brandbyhand

Louise Klinge: De voksne kan altid gøre noget, når et barn mistrives

Af
Louise Klinge De voksne kan altid gøre noget, når et barn mistrives

Mistrivsel blandt børn i skolen kan have mange ansigter. Det kan vise sig som social isolation, ondt i maven og udadreagerende adfærd. Men uanset hvordan mistrivsel kommer til udtryk, kan og skal barnets voksne gøre noget ved det, mener børne- og skoleforsker Louise Klinge.

 

Barnet er aldrig problemet, når en børnegruppe er udfordret.

I 2024 har flere sager om voldelig og problematisk adfærd blandt skoleelever nået offentlighedens søgelys. Det kan vække bekymring blandt både fagprofessionelle og forældre. Men uanset hvordan udfordringerne kommer til udtryk, så kan lærere og pædagoger næsten altid gøre noget ved det, mener børne- og skoleforsker Louise Klinge.

I sin forskning har hun fundet frem til seks grundlæggende behov, som skal være opfyldt for, at et barn kan trives, lære og indgå i et klassefællesskab på en positiv måde. Og når en lærer opfylder behovene hos eleven, kalder hun det, at læreren agerer relationskompetent.

Ligeværd har talt med Louise Klinge om skolens tilstand, hvordan fagprofessionelle kan handle relationskompetent overfor elever, der har det svært, og hvordan de kan undgå at skælde ud.

Hun understreger, at sagerne fra 2024 ikke nødvendigvis er et udtryk for et forandret billede. Det kan være enkeltstående sager i medierne.

 

For få voksne om for mange børn

Mange børn går i daginstitution i 8-10.000 timer, fortæller Louise Klinge. Hun mener, at de dårlige normeringer, daginstitutionerne lider under, er med til at skabe et vanskeligt udgangspunkt for børnene, når de starter i skole.

Hvad ser du, der sker i folkeskolen lige nu?

Som skoleforsker ser jeg, at den ramme, vi har skabt for at bidrage til børns trivsel og udvikling, er mangelfuld. Mange steder har vi én voksen til 28 børn, hvor alle børn helst skal lære det samme på samme tid. Og de senere år begynder man at se konsekvenserne af, at normeringer i daginstitutionerne har været så dårlige.

Så børn i dag har udfordringer på sociale egenskaber, blandt andet fordi de bruger meget tid i daginstitutioner af for lav kvalitet?

Ja. Og i skolen er der simpelthen færre fællesskabende oplevelser, fordi der kom fokus på den læringsmålstyrede undervisning tilbage i 2014 (folkeskolereformen gennemførtes, red.). Kombineret med digitaliseringen af folkeskolen, så er der langt mere undervisning, der foregår ved, at eleverne sidder med deres computer og laver mere eller mindre relevante ting. Førhen var det i højere grad didaktik, der involverede børnenes fællesskab meget mere.

 

Børn sidder som kontorfolk dagen lang

Klasseværelset ligner et kontorlandskab, hvor elever på ræd og række stirrer ind i en computer. Et setup, som Louise Klinge mener, at mange børn reagerer på.

Kan man løse skolens problemer indenfor den givne økonomiske ramme?

Der skal tilføres langt flere midler til skolen, blandt andet så lærerne ikke står alene med store børnegrupper. Men meget kan gøres allerede nu. For eksempel kan megen undervisning flyttes væk fra klasselokalet. Op på teaterscenen eller ud i naturen for eksempel, hvor der er plads til kropsligheden, og børnene i højere grad kan fordybe sig i ting, de finder spændende. Det vil frigøre noget tid fra lærerne til at være i gode samspil med de børn, der virkelig har brug for det. Men det kan være rigtig svært på grund af det politiske fokus på høj faglighed som noget udelukkende bogligt.

Er det overhovedet realistisk at arbejde relationskompetent i den økonomiske ramme, der er for folkeskolen i dag?

Jeg ser, at alle lærere handler relationskompetent indimellem, men ingen gør det altid. Man kan godt lykkes med at skabe fællesskabende didaktik og være i gode samspil med børnene. Men dels tærer det på lærerne, som underviser for meget og ikke har nok tid til at samle og forberede sig. Og dels er der frustration over ikke at kunne nå alle de børn godt nok. Der er simpelthen for mange børn om for få voksne.

Skal jeg forstå det sådan, at når du ser en lærer, der agerer overvejende relationskompetent, så ser du som regel også et klasserum, hvor der ikke er uro?

Ja, jeg ser en langt højere grad af fordybelse og sundt engagement. Dermed vil der ikke bare være stille. Der vil være en summen. Men der er glade børn, der fordyber sig i verden på mangfoldige måder. Det er det, jeg ser, når en lærer i overvejende grad handler relationskompetent. Så er det børn, der gerne vil det faglige indhold og hinanden og gerne vil følge læreren.

Er der nogle udfordringer ved at arbejde relationskompetent?

Nej. Der er svære betingelser for at gøre det. Men de lærere, som i høj grad gør det, får så meget mere tilbage. Det kræver mere følelsesmæssig investering, men omvendt skal du bruge så meget krudt på disciplineringsproblemer, fordi børnene ikke vil følge dit lederskab, hvis du ikke handler relationskompetent.

 

Skældud er kontraproduktivt

For mange kan skældud virke oplagt at ty til, når der opstår en tilspidset situation. Men det er ifølge Louise Klinge langt fra hensigtsmæssigt, hvis man ønsker ro, koncentration og sunde relationelle samspil i klasselokalet.

Hvad vil man få ud af at slå ned på destruktiv adfærd med skældud eller anden straf?

Skæld ud ser ud til at virke, fordi det stopper det lige nu og her. Men forskning viser, at det er kontraproduktivt. Man får over tid mere af den adfærd, man ikke vil have, fordi børnene får sværere ved at kontrollere sig selv og deres adfærd. Når læreren skælder ud, pumper der kortisol (stresshormon, red.) ud i barnets blodbaner, fordi det bliver forskrækket. Det tager tre til fire timer, før kortisolniveauet er stabiliseret. Og i den periode har barnet rigtig svært ved at koncentrere sig, lære noget og være en god kammerat. Det kan man ikke, når man er ude af sig selv. Og det betyder, at rigtig mange når at få skældud igen, inden de falder til ro. Derudover går skældud også udover alle de andre børn, fordi de ikke kan koncentrere sig eller tør bede om hjælp.

Hvad skal en lærer gøre, hvis vedkommende står i en tilspidset situation, men ikke vil skælde ud?

Det er en tretrinsraket. Man skal være rolig, nysgerrig og hjælpsom. Det viser betydningen af, at lærere har gode vilkår til at bevare roen og nysgerrigheden i forhold til børnenes adfærd, og at de kan være hjælpsomme og dermed træffe de gode valg. Rigtig mange børn er vant til, at voksne kun mener det, de siger, når de råber. Så det er vigtigt at gøre det tydeligt, at man mener, det man siger, selvom man ikke skælder ud.

Hvis man kommer til at skælde ud, hvordan reparerer man så på det?

Man siger undskyld, når der er ro på, og man ikke er sur længere. Det er et vigtigt signal at sende til barnet om, at vi alle begår fejl og kan sige undskyld for det.

Juni 2024

Når børn slår, er der næsten altid en smertelig historie bag

Af

Det er altid en årsag til, at børn slår. En årsag, de voksne kan gøre noget ved, mener eksperter. Alligevel bliver mange udadreagerende børn udelukket fra klassens fællesskab, og det forværrer den uhensigtsmæssige adfærd. Det her er Mikkels historie.

I løbet af første klasse begyndte Mikkel at slå og sparke nogle af sine klassekammerater. Men Mikkel gjorde det ikke med vilje, fortæller hans mor Katrine Schultz Jensen.

”Han var ulykkelig, når han kom hjem og sagde, at han ville dø, at de voksne skældte ud, og at ingen i klassen kunne lide ham.”

Udover at slå deltog Mikkel sjældent i undervisningen. Han forlod klassen spontant, kom ikke ind fra frikvarterer, løb sågar nogle gange hjem i skoletiden og fik sværere ved at få venner. Mikkel er efterfølgende udredt med ADHD, som dengang var ukendt.

