brandbyhand

Min barndomsjul som søster til et barn med særlige behov

Af

“Du er stærkere end os andre.”

Ordene kom fra min barndomsveninde. Vi var landet i 20’erne, og snakkede om vores barndom på godt og ondt. Noget af det, der havde gjort ondt på mig, var de mange svære stunder, der fulgte med opvæksten med min søster med særlige behov. Min storesøster, som allerede, da jeg var omkring 6 år, begyndte at være min lillesøster på det mentale plan.

Især i forbindelse med højtider sammen med familie og ude blandt andre, fyldte det meget for mig, at min søster havde et mentalt udviklingshandicap.

 

Til familiejulefrokost som min søsters beskytter

Min søster elsker jul. Og hun elskede at være til familiearrangementer, da vi var børn. Jeg kan stadig mærke, hvordan det som barn var at være til julefrokoster med onkler, tanter, fætre og kusiner. Søde mennesker allesammen. Men også mennesker, som ikke var sammen med min søster så ofte og derfor ikke kendte hende så godt. Jeg havnede derfor ofte i situationer, hvor jeg skulle hjælpe min søster ud af eller ind i situationer. Eller hjælpe med at gøre hende forståelig over for andre, da hendes sprog indimellem skulle hjælpes lidt på vej.

Jeg mindes, hvordan jeg på den ene side syntes, at det var synd for hende. Selvom hun ikke selv var bevidst om sine udfordringer. På samme tid syntes jeg også, at det var synd for mig. Jeg ville bare gerne være til familie-tamtam uden at skulle have antennerne ude og være opmærksom på situationer med min søster.

Mine forældre var der jo selvfølgelig også, men de var bedre til – i kraft af, at de var voksne – at give min søster plads og lade hende være den, hun var. Jeg følte en stor beskyttertrang over for min søster og et stort behov for at hjælpe hende. Til dels handlede det nok også om, at jeg havde behov for at undgå, at hun havnede i situationer, jeg fandt pinlige. For hvad ville de andre så ikke tænke om mig. Det var en tanke, der i det hele taget fyldte meget i min barndom og ungdom. Jeg havde et stort behov for at være fejlfri og perfekt.

Jeg ville bare gerne have en helt almindelig søster og være et helt almindeligt barn. Det var hun bare ikke. Og det var jeg heller ikke. For når man er søskende til en bror eller søster, der har et særligt behov, er man ikke som alle andre. Man vokser op med nogle særlige vilkår. Vilkår, der følger én hele livet. Man er medlem af en særlig klub – uanset om man ønsker at være det eller ej.

 

Frygten for kirken juleaften

I min familie snakkede vi ikke så meget om min søsters handicap, da jeg barn eller teenager. Vi snakkede heller ikke om, hvordan jeg som søster kunne håndtere omverdens spørgsmål og blikke. For de var der, og der var mange af dem, for min søster kunne i det offentlige rum nemt tiltrække sig opmærksomhed. Jeg ville ønske, at jeg var blevet klædt på med forståelse og ord, så jeg med rank ryg og stolthed kunne møde verden, når min søster var med. I stedet for at frygte situationer, hvor jeg ville kunne møde nogle, jeg kendte. For eksempel at frygte, at vi alle sammen skulle i kirke juleaften, for så ville vi kunne møde mine klassekammerater. Klassekammerater, der for de flestes vedkommende ikke kendte til min søster. Min søster elsker at synge. Og hun har en høj stemme. Hun kan dog ikke læse. Heller ikke udtale svære ord. Så tanken om at hun skulle med i kirke og tiltrække en masse opmærksomhed under salmesangen, kunne jeg slet ikke rumme. Samtidig følte jeg dårlig samvittighed over at tænke, som jeg gjorde. For min søster var også min gode ven som barn og min trofaste beundrer.

Jeg har nogle fantastiske forældre, som altid har været der for mig, og som voksen har der været rum til at snakke om barndommen med min søster. Jeg ved derfor, at grunden til, at vi ikke snakkede så meget om min søsters udviklingshandicap, var, at min mor ville skåne mig, da hun jo godt vidste, at min søster fyldte meget i vores alles tilværelse.

 

”Åbn, åbn, åbn”

Jeg er yngre end min søster, men på grund af hendes udviklingshandicap kunne vi i mange af mine barndomsår mødes i fælles uskyldig og barnlig glæde og begejstring over juleaften. Jeg har aldrig oplevet en, der som hende, kan glæde sig på andres vegne. Og kommer nok heller aldrig til det. Hun har altid været mere begejstret for at give gaver end at modtage gaver juleaften. Og lever sig med liv og sjæl ind i det, når andre åbner gaver. Det betød, at man i mit barndomshjem juleaften kunne høre ”åbn, åbn, åbn,” indtil alle gaver var åbnet. Det var livligt, glædefyldt og hektisk på samme tid. Da jeg blev teenager og snakkede med mine venner om juleaften, kunne jeg forstå, at de alle åbnede en gave ad gangen og gav sig tid til at kigge på hinandens gaver. Det ville slet ikke have været en mulighed for os. Det virker måske som en ligegyldig ting at gå op i, men husker, at jeg ønskede, at vi kunne åbne gaver på samme måde som mine venner. Stille og roligt – og med nærvær.

 

Ja, jeg er blevet stærk

Mine nærmeste venner, som alle boede tæt på mig, kendte selvfølgelig til min søster. Vi snakkede bare aldrig om hendes handicap. Jeg ville allerhelst bare ind på mit værelse med mine venner og lukke døren. Og det gjorde jeg. Lige for næsen af min søster. Jeg var ikke flov over hende, men jeg syntes, at det var så svært at håndtere de situationer.

Det er netop de situationer, min barndomsveninde i en voksen alder begyndte at snakke om. Det førte til en meget åbenhjertig snak, hvor jeg fik sat ord på, hvor ensomt det var, at jeg havde en søster, som var meget anderledes end mine venners ”almindelige” søstre (sådan tænker man som barn, når man ikke har fået andre ord og begreber at møde verden med). En søster, som gik på en specialskole i den anden ende af byen. Det mest ensomme var nok, at jeg ikke havde nogen i samme situation at tale med det om.

