Uddannelse

Ny analyse: Kun 6 ud af 100 STU-unge i job eller på uddannelse

Af

Unge med særlige behov har brug for nye og bedre indsatser, hvis de skal få mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet. Når unge færdiggør deres Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU), er kun seks ud af hundrede i enten job eller på uddannelse. Efter 4 år er det knapt hver fjerde ung, der er fundet en plads til på arbejdsmarkedet eller på en uddannelse. Det billede har stort set ikke ændret sig siden 2012.

Det viser en ny analyse, HBS Economics (tidligere Højbjerre Brauer Schultz) har udarbejdet for Ligeværd på baggrund af data fra Danmarks Statistiks elevregister (KOTRE) og Beskæftigelsesministeriets DREAM-register.

I dag er godt 6000 unge i gang med en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Og selvom uddannelsen ikke retter sig specifikt mod at få de unge i beskæftigelse, er ønsket om et job stort for rigtig mange unge på uddannelsen.

Ligeværd har kontakt til mange unge, der har gået på STU eller stadig går der. Det er et helt generelt billede, at langt de fleste unge drømmer om et arbejde eller om at kunne deltage og bidrage til samfundet. Den stolthed, vi ser hos de unge i arbejde, er ikke til at tage fejl af. Med tallene fra Ligeværds analyse er det tydeligt, at der er udviklingsmuligheder. Det er også tydeligt, at de værktøjer, vi bringer i anvendelse i dag, er meget utilstrækkelige, hvis disse motiverede unge skal få mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet.

 

STU bringer ikke unge i arbejde

I lovgivningen for STU hedder det, at uddannelsen skal sikre, at unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt bringer dem videre i uddannelse og beskæftigelse. Uddannelsens mål om uddannelse eller beskæftigelse er, som det fremgår, sekundært i lovgivningen. Tallene viser da også, at det kun i sjældne tilfælde sker, at de unge har en uddannelsesplads eller et job, når de afslutter deres STU. Kun 6% er i job eller i uddannelse en uge efter de har afsluttet deres STU. Og selv efter 48 måneder der det kun 21%, der er i beskæftigelse inklusive de unge på førtidspension, der har fået job med løntilskud. Gennem de fire år, efter de unge har færdiggjort deres STU, er andelen af STU-unge på uddannelse fortsat 3-4%.

 

Ressourceforløb 

Det er ikke STU’ens primære formål at gøre de unge klar til beskæftigelse. Derfor er det også forventeligt, at der ikke er en stor andel af de unge, der umiddelbart efter deres STU er i job. Analysen ser derfor på, om ressourceforløb hjælper de unge tættere på arbejdsmarkedet. Det ser dog ikke ud til at være tilfældet i væsentlig grad. I 2015 kom knap 4% af de unge i ressourceforløb umiddelbart efter STU i 2015. Dette tal var i 2018 ikke steget til mere end godt 6%.

2015 var den årgang, hvor flest unge kom i ressourceforløb. Her toppede kurven efter 24 måneder, hvor 13% var i ressourceforløb. Ikke noget prangende niveau.

I 2018 kom endnu færre i et ressourceforløb. Her ser kurven ud til at toppe omkring 10 %.

Det ser altså ud til, at ressourceforløb kun i meget begrænset omfang finder anvendelse for unge med særlige behov, og at de unge, der kommer i ressourceforløb, forlader denne beskæftigelsesindsats efter et par år. Når man så kigger nærmere på, hvad de unge kommer videre til gennem ressourceforløbet, så bliver det tydeligt, at det kun i meget begrænset omfang er til beskæftigelse. Når man tager gruppen, der 6 måneder efter afsluttet STU forløb er i ressourceforløb (ca 6% af alle afsluttede), kan man se, at kun 12% af denne gruppe kommer videre i arbejde eller uddannelse gennem ressourceforløbsaktiviteten i løbet af de følgende 30 måneder, mens 21 % af gruppen er overgået til førtidspension.

 

Erkendelsens lys for enden af tunnelen

Det er nedslående tal, der viser, at vores traditionelle beskæftigelses-værktøjskasse ikke passer til unge med særlige behov og kognitive udfordringer. Tallene viser også, at der er behov for nytænkning på dette område af beskæftigelsesindsatserne. Og den nytænkning sker rundt omkring, men ser desværre ud til at mangle bevågenhed. Så også her vil jeg opfordre til opmærksom læsning af et tidligere indlæg i Altinget: ’Unge med handicap skal adgang til STU-overbygning’. Her fremgår det nemlig, at gode overgange laves. Det sker i Ligeværds Joballiancen, FONDEN UNGES’ KLAR TIL START, Glad fondens flexuddannelse og LEV’s KLAPjob. Bemærkelsesværdigt og tankevækkende er det, at alle er udviklet uden for de kommunale jobcentre. Jobcentrene bør løfte blikket og række ud efter de modeller der findes og politikerne skal understøtte at de modeller gøres til standardiserede løsninger.

Det er i hvert fald nødvendigt, at politikerne erkender, at den kommunale mainstream-jobformidling ikke fungerer for kognitivt udfordrede unge og, at der laves tætte samarbejder med aktører, der har ekspertise., såvel om organisatorisk og kulturelt set-up til at løse opgaven.

September 2020

Unge på STU har ret til uddannelseshjælp – uanset formue

Af

Ligeværds rådgivning LigeLinie får jævnligt henvendelser fra forældre til unge, der skal starte på en STU, omkring økonomi under uddannelsen. Mange forældre oplever, at deres kommune går i gang med at undersøge den unges økonomi med henblik på at konkludere, om den unge har ret til økonomisk uddannelseshjælp. Denne undersøgelse har dog ingen berettigelse, da loven siger, at alle unge over 18 år på en STU har ret til uddannelseshjælp – uanset den unges formue. I artiklen her får du indblik i, hvordan det hænger sammen og hvilken lov, du skal henvise til i dialogen med din kommune.

Krævede adgang til bankkonto

I juli-måned fik Ligeværd denne henvendelse fra en mor, som var begejstret over, at hendes datter skulle begynde på en STU, men bekymret for den undersøgelse af familiens økonomi, som hjemkommunen iværksatte. Personnavne er ændret og steder er fjernet af hensyn til familiens anonymitet.

Hej Julie

Hvad er reglerne for vores datter omkring, hvad hun kan søge om at få i understøttelse, når hun går på STU?