Diagnose eller ej var Mikkels adfærd et tydeligt udtryk for mistrivsel, mener Katrine Schultz Jensen – en oplevelse hun deler med mange forældre i lignende situationer.

I en undersøgelse blandt forældre til børn og unge i alderen 5-17 år med en eller flere psykiatriske diagnoser fra Psykiatrifonden fortæller hver fjerde forælder, at barnets mistrivsel kom til udtryk i form af blandt andet vrede/aggressivitet, uro og sociale udfordringer.

Men selvom forældrene ser adfærden som et udtryk for mistrivsel, er tendensen ofte en anden i den offentlige samtale og blandt forældre til de andre børn i klassen.

I 2024 har flere sager om voldelig og problematisk adfærd blandt eleverne på flere skoler nået offentlighedens søgelys. Det har fået Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og undervisningsminister Mattias Tesfaye til at sige, at det skal gøres lettere at smide børn ud af skolen. Og i flere debatter på sociale medier kan man læse, at børnene bliver set som uopdragne, og at forældrene får skyld for ikke at tage ansvar for deres børn.

Men hvem er de børn, der slår, krænker eller forstyrrer? Hvorfor gør de det? Er de uopdragne? Er deres forældre uden forældreevne? Eller prøver børnene at fortælle os noget?

Larmende whistleblowers

Det ved Louise Klinge en hel del om. Hun er børne- og skoleforsker, leder af Eduk og medlem af Børnerådet. Og så har hun skrevet ph.d. om lærer-elev-relationer

Hun kalder børn som Mikkel for larmende whistleblowers:

”Vi skal se rigtig meget uhensigtsmæssig adfærd som en naturlig reaktion på et unaturligt miljø, hvor vi beder børnene om at sætte sig ned og tie stille det meste af dagen. Så det er en naturlig reaktion på dårlig didaktik og pædagogik.”

I hendes arbejde ser hun i høj grad uhensigtsmæssig pædagogik, hvor det er tydeligt, at det er skolens ramme, der fremkalder de vanskeligheder og den uhensigtsmæssige adfærd, som barnet kan have.

”Børnene viser i virkeligheden, hvad alle børn har brug for, nemlig at være meget mere aktive og arbejde meget mere med vedkommende indhold. Og jeg kan se, at når man ændrer didaktikken, så ændrer barnets adfærd sig også,” siger hun.

Trods det peger fagprofessionelle sjældent på deres egen praksis som en del af problemet i sager, hvor der er bekymring for et barns trivsel i skolen. Det viser et forskningsprojekt fra UC Viden om inklusion. I 299 sager peger de professionelle kun i 1% af tilfældene på skolens organisering og ledelse som årsag til problemerne og i 6% på undervisningen. I 13% af tilfældene peger de professionelle på barnets familie, mens de i 80% af tilfældene peger på barnet selv som årsag til problemerne.

Men det er forfejlet at pege på børn og forældre som årsagen til de udfordringer, der opstår i skolen, mener Louise Klinge. Forældre kan ikke fjernstyre deres børn, som hun siger. Og børnenes adfærd kan være forståelig:

”Mange forældre kan handle helt korrekt i forhold til deres børns udvikling, men den ramme, skolen tilbyder, er så uhensigtsmæssig, at barnet reagerer på det.”

 

Uden for fællesskabet

I Psykiatrifondens undersøgelse fortæller op imod hver tredje forælder, at de ingen hjælp får fra hverken skole eller andre i forbindelse med et barns mistrivsel.

Så selvom forældrene ser, at børnene mistrives. Selvom forskning viser, at børnenes adfærd har en årsag, som skolen ofte kan gøre noget ved. Så oplever en stor del af forældrene ifølge undersøgelsen en stor afstandtagen fra skolen i forbindelse med barnets situation.

Det oplevede Katrine Schultz Jensen også. Hun sætter ord på:

”Vi har siddet til møder på skolen med jævne mellemrum i 2,5 år, hvor vi oplevede en stemning af, at alle problemer på årgangen var Mikkels skyld.”

Skolen indkaldte til trivselssamtaler, men tiltagene virkede ikke, fortæller hun. Mikkel fik for eksempel et andet skema end de andre børn, men efter kort tid ville han ikke følge det, fordi han blev drillet med det.

Ifølge Katrine Schultz Jensen sagde de andre børn til Mikkel, at han havde et andet skema, fordi han snart skulle skifte skole, og det glædede de sig til.

”Sådan noget finder børn ikke på at sige. Det må komme fra forældrene. Og jeg tror heller ikke, at lærerne har forklaret de andre børn, hvorfor Mikkel fik noget hjælp, så det kunne blive normalt i stedet for, at der skulle opstå historier om, at Mikkel var helt vildt forkert,” siger hun.

Dårlig opdragelse?

I tilblivelsen af den her artikel har Ligeværd været i kontakt med mere end 50 forældre til børn med særlige behov. Og selvom historierne varierer, så ligner de Mikkels på en række centrale punkter.

Forældrene oplever, at de er på overarbejde. At de skal være respektfulde over for skolen, de andre børn og deres forældre. Samtidig skal de være deres børns advokater, når børnene bliver gjort forkerte, ikke får den nødvendige hjælp eller bliver misforstået.

De oplever at blive set ned på på grund af deres børns uhensigtsmæssige adfærd i skolen.

”Det føltes, som om vi fik skæld ud for de ting, han gjorde. Man begynder at tvivle på, om man gør det rigtige, men herhjemme var han jo rolig. Så vi havde svært ved at tro, at Mikkels adfærd skyldtes dårlig opdragelse,” siger Katrine Schultz Jensen.

Ifølge Louise Klinge er en af skolens udfordringer, at mange børn starter i skole uden at være klædt godt nok på til at indgå i fællesskaber, fordi børns sociale udvikling i mange år har været udfordret af for ringe kvalitet i daginstitutionerne. Her tilbringer mange børn 8-10.000 timer i alt for få udviklende samspil, fordi normeringerne med veluddannet personale er alt for ringe.

Samtidig fylder skærme i både børns og forældres liv i en grad, så det risikerer at blive på bekostning af det sociale samspil i familien, mener hun.

”Nogle børn har ikke udviklet selvregulering nok, fordi de ikke har været i tilstrækkeligt mange gode samspil for eksempel i deres daginstitution. Så de kan have rigtig svært ved at regulere deres adfærd.”

Når man ser på hele barnets liv, giver det derfor ikke mening at pege pilen tilbage på forældrene som eneansvarlige, mener hun.

”De kan ikke fjernstyre deres børn. Det er aldrig bare forældrenes ansvar. Aldrig,” siger hun.

Men Katrine Schultz Jensen følte sig som eneansvarlig både i forældregruppen og i samarbejdet med skolen. For eksempel ville hun gerne have haft skolens opbakning til at formidle Mikkels udfordringer, så de andre forældre måske bedre kunne forstå hans adfærd:

”Jeg tror, at mere åbenhed og mere viden fra skolen kunne komme mange konflikter til livs. Men det er svært at stå med alene som forælder til det barn, som de andre ikke kan lide.”

Rakte selv ud til de andre forældre

Men skolen informerede ikke de andre forældre om Mikkels udfordringer. Katrine Schultz Jensen oplevede også selv at have svært ved at få klare svar på, hvordan det præcist gik i skolen, fortæller hun.

”Jeg fandt først rigtigt ud af, hvad der foregik, da nogle af de andre mødre kontaktede mig og fortalte, at der gik historier om Mikkel i forældregruppen. Han var ”en uopdragen møgunge”,” fortæller hun.

Derfor skrev Katrine Schultz Jensen en fællesbesked på Aula, som Ligeværd har set. Her fortæller hun åbent om Mikkels udfordringer med at gå i skole og beder forældrene kontakte hende, når Mikkel har gjort noget, der ikke var ok. En besked, som mødte blandet modtagelse.

Nogen skrev, at de var kede af Mikkels situation, og at Katrine Schultz Jensen og hendes mand havde fuld opbakning fra dem. Mens andre skrev, at Mikkel startede det hele selv:

”Det gjorde ondt. Vi forsøgte at være åbne og sige, at vi godt vidste, at han gjorde nogle uhensigtsmæssige ting, men at han havde brug for hjælp.”

