brandbyhand

Berigtigelse: Vi har regnet forkert i vores beregning om udgifter til stu

Af

I et debatindlæg i Skolemonitor 2. maj fremførte vi, at kommunernes gennemsnitlige udgift pr. stu-elev er faldet med op mod 28 procent siden 2013. Vi gentog påstanden på vores Stu træf 10. april og i vores eget magasin i juni 2025. På den baggrund argumenterede vi for, at stu er under systematisk økonomisk pres, til skade for kvaliteten i de unges uddannelse.

Efterfølgende har Undervisningsministeriet gjort opmærksom på, at der i vores beregning manglede data fra en central kontogruppe, som også dækker stu-forløb finansieret under beskæftigelseslovgivningen. Når vi inkluderer disse udgifter i beregningen – hvilket vi burde have gjort fra starten – falder vores argumentation sammen: Udgiften pr. elev er ikke faldet, men snarere steget svagt i takt med elevtallet.

Vi har derfor regnet forkert. Det beklager vi.

Vi har som interesseorganisation et stort ansvar for at sikre saglighed, nøjagtighed og fairness i vores kommunikation – særligt når vi retter kritik mod politiske beslutningstagere. Vi værner om vores relationer til alle, der ønsker at bidrage til bedre rammer for unge med særlige behov, og vi vil gerne takke Undervisningsministeriet og Anni Matthiesen (V) for at gøre os opmærksomme på fejlen.

Vi arbejder nu videre med at forstå tallene bedre og sikre, at vi i fremtiden leverer dokumentation, som kan danne grundlag for et fælles og oplyst politisk grundlag – også når vi er uenige.

Tak for tilliden.

Mange hilsner

Esben Kullberg
Direktør, Ligeværd

Når systemet svigter børn med særlige behov

Af

Det er første skoledag. Himlen er blå. Dannebrog blafrer blidt. Skolen summer af forventningsfulde børn og glade forældre. Men Emilie Melgaard Jacobsen er ikke glad. Hun er bekymret. Emilie er mor til Knud, der skal starte i 0. klasse. Emilie ved, at det bliver en hård dag for Knud. En alt for hård dag. Knud har infantil autisme, og er på trods af viden og fornuft blevet indstillet til at skulle starte i en almen folkeskoleklasse.

Og ganske rigtigt – det blev en hård dag. Både for Knud og hans forældre. Sådan mindes Emilie Knuds første skoledag:

”Jeg havde ondt i maven. På det billede, der blev taget af klassen, sidder han helt ude i siden og gemmer hovedet i skødet. Allerede der kunne jeg se, at han ikke kunne være i det.”

Et glimt fra Knuds første skoledag, hvor han flygtede ud af klassen for at finde ro med LEGO.

Ikke plads til Knud i SFO’en

Emilie og hendes mand, Daniel var uforstående over for, at Knud skulle starte i et alment skoletilbud. Det gav ikke mening for dem, da han ikke kunne klare at være i børnehaven til længere end kl. 11, fordi han ikke fik støtte. I hans papirer fra børnepsykiatrisk fremgår det endda, at Knud har behov for et specialtilbud.

Noget tyder på, at beslutningen om skole ikke var blevet taget med udgangspunkt i Knuds behov og interesse for hans trivsel, for skolen havde ikke sørget for at skabe rammer, der passede til Knud. Det fandt de ud af allerede inden skolestart:

”Vi blev i foråret ringet op af ledelsen i Knuds børnehave, som fortalte, at skolen havde kontaktet dem og sagt, at de ikke kunne rumme at have Knud i SFO før sommerferien sammen med de andre børn, der skulle begynde i skole. Knud skulle derfor fortsætte i børnehave indtil første skoledag. Børnehaven ville lige høre, om vi selv havde fået besked fra skolen? Det havde vi ikke!”

Emilie fortæller videre om, hvordan den nyhed påvirkede dem:

”Vi blev chokerede. De skulle jo have haft iværksat et tilbud til Knud. Vi bliver hele tiden mødt af, at de mennesker, som træffer beslutningerne, ikke har forståelse for mennesker med handicap og forståelse for, at børn har rettigheder. Der er skolepligt ja, men skolen har jo pligt til at imødekomme børnene og inkludere dem. Vi kontaktede skolen og gav udtryk for, at nu hvor der var taget beslutning om, at han skulle starte i en almenklasse, så skulle han jo ned og lære de nye børn at kende. Ellers ville han jo starte som den nye dreng i klassen efter sommerferien og stå endnu mere udenfor fællesskabet. Vi vidste jo godt, at han socialt ikke ville kunne indgå på de vilkår, som andre børn kan. Det var vi dybt bekymrede for. ”

Skolen holdt fast i, at Knud skulle blive i børnehaven. Det ville Emilie og Daniel ikke acceptere. Det endte derfor med, at de skiftedes til at følge Knud i SFO og være der med ham 1-2 timer uden at gå, da han ikke kunne være der uden konstant hjælp. Det stod på i foråret og sommeren op til skolestart.

Familiens hund, Aske, betyder meget for Knud.

Fra glad dreng til stærk mistrivsel

Selvom Emilie og Daniel havde været med Knud i SFO og forberedt ham på skolelivet, vidste de godt, at det ville blive svært for Knud at være i skolens rammer. Der gik heller ikke lang tid, før de begyndte at mærke konsekvenserne. Emilie fortæller her om den udvikling, hun oplevede hos sin søn:

”Skolestarten går dårligt. Efter 14 dage begynder Knud at ændre adfærd markant. Fra at være en glad dreng til at være meget vred og aggressiv Det er tydeligt, at han er i stærk mistrivsel. Det var meget voldsomt. Vi har aldrig før oplevet, at han har slået. Det begynder han på nu. Han slår os herhjemme. Han begynder at slå søskende. Han begynder at slå nede i skolen – både børn og voksne. Han bliver meget destruktiv. Når han møder ind om morgenen, begynder han at kaste med ting. Han viser med alt, at her vil han ikke være.”

Skolen kan ikke imødekomme Knuds behov, og det bliver bestemt, at han skal hentes hver dag kl. 10. Knud får det dog stadigt værre. Emilie fortæller, at han er meget stresset og lyset i hans øjne er slukket. Emilie og Daniel bliver derfor enige om, at de vil give skolen en uge mere til at iværksætte noget.