Kan kommunen eksempelvis afkræve, at hun bruger en opsparing, som hun skal bruge til kørekort?

Kommunen har taget adgang til hendes bankkonti og undersøger selv gamle kontoer, hun har haft.

Selv det depositum, som vi betalte til efterskolen, da hun startede dernede er kørt ind som formue til vores datter.

De har også bedt om en masse kontoudskrifter nu.

Jeg kan ikke forstå, hvad der sker. Vil du forklare os, hvordan det hænger sammen?

Hun står jo og skal betale for kost og logi på sit STU-sted og har ingen indtægt – og kommune vil ikke betale noget, før de har fundet ud af, hvad hun har af penge.

Jeg ser frem til at høre fra dig

Venligst Gerda

 

Kommuner skal se bort fra STU-unges formue

Loven er heldigvis meget klar på dette område, så Ligeværds socialfaglige konsulent, Julie Fabian, kunne svare Gerda med gode nyheder.

Kære Gerda

Jeg har godt nyt til jer.

Siden den 1.1.2014 har en lovændring betydet, at en ung over 18 år, som modtager uddannelseshjælp på et STU-forløb, ikke skal formuevurderes – dog kun i de 3 år, uddannelsen er i gang

Det betyder at når hjælpen skal beregnes for en person, der deltager i en STU, skal kommunen altså se bort fra ansøgerens og denne ægtefælles eller samlevers formue. Desuden må en STU-elev tjene op til 24.000 kr. (før skat) om året ved arbejde, uden at indtægten fra arbejdet medfører fradrag i hjælpen.

Her har du lovgrundlaget (Aktivloven § 14 stk. 7)

Aktivloven § 14

  •  14 Kommunen kan ikke yde hjælp, hvis ansøgeren og ægtefællen har formue, som kan dække det økonomiske behov. Kommunen ser dog bort fra beløb på op til 10.000 kr., for ægtefæller 20.000 kr.

Stk. 2. Der ses desuden bort fra den del af en formue, der er nødvendig for at kunne bevare eller opnå en nødvendig boligstandard, eller som bør bevares af hensyn til ansøgerens og familiens erhvervs- eller uddannelsesmuligheder.

Stk. 3. Der ses endvidere bort fra formue i form af efterbetaling af offentlige forsørgelsesydelser og øvrige offentlige sociale ydelser som følge af afgørelse eller dom. Det beløb, der ses bort fra, udgør differencen mellem den ydelse, der er udbetalt for perioden, og den retmæssige ydelse for perioden. Der ses bort fra efterbetalingen i 2 år efter udbetalingstidspunktet.

Stk. 4. Der skal tillige ses bort fra erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade efter

1)lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,

2)lov om erstatningsansvar,

3)lov om arbejdsskadesikring eller

4)lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilke andre tilfælde der skal ses bort fra erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af personskade.

Stk. 6. Kommunen ser endvidere bort fra legater, der er fritaget for beskatning efter ligningslovens § 7, nr. 6, og fra formue, som skyldes beløb, der er udbetalt som godtgørelse for varigt men og ikkeøkonomisk skade samt ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser, foreninger m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, nr. 22.

Stk. 7. For personer, der deltager i en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse efter lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, skal kommunen tillige se bort fra ansøgerens og dennes ægtefælles formue.

Stk. 8. Kommunen ser bort fra engangsbeløb på op til 150.000 kr. pr. forsikringsbegivenhed, der udbetales fra forsikring mod visse kritiske sygdomme. Der ses bort fra forsikringsbeløb i op til 5 år efter beløbets udbetaling.

Jeg håber, du kunne bruge mit råd. Ellers er du meget velkommen til at kontakte mig igen.

Med venlig hilsen
Julie Fabian
Socialfaglig konsulent og projektleder

August 2020

Har du brug for hjælp?

Du kan sende en mail til LigeLinie på ligelinie@ligevaerd.dk eller ringe onsdage mellem kl. 13 og 15.30 på 22 34 30 13

August 2020

”Ordentlig pædagogik skal beskyttes” – GUTA klar til næste fase.

Af

Næsten 5års arbejde fandt sin foreløbige afslutning med en konference på Christiansborg.

Leo Komischke-Konnerup forsvarede sin Ph.d. afhandling i almen pædagogik i sommer. Pointerne herfra gentog han på Ligeværds konference i Fællessalen d. 6. december.

Leo Komischke-Konnerup mener, at ordentlig pædagogisk praksis er under voldsomt pres. Hvis pædagogikken skal kunne leve på egne forudsætninger og præmisser og ikke blot underlægges andre logikker og styringsmodeller, så skal den forsvares. Vi har bedt Leo om at gentage noget af det, han talte om på konferencen og udfolde, hvad han mener med at god pædagogisk praksis skal beskyttes. Disse perspektiver danner afsæt for en ny fase af God Uddannelse Til Alle: Pædagogisk udvikling som dialog mellem forskning og praksis.

”Ordentlig pædagogik skal beskyttes”.

Sådan lyder udmeldingen fra Leo Komischke-Konnerup, Ph.d. og chefkonsulent ved UC Syd. ”En pædagogisk ordentlig pædagogisk praksis er altid helt grundlæggende orienteret og begrundet af en forestilling om mennesket som et lærende og dannelsesåbent væsen, der livet igennem har mulighed for bestemme eller definere sig selv gennem medvirken i et fælles og praktisk liv. I et samfund med frihed og folkestyre er vi måske nok individer men aldrig alene, vi skylder altid hinanden noget, fordi vi har et fælles ansvar for et ordentligt og menneskeligt liv for alle.” Efter Leo Komischke-Konnerups opfattelse er pædagogikken under pres. ”Rigtig meget af den pædagogiske teori på skole- og uddannelsesområdet er slet ikke pædagogisk. Den tager ikke udgangspunkt i et egentligt begreb om pædagogik – men henter sine forestillinger og forståelser fra psykologiens, samfundsvidenskabens eller økonomiens verden. Samtidig bliver samfundets skole- og uddannelsessystem stadig mindre optaget af, hvordan man kan uddanne alle menneskelige evner og interesser. Vi er i stedet blevet alt for optaget af at ville udvikle netop de kompetencer hos de unge, som vi mener at have brug for og derfor handler skole- og uddannelse i dag ofte mest om at tilpasse og styre unge menneskers lærings- og dannelsesprocesser i helt bestemte retninger frem for at spørge om, hvad de unge selv er interesseret i, og hvad de selv finder rigtigt eller forkert. På den måde er skole- og uddannelsespraksis i stigende grad blevet gjort til styringsinstrument for politisk-økonomiske interesser, mens den pædagogiske mening i skole og uddannelse forsvinder. Og når skole og uddannelse bliver pædagogisk meningsløs, har det ofte store menneskelige omkostninger for de børn og unge som har brug for god uddannelse. Ikke mindst når vi taler om de unge, der har særlige behov.”

