Børn helt ned til 1-års-alderen oplever stresssymptomer i vuggestuen, fordi der mangler voksne til at skabe trygge rammer i de første leveår. De dårlige vilkår i daginstitutionerne er en af årsagerne til den mistrivsel, vi i dag ser blandt skolebørn, mener psykolog Kirsten Callesen.

Prøv at folde dine hænder. Har du venstre eller højre tommelfinger øverst?

Prøv nu at folde op og tvist fingrene, så du folder modsat. Mærk, hvad det gør ved din krop. Føles det ligesom før? For de fleste føles det forkert. Som en mild uro.

Og når du folder almindeligt igen, så slukker den lille uro, gør den ikke? Det føles rart.

Når vi gør noget, som føles forkert, så udskiller kroppen stresshormonet kortisol for at advare om, at der sker noget, der ikke er, som det plejer. Det sker i mild grad, når vi folder hænderne modsat af, hvad vi plejer. Men det sker i langt mere alvorlig grad for børn, når de bliver afleveret i vuggestuen, viser et norsk studie fra april 2022.

Når vi udsætter vores børn for øget kortisol på daglig basis, så får vi den akkumulerede stressreaktion, som bidrager til den massive mistrivsel, vi ser i dagens folkeskole. Det mener Kirsten Callesen, som er klinisk psykolog med speciale i Autisme og ADHD samt øvrige neuropsykiatriske tilstande.

”Du ved godt, at det ikke er farligt at folde hænder modsat. Det er bare ubehageligt. Men hvis jeg så bad dig gøre noget andet, tredje og fjerde, så vil den sum af ubehag accelerere. Så det, der først føltes ubehageligt, nu begynder at føles farligt. Det er det, der sker for mange børn. De vågner en morgen med ondt i maven og vil ikke afsted, fordi de for ofte skal gøre mere, end de kan magte,” siger hun.

Mange børne har det for svært i institutionerne, og det er meget forståeligt, at de før eller siden reagerer, mener hun.

”Deres nervesystem kommer i ubalance. De er ofte i en hverdag, hvor amygdala, som er det lille organ inde i hjernen, der udgør vores alarmcentral, er i aktion. Der er ingen, der kan holde til at være i konstant alarmberedskab.”

Kommunerne pynter på normeringerne

Der skal være én voksen til tre vuggestuebørn i 2024. Det er bestemt ved lov.

Allerede nu lever langt de fleste kommuner dog op til det krav, når de selv tæller efter. Men ifølge tal fra forældrebevægelsen ”#hvorerderenvoksen?”, så tæller kommunerne både ledere, sygemeldte medarbejdere, rengøringspersonale, visitationsmedarbejdere mm. med, og den går ikke. For hvis man trækker de voksne fra, som børnene ikke er i kontakt med, så lander den reelle normering et langt dårligere sted.

”Jeg kan ikke lade være at tænke på de 1000-vis af børn, som bliver afleveret klokken 7 og hentet klokken 17. Hvert enkelt barn bliver afleveret ind i noget, hvor der måske er meget uro, og så bliver de overvældet på deres sanser. Og nogle af dem vil opleve den her stressreaktion, som kommer ved øget kortisol,” siger Kirsten Callesen.

Børnene har brug for reelle minimumsnormeringer

For at kunne udvikle sig hensigtsmæssigt har børn brug for tryghed og for voksne, som de kan knytte sig til. Når forældre afleverer deres børn i vuggestuen, er det derfor afgørende, at der er voksne nok til, at børnene kan få den omsorg, de har brug for.

”Indtil 2007 var der én voksen til tre vuggestuebørn. Så var der tid til, at pædagogen kunne hjælpe barnet med at regulere sit kortisolniveau, når det blev afleveret. Altså hjælpe barnet til at falde til ro og give det den tryghed, det har brug for. Når vi i dag ser steder, hvor der er én voksen til syv vuggestuebørn, så er der nogle børn, som måske oplever fra de er helt små, at der ikke er tid til, at de kan få den omsorg, de har brug for,” siger hun.

Uden at vide sig sikker har Kirsten Callesen derfor et bud på, hvorfor unge i dag har det så dårligt.

”De voksne er sparet væk. Institutionerne er udhungret. Og så tænker jeg gad vide, om det er det, der har været på spil? At de børn der siden 2011 er blevet tiltagende dårligere, det er dem, der har gået i de institutioner. Jeg siger ikke, det er kausalt. Jeg siger bare, det er sket parallelt, og jeg foreslår, man undersøger det.”

LÆS OGSÅ: Folkeskolen er for presset til at hjælpe børn med særlige behov

Margueritter kan heller ikke vokse i sur jord

Lige nu står vi med en generation af børn, hvor for mange har fået for lidt af det, de har brug for. Men det er ikke børnenes skyld, og derfor skal vi som samfund tage ansvaret, mener Kirsten Callesen.

”Hvis man har en marguerit stående i sin have, og den begynder at visne, så tænker man jo ikke ’hold da op en dum marguerit.’ Så tænker man ’har jeg givet den sur jord eller hvad? Får blomsten den næring, den har brug for?’ Hver gang vi peger på et barn og siger hold da op et besværligt barn, så skal man i stedet sige: ’hold da op, hvad er det vi tilbyder barnet, som gør, at barnet ikke udvikler sig?’ Så må vi jo lave rammen om,’” siger hun.

