brandbyhand

UFLs forkvinde vil gøre en forskel

Af

“Det er en stor udfordring for mig at ringe til kommunen og sige, hvad jeg mener, for jeg bliver nervøs og usikker på, hvad jeg skal sige. Og når jeg lægger på, føler jeg ikke, at jeg har fået sagt, hvad jeg gerne vil sige, og så sidder jeg med en tom og ærgerlig fornemmelse bagefter.”

Af Helene Kaas og Pernille Feldt Poulsen

Sådan fortalte Pernille Feldt Poulsen, Unge For Ligeværds nye forkvinde, da hun i efteråret blev interviewet af TV Midtvest som optakt til en vælgeraften, Unge For Ligeværd klubben Vestjylland havde inviteret lokale politikere til. Pernille ved, at der er mange andre unge med særlige behov, der har det på samme måde, når de er i kontakt med kommunen. Det er en af grundene til, at Pernille er politisk engageret. Hun ønsker at gøre det nemmere at være ung med særlige behov i dagens samfund. I det følgende fortæller Pernille mere om hendes politiske engagement og hvordan hun oplever mødet med politikerne.

 

Et talerør for andre unge

Jeg har taget et valg om at være interesseret politisk, fordi jeg tit og ofte i forbindelse med Unge For Ligeværd (UFL) hører historier fra vores medlemmer fra hele landet om det, de oplever, når de er i kontakt med kommune eller lign. Derfor er jeg besluttet på at engagere mig politisk. Ikke bare for min egen skyld, men lige så meget for dem jeg hører historier fra næsten hver eneste uge.

Jeg går op i det for at kunne prøve at gøre bare en lille forskel – bare for en eller to. For mig handler det ikke om at være den, der bestemmer, men i stedet for at kunne være et talerør for dem, der står med en eller anden form for udfordring i deres hverdag, og som skal kæmpe med alt, hvad de har, når de er i kontakt med det samfund, vi lever i.

Er det retfærdigt, kunne du spørge dig selv? – Og jeg ville sige nej. Men hvad skal man så gøre?

Ikke alle har en UFL-klub, de kommer i hver uge, eller en anden ungdomsforening, de er medlem af, så hvorfor ikke starte der? Og sprede det gode budskab om de foreninger, vi har. De foreninger står mere end klar til at række ud og give et trygt sted at komme for unge, og især unge med særlige behov.

 

Forventninger til politikerne

Når jeg har mødt politikere, har de udtrykt deres begejstring for det arbejde, Ligeværd og UFL laver. De er nysgerrige og vil vide mere om, hvem vi er. For som mange siger, så kendte de ikke til os, før vi kontaktede dem. Og det er ærgerligt. De lytter med opmærksomme blikke og er interesserede ører, når vi fortæller om, hvad vi slås med, og de vil gerne hjælpe.

Jeg oplever at blive hørt og forstået med anerkendende nik. For de ting, vi slås med, er ikke enestående, men noget alle slås med uanset handicap eller ikke handicap. Men hvorfor skal det så være så stor en udfordring for os? Det bedste er, at jeg har oplevet en god følelse efter mødet med politikere, og det giver ro i en tid. Jeg kunne godt tænke mig meget mere af den slags, så vi kan se og mærke på egen krop, at der bliver gjort en indsats for unge med særlige behov. Så vi kunne få en hverdag, hvor vi ikke skulle gå med bekymringer og tanker om, hvordan fremtiden nu vil se ud.

 

Den største udfordring:

At fylde 18 år og blive betragtet som voksen i systemet

En af de største faktorer, der spiller ind hos et menneske med særlige behov, er overgangen fra ung til voksen. Det er et stort skridt, for når du bliver 18 år, er det meningen du skal kunne stå så godt som på egne ben. Dette er bare i de fleste tilfælde for en ung med særlige behov ikke en mulighed. Mange har stadig brug for hjælp til helt praktiske hverdagsting, som er mere udfordrende for en med særlige behov. Der er brug for, at politikere kan give bedre viden om mulighederne for hjælp og støtte, når unge bliver til voksne. Et oplysningssystem om man vil. I hvert fald et, hvor du ikke selv skal finde vej igennem en jungle af information. Dette gælder også alt andet i livet, såvel som uddannelse og senere arbejde. Der skal sikres uddannelse og job til unge med særlige behov. Det var især noget, jeg selv kæmpede med, og stadig kæmper for i mit voksenliv nu.

 

Stor politisk interesse fra Unge For Ligeværd klubberne

I den valgperiode, der har været i november 21, har jeg oplevet, at politik og lokalpolitik ikke er noget medlemmer i UFL er ligeglade med. Tværtimod! Jeg har oplevet stor lyst og engagement til at kunne bidrage til en god valgdebat med lokalpolitikere i hele landet. Flere klubber har lavet debataftener og inviteret deres kandidater til en snak om præcis deres udfordringer, for det er nemlig ikke lige meget, hvem der skal ind og sidde i det nye byråd. Det har stor betydning, at der er nogle, der vil kæmpe for unge med særlige behov, og som også kan snakke vores sag.

Det er også vigtigt, at vi holder vores lokalpolitikere op på, hvad de har lovet os. Derfor må vi arbejde videre på det, vi startede i 2021, og tage fat i dem, der gav sig tid til at komme ud og møde os.

Februar 2022

STU’ens største udfordring handler om finansiering

Af

”Follow the money”. Sådan lyder det i en film om den amerikanske præsident Richard Nixon og hans Watergate-skandale i 70’erne. Den sætning kan på en måde også passe på forholdene omkring STU. Der er mange udfordringer omkring den særligt tilrettelagte ungdomsud dannelse, men i sidste ende løber de mange udfordringer sammen i en stor problemstilling: Penge og finansiering.

Af Esben Kullberg

STU-alliancen har sat tydelige spor i forhandlingerne

Mens du læser denne artikel, er politikerne måske stadig i gang med at forhandle om, hvordan STU’en forbedres. I STU-alliancen har Ligeværd været med til at præge forhandlingerne, idet vi gen- nem længere tid har talt og skrevet med alle partiers STU-ordførere og undervisningsministeren og givet dem gode råd til, hvad der bør ændres på, og hvordan det kan gøres.

Vi håber stadig, at der vil komme mærkbare forandringer. Allerhelst forandringer, der kan sikre de unge mere indflydelse på deres valg af uddannelse. Vi synes, at de har krav på at blive taget alvorligt, når de giver udtryk for, hvilken uddannelse der passer bedst til dem, og hvor de kunne være interesseret i at tage den.

 

Unge med særlige behov har også ret til indflydelse

At de unge får indflydelse på, hvor de kan tage deres særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, sker desværre sjældnere og sjældnere. Det mærkes blandt andet i Ligeværds socialfaglige rådgivning, Ligelinie, hvor henvendelserne fra frustrerede og magtesløse forældre er støt stigende. Vi ser det rundt omkring i kommunerne, hvor man laver ’kvalitetsstandarder’, der beskriver kommunens serviceniveau på STU-området. I flere og flere standarder står der, at kommunen kun bruger ét STU-tilbud: kommunens eget. Og en del af de steders økonomi styres ovenikøbet efter ’Rexona-modellen’, hvor der som bekendt altid er plads til en til. De forpligtes nemlig til at lave uddannelse for den samme pose penge, hvad enten der er 50 elever eller 70 elever.

Vi ser det også i kommuner, der laver udbudsrunder. Selv om udbudsmekanikken beskrives som en mulighed for at sikre kvaliteten i tilbuddene, så er det i vores optik i realiteten en styring af økonomien og en begrænsning af de unges muligheder for at vælge. Og så er der selvfølgelig de mere indlysende tilgange, hvor kommunen sætter et egentligt loft på prisen for STU, der nogle steder ligger på halvdelen af gennemsnitsprisen.

 

Visitationsudvalg lytter ikke til UU-vejledere

Som noget ret nyt, får vi også flere og flere opkald og mails fra UU-vejledere, der oplever, at deres vejledningsarbejde med de unge og deres forældre tilsidesættes af et visitationsudvalg, der beslutter noget helt andet end det, UU-vejlederen er kommet frem til sammen med den unge.

Når man så snakker med politikerne i kommunerne, er der tilsyneladende ikke en eneste politiker, der synes, at det er i orden, at de unge ikke kan vælge og at de bliver visiteret til noget, de ikke ønsker. Det er som om ingen rigtig vil tage ansvaret for, at de unges muligheder for- ringes mere og mere. Så hvad er der egentlig på spil. Ja, det korte svar er, at der er penge på spil. ’Follow the money’!