Det ender med, at skolen efter et massivt pres fra Emilie og Daniel skaber en løsning, der går ud på, at Knud tildeles en støttepædagog fra kl. 8 – 12 hver dag i en anden bygning, hvor Knud er alene med støtten. Støtten forsøger efter bedste evne at hjælpe Knud til at danne relationer med et par andre børn, men han er ikke tilknyttet en klasse eller et konkret tilbud.

I den periode, hvor Knud kun gik i skole til kl. 10, gik han i hjemmeskole. Her med sin far Daniel.

Når ingen tager ansvar

Emilie og Daniel tænker ikke på Knud-og-en-støttepædagog-løsningen som optimal, for Knud er ikke en del af et fællesskab, men lige nu er der lidt ro på og de ville ønske, at skolens ledelse havde lyttet og handlet noget før:

”Det kan godt være, at Knuds nuværende løsning ikke er holdbar på sigt, men hvis det var kørt i stilling fra start, havde det sparet ham for en masse belastning. Det er frygteligt at sidde til møder med skolens ledelse og græde, fordi ens barn lider og så blive mødt af en ledelse, der kaster bolden videre og siger, ”det er ude af vores hænder.” Det passer jo ikke. Ledelsen har altid noget at skulle have sagt. Årsagen til, at vi er havnet i så mange udfordringer med Knud, er, at ingen går ind og tager en beslutning. Det forløb, vi har været igennem med Knud, er på ingen måde unikt. Det er et strukturelt problem.”

Eksemplet med Knuds skolestart i en almenklasse og manglende tilpasset SFO-tilbud er bare to eksempler på det, som Emilie og hendes mand betragter som alvorlige strukturelle problemer. De oplever, at familier til børn med særlige behov systematisk bliver ladt i stikken og overladt til sig selv.

”Vi oplever den samme mangel på beslutningstagen i mødet med de kommunale sagsbehandlere. Jeg ved godt, at ingen af de medarbejdere, vi møder i systemet, går på arbejde med ønsket om at fejle. De er jo underlagt systemet, som de skal være formidlere af, men tænk hvis dem, der sidder og har den direkte kontakt med borgerne, kunne træffe beslutningerne her og nu på et møde. Vi var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste, og alligevel tog det syv måneder at behandle.”

Familier i knæ

Emilie sætter her ord på, hvad det har af konsekvenser, når man er afhængig af hjælp fra systemet og konstant skal kæmpe for den.

”Vi forældre kan godt klare et par knæk og et par aflyste møder, men hvis der er en gennemgående modstand – og det føler vi, at der har været i lidt over to år – så begynder det at blive farligt. Modstand, ingen hjælp og ingen opfølgning tager så meget på vores kræfter, fordi vi i forvejen er sårbare. Regnestykkerne, vi har i systemet, giver heller ikke mening, når man tænker på, hvor store økonomiske konsekvenser, det har på sigt, når en familie går i opløsning. Så er det ikke kun ét barn i familien, der har brug for hjælp. Så er det mor eller far – eller begge, der knækker og søskende, der også tager skade.”

Hvordan kan det gøres bedre?

Både Emilie og Daniel er meget bevidste om, at systemet skal ændres, hvis vi som samfund vil undgå, at alt for mange børn med særlige behov lider og familier knækker. Emilie har et klart svar på, hvor man kunne begynde:

”Systemet skal handle hurtigere. Man siger heller ikke til en, der er blevet påkørt og ligger med en blødende pulsåre ”vi må lige finde en langsigtet løsning.” Det dør man altså af. Vi skal tænke i her og nu løsninger. Så kan det godt være, at den løsning ikke er langsigtet og holdbar på sigt, men så kommer der ro på nu. Giv nu medarbejderne, der holder møderne, mulighed for at iværksætte noget, der kan hjælpe børnene og deres familier. ”

Emilie og Daniel ved, at der skal kæmpes for sådanne forandringer, og de har derfor valgt at bruge nogle af de ressourcer, de har tilbage, på at sætte gang i en forandring. Daniel gør det ved at gå ind i lokalpolitik, og Emilie har skrevet bogen ”Jeg er ikke uopdragen”, som har til formål at skabe anerkendelse af og forståelse for neurodivergente børn. Bogens første oplag blev hurtigt udsolgt, og andet oplag ligger i butikkerne nu.

Læs også “På første forældremøde i børnehaveklassen: Mit barn har særlige behov”

Bogen ”Jeg er ikke uopdragen” af Emilie Meldgaard Jacobsen

OM EMILIE MELDGAARD JACOBSEN

Mor til Bertha, Knud og William.

Forfatter og kvinden bag Tjugga-universet, som hun driver sammen med sin mand Daniel.

Aktuel med bogen ”Jeg er ikke uopdragen”, som blev udsolgt på ingen tid og derfor allerede er ude i 2. oplag. Bogen er en del af Emilies arbejde med at skabe anerkendelse omkring og forståelse for børn med særlige behov og deres familier.

Hvis pengene spares på stu, kan de bruges andre steder i kommunen

Af

Ligeværds direktør, Esben Kullberg er bekymret for kvalitetsaftalerne. Det skrev vi på LinkedIn for nogle uger siden. Bekymringen handler om, at nu hvor pris er blevet et udvælgelsesparameter for kommunen, er mange aftaler kommet til at handle om helt andre ting end kvalitet i uddannelsen. Det gav folketingsmedlemmerne Karina Adsbøl (Danmarksdemokraterne) og Anni Matthiesen (Venstre) anledning til at spørge Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, om han deler Ligeværds bekymring.

 

I svaret fra ministeren lyder det blandt andet:

“Det fremgår af stu-aftalen fra maj 2022, at de tidligere overenskomster mellem en kommune og et uddannelsessted skifter navn til ”kvalitetsaftaler”. Der er også lavet en ny skabelon, som skal understøtte dette. Kommunerne kan vælge at tage udgangspunkt i denne skabelon, når de indgår aftaler med stu-udbydere. Det er ikke nyt, at økonomiske vilkår, herunder budget og regnskab, skal indgå i aftalerne mellem kommunen og uddannelsesstedet. Det er en videreførelse af de tidligere gældende krav fra de daværende overenskomster mellem kommune og uddannelsessteder.