Pædagogik, psykologi, medicin og samfundsvidenskab

”Jeg vil ikke forklejne hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens store betydning – også for disse unge. Jeg mener dog godt, at man kan sige, at vi inden for disse videnskaber risikerer at løbe ind i ret ensidige forståelser af disse unge. Det som kendetegner disse videnskaber er, at de ofte forstår og behandler de unge som ofre for forskellige former for fejl eller mangler. Inden for psykologien og medicinen forstås disse unge således typisk som ofre for deres individuelle-biologiske-fysiske-neurologiske fejl eller mangler og har derfor først og fremmest behov for, at der udvikles og tilbydes de helt rette former for medicinsk eller anden indsigt eller behandling. I samfundsvidenskabens perspektiv forstås de unge som ofre for nogle alvorlige samfundsmæssige, strukturelt betingede uretfærdigheder, altså som ofre for en fejlagtig, mangelfuld eller uretfærdig udformning af fx vores arbejdsmarked, af forholdet mellem kommunekassen og statskassen eller af det ordinære skole- og uddannelsessystem. Og ud fra denne forståelse har de unge primært behov for og må vente på, at nogen får den tanke, at samfundets forskellige fællesskaber og deres institutioner måske kunne udformes og indrettes mere fornuftigt eller retfærdigt så også disse unge kan tage del i samfundet som ligeværdige og værdifulde medlemmer af samfundet”, mener Leo Komischke-Konnerup

”Ingen af disse perspektiver er som sådan forkerte eller ligegyldige i forhold til disse unge og deres muligheder for at gå i skole og uddanne sig. Hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens erkendelser og indsigter kan undværes, når det drejer sig om at udvikle god uddannelse til disse unge – eller til alle andre unge for den sags skyld. Men når det drejer sig om, hvordan en ordentlig skole- og uddannelsespraksis skal udformes, kan hverken psykologiske, medicinske eller samfundsvidenskabelige perspektiver give os bud på, hvordan det gøres pædagogisk meningsfuldt, eller hvordan vi kan handle pædagogisk ordentligt og ansvarligt i den helt konkrete undervisningspraksis. Så min pointe er, at når vi diskuterer hvordan skole- og uddannelsespraksis skal udformes så alle får mulighed for en ordentlig uddannelse – ja så behøver vi altså også et egentligt pædagogisk-videnskabeligt perspektiv på sagen – og det mangler for tiden,” siger Leo Komischke-Konnerup kritisk.

Unge med særlige behov er først og fremmest unge mennesker.

Men hvordan forstås og beskrives disse unge så, når man altså anlægger et egentligt pædagogisk perspektiv? spørger han.

”For det første får vi øje på, at disse unge – som alle andre børn og unge – har behov for en ordentlig og ansvarlig pædagogisk omsorg i form af undervisning, opdragelse og vejledning. De har som alle andre opvoksende behov for god uddannelse, for at lære hvad det egentlig vil sige at leve og handle som menneske i et fælles og praktisk menneskeligt liv. I pædagogikkens perspektiv får man altså først og fremmest øje på, at disse unge med særlige behov først og fremmest er unge mennesker med det samme pædagogiske behov som alle andre unge mennesker – og først dernæst får man øje på disse unge som særlige eller usædvanlige, som udviklingshæmmede, som autister – eller hvordan vi nu i øvrigt gennem tiden har kategoriseret eller diagnosticeret disse unge. Lige som alle andre unge, har de behov for en pædagogisk ansvarlig og ordentlig uddannelse for at kunne medvirke og på den måde blive til som mennesker og borgere livet igennem. Altså behov for at lære og danne sig gennem deres uddannelse – lige som alle andre unge i et moderne samfund, et samfund med frihed og folkestyre. Behovet for at lære og danne sig som menneske er et særligt menneskeligt behov, som helt grundlæggende kendetegner det at være menneske. Almenpædagogisk set er sagen ikke spor anderledes for disse unge end for andre. I det perspektiv bliver det også tydeligt, at unge med særlige behov er i stand til at lære som alle andre. Evnen til at lære er noget, der hører med til ethvert menneskes natur og derfor noget der virker på samme måde som hjertet eller leveren – af sig selv – også helt uden læreres og pædagogers opfordringer til at lære. Man kan i virkeligheden slet ikke forhindre mennesker i at lære – de er lærende væsner og lærer derfor hele tiden. Nogle gange lærer de også det, vi ikke synes, de skal lære”.

Et pædagogisk fremkaldt handicap: at lære – at man ikke kan lære..

”I skolen bliver man klogere, antager vi almindeligvis. Men pædagogisk set kan man altså også blive dummere af at gå i skole og få et forvrænget og invaliderende syn på verden, på de andre og på sig selv. Det er rent faktisk muligt hver dag at lære at man netop ikke kan lære i skolen og at man derfor heller ikke hører til i skolens og undervisningens fællesskab. Sådan er det gået for rigtig mange af de unge som i dag er elever på Ligeværds skoler og uddannelsessteder. Problemet for dem er ikke, at de ikke har lært noget i skolen – problemet er i stedet, hvad de rent faktisk har lært i skolen: nemlig at de ikke kan lære og at de ikke hører til her. Ud fra hvad mange af disse elever og deres lærere har fortalt mig gennem årene, så har rigtig mange af disse elever oplevet en undervisning og et samvær i skolen, der ikke i tilstrækkelig grad har haft forståelse for disse unges læringsforudsætninger og derfor er skolens undervisning og samvær blevet meningsløs for disse elever. De har oplevet en undervisning og samvær, hvor de tydeligvis ikke reelt har haft mulighed for selv at medvirke og på den måde udnytte skolens tilbud om at blive klogere på verden, på sig selv og på de andre. Men lært, det har de altså alligevel. De har bare ikke lært det, vi håbede på. De har i stedet pådraget sig, hvad man kunne kalde et pædagogisk fremkaldt handicap: en forståelse af dem selv som nogen der ikke hører hjemme i skole- og uddannelsespraksis. De har mistet tilliden til eller forståelsen af dem selv som lærende og dannelsesåbne personer, der hører til blandt alle de andre unge i skole- og uddannelsessystemet. Og det må siges at være et voldsomt alvorligt handicap at have pådraget sig i et så stærkt uddannelsesorienteret samfund som vores: Her kommer man nemlig slet ikke ind uden uddannelse!