En af dem, som modtog beskeden, var Malene Møller Hansen, som er mor til en anden dreng i klassen.

”Det er åbent og ærligt og et megasårbart emne. Det kræver meget af en som forælder at sende sådan en besked ud til en hel klasse,” siger hun.

Ifølge hende hjalp beskeden ikke meget. Hun har flere gange siden forsvaret Mikkel i situationer, hvor andre forældre har talt dårligt om ham, fortæller hun.

”Mikkel blev gjort til syndebuk, og de voksne i skolen tog ikke hånd om det. Han blev til et nemt offer for de andre børn, når han kom til at gøre noget for at få opmærksomhed, fordi dårlig opmærksomhed er bedre end ingen,” siger hun.

Forældrene er den usynlige elev

Når et barn bliver gjort til klassens møgunge, er det ikke kun en katastrofe for det barn, det går ud over. Det er en katastrofe for alle børns trivsel og læring, fortæller Dorthe Møller Andersen, som er pædagogisk fagkonsulent i Aarhus Kommune, hvor hun har arbejdet med forældresamarbejde på skoleområdet i 13 år.

Hun refererer til en tidligere kollega, psykolog Jens Andersen, som kaldte forældrene for den usynlige elev:

”Forældrene har enorm indflydelse på børnenes position i klassefællesskabet. De kan tale et barn ind i klassen, og de kan tale et barn ud af klassen.”

Hun fortæller, at det smitter af på børnene, hvis forældrene stempler et barn som klassens møgunge og syndebuk. At det efterlader barnet uden chancer.

”Syndebukbegrebet kan blive meget stærkt i både børns, læreres og forældres blikke. Vi ser sager, hvor børn går hjem og fortæller deres forældre, at klassens syndebuk har gjort et eller andet, og så viser det sig, at ”syndebukken” slet ikke var i skole den dag,” siger hun.

Og det er fatalt. For når det sker, mister det pågældende barn troen på, at det har værdi i klassen, og så vil den uhensigtsmæssige adfærd kun eskalere, fortæller Dorthe Møller Andersen.

Det var det, der skete for Mikkel, mener Katrine Schultz Jensen, som dog godt forstår, at nogen blev vrede.

”Jeg kan sagtens forstå, at man passer på sit eget barn. Hvis jeg ikke vidste noget om børn med særlige behov, og mit barn kom hjem og sagde, at ”ham der slår mig”, så ville jeg nok også sige, at så synes jeg, du skal finde en anden at lege med.”

Hun havde dog håbet, at historierne ville klinge af, hvis de andre forældre fik en ramme at forstå Mikkels adfærd ud fra, hvis de forstod, at det var et udtryk for mistrivsel. Men det skete ikke.

Og det forværrede Mikkels situation, fortæller Malene Møller Hansen, som bekræfter Katrine Schultz Jensens fornemmelse af, at der var en stemning om, at problemerne ville forsvinde, hvis Mikkel skiftede skole.

Men ifølge Louise Klinge vil det sjældent hjælpe på problemerne i en klasse at tage et enkelt barn ud.

”Barnet er aldrig problemet. Så hvis man tager barnet ud af klassen, så popper der ofte bare nye ting op, fordi der er en usund kultur i børnegruppen. Så dels kan der være andre børn, der popper op, og dels kan der også udvikle sig en tavshedskultur, hvor man ikke går til de voksne, når noget er svært, fordi det barn, der bliver fjernet, ofte er kammerater med de andre børn,” siger hun.

I dag har Mikkel skiftet skole og ifølge Katrine Schultz Jensen trives han der. Men i tråd med Louise Klinges pointe er der stadig problemer i den gamle klasse, fortæller Malene Møller Hansen.

”Der er stadig problemer. Børn og forældre snakker stadig grimt til hinanden og behandler hinanden uordentligt. De har haft trivselslæreren på drengegruppen, og det har hjulpet lidt. Men det er ikke nok overhovedet, og problemerne er ikke forsvundet, bare fordi Mikkel er væk,” siger hun.

Ligeværd har valgt ikke at nævne navnet på Mikkels gamle skole, da den enkelte skole er irrelevant. Historien er generel og afspejler en oplevelse, som mange børn med særlige behov og deres forældre deler. Dog har den pågældende skole fået mulighed for at medvirke. Skolen har valgt ikke at kommentere historien.

Elise fik hjælp til tabt arbejdsfortjeneste hos Ligeværds rådgivning

Af

Da kommunen reducerede Elise Pihl Fryland bevilling af tabt arbejdsfortjeneste, ringede hun til LigeLinie, som er Ligeværds juridiske og socialfaglige rådgivning. Her fik hun hjælp til, hvad hun kunne lægge vægt på i en klage.

Tirsdag 14. marts dumper et brev ind i Elise Pihl Frylands e-boks. Kommunen har besluttet at ændre hendes bevilling af tabt arbejdsfortjeneste fra 37 til 29 timer ugentligt, står der.

Elise Phil Fryland er bevilget tabt arbejdsfortjeneste til pasning af sin søn Magnus, som har infantil autisme og kun sjældent går i skole, fordi han ikke kan rumme at være der. Derfor vil en reducering i bevillingen af tabt arbejdsfortjeneste være en udfordring i forhold til at få hverdagen til at hænge sammen for familien.

”Magnus har brug for, at jeg kan være der til at støtte ham. De dage, jeg kan tage på arbejde, er det, fordi jeg kan få en nær relation til at hjælpe, når han været i en god periode. Men selv på de dage kan jeg være nødt til at køre hjem, fordi Magnus har brug for det,” fortæller hun.

Fik hjælp af LigeLinie

Elise Pihl Fryland ringer derfor til LigeLinie, som er Ligeværds gratis juridiske og socialfaglige rådgivning for forældre til børn og unge med særlige behov. Her får hun råd og vejledning om regler i forbindelse med tabt arbejdsfortjeneste og hvad hun kan lægge vægt på i en klage. Elise Pihl Fryland fortæller:

”Vi snakker grundigt om, hvad der kan lægges vægt på i klagen, og om hvad der vil være af muligheder. Jeg fortæller om min sag, og hun (rådgiveren i LigeLinie, red.) bliver meget konkret på: Det er det her, der er vigtigt at have fat i, det er det her, du kan bruge.”

Og det er netop overblikket over, hvad der er væsentligt i sagen, som er den største hjælp, fortæller hun.

”Jeg kunne jo skrive 1000 ting. Men jeg skal holde fokus på, hvad det egentlig er, jeg skal klage over, og hvorfor jeg gør det. Så det var helt konkret at få penslet ud, hvad jeg kunne skrive.”

På baggrund af klagen lander et nyt brev i Elise Pihl Frylands e-boks tirsdag 18. april. Her står der, at hun nu fortsat er berettiget til tabt arbejdsfortjeneste på fuldtid, og det har lettet situationen på hjemmefronten.

”Jeg kan trække vejret igen,” siger hun.

Hvad kan LigeLinie hjælpe med?

I LigeLinie sidder to socialfaglige konsulenter og rådgiver forældre mandage kl. 9-12 og onsdage kl. 13-15.30. En af dem er Julie Fabian. Hun udtaler sig ikke om de sager, de hjælper med, da hun har tavshedspligt, men hun vil gerne invitere forældre, der har brug for hjælp til at kontakte Ligelinie.

”Vi tilbyder juridisk og socialfaglig sparring til forældre, der står i lignende situationer. Inden for de sidste par år, har vi får flere og flere henvendelser både på inklusions- og STU-området.” siger hun.

”Når man kontakter LigeLinie, så får man sparring på sin sag og bliver hjulpet til, hvordan man kan tage næste skridt og kommer videre.”

Ligeværds redaktion blev opmærksom på Elise Pihl Frylands sag, fordi hun delte afgørelsen i et opslag på Instagram. Hvis du har fået hjælp af LigeLinie og har lyst til at fortælle om din oplevelse, så kontakt meget gerne Ligeværd på lasse@ligevaerd.dk.