(…)

Kommunerne har dertil et ansvar for at forvalte deres økonomi på en fornuftig måde, hvorfor de ikke uden videre kan acceptere en pris fastsat af uddannelsesstedet. Når det er sagt er det vigtigste for mig, at de unge får et individuelt tilrettelagt forløb, der passer til deres behov og interesser, og ikke hvem der udbyder det, eller hvad vi kalder aftalerne. Jeg forventer også, at kommunerne løfter denne opgave.”

 

Kommunernes pressede økonomi har store konsekvenser for nogle af de mest udsatte unge

Vi har spurgt Esben Kullberg, hvad han læser ud af ministerens svar.

”Jeg synes grundlæggende, at der er flere positive elementer i ministerens svar. Som minister kan man selvfølgelig ikke være fuldstændig opdateret på, hvordan virkeligheden ser ud ude omkring i landet. Og det tænker jeg også, at svaret bærer præg af.”

 

Hvad er det ministeren ikke ved?

”Jeg tror såmænd godt, at ministeren ved, hvor presset økonomien i kommunerne er. Men jeg er i tvivl om, om han til fulde forstår hvilke konsekvenser det har for uddannelsen for nogle af de mest udsatte unge. Økonomi og sparedagsordener spiller en kæmpe rolle i kommunerne. Og med indførelsen af kvalitetsaftaler, frygter vi, at de er blevet et nyt redskab i den dagsorden.”

 

Et ”Godfather-tilbud” stu-stederne ikke kan afslå

Men ministeren siger jo, at sådan har det altid været, og at kvalitetsaftalerne blot erstatter de tidligere overenskomster.

”Ja. Men det er langt fra alle kommuner og udbydere, der har haft overenskomster. Og det særlige ved kvalitetsaftalerne er, at magtforholdet mellem udbyderen og kommunen er blevet langt mere ulige end tidligere. Alle udbydere skal have en kvalitetsaftale for at kunne være stu-sted. Hvis ikke uddannelsesstedet accepterer de vilkår, som kommunen skriver ind i aftalen, kan kommunen blot nægte af indgå aftalen. Det er jo næsten et ‘Godfather-tilbud’ du ikke kan afslå”.

 

Så når ministeren skriver, at forløbsprisen ikke er reguleret i kvalitetsaftalen, så taler han mod bedre vidende?

”Jeg tror, at ministeren refererer til, at det er lovreguleret, at uddannelsesstedets overordnede økonomi skal fremgå af kvalitetsaftalen. Men virkeligheden er, at mange kvalitetsaftaler rummer en række opgaver, som kommunen vil have uddannelsesstedet til at løse, og at prisen, kommunen vil betale, også er indeholdt i aftalen.”

 

Kun få kommuner indarbejder skabelon i deres kvalitetsaftaler

Ministeren nævner en ny skabelon, der skal understøtte aftalernes fokus på kvalitet. Er det ikke godt?

”Jo. Den skabelon har vi også rost både ministeriet og Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet, STUK, for. Vi havde endda ønsket, at den var blevet gjort forpligtende for kommunerne. Men det er den ikke. Når vi spørger rundt hos vores medlemmer i hele landet, er det desværre kun ganske få kommuner, der indarbejder skabelonen i deres kvalitetsaftaler.”

 

Hvis pengene spares på stu, kan de bruges andre steder i kommunen

Ministeren skriver om en afdækning af pris og kvalitet. Hvilke muligheder ser du i det?

”Det har vi store forhåbninger til. I den politiske aftale, som var grundlaget for den nye stu-lov, blev det besluttet, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, der skal kigge på økonomi og finansiering af stu. Vi kender endnu ikke rammerne og kommissoriet for den arbejdsgruppe, men vi håber, at der er politisk mod til at tage livtag med den finansieringskonstruktion, der i dag skaber incitamenter i kommunerne til at spare på uddannelsen til unge med særlige behov.”

 

Hvilke incitamenter er det?

”Som det er i dag, modtager kommunerne fuld økonomisk dækning til stu via bloktilskud. Det betyder, at det i virkeligheden ikke koster kommunerne noget at lave stu. Det har staten allerede betalt. Problemet er bare, at bloktilskuddet ikke er øremærket, så hvis pengene kan spares på stu, kan de bruges andre steder i de kommunale budgetter. Så hvis vi ikke får en finansieringsmodel, hvor det bliver tydeligt, at pengene går præcist til unge på stu, så bliver de unge ved med at blive klemt i de kommunale spareøvelser,” slutter Esben Kullberg.

December 2024

Hvorfor mistrives børn som aldrig før?

Af
hvor mistrives børn som aldrig før

HVORFOR MISTRIVES BØRN SOM ALDRIG FØR?

Det bliver du klogere på i artiklen her, der bygger på et besøg hos psykolog Kirsten Callesen, som har arbejdet med børn med særlige behov i mere end 20 år.

Engagementet lyser i øjnene og ordene kommer lynhurtigt næsten springende ud af munden, når Kirsten Callesen fortæller om de hjerneprocesser, impulser, neuron-og hormonstoffer, hun har været så optaget af hos børn de seneste år. Hun står på scenen ved Ligeværds Årskonference og folk i salen sidder og lytter intenst, mens de nikker genkendende til Kirstens beskrivelser af, hvad det er, der præger de børn og unge, vi i dag arbejder med i specialundervisningen. Kirstens tanker og arbejde sætter tydeligvis et markant aftryk den torsdag formiddag på konferencen. Og jeg beslutter at besøge hende for at høre nærmere til det arbejde og de erfaringer, der ligger bag hendes skarpe analyser af, hvad det er mange af vores børn og unge slås med i dag.

– Jeg har arbejdet med børn med diagnoser, særligt autisme, igennem mange år. Vi ved gennem mange årtiers forskning og praktisk pædagogisk erfaring ret meget om, hvordan vi bedst hjælper dem. Men på et tidspunkt, mødte jeg flere og flere børn, der havde fået det markant dårligere og ikke havde gavn og glæde af de måder at arbejde på, der tidligere havde virket. Mange af dem havde været væk fra skolen i lang tid, var blevet isolerede og blot fået det værre og værre af at være hjemme alene. Det, vi førhen var lykkedes med, for at få nogle af de mest belastede børn tilbage i skolen, det kunne vi simpelthen ikke længere nå på den samme tid, fortæller Kirsten om sine første erfaringer med traumatiserede børn.