God uddannelse

”Det jeg har mødt på Ligeværds skoler og uddannelsessteder er en pædagogisk praksis, der forsøger at give de unge mulighed for igen at tro på, at skolens undervisning og samvær også er for dem. Det er ikke sikkert det lykkes i alle tilfælde, men en ordentlig pædagogisk praksis vil altid forsøge på at skabe pædagogisk mening i undervisning og samvær. Det er dette forsøg på at skabe pædagogik mening, der kendetegner god uddannelse – ikke om det altid lykkes.

God uddannelse er en pædagogisk værdibaseret og eksperimenterende praksis, hvilket betyder at den ikke følger en på forhånd metodisk tilgang. I stedet hviler den altså på nogle pædagogiske værdier, eller måske rettere på en pædagogisk-etisk grundtanke, som gentager sig i alt, hvad man foretager sig pædagogisk og på anden vis. Denne pædagogisk-etiske grundtanke kommer især til syne i forståelsen af eleven som et menneske der – på trods af alle mulige vanskeligheder – rent faktisk kan lære og danne sig – men altså også som et menneske der i høj grad har behov for en tilpasset pædagogisk hjælp til at lære og danne sig til et frit og selvbestemmende menneske og ansvarlig borger.

At arbejde pædagogisk på denne måde kræver, at læreren holder ud, ikke giver op, ikke nedskriver sine forventninger til eleven, men føler sig forpligtet til at forsøge igen og igen, eksperimentere og gøre forsøg med sin pædagogik, søge nye måder at opfordre eleven til at opdage og aktivere sin egen lærings- og dannelsesmulighed i mødet med de forskellige vanskeligheder som læseplanens krav stiller hende overfor at skulle håndtere.

At skabe en sådan skole- og uddannelsespraksis hvor man lærer gennem erfaringer og eksperiment kommer man altså ikke sovende til, det er en vanskelig og krævende pædagogisk vej at gå for alle involverede – både for elever og lærere.

Den pædagogiske praksis, man finder på Ligeværds skoler og uddannelsessteder, henvender sig til den unge og den unges interesser, og opfordrer hende til aktivt at medvirke og involvere sig i de pædagogisk arrangerede fællesskaber, som skoler og uddannelsessteder tilbyder i deres skole- og uddannelsesforløb. Derfor er undervisningen ofte ikke ordnet i de traditionelle skolefag – men for det meste i interessebaserede værksteder, hvor man forsøger at imødekomme elevernes interesse for dyrepasning, motorer og metal, bygge- og anlægsaktiviteter, kunsthåndværk, musik, naturen, kunst, madlavning, idræt osv..”

Beskyttelse gennem udviklende dialog

”God uddannelse giver ikke sig selv. Selv om den er nok så god og ordentlig, er der ingen sikkerhed for, at den vil klare sig. God uddannelse har derfor behov for beskyttelse. Den bedste beskyttelse af en ordentlig pædagogisk praksis sker ved hele tiden at insistere på både at praktisere, undersøge og udvikle pædagogisk praksis for alle unge. Hvad der er godt og ordentligt ved pædagogisk praksis må løbende undersøges og beskrives, diskuteres og udfordres, udvikles og forbedres – i fællesskab og for fællesskabet.”, slutter Leo Komischke-Konnerup.

December 2018

En drøm om Munkegården. En drøm om selv at vælge uddannelsessted.

Af

”Middelfart kommune anvender altid det lokale STU-tilbud” sådan lyder svaret, fra Middelfart kommune, til hvorfor Frederikke ikke kan få lov til at begynde sin uddannelse på Munkegården.

Ligelinie modtager i slutningen af august et opkald fra Britt. Brit er mor til Frederikke som ønsker at starte sin uddannelse på Munkegården.
Frederikke har i begyndelsen af året været i praktik på både det lokale STU-tilbud i Middelfart samt på Munkegården. Formålet med disse praktikker har, ifølge Frederikkes mor Britt, været, at undersøge hvilket STU-sted der passede bedst til Frederikkes kvalifikationer, modenhed og interesser. Her var for Frederikke og Britt ingen tvivl. Frederikke ønskede at tage sin STU på Munkegården. Et ønske Britt oplevede, at de delte med UU vejlederen som lavede indstillingen til STU-udvalget i Middelfart kommune. Derfor kom det også meget bag på både Britt og Frederikke, da afgørelsen faldt om, at Frederikke skal tage sin STU på det lokale STU tilbud i Middelfart. Afgørelsen er efterfølgende anket til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning, som giver kommunen medhold.

I dag er Frederikke fortsat ikke påbegyndt sin STU, da hverken Frederikke eller Britt mener, at STU Middelfart kan imødekomme Frederikkes ønsker til en uddannelse. Britt har ikke opgivet drømmen om, at få Frederikke på Munkegården.

Hvordan skal jeg forklare det til Frederikke, når jeg heller ikke selv forstår det?

Socialfaglig konsulent ved Ligeværd, Julie Fabian, har læst sagen igennem og udtaler følgende:

”Det som særligt springer i øjnene i denne sag er, at Middelfarts kommune ikke angiver de hovedhensyn, der har været bestemmende for afgørelsens udfald. Hvilket vil sige, at den afgørelse familien modtager ikke indeholder en fyldestgørende begrundelse for udfaldet. Retssikkerhedsmæssigt er dette problematisk, da det gør det vanskeligt for familien at klage over afgørelsen, når de ikke har noget at forholde sig til andet end afslaget”.

Denne problematik kan Britt genkende:

”Det har været en stor frustration, at jeg ikke har fået en forklaring. Hvordan kan de feje det helt af bordet? Jeg forstår det ikke. Hvis der dog bare var nogen, der kunne sige det, så kunne jeg forholde mig til det, men jeg får jo ingenting. Hvordan skal jeg forklare det til Frederikke, når jeg heller ikke selv forstår det”.

