menneskeligt liv. I pædagogikkens perspektiv får man altså først og fremmest øje på, at disse unge med særlige behov først og fremmest er unge mennesker med det samme pædagogiske behov som alle andre unge mennesker – og først dernæst får man øje på disse unge som særlige eller usædvanlige, som udviklingshæmmede, som autister – eller hvordan vi nu i øvrigt gennem tiden har kategoriseret eller diagnosticeret disse unge. Lige som alle andre unge, har de behov for en pædagogisk ansvarlig og ordentlig uddannelse for at kunne medvirke og på den måde blive til som mennesker og borgere livet igennem. Altså behov for at lære og danne sig gennem deres uddannelse – lige som alle andre unge i et moderne samfund, et samfund med frihed og folkestyre. Behovet for at lære og danne sig som menneske er et særligt menneskeligt behov, som helt grundlæggende kendetegner det at være menneske. Almenpædagogisk set er sagen ikke spor anderledes for disse unge end for andre. I det perspektiv bliver det også tydeligt, at unge med særlige behov er i stand til at lære som alle andre. Evnen til at lære er noget, der hører med til ethvert menneskes natur og derfor noget der virker på samme måde som hjertet eller leveren – af sig selv – også helt uden læreres og pædagogers opfordringer til at lære. Man kan i virkeligheden slet ikke forhindre mennesker i at lære – de er lærende væsner og lærer derfor hele tiden. Nogle gange lærer de også det, vi ikke synes, de skal lære”.
Et pædagogisk fremkaldt handicap: at lære – at man ikke kan lære..
”I skolen bliver man klogere, antager vi almindeligvis. Men pædagogisk set kan man altså også blive dummere af at gå i skole og få et forvrænget og invaliderende syn på verden, på de andre og på sig selv. Det er rent faktisk muligt hver dag at lære at man netop ikke kan lære i skolen og at man derfor heller ikke hører til i skolens og undervisningens fællesskab. Sådan er det gået for rigtig mange af de unge som i dag er elever på Ligeværds skoler og uddannelsessteder. Problemet for dem er ikke, at de ikke har lært noget i skolen – problemet er i stedet, hvad de rent faktisk har lært i skolen: nemlig at de ikke kan lære og at de ikke hører til her. Ud fra hvad mange af disse elever og deres lærere har fortalt mig gennem årene, så har rigtig mange af disse elever oplevet en undervisning og et samvær i skolen, der ikke i tilstrækkelig grad har haft forståelse for disse unges læringsforudsætninger og derfor er skolens undervisning og samvær blevet meningsløs for disse elever. De har oplevet en undervisning og samvær, hvor de tydeligvis ikke reelt har haft mulighed for selv at medvirke og på den måde udnytte skolens tilbud om at blive klogere på verden, på sig selv og på de andre. Men lært, det har de altså alligevel. De har bare ikke lært det, vi håbede på. De har i stedet pådraget sig, hvad man kunne kalde et pædagogisk fremkaldt handicap: en forståelse af dem selv som nogen der ikke hører hjemme i skole- og uddannelsespraksis. De har mistet tilliden til eller forståelsen af dem selv som lærende og dannelsesåbne personer, der hører til blandt alle de andre unge i skole- og uddannelsessystemet. Og det må siges at være et voldsomt alvorligt handicap at have pådraget sig i et så stærkt uddannelsesorienteret samfund som vores: Her kommer man nemlig slet ikke ind uden uddannelse!
God uddannelse
”Det jeg har mødt på Ligeværds skoler og uddannelsessteder er en pædagogisk praksis, der forsøger at give de unge mulighed for igen at tro på, at skolens undervisning og samvær også er for dem. Det er ikke sikkert det lykkes i alle tilfælde, men en ordentlig pædagogisk praksis vil altid forsøge på at skabe pædagogisk mening i undervisning og samvær. Det er dette forsøg på at skabe pædagogik mening, der kendetegner god uddannelse – ikke om det altid lykkes.
God uddannelse er en pædagogisk værdibaseret og eksperimenterende praksis, hvilket betyder at den ikke følger en på forhånd metodisk tilgang. I stedet hviler den altså på nogle pædagogiske værdier, eller måske rettere på en pædagogisk-etisk grundtanke, som gentager sig i alt, hvad man foretager sig pædagogisk og på anden vis. Denne pædagogisk-etiske grundtanke kommer især til syne i forståelsen af eleven som et menneske der – på trods af alle mulige vanskeligheder – rent faktisk kan lære og danne sig – men altså også som et menneske der i høj grad har behov for en tilpasset pædagogisk hjælp til at lære og danne sig til et frit og selvbestemmende menneske og ansvarlig borger.