Vi sidder i Psykologisk Ressource Center højt oppe under taget i en bygning i det indre København, hvor Kirsten har sin praksis sammen med 8-9 kolleger.

– Jeg ynder at se på vores arbejde her som en bevægelse. Der er behov for, at vi går ud i verden og skaber forandring, insisterer Kirsten, og engagementet fra Årskonferencen lyser igen ud af hendes øjne.

Hvad virker for det enkelte barn?

– Det hele startede egentlig langt tilbage for mere end 20 år siden. Da jeg var færdig som psykolog, fik jeg hurtigt ry for at kunne noget med mennesker med autisme. Mit udgangspunkt fra dengang har sådan set ikke ændret sig siden. Også dengang handlede det om en nysgerrighed på det enkelte barn, ’hvem er du?’, ’Hvor er du henne i dit liv?’, ’Hvordan skal du lykkes som menneske?’. Selvfølgelig med det perspektiv, at der er nogle vilkår for barnet, som er knyttet til at have autisme. Men nysgerrigheden åbnede dengang for at se muligheder – også i diagnosen, fortæller Kirsten om sit tidlige arbejde med børn med autisme og deres forældre.

– Kendskabet var ikke så udbredt for over 20 år siden, så mange skoler evnede ikke at give børn med diagnoser som ADHD og autisme de rette betingelser. I København opstod konceptet om dagbehandlingsskoler, som skolealternativer til de børn, som ikke magtede at være i det ordinære skolesystem. Men efterhånden blev det tydeligt, at også dér var der udfordringer med børn med skolevægring. Min kontakt til mange af de forældre, hvis børn ikke fik den rette hjælp, fik mig til at tænke, om ikke det var muligt at lave et andet skoletilbud. Jeg oplevede, at det hele egentlig startede med nedlæggelsen af amterne og det tab af viden, der skete i forbindelse med, at mange tilbud blev lagt ind under kommunerne. Så i 2013 besluttede jeg at starte Søstjerneskolen, fortæller Kirsten, som dog lidt eftertænksomt tilføjer:

– Det var nok lidt af et eksperiment, men vi fik lov til at lave en skole, der skulle gøre det, der skulle til, for at hjælpe børnene. Så vores udgangspunkt var i virkeligheden blot, at vi i første omgang skulle være nysgerrige og tage udgangspunkt i det, der virkede for det enkelte barn.

Søstjerneskolen er fortsat et dagbehandlingsskoletilbud i København. Men i dag ikke med Kirsten som leder. Hun har givet faklen videre til andre, der i dag driver skolen videre, men fortsat på de principper som Kirsten grundlagde den på. Men blot fordi hun har overladt skolens drift til andre har hun tydeligvis ikke mistet engagementet, ligesom hendes kradse kritik af skolesystem og samfund heller ikke er mindsket med tiden.

Børn med diagnoser

– Det tab af viden, vi oplevede med kommunalreformen, blev kun forværret efter skolereformen i 2014. Vi oplevede simpelthen, at børnene bare fik det endnu dårligere af de nye forhold. Jeg oplevede, at der i skolerne voksede en holdning frem om, at det var forældrenes skyld og at børnene var børn, der ikke kunne nås.

– I min praksis, Psykologisk Ressource Center, som jeg havde drevet undervejs med etableringen af Søstjerneskolen, uddannede jeg grupper af forældre, lærere og andre professionelle. Og jeg fik også en del af de meget komplekse børnesager. Det, vi oplevede med de mest belastede børn, var, at der var gået lang tid – for lang tid – inden de blev hjulpet. Når de kom hos os, havde de fået det så dårligt, at vi ikke kunne hjælpe dem på den tid, vi plejede at bruge. For mange af dem gik der tre til seks måneder, inden vi overhovedet kunne få en skabt en relation, så vi kunne arbejde med barnet.

– I 2012 var jeg meget optaget af den kravundgående adfærd. Det der kaldes PDA – Pathological Demand Avoidance. Det betyder, at nogle børn med autisme vægrer sig ved udefrakommende krav og forventninger. Det kan spille uheldigt ind, når man forsøger at arbejde med mere klassiske metoder i forhold til børn med autisme, så som struktur, regelmæssighed og faste rammer. Og i starten tænkte jeg faktisk, at de børn, vi så, ’bare’ havde PDA og at de derfor ikke profiterede af de mere almindelige metoder. Men selv, efter vi begyndte at arbejde ud fra den hypotese, var der fortsat mange der ikke kom i trivsel.

Massive belastningsreaktioner pga. utrygge miljøer

Mens vi taler, bliver det tydeligt for mig, hvor meget nysgerrigheden betyder for Kirstens arbejde. Hele hendes professionelle historie er en lang søgen efter svar, metoder og redskaber, der passer til de udfordringer, børnene kommer med. Det synes at stå i skærende kontrast til det, vi har gjort med vores skole de seneste årtier, hvor den er blevet en politisk kampplads, topstyret af holdninger, intentioner og globale økonomiske fremtidsscenarier, der har sat et markant fokus på færdigheder, viden og karakterer. Kirstens afsæt er tydeligvis barnet, og hvordan hun kan hjælpe den enkelte til at folde sit menneskelige potentiale ud. Det var også den nysgerrighed, der bragte hende på sporet af traumer, som forklaring på, hvad der belastede de børn, der ikke kom i trivsel.

– Det gik op for mig, at det ikke var diagnosen, der var den største udfordring for børnene. De kommer alle med massive belastningsreaktioner. Belastninger, der kommer af, at børnene befinder sig i professionelle miljøer, hvor de ikke får den rette hjælp. Hvor de dagligt lever i utryghed, fordi de ikke forstår det, der sker omkring dem. Når de i længere tid bliver overladt til deres egen usikkerhed og ensomhed, så sætter det sig, forklarer Kirsten.