 

Uheldig sammenhæng mellem den faglige visitation og budgetansvar

Et af de første spor til, hvordan økonomi- en er kommet til at præge STU kan findes i en snart gammel vejledning, KL sendte ud til kommunerne i 2017, hvor KL rådede kommunerne til at sørge for, at der sad ledere med budgetansvar i alle visitationsudvalg. På den har man sikret, at der også har været ’økonomi-øjne’ på beslutningerne om, hvor de unge må tage deres uddannelse.

En anden væsentlig faktor er, at kommunernes udgifter til STU finansieres over bloktilskud. Det giver dels store uklarheder i kommunerne om, hvorvidt deres udgifter til STU er fuldt finansierede og gør det svært at efterspore om bloktilskudspengene går til det, de er tænkt til.

Kommunerne afholder altså udgifterne samtidig med, at de bestemmer, hvilket tilbud den unge må få. Konsekvensen af det er, at prissætningen af den enkelte unges tilbud er blevet genstand for en forhandling. Og hvis prisen kan presses ned, kan kommunen bruge besparelsen på andre ting. Og det ubehagelige er, at i det prispres, er det de unge og deres uddannelse, der er bliver gidsler.

 

Behov for en ny finansieringsmodel

Der er behov for, at vi finder en ny finansieringsmodel. En model, der sikrer, at de unge ikke bliver kørt over af økonomihensyn, men som tilgodeser, at det er de unges ønsker, deres personlige og faglige udvikling og deres fremtidsmuligheder, der lægges til grund for valget af deres uddannelse og uddannelsessted.

Det betyder, at den model, vi leder efter, skal sørge for, at økonomien til uddannelsen følger den unge. Vi skal sørge for, at modellen kan sikre, at alle unge med særlige behov får en kvalificeret uddannelse. Det kan lyde enkelt, men i praksis byder det på udfordringer, fordi gruppen af unge med særlige behov spænder utroligt bredt. Så modellen skal kunne sørge for, at selv når man har massive og komplekse udfordringer, er der stadig et kvalificeret særligt tilrettelagt uddannelsesforløb, man kan vælge.

Modellen skal også være med til at understøtte kvalitet i uddannelsen. Lige nu er den forhandlingsbaserede finansieringsmodel med til at underminere kvaliteten, fordi prispresset nødvendiggør, at der spares og fjernes elementer i det uddannelsesforløb, der kan leveres til den lavere pris.

 

Økonomien skal forankres i staten

Den letteste måde at fjerne prispresset er ved at finde en fastprismodel og forankre økonomien i staten. Det kender vi på langt de fleste uddannelser i form af taxameter-modeller. Det går rimeligt let på de uddannelser, der leverer den samme uddannelse til alle de unge, der går der. Men når det drejer sig om særligt tilrettelagte forløb, bliver det naturligvis langt sværere.

Så en fastprismodel skal kunne indeholde forskellige prisniveauer, afhængigt af den unges udfordringer og støttebehov. Det kender vi til gengæld også. For både specialefterskoler og frie fagskoler kan graduere deres taxameter efter de unges belastninger. Så muligheden for at finde en fastprismodel, der samtidig tager hensyn til den store spredning og kompleksitet, der er i de unges forudsætninger, er der. Spørgsmålet i den forbindelse er blot, hvem der kan bestemme, hvilket niveau taxameteret skal ligge på. Hvem har den uafhængige faglighed, der kan afgøre, hvilke støttebehov, der udløser et konkret uddannelsesforløb til en given pris.

Hvis vi flytter finansieringen fra kommunerne til staten via en taxameterordning, så har vi løst den uheldige sammenhæng mellem den faglige visitation og budgetansvaret. Det giver mulighed for, at kommunen, som er tæt på den unge, kan udrede støttebehovet og indplacere den unges uddannelse i et taxametersystem med flere niveauer.

I Ligeværd oplever vi i dag, at UU-vejlederne ofte laver et godt og professionelt arbejde med den unge. Det gode vejledningsarbejde skal vi holde fast ved og fortsat sikre kvaliteten af. Og deres arbejde skal i forvejen være uafhængigt af sektor- og institutionsinteresser. Det er vores opfattelse, at UU-vejlederen er den, der har de bedste forudsætninger for at have indsigt i den unges udfordringer og muligheder og dermed også den, der bedst kan afgøre, hvilket støttebehov en kommende uddannelse skal kunne levere.

 

Vores mest udsatte unge har også ret til den bedst mulige uddannelse

At omlægge økonomien i en hel uddannelsessektor er en meget stor opgave, som jeg tænker, de fleste politikere vil holde sig lidt tilbage med at kaste sig over. Men hvis man som politiker har intentioner om at ville sikre den bedste uddannelse for nogle af vores mest udsatte unge, så er der ingen vej uden om. Så må vi gribe dybt om roden og sikre en finansieringsmodel, der stiller unge på STU lige med unge på andre ungdomsuddannelser. Det bliver ikke let. Men det er nødvendigt.

Februar 2022

Vejle Kommune spænder ben for Julius’ fremtid

Af

Julius er næsten ét med sin computer. Han er vild med IT, og han er dygtig til det. Det kommer af at have et talent for systematik og logik – samt at bruge rigtig mange timer foran skærmen. Halvdelen af et 19 årigt liv, siger han selv. Men Julius er også en ung mand med udfordringer. Julius har Aspergers og lider af OCD. Han har brug for en stærk struktur og forudsigelighed i sin hverdag. Julius trives i en ramme, hvor der er få elever i klassen, da han ikke kan rumme sociale strukturer i en almindelig klasse og har brug for tætte og trygge relationer til få fagprofessionelle.

Julius udfordring har betydet, at der stort set ikke har været et skoletilbud, som har evnet at rumme ham eller formået at inkludere ham i fællesskabet. Senest har han gået på HHX, men som han selv siger, så kastede det ham ned i et sort hul, hvor han fik det skidt, var ensom og tabte sig alt for meget.

Endelig et uddannelsessted, der matcher Julius særlige talenter

De sidste fire måneder har været helt anderledes for Julius. Han har nemlig været i praktik på AspIT Trekanten. AspIT er et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb med intensiv IT-undervisning – netop for at understøtte unge med særlige talenter og give dem faglige kompetencer samt selvforståelse ift. deres diagnoser. Endelig har Julius fundet et sted, hvor han kan arbejde med sin store interesse i et miljø, som forstår ham og kan udvikle ham via tilrettelæggelse af undervisningen, så hans udfordringer ikke bliver barrierer, han ikke kan overkomme – men styrker og vejen mod nye muligheder og et selvstændigt liv.

Visitationsudvalget i Vejle følger IKKE den faglige anbefaling

Alle professionelle lærere, psykiatere og uddannelsesvejledere i Vejle kommune er enige om, at Julius ikke passer ind i de ordinære uddannelsesforløb, og at han skal have et særligt tilrettelagt tilbud, hvis han skal kunne profitere af undervisning. Så alt burde være godt nu, hvor Julius har fundet AspIT. Men nej.

På trods af den massive faglige vurdering, der er knyttet til Julius’ sag, så har Vejle Kommunes visitationsudvalg vendt tommelfingeren nedad. Og man må spørge sig med hvilken begrundelse. Og svaret er faktisk: Ingen.

Julius er udredt og beskrevet på kryds og tværs. Der ligger dokumenter og udtalelser i lange baner. Det er belyst fra stort set alle vinkler. Julius passer ikke ind i de ordinære tilbud. Og alligevel giver visitationsudvalget afslag. Endda et afslag som ikke rummer nogen som helst begrundelse. Bare et nej.

Og visitationsudvalget følger heller ikke loven

Det er så himmelråbende uforståelig sagsbehandling fra visitationsudvalgets side; for slet ikke at tale om dårlige behandling samt svigt, man giver en sårbar ung mand. For et afslag skal jf. loven indeholde de faktiske oplysninger, der er afgørende for kommunens vurdering. Altså de oplysninger i sagen, der har betydning for afgørelsen, skal med. I Julius’ sag skal Vejle Kommune angive, hvilke oplysninger, der gør, at Julius ikke kan få en STU.

Så man må spørge, hvilken faglighed Vejle Kommunes visitationsudvalg besidder, som med fem linjer, så uværdigt og ligegyldigt, kan banke en ung mand og hans familie tilbage til start. I mørke og uvished.

 Julius’ sag er ikke den eneste, vi ser i Ligeværd. Så vi har en klar fornemmelse for, hvad der kan være på spil. I langt de fleste tilfælde af denne art er det nemlig penge. Kommunen vil sikkert ikke bruge de penge, det koster at sende Julius på AspIT.