At arbejde pædagogisk på denne måde kræver, at læreren holder ud, ikke giver op, ikke nedskriver sine forventninger til eleven, men føler sig forpligtet til at forsøge igen og igen, eksperimentere og gøre forsøg med sin pædagogik, søge nye måder at opfordre eleven til at opdage og aktivere sin egen lærings- og dannelsesmulighed i mødet med de forskellige vanskeligheder som læseplanens krav stiller hende overfor at skulle håndtere.
At skabe en sådan skole- og uddannelsespraksis hvor man lærer gennem erfaringer og eksperiment kommer man altså ikke sovende til, det er en vanskelig og krævende pædagogisk vej at gå for alle involverede – både for elever og lærere.
Den pædagogiske praksis, man finder på Ligeværds skoler og uddannelsessteder, henvender sig til den unge og den unges interesser, og opfordrer hende til aktivt at medvirke og involvere sig i de pædagogisk arrangerede fællesskaber, som skoler og uddannelsessteder tilbyder i deres skole- og uddannelsesforløb. Derfor er undervisningen ofte ikke ordnet i de traditionelle skolefag – men for det meste i interessebaserede værksteder, hvor man forsøger at imødekomme elevernes interesse for dyrepasning, motorer og metal, bygge- og anlægsaktiviteter, kunsthåndværk, musik, naturen, kunst, madlavning, idræt osv..”
Beskyttelse gennem udviklende dialog
”God uddannelse giver ikke sig selv. Selv om den er nok så god og ordentlig, er der ingen sikkerhed for, at den vil klare sig. God uddannelse har derfor behov for beskyttelse. Den bedste beskyttelse af en ordentlig pædagogisk praksis sker ved hele tiden at insistere på både at praktisere, undersøge og udvikle pædagogisk praksis for alle unge. Hvad der er godt og ordentligt ved pædagogisk praksis må løbende undersøges og beskrives, diskuteres og udfordres, udvikles og forbedres – i fællesskab og for fællesskabet.”, slutter Leo Komischke-Konnerup.
”Middelfart kommune anvender altid det lokale STU-tilbud” sådan lyder svaret, fra Middelfart kommune, til hvorfor Frederikke ikke kan få lov til at begynde sin uddannelse på Munkegården.
Ligelinie modtager i slutningen af august et opkald fra Britt. Brit er mor til Frederikke som ønsker at starte sin uddannelse på Munkegården.
Frederikke har i begyndelsen af året været i praktik på både det lokale STU-tilbud i Middelfart samt på Munkegården. Formålet med disse praktikker har, ifølge Frederikkes mor Britt, været, at undersøge hvilket STU-sted der passede bedst til Frederikkes kvalifikationer, modenhed og interesser. Her var for Frederikke og Britt ingen tvivl. Frederikke ønskede at tage sin STU på Munkegården. Et ønske Britt oplevede, at de delte med UU vejlederen som lavede indstillingen til STU-udvalget i Middelfart kommune. Derfor kom det også meget bag på både Britt og Frederikke, da afgørelsen faldt om, at Frederikke skal tage sin STU på det lokale STU tilbud i Middelfart. Afgørelsen er efterfølgende anket til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, som giver kommunen medhold.
I dag er Frederikke fortsat ikke påbegyndt sin STU, da hverken Frederikke eller Britt mener, at STU Middelfart kan imødekomme Frederikkes ønsker til en uddannelse. Britt har ikke opgivet drømmen om, at få Frederikke på Munkegården.
Hvordan skal jeg forklare det til Frederikke, når jeg heller ikke selv forstår det?
Socialfaglig konsulent ved Ligeværd, Julie Fabian, har læst sagen igennem og udtaler følgende:
”Det som særligt springer i øjnene i denne sag er, at Middelfarts kommune ikke angiver de hovedhensyn, der har været bestemmende for afgørelsens udfald. Hvilket vil sige, at den afgørelse familien modtager ikke indeholder en fyldestgørende begrundelse for udfaldet. Retssikkerhedsmæssigt er dette problematisk, da det gør det vanskeligt for familien at klage over afgørelsen, når de ikke har noget at forholde sig til andet end afslaget”.