Kvalitetsaftaler om stu uden kvalitet

Af

Med den nye stu-lov har den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse fået kvalitetsaftaler. Det lyder godt – desværre for godt. For efter, at pris er blevet et udvælgelsesparameter for kommunen, er mange aftaler kommet til at handle om helt andre ting end kvalitet i uddannelsen.

Den nye lov foreskriver, at alle stu-udbydere skal have en kvalitetsaftale med en kommune, for at kunne tilbyde stu-forløb. Det er kommunen, der skal lave aftalen, så det er kommunen, der bestemmer, hvem der kan være uddannelse for de unge, kommunen visiterer til stu. Samtidig er det også kommunen, der skal udforme kvalitetsaftalen.

Alt for mange kvalitetsaftaler handler om andre ting end kvalitet

I Ligeværd har vi 60 uddannelsessteder, der tilbyder stu-forløb. Og når vi lægger ørene til vandrørene, kan vi høre, at processerne omkring kvalitetsaftalerne er meget forskellige. I den ene ende af spekteret sker det gennem dialog og samarbejde mellem kommunen og udbyderne, hvor man i fællesskab finder frem til de bedste forløb for de unge, der ikke har anden uddannelsesmulighed. I den anden ende er det rene kravbeskrivelser, som udbyderne kan tage eller lade være.

Efter vores opfattelse er der alt for mange af den sidste kategori. Alt for mange kvalitetsaftaler om stu handler om andre ting end kvalitet. Det handler efter vores opfattelse om, at kommunen skal have så mange opgaver løst af uddannelsesstedet, så udgifterne ikke belaster kommunens budgetter.


Kommunerne HAR fået et helt nyt magtinstrument

Med kvalitetsaftalerne om stu som forudsætning for, at et uddannelsessted kan udbyde stu, har kommunen fået et helt nyt magtinstrument. Hvis man som uddannelsessted ikke kan eller vil levere det, som kommunen kræver i aftalen. Ja, så er der bare ingen aftale.

Da den nye lov har indføjet, at prisen på tilbuddet skal indgå i aftalen, så kan kommunerne nu næsten egenrådigt fastsætte prisen på et stu-forløb. Også selvom de ikke har et nærmere kendskab til de konkrete unge og det særligt tilrettelagte forløb den enkelte ung har brug for, for at komme godt videre i livet og bidrage til samfundet. Så kvalitet behøver ikke at betyde noget.

 

Kommunen sparer penge på bekostning af uddannelseskvalitet

Det er vores opfattelse, at den lov, som skulle øge kvaliteten i ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov, er i gang med at blive praktiseret på en måde, som kan underminere uddannelsen.

Loven har givet kommunerne overhånden i udviklingen af uddannelsesforløb til sårbare unge. En overhånd, som bliver brugt til at spare kommunen penge på bekostning af uddannelseskvalitet for en gruppe unge, der ikke har andre uddannelsesmuligheder.

 

Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse er i fare pga. kommunal økonomitænkning

Det var ikke den politiske intention fra Christiansborg, så vi må bede lovgiverne om hurtigst muligt at se på det her. Ellers er den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse i fare for helt at erodere på grund af kommunal økonomitænkning.

Oktober 2024

Skolen skal tilpasse sig barnet – ikke omvendt

Af

Det er ingen sag at være principfast, hvis princippet er gratis. Det er først, når man skal prioritere, at man ser, om man er principfast: Holder vi fast i vores grundtanker og prioriterer vores princip med både opmærksomhed og økonomi.

Denne tekst er lederen i LIGEVÆRD Magasinet juni 2024. Den handler mindre om resten af magasinet og mere om et princip – og et 30 år gammelt løfte.

Baggrunden er, at børn og unge med særlige behov, alt for ofte oplever ikke at få den hjælp og undervisning, der har brug for. Og ret til. I år fejrer vi 30-året for Salamanca-erklæringen om børns ret til at lære og skolens pligt til at tilpasse sig barnet. Det helt grundlæggende synspunkt er, at det er skolen, som skal tilpasse sig barnet, ikke omvendt. Og selv om der er naturlige grænser for en skoles omstillingsevne og -pligt, er princippet både sundt og rigtigt. Det er sågar et princip, som har fundet plads i den danske skolelovgivning, der siger, at børn med særlige behov har ret til støtte inden for skolens rammer.

Udfordringen er, at grundskolen og børn med særlige behov ikke er det eneste område, der kæmper om ressourcer. Generelt budgetpres og nye opgaver presser skolernes økonomi. Det mærker vi i Ligeværd. Vores åbne rådgivningslinje for forældre bliver benyttet flittigt, og eksemplerne på, at princippet om barnets ret er blevet skubbet til side til fordel for økonomi og prioriteringer er talrige. Konsekvenserne er lange ventetider, familier i opbrud og børn, der ikke lærer, det de kunne. Foruden frustrerede lærere, pædagoger og andre fagfolk.

Sådan skal det ikke være, og i Ligeværd er svaret enkelt: Vi ønsker at sikre lige værd for alle børn, også når det gælder undervisning i grundskolen. Hvis man prioriterer det, kan det langt oftest – men ikke altid – ske i rammerne af den almindelige skole. Det kan ske, hvis lærere og pædagoger har den fornødne viden og tid til at se det enkelte barn.

Med Salamanca-erklæringen fik verdenssamfundet et sprog for, hvordan vi bør se vores børn og deres skolegang; alle børn skal kunne lære sammen, hvor det er muligt, uanset forskelle og de udfordringer de måtte have. Og det er skolerne, som skal indrette sig på børnenes behov, og ikke børnene, der må finde sig i skolernes begrænsninger. Vores opgave som samfund er at sikre, at princippet bliver levet ud i hverdagen.

Ligeværd har et grundfæstet princip om, at vi handler for at skabe forandring. Derfor skabte vi rådgivningslinjen. Derfor engagerer vi os i at udvikle stu-tilbud og sikre uddannelse, beskæftigelse og lige livsvilkår for alle unge. Alle unge. Derfor arbejder vi for, at alle børn kan være del af et fællesskab med adgang til læring. Alle børn.

Så i 30 året for Salamanca-erklæringen vil Ligeværd derfor minde regering, Folketing, kommuner og skoler om princippet. Måske særlig set i lyset af den aftale om styringen af folkeskolen, som blev indgået tidligere på året og som fokuserer på styrkelse af normalområdet og lokale frihedsgrader. Begge dele er udtryk for en prioritering og er velkomne elementer til at sikre en god skole. Opråbet er ikke at glemme specialområdet og overlade børn med særlige behov til en lokal prioritering. Historien viser nemlig, at så bliver specialbørnene alt for ofte valgt fra.

Derfor vil vi i Ligeværd presse på for at sikre, at princippet fra Salamanca-erklæringen bliver husket og levet: alle børn skal kunne lære sammen, hvor det er muligt, uanset forskelle og de udfordringer de måtte have.

Juni 2024

En særlig kantine

Af

Siden 1. august har unge med særlige behov sørget for den daglige frokost for mere end 200 medarbejdere i Handicaporganisationernes Hus. Her har Grennessmindes socialøkonomiske virksomhed overtaget driften af kantinen. Ligeværd er taget på besøg for at se, hvordan de første seks måneder er gået.

Tekst og foto Lasse Mors

”Så venner, I har snart pause, så I skal til at være færdige med det, I har gang i,” siger Rasmus Schack og går over til pålægsmaskinen, hvor Mohammed står og skærer bolsjebeder i tynde skiver.

Pålægsmaskinen summer og blander sig med lyden af sitrende stegeolie, emhætten, lavmælte stemmer og tonerne af Nik & Jay fra radioen. Rasmus Schack spørger, om Mohammed bliver klar til pausen. Mohammed nikker.

Rasmus Schack er værkstedsleder i Grennessmindes kantine i Handicaporganisationernes Hus i Taastrup. Her laver fire fuldtidsansatte, seks stu-elever, tre fleksjobbere og to i beskyttet beskæftigelse frokost til mere end 130 mennesker hver dag.