Afslaget bliver en dyr beslutning for Vejle Kommune

Til det kan man bare sige: Visitationsudvalgets beslutning bliver dyr. Antagelig meget dyrere end at give Julius en uddannelse på AspIT. Som det er nu, bliver Julius blot dyrere og dyrere for Vejle kommune. Man må forudse, at han får brug for mere og mere hjælp. Han har retning mod en førtidspension, men inden da kommer han nok på kontanthjælp eller anden overførselsindkomst i nogle år. Og så er der den medicin og behandling, som man må forvente han skal have fremover. Et klientgjort liv og spild af evner.

Julius fortjener et godt liv og han fortjener at få muligheden for at bidrage til samfundet – ligesom han fortjener at have indflydelse på sit eget liv – og en ordentligt og værdig sagsbehandling i Vejle Kommune.

Januar 2022

Unge med særlige behov og seksualitet

Af

Unge med særlige behov og seksualitet

– helt almindelige og alt andet end

Der er et paradoks i seksualiteten hos unge (og børn) med særlige behov. På den ene side lever der, fuldstændig og lige så meget som hos unge uden særlige behov, følelser, lyst, tiltrækning, tanker om sex og kønsidentitet, drømme og ønsker om nærhed, kærester – og måske børn en dag. På den anden side har mange unge med særlige behov udfordringer med at forstå, gribe seksualiteten an og navigere i den netop på grund af deres særlige behov. Spørger man både fagpersoner, forældre og de unge selv er én af de helt store udfordringer for de unge at finde og sætte egne grænser og at forstå og måske også respektere andres.

Når seksualiteten bliver en svær størrelse for den unge, så bliver den det automatisk også for personerne omkring den unge, for eksempel forældre og fag- personale på den unges institution eller skole. Derfor sætter vi fokus på seksualitet og unge med særlige behov. Artiklerne i temaet skal gerne gøre dig klogere på de unges seksualitet, måske spejle egne tanker og bekymringer, hvis du er forælder, og give dig, der er fagpersonale, inspiration til, hvordan du og din arbejdsplads kan arbejde med de unges seksualitet hos jer.

Hvad er seksualitet?

Lad os starte med at få en definition på plads. På den måde får vi en fælles forståelse og fundament for de kommende sider i dette magasin. WHO (World Health Organization) definerer seksualitet som en integreret del af ethvert menneskes personlighed. Den er et basalt behov og et aspekt af dét at være menneske, som ikke kan adskilles fra andre aspekter i vores liv. Seksualitet er ikke synonymt med samleje eller orgasme. Det kan være en del af det, men behøver ikke være det. Seksualiteten er meget mere.

Den er dét, der driver os til at søge kærlighed, varme og intimitet. Vi udtrykker, bevidst eller ubevidst, vores seksualitet i den måde, vi føler, bevæger os, rører ved andre og selv vil røres.

Seksualiteten har betydning for, hvordan vi tænker om os selv og andre, hvordan vi handler på egen hånd og sammen med andre. Og den betyder meget for vores mentale og fysiske sundhed. Og fordi sundhed er en mental menneskeret, er seksualiteten, som er en del af vores sundhed, det også.

Sund seksualitet, når den kommer til udtryk i forholdet til andre mennesker, definerer WHO som forhold, hvor der er mulighed for behagelige og sikre seksuelle oplevelser uden tvang, diskrimination og vold.

Vi andre har et ansvar

Okay, så seksualiteten er en vigtig og helt naturlig del af os alle sammen, og dermed også unge med særlige behov. Men de særlige behov kan spænde ben for, at de unge får udtrykt eller gengældt deres seksualitet på en god og sund måde. WHO skriver fortsat, at hvis vi mennesker, herunder altså også unge med særlige behov, skal kunne opnå den seksuelle sundhed, som vi har ret til, så er der udefrakommende faktorer, der spiller ind for, at det kan blive sådan:

  • De unge skal have adgang til omfattende information af god kvalitet om sex og seksualitet
  • Informationen skal også gerne omfatte emner som seksuel orientering og kønsidentitet, seksuelle udtryk, forhold og glæde
  • De unge skal vide noget om de risici, de kan være udsat for, hvis de ikke beskytter sig under sex eller passer på sig selv; kønssygdomme, uønsket graviditet, seksuel dysfunktion eller seksuel vold
  • Og de skal leve i et miljø, der bekræfter og fremmer seksuel sundhed

Hvis vores unge med særlige behov skal have en chance for at opnå de rettigheder og tilsigtede tilgange til seksualitet, som vi netop har beskrevet ud fra WHOs definitioner, så stiller det krav til alle os rundt om den unge: Os, der er forældre. Os, der er undervisere eller støttepersoner.

August 2021

Den akavede vigtige samtale

Af

Heidi er bekymret for, at hendes datter Milles impulsivitet og ønske om at være som andre vil få Mille til at overskride egne eller andres grænser i takt med hendes spirende seksualitet. Derfor har Heidi været nødt til at tale lige ud af posen om sex, drenge, nøgenbilleder og tamponer – men det har krævet personlig overvindelse af Heidi at tale så ligefremt.

Klokken nærmer sig 19.00. Sammen med 40 andre forældre sidder Heidi Møller Lundin på stolerækkerne i aulaen på den lokale skole. Hun venter på, at aftenens foredrag med overskriften ’Seksualitet og børn med særlige behov’ går i gang. Heidis datter Mille har ADHD, og Heidi er medlem af den lokale forening for forældre til børn med særlige behov, der har arrangeret oplægget. Alligevel har hun ingen forventninger til aftenen.

– Jeg havde ikke troet, at det var relevant for mig og mit barn. Oppe i mit hoved tænkte jeg, at det var ligesom seksualundervisning i folkeskolen, noget med pubertet og menstruation. Men så var det bare noget helt andet. Virkelig et wakeup-call. Jeg lærte, at mit barn har større sandsynlighed for at blive udsat for overgreb, men også for at blive den udøvende. Præventivt kan man gøre rigtig meget for at undgå det. Men hvordan i alverden skulle jeg få forklaret noget af det her til mit barn?, fortæller Heidi. Hun husker også stilheden blandt alle de fremmødte, da foredraget går i gang.

Og hvordan spørgsmålene så vælter ud af forældrene, efter den første har dristet sig til at række hånden op og spørge om noget.

– Det her emne fylder meget mere, end nogen af os var klar over, da vi tog afsted. Det er virkelig et overset emne, siger Heidi.

Når navlestrengen skal klippes

På daværende tidspunkt var seksualitet slet ikke noget, som Heidi forbandt med sin dengang 9-årige datter. Mille har, siden hun var 6 år, været diagnosticeret med ADHD og kæmpede på det tidspunkt også med angst og OCD som følge af tre år i en ordinær folkeskoleklasse, der var gået helt skævt og endte med, at Mille var hjemme hos Heidi i alle døgnets timer. Imens kæmpede Heidi og hendes mand for at få Mille i et specialtilbud.

– Mille var gået så meget i stykker, at hun ikke kunne være alene i et rum. Hun fulgte efter mig, når jeg skulle fra stuen og ind i køkkenet for at hente en kop kaffe. Når man er sammen så intenst, ender man i en lille boble. Og det var slet ikke gået op for mig, at Mille en dag skulle ud af den boble, husker Heidi, som er sikker på, at der er mange forældre som hende, der ikke kobler deres eget barn med emnet seksualitet.

– Der er en blind vinkel. For man hører jo både om bosteder og på skoler og i taxaer, hvor der sker over- greb af eller på unge med særlige behov. Så der er noget, vi ikke ser. Måske er det fordi, vi har nogle børn, der på så mange områder er så afhængige af os, og vi støtter dem, og så er det måske grænseoverskridende for os selv at indse, at nu er det ved at være ”den tid”, funderer Heidi.

Offer eller gerningsmand

Mille er i dag 13 år og går i en special- klasse, hvor hun trives. Hun får medicin for sin ADHD, men hun er stadig impulsstyret, utålmodig og har svært ved at behovsudsætte.

– Og når jeg tænker dét ind i emnet seksualitet, bliver jeg bekymret. Mille kan jo nemt få rodet sig ind i nogle situationer, hun ikke kan få rodet sig ud af igen. Måske kommer hun til at opleve noget som et overgreb. Men jeg kan også risikere, at det er mit barn, der er lidt for frembrusende og overskrider andres grænser. Mange i Milles omgangskreds er jo også børn med særlige behov, så ofte bekræfter de hinanden i deres tanker, og måske kan det give dobbelt op på risikoen, hvis man sætter to sammen, der er impulsstyrede, frygter Heidi.

Copycat

Som så mange andre børn med særlige behov har Mille mærket, set og hørt, at hun ikke altid er som ”de andre.” Og det er hun ked af.