Denne problematik kan Britt genkende:
”Det har været en stor frustration, at jeg ikke har fået en forklaring. Hvordan kan de feje det helt af bordet? Jeg forstår det ikke. Hvis der dog bare var nogen, der kunne sige det, så kunne jeg forholde mig til det, men jeg får jo ingenting. Hvordan skal jeg forklare det til Frederikke, når jeg heller ikke selv forstår det”.
Klagenævnet pointerer også den manglende begrundelse overfor Middelfart kommune i forbindelse med deres afgørelse. I forlængelse af dette, anbefaler de Britt at kontakte kommunen igen med ordene – Dialog er jo altid en god ting. Det er i den forbindelse, at Britt modtager et brev fra social- og sundhedsdirektør, Mette Bostrup, som efter aftale med borgmesteren gør Britt opmærksom på følgende:
”Middelfart kommune anvender altid det lokale STU-tilbud, hvis tilbuddets kompetencer kan imødekomme den pågældende elevs behov.” (Uddrag af brev fra Middelfart Kommune. Svar på henvendelse vedrørende afgørelse omkring Frederikkes STU.)
Er det lovligt, at kommunen som udgangspunkt altid anvender eget tilbud?
Dette spørgsmål har Ligeværd besluttet sig for at undersøge nærmere, da denne praksis desværre ikke kun er til at finde i Middelfart kommune. Flere og flere unge med særlige behov, bliver som udgangspunkt visiteret til det lokale STU-tilbud.
Klagenævnet for Specialundervisning udsender løbende meddelelser om sin praksis. Meddelelserne beskriver i kort form de mere principielle afgørelser og vejleder om centrale problemstillinger. Af k-meddelelse 17 fremgår det at:
”Ungdomsuddannelsen skal altså tilrettelægges individuelt ud fra deltagerens forudsætninger, behov og interesser. Som udgangspunkt er det derfor ikke nok, at kommunen henviser den unge til en bestemt institution eller et færdigtilrettelagt uddannelsesforløb, der er fælles for alle”. (Klagenævnet for vidtgående specialundervisning K-meddelelse nr. 17 s. 2)
Ligeværd håber, at Middelfart kommune, og andre kommuner med en lignende praksis, vil rette deres fokus mod de unges forudsætninger, behov og interesser og væk fra, om de passer ind i kommunens eget kommunale tilbud. Unge med særlige behov har ret til at være med bestemmende, når de skal vælge uddannelse.
Når unge med særlige behov får tilbudt et STU-sted, så er det kommunens visitationsudvalg, der træffer afgørelsen. Denne afgørelse træffes ofte på baggrund af en indstilling, som er lavet af en vejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU). UU-vejlederen skal sikre, at den unges behov, interesser og fremtidsmuligheder inddrages i indstillingen. Det er således UU der, efter dialog med den unge og forældrene, indstiller til en STU, men det er visitationsudvalget der træffer afgørelse om, hvilket konkret STU–tilbud den unge kan få.
Når visitationsudvalgets beslutning er truffet, tildeles den unge så et undervisningstilbud hos en STU-udbyder.
Middelfart visiterer kun til det kommunale tilbud
Men som Ligeværd kan beskrive i en anden artikel, ”En drøm om Munkegården. En drøm om selv at vælge uddannelsessted”, så er det ikke helt sådan sagsbehandlingen ser ud til at være lavet i Middelfart kommune omkring Frederikke Zygmunt Husts STU-tilbud. Her tildeler visitationsudvalget Frederikke et STU-forløb på det kommunale STU-tilbud. Og det gør de til trods for, at Frederikke ønsker at gå på Munkegården, et selvejende uddannelsessted, hvor hun også har været i praktik. Og UU-vejlederen har tilsyneladende ikke givet udtryk for, at det ikke er muligt for Frederikke og hendes forældre at vælge Munkegården som STU-tilbud.
Det forløb undrer selvfølgelig Frederikkes forældre, Claus og Britt Hust, som skriver til borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, at de finder det mærkeligt, at man bruger penge på praktikforløb på et STU-sted, som Frederikke alligevel ikke kan vælge. Ligesom det undrer dem, at den eneste fra visitationsudvalget, de kan komme til at snakke med om deres undren, er lederen af det kommunale STU-tilbud, hvor Frederikke bliver henvist til og at han sidder i det visitationsudvalg, der skal bestemme hvor Frederikke skal tage sin STU.