– Vores hjerne er skabt til at klare belastninger, uforudsete eller skræmmende situationer. Og den reagerer – heldigvis lynhurtigt. Helt nede i vores allertidligste hjernestadie har vi et center, der reagerer på faretruende situationer. Grundlæggende kan vi reagere på fire måder, vi kan flygte, vi kan kæmpe, vi kan stivne eller vi kan underkaste os. Det er ikke noget, vi vælger, det sker instinktivt. Og når hjernen reagerer, udskiller den hormoner som adrenalin og kortisol, som gør os kampberedte eller hurtige til at komme væk. Det er på en måde vores urmenneske, der sætter i gang. Når faren er drevet over, falder vi til ro igen, og de hormoner, der er i kroppen udskilles. Det er helt normalt. Sådan er det for os alle, fortæller Kirsten med henvisning til sin omfattende viden om hjernen og dens processer.

– Problemerne opstår, når børnene er i dette alarmberedskab over længere tid. Så er deres krop påvirket af stresshormonerne hele tiden. Og lige så nødvendige hormonerne er i katastrofesituationer, lige så skadelige er de for hjernen og kroppen, hvis de er der hele tiden. Når de ikke kommer ud af kroppen igen, begynder de at nedbryde hjernens beskyttende funktioner. Og man risikerer, at den stressfyldte alarmsituation bliver permanent. I barnets liv betyder det, at hjernen opfatter alle forhindringer, udfordringer, og udefrakommende påvirkninger som faresignaler. Og da det netop undslipper deres rationelle tænkning, så overreagerer hjernen og tolker selv de små udfordringer som livstruende farer, og det sender kroppen i panikangst.

Børn med traumer

– Da jeg med hjerneforskningens hjælp begyndte at forstå, hvad der var på spil for disse børn, hjalp det mig til at forstå hvordan vi kunne arbejde med det, fortæller Kirsten.

– Børnenes udfordringer ligner depression. Og nogle gange dødsangst. De bliver simpelt hen nødt til at isolere sig. Alt andet føles som at være i livsfare. Kun når de er alene, har de tilstrækkelig kontrol over deres situation. Og kontrol er ofte et nøgleord for disse børn. Og netop dette enorme behov for kontrol, kan være med til at skabe OCD-belastninger.

– Disse børn er kommet i en dybtgående livskrise, hvor alt omkring dem er potentielt livstruende. Man kan sige, at de skal genvinde tilliden til livet, hvis de skal få det bedre. Vi står på en måde med børn, der lever deres børneliv i en lang eksistentiel krise. Når man så oplever, at der som løsning eller behandling tilbydes 10 timer hos en psykolog, så er det tydeligt, at det ikke vil hjælpe, tilføjer Kirsten med den kritiske og ironiske distance til det, vi i dag tilbyder de børn i vores ordinære skole- og behandlingstilbud.

– Det blev ret hurtigt klart for mig, at forudsætningen for at hjælpe disse børn til at håndtere deres liv, var at få dæmpet deres katastrofereaktioner. De skulle på en måde genvinde tillid. Til mig som behandler. Til voksne. Til livet. Så tryghed blev vores primære fokus. På den måde fandt vi tilbage til metoder, som langt fra er nye. For med hjerneforskningen og dens analyser af hjerneprocesser blev vi opmærksomme på, at noget så simpelt som berøring gør en positiv forskel i hjernen. Når vi har fysisk kontakt med et andet menneske, eller blot når der lægges en hånd på vores skuldre, udskiller vi stoffer i hjernen, som gør det modsatte af stresshormonerne. De opbygger hjernen og gør processerne mere robuste. Det samme sker, når vi ser hinanden i øjnene. Det er simpelt, siger Kirsten.

Vil skabe et skolesystem, der ikke gør børnene syge

Mens jeg lytter, tænker jeg også, at det lyder ret ligetil og overkommeligt. Men den tanke afløses hurtigt af en anden tanke om, hvad vi har sat over styr i skolen, hvor kluddermor og tagfat er afløst af at se på sin mobiltelefon, og lejrskolernes sociale træningsbane er forsvundet ud af klassens årsprogrammer. Inden jeg når at folde de billeder helt ud, tager Kirsten min tanke videre i en kritik af, hvordan mange af os tilrettelægger vores familieliv:

– Prøv lige at tænke på, hvor ofte vores børn sidder med sig selv og et stykke elektronik. Det er blevet så let at beskæftige dem. Førhen løb de rundt om benene på os, når der blev lavet mad. Nu får de en IPad i hånden, og så er der ro. Børn bruger mere og mere tid med sig selv. Tid der førhen blev brugt til leg, spil og andre aktiviteter med hinanden både i familierne og i sociale fællesskaber alle vegne. Måske er det den kropsberøring mange børn mangler i dag, og den mangel gør dem alt for sårbare, siger Kirsten og fortsætter:

– Når vi så bliver så fokuserede på, at vi skal præstere, se godt ud, og vi udvikler helt forskruede perfekthedskulturer alle steder, så sætter vi de børn, der i forvejen er blevet sårbare, under et pres, som til sidst knækker dem. I tredje klasse eller i syvende eller måske senere i livet.

– Vi kan godt blive ved med at behandle børnene. Det har jeg gjort i mange år. Men nu har jeg besluttet, at mit fokus i højere grad skal være, hvordan jeg kan være med til at lave et skolesystem, børnene ikke bliver syge af. Det kan jeg kun, hvis perspektivet på børnene ændres, så vi holder op med at tænke, at det er deres eller forældrenes skyld. Hvis vi kan gøre den tænkning til en bevægelse, der sætter børnene først. En bevægelse, der sætter relationer, kropskontakt, fællesskab og nærvær i højsædet i arbejdet med børn. Og med det som udgangspunkt udforsker, hvordan vi laver skoler, daginstitutioner og uddannelse, der passer til børn og ikke hvordan vi laver børn, der passer til skolen, så tænker jeg, at der er et håb for fremtiden.

 

Januar 2022

Forskeren: Hvorfor bruger man ikke erfaringerne fra Ligeværd

Af

Leo Komischke-Konnerup, UC Syddanmark, budskab er, at inklusion er en enorm opgave, som det vil tage år gennemføre. 