Børnehaveklasseledere fra hele landet siger, at børnene ikke er skoleparate, når de starter i 0. klasse. En afgående skoleleder fortæller her i bladet, hvordan han oplever, at der på de små årgange hersker et kaos blandt børnene, som han ikke har været vidne til tidligere. Men det er ikke så underligt ifølge Kirsten Callesen.

”Folkeskolen overtager summen af det pres børnene har været i fra de tidlige institutioner,” siger hun.

”Det er ikke børnenes skyld.”

LÆS OGSÅ: Skolevægring: På en god uge går Magnus i skole i 45 minutter

En skole for alle kommer ikke nødvendigvis af inklusion

Det massive behov for støtte skal ikke være en undskyldning for at sylte børnenes mulighed for at et ordentligt skoletilbud ifølge Kirsten Callesen. Derfor giver hun heller ikke meget for ideen om inklusion for inklusionens skyld.

”Jeg mener, at alle børn har krav på en skole, der passer til dem. Så hvis inklusion er at skabe en skole, der passer til 70% og så proppe de sidste 30% ind i det, så tror jeg ikke på inklusion. Men jeg tror på, at man skal lave flere skolemuligheder, der er målrettet forskellige typer af børn,” siger hun.

Ifølge hende har Danmark ikke råd til at lade være.

”Danmarks råstof er vores samlede IQ-masse. Det skal vi tage alvorligt. Det er et enormt problem, at vi har så mange kløgtige børn, der ikke passer ind i folkeskolen, og det er vores skyld, at så mange børn ikke får en uddannelse. Vi kunne bare lave rammen om. Det kan vi gøre i morgen.”

Det er måske dyrt at lave målrettede skoletilbud, så flere børn får en skolegang, der passer til dem. Men ifølge Kirsten Callesen kan det være dyrere at lade være.

Prisen for besparelserne er høj i længden

Flere børn har brug for noget særligt i folkeskolen. Det gælder også børn, der ikke har særlige behov, og det bliver dyrt. Men ifølge Kirsten Callesen er det prisen for mange års besparelser i daginstitutionerne. Når børnene måske har fået for lidt omsorg i institutionerne som små, så er de nemlig umodne, når de starter i skole.

”Det bliver så dyrt, fordi det, vi gør, er dumt. Hvis man laver kloge løsninger, så bliver børnene ikke dårlige, og så sparer vi nok en masse milliarder på psykiatrien til gengæld. Det vil jeg vove at påstå,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Forælder til et skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

Og påstanden kommer ikke ud af det blå. Kirsten Callesen taler nemlig af erfaring, fordi hun i 2014 stiftede Søstjerneskolen.

“På Søstjerneskolen har vi gennem de sidste otte år haft flere end 60 af de dyreste elever indskrevet. Men eleverne er jo kun ’dyre’ at behandle, fordi vi som samfund har gjort dem syge. Når de har gået der et stykke tid, så får de det bedre og kommer ud af deres belastningstilstand, så de bliver i stand til at deltage i undervisningen. På den lange bane bliver det billigere, fordi eleverne får det bedre og mange gennemfører deres afgangsprøver i stedet for gå ned med kroniske stresstilstande,” siger hun.

Derfor tror Kirsten Callesen også, at det på lang sigt vil være en besparelse at give børnene nogle bedre forudsætninger for at lykkes.

”Jeg tror ikke, det er dyrere at lave den rigtige skole fra start, jeg tror endda det kan være en socioøkonomisk besparelse. Fordi det barn, der har det dårligt hele vejen op igennem institutionerne, ender som en sag på et jobcenter, når det fylder 18 år og koster en masse penge. Så vi kan lige så godt gøre det hårde arbejde nu. Uddannelse koster. Ja. Og det er det værd,” siger Kirsten Callesen.

Kirsten Callesen stoppede sit engagement på Søstjerneskolen i august 2022 og vil fremadrettet arbejde for bedre skoleliv for alle børn.

Børnene skal tilbage i skole

Uanset om Kirsten Callesen har ret i sine hypoteser, så taler tallene sit tydelige sprog: Mængden af børn, der har skolevægring, stiger ifølge undervisningsministeriets opgørelse over elevfravær. Og det er uholdbart både for børnene, for forældrene og for vores fælles fremtid.

”Der burde være en protokol for hvert barn der ikke går i skole. Nogen venter flere år på hjælp, men det er jo uholdbart. For forældrene går hjemme med børnene og ender på tabt arbejdsfortjeneste eller med selv at blive sygemeldt. Børnene skal tilbage hurtigt og de skal have et tilbud, de kan være i,” siger hun.

Og det vil være muligt ifølge Kirsten Callesen.

”Hvis man screener et barn, kan man starte med at samarbejde med barnet og finde ud af, hvor ligger du begavelsesmæssigt, hvordan kan du godt lide at gå i skole, og hvor mange timer kan du tåle?” siger hun.

§9-skoler er en del af løsningen

Det er skoleledernes ansvar, at eleverne har et skoletilbud, hvor de trives. Og de har faktisk mulighed for at sende en elev ud i et undervisningsforløb, som er tilrettelagt på andre betingelser end dem, folkeskolen traditionelt tilbyder, hvis de har behov for det.

Forløbet kaldes en §9-skole, og du kan læse et eksempel på sådan et tilbud i historien om Kasper, der tager sin 9. klasse i et cykelværksted.