Og som Claus og Brit Hust skriver til borgmester Johannes Lundsfryd Jensen: ”det er ikke nemt at opnå forståelse for at Frederikke ikke lige skal være på ”hans” uddannelsessted men hellere vil på Munkegården.”
Svaret fra borgmesteren er klart: ”Middelfart anvender altid det lokale STU-tilbud” og omkring forældrenes undren over, at lederen af den kommunale STU også sidder i det udvalg der skal bestemme, hvor de unge skal gå, har borgmesteren tilsyneladende heller ikke dårlig samvittighed men er helt bevidst om dobbeltkasketterne: ”Ralf Buch som daglig leder af STU Middelfart, deltager i Middelfart kommunes visitationsudvalg.”
Det sker mange steder i landet
I 2017 gennemførte Ligeværd en rundspørge om repræsentationen i de kommunale visitationsudvalg. Ligeværd spurgte dels blandt landets kommuner, dels blandt en række uddannelsessteder med flere kommunale samarbejdspartnere. ”Det var ikke et kønt billede, vores rundspørge viste. Der er ganske mange steder, hvor det netop er den kommunale STU-leder, der sidder i visitationsudvalget. Man kan selvfølgelig ikke sige, at det automatisk giver en dårlig sagsbehandling, og at det alle steder betyder, at de unge så kun visiteres til det kommunale tilbud. Men desværre ser vi flere steder den sammenhæng. Jeg mener, at det er en stor udfordring for disse unges retssikkerhed. De har i forvejen svært ved at give udtryk for det, de vil og har behov for. Så risikoen for at blive manipuleret er alt for stor”, siger sekretariatschef Esben Kullberg.
”På andre velfærdsområder skal kommunen sikre, at der er vandtætte skotter mellem den myndighed, der bestiller en ydelser og så den operatør, der udbyder den. Det mener vi også må gælde på STU-området”, siger Esben Kullberg
BUM – modellen
Denne adskillelse af vejledning, myndighedsafgørelse og den praktiske opgaveløsning, som Esben Kullberg refererer til, bygger på en model, der blev indført op gennem 1990’erne. Modellen kaldes BUM-modellen. B’et står for Bestiller, U for Udfører og M for Modtager. I BUM-modellen sættes der fokus på henholdsvis myndighedsrollen (altså bestilleren af en opgave) og leverandørrollen (den der udfører opgaven -her STU-tilbudet) og især på adskillelsen af de to roller. Modellen blev indført for at sikre gennemskuelighed og kvalitet i den kommunale opgaveløsning på ældreområdet og for at sikre, at flere kunne byde ind på at løse kommunale opgaver.
Denne model er siden blevet forvaltningspraksis på en række områder. Det startede på ældreområdet og har i mange kommuner bredt sig til socialområdet, de kommunale beskæftigelsesindsatser og videre til børn- og ungeområdet. Men altså mange steder ikke til STU området.
Folketingets undervisningsudvalg har skrevet lov om forberedende grunduddannelse om efter en intensiv indsats fra bl.a. Ligeværd og STU alliancen. Med omskrivningen bliver FGU’en åben for unge, der har gennemført en STU, og dermed er det lykkes at gøre op med dele af skraldespandstænkningen.
Landets STU-elever og deres pårørende kan ånde lettet op. Med den nye FGU så det ud til, at STU’en skulle blive endestationen i deres uddannelse, men nu har Folketingets undervisningsudvalg skiftet spor. Efter en intensiv politisk indsats fra Ligeværd og resten af STU alliancen, har udvalget skrevet en undtagelse ind i lov om FGU, så den nye uddannelse alligevel bliver åben for unge, som har gennemført en STU.
Det fortalte Undervisningsministeriets sekretariatschef Thomas Bugge på Ligeværds konference ”STU/FGU – En ny virkelighed for unge på kanten af uddannelse og job” mandag 23. april.
Måske er det jeres indsats, der har gjort forskellen. Der er i hvert fald bred politisk enighed om at åbne FGU for tidligere STU-elever, og det er skrevet ind i loven, sagde han i sit oplæg til konferencen.
