Skole

Bordrollespil kan hjælpe unge med særlige behov ud af mistrivsel – og styrke dem socialt

Af

Når unge med særlige behov spiller bordrollespil, indgår de i et fællesskab, som styrker deres sociale kompetencer. Oplevelsen af at lykkes socialt kan være med til at løfte unge ud af mistrivsel.

”Jeg vil slå en salto over orken og tage øksen fra den.”

Ordene kommer fra 13-årige Mathias’ mund, men i virkeligheden er det karakteren Bobby, som siger det. En af fordelene ved bordrollespil er nemlig, at unge med særlige behov kan øve sig socialt i en arena, hvor de agerer på vegne af en karakter. Det mener Claus Møllgaard. Sammen med Jonas Dissing El Kabier har han taget initiativ til, at unge kan få et forløb med bordrollespil hos center for specialpædagogiske tilbud i Aarhus Kommune.

”Rent udviklingspsykologisk mangler vores unge sociale kompetencer. Når de spiller bordrollespil hos os, så kan de teste forskellige personligheder af igennem en karakter i spillet, et alter ego. Og det giver dem nogle erfaringer, som de tager med ud i den virkelige verden,” siger Claus Møllgaard.

De to initiativtagere Claus Møllgaard, pædagog og Jonas Dissing El Kabier, cand. pæd. i pædagogisk psykologi. Foto: Lasse Mors

Alter egoet fungerer som et skjold, der beskytter den unge, hvis noget går galt, mener han. Den oplevelse har Silas Riis Bendik Andersen haft. Han startede i et rollespilsforløb for fire år siden.

”Jeg var meget lukket som person og talte ikke særlig meget. Men så begyndte jeg at spille som den her sjove lille troldmand, som sagde mere og gjorde mere. Jo mere jeg spillede som ham, jo mere blev det til mig, og jo mere begyndte jeg også at gøre som ham ude i den rigtige verden,” siger han.

Efter forløbet begyndte den i dag 18-årige Silas Riis Bendik Andersen at spille med venner, og det har han gjort lige siden.

Fra skolevægring og selvmordstanker til socialt liv

En anden, der har haft glæde af at spille bordrollespil, er Nina, som i dag er 19 år. I løbet af udskolingen brød hun sammen med selvmordstanker og droppede ud af skolen efter længere tids skolevægring. Hun fik konstateret ADHD og autisme, og for hende blev det et vendepunkt at starte til bordrollespil. Det fortæller hendes mor Lise.

”Det gik rigtig skidt, og hun isolerede sig meget på sit værelse, men allerede efter første gang begyndte hun at deltage mere i familien. Jeg mener, at bordrollespil er grundlaget for, at Nina har et socialt liv i dag. Hun kunne ikke finde ud af noget socialt før,” siger hun.

I takt med rollespillet blev Nina også mere mødestabil i skolen, og ligesom Silas havde Nina mod på mere efter forløbet.

”Hun har på eget initiativ startet to grupper, hvor hun selv er spilmester sammen med en anden, så det er jo en stor del af hendes sociale liv, at hun går til bordrollespil,” siger Lise.

Overfor Ligeværd bekræfter flere kilder historier om unge, der får det bedre socialt, og som på eget initiativ starter nye grupper op efter forløbet i kommunen. Derfor glæder det Jonas Dissing El Kabier, at Aarhus Kommune har givet grønt lys til at indsamle data på, at bordrollespil virker.

”Vi ved, det virker, men vi har ingen data, der viser det. Nu har vi fået penge til at lave et forskningsprojekt, og så glæder vi os til forhåbentlig at kunne dokumentere, at bordrollespil giver højere trivsel og flere sociale styrkesider,” siger han.

Fællesskabet med de andre giver selvtillid

Ud over spillets muligheder for at prøve sig selv af, så giver det også de unge en oplevelse af at lykkes i et fællesskab med andre, mener Jonas Dissing El Kabier.

”De unge vil rigtig gerne have et fællesskab, men de kommer jo desværre ofte med en oplevelse af, at de ikke dur til noget socialt. Hos os har de nogle kæmpestore succeser med det sociale. Og med bare at gå til noget i deres fritid,” siger han.

Sådan husker Lise også datteren Ninas forløb, og hun er ikke i tvivl om, hvad bordrollespillets styrkeside er.

”Hun oplevede en social sammenhæng, som hun fandt glæde ved at være i, fordi det var sjovt. Og det var forudsigeligt, fordi Claus og Jonas er så gode til at rammesætte det,” siger hun.