”Jeg kender så mange børn, som ikke har gået i skole i flere år, og så kommer de i et andet tilbud og tager en afgangseksamen. Så lærer de det faglige på et års tid, men de kommer også med en erfaring af, at de ikke kan det sociale. Hvilke muligheder ville der være, hvis skolelederne fik muligheder for at lave undervisningsforløb a la det vi kender fra produktionsskolerne? Kan man omsætte det ned til 3., 4., 5. klasse, så børnene allerede tidligt lærer, at de godt kan deltage?” spørger Kirsten Callesen retorisk.

Da de sidste minutter af Smertensbørn rullede over skærmen på TV2 i 2021, var Magnus og hans familie håbefulde. Efter en årelang kamp havde han fået diagnosen autisme og blevet visiteret til et specialtilbud, som han glædede sig til at starte i. I dag er virkeligheden mindre lys.

45 minutter hver torsdag.

Det er den skoleuge, Magnus Pihl Fryland lige nu kan kapere ifølge hans mor Elise Pihl Fryland. Og når han kommer hjem, så er han så udmattet, at han må sove resten af dagen.

”Når jeg kommer hjem fra skole, sover jeg fra 11-18,” siger Magnus Pihl Fryland.

Og så kræver det altså en hel uges restitution, før han er klar igen, siger hans mor.

”Der sker simpelthen så meget deroppe. Der er mange lyde, mange mennesker og mange ting at forholde sig til. Så når han kommer hjem, så er hans batterier helt flade.”

Når Magnus skal i skole, er han sur og ked af det om morgenen, og har svært ved at stå op, fortæller hun.

”Det er ikke, fordi han ikke har lyst til at komme i skole. Det er, fordi det er så svært for ham at være i det derovre,” siger Elise.

”Så vil jeg hellere sove igen,” siger Magnus.

Og trætheden har da nogle gange også overmandet Magnus i skolen, hvor han har været nødt til at tage en lur hen over bordet.

LÆS OGSÅ: Folkeskolen er for presset til at hjælpe børn med særlige behov

Stigende skolevægring

Magnus’ historie er et led i en tendens, hvor stadigt flere børn har ufrivilligt skolefravær, fordi de går i et skoletilbud, der ikke passer dem. Forløbet på Skibet Skole, som er Magnus’ andet specialtilbud, startede ellers godt, men da han mødte ind til et nyt skoleår efter sommerferien i 2022, fik en række forandringer ifølge hans mor læsset til at vælte.

”Der var blandt andet nye lærere, og det hele blev for meget at være i. Og så blev han sygemeldt og har kun været afsted fire gange siden august,” siger hun.

I det nye år håber Magnus og Elise Pihl Fryland, at Magnus kan møde op hver torsdag, når han har eneundervisning med sin lærer. I skrivende stund har året kun rundet en enkelt torsdag, og for Magnus var det en vellykket skoledag.

”Han var afsted torsdag og endte med at blive der længere end planlagt, fordi en af lærerne havde en hund med. Så det startede godt, og vi håber, at Magnus er klar til at komme afsted igen på torsdag,” siger Elise Pihl Fryland.

Det gode ved læreren er, at han ligesom Magnus interesserer sig for IT, og de arbejder lige nu på at kunne lave fjernundervisning om tirsdagen over det sociale medie Discord. Men trods den fælles interesse, mener Magnus, at lærerens viden om IT lader noget tilbage at ønske.

”Han ved ikke engang, hvad html er,” siger Magnus.

Længslen efter det normale

For et par år tilbage tegnede Magnus en tegning af den perfekte skole sammen med en psykoterapeut. Tegningen findes ikke længere, men Magnus husker, at den bestod af hans første skole, 32 børn og en illustration af, at han var alene i undervisningen. Og det er der en grund til.

”Jeg vil gerne gå i en skole, som har det antal personer, som en normal skole har. Ligesom alle andre børn,” siger han.

Og ifølge hans mor er det en stor smerte for Magnus, at han ikke kan det.

”Han har gået i en almindelig skoleklasse og han ved godt det er normalt. Han ved også godt at han har autisme, og at det ikke er normalt. Men han ved også godt, at der er andre med autisme, der går i en almindelig skole,” siger hun og fortæller, at det også komplicerer undervisningen yderligere.

”Det er en begrænsning, der gør ondt. Så det er også svært at skulle undervise et barn, der bare helt vildt gerne vil det andet ovre på den anden side af vejen, og det kan bare ikke lade sig gøre,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Forælder til et skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

Skolen skal tilpasse sig Magnus

Selvom eneundervisningen er okay ifølge Magnus, så mener Elise Pihl Fryland, at hun har dokumentation for, at der er behov for noget andet.

”Vi er blevet undersøgt mange gange på vores forældreevne, og hver gang har psykologer konkluderet, at vi gør det vi skal. Og at det er institutionerne, der skal tilpasse sig Magnus’ behov, for han kan ikke tilpasse sig institutionerne.”

Du kan se dokumentaren “Smertens Børn” på TV2 Play

Når det er gået galt for Magnus på Skibet Skole håber Elise derfor, at han kan blive flyttet over på et dagstilbud, der specialiserer sig i skolevægring.

”Lige nu er situationen så slem, at der er brug for lige så stille at bygge ham op igen,” siger hun.

For lige nu vil Magnus gerne lærer, men han har den erfaring, at det ofte er nemmere, når han finder sin viden selv.

”Ingen lærere kan undervise mig i noget, jeg ikke kan google mig til,” siger han.