Det viste sig, at min veninde havde gjort sig mange flere tanker om min opvækst med min søster, end jeg troede. Og deriblandt tanker om, hvor stærk, jeg var, når jeg kunne holde til det og stadigvæk klare mig godt i skolen og så videre. Hendes ord betød meget for at høre. Og jeg har dem med mig den dag i dag.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så har opvæksten med min søster været med til at gøre mig til den, jeg er. Min veninde har ret. Jeg er stærk. Jeg er også sårbar. Og empatisk. Jeg har en særlig opmærksom på mennesker med særlige behov – og ikke mindst deres søskende. Og så har jeg temperament. Og meget andet. Vigtigst af alt. Jeg har det godt og er glad for at være den jeg er.

Selvom der var mange svære situationer i julen som barn og ung, så er det alligevel varme og kærlighedsfyldte minder, der fylder mest, når jeg tænker tilbage.

Der er ikke to familier med et barn med særlige behov, der er ens. Ej heller to søskende til et barn med særlige behov, der er ens. Der er dog ofte nogle tanker, følelser og adfærdsmønstre hos søskende, der går igen. En, der ved en masse om det, er Malene Gerd Petersen. Hun er specialpædagogisk konsulent og har viet store dele af sit arbejdsliv til søskende til børn med særlige behov og handicap. Søskendepårørende, som hun kalder dem. Og nedenfor finder du Malene Gerd Petersens råd til, hvordan søskende også får en god jul.  

 

Læs Malene Gerd Petersen råd til forældre: Pas på søskende til børn med særlige behov i julen

Jul med et barn med særlige behov? Her er psykologens syv råd

Af

Juledagene kan være en udfordring for familier med børn, der har særlige behov.

Hele december måned bliver juleaften talt op til at være noget helt særligt. Der har været julekalender i TV, pakkekalendere og adventsgaver, og nu skal den udløsende aften være der.

Men hvordan får man fejret juleaften og højtidsdagene samtidig med, at man har øje for, at børn med særlige behov har brug for særlige hensyn?

Børnene kommer ind i højtiden med alt det, de har. Hvis de mangler kapacitet til at gøre det på den måde, vi godt kunne tænke os, så er det os i miljøet omkring børnene, der skal vise hensyn, indtil de er gamle nok og bedre kan tåle det.

 

Forebyggelse

Råd #1: Skab struktur på juleaftensdag
De fleste familier kender til vigtigheden af at skabe struktur. Det gælder især juleaften, som ofte er anderledes, end det plejer at være. Sørg for at strukturere dagen, så I ved, hvad I gør kl. 9, 10, 11, 12 osv. Så børnene får en fornemmelse af, hvordan I får tiden til at gå frem til aften. Forbered jer også på, hvis der er noget, der kommer til at tage længere tid.

Råd #2: Lad børnene spise den mad, som de kan
Mange familier får besøg udefra eller er selv på besøg. Her kan der være en forventning om, at børnene er velopdragne, kan vente på tur og kan sidde med og spise mad, de måske ikke er vant til.

Det vigtige er at være sammen. Derfor kan det være en god ide at gøre op med sig selv, at det er ok, at børnene spiser den mad, som de kan spise. Og at tale med børnene om, at det er fint, de spiser den mad, som passer dem, selvom der er traditioner for julemaden.

Nogle børn kan ikke få noget mad ned, fordi det er stressende for dem at sidde med ved julebordet. Derfor kan det også være en god ide at være fleksibel med, hvor og hvornår børnene spiser. Det vigtige er, at de får noget næring – ikke nødvendigvis at de lever op til de forventninger, man kunne have til juleaften.

Råd #3: Sørg for, at børnene kan holde pause eller trække sig lidt
Nogle børn kan blive overvældet sansemæssigt ved fx julens lugte, støj fra papir der krølles sammen, højrøstet glæde, julesange eller dans om juletræet. Og de kan blive presset, hvis en gæst prøver at ”opmuntre” dem til at deltage i en aktivitet. Lad barnet få mulighed for en lille fysisk pause og se, om der kommer fornyet energi, eller lad barnet bare sidde i ro sammen med en forælder uden pres fra andre.

 

Hvis det går galt

Råd #4: Tilgiv dit barn og dig selv – I gør jeres bedste
Prisen for forventninger er høj, hvis de ikke bliver indfriet. Man har måske set frem til juleaften, og så kan barnet ikke. Han eller hun bliver udadreagerende, fyldt med aggression, vrede eller frustration. Der opstår konflikter med søskende, og alt det, der skulle være hyggeligt, bliver ikke hyggeligt.

Hvis forventningerne overstiger barnets kapacitet til at kunne indfri det, vi så gerne vil have skal lykkes, så skal man tilgive barnet og tilgive sig selv.

Husk, at dit barn ikke gør det med vilje. Der er adrenalin på spil, som tænder nervesystemet af. Så gør brug af de forskellige low arousal teknikker med at give noget ekstra tid, at læse en historie eller gå en tur. Husk, at den her energi skal ud af kroppen på en, og at det som regel går over.

Råd #5: Hjælp barnet af med skyld og skam, hvis det går galt
Der vil være børn, hvor juleaften bliver et alt for stort pres. Hvis det bliver for meget for dit barn, så pas først og fremmest barnet. Tag hjem lidt før. Hvis I har gæster, så gå op på værelset sammen med dit barn, og hyg jer der, mens de andre må have en hyggelig aften nede omkring juletræet.

Og i stedet for at ærgre sig over den ødelagte aften, så tænk: Vi prøvede. Og hvor var det godt, at han eller hun kunne være med i bare en halv time. Nu gør vi, som vi plejer for at komme igennem aftenen, så barnet ikke skal bære skylden og skammen over, at nervesystemet reagerer. For barnet ønskede jo at være med, så barnet er jo også skuffet.

Nu blev det ikke, som vi håbede. Så blev det bare den her aften og det er også okay, og vi elsker hinanden lige meget for det.

 

Omverdenens forventninger

Råd #6: Forbered bedsteforældre og andre gæster
Mange oplever, at det kan være svært at kommunikere barnets behov til bedsteforældre eller andre gæster. Og at det kan være svært at blive mødt med forståelse. Derfor kan det være en god ide på forhånd at holde et husmøde eller skrive et lille brev (se nederst på siden) om, hvordan julen kan blive for dit barn og på den måde være dit barns advokat.

Hvis man først sætter ind på selve aftenen, uden at gæsterne er forberedt, så bliver de let mere frustrerede, end hvis de var forberedt.

Råd #7: En social dag, en fridag
Julen er ikke gjort med juleaften. I mange familier følger julefrokoster på både mor og fars side, og ugen efter følger nytårsaften. I skilsmissefamilier kan mængden af sociale arrangementer mellem de to højtider nå uanede højder.