Bordrollespil kan ikke stå alene

Trods de mange roser vil Claus Møllgaard ikke tage hele æren for den udvikling, de unge går igennem i løbet af et rollespilsforløb.

Bordrollespil kan hjælpe unge ud af mistrivsel

De to ildsjæle har brugt utallige timer på at bygge en verden op, der passer til de unge. Foto: Lasse Mors

”Jeg kan ikke sige, at bordrollespil sørger for, at de unge får det bedre. Man bliver nødt til at kigge holistisk på de unge og alt det, der er omkring dem. Men rollespil er i hvert fald en ting, der er med til at skubbe på, at de får det bedre og bliver gladere og smiler mere,” siger Claus Møllgaard.

Jonas Dissing El Kabier mener da også, at bordrollespil mere er et frirum for unge, der er plaget af voldsom mistrivsel.

”Vi ser generelt nogle unge, hvor der bliver stillet alt for mange krav til dem. Deres stressniveau er så umenneskeligt højt, at der ikke er noget at arbejde med. Så det første er, at vi skal sænke deres stressniveau og få dem ind i trivsel. Så er det godt at gå til noget, som er sjovt sammen med andre.”

Mens de to initiativtagere er tilbageholdende med at tage æren for de unges udvikling, så er Lise dog mere skråsikker i sin dom.

”Bordrollespil er den ene ting, der har gjort forskellen for Nina,” siger hun.

Nina og Lise er opdigtede navne af hensyn til Nina. Ligeværd er bekendt med deres identitet.

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord. Telefonrådgivning 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.

Bordrollespil

  • Et rollespilsforløb består af fire unge og to pædagoger. De spiller i alt ti gange.
  • Den ene pædagog er spilmester, og den anden spiller med. Den pædagog, der spiller med, har et alter ego, som sørger for, at alle bliver hørt.
  • Initiativtagerne gennemførte tre grupper i deres fritid.
  • Initiativtagerne arbejder begge på center for specialpædagogiske børnetilbud. I sommeren 2019 tog arbejdspladsen ideen til sig, og siden har Aarhus Kommune gennemført syv forløb.
  • I marts 2022 begyndte projektet ”Højere trivsels- og funktionsniveau gennem bordrollespil”. Datoen for det endelige resultat af forskningsprojektet er endnu ikke fastlagt.

Februar 2023

Folkeskolens fællesskaber skal også være for børn med særlige behov

Af

Børnene der er uden for fællesskabet

De findes i næsten alle skoleklasser. Børnene der er uden for fællesskabet. Måske har du mødt dem i dit barns klasse? Måske er det dit barn? Måske har du mødt dem på efterskolerne eller på uddannelsesstederne. Børn der har brugt deres skoletid på at lære, at de ikke kunne noget, og at de ikke var noget værd. Svært ved at følge med i undervisningen og svært ved at være en del af fællesskabet. Nogle af dem tog det på sig og indfandt sig i stilhed med deres særlige vilkår for at være i skolen. Andre gjorde modstand og reagerede på det, de oplevede som uretfærdigt og urimeligt afvisende.

Årsagerne er mange. Nogle har svært ved det boglige og falder fra i den daglige undervisning. Andre bøvler med en hjerne, der altid er i uro og har udfordringer ved at overskue klassens mangfoldighed eller kravet om at planlægge sit eget skolearbejde. Og andre har bare ikke støtten hjemmefra eller har et familieliv med så store udfordringer, at der simpelthen ikke er overskud til også at lære og lege.

I Ligeværd kender vi de børn

De fleste af os kender de børn. Mange af os kan næste føle den smerte, det må være ikke at hænge sammen med sine kammerater eller måske lige frem blive skubbet væk, fordi man ikke er helt som de fleste.

I Ligeværd kender vi dem. For vi møder dem på specialefterskolerne, de frie fagskoler og uddannelsesstederne. Her bliver langt de fleste samlet op. Gennem en meget målrettet pædagogisk indsats bliver de ’vendt om’, så de begynder at tro på, at de også kan lære og at der også er en plads til dem i samfundet. Og når vi møder dem i Unge For Ligeværd klubberne, så siger de alle, at her har de fået venner og her kan de være, som de er.

I Ligeværd har vi glædet os over, at vi har så mange tilbud til de unge. Tilbud, der giver dem livsmod, kompetencer og trivsel. Men samtidig med glæden har vi i flere år følt en nagende frustration over, at vi ikke kunne møde de unge og deres familier tidligere, så de ikke skulle et helt folkeskoleliv igennem, inden de møder de skole- og uddannelsestilbud, der er i Ligeværd.