Og det er ærgerligt, mener hans mor. For Magnus har faktisk brug for undervisning på højt fagligt niveau med en lærer, der kan hjælpe ham med det relationelle, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: §9-skole: Kasper tager sin 9. klasse i et cykelværksted

Note: PMU Sindal blev erklæret konkurs 31. januar 2023. Vi har valgt alligevel at bringe historien til inspiration for andre.

De fleste elever i 9. klasse træder ind i et klasselokale med borde og stole, når de møder i skole om morgenen. Når 16-årige Kasper Thomsen møder i skole, træder han ind i et cykelværksted. Han er nemlig en af de mange børn og unge, som har brug for noget andet for at få en god skolegang.

Hvad er undervisning?

For langt de fleste folkeskoleelever i Danmark er det at sidde ved et bord og modtage lærdom fra en lærer, der står ved tavlen. For lang de fleste er det at læse og løse opgaver i bøger og have lektier for til næste dag.

For 16-årige Kasper Thomsen er hverdagen anderledes.

Siden august har han fået sin undervisning på PMU Sindals cykelværksted Cykelhjulet, og hvis alt går efter planen, så afslutter han 9. klasse her. Det tænker Kasper Thomsen ikke så meget over endnu. Lige nu er han bare glad for sin nye virkelighed.

”Det er fandeme det bedste, jeg har prøvet i jeg ved ikke hvor lang tid,” siger han.

Også Kaspers mor Katja Thomsen er begejstret for den forandring, det nye skoletilbud har ført med sig.

”Da han gik i skole, var han tit sur og gal og bandede og svovlede, når han kom hjem. Sådan er det ikke mere. Nu får jeg en glad dreng hjem, som har haft en god dag. Det er dejligt for hele familien, når han kommer hjem nu,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Bordrollespil kan hjælpe unge med særlige behov ud af mistrivsel – og styrke dem socialt

§9-skole for praktisk begavede elever

Kaspers tilbud om at gå i skole i et cykelværksted hedder en §9-skole. Navnet refererer til folkeskolelovens §9, som giver mulighed for alternative praktiske undervisningsforløb til elever, der har behov for det.

Og det havde Kasper Thomsen behov for ifølge Finn Aggeboe, som er pædagog på Sindal Skole. Det var ham, der fik ideen til at sende Kasper ud i et alternativt skoletilbud, og han ser mange elever, som kunne få meget mere ud af skolen, hvis man ikke forsøgte at presse dem ind i den undervisning, de fleste kender så godt.

”Jeg kan så godt lide Niels Hausgaards udtryk: vi har så mange unge elever, som er praktisk begavede. Det er for eksempel sådan en som Kasper,” siger han.

LÆS MERE om §9

Og det giver da også god mening at gå til Kasper på en helt anden måde, mener Finn Aggeboe.

”Vi ved godt, at Kasper nok ikke ender som videnskabsmand eller rakettekniker. Det giver ikke mening for ham at åbne den matematikbog for 37. gang. Så giver det heller ikke mening for os at bede ham gøre det. Og så tænker vi selvfølgelig: hvordan kan vi bedst muligt forberede Kasper på det voksenliv, der venter efter 9. klasse?”

Skolen passede ham aldrig rigtigt

Kasper Thomsen starter sin skolegang i en almenklasse på Sindal Skole, men han trives dårligt. I tredje klasse flytter skolen ham derfor over i skolens inklusionsklasse, kaldet I-klassen.

I-klassen er et skærmet tilbud uden at være et specialtilbud, som mange kender som en mellemform. Her har eleverne et større eller mindre antal timer i deres oprindelige almenklasse for at fastholde dem i fællesskabet. I Kaspers tilfælde dropper skolen dog hurtigt den idé, og for Kasper er minderne om timerne i almenklassen heller ikke værd at dvæle ved.

”Det var et mareridt, hver gang jeg var nede i min normalklasse. Jeg blev sur og vred og gjorde skade på mennesker, jeg ikke skulle have gjort skade på,” siger han.

”Og på dig selv,” siger Finn Aggeboe. ”Og på ting.”

Kasper spilder sin tid i skolen

På baggrund af de dårlige erfaringer modtager Kasper undervisning i I-klassen på fuldtid, og det går som det skal. Men på et tidspunkt får det også en ende.

”Kasper har altid været god til at komme i skole og er kommet til tiden. Men på et tidspunkt når vi grænsen for, hvad vi kan lære ham, og vi sidder alle sammen med en fornemmelse af, at Kasper spilder sin tid. Han sidder der bare,” siger Finn Aggeboe.

Kasper selv mener heller ikke, at den sidste tid inden skolebænken blev skiftet ud med cykeldæk var noget ved.

”Jeg sad der bare. Jeg sagde, at jeg lavede noget, men jeg lavede jo aldrig noget. Det interesserede mig ikke, og nu havde jeg gået i skole i så mange år. Så ville jeg ud at prøve et eller andet.”

Og efter at have undersøgt forskellige muligheder landede Kasper Thomsen på cykelværkstedet.

Matematik giver mening i cykelværkstedet

Hvad er en matematikopgave?

De fleste elever i folkeskolen vil svare, at det er et regnestykke, man løser i en matematikbog. Men ikke Kasper.

For ham kan en matematikopgave være at finde et cykelhjul på 14 tommer eller justere gearet på en cykel. På cykelværkstedet flytter de almenundervisningen over i praksis, og når opgaven er konkret, kan han se nødvendigheden i at øve sig.