En tommelfingerregel er derfor, at så lang tid man har været social, så lang tid skal man bruge for at komme sig. Det vil sige, at hvis man har været social juleaften så kan man ikke andet første juledag end at passe på sig selv og være et trygt sted.

Så i løbet af højtiden kan barnet måske 2-3 ting, hvor andre kan 7-8 ting. Så det at vælge og vide, at det er konsekvensen af at mit barns nervesystem fungerer anderledes. Og i stedet for at tænke ”øv øv nu går jeg glip af det og det”, så kan man i stedet tænke ”ej, hvor er det godt, at vi kan noget nogen dage, og resten af tiden passer vi på vores børn.”

På fridagene kan man med fordel få barnet til at bevæge sin krop for at regulere nervesystemet og få stressen ud af kroppen. Gå ud at spille bold, gå en tur, leg tagfat. Bare frisk luft og gerne med pulsen lidt op.

 

Læs også Jul og bedsteforældre – og børn med særlige behov.

Jul og bedsteforældre – og børn med særlige behov

Af

Der er intet som julen, der kan få følelserne i kog. Der er forventninger, traditioner og forhåbninger i spandevis. Mange af os holder jul med vores forældre eller svigerforældre og ofte er vi mindst tre generationer med forskellige behov, der skal få tingene til at gå op i en højere enhed. Når vi tilmed har børn, der har brug for nogle særlige rammer og muligheder for at trives, så bliver det ekstra vigtigt, at vi får talt om, hvordan vi skaber en jul, hvor der er bedst mulig plads til alle.

 

Vi skal turde tale sammen

Vores forældre/svigerforældre har ofte brug for hjælp til at forstå, hvordan de bedst agerer. Vi forældre er sammen med vores børn hver dag. Vi ser dem, når de har taget mere ind, end de kan rumme, når rammerne er skredet og det hele bryder sammen. Vi ser dem smelte ned og være helt ude af balance efter at have været sociale og på ude blandt andre. Og vi har derfor opbygget en kæmpe bunke erfaringer med, hvad der fungerer godt og hvad der kan blive for meget. Det har vores forældre sjældent.

Derfor er det vigtigt, at vi tør at tale med vores forældre og svigerforældre om det. Gør vi ikke det, ender det ofte med, at vi kommer til lige så stille at trække os fra relationen, fordi den kræver så meget af os.

 

Ingen lytter godt, når de føler sig forkerte

Lige så vigtigt det er med tydelighed, lige så vigtigt er det at forstå, hvorfor det kan være så hamrende svært for vores forældre at høre. Når vi kan forstå vores forældre bedre, kan vi gøre det nemmere for dem at lytte.

Generelt kan man sige, at vi mennesker lytter og lærer rigtig dårligt, når vi føler os forkerte, og der er næppe noget som det at være forældre eller bedsteforældre, der kan vække den følelse i os.

Når vi kommer til vores forældre og beder dem gøre noget anderledes, end de altid har gjort, kan det føles som om, vi kritiserer den barndom eller den jul, vi selv havde som børn. Vi opdrager måske anderledes og vores børn har brug for, at vi gør noget på nogle bestemte måder. Forældreopgaven er så vigtig for os, at selv vores voksne børns handlinger, kan give os følelsen af ikke at have gjort det godt nok.

 

Bedsteforældre har brug for at føle sig vigtige

Vi mennesker er generelt meget optaget af at føle os vigtige for andre, og jo mere vi kan fortælle de mennesker, der er omkring os, at de er vigtige, jo mere kan de ofte også lytte til os. Selv når vi gerne vil have ændret nogle ting, må trække os eller har brug for noget. Og jo mere vi kan anerkende, at rigtig meget af det, de gør, gør de i kærlighed, jo mere fleksible kan de ofte blive om måderne, de viser den kærlighed på.

De her samtaler, om hvordan vi er sammen, er svære, men de er mindst lige så vigtige. Hvis vi ikke tager dem, så skader det ofte relationen i det lange løb. Både fordi vi rent praktisk måske ikke kan ses lige så meget og fordi vi bliver irriterede og sårede, når vi er sammen. Det ender måske ender med, at vi må trække os på mere subtile måder, selvom vi mest af alt ønsker at være tæt.

Listen med kærlige remindere nedenfor, kan hjælpe samtalen med bedsteforældre i gang. Måske du kan sende dem, eller lade dig inspirere til en samtale.

 

Kærlige remindere til bedsteforældre

#1
Når vi siger ”nej tak” til at deltage i ting, betyder det ikke, at der er noget galt med det, I inviterer til. Vi ser, at I bare gerne vil os. Vi ved bare af erfaring, at prisen kan blive for høj for vores barn. Selvom vores barn måske ville hygge sig imens det stod på, så kan det være meget mere end det kan rumme og reaktionerne kan blive mange og voldsomme dagene efter.

#2
Når vi ønsker at holde jul på en anden måde, end den vi voksede op med hos jer. Så betyder det ikke, at vi ikke kunne lide den jul, I skabte for os. Vi ved blot, at en jul hvor vi tager hensyn til vores barns behov, også selvom det måske ikke altid følger traditionerne, bliver en bedre jul for os alle.

#3
Vi forventer ikke, at I kan regne vores barns behov ud. Det, synes vi selv, kan være svært, og vi er sammen med vores barn hver dag. Men vi elsker, når I spørger os, hvis I er i tvivl, og når I er nysgerrige på, hvorfor vi gør ting på bestemte måder eller undlader at gøre visse ting. Det viser os, at I prøver, og det er så meget vigtigere end, at I gør det perfekt.

#4
Når vores barn afviser jer eller trækker sig, så er det ikke fordi, I ikke er vigtige eller elskede. Det kan være svært ikke at tage det personligt, men vid med jer selv, at det handler om, hvad vores barn kan rumme og har brug for. Hvis I er i tvivl om, hvordan I bedst griber det an, så spørg os endelig.

#5
Vi ser, at I gør så mange dejlige ting i kærlighed. Vi ser godt, at I gør en indsats og at I bare gør de ting for at gøre vores barn glad. Så når vi beder jer om at gøre noget anderledes, så er det ikke selve det, I gør, der er noget galt med.