Arbejdsmiljøet i restaurationsbranchen kan være brutalt. Nogen kunne derfor frygte, at det ville være for hektisk for unge med særlige behov at stå i en stor kantine. Men der er ingen grund til bekymring, mener Rasmus Schack

”Vi er ret mange hænder derude, så hvis man har overblikket og kan uddelegere opgaverne, så kan man jo godt have travlt uden at blive stresset,” siger Rasmus Schack.

Pausen før stormen

Efter at have talt med Mohammed går han videre til de andre i køkkenet og sikrer sig, at alle er med. Han taler roligt med hver enkelt og sørger for, at alle får en afart af ’godt arbejde’ med på vejen.

Der er travlt mellem halv ti og halv tolv op til frokost. Derfor har de unge et kvarters pause 10.15.

”Så lader de op til at give den gas den sidste time,” fortæller Rasmus Schack.

Grennessminde overtog driften af kantinen 1. august 2023, og arbejdsmiljøet har ligget Grennessminde på sinde fra start. Det fortæller forretningschef, Asta Zacho.

”Hele vores koncept er bygget op på, at kantinen kan køre, uagtet om vi har de unge her. Fordi der skal være plads til uddannelsesdelen og til at gøre det i det tempo. Så det var et kriterie for os, da vi gik ind på det her udbud,” siger hun.

Fremtidens køkken

Ved kipstegeren har Niklas den sidste time stegt blæksprutter, så olien sprøjtede, men nu er her stille. De unge er gået til pause.

I dag står menuen på stegte nudler med blæksprutte og crudite af sprøde grøntsager med thaimarinade og urter. For mange lyder blæksprutte som et alternativt måltid. Men i fremtiden vil bløddyret med de lange fangarme være mere almindelige på de nordiske tallerkener.

Stigende havtemperaturer betyder, at blæksprutterne søger nordpå, mens andre mere velkendte fisk får sværere ved at leve i de nordiske farvande. Og det er en selvstændig ambition for køkkenet at præsentere brugerne for nye madtrends, fortæller Asta Zacho

”Nogle vil mene, at vi er meget alternative. Men folk har bare taget vildt godt imod det,” siger hun.

Og det er et kæmpe plus ved Grennessmindes kantinen, mener Katrine Tang, som er direktør i Danske Handicaporganisationer.

”Jeg tror, de fleste gerne vil udfordres. Noget af det jeg hæfter mig ved, er bemærkningen om, at man endnu ikke har fået den samme menu. Det siger jo noget om engagementet i køkkenet, at de har lyst til at lave forskelligartet mad,” siger hun

De unges udvikling

Rasmus Schack dufter til en flaske med fiskesauce og tilbyder Sara Marie at dufte. Der er seks minutter til, 130 frokostgæster kommer og skal spise, men han tager sig tid til at undervise.

”Det dufter af sure tæer, men det smager godt i mad,” siger han.

Sara Marie griner. Hun er stu-elev og har snittet røde peberfrugter i stave hele formiddagen. Men selvom der er travlt, så er det vigtigt at bevare den gode stemning og også arbejde på det personlige plan med de unge. Helt frem til deadline.

”Det er sjovt at se, hvordan de unge selv rykker spisevaner her. Mange komme og er sindssygt kræsne. Men når man selv arbejder med maden og får smagt lidt på det, så udvikler man sig jo også der,” siger han.

Det personlige er en del af det, men det faglige er selvsagt også vigtigt. Og det betyder også noget for de unge, at kantinen afspejler en rigtig arbejdsplads. Og det er det jo også, fortæller Rasmus Schack.

”Vi har kokketøj på, og de unge sætter en stor ære i, at der kommer nogle mennesker ned, som vi skal gøre glade med noget god mad,” siger han.

Ifølge DH’s hjemmeside er huset verdens mest tilgængelige kontorhus, og da kantinen det var i udbud, var der mange om buddet. Men man valgte Grennessminde, fordi de passer godt på husets profil, fortæller Katrine Tang.

”Handicaporganisationernes Hus vil gerne være en showcase for tilgængeligt byggeri, hvor der er plads til alle. Og på den måde synes vi, at Grennessminde passer rigtig fint ind hos os,” siger hun.

Og der har været travlt op til frokost, men ingen er løbet for stærkt i kantinen. Hver enkelt ung har løst hver sin funktion, og nu står et samlet måltid klar i lugerne til 130 mennesker i verdens mest tilgængelige kantine.

Grennessmindes kantine vækker glæde

Ligeværd spurgte tre gæster i køen, hvad det betyder for dem, at det er Grennessminde, der står for kantinen i Handicaporganisationernes Hus. Og hvad de synes om maden.

Klaus Christensen, psykolog ved CP Danmark

Det er afgørende, at det er Grennessminde, der står for kantinen. Vi er jo også et hus, der netop har med sårbare grupper at gøre, så jeg glæder mig kun over, at det er Grennessminde, der har vundet udbuddet. Og jeg er meget tilfreds med maden. At det så er økologisk er jo ekstra godt. Det er en anden type mad, som er meget lækker og delikat.

Tina Hoff, politisk konsulent i Dansk Blindesamfund

Kantinen er en daglig påmindelse om, at der skal være plads til alle, og at der er plads til alle. Og så er maden jo fremragende. Jeg er stor fan.

Sigurd Jørgensen, kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer

Det betyder noget, at man tager et ansvar for at lære nogle unge op, som måske gerne vil udfordres og i gang med en uddannelse. Og jeg synes, maden er glimrende. Det lyder da for lækkert, at vi skal have blæksprutte i dag.

Politisk frontløber for børn, unge og voksne med særlige behov

Af

Esben Kullberg har sat børn, unge og voksne med særlige behov på den politiske dagsorden gennem 10 år. I anledning af jubilæet tegner Ligeværd et portræt.

Af Lasse Mors

Man kan godt tillade sig at tilskrive Esben Kullberg en stor ære for, at børn, unge og voksne med særlige behov har en tungere politisk stemme i dag end for ti år siden. Det budskab giver genlyd, når man spørger, politikere, interesseorganisationer, uddannelsessteder og medlemmer af Ligeværd, hvilket aftryk Esben Kullberg har sat gennem sine 10 år som direktør for Ligeværd.

En af dem er børne-, undervisnings-, og handicapordfører Anni Matthiesen (V).

”Man skal altid passe på med at give den fulde ære til en person, fordi selvfølgelig har han også haft nogen omkring sig. Men jeg vil sige det på den måde, at Esben har været frontløber og dermed også kan klappe sig selv på skulderen, fordi der har han virkelig flyttet noget de sidste 10 år,” siger hun.

Anni Matthiesen har siddet i Folketinget siden 2011 og har flere gange talt med Esben Kullberg, siden han blev ansat som direktør for Ligeværd i 2014. Gennem årene har hun lært Esben Kullberg at kende som en troværdig sparringspartner, når hun har siddet med omkring forhandlingsbordet på bl.a. stu-området. Og hans arbejde har ført til, at Ligeværd generelt har en stemme på Christiansborg, mener hun.

”Jeg tror, der er væsentligt flere i dag på Christiansborg, der har kendskab til Ligeværd end for ti år siden. Så jeg synes, at vi som politikere er bevidste om, at Ligeværd er nogen af dem, som vi også bør og skal lytte til.”

Ligeværds DNA

Tilbage i 2014 var Bent Mikkelsen som formand for Ligeværd Forældre & Netværk med til at ansætte Esben Kullberg, og det er der mange, der er glade for, fortæller han. Men det var et sats at vælge ham.

”Det sikre valg havde været at tage en scient.pol,” siger Bent Mikkelsen og husker, at Esben Kullberg skilte sig ud på sin baggrund.

Han er uddannet teolog, har arbejdet som præst, billedkunstner og som ledelseskonsulent og har en MA i retorik. Inden han blev ansat i Ligeværd, var han rektor på Aarhus Kunstakademi.

”Han havde en anden tilgang til mennesker, samfund og unge menneskers udvikling. Jeg tror også, det er det, han høster stor anerkendelse for i politiske kredse. Han mestrer at se helheden.”

At se det hele menneske er Ligeværds DNA, siger flere af de i alt 10 kilder, der har udtalt sig om Esben Kullberg til artiklen. Et DNA, som Esben Kullberg ifølge Bent Mikkelsen har gjort endnu tydeligere gennem årene.