Den nye lov er dog endnu ikke offentliggjort. Men ifølge Thomas Bugge har det aldrig været politikernes intention at skabe en restgruppe i uddannelsessystemet, og derfor er det naturligt at åbne FGU’en for unge, som først har brug for at finde fodfæste og udvikle sig på en STU.
Sejr for Ligeværd
Uanset om Ligeværd og resten af STU alliancens indsats har haft indflydelse på den politiske beslutning, så er ændringen af lovteksten en sejr for STU alliancen, som har gjort opmærksom på problemet, siden det første udspil til FGU’en så dagens lys.
Esben Kullberg er meget tilfreds med lovændringen.
– Det er vigtigt for os, at STU’en ikke bliver en skraldespand. Derfor er jeg glad for, at politikerne tilsyneladende har været lydhøre over for vores bekymringer. Uanset hvad er jeg glad for den lovændring, som øger chancen for at få alle med. Det er både en sejr for os og for unge med særlige behov, siger han.
Dog mener han ikke, at alle problemer er løst, men udviklingen har tydeliggjort værdien af Ligeværds politisk interessevaretagelse og af at samle interessenterne omkring den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse i STU alliancen.
– Lovændringen viser, at det kan betale sig at gå i dialog med politikerne, men vi kommer ikke til at dvæle ved det her resultat. Vi vil arbejde endnu mere målrettet og ihærdigt på at forhindre den skraldespandstænkning, vi stadig ser i dele af forholdet mellem STU og FGU, siger Esben Kullberg.
Jo, ensomheden er også synlig på Tinnetgård, fordi mange af de unge bærer på en bagage af mobning, at føle sig tilovers og en følelse af ensomhed, som har taget bo i dem og derfor ikke forsvinder lige uden videre.
Tekst og foto: Peter Christensen
– Ensomheden er et tema her. Den er synlig hos de unge. Det er unge som nogle gange har fået nogle store slag i selvtilliden, og de bliver hurtigt kede af det og er skrøbelige.
Søren Raffnsøe Hultberg, som ses på scooter til højre på billedet øverst sammen med eleven Hans Nielsen, er souschef på Tinnetgård Bo- og Erhvervsskole, og han fortæller om Tinnetgårds arbejde med ensomheden blandt eleverne.
– Det er meget synligt, når de er kede af det. Nogle lukker sig inde i en tid for at få ro på tankerne, og indbyder derefter til en snak med en pædagog, om hvordan de har det, nogen gange ved at sende en sms. Andre siger det til en medarbejder, inden det går galt, at de kan mærke de inden længe får det skidt, fortæller Søren og fortsætter:
– Vi arbejder med ensomheden, når problemet opstår for en elev. Det kan være ude på en bostation eller i arbejdet på faglinjerne. Arbejdet omkring ensomhed er også indlejret i vores daglige arbejde på værkstederne og i husene, i omgangen med hinanden og i det faglige og pædagogiske arbejde, forklarer han.
– Det er så vigtigt, at der er tillid, tryghed og den rigtige kemi mellem den enkelte unge og en eller flere primære medarbejdere. Derfor er det en god metode, at de unge selv ”finder” den voksne de har mest tillid til og personlig kemi med. Det kan lige så godt være en værkstedunderviser som en pædagog. Derfor gør vi meget ud af at dele vores viden i medarbejdergruppen, så alle hele tiden ved, hvem der tager ansvaret og snakken med den elev, der er ramt af ensomhed og er ked af det.
Tinnetgårds medarbejdere forsøger at møde den unge der, hvor den enkelte unge er.
Det betyder for eksempel, at selv om Tinnetgård synes en elev spiller alt for meget computer, så er det ikke noget stedet forbyder.
Dels vil et forbud ikke føre til den gode snak om det fysiske møde med andre mennesker, og dels kan arbejdet med computeren også bidrage til at udvikle nogle kompetencer skriftligt og teknisk. Omvendt udvikler den unge ikke sit verbale og kropslige sprog, som er vigtigt i mødet med andre, hvis alt foregår på lang afstand bag et tastatur.
– Vi tager afsæt i den virkelighed de unge er i og tager snakken derfra. Det er vigtigt, at de unge føler sig taget alvorligt, og vi møder dem på deres betingelser. Det er basis for dialogen, og uden den kan vi ikke nå det vi gerne vil. Heller ikke i en snak om ensomhed, slutter Søren.