#6
Vi har brug for jer og I er vigtige for os. Måske er det ikke på samme måde som naboerne ser deres børnebørn eller kollegaerne hjælper deres børn, men der er så mange måder, I kan være vigtige for os. Måske virker vi nogle gange som om, at vi lukker os lidt om os selv, men et ”Hvad har I brug for?” vil altid lande et dejligt sted.

 

Læs også En jul som alle andres af forfatter Anne Mette Kirk

En jul som alle andres

Af

Lucia-optoget er ikke begyndt.

Alligevel står klumpen af forældre, søskende og bedsteforældre tæt presset sammen i det iltfattige lokale. Flere har allerede fundet deres telefoner frem – en enkelt har et videokamera på stativ. Jeg kan ikke bevæge mig.

Jeg spejder forgæves efter min ældste søn, som skal deltage i optoget, men jeg ser ham ikke.

Min yngste søn, 3-årige Osvald, hiver mig i buksebenet. ”Hjem, hjem, hjem!”

”Lige om lidt,” smiler jeg, men smilet er anstrengt. For jeg aner ikke, hvornår Lucia optoget begynder – og endnu mindre, hvornår vi kan forlade børnehaven.

”De må snart begynde, ikke?” Jeg læner mig mod min mand. Mine kinder er mørkerøde, og min ryg er badet i sved. Han nikker, men hans gæt er lige så godt som mit.

”Hjem, hjem, hjem,” fortsætter Osvald. Hans stemme er begyndt at lyde desperat. Endnu flere har presset sig ind på institutionens største stue, og det er blevet endnu sværere at bevæge sig.

”Skal jeg ikke tage ham med udenfor?” foreslår min mand. ”Det her bliver ikke fedt.”

Jeg ryster afvisende på hovedet, for jeg er også ved at blive desperat. Om lidt skal storebror iklædt en hvid skjorte synge sammen med sine kammerater fra stuen – og det vil jeg enormt gerne, at vi alle fire overværer.

”Hjem, hjem, hjem,” gentager Osvald.

Min mand tager en beslutning. ”Kom elskede, vi går udenfor.”

Osvald og hans far klemmer sig gennem menneskemylderet og forlader børnehaven.

Få øjeblikke efter slukkes alle lamper, og de første strofer lyder:

    Nu bæres lyset frem

    Stolt på din krone

    Rundt om i hus og hjem

    Sangen skal tone.

Nuttede børn med sikkerhedsgodkendte lys i hænderne træder ind i lokalet. Jeg løfter mig lidt på tæerne og smiler til min ældste søn, som går bagerst i optoget. Jeg vinker som besat og vores blikke mødes, han er et sted mellem pavestolt og hamrende genert. Mine tanker farer rundt, har han opdaget, at hans far og lillebror mangler? Jeg fyldes med skam og har helt forbandet ondt af mig selv: Hvorfor skal vi være den eneste familie, som ikke bare kan være helt almindeligt til et hyggeligt julearrangement i børnehaven?

Mens jeg venter på, at storebror igen bliver befriet for den hvide skjorte og guldkransen om hovedet af personalet, fortsætter jeg med at have ondt af mig selv. I mine tanker fortæller jeg mig selv, at det er lillebrors autisme, som har spændt ben for, at vi kan være med i børnehaven alle sammen.

Men så sker der noget.

Jeg kigger rundt blandt de øvrige mennesker i lokalet. Og noget ændrer sig i mig. Jeg ved, at ét barn har forældre som slås med misbrugsproblemer, jeg ved et andet, er fanget i en grim skilsmisse og at et tredje barn har forældre, som slås med økonomiske udfordringer. Min teori holder ikke. Vi er ikke de eneste med udfordringer. Mange andre familier lever med begrænsninger.

I alle mulige variationer.

Jeg tager storebror i hånden, og vi forlader børnehaven. Udenfor er luften december kold og sprød. Jeg suger den lindrende luft dybt ned i lungerne. Flere gange. Lidt derfra i eftermiddagsmørket står Osvald og min mand, de fægter legesygt med nogle grene.

”Hjem, hjem, hjem,” synger Osvald muntert. Hans flyverdragt skratter, mens vi sætter kursen mod vores lejlighed. Min ældste søn og min mand sakker lidt bagud, jeg hører deres begejstrede samtale. Storebror fortæller detaljeret om optoget. Mine øjne følger Osvald på fortovet foran mig.

Jeg fyldes af en forunderlig taknemlighed. Skuldrene sænkes og min hjerterytme finder tilbage til normal. Og derefter tænker jeg følgende: ”Og hvad så, hvis Osvald ikke kan lide jul, men foretrækker hverdagene – dem er der lige som også flest af, ikke?”

Sådan tænkte jeg på et fortov en december eftermiddag for præcis syv år siden.

Sådan tænker jeg ikke længere.

For i dag, hvor Osvald er fyldt 10 år, elsker han julen. I alle afskygninger. Han elsker højtiden så ekstremt, at han ligefrem ønsker sig julepynt i julegave. Han elsker julen så højt, at han dagen efter Halloween pakkede sit heksekostume sammen, og deklarerede julen for officielt begyndt. Osvald er så begejstret for julekalendere, julemad, juletræer, lyskæder og alene tanken om disse eventyrlige elementer fylder hans øjne med julelys.

Jeg indrømmer det gerne. Jeg tog fejl, da jeg gik på fortovet for syv år siden.

Det var et øjebliksbillede.

På det tidspunkt var et Lucia-optog for overstimulerende en oplevelse for vores dengang 3-årige søn med autisme. I dag, som 10-årig, skal han naturligvis stadig skærmes, og vi håndplukker, hvad vi deltager i. Og hvornår vi splitter op i familien. Præcis som vi gør de øvrige 11 måneder. Året rundt.

Måske er det primært mit udgangspunkt, som har ændret sig, tænker jeg, mens jeg skriver dette.

Jeg er blevet bedre til at droppe forventningerne. Vi prøver os frem, ser hvad overskuddet er til og lytter til Osvald, men også hans søskende, og til hvad dagsformen fortæller os.

Ja, julen er muligvis traditionernes fest, men hos os gælder det udelukkende de traditioner, som fungerer for os som familie. Jeg orker ikke længere at have ondt af mig selv, fordi der er aktiviteter, vi må takke nej til. I stedet glædes jeg dagligt over alt det, som lykkedes.

Og hvis jeg skal være helt ærlig.

Når jeg tænker tilbage på Lucia-optoget i børnehaven, så er mit dyrebareste minde fra den eftermiddag ikke at se storebror i optoget, mens jeg stod presset op ad væggen med kameraernes flashlys, som lyste om kap med min svedige pande.