”Vi siger ikke bare, at vi skal have flere penge, og overførselsindkomsterne skal stige. Vi er med til at udvikle de muligheder, som vores børn og unge skal have. Med Esben i spidsen har Ligeværd en profil, som er absolut anerkendt, som man lytter til, og som laver udviklingsprojekter, der bliver lagt mærke til,” siger han.

Målgruppen i centrum

Udgangspunktet for Esben Kullbergs arbejde er altid at rette fokus mod de børn, unge og voksne med særlige behov, som det hele handler om. Det siger blandt andre Daniel Dagø, som er formand for Unge For Ligeværd, UFL.

”Jeg ser ham som en, der tager vare på os unge, og det virker altid, som om han er mest for os. Han laver jo lige så meget igennem de andre foreninger. Men jeg har altid en følelse af, at vi er de vigtigste,” siger han.

Måske er det en af de vigtigste grunde til Esben Kullbergs succes med at give Ligeværds målgruppe en tungere politisk stemme. Han kan noget særligt med at møde mennesker, leve sig ind i deres liv og formidle deres verden videre, lyder det fra flere. Og empatien for både børn, unge og voksne og deres stemmer, har også Daniel Dagø lagt mærke til.

”Han er meget opmærksom på os, som måske ikke altid vil sige noget af os selv. På den måde er han rigtig god til at sørge for, at vi også får sagt vores meninger til forskellige ting, og så lytter han til det, vi siger.”

Det er Kim Dyrvig enig i. Han har været medlem af UFL siden 1992 og er i dag 50 år gammel. Men ifølge ham er Esben Kullberg ikke kun god til at formidle målgruppens stemme videre. Han er også god til at tale til dem, så de forstår ham.

”Esben er den bedste leder, vi nogensinde har haft. Han er god til at forklare tingene, så vi kan forstå, hvad han siger. Det er ikke alle, der kan det,” siger han.

Store organisationsforandringer

Den evne bemærker Lena Donkjær også. Hun er vicedirektør på Ligeværds sekretariat, og sammen med kun én anden har hun været ansat længere tid end Esben Kullberg.

”En del af hans job er jo også nogle gange at være mødeleder for en divers gruppe mennesker. Men Esben er dygtig til at være i øjenhøjde med alle, han taler med,” siger hun.

Da Esben Kullberg blev ansat, husker hun, at det hurtigt stod klart, at han ville give de unge en politisk stemme. Og at han ville gøre det dels gennem organisationsforandringer, dels gennem alliancer.

”Han lavede store organisationsforandringer og fik gjort Ligeværd til en udadvendt organisation.”

Ifølge hende kan Esben Kullberg både se og beskrive et mål og samtidig sætte handling bag ordene. Når hun tænker tilbage på den organisationsforandring, som Esben Kullberg var primus motor for, så træder medinddragelsen for hende frem som et afgørende element. For ham var samarbejdet med baglandet nemlig afgørende, da han satte sig i direktørstolen for 10 år siden, fortæller hun.

”Han tænker medinddragelse ind i det, han laver. Og der synes jeg, at han udmærker sig med at være transparent omkring sit lederskab. Det med at have de her mål kræver jo også, at man er entreprenant, dynamisk og strategisk. Og de tre ting koblet sammen med transparent lederskab er det, jeg synes, han har været dygtig til.”

At skabe alliancer

En af de alliancer, Esben Kullberg har skabt, er stu-alliancen. Et talent, som ifølge Mogens Wiederholt, direktør i CP Danmark, er en af Esben Kullbergs store styrker.

”Et af de mærker, som Esben helt tydeligt har sat på den her verden, er stu-alliancen. Det at samle den store gruppe af meget forskelligartede interesser om det fælles mål i stu-alliancen og opnå de resultater, som vi rent faktisk har opnået,” siger han.

Stu-alliancen bliver uden undtagelse fremhævet, når snakken går på Esben Kullbergs talent for at skabe alliancer. Her er flere organisationer gået sammen for at styrke sin stemme i den politiske debat. Og det har ført til betydelige aftryk på den nye stu-lov, fortæller Mogens Wiederholt. Men de gode resultater er ikke en selvfølge.

”Han er god til at skabe relationer og til at få skabt et rum, hvor vi kan være fælles om det, vi er fælles om. Mens det vi ikke er fælles om og er uenige om, det kan vi holde uden for det rum og gå med hver især,” siger han.

Spørger man Mogens Wiederholt, om CP Danmark har fået en stærkere politisk stemme af Esben Kullbergs arbejde, så er svaret klart.

”Ja, det har vi helt sikkert – fordi det er lykkedes at skabe og holde sammen på en alliance. Det er meget karakteristisk for den person, Esben er, og det har givet vildt gode resultater i stu-alliancen.”

Politisk indflydelse i baglandet

Den politiske indflydelse er heller ikke gået ubemærket hen i Ligeværds bagland, hvor det har stor betydning, at unge med særlige behov med Esben Kullberg har fået en stemme på Christiansborg. Det fortæller direktør for Erhvervsskolen Vestjylland, Claus Tobler.

”For os som udbyder er det helt afgørende, at vi kan præge den politiske dagsorden. Vi har ikke musklerne til at skulle lægge energi i at præge landspolitiske beslutninger og initiativer. Det kan vi via Ligeværd – takket være det arbejde, Esben har gjort,” siger han.

Adgangen til politisk indflydelse bemærker flere uddannelsesleder, Ligeværd har talt med. En af dem er Kim Blach Pedersen, som er forstander på Strømmen i Randers. Som årsag til den udvikling peger han på de organisationsforandringer, som Esben Kullberg skabte gennem sine første år som direktør.

”Han har bidraget til, at vi har fået skabt en forening, som giver fagprofessionelle et fællesskab, de pårørende et fællesskab og de unge et fællesskab. Og som favner hele målgruppen på en anden måde end før,” siger Kim Blach Pedersen.

Flere peger på, at det unikke ved Ligeværd er, at foreningen med sine forskellige medlemsorganisationer kan perspektivere en sag fra tre vinkler. At Esben Kullberg så den styrke og har formået at samle al den viden, har stor betydning for, hvor Ligeværd er i dag, mener Claus Tobler.

”Ligeværd har jo mange forskelligartede indsatser og spænder ret bredt. Jeg synes, han har været god til at samle den paraply, som Ligeværd er, og skabe noget klarhed over, hvad det samlede arbejde handler om, så tingene også er bundet sammen,” siger han.

Og resultatet af at samle organisationen og binde tingene sammen står klart, som Lena Donkjær udtrykker det.

”Det har givet større gennemslagskraft politisk for en målgruppe, som ellers godt kan falde ned imellem to stole. Han har givet det en politisk vinkel, som har skabt større synlighed omkring, hvad det vil sige at være ung med særlige behov.”

Marts 2024

Når børn oplever ufrivilligt skolefravær kan gode råd være gratis

Af

Da Idas datter kom i ufrivilligt skolefravær, oplevede hun, at det var svært at finde gode løsninger. Derfor kontaktede hun Ligeværds gratis juridiske og socialfaglige rådgivning Ligelinie, som hjalp hende videre.

Stigende mistrivsel førte til mere og mere ufrivilligt skolefravær, da Idas 14-årige datter, Josefine, efter sommerferien 2022 begyndte at få det dårligt mentalt.

”Det gik godt på hendes skole, men så stoppede en af hendes venner, og der blev skiftet ud i personalet, og så fik hun det langsomt dårligere,” fortæller den 44-årige mor fra Nordsjælland, som ønsker at være anonym af hensyn til sin datters sag.

Josefine har ADHD og atypisk autisme og gik dengang på en specialskole. Men i marts 2023 blev hun sygemeldt fra skolen og har ikke været afsted siden.

Hjælp til rettigheder og god dialog

Som de fleste forældre til skolebørn med ufrivilligt skolefravær ønsker Ida, at hendes datter skal i skole igen, men at det skal være i et skoletilbud, der kan imødekomme hendes behov. Da hun oplever, at sagen står stille, ringer hun til Ligelinie og beder om hjælp til, hvordan hun kan gå videre, så hendes datter kan få den rette hjælp.