– Jeg kan se, hvor meget hun gerne vil ligne andre. Nogle gange er hun ren og skær kopi af ”det er sådan her, man gør, når man er teenager”, uden at hun selv tænker over det. Og det er dét, jeg bliver bekymret for, for Mille er godt klar over, at når man er stor, så boller drenge og piger, siger Heidi. Mille er meget rigid, når det gælder regler. Hun ved godt, at hun ikke må gå i seng med nogen, før hun er 15, så det er Heidi slet ikke nervøs for, at Mille vil kaste sig ud i inden.

– Men så kan jeg godt frygte, at når hun så bliver 15, så tænker hun ”nu skal jeg have sex, det skal jeg have klaret, for så er jeg som de andre.” På Milles tjekliste til at være en rigtig teenager er at blive konfirmeret, gå på café og til fest, shoppe med veninder – og hvad nu, hvis blowjob også kommer på listen, udelukkende fordi alle andre taler om det? Nettet flyder med serier, musik og klip fra realityserier som ’Paradise Hotel’, hvor blowjobs nærmest er noget, man snupper til morgenmad, og sex fremstilles som noget udelukkende fysisk uden følelser, konstaterer Heidi.

Den svære snak – og manglen på information

– Selvom vi har et åbent og frit samfund, er der så mange unge, med og uden særlige behov, der ikke har de her samtaler med deres forældre, siger Heidi.

– Jeg tror, at mange i min generation ønsker at gøre det bedre. Jeg har aldrig haft sådan en snak med min mor. Da jeg selv var 15, var jeg på kanten til noget, der lignede et overgreb, som jeg fik snoet mig ud af. Jeg snakkede hverken med mine veninder eller mine forældre om det. Og så endte jeg med at gå rundt med det alene, fortæller Heidi. Det, vil hun ikke have, skal ske for Mille. Alligevel er de ord, der skal siges for at undgå det, svære at få over læberne.

– Mille har en jævnaldrende kæreste, og det er jeg ikke så bekymret for. Men der er en dreng i en anden gruppe, som hun både skriver og snakker med, og han er 15 år. Og så kan jeg godt mærke… Heidi griner lidt.

– …ja, at jeg tænker, hvordan tager jeg hul på den her? Både over for mit eget barn, men også det andet: Skal jeg kontakte de andre forældre? Skal vi involvere skolen? Hvordan kan jeg både støtte mit barn og beskytte det samtidig?

Mange aftener har Heidi og hendes mand siddet i skæret fra computer og mobil og søgt efter tilgængelig information om, hvordan man håndterer emnet seksualitet og et barn med særlige behov. Men de har ofte søgt forgæves.

– Jeg mangler værktøjer til, hvordan jeg får spurgt ind. Og hvad jeg må spørge om. For Mille har også ret til et privatliv. Man kan jo også bevæge sig over i en anden grøft, hvor man skal have bevilget et eller andet forløb med en seksual- vejleder eller lignende, men det synes jeg bliver for voldsomt, for så får man måske gjort noget helt naturligt til noget mærkeligt, siger Heidi.

Sociale medier

Verden er ganske rigtig blevet mere fri og åben sammenlignet med, da Heidi var ung. Men med udviklingen er der også dukket nye fænomener op som for eksempel sociale medier.

– Jeg kan se allerede nu, at de der selfier, Mille tager – hun er helt med på, hvordan hun skal stå og tage sig ud, og hvilket filter hun foretrækker, fortæller Heidi.

Derfor har hun snakket med Mille om, at hun ikke må være venner med nogen på sociale medier, hun ikke kender i virkeligheden. At hun aldrig skal tage nøgenbilleder af sig selv og sende til nogen, heller ikke en kæreste. Fordi dét, der i øjeblikket virker som en god ide, kan man komme til at fortryde bagefter, særligt hvis det handler om ens krop og meget private ting.

– Det er lige præcist sådan et sted her, hvor jeg frygter, at Milles impulsstyrede adfærd og ønske om at være som alle andre kan bringe hende i problemer. Jeg har set, hvor meget det her lille menneske kan gå i stykker. Og hvis hun fik delt et nøgenbillede af sig selv, ville det være så skamfuldt og ødelæggende for hende, fortæller Heidi.

Okay, det her bliver jeg nødt til at fortælle om

Heidi synes, at hun som forælder har et ansvar at løfte, når det gælder om at informere sit barn om seksualiteten – og dens faldgruber. Dels fordi det bare er det rigtige at gøre. Dels fordi seksualundervisningen i skolen lader noget tilbage at ønske. Alligevel kræver det personligt tilløb at tage de snakke med Mille.

– Jeg synes ikke, at der i seksualundervisningen i Milles skole er taget tilstrækkelig højde for, at de underviser børn med særlige behov. Mille kom for eksempel hjem en dag og fortalte, at de havde lært, at når en sædcelle kommer ind i et æg, bliver det til en baby. Jeg spurgte hende så, hvordan sædcellen var kommet hen til ægget til at starte med. Det anede hun ikke. Og så tager jeg en dyb indånding og tænker, okay, det her bliver jeg nødt til at fortælle om. Og det er først i vores snak om alt det her, at det går op for Mille, at dér, hvor tamponen skal op, ikke er det samme sted, som tisset kommer ud. At piger har to huller. Og at tissemanden skal op i tissekonen. Alt det havde de ikke lært i seksualundervisningen, fortæller Heidi.

Jo klogere vi er, jo bedre kan vi hjælpe vores børn

Milles skole har godt nok et fag, de kalder socialfag, hvor børnene lærer, hvordan man begår sig blandt og i relation til andre mennesker.

– Men det kobler de ikke med seksualundervisningen, fortæller Heidi. Og det ærgrer hun sig over.

– Jeg talte med en mor fra skolen den anden dag. Hun har en dreng på 16 år, der går i specialklasse og snakker rigtig meget med en pige på 14 i samme klasse. De vil gerne sove sammen. Men hvad hvis de så får rodet sig ud i noget? Forældrene er forstående over for hinandens børn og deres særlige behov, men hvor går den grænse? Hvis hendes søn kommer til at gøre noget, hvor langt rækker den tolerance så hos pigens forældre? Derfor er det vigtigt at få udvidet seksualundervisningen og få inddraget forældrene i god tid, også inden det er aktuelt, så vi kan få snakket med hinanden, fortæller Heidi, som har opfordret skolelederen på Milles skole til at bruge et af skolens årlige fællesmøder for forældrene til at få en seksualvejleder ud og sætte gang i en snak med og hos forældrene.

– Jo klogere, vi er, jo bedre kan vi passe på vores egne og hinandens børn. Og jeg synes faktisk også, det er en svær opgave kun at lægge på lærerne. Den del, der ligger ud over det biologiske, bør varetages af den rette fagperson, som så også ville være en livline for den unge eller forældrene, hvis vi får behov for ekstra hjælp. Jeg tror på, at hvis vi supplerer seksualundervisningen med seksualvejledning og inddrager os forældre, så kan vi sammen med det personale, der har børnenes tillid, forebygge grænseoverskridende adfærd og overgreb. Bare ét overgreb forhindret er jo det hele værd, siger Heidi.

 

På Horisonten kigger de aldrig på deres seksualpolitik – men de bruger den hele tiden

Af

På Horisonten kigger de aldrig på deres seksualpolitik – men de bruger den hele tiden

På bo- og uddannelsesinstitutionen Horisonten er det lige så naturligt at snakke om sex og kønsidentitet som rengøring og sengetider.

Jovist, den står inde på Horisontens hjemmeside – institutionens seksualpolitik. Men den bliver aldrig taget frem og viftet med af skolens ansatte.

– Vores arbejde med seksualitet gennemsyrer bare alt, hvad vi gør, siger Simon Normand Winkler.

Han er pædagogisk vejleder og Horisontens STU-ansvarlige.

– Vi går ikke rundt med en bevidsthed om, at ”nu skal vi lige huske at drysse lidt af seksualpolitikken ind i samtalen med de unge her”. I stedet er vores seksualpolitik og snak om kønsidentitet lige så naturlig at gå ind i, som det er at tale med de unge om rengøring og sengetider.

Seksualpolihvadfornoget?

Måske er det første gang, du hører om begrebet seksualpolitik. Måske har man allerede vedtaget sådan én det sted, du arbejder, eller hvor dit barn er elev eller bor. En seksualpolitik kan udformes på mange forskellige måder. Men typisk er det et sæt regler eller dogmer, som personalet på en skole eller institution diskuterer og bliver enige om at vedtage i en bestemt ordlyd. Nogle steder involverer man også elever og forældre. Reglerne/dogmerne kan handle om, hvad der er social acceptabel seksuel adfærd blandt eleverne, hvordan personalet skal forholde sig, hvis der opstår forskellige grænse- overskridende situationer, og hvordan medarbejderne kan arbejde for at skabe en seksualvenlig kultur på skolen/institutionen, så eleverne får et trygt og naturligt forhold til deres egen og andres seksualitet, følelser og parforhold. En seksualpolitik kan også være med til at forebygge overgreb blandt de unge og give personalet en tryghed i at vide, at der er nogle retningslinjer at læne sig op ad i situationer eller samtaler, hvor de ellers ville komme til kort.