Det er der, matematik begynder at give mening for ham, mener Finn Aggeboe.

”Undervisning er så mange ting. Det er bogstaver og tal, men det er også at komme ind i et værksted og løse nogle opgaver og lære at begå sig på en arbejdsplads. Det er at tage imod opgaver, som man ikke altid synes er lige sjove og så gøre det alligevel, fordi det er nødvendigt,” siger han.

Nogen at se op til

På cykelværkstedet går Kasper sammen med lærerne Palle og Frank og de to andre elever Tobias på 22 og Emil på 20, som begge er STU-elever på PMU Sindal. Og det er godt for Kasper, at hans klassekammerater er ældre, mener Finn Aggeboe.

”På skolen var Kasper den ældste elev i klassen, og det betød noget for den rolle, Kasper havde. Han kunne være meget dominerende og sætte dagsordenen for de andre elever. Det syntes vi var problematisk, og det var svært for Kasper at ændre på,” siger han.

”Så det er også undervisning for ham at komme ud og lære at begå sig socialt i nogle andre sammenhænge.”

Kasper er da også glad for at have fået nogen at se op til.

”Det er fandeme meget fint at gå sammen med to kammerater. Jeg kendte dem godt i forvejen, men efter jeg kom herop, er vi blevet mere tætte og er sådan set blevet rimelig gode venner. Så mødes vi også nogle gange uden for arbejdstiden og snakker sammen,” siger han.

UU skal være med

PMU Sindal har en gang tidligere haft en §9-skoleelev. Men da den elev havde afsluttet 9. klasse, var der ingen, der greb ham, og så gik det galt. Derfor har det været et krav for forstander på PMU, Solveig Vejen, at UU-vejledningen fra Hjørring Kommune allerede nu, kommer ind over Kaspers sag.

”Vi har sagt, at UU skal være med. Ellers risikerer vi, at man kan starte forfra, når han ikke længere er under Finns paraply og måske også forlader os,” siger hun.

Med den tidligere elev blev et års arbejde på få måneder tabt på gulvet, og det må ikke ske igen.

”Vi har erfaret, at det giver nogle huller, når en elev forlader os. Så der skal være nogen til at hjælpe i overgangen mellem vores tilbud og det næste. Fordi hvis eleven efter tilbuddet hos os kommer ud i, at der ingenting er, så går der få måneder, så kan man starte forfra med at samle vedkommende op. Så er arbejdet spildt.”

Solveig Vejen håber derfor, at det tidlige partnerskab med UU kan bane vejen for, at Kasper bliver sluset bedre ud i virkeligheden end den tidligere elev. Det er en fødekæde, som starter hos Finn Aggeboe og Sindal Skole.

”Det betyder noget for os, at Finn stadig er indover, mens Kasper er her. Og det betyder noget, at UU er. For lige om lidt slipper Finn ham, men så har UU taget over i løbet af i år og er klar til at hjælpe ham videre, så han ikke ryger ned i det hul, hvor han skal samles op forfra.”

Man kan ikke tage afgangseksamen på et cykelværksted

Kasper Thomsen tager sin 9. klasse på Cykelhjulet. Men selvom værkstedet har givet ham lysten til at lære tilbage, så kan de ikke tilbyde ham en afgangseksamen. Derfor står det allerede nu klart, at Kasper ikke får sin afgangseksamen i 9. klasse.

”Alt er prøvet, og lærerne vurderer, at det ikke giver mening at fortsætte med det, der ikke virker. Så de har indstillet til skolens ledelse, at Kasper ikke kan gå op til afgangseksamen,” siger Solveig Vejen.

Når UU allerede nu følger med i Kaspers sag, håber Solveig Vejen derfor, at Kasper kan få lov til at fortsætte som STU-elev på PMU efter sommerferien.

”Kasper er ikke anderledes end PMU’s andre unge. Så jo mere vi kan dokumentere, at han tilhører målgruppen og ikke selv med specialpædagogisk støtte og vejledning kan tage en ungdomsuddannelse, jo bedre kan UU udarbejde en indstilling til et STU-forløb,” siger hun.

Lige nu leverer PMU Kaspers skolegang kvit og frit, fordi det er en udfordring for Sindal Skole at finde luft i budgettet til at betale. Men det har Solveig Vejen en god grund til, og hun vil gerne have flere unge som Kasper i fremtiden.

”Dels føler vi et ansvar for de mange unge, som mistrives i skolen. Dels vil vi gerne dokumentere, hvad de her unge har brug for for at lykkes.”

Da Lance Luscombe stoppede som skoleleder ved årsskiftet, efterlod han en skole med et underskud på mere end to millioner kroner. Det er prisen for samtidig at efterlade en skole, hvor alle børn fik det skoletilbud, de havde ret til.

Der er krisemøde på Bredagerskolen i Jelling. Der hersker så voldsomt kaos blandt børnene på første årgang, at ingen i indskolingen får noget ud af undervisningen, og derfor er alle forældre på første årgang kaldt ind. Skoleleder Lance Luscombe har nemlig truffet den beslutning, der skal løse problemet, og beskeden til forældrene er klar:

Vi tager fem børn ud af undervisningen og sætter dem i en mellemform i en periode.

Med sig selv ved han, at der ikke er råd til at gøre det, men han gør det alligevel.