Klagenævnet pointerer også den manglende begrundelse overfor Middelfart kommune i forbindelse med deres afgørelse. I forlængelse af dette, anbefaler de Britt at kontakte kommunen igen med ordene – Dialog er jo altid en god ting. Det er i den forbindelse, at Britt modtager et brev fra social- og sundhedsdirektør, Mette Bostrup, som efter aftale med borgmesteren gør Britt opmærksom på følgende:

”Middelfart kommune anvender altid det lokale STU-tilbud, hvis tilbuddets kompetencer kan imødekomme den pågældende elevs behov.” (Uddrag af brev fra Middelfart Kommune. Svar på henvendelse vedrørende afgørelse omkring Frederikkes STU.)

Er det lovligt, at kommunen som udgangspunkt altid anvender eget tilbud?

Dette spørgsmål har Ligeværd besluttet sig for at undersøge nærmere, da denne praksis desværre ikke kun er til at finde i Middelfart kommune. Flere og flere unge med særlige behov, bliver som udgangspunkt visiteret til det lokale STU-tilbud.

Klagenævnet for Specialundervisning udsender løbende meddelelser om sin praksis. Meddelelserne beskriver i kort form de mere principielle afgørelser og vejleder om centrale problemstillinger. Af k-meddelelse 17 fremgår det at:

”Ungdomsuddannelsen skal altså tilrettelægges individuelt ud fra deltagerens forudsætninger, behov og interesser. Som udgangspunkt er det derfor ikke nok, at kommunen henviser den unge til en bestemt institution eller et færdigtilrettelagt uddannelsesforløb, der er fælles for alle”. (Klagenævnet for vidtgående specialundervisning K-meddelelse nr. 17 s. 2)

Ligeværd håber, at Middelfart kommune, og andre kommuner med en lignende praksis, vil rette deres fokus mod de unges forudsætninger, behov og interesser og væk fra, om de passer ind i kommunens eget kommunale tilbud. Unge med særlige behov har ret til at være med bestemmende, når de skal vælge uddannelse.

Oktober 2018

Kommunale dobbeltkasketter skaber mistillid til afgørelserne om unges STU tilbud

Af

Når unge med særlige behov får tilbudt et STU-sted, så er det kommunens visitationsudvalg, der træffer afgørelsen. Denne afgørelse træffes ofte på baggrund af en indstilling, som er lavet af en vejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU). UU-vejlederen skal sikre, at den unges behov, interesser og fremtidsmuligheder inddrages i indstillingen. Det er således UU der, efter dialog med den unge og forældrene, indstiller til en STU, men det er visitationsudvalget der træffer afgørelse om, hvilket konkret STU–tilbud den unge kan få.

Når visitationsudvalgets beslutning er truffet, tildeles den unge så et undervisningstilbud hos en STU-udbyder.

Middelfart visiterer kun til det kommunale tilbud

Men som Ligeværd kan beskrive i en anden artikel, ”En drøm om Munkegården. En drøm om selv at vælge uddannelsessted”, så er det ikke helt sådan sagsbehandlingen ser ud til at være lavet i Middelfart kommune omkring Frederikke Zygmunt Husts STU-tilbud. Her tildeler visitationsudvalget Frederikke et STU-forløb på det kommunale STU-tilbud. Og det gør de til trods for, at Frederikke ønsker at gå på Munkegården, et selvejende uddannelsessted, hvor hun også har været i praktik. Og UU-vejlederen har tilsyneladende ikke givet udtryk for, at det ikke er muligt for Frederikke og hendes forældre at vælge Munkegården som STU-tilbud.

Det forløb undrer selvfølgelig Frederikkes forældre, Claus og Britt Hust, som skriver til borgmester Johannes Lundsfryd Jensen, at de finder det mærkeligt, at man bruger penge på praktikforløb på et STU-sted, som Frederikke alligevel ikke kan vælge. Ligesom det undrer dem, at den eneste fra visitationsudvalget, de kan komme til at snakke med om deres undren, er lederen af det kommunale STU-tilbud, hvor Frederikke bliver henvist til og at han sidder i det visitationsudvalg, der skal bestemme hvor Frederikke skal tage sin STU.

Og som Claus og Brit Hust skriver til borgmester Johannes Lundsfryd Jensen: ”det er ikke nemt at opnå forståelse for at Frederikke ikke lige skal være på ”hans” uddannelsessted men hellere vil på Munkegården.”

Svaret fra borgmesteren er klart: ”Middelfart anvender altid det lokale STU-tilbud” og omkring forældrenes undren over, at lederen af den kommunale STU også sidder i det udvalg der skal bestemme, hvor de unge skal gå, har borgmesteren tilsyneladende heller ikke dårlig samvittighed men er helt bevidst om dobbeltkasketterne: ”Ralf Buch som daglig leder af STU Middelfart, deltager i Middelfart kommunes visitationsudvalg.”

Det sker mange steder i landet

I 2017 gennemførte Ligeværd en rundspørge om repræsentationen i de kommunale visitationsudvalg. Ligeværd spurgte dels blandt landets kommuner, dels blandt en række uddannelsessteder med flere kommunale samarbejdspartnere. ”Det var ikke et kønt billede, vores rundspørge viste. Der er ganske mange steder, hvor det netop er den kommunale STU-leder, der sidder i visitationsudvalget. Man kan selvfølgelig ikke sige, at det automatisk giver en dårlig sagsbehandling, og at det alle steder betyder, at de unge så kun visiteres til det kommunale tilbud. Men desværre ser vi flere steder den sammenhæng. Jeg mener, at det er en stor udfordring for disse unges retssikkerhed. De har i forvejen svært ved at give udtryk for det, de vil og har behov for. Så risikoen for at blive manipuleret er alt for stor”, siger sekretariatschef Esben Kullberg.

”På andre velfærdsområder skal kommunen sikre, at der er vandtætte skotter mellem den myndighed, der bestiller en ydelser og så den operatør, der udbyder den. Det mener vi også må gælde på STU-området”, siger Esben Kullberg

BUM – modellen

Denne adskillelse af vejledning, myndighedsafgørelse og den praktiske opgaveløsning, som Esben Kullberg refererer til, bygger på en model, der blev indført op gennem 1990’erne. Modellen kaldes BUM-modellen. B’et står for Bestiller, U for Udfører og M for Modtager. I BUM-modellen sættes der fokus på henholdsvis myndighedsrollen (altså bestilleren af en opgave) og leverandørrollen (den der udfører opgaven -her STU-tilbudet) og især på adskillelsen af de to roller. Modellen blev indført for at sikre gennemskuelighed og kvalitet i den kommunale opgaveløsning på ældreområdet og for at sikre, at flere kunne byde ind på at løse kommunale opgaver.