At forholde sig til de unges seksualitet er både vigtigt og en pligt

”Sex betragtes som en naturlig del af menneskelivet og ikke som noget tabubelagt.” / ”Det er op til personalet at arbejde på at sikre en åben dialog, skabe tydelige rammer og animere til en åben og empatisk tilgang til seksualitet.” / ”Den unge kan udsmykke sit værelse helt efter egen smag og benytte porno osv, men fælles arealer tilskyndes at antage et mere neutralt udtryk, så ingen stødes.”

Det er bare tre af de linjer, man finder i Horisontens seksualpolitik. En politik, der har lige så mange år på bagen som skolen selv, fortæller forstander Paw Koch, der var med til at grundlægge skolen i 2014:

– Vi havde nogle græsrodsforældre, der var med til at starte skolen, som mente, at det var vigtigt med en seksualpolitik. Nogle af forældrene havde oplevet nogle udfordringer på det område på de efterskoler, deres børn havde gået på, og derfor ønskede de klare rammer og regler på Horisonten, fortæller Paw.

Han oplever det som både vigtigt og en pligt som institution at forholde sig til seksualiteten hos de unge.

– Hvis man ikke forholder sig til det, får man nok en stiv kultur, hvor man ikke er naturlig. Og hvis man ikke er dét, mister man tilliden til de unge. Dét, at man for eksempel kan være plat eller tale om personlige ting og følelser med de unge, gør jo, at når man så står i en situation, der er svær for eleven, så er du tættere på personen relationelt. Og så synes jeg ikke, det kan være anderledes, end at man forholder sig til emnet, hvis man kigger på målet for sundhedsindsatsen på botilbud og specialtilbud, for déri er et krav om, at man arbejder med en sundhedsindsats, og seksualvejledning er en del af dén, siger Paw.

Sådan gør de i praksis

Simon Normand Winkler kunne aldrig finde på at sætte sig ned med en flok elever og proklamere, at ”nu skal vi snakke om seksualitet.”

– De fleste, der bor her, har papir på, at de har en form for indlæringsvanskeligheder. Så hvis jeg skaber et rum, der minder dem om skole, har jeg allerede mistet dem. Så lugter det også af kravsætning ”Hvad forventer læreren af mig nu?” Det skal være så uformelt og autentisk som muligt. For eksempel vækkede jeg en kvindelig beboer den anden dag. Hun kiggede på sin telefon, og så ser jeg, at der står et drengenavn. ”Ej, hvor fedt, hvem er det?” spørger jeg så. Så smiler hun, og så har jeg grebet den dér. Indgangsvinklen til at snakke seksualitet, følelser og kærester kan også opstå i mødet med to elever, der hænger ud ved én af vores bygninger, når vi ser film eller midt i frokostpausen, fortæller Simon.

En gang imellem arbejder skolen med strukturerede forløb om seksualitet, kønsidentitet og følelser. Men ofte sammensætter personalet også undervisning eller hold, hvor seksualitet umiddelbart er et usynligt element, men hvor det i virkeligheden er det primære dannelsesmæssige fokus.

– Hvis vi nu skaber et fælles tredje, hvor vi istandsætter vores butikslokaler, så kan vi lave et hold med tre tøser. Så tager de måske selv hul på snakken om kæresteforhold, mens de arbejder side om side. Så er det vigtige ikke, at de lærer at male eller renovere, men at vi får skabt et rum, hvor de kan tale om sådan nogle ting sammen med en anerkendende pædagog, fortæller Simon.
Også de ugentlige beboermøder i de unges fælles lejligheder er en mulighed for personalet for at snakke om, hvordan de unge opfører sig, hvis én eksempelvis har sin kæreste til at overnatte i weekenden, eller hvor meget eller lidt påklædt man går rundt blandt de andre.

Frirum

Som beskrevet flere gange i temaartiklerne om seksualitet, er grænsesætning én af de helt store udfordringer for unge med særlige behov. Simon tror på, at den afslappede og anerkendende kultur, naturlige tilgang til emnet seksualitet og ikke mindst relationen mellem personale og unge i dén forbindelse er givet godt ud.

– Jeg er ret sikker på, at vi har nemmere ved at tale med de unge om, hvor der går en grænse, eller hvis en ung er i tvivl, om en grænse er blevet overskredet, fordi vi bliver inviteret ind i den snak tidligere og bliver bedt om at guide. Generelt tror jeg bare, at folk, der kommer her, oplever et frirum, hvor man kan tale åbent med hinanden.

August 2021

 

Vejen fra indelukket gamer til glad gastronom

Af

Klokken ringer. Silas har fri fra skole. Han skynder sig hjem. Tænder sin computer og kort tid efter er han i en anden verden. En verden, der hedder World of Warcraft. Her bliver han de næste mange timer. Faktisk helt indtil midnat. Dagen efter er det en træt Silas, der kommer i skole. Her laver han det samme som dagen før: Ingenting. Han har nemlig svært ved både det faglige og det sociale i skolen. Han tæller nærmest bare ned, til han får fri, så han kan komme hjem til det computerspilsunivers, hvor han tilbringer de fleste af sine vågne timer. Sådan så Silas Scholdan Jespersgaards tilværelse ud for 8 år siden. I sommer blev han færdig med en uddannelse som gastronom og er nu i et ordinært job.

Her får du indblik i, hvorfor og hvordan det lykkedes for Silas at komme fra en tilværelse som afhængig gamer til et liv med uddannelse, job, forlovet og egen lejlighed.

Tekst: Helene Kaas Foto: FGU Aalborg

Afhængig gamer med lavt selvværd

– I folkeskolen var jeg altid det nye barn. Vi har altid flyttet meget rundt, så jeg har prøvet at gå på 11 forskellige folkeskoler. Jeg nåede aldrig at blive en del af fællesskabet. Og så spillede jeg jo computer, så de andre så ned på mig. De stemplede mig som nørd, så jeg lukkede mig bare inde i mig selv. Lærerne i folkeskolen virkede ret opgivende, og jeg forstår dem egentlig godt, når jeg tænker tilbage, for jeg har aldrig fungeret godt i folkeskolen. Jeg klarede mig ikke godt i skolen og fungerede ikke sammen med de andre elever. Jeg var ikke den, de andre valgte at være sammen med.

Sådan beskriver Silas selv sin tid i folkeskolen. Efter 9. klasse kom Silas på Lille Vildmose Produktionsskole på Mou Hotel. Det var hans mors forslag, fordi Silas havde været i praktik på en kro, og det havde gjort ham godt at mærke, at der var noget praktisk, han var god til. Det var dog ikke nemt for Silas at bryde det gamle mønster, så det første år på produktionsskolen havde han meget fravær. Busturen til skolen var hård, skolen var endnu en ny skole og troen på, at han kunne lære noget, var lille. Han fortæller, at han stadig spillede enormt meget computer.

Christina Møller Jensen, som er uddannelsesleder på FGU Aalborg (tidl. Lille Vildmose Produktionsskole) og Michael Falkenberg Simonsen, faglærer og mentor, fortæller i fællesskab om den Silas, de tog imod som 16-årig:

– Silas var en dreng med komplekse udfordringer – både faglige, sociale og personlige. Han var meget usikker, både på sig selv og i forhold til hvilken retning, han skulle. Vi tog fat der, hvor han var. Han var bogligt udfordret, havde lavt selvværd og kæmpede med ubehandlet sorg efter sin fars død. Han havde haft mange dårlige oplevelser i sin skolegang. Han var motorisk udfordret, og bar præg af at være understimuleret fysisk efter alt for mange timer foran en computer. Derudover var han var lige blevet udredt med ADHD.

– Silas forløb startede med meget fravær. Han var blevet en mester i at blive hjemme, når tingene var svære og sådan havde det været i mange år. Så den første opgave var at motivere ham til at møde op og støtte ham i at få nogle af de barrierer væk, som holdt ham hjemme foran computeren.