”Den ene af drengene havde en PPV med +9 timer, men jeg satte jo en lærer og en pædagog af til fem børn fra 8-12 hver dag. Det er et sindssygt overforbrug, men vi kunne ikke løse det med gradvise indsatser. Det var akut,” siger Lance Luscombe.

Det er situationer som den, der fik ham til at sige op på landsdækkende TV. Situationer hvor han skal vælge mellem enten at overholde budgettet eller give børnene det skoletilbud, de har lovkrav på. Lance Luscombe har altid valgt det sidste. Det er derfor, hans skole år efter år kører med dundrende underskud.

Problemet er nationalt

Ifølge Lance Luscombe står han ikke alene. Over hele landet sidder skoleledere med den udfordring, at der ikke er ressourcer nok i budgettet til at lykkes med inklusionsopgaven.

”Efter min opsigelse på TV har jeg talt med skoleledere fra hele landet, som fortæller, at de ikke udmønter den støtte, de skal ifølge loven, fordi de får et underskud, hvis de gør det,” siger han.

LÆS OGSÅ: Nyt studie: Inklusion virker ikke

Med inklusionsloven fra 2012 skulle børn med særlige behov så vidt muligt undervises i almenskolen med den nødvendige støtte og de nødvendige hjælpemidler. Derfor ville støttebehovet stige i almenskolen, og samtidig skulle færre visiteres til specialtilbud.

Men sådan gik det ikke.

”På min skole oplever jeg, at støtteopgaven er større i både almen og special, hvor der for 12 år siden var færre børn med støttebehov i almenskolen og færre børn i specialtilbud,” siger Lance Luscombe.

Inklusionsloven får for meget af skylden

Med Lance Luscombes kritik er det nærliggende at tro, at han melder sig i koret af kritikere, der peger på inklusionsloven som roden til folkeskolens massive problemer. Men så simpelt kan man ikke sige det, mener han.

”Der er ingen tvivl om, at der gik noget galt med inklusionsloven. Men hvis vilkårene ikke er til stede for at kunne lykkes med inklusionen, hvad er det så der er mislykkedes?” spørger han retorisk og peger i næste åndedrag på, at der er flere grunde til folkeskolens problemer.

”De udfordringer, vi står over for, er lige så meget et samfundsanliggende, som handler om, hvad det er for et liv, vi allesammen indretter for vores børn,” siger han og henviser til, at mistrivslen blandt børn stiger voldsomt i de her år.

Det handler ikke alene om, at inklusionen af børn med særlige behov i almenskolen er slået fejl.

LÆS OGSÅ: Skolevægring: På en god uge går Magnus i skole i 45 minutter

For mange børn er overladt til sig selv

Et barn fortæller Lance Luscombe, at hendes største ønske er at gå en tur med sin mor. Et andet barn fortæller, at når lillebror vågner om morgenen, så får han stukket iPad’en i hånden som det første.

Det er historier som dem, der får Lance Luscombe til at sige, at problemerne er et større samfundsanliggende.

”Min oplevelse er at rigtig mange børn er overladt til sig selv. Børn har brug for rollemodeller. De har brug for at være sammen med deres forældre derhjemme og ikke bare sidde hver for sig med en computer eller hvad det er,” siger han.

For ham at se har de mange timer foran skærmen konkrete konsekvenser, når en årgang starter i børnehaveklasse. Børnene er nemlig generelt dårligere rustet end tidligere til at indgå i fællesskaber.

”Jeg oplever, at vi får børn, der starter i skole, som faktisk har svært ved at aflæse andre børns følelser. Helt basale følelser. Fordi de ikke har været nok i det felt, hvor de er fysisk sammen med andre børn, og hvor man lærer at læse andre,” siger han.

Forældre er usikre på skærmtid

I vores nordiske nabolande er et barn, der bliver overladt til sig selv med en iPad i mange timer om dagen, et sjældnere syn. I hvert fald hvis svenske og norske forældre følger de officielle myndigheders anbefalinger for daglig skærmtid. Her lyder den klare tale nemlig på 0 timers skærm om dagen for børn op til 2 år og 1 time for børn fra 3-5 år.

”Vi bliver nødt til at lave noget lignende i Danmark,” siger Lance Luscombe.

Lige nu har Sundhedsstyrelsen ikke nogen tidsbegrænsninger på små børns brug af skærm, og det skyldes, at der ikke er evidens for, hvad virkningen af skærmforbrug er. Men det er ikke godt nok ifølge Lance Luscombe.

”Jeg oplever i hvert fald forældre, der er meget usikre på de her ting og har brug for nogle klare guidelines,” siger han.

Men ligesom inklusionsloven får skyld for for meget, så kan man heller ikke skubbe al skylden for problemerne med inklusion over på hverken forældre eller skærmtid.

Folkeskolen skal moderniseres

Hvis man kigger på et billede af indretningen i en folkeskoleklasse i 1980’erne, så ligner den til forveksling nutidens. Tavlen er skiftet ud med et smartboard, men stole og borde står på samme måde, og undervisningen ligner. Derfor er det måske kun et skarpt øje hos en garvet skoleleder, der ser detaljen, som gør hele forskellen: frikvartererne.