– Jeg kan godt forstå bekymringen blandt mange forældre, men jeg går stærkt ind for inklusion. Jeg mener det er nødvendigt, indledte Leo Komischke-Konnerup sit indlæg og fortsatte: – Men i øjeblikket er der nærmest en konkurrence om hvem, der er parate til at inkludere. Der er ingen der skal bilde mig ind, at der er nogen som med så kort varsel er helt klar til at gennemføre inklusion. Det skaber et marked for alle mulige konsulenter med smarte og hurtige løsninger. Det skal vi være på vagt over for. Inklusion kræver mod, det kræver tid, og det kræver muligheder for at udvikle på skolen som helhed og for den enkelte lærer. 

– Jeg er rystet over, så lidt den ekspertise og erfaring i undervisning af unge med særlige behov, som findes på Ligeværds skoler og uddannelsessteder, fylder og bliver brugt i diskussionen om inklusion, siger Leo Komischke-Konnerup. 

Lært at de ikke kan lære 

Alle børn kan lære, men alt for mange børn og unge har haft en skolegang, hvor de har lært, at de ikke kan lære. Det er i virkeligheden det største handicap af alle. Opgaven for inklusionen er derfor at skabe en skole: 

  • Hvor alle elever lærer sig at kende som lærende, ligeværdige og deltagende 
  • Hvor undervisning og opdragelse ikke beskadiger elevers evne til at lære 
  • Hvor elever, der har lært de ikke kan lære og lært de ikke hører til, kan blive omlært til igen at møde dem selv som lærende og tilhørende i skolen 

– At skabe den skole, den inkluderende skole, kræver at de fysiske rammer er de rigtige til at bygge fællesskaber op og til de frirum, der også vil være brug for. Det kræver, at lærerne er til stede som menneskelig personer og ikke som en ”kommunalt eksporterede” undervisningseksperter. Lærerne skal have pædagogisk frihed til skøn og eksperimenter. De skal have pædagogisk tid, understregede Leo Komischke-Konnerup. 

– Jeg er rystet over, så lidt den ekspertise og erfaring i undervisning af unge med særlige behov, som findes på Ligeværds skoler og uddannelsessteder, fylder og bliver brugt i diskussionen om inklusion. Der er her en lang skoler med en unik viden på det område. Hvorfor bruger man dem ikke meget mere, undrer han sig.  

Mangler den folkelige diskussion 

I disse år er der en meget stor opmærksomhed på effektivitet, reformen på folkeskoleområdet og situation om lærernes overenskomster er et udtryk for det, og der er en tilsvarende stor opmærksomhed på inklusion i folkeskolen. 

– Vi kan sagtens lave uddannelse til alle, men udfordringen er at lave god uddannelse til alle, og det er en helt anden sag, som kræver langt mere tid og en større indsats. Effektiv uddannelse og god uddannelse er ikke automatisk det samme. Vi er nødt til at beslutte hvad vi vil have, sagde Leo Komischke-Konnerup videre i indlægget. 

– Vi har sprunget hele den folkelige diskussion over, og det er et problem også i sammenhæng med inklusion. Vi er nødt til at have den folkelige diskussion over, hvad det egentligt er vi vil med folkeskolen. Først derefter kan vi arbejde med at få inklusion til at lykkes. 

Oktober 2017

Med hjælp fra Ligeværd fik Allans søn det ønskede sted

Af

Da Allan Søndergaards søn fik afslag på at komme i beskyttet beskæftigelse på Grantoftegaard, ringede han til Ligeværd. Han ville høre, hvordan han kunne påvirke kommunens beslutning.

Lige før julen 2023 startede Mikkel Søndergaard i beskyttet beskæftigelse på sit ønskede sted, Grantoftegaard.

”Det endte lykkeligt, fordi vi fik nogle helt afgørende input fra Ligeværd til, hvilke oplysninger et visitationsudvalg kan have behov for, når de skal beslutte, hvilket tilbud der bedst matcher den unges behov og udviklingsmuligheder,” fortæller Allan Søndergaard, Mikkel Søndergaards far.

Mikkel Søndergaard har ADHD og lettere mental retardering. Få måneder tidligere havde visitationsudvalget i Fredensborg Kommune afvist hans ønske og tilbudt ham at komme i beskyttet beskæftigelse et andet sted. Det andet sted tilbød bare ikke arbejdsopgaver, der kunne motivere Mikkel, fortæller Allan Søndergaard.

Aktindsigt, partshøring og afgørende punkter
Derfor ringede Allan Søndergaard til Ligeværds gratis juridiske og socialfaglige rådgivning LigeLinie.

”Min indgangsbøn var at sige: Hvad kan jeg gøre for at påvirke det her og få noget at skulle have sagt?”

Ligeværd vejledte Allan Søndergaard om muligheden for at få aktindsigt i sønnens sag og hermed indsigt i de oplysninger, som havde ført til visitationsudvalgets beslutning. Derudover gav Ligeværd input til, hvilke oplysninger der med fordel kan indgå i en indstilling til et visitationsudvalg.

”Det var en afgørende hjælp, fordi jeg så ringede og havde en god dialog med sagsbehandleren baseret på de input, jeg fik fra LigeLinie,” siger han.

Allan Søndergaard og hans kone blev herefter partshørt, og det gav dem mulighed for at supplere den nye indstilling til visitationsudvalget med vigtige oplysninger om deres søn. Blandt andet kunne de oplyse, at både Mikkels stu og alle andre, der havde haft noget med Mikkel at gøre de sidste ti år, havde konkluderet, at han havde udviklingspotentiale, hvis han kunne arbejde med landbrug.

”Sagsbehandleren havde lavet et supergodt stykke arbejde. Men vi fik lavet nogle konkrete ændringer og fjernet nogle fejl i indstillingen, som vi ikke havde fået, hvis vi ikke havde bedt om aktindsigt og var blevet partshørt. Det kan betale sig. Især når man så ved, hvilke punkter der er vigtige at ramme rigtigt.”

Alle kan få brug for hjælp
Allan Søndergaard og hans kone er begge cand.merc.jur og arbejder med hhv. erhvervsret og udbudsret. Alligevel havde de brug for hjælp.

”Vi er godt stillet i forhold til at klare sådan noget her. Men vi ved også, at det er administrationen af reglerne og det praktiske forløb mellem myndighederne, som er afgørende. Der har Ligeværd en fantastisk rolle at spille og meget at byde ind med,” siger han.