”De hjælper mig med de juridiske rettigheder og giver mig idéer til, hvordan jeg kan formulere mig, og hvad jeg kan lægge vægt på i dialogen med lærerne.”

Det kan nemlig hurtigt blive følelsesladet for forældre, når det handler om børn i mistrivsel. Og selvom det er forståeligt, så er det måske ikke altid den bedste strategi til at nå målet.

”Man skal holde en god tone og sige, hvem gør vi det her for? Vi gør det jo for barnet. Man kan blive så sur, som man vil, men det nytter ikke. Det gælder om at gøre det på den bedste måde og holde sig kortfattet i sine formuleringer og kun sige det, der er relevant,” siger hun.

Tilbage til start

I skrivende stund er Josefines sag med Idas ord sat tilbage til start. Hun skal genudredes, og Ida har svært ved at se, hvornår datteren kan komme i skole igen. Alligevel er hun glad for den hjælp, hun har fået i Ligelinie.

”Hvis jeg ikke havde fået rådgivning, så tror jeg ikke engang, vi var kommet til netværksmødet endnu. Så jeg har fået modet til at arbejde videre,” siger hun.

I Ligelinie sidder Mette Thorup som en ud af to rådgivere. Hun har tavshedspligt og udtaler sig derfor ikke om enkeltsager, men opfordrer andre forældre til at ringe, hvis de har brug for hjælp.

”Vi tilbyder juridisk og socialfaglig rådgivning til forældre, der står i lignende situationer. Vi får mange henvendelser på inklusions- og stu-området.”

Ida og Josefine er anonyme. Ligeværd er bekendt med deres identitet.

NB: Siden offentliggørelsen af denne artikel, har Josefine fået tilbudt et skoletilbud på den ønskede dagbehandlingsskole. Der er opstartsmøde med skolen ultimo februar. Josefine har været hjemme fra skole siden 2023.

”Vi var aldrig kommet så langt uden rådgivning og sparring fra Ligelinie. Det gav os viden, mod og motivation til at blive ved. Vi får helt sikkert brug for Ligeværd igen,” siger Ida.

Er fuldmagter løsningen?

Af

Cirka hver femte har svært ved at begå sig i den digitale offentlige sektor. Et problem som regeringen, KL og Danske Regioner vil løses ved at gøre det lettere at afgive fuldmagter. Men er det den rigtige løsning?

En måned før sin 18-års fødselsdag modtog Sebastian Weinreich ligesom alle andre unge mænd et brev fra Forsvarets værnepligtssektion i e-boks. Et brev, som han måske ikke havde opdaget uden sin mors hjælp.

”Det var godt, at min mor mindede mig om at tjekke e-boks, for der lå faktisk to vigtige mails. En fra Forsvaret og en fra min kørerlærer,” siger han.

I brevet bad Forsvaret Sebastian Weinreich om at logge ind med en unik kode og udfylde et skema om sine helbredsoplysninger, som de skulle bruge til at vurdere, om han skulle indkaldes til session. Men når Sebastian Weinreich logger på sin digitale post, støder han ofte på det samme problem. For selvom han godt kan læse, hvad der står, så forstår han ikke altid, hvis der er noget, han skal reagere på, og hvordan han skal gøre det.

”Jeg fik hjælp af mine forældre til at udfylde skemaet, for det kunne jeg nok ikke selv kunne klare,” fortæller han.

Sebastian Weinreich er måske ikke den eneste unge mand i Danmark, der får hjælp af sine forældre til netop det skema. Men hvor de fleste med tiden lærer at huske e-boks og reagere på beskeder, så bliver det ikke nødvendigvis tilfældet for Sebastian Weinreich.

Som ung med indlæringsvanskeligheder og kognitive funktionsnedsættelser tilhører han en kompleks gruppe af digitalt udsatte, som ikke begår sig digitalt på lige fod med flertallet. En gruppe, som ifølge Digitaliseringsstyrelsen udgør 17-22 pct. af den voksne befolkning og rummer både ældre, unge, borgere med anden etnisk oprindelse og borgere med funktionsnedsættelser. En gruppe, hvor nogen har udfordringer med at bruge MitID, nogen med at huske koder og andre med at læse, forstå og reagere på beskeder.

 

Fuldmagter som frigørelse

Når Sebastian Weinreich med sine kognitive udfordringer næppe kommer til at begå sig på egen hånd i nutidens digitale offentlighed, så skal han fortsat i fremtiden bede om hjælp fra pårørende, når der lander vigtig digital post i hans e-boks. I hvert fald hvis det står til visionerne i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, som regeringen, KL og Danske Regioner udkom med i 2022.

I den lyder et af fem pejlemærker for offentlig digitalisering, at alle skal kunne være en del af det digitale samfund. Og hjælpen skal være, at borgere, der er udfordrede af digitaliseringen, let skal kunne afgive fuldmagter og på den måde lade støttepersoner og familiemedlemmer repræsentere sig i det digitale møde med den offentlige sektor.

Men selvom løsningen med fuldmagter på overfladen ser god og smidig ud, så er den form for frigørelse fra sin egen sag ikke helt rimelig, mener Ligeværds direktør Esben Kullberg.

”Jeg mener, at man giver op for tidligt ved at sige, at hvis du ikke kan selv, så må du få nogen til at gøre det for dig. De her borgere kan mere, end man regner med. Og inden vi griber til fuldmagter, så mener jeg, at vi bør hjælpe dem bedst muligt med at kunne mest muligt selv,” siger han.

 

Digitale læringsværktøjer

Ifølge ham kan det lade sig gøre at sikre løsninger til digitalt udsatte borgere, som styrker den enkeltes mulighed for at begå sig i den digitale offentlige sektor. Det beviste app’en Digisafe, som Ligeværd udkom med i 2018. I den kunne man spille sig vej igennem brugen af NemID, netbank, handel på internettet og de sociale medier.

”Der er brug for noget lignende her. Fuldmagter kan være en god løsning for mange, men vi bør også udvikle værktøjer, der kan hjælpe digitalt udsatte borgere til at blive så selvhjulpne som muligt,” siger han.

Med udgangen af NemID i oktober 2023 har Digisafe udtjent sin funktion og findes derfor ikke mere. Men erfaringen viser, at Digisafe også blev populær blandt andre målgrupper, hvor både Ældre Sagen, Røde Kors og Hjerneskadeforeningen blandt mange andre brugte app’en til at undervise deres målgrupper.

 

Den administrative byrde

På Waldemarsbo Efterskole bruger viceforstander Nikolaj Schomacker flere timer ugentligt på at hjælpe elever med at ændre glemte koder, med at logge ind i systemer med MitID osv.

”Jeg bruger oceaner af tid på det. Mindst to gange om dagen er der en elev, der kommer og skal have hjælp til et eller andet digitalt. Så er der en, der ikke kan komme ind på e-boks, så er der en, der ikke kan bruge MitID eller åbne teams,” siger han.

På den måde bliver han digital værge for efterskolens elever, som også bliver afhængige af hans hjælp, så længe de er på efterskolen, langt væk fra deres forældre.

”Men er det meningen, at de fuldmagter skal ligge hos elevernes skolelærer?” spørger han.

 Nikolaj Schomacker efterspørger en platform, som han kan undervise fra, så eleverne bliver mere selvhjulpne.

Og selvom Sebastian Weinreichs mor, Louise Weinreich, gerne hjælper sin søn, når det er nødvendigt, så ser hun også gerne, at Sebastian Weinreich får mulighed for at blive mere selvhjulpen.

”Fuldmagter er måske ikke rimelige, men så længe der ikke er nogen eller noget, der klæder ham på til selvstændighed, så er det jo nødvendigt. For ellers ender han jo måske på gaden eller uden indtægt. Eller med en bøde eller fængselsstraf, hvis man for eksempel ikke møder op til Forsvarets Dag, fordi man ikke har tjekket sin e-boks,” siger hun.

”Men jeg ser da gerne, at han kunne det meste selv, så han kan få det privatliv, han har ret til.”