Denne model er siden blevet forvaltningspraksis på en række områder. Det startede på ældreområdet og har i mange kommuner bredt sig til socialområdet, de kommunale beskæftigelsesindsatser og videre til børn- og ungeområdet. Men altså mange steder ikke til STU området.

Oktober 2018

Folketinget ændrer lov om FGU efter indsats fra STU alliancen

Af

Folketingets undervisningsudvalg har skrevet lov om forberedende grunduddannelse om efter en intensiv indsats fra bl.a. Ligeværd og STU alliancen. Med omskrivningen bliver FGU’en åben for unge, der har gennemført en STU, og dermed er det lykkes at gøre op med dele af skraldespandstænkningen.

Landets STU-elever og deres pårørende kan ånde lettet op. Med den nye FGU så det ud til, at STU’en skulle blive endestationen i deres uddannelse, men nu har Folketingets undervisningsudvalg skiftet spor. Efter en intensiv politisk indsats fra Ligeværd og resten af STU alliancen, har udvalget skrevet en undtagelse ind i lov om FGU, så den nye uddannelse alligevel bliver åben for unge, som har gennemført en STU.

Det fortalte Undervisningsministeriets sekretariatschef Thomas Bugge på Ligeværds konference ”STU/FGU – En ny virkelighed for unge på kanten af uddannelse og job” mandag 23. april.

  • Måske er det jeres indsats, der har gjort forskellen. Der er i hvert fald bred politisk enighed om at åbne FGU for tidligere STU-elever, og det er skrevet ind i loven, sagde han i sit oplæg til konferencen.

Den nye lov er dog endnu ikke offentliggjort. Men ifølge Thomas Bugge har det aldrig været politikernes intention at skabe en restgruppe i uddannelsessystemet, og derfor er det naturligt at åbne FGU’en for unge, som først har brug for at finde fodfæste og udvikle sig på en STU.

Sejr for Ligeværd

Uanset om Ligeværd og resten af STU alliancens indsats har haft indflydelse på den politiske beslutning, så er ændringen af lovteksten en sejr for STU alliancen, som har gjort opmærksom på problemet, siden det første udspil til FGU’en så dagens lys.

Esben Kullberg er meget tilfreds med lovændringen.

– Det er vigtigt for os, at STU’en ikke bliver en skraldespand. Derfor er jeg glad for, at politikerne tilsyneladende har været lydhøre over for vores bekymringer. Uanset hvad er jeg glad for den lovændring, som øger chancen for at få alle med. Det er både en sejr for os og for unge med særlige behov, siger han.

Dog mener han ikke, at alle problemer er løst, men udviklingen har tydeliggjort værdien af Ligeværds politisk interessevaretagelse og af at samle interessenterne omkring den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse i STU alliancen.

– Lovændringen viser, at det kan betale sig at gå i dialog med politikerne, men vi kommer ikke til at dvæle ved det her resultat. Vi vil arbejde endnu mere målrettet og ihærdigt på at forhindre den skraldespandstænkning, vi stadig ser i dele af forholdet mellem STU og FGU, siger Esben Kullberg.

Oktober 2018

Vi møder de unge der hvor de er

Af

Jo, ensomheden er også synlig på Tinnetgård, fordi mange af de unge bærer på en bagage af mobning, at føle sig tilovers og en følelse af ensomhed, som har taget bo i dem og derfor ikke forsvinder lige uden videre.

Tekst og foto: Peter Christensen

– Ensomheden er et tema her. Den er synlig hos de unge. Det er unge som nogle gange har fået nogle store slag i selvtilliden, og de bliver hurtigt kede af det og er skrøbelige.

Søren Raffnsøe Hultberg, som ses på scooter til højre på billedet øverst sammen med eleven Hans Nielsen, er souschef på Tinnetgård Bo- og Erhvervsskole, og han fortæller om Tinnetgårds arbejde med ensomheden blandt eleverne.

– Det er meget synligt, når de er kede af det. Nogle lukker sig inde i en tid for at få ro på tankerne, og indbyder derefter til en snak med en pædagog, om hvordan de har det, nogen gange ved at sende en sms. Andre siger det til en medarbejder, inden det går galt, at de kan mærke de inden længe får det skidt, fortæller Søren og fortsætter:

– Vi arbejder med ensomheden, når problemet opstår for en elev. Det kan være ude på en bostation eller i arbejdet på faglinjerne. Arbejdet omkring ensomhed er også indlejret i vores daglige arbejde på værkstederne og i husene, i omgangen med hinanden og i det faglige og pædagogiske arbejde, forklarer han.

– Det er så vigtigt, at der er tillid, tryghed og den rigtige kemi mellem den enkelte unge og en eller flere primære medarbejdere. Derfor er det en god metode, at de unge selv ”finder” den voksne de har mest tillid til og personlig kemi med. Det kan lige så godt være en værkstedunderviser som en pædagog. Derfor gør vi meget ud af at dele vores viden i medarbejdergruppen, så alle hele tiden ved, hvem der tager ansvaret og snakken med den elev, der er ramt af ensomhed og er ked af det.

Tinnetgårds medarbejdere forsøger at møde den unge der, hvor den enkelte unge er.

Det betyder for eksempel, at selv om Tinnetgård synes en elev spiller alt for meget computer, så er det ikke noget stedet forbyder.

Dels vil et forbud ikke føre til den gode snak om det fysiske møde med andre mennesker, og dels kan arbejdet med computeren også bidrage til at udvikle nogle kompetencer skriftligt og teknisk. Omvendt udvikler den unge ikke sit verbale og kropslige sprog, som er vigtigt i mødet med andre, hvis alt foregår på lang afstand bag et tastatur.

– Vi tager afsæt i den virkelighed de unge er i og tager snakken derfra. Det er vigtigt, at de unge føler sig taget alvorligt, og vi møder dem på deres betingelser. Det er basis for dialogen, og uden den kan vi ikke nå det vi gerne vil. Heller ikke i en snak om ensomhed, slutter Søren.

Tinnetgård lægger vægt på, at de unge har en frihed til at vælge og bevæge sig rundt.

– Derfor har alle elever en scooter, så de kan transportere sig rundt. Og vælge hvem de vil være sammen med, eller hvor de vil opsøge hjælp. Det er en vigtig frihed for eleverne, slutter Søren Raffnsøe Hultberg.