Allan Søndergaard håber, at han med sin historie kan inspirere flere til at søge rådgivning.

”Selv med vores baggrund har vi fået hjælp. Hvor stor en forskel kan det så ikke gøre for folk, der har andre forudsætninger for at finde rundt i systemet?”

Brug for hjælp?

Kontakt Ligeværds rådgivning LigeLinie på 22 34 30 13 eller ligelinie@ligevaerd.dk

Åbningstider
Mandag fra kl. 8-12
Onsdag fra kl. 13-15.30

I Kolind fandt tre unge med særlige behov vejen til en lysere fremtid i musikken

Af

Folkestedet er et musikalsk fristed med hjerte og nærvær. Her har unge som gamle med særlige behov fundet et fællesskab, som giver dem en følelse af at høre til og et håb om en lysere fremtid.

Nicklas Holmgaard blev set som et mærkeligt barn i børnehaven.

”Jeg gjorde ting, som de andre ikke gjorde, og når de fik nok af mig, blev jeg bare sat op til lederen,” siger han.

I skolen blev han en del af specialklassen, som alle ifølge ham så skævt til. Hans opvækst var præget af usikkerhed og omplaceringer mellem forskellige bosteder, og da han fik ungdomsbolig, blev det indgangen til et fællesskab med misbrug.

”Til sidst begyndte jeg at tro, at jeg ikke var noget værd.”

Det ændrede sig, da han blev en del af Folkestedet og Grøn Kors i Kolind.

Brug for et fællesskab for unge og voksne med særlige behov? Find din UFL-klub her

En tryg base og nye muligheder

På Folkestedet blev Nicklas Holmgaard en del af et musikfællesskab sammen med to andre unge, hvis historier mindede om hans egen.

Oskar Grosen var vokset op i en splittet familie, hvor forældrenes skilsmisse og skift mellem byer og skoler havde gjort det svært for ham at finde en base. Og Anne-Sofie Madsen havde kæmpet med mobning gennem hele sin skoletid og haft en opvækst med svigt fra voksne, der burde have hjulpet.

”Jeg forsøgte at få hjælp af de voksne, men det fik jeg ikke. Til sidst holdt jeg op med at sige noget, for jeg vidste, at ingen ville lytte,” fortæller Anne-Sophie.

Sammen med initiativtager Daniel Demsitz startede de bandet The Youngsters, og her oplevede de tre unge en forandring fra at leve et liv i isolation til at leve et liv, hvor de blev en del af et meningsfuldt fællesskab.

”Her blev jeg for første gang mødt med tillid. Det er vildt mærkeligt og svært at vænne sig til. Jeg har aldrig før prøvet at være et sted, hvor man bare kan være sig selv,” siger Anne-Sofie Madsen, og Oskar Grosen er enig.

”Det har givet mig en følelse af at høre til et sted. Folk her er bare, som de er, og der er ingen, der dømmer dig,” siger han.

Fællesskabets styrke

Daniel Demsitz fortæller, at Folkestedet startede som en drøm om at skabe et sted, hvor mennesker kan finde fællesskab og mening. Først startede han Kolind Balladeband for en gruppe ældre udsatte – som til dato er det eneste band, der nogensinde har spillet koncert inden for Christiansborgs tykke mure – og senere opstod The Youngsters.

Og selvom de tre unge musikere i første omgang mødtes om musikken, så er Folkestedet meget mere end bare et musikrum. Det er en vision om at skabe ægte fællesskab, som han siger.

I den lille cafe, der støder op til øvelokalet, kommer og går mange mennesker. Nogle kommer for en kop kaffe. Andre mødes omkring en fælles aktivitet. Den dag, Ligeværd kommer forbi, er der reparationscafe, og vi sniger os forbi en lille gruppe mænd, der sidder bøjet over elektronik af forskellig art.

”Vi mennesker er flokdyr. Vi kan ikke undvære hinanden, og vi har alle brug for at blive set og anerkendt for, hvem vi er. Det er det, vi arbejder på her,” forklarer Daniel Demsitz.

Musikken som fælles sprog

Daniel Demsitz baggrund som musiker og erfaring som underviser blandt andet på en ungdomshøjskole gjorde det naturligt, at det er blevet musikkens kraft, der forbinder mennesker her.

”Musik er noget helt særligt. Når vi spiller sammen, opstår der noget, som er svært at sætte ord på. Det handler ikke kun om at spille toner, men om at skabe et fællesskab,” siger Daniel Demsitz.

Og det er lykkedes, hvis man spørger de tre unge, som trådte ind i Daniel Demsitz musikprojekt uden at have nogen erfaring med at spille med andre.

”At komme her og spille er næsten som et frikvarter fra virkeligheden, som ofte godt kan være svær for mig,” siger Anne-Sofie Madsen

Folkestedets musikfællesskab har ikke kun styrket deres selvtillid, men også givet dem et sted, hvor de kan udtrykke sig frit og opbygge nye relationer.

”Her handler det ikke om at være perfekt, men om at være sammen og skabe noget unikt,” siger Anne-Sofie Madsen.

Og Nicklas Holmgaard supplerer:

”For første gang oplever jeg ikke, at jeg skal være på en bestemt måde. Her kan jeg bare være mig.”

For Oskar Grosen var musikken det fælles tredje, der hjalp ham til at bryde ud af sin isolation.

”Når vi spiller sammen, føles det, som om vi taler samme sprog. Det har gjort en kæmpe forskel i mit liv,” siger han.

En vej fremad og en ny familie

Faktisk har det gjort en altafgørende forskel. For hvor tiden før Folkestedet for alle tre var præget af mismod, så er fællesskabet i musiklokalet bagerst i cafeen blevet en vigtig del for de tre unge menneskers rejse mod en lysere fremtid.

Deres historier er en påmindelse om, hvor meget et trygt fællesskab og muligheden for at udtrykke sig kan betyde for unge, der har oplevet meget modgang. For når man spørger dem om netop det – hvor meget det har betydet for deres liv og syn for på deres fremtidsmuligheder – så svarer de klart i kor.

”Alt.”

Oskar Grosen uddyber, mens de andre nikker.

”Det er vores familie. Den rigtige familie kan være svær at være i, men den her familie har vi selv valgt. Den har det, som vi altid har manglet, nemlig omsorg, kærlighed og respekt. Det gør hele forskellen.”