 

Administrationens ansvar

Fuldmagter er stadig kun en vision for, hvordan man løser udfordringen med den store gruppe digitalt udsatte i fremtiden. Men eksemplerne viser, at den løsning, der lægges op til i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, allerede uofficielt praktiseres i dag. Og fuldmagt eller ej, så er de unge nødt til at spørge om hjælp, så længe de ikke kan selv, fortæller Bettina Lemann, som er professor i retssociologi ved Juridisk Institut på Aarhus Universitet og medlem af Ligeværds hovedbestyrelse.

”Borgeren får måske hjælp af en, som de selv har valgt og har tillid til i en eller anden udstrækning. Men det betyder bare også, at de er tvunget til at lade nogle andre gøre det for sig. Det er ikke noget valg for dem. De er nødt til at give andre indblik i deres personlige forhold.”

Og på den anden side er støttepersoner som Nikolaj Schomacker og familiemedlemmer som Louise Weinreich nødt til at påtage sig opgaven.

”De er jo tvunget til at gøre det, for hvem skal ellers gøre det? Der er ikke andre til at gøre det,” siger hun.

 På den baggrund mener Esben Kullberg ikke, at fuldmagter kan stå alene som løsning.

”Jeg synes, det er uhensigtsmæssigt at presse folk, der ikke er digitaliseringsklar til at afgive kompetencen til at handle på deres vegne til nogle andre. Og jeg synes, det er urimeligt i forhold til en støtteperson som Nikolaj Schomacker eller pårørende som Louise Weinreich, at de får den administrative byrde oven i, at de skal klare sig selv.”

”Jeg kan godt se det er en nem løsning fra et administrativt perspektiv, men jeg synes ikke, det er et helt rimeligt greb set fra et borgerperspektiv. Jeg synes, man tørrer et ansvar af på borgerne, som egentlig er administrationens.”

 

Retten til privatliv

Et andet problem, hvis brugen af fuldmagter står alene, er, at den sætter retten til privatliv på spil. Alle har ret til privatliv, men hvis en borger er nødt til at afgive en fuldmagt for at handle i det offentlige, så bliver den ret sat under pres, fortæller Bettina Lemann.

”Vores udgangspunkt retligt set er, at vi ejer vores egen data, og vi har ret til privatliv. Vi har ret til selv at bestemme, hvem der får indblik i vores private forhold. Det er jo det retlige grundprincip, og det kan jo være svært at iagttage i den situation.”

Og man skal passe på med at kaste vrag på den rettighed for at få den digitale offentlighed til at glide, mener Esben Kullberg

”Vi kan ikke med den ene hånd sige, at alle har ret til privatliv. Og med den anden hånd sige, at det bare ikke gælder dem, der ikke kan begå sig digitalt. Borgere med nedsat psykisk funktionsevne har ret til løsninger, hvor de ikke bliver afhængige af andre,” siger han.

Siden 2018 har Danmarks digitale offentlige sektor været verdens bedste ifølge FN. Men selvom Danmark er langt, og løsninger som borger.dk, Digital Post og MitID gør hverdagen lettere for de fleste, så bør vi stadig udvikle, så alle kommer med og får lige adgang til velfærdssamfundet, som det også står beskrevet i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, mener Esben Kullberg.

”Inden vi griber til fuldmagter, bør vi som minimum forsøge at hjælpe digitalt udsatte til så meget selvstændighed som overhovedet muligt.”

Pas på søskende til børn med særlige behov i julen

Af

Julen er hjerternes tid, alles hjertes tid. Det er bare et meget svært ønske at opfylde, måske specielt i familier med børn med særlige behov eller handicap . Forældre prøver og prøver, men indimellem skal der lidt inspiration til. Det skal nok gå alt sammen, hvis vi kender hinandens juleønsker og ønsker til julen.

Julen er også konflikternes tid, traditionernes tid, følelsernes tid, forventningernes tid, også de skuffede forventningers tid. Både de stille og de højtråbende stemmer skal mødes med kærlighed og omsorg.  Søskendepårørende er en ofte overset pårørendegruppe, der bruger meget energi på, at få familiens samlede trivsel til at balancere, også i julen.

Ingen har den perfekte jul, den er forbeholdt hvinende søde julefilm, ikke engang personerne i ”Alene hjemme” har den perfekte jul.

Hvis man ikke længere tror på, at julemanden kommer med hele pakken, så må man selv planlægge en jul, hvor alle, også søskendepårørende, får en dejlig jul.

Søskendepårørende vil samarbejde alt hvad de kan for at hele deres familie får en dejlig jul, det er godt at de gør det, men de skal også selv tankes op med julestemning og omsorg, så de kan bidrage med glæde og ro. Og opstår der konflikter og rod i julen, så er juleaften blot en enkelt aften, hvor alt kan ske og hvor der er brug for rummelighed og varme.

 

Her kommer 5 gode jule-råd til forældre, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner – og julemanden, hvis han læser med, så søskendepårørende får en rigtig dejlig jul

#1 Planen

De voksne skal tage ansvar for, at familien får snakket sammen i god tid og at alles perspektiver bliver hørt og respekteret. Ikke alles ønsker kan opfyldes, men de kan blive hørt.

Det gælder alle søskende uanset alder, få snakket sammen og lavet gode aftaler, også aftaler om, hvad der skal ske, når det bliver svært.

Det ville være optimalt med en plan allerede i november, så hele december julehyggen kan sættes i spil, men den 23. december og den 24. december er også fint.

Gør det helt tydeligt i planen, hvilken forælder der har ansvaret for de enkelte i børneflokken, ved bordet, rundt om juletræet, ved gaverne osv. – så også søskende ved, at de har en forælder omkring sig juleaften.

Gør planen tilgængelig for alle, hæng den op, brug klistermærker, tusser, tegninger og juleglimmer så den bliver indbydende og tydelig, alle skal nævnes og sikres, også katten og hunden.

 

#2 Slæk på regler og rammer

Kig familiens juletraditioner, regler og rammer kærligt og kritisk efter i sømmene, måske passer de ikke længere helt til jeres familie, måske skal de justeres. Søskendepårørende har helt sikkert fine bud på, hvordan julestemningen kan optimeres og strammes op.

Det kræver mod at stoppe med ”det plejer vi”, men måske skal bordplanen, tidsplanen, gæstelisten, maden, antal besøg ud af huset, antal begivenheder, antal gaver osv. justeres.

Måske er der basis for flere ”jule-etaper”, så søskende sikres en fredelig julestund med forældrene.

 

#3 Et særligt jule-moment

I planen indgår, at alle må komme med ønsker til deres helt særlige ”jule-moment”. Det kan være et spil, en leg, en hemmelighed der skal føres ud i livet, en gave, der skal pakkes ind eller afleveres, et besøg ud af huset med en voksen, en julekalender der skal ses på TV i uforstyrrethed, en gave der skal pakkes op med fuldt fokus osv.

Aftaler med søskende kan ofte drukne i en travl hverdag i en familie med et barn med handicap – lad ikke jule-aftalerne drukne i sovs, and, gæster, risengrød, borddækning mm.

 

#4 Del jer op

Det giver god mening at dele sig op engang imellem, det gør det helt generelt året rundt, men specielt når der er særlige begivenheder, f.eks. fødselsdage, ferier og jul. Det giver alle mulighed for at få plads og ro uden at skulle tage hensyn til alle på en gang. Søskende har brug for pauser, hvor de færdes i ”minefrit område”, som de selv beskriver det, en pause med fokus kun på dem og ro i relationen med den voksne.

 

#5 Skab alliancer

Søskende vil gerne indgå i alliancer om det der er svært i en familie med et barn med handicap. De vil gerne være i et familie-fællesskab, så de deler deres vilkår med de voksne, f.eks. følelsen af uretfærdighed, følelsen af at tilsidesætte og udsætte egne behov, følelsen af at bidrage. En alliance er at blive set og anerkendt for det bidrag man yder, ikke at blive trøstet eller lovet at det bliver anderledes næste år, det er jo ikke sikkert. Men det er sikkert, at de vokser når de mødes med en følelse af, at en familie løfter vilkårene sammen, at de voksne også kan blive pressede og fortælle om det – og at lige præcis søskendes bidrag er med til at skabe en god jul i familien.

 

Læs også Min barndoms jul som søster til et barn med særlige behov