”Dengang fik børn brugt sin krop. De spillede fodbold og kravlede op i kirkespiret i frikvartererne. Så dengang gav det mening at sidde ved et bord i timerne. Børn bruger ikke sin krop på samme måde i dag. Derfor er det faktisk vigtigt, at vi laver en undervisning, hvor børnene får brugt kroppen,” siger han og fortsætter:

”Der er ingen enkle løsninger, men vi bliver nødt til at tænke anderledes. For det vi gør nu, det er at vi kører videre som skolen altid har set ud, og det virker ikke.”

Det store behov for hjælp presser børn med særlige behov

Når vi hører, at støttebehovet i dag er større i både almenskolen og på specialområdet, så tænker de fleste, at det drejer sig om børn med særlige behov. Men det er en misforståelse ifølge Lance Luscombe.

”Der er flere børn, der har brug for noget specielt i skolen i dag, og folk tror altid, at det handler om dem, der har brug for rigtig mange støttetimer. Men det er faktisk også alle mulige andre børn, som man ikke umiddelbart tænker har brug for noget.”

Børn med særlige behov kan ikke fungere, hvis de ikke får en ordentlig hjælp af en vis kvalitet. Derfor går det især ud over dem, når de samme hænder skal nå rundt om flere børn med mere mangfoldige typer af behov.

”Det handler om, at der er kommet mere fokus på det enkelte barn. At hvis et barn har det dårligt, så skal vi gøre noget. Og det gælder både børn med særlige behov og børn med præstationsangst og alt muligt andet, som er meget individuelt.”

Det øgede fokus på hvert enkelt barn er umiddelbart en god ting. Men hvis handling bliver lig med at skærme børn for svære følelser, så får det også utilsigtede konsekvenser, som gør, at børn får svært ved at lære at indgå i sunde fællesskaber.

Det har Lance Luscombe et eksempel på.

Individualisering svækker børnefællesskaber

20 forventningsfulde børn sidder i en bus. De er på vej i Legoland på en almindelig skoledag, fordi de i det forgangne skoleår har engageret sig i Bredagerskolens legepatrulje. Turen er deres belønning.

Imens skal deres 15 klassekammerater blive hjemme og modtage undervisning. De har ikke deltaget i legepatruljen og skal derfor ikke med i Legoland. Sådan er det hvert år.

Men ikke i år.

”Et par uger før turen bliver klasselæreren ringet op af en mor, som fortæller, at hendes datter er ked af, at hun ikke skal i Legoland,” siger Lance Luscombe.

Da skolen afslår at belønne 15 elever for et arbejde, de ikke har været med til at gøre, tager moren selv affære.

”Det ender med, at de 15 forældre tager deres børn fri og selv tager i Legoland med dem,” siger Lance Luscombe.

Historien er et eksempel på, at et øget fokus på det enkelte barn kan tage overhånd og få konsekvenser for skolens muligheder for at skabe stærke børnefællesskaber. Børn skal nemlig have lov at blive kede af ikke altid at være med, men det kræver en indsats fra forældrene at lære dem det.

”Vi ser en lille gruppe forældre, som kommer til at fylde meget på skolen, som af bedste vilje har svært ved for eksempel at stå uden for barnet og sige: jeg kan godt forstå, du bliver ked af det, men du skal altså ikke i Legoland.”

Episoder som den tager fokus fra den vigtige opgave: nemlig at ingen børn have det dårligt i hverdagen.

Mellemformen førte de fem børn tilbage i almen

Tilbage på Bredagerskolens første årgang er fire ud af fem forældrepar enige i beslutningen om at tage deres børn ud af undervisningen og sætte dem i en mellemform i en periode.

”De fire forældrepar havde haft det sådan siden børnehaven, at der skulle gøres noget ved det her,” siger Lance Luscombe.

Siden er 1. årgang blevet til 2. årgang, og tre ud af de fem elever, der blev taget ud til mellemform, er tilbage i almenklassen. De to resterende er stadig i en mellemform, hvor de har halvdelen af deres timer i et hjørnerum til klasselokalet, og resten af tiden er de med inde i klassen.

”Det har været en teamindsats, som har krævet sindssygt dygtige medarbejdere og en dedikeret ledelse, der går ind i arbejdet med enormt skarpe handleplaner, som hele teamet kender.”

Mellemformer risikerer at blive en spareøvelse på specialområdet

Mange taler om mellemformer som det, der skal løse inklusionsudfordringen i almendelen, og flere kommuner har lavet strategier for, hvordan de vil arbejde med det. Men flere steder fungerer det ikke, fordi der ikke følger nok penge med ifølge Lance Luscombe.

”Mellemformer kan være gode nok. Men hvis en elev kun har to timer om ugen i almen uden progression, så bliver mellemformer bare en spareøvelse på specialområdet. Barnet skal have noget ud af det og have en reel chance for at komme tilbage,” siger han.

”Hvis man bare overlader mellemformerne til en lærer og en pædagog, så kommer man ikke til at lykkes. Det kræver en teamindsats.”

Desværre er det ofte det, der sker, fordi det er, når skolerne skal implementere mellemformer, at de fattes ressourcer, mener han.

”Vi har forældre, der har flyttet deres børn over til os, fordi de havde hørt, vi gjorde det godt, og jeg synes, at her på skolen kan jeg stå inde for det, vi laver. Men vi har jo så også et kanon underskud på grund af det.”

Det har ikke været muligt for Ligeværd at komme i kontakt med de omtalte forældrepar i historien.

Februar 2023

Når unge med særlige behov spiller bordrollespil, indgår de i et fællesskab, som styrker deres sociale kompetencer. Oplevelsen af at lykkes socialt kan være med til at løfte unge ud af mistrivsel.