Ligeværd træder ind på inklusionsområdet

De unges fortællinger om deres tid i skolen er smertelige beretninger om marginalisering, mobning og ensomhed. Og når vi møder forældre, der efter at have fået kontakt til Ligeværd siger: ”Hvorfor har vi ikke mødt jer for mange år siden?”, så er det med tiden blevet mere og mere tydeligt, at Ligeværds opmærksomhed og politiske arbejde også skal rettes mod forholdene for børn med særlige behov i folkeskolen. Derfor har Hovedbestyrelsen nu godkendt en plan for at gå ind i et helt nyt arbejde, der retter sig mod netop dem og deres vilkår i folkeskolen.

Der er behov for en ny dagsorden

Inklusion er et omstridt begreb og en proces, der har fået meget kritik gennem årenes løb. Mange har oplevet det som en proces, der har haft til hensigt at spare penge. Og mange børn har oplevet, at vejen fra specialskole eller specialtilbud tilbage til det ordinære skolesammenhæng var svær og smertefuld. Men inklusion beskriver også noget positivt. For den beskriver jo også den situation, vi alle ønsker for vores børn: At de indgår i inkluderende fællesskaber, hvor de føler sig trygge og tilpas, og hvor de oplever både trivsel og læring.

Der er behov for, at vi sætter en ny dagsorden, når vi taler om inklusion. Inklusion er kommet til at handle om noget, der er gået for vidt. Og mange steder er den mislykkede proces kommet til at handle om børn, der ikke passer ind i skolen. Det skal vi have lavet om. Når det ikke lykkes at få skabt inkluderende fællesskaber i skoleklasserne, så er det ikke børnenes skyld!

Et stort arbejde venter

Det arbejde, som Hovedbestyrelsen nu sætter i gang, rummer både alvor og ydmyghed. Alvor fordi alt for mange børn har det svært og har behov for, at nogen taler deres sag på tværs af udfordringer og diagnoser. Ydmyghed fordi opgaven er så stor og ambitiøs, at det antageligt overstiger, hvad Ligeværd kan løfte alene. Derfor ligger det i den plan, Hovedbestyrelsen har lagt for de kommende år, at der skal laves brede samarbejder med en række organisationer.

Vi rækker hånden ud og håber på en bred dialog

Vi vil den nærmeste tid række hånden ud til flere grupper af forældre og organisationer, så vi kan skabe nye sammenhænge for en bred dialog om, hvordan vi skaber en inkluderende folkeskole. Vi har vores egne holdninger til emnet, men vi ved også, at vi ikke alene kan flytte en politisk dagsorden. Vi er nødt til at finde sammen med andre organisationer og grupper, for vi ved, at det er det, vi er enige om, der kan skabe politiske resultater. Det har vi oplevet på STU-området. Det håber, vi også, kan ske på folkeskoleområdet. Og det håb bliver vi nødt til at forfølge – for børnenes skyld.

December 2020

Ligeværd: Skolen skal reagere på børns selvmordstanker

Af

I forbindelse med udgivelsen af podcasten “Selvmordstanker blandt børn og unge med særlige behov” medvirkede Ligeværds direktør Esben Kullberg i et interview til Fagbladet Folkeskolen.

“Vi er nødt til at tale om, at selvmordstanker findes hos børn og unge. Det er meget tabubelagt, og det er så svært at tale om, men vi oplever børn og unge, der er presset så voldsomt, at de ikke ser andre muligheder. Og hvis vi så ikke vil tale om det, isolerer vi dem yderligere”, siger Esben Kullberg. (Fra artiklen på folkeskolen.dk.)

August, 2020

Døm ikke unge med særlige behov ude på forhånd

Af

Kan du huske Maria, som af Silkeborg kommune blev flyttet fra Havredal Praktiske Uddannelser, hvor hun trivedes godt på alle måder, til kommunens eget STU-sted, hvor Maria ikke passede ind. Hverken i forhold til uddannelsesinteresse, det kognitive niveau eller fremtidsperspektiv. Efter et halvt års udmattende og nedbrydende kamp, endte det heldigvis med, at Maria fik medhold hos Ankestyrelsen i sin klage over kommunens beslutning, og kom tilbage til Havredal.