Vi skal sende klart signal til kommunerne

Af

Troels Ravn, formand for Folketingets Social, indenrigs- og Børneudvalg, mener der skals endes et klart signal til kommunerne om, at det ikke er ordentligt, hvis lederen af den kommunale STU sidder i visitationsudvalget, som tildeler det konkrete STU-tilbud. 

– Der er for mange kommuner, der ser på det der er billigst i stedet for det der er bedst. 

De visiterer til kommunens egne STU tilbud uden ordentligt hensyn til den unges ønsker og behov. Det er ikke ordentlighed, og det har vi har brug for. Kommunerne bliver nødt til at se på det enkelte menneske, hvad der er det bedst og blot ikke basere det på kommunens ’økonomi. 

Troels Ravn, folketingspolitiker for Socialdemokraterne, er rimeligt klar i tale, når det gælder den forvaltning af STU, der praktiseres i mange kommuner. 

– Det bedste tilbud kan sagtens ligge uden for kommunen, det vil så være med til at fordyre, men vi bliver nødt til at se på det enkelte menneske. Jeg kan jo se at et uddannelsessted, som jeg ofte besøger, i løbet af tre år formår at bygge unge mennesker op som kommer med diagnoser i bagagen, ADHD, ordblinde, dårlige oplevelser fra folkeskolen og ofte sociale problemer, fortæller Troels Ravn. 

– I nogle tilfælde kommer de videre i uddannelse eller beskæftigelse, og så har vi en situation, hvor der også samfundsøkonomisk er musik i det her.

Troels Ravn nævner et eksempel på det. En ung mand som, selv om han er meget ordblind og har ADHD, har fået kørekort til lastbil med hænger og ordinær beskæftigelse hos en vognmand.  

– Han kom fra Sønderborg Kommune, men hvis kommunens blot havde set på den umiddelbare økonomi og ikke havde set det rigtige i et STU forløb i en anden kommune, var han formentligt ikke kommet så langt. 

Ligeværds rundspørge til kommunerne viste et billede af en del kommuner, hvor lederen af det kommunale STU tilbud sidder i det visitationsudvalg, der tildeler det konkrete tilbud til den unge. Ligeværd mener, det er angribelig og uordentlig forvaltning. Troels Ravn er enig i det synspunkt. 

– Respekt for det kommunale selvstyre, men det skal vi sende et signal om ikke er ordentligt. Christiansborg skal ikke detailregulere, men vi skal kunne have tillid til at opgaven bliver løst ordentligt derude. Det er vi nødt til at sende et meget klart signal om, siger han. 

– Vi har årlige samtaler med KL omkring de her ting, og nu tager vi et tiltag om Task force på socialområdet i forhold til de kommuner der har og taber alt for mange sager i Ankestyrelsen. Mit udgangspunkt er at kommunerne gerne vil løse opgaverne godt, men der er altså nogle der har brug for noget vejledning. 

Der er et demokratisk dilemma i det kommunale selvstyre. På den ene side er der demokratisk tænkning i, at forvaltningen af lovene er så tæt på borgerne som muligt. 

På den anden side: hvis borgeren, grundet komplicerede lovgivninger og store forskelle mellem kommunerne, oplever, at det kan godt være de vedtager en lov på Christiansborg, men det er slet ikke sikkert, at det er det jeg får. 

– Der rører vi ved noget meget centralt. Demokrati betyder folkestyre og vi sidder og udarbejder love på Christiansborg. Love som skal kunne udmøntes i kommunerne, også forståeligt for den enkelte borger, siger Troels Ravn og fortsætter: 

– Det er vigtigt at gøre det overskueligt, tage borgeren med på råd og lytte til borgeren, fremfor at det bliver noget der foregår et sted hinsides borgerens forståelse og fatteevne. Der tror jeg man skal være opmærksom på samskabelse mellem kommune og civilsamfund. Samskabelse er med til at skabe ordentlighed, gennemsigtighed og forståelse i sagsbehandlingen. 

December 2017

Kritisable dobbeltroller i visitationsudvalg

Af

Kritisable dobbeltroller i visitationsudvalg 

I 1/4 af kommunerne, der har besvaret en anmodning fra Ligeværd om indsigt, sidder repræsentanter fra kommunens eget tilbud i visitationsudvalget, som tildeler unge det konkrete STU-tilbud. 

For noget tid siden sendte Ligeværds redaktion en henvendelse til samtlige af landets kommuner. I mailen bad vi kommunerne besvare en række spørgsmål om de lokale forhold på STU-området. 

60 af landets 98 kommuner har svaret på rundspørge. 

Når det kommer til STU-området peger svarene, som redaktionen har modtaget, dog også på nogle andre, og mere alvorlige problemer: 

I mindst 15 tilfælde, altså næsten en fjerdedel af de 60 kommuner, sidder en repræsentant fra et kommunalt STU-tilbuds ledelse med i det visitationsudvalg, som bestemmer hvilken STU den unge får tilbudt. I betragtning af at et STU-tilbud ifølge loven bør tage udgangspunkt i den unges egne interesser, kompetencer og behov, så er den slags dobbeltroller, mildt sagt, meget kritisable. 

Det strider mod princippet om adskillelse mellem leverandør og udbyder. Taberne bliver unge med særlige behov. 

I strid med principper for offentlig forvaltning 

STU området består af en række såvel kommunale samt ikke mindst private og selvejende tilbud, som kommunen kan visitere de unge til. Derfor er det i Ligeværds optik uanstændigt og i strid med principperne for offentlige udbud og god forvaltningsskik. 

Adskillelse mellem leverandør og udbyder skal sikre lige betingelser for alle udbydere, og sikre at kommunen vælger den bedst mulige løsning for borgeren, i dette tilfælde unge med særlige behov, og ikke blot visiterer til eget STU tilbud. 

Man skal ikke være i besiddelse af stor fantasi for at forestille sig, og det er også erfaringen mange uddannelsessteder i landet, at visitationsudvalget i de givne tilfælde anvender kommunens eget tilbud, uanset at ønsket fra den unge og forældrene, og anbefalingen fra fagprofessionelle, er et andet tilbud. 

Det er tilmed i strid med intentionen i lovgivningen om STU. 

Kan være mørketal 

I mindst 3 kommuner toner de endnu klarere med en vedtaget politik om, at STU-forløb så vidt som det overhovedet er muligt, skal tilbydes hos kommunens eget STU-tilbud. 