Nej, det som står klarest i min erindring, er derimod vores gåtur hjem gennem et frostklart København. Det er lyden af min mand og vores ældste søn, hvis stemmer fletter sammen bag mig. Og det er synet af tre-årige Osvald, der småløbende har sat kurs mod vores lejlighed, mens han for sig selv messer; ”Hjem, hjem, hjem.”

Og det er ham.

Det lille menneske i flyverdragten, som for alvor har lært mig at søge de sjældne, magiske øjeblikke.

Dem som ikke kan sættes på formel.

Dem som ægte juleminder er bygget af.

Ny formand for Fagligt Forum: Det giver mening at arbejde på tværs af tilbud

Af

Torsdag 16. november valgte Fagligt Forum ny formand: Maria Brøndum.

Af Lasse Mors

Maria Brøndum er ny formand for Fagligt Forum.

Det står klart efter generalforsamlingen torsdag d. 16. november. Til daglig er Maria Brøndum forretningschef på Grennessminde Taastrup, og hun er glad for valget.

”Jeg synes, at det, som Ligeværd kan, er det her fællesskab på tværs af forskellige tilbud, hvor vi hver især hjælper målgruppen,” siger hun.

Og netop fællesskabet bliver vigtigt for Maria Brøndum, når hun skal sætte retningen for Fagligt Forum.

”Vi bidrager alle sammen på tværs af de tilbud, vi kommer fra. Og det giver mening, fordi vi alle sammen er en del af et ungt menneskes liv i en periode. Så på Grennesminde for eksempel har vi en forpligtelse til at tage imod den viden, der kommer fra tidligere og også levere viden rigtigt videre ud i samfundet.”

De svære overgange

Så overgangene kommer til at fylde noget med Maria Brøndum ved roret. Men det er også vigtigt for hende, at fokus ikke kun kommer til at ligge der, hvor hun selv har berøringsflade i det daglige.

”STB er der, hvor jeg personligt har en interesse i forhold til Grennessminde, men jeg synes faktisk også, der er noget vigtigt i forhold til skolevægring og overgangen mellem grundskolen og det næste. Og så synes jeg også fællesskaberne og samarbejdet på tværs i Ligeværd mellem os, klubberne og Forældre & Netværk er vigtigt.”

Maria Brøndum glæder sig over, at afgående bestyrelsesformand Casper Nellemann fortsætter i bestyrelsen.

”Nu fortsætter Casper jo heldigvis i bestyrelsen som suppleant, så jeg tænker, vi støtter op om hinanden. Det har vi også gjort før,” siger hun.

Afgående formand takker af

Casper Nellemann har været bestyrelsesformand for Fagligt Forum siden 2019 og takker dermed af efter fire år på posten. Også han peger på fællesskaberne som afgørende for Fagligt Forum.

”Der er stor værdi i, at vi er så mange forskelligheder, der mødes og kan give hinanden noget. Og jeg synes, vi er lykkedes med at vise, at det er fedt at få nogle dumme spørgsmål fra kollegaer fra en anden skoleform, som så skaber nogle nye ideer i tredje, fjerde og femte led i samtalerne,” siger han.

Casper Nellemann fortæller, at det for ham har været vigtigt, at det skulle være uhøjtideligt at være med i Fagligt Forum. Ved at afmontere højtideligheden mener han, at man nemmere kan komme hen til at snakke om det, der betyder noget. Og han glæder sig til at få nye kræfter ind og bakker op om den nye formand

”Hun får jo en ny bestyrelse med kun to tilbage fra den gamle. Så tror jeg, vi skal bruge noget tid på at finde niveauet for den nye bestyrelse,” siger han.

Maria Brøndum blev valgt til ny formand for Fagligt Forum af en enig generalforsamling uden kampvalg.

November 2023

Forstå den nye STU-lov

Af

LOVGIVNING. Mange forældre er en stor støtte for de unge, der søger en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. I denne artikel gennemgår vi de vigtigste elementer, der gør det nemmere at forstå den nye STU-lov, og hvordan den får indflydelse på jeres og jeres unges muligheder for at finde en god og relevant uddannelse.

Af Esben Kullberg og Lasse Mors

En ny Lov om særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse er kommet til verden med Ligeværd og STU-alliancen som fødselshjælpere. Det er en lov, vi har ventet på længe og arbejdet hårdt for skulle blive så god for unge med særlige behov som muligt.

Flere ting er ikke løst, som vi kunne have ønsket det. Men samtidig er det vores opfattelse, at vi står med en lov, som vil kunne sætte helt nye standarder for de unges indflydelse.

I denne artikel vil vi hjælpe forældre med at forstå den nye STU-lov og guide dem til at navigere i den virkelighed, som den nye STU-lov medfører. Både i forhold til de punkter, hvor den nye lov forbedrer vilkårene for de unge, og når der er udfordringer, som forældre skal være opmærksomme på.

 

1) Ret til valg mellem flere uddannelsessteder

Med den nye lov får unge ret til at vælge imellem flere uddannelsessteder. I lovens forstand betyder det minimum to. Kommunen er altså forpligtet på at præsentere og vejlede jer i forbindelse med uddannelsesmulighederne på to forskellige uddannelsessteder.

Nogle kommuner har haft den praksis igennem flere år, men det er nyt, at det nu er en ret, som alle unge har. Derudover har det ikke tidligere været muligt at klage over det uddannelsessted, kommunen anviste. Det bliver det nu.

 

2) Ret til at komme med forslag om et alternativt uddannelsessted

Hvis man som ung eller som forældre til den unge ikke er tilfredse med de tilbud, kommunen præsenterer, får man ret til selv at stille med et alternativt forslag til kommunens to muligheder.

Det kan selvfølgelig være en stor opgave, selv at finde et godt STU-sted, der passer præcist til jeres ønsker, behov og interesser. Men med den nye rettighed, bliver kommunen tvunget til at forholde sig til den unges ønsker, og hvis I kommer i den situation, at det bliver nødvendigt at komme med et alternativ, så står I faktisk ikke alene. Det er altid kommunens opgave at sikre sig, at I er velinformerede og oplyste – også når det gælder det alternativ, som I selv kommer med.

Så vejlederne i kommunen skal uvildigt vejlede og oplyse den unge i forhold til det alternative uddannelsessted, såvel som de forslag kommunen selv fremlægger.