Ligeværd tog i maj-måned – ét år efter Marias kamp begyndte – til Havredal for at mødes med Maria, hendes mor og forstanderen på Havredal, Mette Navntoft til en snak om, hvor afgørende det er for unge med særlige behovs trivsel, motivation og udvikling at være på en uddannelse, hvor de føler sig som en del af målgruppen. Noget, der vel egentlig gør sig gældende for de fleste mennesker.

Psykisk overgreb på en sårbar pige

Den Maria, vi mødte på en solskinsdag i maj, var godt på vej tilbage, hvor hun slap, da Silkeborg kommune afbrød hendes forløb på Havredal, men hun var stadig mærket af det, som Marias mor, Lisa Vilhelmsen, betegner som ”et psykisk overgreb på en i forvejen sårbar ung pige”. Mette Navntoft fortæller, at de tog deres tilknyttede psykolog med på råd i forhold til, om det var sikkert for Marias velbefindende at blive interviewet til vores artikel. Maria er nemlig stadig nervøs for, at der igen kommer nogen og hiver tæppet væk under hendes tilværelse på Havredal. Når der kommer et brev fra kommunen, sætter frygten ind med det samme. På trods af genoplivningen af oplevelserne fra dengang, der både havde psykiske og fysiske konsekvenser for hende, var én ting helt sikkert for Maria. Hun VILLE medvirke i artiklen og hjælpe med at udbrede, hvor vigtigt det er, at man ser og lytter til den enkelte unge.

Mette Navntoft fortæller indledningsvist om den Maria, der kom tilbage til Havredal.

”Da der kommer ro på igen, og Maria kommer tilbage og begynder at kunne blive en del af uddannelsen igen, har hun haft et funktionstab på 80 procent. De kompetencer, hun havde fået opbygget i løbet af sit første år, var gået tabt, og hun er stadig i en opbygningsfase. Var det ikke endt med, at Maria kom tilbage på Havredal, havde det fået alvorlige konsekvenser for hende, både fysisk og psykisk.”

Det er ikke hele perioden, der står klart for Maria, da hun mentalt har lukket ned for nogle af minderne. Derfor hjælper Mette Navntoft, der har været tæt på Maria det sidste år, med at tegne billedet af, hvordan Maria havde det på Lysbro, Silkeborg kommunes eget STU-sted, baseret på alle de ting, Maria fortalte Mette og de andre medarbejdere på Havredal.

”Maria var allerede meget udfordret, inden hun overhovedet nåede frem til Lysbro om morgenen, fordi hun skulle sidde i bus med nogen, som var kognitivt meget udfordrede, i en lille time på vej til skole. Derudover gjorde det Maria stresset at skulle være i et klasselokale med 12 andre, hvor der sjældent blev luftet ud, og hvor man skulle sidde stille på sin stol. Maria fortalte mig, at hun følte, at hendes grænser blev overskredet, fordi hun blev nødt til at acceptere, at de andres handicap forværrede hendes tilstand. Der var blandt andet en ung udviklingshæmmet mand, som mange gange om dagen var henne og røre ved Marias skulder og kom med seksuelle kommentarer.”

Det er vigtigt for Maria, at det ikke handler om kritik af de unge på Lysbro, for som hun siger: ”Jeg ser jo ikke ned på nogen, der er udviklingshæmmede eller anderledes end mig. Der skal også være et sted til dem, men jeg passede ikke ind der. Jeg har ADHD, så det er svært for mig at sidde stille i lang tid ad gangen, men jeg måtte ikke rejse mig, for det forstyrrede, da de andre så troede, at de også skulle rejse sig.”

Mette supplerer: ”Fra min stol er det centralt, at os, der udbyder STU, er skarpe på at hjælpe hinanden med at få placeret de unge, hvor de rent faktisk hører til. Vi oplever også unge, der viser sig at være blevet fejlplaceret hos os. Vi kigger så på, hvordan vi kan hjælpe dem med at komme til det tilbud, de passer bedst i. Det er i alles interesse. For nogle er Lysbro det rigtige tilbud, og for andre er det et dårligt match.

Maria og Mette Navntoft

Døm ikke de unge med arbejdsmarkedsperspektiv ude på forhånd

”Jeg følte, jeg var blevet hevet ud af 10. klasse og placeret i 0. klasse igen.” Sådan beskriver Marias hendes oplevelse af at komme fra Havredal til Lysbro. Hun fortæller, at hun fra dag 1 kunne se, at hun ikke hørte til den STU-målgruppe.