Reddet af en Særligt Tilrettelagt Uddannelse

Det skelsættende for Silas skete, da han fyldte 17 år, og blev visiteret til en STU med mulighed for bo-træning.
– Da jeg fyldte 17 år, fik jeg tildelt en STU og det hjalp meget, for så kunne jeg komme ud at bo på Mou Hotel. Det betød, at jeg kom ud af mine gamle rammer og begyndte at blive opdraget Der begyndte det at gå godt. Jeg mødte – godt og vel – hver dag. Jeg begyndte at lære ting, og jeg blev generelt mere glad. Jeg kom i bad hver dag – og det er en god ting, fortæller han med et skævt smil i stemmen.

Silas’ svar på hvorfor det begyndte at gå godt, peger på én person: Michael.
– Michael havde en farrolle for mig. Han er grunden til, at jeg er, som jeg er nu. Jeg snakkede knap nok, da jeg kom derud. Nu holder jeg nærmest ikke mund. Han har fået mig til at tro på mig selv. Han har været en stor støtte og inspiration. Han har været der hele vejen rundt. Efter mine 3 år på STU kom jeg i lære på hotellet i 3 og et halvt år. Michael har været med hele vejen, så han har lært mig alt, hvad jeg ved. Han har også været hård. Det har jeg haft brug for – for at blive opdraget ordentligt. Var jeg ikke kommet på den STU, var jeg ikke kommet nogen vegne i mit liv. Jeg har været tæt på at bakke ud af uddannelsen et par gange, men begge gange har Michael været der til at sige ’Du kan godt’. Det betød meget for mig, at jeg kunne mærke, at lærerne godt kunne lide at være på Mou Hotel. Det inspirerede mig til også at ville det.

For Michael og Christina var det også tydeligt, at STU’en var det helt rigtige for Silas.
– Da Silas begyndte på STU’en, begyndte det at rykke for ham, fordi vi kunne arbejde sideløbende med både det per- sonlige, faglige og sociale samt støtte Silas i sit fritidsliv, således at nogle af de gamle mønstre ligeså langsomt blev brudt.

– Det sidste år af STU’en rykkede Silas sig tre niveauer fagligt i almenfagligt. Det betød, at han kunne klare en optagelsesprøve i dansk og matematik, så han kunne komme ind på TECH Food College (red., hvor Silas har taget sin uddannelse som gastronom). Det lykkedes, fordi de andre ting landede; han fik styr på at møde op, begyndte at tro på sig selv og fik mod på og lyst til at tage en uddannelse – med andre ord Silas havde mærket værdien af at være en del af et lærings- og arbejdsfællesskab og ville mere, fortæller Christina.

Da han begyndte på sin uddannelse, fortsatte Michael med at være mentor for Silas, udover at være hans faglige læremester.

Silas Sholdan Jespersgaard og Michael Falkenberg Simonsen, faglærer og mentor.

Tillid og fællesskab som de første skridt

Relationer, tryghed og krav er nogle af nøgleordene i det arbejde, som de på Mou Hotel satte i gang for at hjælpe Silas.

– Vi lagde ud med at invitere Silas ind i vores arbejdsfællesskab på hotellet for derigennem at skabe en relation til Silas. Det var hårdt arbejde det første halve år. Vi arbejdede med at få Silas ind i nogle omgivelser, som gjorde, at han blev tryg ved at være der og deltage – og det lykkes at han fik en relation til mig. Han kunne mærke, at jeg ville ham. Jeg var uden tvivl også hård ved ham nogle gange. Jeg stillede krav, som jeg vidste, han kunne klare, som han bare ikke selv vidste, før han havde gjort det. Det var Christina, der trådte til, når han synes det blev for svært, fortæller Michael.

Christina supplerer:
– Silas var ikke en dreng, der var vant til at blive stillet krav til. Når der ikke bliver stillet krav til en, kommer der en underliggende tro på, at ingen tror, man kan mestre noget. Michael har stillet krav og tilpasset opgaverne, så Silas begyndte at få følelsen af, at han kan kunne lykkes med noget. Han har naturligvis skulle støttes i at håndtere de krav, der blev stillet og få dem vendt i hovedet, så han ikke fik modstand mod dem. Men det er her, jeg tænker Michael og jeg har suppleret hinanden godt. Vi snakkede løbende med Silas om, at når vi stillede krav til ham, var det fordi, vi troede på, han kunne leve op til dem. Derudover sørgede vi for, at målene blev så små, at de var til at lykkes med, hvor efter vi byggede videre på. Det gav Silas et frirum, at Michael gav ham nogle konkrete arbejdsopgaver og bad ham ’pakke problemerne væk’, for han var kommet ind i et mønster med, at alt var svært og hårdt. Koblingen mellem at få et frirum til at lære noget fagligt og være en del af at skabe noget i køkkenet, gjorde ham godt. Han har jo set op til Michael, fordi Michael har kunnet mestre meget, som Silas gerne selv ville mestre.

– Jeg tror også, at de sociale ture har betydet meget. Michael rejste til Norge med fem drenge, da Silas kun havde været her i et halvt år. Sådan en tur, hvor man presser sig selv og finder ud af, at man kan klare det og klare det sammen, giver meget. Det, at føle sig som en del af et fællesskab med nogen andre unge og have en værdi i det, har også haft betydning. På Mou Hotel er det vigtigt for os både at inkludere de unge i et lærings- og arbejdsfællesskab, men det er også vigtigt for os, at vores STU-elever får sammenlignende muligheder som unge på ordinære ungdomsuddannelser, blandt andet studieture, udlandspraktikker osv. Silas har aldrig oplevet at været en del af et fællesskab i sin folkeskole, fordi han har skiftet skole mange gange, gået i specialklasse og været skærmet meget – vi må som fagpersoner ikke underkende betydningen af følelsen af at høre til og have venner, fortæller Christina.

På tur til Norge. 

Personlig, social og faglig mentor

– Det, at Michael har kunnet arbejde med hele Silas, og det at Silas er blevet inkluderet i et arbejdsfællesskab. Det er svaret på, hvorfor det er gået godt for Silas. Det gælder også for nogle af de andre unge, vi har haft, som måske er kommet videre i et fleksjob eller anden beskæftigelse. Sådan lyder Christinas helt korte svar på den tilgang, de har på Mou Hotel.

Hun fortæller videre:
– Fordi Michael har haft en tæt relation til Silas, har han hele tiden været ved siden af Silas eller et skridt foran, så hvis noget har været ved at gå galt, har vi kunne sætte ind, inden det blev en udfordring. Da han kom til os, var han ikke vant til, at nogen holdt noget ud. Silas havde oplevet mange skift af forskellige fagpersoner og var på mange måder lidt opgivende i troen på, at nogle reelt ville hjælpe ham. Når et ungt menneske får en STU på Mou Hotel, samarbejder vi naturligvis med den unges netværk og de øvrige fagpersoner, der måtte være en del af den unges liv, men der er ikke en opgave, vi tænker, ikke er relevant for os at være med til at løse. Er der en barriere for at møde i sin STU, så kigger vi på den barriere og forholder os til den. Silas’ STU har indeholdt alt – lige fra støtte til at håndtere sin økonomi til at få indlæg i sin sko, fordi han havde en dårlig fodstilling, der gjorde, at han fik ondt i ryggen. Michael og hans kollegaer på Mou Hotel har støttet med bus, tandlæge, fritidsliv, rengøringen, hygiejne. Alt, hvad der har været en barriere for at møde og lære.

Det har helt klart også været en del af succesen. Helheden i det. For eksempel, hvis Michael havde skullet vente på, at der kom en kontaktperson, der kunne tage Silas til læge med den dårlige fodstilling, så ville han have fået fravær, og ville måske være røget ud af fællesskabet. Ligesom det, at Silas fik tilbud om at bo på skolen sammen med sin STU medførte, at vi i langt højere grad kunne støtte Silas i fritiden også.

– Det er ikke noget hos den unge, der ikke hører til os. Det er ikke sikkert, at den udfordring, den unge har, er noget vi har mulighed for selv at støtte den unge i at håndtere, men så følger vi den unge derhen, hvor den unge kan få hjælp. For eksempel i forhold til Silas og fodspecialisten. Vi overlader aldrig den unge til ’det har ikke noget med skolen at gøre’. Alt, hvad der har med den unge at gøre, har også noget med den unges uddannelse at gøre.

Michael supplerer:
– Jeg brugte også meget tid på at fortælle ham om den tilværelse, der ventede på den anden side af uddannelsen. Fortælle ham om arbejdsmarkedet, som han ville komme ud og være en del af.
Det, der var vigtigt for Silas, var, at han kunne danne sin egen familie, at have økonomi til det og betale sine regninger. Det har han aldrig været vant til. Han har været vant til ’den regning river vi over, fordi jeg har alligevel ikke råd til at betale den’. Jeg forsøgte at holde Silas op på sine drømme og støtte ham hen mod dem. Også når det galt om at få betalt sine regninger.