”Jeg vil slå en salto over orken og tage øksen fra den.”

Ordene kommer fra 13-årige Mathias’ mund, men i virkeligheden er det karakteren Bobby, som siger det. En af fordelene ved bordrollespil er nemlig, at unge med særlige behov kan øve sig socialt i en arena, hvor de agerer på vegne af en karakter. Det mener Claus Møllgaard. Sammen med Jonas Dissing El Kabier har han taget initiativ til, at unge kan få et forløb med bordrollespil hos center for specialpædagogiske tilbud i Aarhus Kommune.

”Rent udviklingspsykologisk mangler vores unge sociale kompetencer. Når de spiller bordrollespil hos os, så kan de teste forskellige personligheder af igennem en karakter i spillet, et alter ego. Og det giver dem nogle erfaringer, som de tager med ud i den virkelige verden,” siger Claus Møllgaard.

Alter egoet fungerer som et skjold, der beskytter den unge, hvis noget går galt, mener han. Den oplevelse har Silas Riis Bendik Andersen haft. Han startede i et rollespilsforløb for fire år siden.

”Jeg var meget lukket som person og talte ikke særlig meget. Men så begyndte jeg at spille som den her sjove lille troldmand, som sagde mere og gjorde mere. Jo mere jeg spillede som ham, jo mere blev det til mig, og jo mere begyndte jeg også at gøre som ham ude i den rigtige verden,” siger han.

Efter forløbet begyndte den i dag 18-årige Silas Riis Bendik Andersen at spille med venner, og det har han gjort lige siden.

Fra skolevægring og selvmordstanker til socialt liv

En anden, der har haft glæde af at spille bordrollespil, er Nina, som i dag er 19 år. I løbet af udskolingen brød hun sammen med selvmordstanker og droppede ud af skolen efter længere tids skolevægring. Hun fik konstateret ADHD og autisme, og for hende blev det et vendepunkt at starte til bordrollespil. Det fortæller hendes mor Lise.

”Det gik rigtig skidt, og hun isolerede sig meget på sit værelse, men allerede efter første gang begyndte hun at deltage mere i familien. Jeg mener, at bordrollespil er grundlaget for, at Nina har et socialt liv i dag. Hun kunne ikke finde ud af noget socialt før,” siger hun.

I takt med rollespillet blev Nina også mere mødestabil i skolen, og ligesom Silas havde Nina mod på mere efter forløbet.

”Hun har på eget initiativ startet to grupper, hvor hun selv er spilmester sammen med en anden, så det er jo en stor del af hendes sociale liv, at hun går til bordrollespil,” siger Lise.

Overfor Ligeværd bekræfter flere kilder historier om unge, der får det bedre socialt, og som på eget initiativ starter nye grupper op efter forløbet i kommunen. Derfor glæder det Jonas Dissing El Kabier, at Aarhus Kommune har givet grønt lys til at indsamle data på, at bordrollespil virker.

”Vi ved, det virker, men vi har ingen data, der viser det. Nu har vi fået penge til at lave et forskningsprojekt, og så glæder vi os til forhåbentlig at kunne dokumentere, at bordrollespil giver højere trivsel og flere sociale styrkesider,” siger han.

Fællesskabet med de andre giver selvtillid

Ud over spillets muligheder for at prøve sig selv af, så giver det også de unge en oplevelse af at lykkes i et fællesskab med andre, mener Jonas Dissing El Kabier.

”De unge vil rigtig gerne have et fællesskab, men de kommer jo desværre ofte med en oplevelse af, at de ikke dur til noget socialt. Hos os har de nogle kæmpestore succeser med det sociale. Og med bare at gå til noget i deres fritid,” siger han.

Sådan husker Lise også datteren Ninas forløb, og hun er ikke i tvivl om, hvad bordrollespillets styrkeside er.

”Hun oplevede en social sammenhæng, som hun fandt glæde ved at være i, fordi det var sjovt. Og det var forudsigeligt, fordi Claus og Jonas er så gode til at rammesætte det,” siger hun.

Bordrollespil kan ikke stå alene

Trods de mange roser vil Claus Møllgaard ikke tage hele æren for den udvikling, de unge går igennem i løbet af et rollespilsforløb.

”Jeg kan ikke sige, at bordrollespil sørger for, at de unge får det bedre. Man bliver nødt til at kigge holistisk på de unge og alt det, der er omkring dem. Men rollespil er i hvert fald en ting, der er med til at skubbe på, at de får det bedre og bliver gladere og smiler mere,” siger Claus Møllgaard.

Jonas Dissing El Kabier mener da også, at bordrollespil mere er et frirum for unge, der er plaget af voldsom mistrivsel.

”Vi ser generelt nogle unge, hvor der bliver stillet alt for mange krav til dem. Deres stressniveau er så umenneskeligt højt, at der ikke er noget at arbejde med. Så det første er, at vi skal sænke deres stressniveau og få dem ind i trivsel. Så er det godt at gå til noget, som er sjovt sammen med andre.”

Mens de to initiativtagere er tilbageholdende med at tage æren for de unges udvikling, så er Lise dog mere skråsikker i sin dom.

”Bordrollespil er den ene ting, der har gjort forskellen for Nina,” siger hun.

Nina og Lise er opdigtede navne af hensyn til Nina. Ligeværd er bekendt med deres identitet.

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord. Telefonrådgivning 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.