Tinnetgård lægger vægt på, at de unge har en frihed til at vælge og bevæge sig rundt.
– Derfor har alle elever en scooter, så de kan transportere sig rundt. Og vælge hvem de vil være sammen med, eller hvor de vil opsøge hjælp. Det er en vigtig frihed for eleverne, slutter Søren Raffnsøe Hultberg.
Troels Ravn, formand for Folketingets Social, indenrigs- og Børneudvalg, mener der skals endes et klart signal til kommunerne om, at det ikke er ordentligt, hvis lederen af den kommunale STU sidder i visitationsudvalget, som tildeler det konkrete STU-tilbud.
– Der er for mange kommuner, der ser på det der er billigst i stedet for det der er bedst.
De visiterer til kommunens egne STU tilbud uden ordentligt hensyn til den unges ønsker og behov. Det er ikke ordentlighed, og det har vi har brug for. Kommunerne bliver nødt til at se på det enkelte menneske, hvad der er det bedst og blot ikke basere det på kommunens ’økonomi.
Troels Ravn, folketingspolitiker for Socialdemokraterne, er rimeligt klar i tale, når det gælder den forvaltning af STU, der praktiseres i mange kommuner.
– Det bedste tilbud kan sagtens ligge uden for kommunen, det vil så være med til at fordyre, men vi bliver nødt til at se på det enkelte menneske. Jeg kan jo se at et uddannelsessted, som jeg ofte besøger, i løbet af tre år formår at bygge unge mennesker op som kommer med diagnoser i bagagen, ADHD, ordblinde, dårlige oplevelser fra folkeskolen og ofte sociale problemer, fortæller Troels Ravn.
– I nogle tilfælde kommer de videre i uddannelse eller beskæftigelse, og så har vi en situation, hvor der også samfundsøkonomisk er musik i det her.
Troels Ravn nævner et eksempel på det. En ung mand som, selv om han er meget ordblind og har ADHD, har fået kørekort til lastbil med hænger og ordinær beskæftigelse hos en vognmand.
– Han kom fra Sønderborg Kommune, men hvis kommunens blot havde set på den umiddelbare økonomi og ikke havde set det rigtige i et STU forløb i en anden kommune, var han formentligt ikke kommet så langt.
Ligeværds rundspørge til kommunerne viste et billede af en del kommuner, hvor lederen af det kommunale STU tilbud sidder i det visitationsudvalg, der tildeler det konkrete tilbud til den unge. Ligeværd mener, det er angribelig og uordentlig forvaltning. Troels Ravn er enig i det synspunkt.
– Respekt for det kommunale selvstyre, men det skal vi sende et signal om ikke er ordentligt. Christiansborg skal ikke detailregulere, men vi skal kunne have tillid til at opgaven bliver løst ordentligt derude. Det er vi nødt til at sende et meget klart signal om, siger han.
– Vi har årlige samtaler med KL omkring de her ting, og nu tager vi et tiltag om Task force på socialområdet i forhold til de kommuner der har og taber alt for mange sager i Ankestyrelsen. Mit udgangspunkt er at kommunerne gerne vil løse opgaverne godt, men der er altså nogle der har brug for noget vejledning.
Der er et demokratisk dilemma i det kommunale selvstyre. På den ene side er der demokratisk tænkning i, at forvaltningen af lovene er så tæt på borgerne som muligt.
På den anden side: hvis borgeren, grundet komplicerede lovgivninger og store forskelle mellem kommunerne, oplever, at det kan godt være de vedtager en lov på Christiansborg, men det er slet ikke sikkert, at det er det jeg får.
– Der rører vi ved noget meget centralt. Demokrati betyder folkestyre og vi sidder og udarbejder love på Christiansborg. Love som skal kunne udmøntes i kommunerne, også forståeligt for den enkelte borger, siger Troels Ravn og fortsætter:
– Det er vigtigt at gøre det overskueligt, tage borgeren med på råd og lytte til borgeren, fremfor at det bliver noget der foregår et sted hinsides borgerens forståelse og fatteevne. Der tror jeg man skal være opmærksom på samskabelse mellem kommune og civilsamfund. Samskabelse er med til at skabe ordentlighed, gennemsigtighed og forståelse i sagsbehandlingen.