Marts 2025

Q&A: Hvad betyder beskæftigelsesreformen for mennesker med kognitive funktionsnedsættelser?

Af

Hvad er hovedlinjerne i den nye politiske aftale om beskæftigelsesindsatsen?

Den nye politiske aftale lover “mere værdighed, større frihed og færre regler”. Beskæftigelsesreformen lægger op til afskaffelse af jobcentre, som vi kender dem, færre samtaler og mere lokal frihed. Målet er at skabe en mere effektiv og menneskelig beskæftigelsesindsats, men reformen rejser også spørgsmål om konsekvenserne for borgere med kognitive funktionsnedsættelser.

Hvilke muligheder ser Ligeværd i reformen?

Der er flere positive takter i reformen:

  • Der afsættes midler til civilsamfundsindsatser, bl.a. til Joballiancen, KLAPjob og Videnscenter om Handicap. Det er positivt – vi ved, at målrettede og helhedsorienterede indsatser, hvor civilsamfundet er involveret, virker for unge og voksne med kognitive udfordringer.
  • Kommunerne får større frihed til at tilpasse indsatsen – det kan skabe rum for skræddersyede løsninger, hvor borgerens behov og potentiale sættes i centrum.
  • Sanktioner over for udsatte borgere fjernes stort set. Det skaber et mere værdigt system, hvor tillid og relationer kan komme før kontrol.

Er afskaffelsen af jobcentrene en mulighed eller en ulempe?

Det kan være både og. Afskaffelsen af jobcentre indebærer, at kommunerne får frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen lokalt, hvilket kan føre til mere fleksible og tilpassede tilbud. For borgere med kognitive funktionsnedsættelser betyder det, at støtten kan blive mere individuelt tilrettelagt, men det afhænger af den enkelte kommunes prioriteringer og ressourcer.

Hvilke udfordringer ser Ligeværd i reformen?

Der er også væsentlige bekymringer.

  • Afskaffelsen af ressourceforløb og mentorordninger, uden garanti for at noget andet træder i stedet, kan ramme mennesker med kognitive funktionsnedsættelser hårdt. For mange er netop den langvarige, tillidsbaserede relation afgørende for at kunne tage skridt mod uddannelse eller job.
  • Når staten træder tilbage og overlader mere til kommunerne, øges risikoen for ulighed. Vi frygter, at mennesker med særlige behov i nogle kommuner vil opleve færre muligheder og støtte end i andre.
  • En samlet besparelse på 2,7 mia. kr. kan komme til at koste på kvaliteten. Hensigten er forenkling og frisættelse. Men besparelsen kan i praksis ende med at betyde færre ressourcer til individuelle indsatser. Det kan påvirke kvaliteten af støtten til unge og voksne med særlige behov negativt.

Hvad er Ligeværds vigtigste budskab i forhold til reformen?

Beskæftigelsesreformen rummer positive takter – især tillidsdagsordenen og civilsamfundsinddragelsen. Men vi må insistere på, at reformens frihed også bruges til at styrke de specialiserede og langsigtede indsatser for dem, der ikke bare kan og vil – men som har brug for støtte til at kunne og turde.
Vi vil komme til at følge udviklingen tæt, og vi står klar til dialog med både politikere og kommuner for at sikre, at mennesker med kognitive funktionsnedsættelser ikke bliver glemt i forenklingens navn.

​

Hvornår træder aftalen i kraft?

Aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen træder i kraft i to faser:​

Fase 1: Tidlige initiativer implementeres med ikrafttrædelse henholdsvis 1. februar 2026, 1. juli 2026 og 1. januar 2027 for de tiltag, der er forligsbelagt med forlig om førtidspension og fleksjob.​

Fase 2: Den nye hovedlov om en aktiv beskæftigelsesindsats og ændringslove træder i kraft 1. januar 2027, hvilket omfatter alle resterende tiltag, herunder ny målgruppestruktur mv. ​

Se mere på side 13 i Aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen: https://bm.dk/media/ymybm2xe/aftale-om-reform-af-beskaeftigelsesindsatsen.pdf


Læs mere om Ligeværds arbejde med beskæftigelse for unge med særlige behov

Ny beskæftigelses-alliance ser dagens lys: STB-alliancen

Af

Unge med særlige behov opnår i alt for ringe grad en god tilknytning til arbejdsmarkedet. Det vil en ny alliance med fokus på særligt tilrettelagt beskæftigelse (STB) ændre på.

Ligeværd har sammen med Gladfonden, Fonden Unges og LEV taget initiativ til at starte en ny alliance, STB-alliancen, som skal sikre unge med kognitive funktionsnedsættelser en vej ud i beskæftigelse.

 

”Ligeværds analyse om stu-elevers tilknytning til arbejdsmarkedet viser, at vi faktisk ikke er blevet bedre til at hjælpe de unge videre fra stu og i job i den seneste 10 år. Der er derfor behov for, at vi går sammen og løfter opmærksomheden på de særligt tilrettelagte beskæftigelsesindsatser som virker, men som kun i alt for ringe grad bliver brugt. Vi er derfor ca. 20 civilsamfundsorganisationer og uddannelsesaktører, der er gået sammen for at løfte opmærksomheden på det, vi kalder Særligt Tilrettelagt Beskæftigelse, STB. Med STB-alliancen ønsker vi dels af gøre opmærksom på de gode indsatser der allerede findes og arbejde på, at lovgivningen på beskæftigelsesområdet bliver tilpasset, så også mennesker med kognitive udfordringer og handicap kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet.” siger Esben Kullberg, som har taget initiativet til at samle medlemmerne.

 

Når cirka 1.700 unge med særlige behov hvert år færdiggør stu, kommer kun 6 % i job eller uddannelse, mens resten overgår til offentlig forsørgelse. Tre år senere er kun omkring 20 % af en årgang videre i job eller uddannelse. Gennem et projekt har Ligeværd udviklet Joballiancen, som er Ligeværds bud på et særligt tilrettelagt beskæftigelsesforløb. 140 unge fra fem forskellige stu-steder deltog i projektet over en periode på fire år. 81 % var i job eller uddannelse ved projektets afslutning.

Læs mere om Joballiancen

Maj 2025