Forlovet gastronom med fast arbejde

Silas har ikke bare fået sig en uddannelse og et arbejde; han er også blevet forlovet og drømmene for fremtiden stopper ikke der.
– Nu har jeg en uddannelse, – fortæller han med stolthed i stemmen, og fortsætter – og jeg arbejder på MUMS i Gug, hvor vi laver gourmet delikatesse take away. Jeg tjener til, at vi kan bo i en ordentlig lejlighed. Vi flytter snart til en større lejlighed med fremtidsperspektiv, for der er fem værelser.

Om måden han fik jobbet på, fortæller han.
– En elev fra Mou Hotel havde spottet et jobopslag på Facebook. Jeg syntes, det lød spændende og tog derhen samme dag. Chefen bad mig komme med en ansøgning og et CV. Tre dage senere havde jeg jobbet. Det var en surrealistisk oplevelse.

Jeg spørger ind til om, om han kunnet have forestillet sig det scenarie, hvis han tænker tilbage på den Silas, han var i folkeskolen.
– Nej! – siger Silas og kommer med et grin, der bekræfter, hvor langt ude den tanke er.
– Jeg turde jo ikke noget dengang. Jeg lavede ikke rigtig noget uden for mit værelse.

Christina Møller Jensen, som er uddannelsesleder på FGU Aalborg, sammen med Silas.

Vejen fra gamer til gastronom lykkedes for Silas, fordi han kom i de rigtige skolerammer omgivet af mennesker, der havde forståelse for hans særlige behov og mulighed for at tilrettelægge det forløb, der passede direkte til Silas.

Marts 2021

Folkeskolens fællesskaber skal også være for børn med særlige behov

Af

Børnene der er uden for fællesskabet

De findes i næsten alle skoleklasser. Børnene der er uden for fællesskabet. Måske har du mødt dem i dit barns klasse? Måske er det dit barn? Måske har du mødt dem på efterskolerne eller på uddannelsesstederne. Børn der har brugt deres skoletid på at lære, at de ikke kunne noget, og at de ikke var noget værd. Svært ved at følge med i undervisningen og svært ved at være en del af fællesskabet. Nogle af dem tog det på sig og indfandt sig i stilhed med deres særlige vilkår for at være i skolen. Andre gjorde modstand og reagerede på det, de oplevede som uretfærdigt og urimeligt afvisende.

Årsagerne er mange. Nogle har svært ved det boglige og falder fra i den daglige undervisning. Andre bøvler med en hjerne, der altid er i uro og har udfordringer ved at overskue klassens mangfoldighed eller kravet om at planlægge sit eget skolearbejde. Og andre har bare ikke støtten hjemmefra eller har et familieliv med så store udfordringer, at der simpelthen ikke er overskud til også at lære og lege.

I Ligeværd kender vi de børn

De fleste af os kender de børn. Mange af os kan næste føle den smerte, det må være ikke at hænge sammen med sine kammerater eller måske lige frem blive skubbet væk, fordi man ikke er helt som de fleste.

I Ligeværd kender vi dem. For vi møder dem på specialefterskolerne, de frie fagskoler og uddannelsesstederne. Her bliver langt de fleste samlet op. Gennem en meget målrettet pædagogisk indsats bliver de ’vendt om’, så de begynder at tro på, at de også kan lære og at der også er en plads til dem i samfundet. Og når vi møder dem i Unge For Ligeværd klubberne, så siger de alle, at her har de fået venner og her kan de være, som de er.

I Ligeværd har vi glædet os over, at vi har så mange tilbud til de unge. Tilbud, der giver dem livsmod, kompetencer og trivsel. Men samtidig med glæden har vi i flere år følt en nagende frustration over, at vi ikke kunne møde de unge og deres familier tidligere, så de ikke skulle et helt folkeskoleliv igennem, inden de møder de skole- og uddannelsestilbud, der er i Ligeværd.

Ligeværd træder ind på inklusionsområdet

De unges fortællinger om deres tid i skolen er smertelige beretninger om marginalisering, mobning og ensomhed. Og når vi møder forældre, der efter at have fået kontakt til Ligeværd siger: ”Hvorfor har vi ikke mødt jer for mange år siden?”, så er det med tiden blevet mere og mere tydeligt, at Ligeværds opmærksomhed og politiske arbejde også skal rettes mod forholdene for børn med særlige behov i folkeskolen. Derfor har Hovedbestyrelsen nu godkendt en plan for at gå ind i et helt nyt arbejde, der retter sig mod netop dem og deres vilkår i folkeskolen.

Der er behov for en ny dagsorden

Inklusion er et omstridt begreb og en proces, der har fået meget kritik gennem årenes løb. Mange har oplevet det som en proces, der har haft til hensigt at spare penge. Og mange børn har oplevet, at vejen fra specialskole eller specialtilbud tilbage til det ordinære skolesammenhæng var svær og smertefuld. Men inklusion beskriver også noget positivt. For den beskriver jo også den situation, vi alle ønsker for vores børn: At de indgår i inkluderende fællesskaber, hvor de føler sig trygge og tilpas, og hvor de oplever både trivsel og læring.

Der er behov for, at vi sætter en ny dagsorden, når vi taler om inklusion. Inklusion er kommet til at handle om noget, der er gået for vidt. Og mange steder er den mislykkede proces kommet til at handle om børn, der ikke passer ind i skolen. Det skal vi have lavet om. Når det ikke lykkes at få skabt inkluderende fællesskaber i skoleklasserne, så er det ikke børnenes skyld!

Et stort arbejde venter

Det arbejde, som Hovedbestyrelsen nu sætter i gang, rummer både alvor og ydmyghed. Alvor fordi alt for mange børn har det svært og har behov for, at nogen taler deres sag på tværs af udfordringer og diagnoser. Ydmyghed fordi opgaven er så stor og ambitiøs, at det antageligt overstiger, hvad Ligeværd kan løfte alene. Derfor ligger det i den plan, Hovedbestyrelsen har lagt for de kommende år, at der skal laves brede samarbejder med en række organisationer.

Vi rækker hånden ud og håber på en bred dialog

Vi vil den nærmeste tid række hånden ud til flere grupper af forældre og organisationer, så vi kan skabe nye sammenhænge for en bred dialog om, hvordan vi skaber en inkluderende folkeskole. Vi har vores egne holdninger til emnet, men vi ved også, at vi ikke alene kan flytte en politisk dagsorden. Vi er nødt til at finde sammen med andre organisationer og grupper, for vi ved, at det er det, vi er enige om, der kan skabe politiske resultater. Det har vi oplevet på STU-området. Det håber, vi også, kan ske på folkeskoleområdet. Og det håb bliver vi nødt til at forfølge – for børnenes skyld.

December 2020

Ny analyse: Kun 6 ud af 100 STU-unge i job eller på uddannelse

Af

Unge med særlige behov har brug for nye og bedre indsatser, hvis de skal få mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet. Når unge færdiggør deres Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU), er kun seks ud af hundrede i enten job eller på uddannelse. Efter 4 år er det knapt hver fjerde ung, der er fundet en plads til på arbejdsmarkedet eller på en uddannelse. Det billede har stort set ikke ændret sig siden 2012.

Det viser en ny analyse, HBS Economics (tidligere Højbjerre Brauer Schultz) har udarbejdet for Ligeværd på baggrund af data fra Danmarks Statistiks elevregister (KOTRE) og Beskæftigelsesministeriets DREAM-register.

I dag er godt 6000 unge i gang med en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse. Og selvom uddannelsen ikke retter sig specifikt mod at få de unge i beskæftigelse, er ønsket om et job stort for rigtig mange unge på uddannelsen.

Ligeværd har kontakt til mange unge, der har gået på STU eller stadig går der. Det er et helt generelt billede, at langt de fleste unge drømmer om et arbejde eller om at kunne deltage og bidrage til samfundet. Den stolthed, vi ser hos de unge i arbejde, er ikke til at tage fejl af. Med tallene fra Ligeværds analyse er det tydeligt, at der er udviklingsmuligheder. Det er også tydeligt, at de værktøjer, vi bringer i anvendelse i dag, er meget utilstrækkelige, hvis disse motiverede unge skal få mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskabet.

 

STU bringer ikke unge i arbejde

I lovgivningen for STU hedder det, at uddannelsen skal sikre, at unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt bringer dem videre i uddannelse og beskæftigelse. Uddannelsens mål om uddannelse eller beskæftigelse er, som det fremgår, sekundært i lovgivningen. Tallene viser da også, at det kun i sjældne tilfælde sker, at de unge har en uddannelsesplads eller et job, når de afslutter deres STU. Kun 6% er i job eller i uddannelse en uge efter de har afsluttet deres STU. Og selv efter 48 måneder der det kun 21%, der er i beskæftigelse inklusive de unge på førtidspension, der har fået job med løntilskud. Gennem de fire år, efter de unge har færdiggjort deres STU, er andelen af STU-unge på uddannelse fortsat 3-4%.