Vær opmærksom på prisen

Desværre er der nogle begrænsninger i forhold til, hvad det alternative uddannelsesforløb må koste, som I som unge og forældre skal være opmærksomme på. I loven står der, at den unges alternativ ikke må være uforholdsmæssigt dyrere end kommunens tilbud. Den formulering har vi i STU-alliancen kæmpet lidt med at få ud. Det er ikke lykkedes.

Vi må derfor se, hvad udtrykket ’ikke uforholdsmæssigt’ kommer til at betyde. Lignende formuleringer i andre love har betydet, at en prisforskel på op til 18% ligger inden for rammerne af ’ikke uforholdsmæssigt dyrere’. Men det vil i sidste ende komme meget an på, hvordan det alternative tilbud passer til den unge.

 

3) Bedre overblik over uddannelsessteder

Udover rettighederne er det en væsentlig landvinding, at der med den nye lov laves en portal, hvor alle STU-steder skal lade sig registrere. Det betyder, at vi for første gang siden uddannelsen kom til verden i 2007 vil få et overblik over, hvilket STU-tilbud, der rent faktisk findes.

Når I som unge og forældre selv skal finde et uddannelsessted, så er det en forudsætning, at man kan skabe sig et overblik over, hvilke steder der findes. Når det indtil nu ikke har været muligt, er det helt forståeligt, hvis nogen sidder og sveder og udsigten til på egen hånd at skulle finde rundt i junglen af STU-tilbud. Men der er altså håb i sigte.

Vi må dog vente lidt på at portalen bliver lavet, så det bliver først i 2025, den mulighed bliver en realitet.

 

4) Åbenhed om STU fra kommunens side

Det har været meget forskelligt, hvordan de forskellige kommuner har oplyst om STU på kommunens hjemmeside.

Nogle har beskrevet visitationsprocessen og de unges muligheder meget udførligt. I andre kommune har man næsten haft fornemmelsen af, at STU har være en slags hemmelighed, som kommunen helst ikke oplyste om.

Det bliver nu ændret med den nye lov.

Fremover skal det fremgå af jeres kommunes hjemmeside, hvordan de visiterer jeres unge til at tilhøre den gruppe af unge, der har retskrav på en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

Jeres kommune skal også beskrive, hvordan den finder frem til de uddannelsesmuligheder, den præsenterer jer for, og at den unge har mulighed for at komme med sit eget alternative uddannelsesforslag.

Til sidst skal jeres kommune beskrive, hvem der sidder i det udvalg eller nævn, der træffer beslutning om den unges uddannelse. Tidligere har vi oplevet, at for eksempel lederen af et kommunalt STU-tilbud har siddet i visitationsudvalget. Der er selvsagt inhabilitet i at sidde og visitere til sit eget sted, og derfor er det en landvinding for Ligeværd, at der nu bliver transparens i forhold til, hvem der sidder i udvalgene.

Det bliver også en forpligtelse for kommunen at beskrive, hvordan processen for overgangen fra STU til videre uddannelse, beskæftigelse, firtidsaktiviteter eller sociale aktiviteter foregår.

 

Sådan er loven blevet til

Da STU-alliancen opstod for 6 år siden, gik en lille arbejdsgruppe i gang med at rende ordførerne i Folketinget på dørene for at fortælle om de unges væsentligste udfordringer ved STU. I 2019 udgav alliancen et politikpapir, som beskrev udfordringerne, og i 2020 blev det fulgt op af en række løsningsforslag, der næsten var klar til at blive implementeret politisk. Således skrev vi:

Alliancen foreslår, at det gøres lovpligtigt, at de unges ønske og valg af uddannelse skal skrives ind i uddannelsesplanen, og at hvis kom­munen træffer en afgørelse, som adskiller sig herfra, skal der gives en faglig begrundelse for denne beslutning.

Alliancen mener, at det ikke skal være muligt for kommunens eget STU-tilbud at deltage i myndighedsafgørelser i visitationsprocessen.

Alliancen foreslår, at der i ministerielt regi etableres en informations­portal, hvor alle STU-tilbud står beskrevet med relevante oplysninger og søgekriterier. Denne portal skal rumme alle de tilbud, der an­vendes af kommunerne.

Alliancen foreslår, at der etableres et overordnet uddannelsestilsyn, der skal føre et dialogbaseret kvalitetstilsyn og samtidig bidrage til kvalitetsudvikling af det enkelte STU-tilbud.

Efter mange måneders politisk benarbejde og skriverier med politikerne kunne alle partier i maj 2022 samles om en politisk aftale som bar STU-alliancens tydelige aftryk.

I forsommeren 2023 blev aftalen gjort til lovtekst, men på en række væsentlige parametre, levede loven ikke op til den politiske aftale. I løbet af foråret 2023 var STU-alliancen derfor til møde med børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), Ligeværd skrev en kronik i Information, og i kølvandet på den fik Esben Kullberg en telefonsamtale med ministeren, hvor han udpegede de væsentligste problemer ved loven. Et arbejde, som førte til konkrete ændringer i den endelige lovtekst.

Du er altid velkommen til at ringe til vores rådgivning, hvis du har spørgsmål til at forstå den nye STU-lov.

November 2023

Udløber din bevilling til nytår? Sådan er du stillet

Af

Hvad sker der med min bevilling, hvis den udløber til nytår? Det spørgsmål stiller mange forældre lige nu i LigeLinie.

Ydelsen fortsætter.

Det er det korte svar på, hvad der sker, hvis du er en af de mange forældre, der er bekymret for ikke at få udbetalt din ydelse i det nye år, fordi bevillingsperioden ifølge din afgørelse udløber 31. december.

Hvert år op til jul modtager Ligelinie flere henvendelser fra forældre, der er bekymret for, at deres bevilling af tabt arbejdsfortjeneste jf. servicelovens § 42 ophører ved udgangen af året. I år er ingen undtagelse, og derfor bringer vi denne opklaring.

Bevillingsperioden sikrer opfølgning

Tabt arbejdsfortjeneste er en løbende ydelse, og det betyder, at perioden ikke kan tidsbegrænses, medmindre det er aftalt med den, der modtager ydelsen. Kommunerne fastsætter derfor udelukkende en bevillingsperiode for at sikre, at bevillinger bliver fulgt op.

Hvis der ikke er foretaget en opfølgning, inden bevillingsperiodens udløb, skal ydelsen altså fortsat udbetales. Det er kommunen, der foretager opfølgningen.