Det er svært at forestille sig, at en sådan vedtaget politik har et særlig stort fokus på den unges eget bedste, og det tilbud der kan udvikle den unge mest muligt til et så selvstændigt liv som muligt med alt hvad det indebærer. 

Derudover skal det også nævnes, at redaktionen ikke har haft resurser til at faktatjekke kommunernes svar, og langt de fleste af de 15 kommuner er derfor kommuner, som selv har meddelt, at deres visitationsudvalg er sammensat med en repræsentant fra det kommunale STU-tilbud. 

Det reelle tal kan derfor sagtens være en del større. En rundringning til uddannelsessteder i Ligeværds netværk afslørede konkret viden om fire andre kommuner, hvor der også er, eller har været, problemer med dobbeltroller. Disse kommuner er i øvrigt alle blandt dem, som ikke har ulejliget sig med at svare på Ligeværds rundspørge. 

December 2017

Ligeværd fik en henvendelse fra forældre og plejeforældre:

Af

I Hjørring Kommune sidder lederen af kommunens eget STU tilbud med i visitationsudvalget, der afgør hvilket tilbud den unge får. Ligeværd mener der er grund til at tænde alle advarselslamper på fuld blus. 

Tekst: Peter Christensen 

Lasse Østergaard Winds sag om STU er et eksempel på en forbavsende sagsbehandling af et ungt menneske. Familien har givet Ligeværd dokumenterne omhandlende Lasses ønske om STU. 

Lasses sag ligner, i Ligeværds optik, en pro-forma sagsbehandling, når udgangspunktet, som I Lasses tilfælde, ikke er de unges behov, og der ikke er klar adskillelse mellem leverandør og udbyder af STU. 

Der er sket en tastefejl. 

Efter Tolne Efterskole bliver Lasses Østergaard Wind godkendt til STU. I forbindelse med et møde med Tolne Efterskoles vejleder og Hjørring Kommunes UU vejleder, får han og forældrene oplyst, at der to muligheder – henholdsvis PMU og Specialskolen for Voksne Vendsyssel (CKU – Center for Kompetenceudvikling og Undervisning, Vendsyssel). 

Lasse besøger henholdsvis PMU og Specialskolen. Han beslutter sig for PMU, hvor han også kan få botræning, som han fik på Tolne Efterskole. Specialskolen er udelukkende et dagtilbud, og det er PMU der giver mening for Lasse. 

Den 8. maj 2017 modtager han en godkendelse på at starte på PMU: ”Dit uddannelsesforløb er godkendt til at finde sted på PMU med opstart den 1. august 2017. Du vil blive kontaktet af en medarbejder fra PMU. Har du spørgsmål til din STU, skal du kontakte din STU vejleder”, står der blandt andet. 

Så langt så godt. Lasse var glad – indtil videre. 

Samme dag – blot et par timer senere – lander en lakonisk besked hos Lasse: 

”Hej Lasse. Der er desværre sket en tastefejl. Du er indstillet til STU på Specialskolen for Voksne og vil modtage nyt målgodkendelsesbrev snarest”. Underskrevet lærer/driftssekretær visitationsudvalget, som også er STU koordinator på CKU. 

Senere samme dag kommer endnu et brev: ”Hej Lasse. Her dit gældende målgruppegodkendelsesbrev. Du er tildelt STU på Specialskolen for Voksne (CKU). Du vil blive kontaktet af en med arbejder”. 

Så enkelt er det at forvandle et ungt menneskes glæde til fortvivlelse på selv samme dag. 

Politisk beslutning om STU i kommunens eget tilbud 

Familien er mildest talt forbavset og kontakter skolelederen for Specialskolen og repræsentant for Hjørring Kommunes visitationsudvalg. Den henvendelse afstedkommer endnu et brev. 

”I Hjørring Kommune er det af vores politikere besluttet, at Kommunens STU elever i udgangspunktet skal have tilbud om kommunens eget STU tilbud på SPVV. 

Videre hedder det: ”Når vi har truffet afgørelse om at give dig tilbud på SPVV, så skyldes det naturligvis også den politiske beslutning”. 

Klage og ændring af beslutning 

Familien forstår ikke, at STU ikke tildeles med udgangspunkt i de behov og udfordringer Lasse har og skriver derfor en klage til Klagenævnet for Specialundervisning. 

Forældrene skriver blandt andet: 

”Lasse blev oplyst om 2 uddannelsesmuligheder, vælger herefter det ene. Men så siger ”Systemet” i princippet – Du valgte forkert, her kan du ikke komme, du skulle have valgt det andet. Det er respektløst over for et ungt menneske, at der opstilles 2 muligheder, for herefter at konstatere, at den ene mulighed åbenbart ikke er en realitet”. 

Yderligere skriver de: I lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov står, at ”kommunalbestyrelsen er i den forbindelse forpligtet til at lægge betydelig vægt på den unges og forældrenes ønsker med hensyn til nærmere tilrettelæggelse af uddannelsesforløbet”. 

Lasses tarv og trivsel 

Den 11. august meddeler kommunen til Klagenævnet og familien, at de har ændret beslutning igen, og Lasse tilbydes STU på PMU. Visitationsudvalget fastholder at beslutningen om SPVV var rigtigt fagligt vurderet, men ændrer beslutningen blandt andet med henvisning til Lasses tarv og trivsel. 

Han og forældrene må efterfølgende stille sig spørgsmålet: Hvis de nu træffer en beslutning om PMU ud fra Lasses tarv og trivsel, hvorfor blev Lasse så ikke tildelt STU på PMU i første omgang? 

Denne artikel er baseret fuldt ud på dokumenter fra Lasses sag. 

Hjørring – visitationsudvalg til STU:

Ligeværd har set på sammensætningen af visitationsudvalget i Hjørring Kommune. 

Beslutningsdygtige medlemmer: 

  • Faglig koordinator, UU-Hjørring. 
  • Faglig konsulent, Ungeenheden, Jobcenter. 
  • Skoleleder, CKU Vendsyssel. 
  • STU-koordinator, CKU Vendsyssel. 

Øvrige medlemmer: 

  • Indstillere, UU-Hjørring. 
  • Cand. Psyk., Helhedstilbuddet. 
  • Afdelingsleder Sundhed/Ældre/Handicap. 

Ligeværd vurderer, at en sådan sammensætning kan skabe inhabilitet i valg af STU-tilbud til de unge. Ud over CKU udbyder PMU og Hjørring Produktionsskole også STU forløb. 

December 2017