 

Ressourceforløb 

Det er ikke STU’ens primære formål at gøre de unge klar til beskæftigelse. Derfor er det også forventeligt, at der ikke er en stor andel af de unge, der umiddelbart efter deres STU er i job. Analysen ser derfor på, om ressourceforløb hjælper de unge tættere på arbejdsmarkedet. Det ser dog ikke ud til at være tilfældet i væsentlig grad. I 2015 kom knap 4% af de unge i ressourceforløb umiddelbart efter STU i 2015. Dette tal var i 2018 ikke steget til mere end godt 6%.

2015 var den årgang, hvor flest unge kom i ressourceforløb. Her toppede kurven efter 24 måneder, hvor 13% var i ressourceforløb. Ikke noget prangende niveau.

I 2018 kom endnu færre i et ressourceforløb. Her ser kurven ud til at toppe omkring 10 %.

Det ser altså ud til, at ressourceforløb kun i meget begrænset omfang finder anvendelse for unge med særlige behov, og at de unge, der kommer i ressourceforløb, forlader denne beskæftigelsesindsats efter et par år. Når man så kigger nærmere på, hvad de unge kommer videre til gennem ressourceforløbet, så bliver det tydeligt, at det kun i meget begrænset omfang er til beskæftigelse. Når man tager gruppen, der 6 måneder efter afsluttet STU forløb er i ressourceforløb (ca 6% af alle afsluttede), kan man se, at kun 12% af denne gruppe kommer videre i arbejde eller uddannelse gennem ressourceforløbsaktiviteten i løbet af de følgende 30 måneder, mens 21 % af gruppen er overgået til førtidspension.

 

Erkendelsens lys for enden af tunnelen

Det er nedslående tal, der viser, at vores traditionelle beskæftigelses-værktøjskasse ikke passer til unge med særlige behov og kognitive udfordringer. Tallene viser også, at der er behov for nytænkning på dette område af beskæftigelsesindsatserne. Og den nytænkning sker rundt omkring, men ser desværre ud til at mangle bevågenhed. Så også her vil jeg opfordre til opmærksom læsning af et tidligere indlæg i Altinget: ’Unge med handicap skal adgang til STU-overbygning’. Her fremgår det nemlig, at gode overgange laves. Det sker i Ligeværds Joballiancen, FONDEN UNGES’ KLAR TIL START, Glad fondens flexuddannelse og LEV’s KLAPjob. Bemærkelsesværdigt og tankevækkende er det, at alle er udviklet uden for de kommunale jobcentre. Jobcentrene bør løfte blikket og række ud efter de modeller der findes og politikerne skal understøtte at de modeller gøres til standardiserede løsninger.

Det er i hvert fald nødvendigt, at politikerne erkender, at den kommunale mainstream-jobformidling ikke fungerer for kognitivt udfordrede unge og, at der laves tætte samarbejder med aktører, der har ekspertise., såvel om organisatorisk og kulturelt set-up til at løse opgaven.

September 2020

Selvmordstanker er aldrig for at få opmærksomhed

Af

Det er ingen hemmelighed, at mange børn og unge med særlige behov har det svært. Faktisk kæmper børn og unge med særlige behov oftere med selvmordstanker end andre børn og unge, og selvmordstankerne er aldrig manipulerende eller kalkulerede. Det mener Britt Morthorst, som er ansat i psykiatrien i Region Hovedstaden, hvor hun forsker i selvmordsforebyggelse.

”Der findes nogle myter med, at folk, der siger, de har selvmordstanker, ikke handler på det. At de ”bare vil have opmærksomhed”, at de vil ”hævne sig” eller ”er ude på at manipulere for at få deres vilje”. Det er stort set aldrig det, der er på spil, og derfor skal de myter manes til jorden med det samme,” siger Britt Morthorst.

Derimod opstår selvmordstankerne altid af en grund. I langt de fleste tilfælde opstår de, fordi den unge har et brændende ønske om at komme væk fra en psykisk smerte, som han eller hun har svært ved at bære. Det viser flere både nationale og internationale undersøgelser på området ifølge Britt Morthorst, og derfor er det vigtigt at tage sig kærligt og alvorligt af selvmordstanker, hver gang vi hører om dem.

”Mennesker, der udtrykker selvmordstanker, har selvmordstanker, og de skal have hjælp til at håndtere dem. Selvmordstanker er i langt de fleste tilfælde et ønske om at komme væk fra en ubærlig psykisk smerte. Især har børn med selvmordstanker svært ved at se alternative veje ud af smerten, og derfor skal de have hjælp,” siger hun.

 

Selvmordstanker blandt børn og unge med særlige behov kan være et ønske om forandring

Når børn med særlige behov har selvmordstanker oplever Britt Morthorst ofte, at de opstår som følge af, at børnene ønsker sig en forandring, som skal gøre deres liv bedre, men som er svær at skabe.

”Selvmordstanker opstår for de fleste mennesker på baggrund af flere årsager, men for mange børn med særlige behov er der nogle karakteristika, som går igen. Min erfaring er, at særligt de her unge mennesker igen og igen har udtrykt et ønske om en forandring. Og ikke en forkælet forandring, men en indfølelig forandring, som ikke skaber sig for dem,” siger hun.

 

Vær opmærksom på adfærd hos børn med særlige behov

Når børn med særlige behov udtrykker ønske om en forandring, risikerer de imidlertid at blive misforstået og opfattet som aggressive eller afvisende, fordi de kan have svært ved at sætte ord på deres følelser. Derfor skal man nogle gange aflæse deres mistrivsel i deres adfærd.

”Børn med særlige behov er jo en sårbar gruppe mennesker. De kan reagere meget hurtigt og meget kraftigt på belastninger. Det kan være ændringer, stress, et miljø der ikke passer dem, en upassende pædagogisk tilgang, eller hvis man stiller for store krav til dem. Et eller andet som er nyt og adskiller sig fra det kendte, hvilket måske ikke passer dem. Så vil de på en eller anden måde reagere med en eller anden adfærd, som typisk vil blive opfattet som en vred, aggressiv eller frustreret adfærd,” siger Britt Morthorst.

Og børnene er frustrerede. For de bærer rundt på en psykisk smerte alene, som de har svært ved at håndtere, og de beder om en forandring, som ikke sker. Og så opstår selvmordstankerne.

”De her børn bliver præget af et tunnelsyn og en håbløshedsfølelse, som gør, at det bliver svært for dem at se andre udveje. Så bliver de draget mod, at der kun findes én løsning på at ende den her ubærlige psykiske smerte,” siger Britt Morthorst.

Hvis du eller dit barn har selvmordstanker, skal du kontakte din læge eller ringe til Livslinien alle dage mellem klokken 11-04 på telefon 70 201 201.

Søg hjælp med det samme, hvis dit barn har selvmordstanker

Hvis du hører om selvmordstanker hos dit barn, så er det vigtigt, at du søger hjælp, selvom du måske ville ønske, du kunne klare det selv eller måske mest af alt har lyst til, at de tanker skal skjules for omverdenen. Du kan enten kontakte din egen læge eller ringe til Livslinien på telefon 70 201 201. På hjemmesiden selvmordsforebyggelse.dk kan du finde et kort med en oversigt over henvisningsmuligheder i din region. I Danmark er der kompetencecentre i selvmordsforebyggelse over hele landet, som kan hjælpe eller viderehenvise.

Det er de færreste forældre, der har forudsætninger for at håndtere selvmordstanker hensigtsmæssigt, så det er helt ok, at du er i vildrede. Måske bliver du ramt af skyldfølelse og tvivl om, om du nu er en god nok forælder. Men det er slet ikke sikkert, at selvmordstankerne har noget med dig at gøre, og du kan være sikker på, at der er andre forældre, der oplever det samme som dig og andre børn, der har det ligesom dit barn.

Nogen vil måske være bange for at søge hjælp på vegne sit barn af frygt for at afsløre sig selv som dårlig forælder. Men det behøver man ikke være bange for ifølge Britt Morthorst.

”Når man kontakter psykiatrien, så får selvfølgelig børnene, men også forældrene hjælp og strategier til at håndtere selvmordstankerne. Behandlerne ser sammen med hele familien på hele barnets liv og ser på, hvad der er af belatninger, og hvem barnet kan række ud efter, hvis det har brug for trøst og hjælp. Man skal søge hjælp, og vi prøver at finde løsninger sammen med familierne,” siger hun.

September, 2020