Ophør kræver ny afgørelse

Hvis kommunen ændrer eller ophører en bevilling af tabt arbejdsfortjeneste, fordi betingelserne for at modtage ydelsen ikke længere er til stede, skal der være truffet afgørelse herom. Det kan f.eks. ske i forlængelse af en opfølgning.

Ved afgørelse om ophør af tabt arbejdsfortjeneste kan man have ret til udbetaling af ydelsen i en afviklingsperiode på tre måneder.

Derfor behøver du ikke bekymrer dig, hvis din afgørelser angiver, at din bevilling udløber til nytår.

Har du brug for rådgivning?

Hvis du har brug for juridisk og socialfaglig rådgivning, er du meget velkommen til at kontakte Ligeværds rådgivning, Ligelinie, på ligelinie@ligevaerd.dk eller tlf. 22 34 30 13. Telefontiden er mandag kl. 9.00-12.00 og onsdag kl. 13.00-15.30.

November 2023

Klagenævnet: Der er fejl i sagsbehandlingen på STU-området

Af

Klagenævnet for Specialundervisning behandler klager over kommunale afgørelser om specialundervisning og specialpædagogisk bistand til børn, unge og voksne. Klagenævnet behandler også klager over afgørelser om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU). Klagenævnet er netop kommet med en årsrapport for 2019, som omfatter de klager, de har behandlet det seneste år. Ligeværd har været rapporten igennem og præsenterer her nogen af de pointer, som har særlig betydning for STU-området.

I 42% af sagerne er der fejl i sagsbehandlingen

Årsrapporten viser, at der i ca. 42 procent af sagerne har været fejl i kommunens sagsbehandling. Det er på niveau med 2018, hvor der var fejl i 41 procent af sagerne. Den fejl, der oftest forekommer, er – som i 2018 – utilstrækkelig eller manglende begrundelse i afgørelserne. Denne fejl har udgjort godt halvdelen af de formelle fejl.

5 ud af 10 henvendelser i Ligelinie (Ligeværds rådgivning) kommer fra forældre, der ikke synes, at kommunen lytter til deres og den unges ønsker, når de beslutter, hvor den unge skal tage sin STU. Julie Fabian social faglig konsulent i Ligeværd, der tager ofte imod disse opkald, uddyber:

”I mange af de sager jeg ser igennem, når jeg støtter familierne i at udforme en klage, er der en tendens til, at afslaget ikke indeholder en begrundelse”.

Uden en ordentlig begrundelse er det næsten umuligt at gribe fat i hvilken del af sagsbehandlerens vurderinger, man ikke er enig i. Uden en ordentlig begrundelse er derfor næsten umuligt at lave en relevant klage og måske modtage den uddannelse, man drømmer om. Der er dog fortsat mange kommuner, der sjusker med begrundelserne. Desværre!

Sager bliver hjemvist til kommunerne, fordi de ikke er tilstrækkeligt oplyst

Flere sager er blevet hjemvist til fornyet behandling i kommunen – for eksempel fordi sagen ikke er til strækkeligt oplyst. Det er kommunens ansvar at sørge for, at der foreligger eller bliver udarbejdet tilstrækkelige oplysninger til, at de kan træffe en afgørelse. Vurderer klagenævnet, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, gælder kommunens afgørelse ikke, og kommunen skal foretage en ny behandling af sagen.

På STU-området kan det være sager, hvor uddannelsesplanen ikke er udarbejdet eller er meget mangelfuld. Det kan også være sager, hvor det tydeligt fremgår, at den ikke er udarbejdet i samråd med den unge og forældrene. Klagenævnet kan i disse sager ikke lave en saglig vurdering af, om det tilbudte uddannelsessted tilgodeser den unges behov. Hvis dette er tilfældet, kan klagenævnet hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen.

Klagenævnet vurderer i disse sager, at kommunerne ikke har kunnet lave en tilstrækkelig faglig begrundet vurdering af, hvilket uddannelsessted der kunne tilgodese den unges behov. Når en sag hjemvises til ny behandling, skal kommunen indhente oplysninger, så sagen er tilstrækkeligt oplyst og derefter afgøre sagen på ny. Udfaldet kan dog ende med at blive det samme.

Ligelinie, Ligeværds rådgivning, støder ofte på denne virkelighed. Rådet fra Julie Fabian lyder her:

”Vi opfordrer de unge og deres pårørende til at være meget opmærksomme på, om deres sag er tilstrækkeligt oplyst og om det er muligt at se deres vurderinger i uddannelsesplanen. Hvis ikke, så skal de klage.”

Sagsbehandlingstider

I Ligelinie bliver der ofte spurgt til sagsbehandlingstider når det gælder STU. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de sager, hvor sagerne har været behandlet på et nævnsmøde eller hjemvist (de realitetsbehandlede sager) steg fra 3,4 måneder i 2018 til 4 måneder 2019.

Sagsbehandlingstiden har ligget på omtrent samme niveau de sidste par år. Det er dog den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, hvilket betyder, at behandlingen af en sag i klagenævnet godt kan tage længere tid end de 4 måneder, men også kortere tid.

Marts 2020

Nyt forældrenetværk spirer i Aarhus: Vi har brug for nogen at dele det hele med

Af

Forældre har brug for et samtalerum, hvor de kan dele deres frustrationer, tvivl og bekymringer med andre i samme situation, når deres børn mistrives. Det fortæller to forældre, som sammen med tre andre er med i et spirende netværk i Aarhus.

Af Lasse Mors

Bliver mit barn dårlig af at gå hjemme?

Det er en af de bekymringer, som Lena Møller Rasmussen fra Aarhus går med. Hun er mor til en 13-årig pige, der ikke har været i skole siden august på grund af mistrivsel, og indtil for nylig havde hun ikke nogen at spejle sine bekymringer hos.

”Det har været en ensom rejse i min vennekreds og familie, fordi jeg ikke kender andre, der har været her. Så da min datter begyndte at gå hjemme, var jeg desperat efter at møde nogle andre, som også gik derhjemme, så vi kunne mødes,” fortæller hun.

Men selvom hun skrev ud og gjorde, hvad hun kunne for at finde andre forældre, så lykkedes det ikke. Ikke før hun deltog i Ligeværds første inspirations- og netværksmøde i Aarhus med Kirsten Callesen. Her sad hun pludselig i en sal med 150 andre forældre, og så var der hul igennem.

En ensom sorg

Mindre end tre uger efter arrangementet med Kirsten Callesen mødtes Lena Møller Rasmussen og fire af de andre deltagere igen. De ville tale om muligheden for at danne et lokalt netværk for forældre i Aarhus, præcist som Lena Møller Rasmussen havde ønsket sig. For hun har brug for at møde ligesindede.

”Jeg kan mærke, at jeg har brug for et samtalerum med andre, hvor vi kan dele de frustrationer og svære tider, vi har. Det er jo en slags sorg, jeg går rundt i. At livet ikke flasker sig, som jeg havde tænkt mig. Jeg bekymrer mig for, hvad der skal ske, og om min datter bliver dårligere af at gå hjemme,” siger hun.

Blandt de fem forældre, som mødtes på bagkant af Kirsten Callesen-arrangementet, er også Annelise Fuglsbjerg. Hun er mor til en 14-årig dreng med autisme og ADD og er ligesom Lena Møller Rasmussen med i det nye netværk. Tidligere har Annelise Fuglsbjerg prøvet at spørge til råds i større internetfora, men det giver ikke det samme, som hun oplever, at det nye lokale netværk kan give.

”Vi er jo allerede begyndt at give hinanden råd på vores messengertråd. Det kan man jo også få andre steder, men her giver det mening, at det er lokalbaseret, fordi vi alle sammen kæmper med den samme kommune,” siger hun.

Det politiske er sekundært

Både Lena Møller Rasmussen og Annelise Fuglsbjerg siger, at de gerne vil påvirke de politiske dagsordener, men at det ikke er det, der står først for.

”I første omgang har vi jo brug for at støtte hinanden i de her groteske situationer, vi står i. Det er jo klart, at vi også gerne vil tage nogle politiske kampe, men vi kan ikke bruge nogle kræfter, der ikke er nogen af os, der har lige nu,” siger Annelise Fuglsbjerg.

Sådan har Lena Møller Rasmussen det også. Hun har gået længe uden indtægt, mens hun venter på afgørelse for tabt arbejdsfortjeneste.

”Jeg har en lyst til at rykke noget politisk, men det ligger sekundært, fordi jeg bruger så meget krudt på bare at få mine penge hjem hver måned og få mit barn op om morgenen og prøve at give hende en indholdsrig hverdag. Så lige nu er min motivation ikke politisk. Det er mere det med, at jeg står i nogle følelser, som jeg har brug for at dele med nogen,” fortæller hun.

Se mere på Facebookgruppen ”Ligeværd – Aarhus”.

Februar 2023

Nyt studie: Inklusion virker ikke

Af

Både lærere og forældre til børn med særlige behov har vidst det længe. Nu har vi også videnskabens ord for det: inklusion virker ikke.

”No shit Sherlock.” ”Skal der virkelig en forsker til at konkludere det?” ”Som om det kommer bag på nogen. Hvad var det lige lærerne sagde i 2012?”

Sådan fortsætter ordlyden i mere end 1.400 kommentarer under et opslag på Politikens Facebookside 3. december 2022. I opslaget fortæller Politiken, at et nyt studie viser, at inklusion ikke virker.

LÆS OGSÅ: §9-skole: Kasper tager sin 9. klasse i et cykelværksted

På trods af den let hånlige ”hvad sagde jeg”-tone, som går igen i de fleste kommentarer må skuldrene alligevel have sænket sig en smule hos mange forældre til børn med særlige behov, da netop det studie landede. Studiet kommer fra Vive, det nationale forskningscenter for velfærd, og det bekræfter tydeligvis noget, som mange forældre og lærere har forsøgt at råbe op om i årevis.

Men selvom de måske vidste det i forvejen, så kan de nu stille sig på skuldrene af videnskaben næste gang, de får brug for at råbe op.

Ikke en “one size fits all”-løsning

Når studiet viser, at inklusion ikke virker, så foranlediges man let til at tænke, at inklusion dermed er dårligt. Men det vil være en forkert påstand.

Inklusion kan nemlig være godt for nogen børn ifølge studiet. Men eftersom børn med særlige behov er meget forskellige, så er inklusion i almindelige folkeskoleklasser ikke en ”one size fits all”-løsning, som pr. automatik fremmer læring og trivsel for alle børn med særlige behov. Det siger Nina Thorup Dalgaard, som er en af forskerne bag studiet, til netavisen Zetland i et interview 5. december 2022.

”Inklusion er baseret på en filosofisk tanke om fællesskaber, og hvad der ville være godt for de her børn. Men relativt lidt teori og også relativt lidt forskning i forhold til, hvad den gode inklusion er. Altså hvad skal der til for, at det kan lykkes, og fungerer det for alle børn med særlige behov? Det er jo i virkeligheden en meget forskelligartet gruppe af børn.”

Det økonomiske incitament til inklusion

Mange forældre har en oplevelse af, at skoler fastholder deres barn i en almenklasse, selvom forældrene beder om noget andet. Og ifølge Nina Thorup Dalgaard kan skolelederne ude på skolerne da også være fanget i et dilemma, fordi der forsvinder penge fra almenskolen, hver gang en elev visiteres til et specialtilbud.

”Der blev skabt nogle voldsomme økonomiske incitamenter for den enkelte skoleleder til ikke at indstille til at børn kom i specialskole, fordi pengene så ville følge med barnet. Og de penge ville så gå fra almenområdet. Så som skoleleder sad du i en meget svært situation, som har skabt nogle, tænker jeg, etiske og ledelsesmæssige dilemmaer,” siger hun til Zetland.

Forældre kender deres børn bedst

Lige så opløftende det er for mange at få bekræftet, at inklusion ikke virker, lige så nedslående er det, at inklusionen for mange børn er en del af deres hverdag. Lige nu står et hav af forældre og er i vildrede, fordi deres børn mistrives i et skoletilbud, der ikke passer til deres behov. Til trods for det mener Nina Thorup Dalgaard, at forældrene kan tage noget med fra studiet.

LÆS OGSÅ: Forælder til skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

”Man kan tage med, at man som forælder kender sit barn bedst. Og hvad der er det gode skoletilbud, det kommer an på en individuel vurdering af det enkelte barns vanskeligheder, og hvad det er for et inklusionstilbud, som er tilgængeligt. Så jeg tænker, at vores studie giver oprejsning til de forældre, som har oplevelsen af, at når inklusion bliver et påtvunget førstevalg, så er det ikke altid til børnenes bedste,” siger Nina Thorup Dalgaard til Zetland.