Maria gik fra en hverdag på Havredal, hvor hun sammen med unge med samme interesser var ved at dygtiggøre sig inden for landbrug – med udsigt til en plads på arbejdsmarkedet, til en hverdag, der ikke matchede hendes interesser og uden fremtidsperspektiv. En helt almindelig opgave på Havredal kunne være at kastrere smågrise eller lære noget om at reparere en traktor. På Lysbro kunne en opgave være at tegne eller male på en kop. Opgaver, der tydeligvis hverken motiverede, udfordrede eller flyttede Maria tættere på en fremtid indenfor landbrug.

”Det er centralt, at man får de udfordringer, man har brug for, på et sted hvor man er motiveret og kan få tilpasset overliggeren. Maria kunne jo på ingen måde blive udfordret på hendes landbrugsfaglige interesse på Lysbro. Skal man udvikle sig, skal man hele tiden have målet inden for rækkevidde, så man hele tiden bliver ved med at rykke sig,” fortæller Mette.

Maria har i den forbindelse en opfordring til landets kommuner. ”Kommunerne skal lytte til de unge i forhold til, hvad de har af interesser. Det ville være en stor hjælp for os, at vi ikke skal bøvle med kommunen. For os unge er det jo vores fremtid, det handler om.”

Netop de unges fremtidsmuligheder ligger forstanderen på Havredal meget på sinde: ”Hvis man ikke følger den gruppe unge, der har et arbejdsmarkedsperspektiv i deres uddannelsesønsker og det, de er motiveret for, så træffer man også et valg for dem om, at de ikke bliver en del af arbejdsmarkedet. Det er centralt, at man går med den motivation og det drive, et ungt menneske med arbejdsmarkedsperspektiv har. Ser man det i et samfundsperspektiv, er det tåbeligt ikke at støtte de unge i deres ønsker. Det er så lille en investering set i forhold til, at de kommer ud og bidrager til samfundet og blive skatteyder. Det giver ikke mening på den lange bane at tænke i, at man måske kan spare 100.000 kr. på tre år ved at vælge det ene tilbud frem for det andet til den unge. Én ting er det arbejdsrettede perspektiv og det selvforsørgende perspektiv. Noget andet er det rent menneskelige og trivselsmæssige, når man vælter mennesker på det niveau, som Maria var udsat for. Var Maria ikke blevet reddet, havde det i den grad kostet i sundhedssektoren.”

Marias mor, Lisa, supplerer med hendes perspektiv på Marias trivsel på Havredal: ”Grunden til, at Maria trives her, oplever jeg, er, at her fungerer det som en helhed. Der er et mål med det, de gør. De unge kan få et arbejde bagefter. De kan komme videre. Oplevelsen på Lysbro var, at det var en uddannelse til at flytte hjemmefra og så være på offentlig forsørgelse resten af livet. Der var ikke noget erhvervsfagligt perspektiv i det, og det skinnede helt klart igennem i deres skema, og den måde, de blev undervist på. Det er godt til én målgruppe, men ikke når du som Maria rent faktisk kan nogle faglige ting.”

Maria og hendes mor

Uddannelse blandt ligestillede med plads til den enkelte unges behov

På Havredal er Maria tilbage blandt en elevgruppe, hun føler sig som en del af. Og det er noget, der har stor betydning, også udover det sociale plan.

”Det er afgørende for motivation, indlæring og menneskelig udvikling, at de unge mennesker er blandt unge, de er ligestillede med. Det er almen gyldighed. Det gælder for alle mennesker. I særdeleshed har vi hos os gode erfaringer med at arbejde med situeret læring. De unge mennesker arbejder i grupper, hvor de mindre erfarne lærer af de mere erfarne. I takt med det bliver man selv den person, der bliver en centralspiller i læringsprocesserne. Det kan kun fungere, hvis man er blandt unge mennesker, man er ligestillede med.” Sådan fortæller forstanderen på Havredal om betydningen af at være på uddannelse med nogen, du kan spejle dig i og identificere dig med.

Noget, Maria beskriver på denne måde: ”Det er dejligt at være sammen med nogen, hvor vi er på højde med hinanden. På Havredal ligger vi alle på nogenlunde samme niveau. Vi er nogen, der helst vil arbejde alene, men her lærer du at samarbejde, til når du skal ud i den virkelige verden. På Havredal bliver hver vores udfordringer sat i perspektiv. Man ser den enkeltes problemer i stedet for at alle bliver gjort til en del af en gruppe.”

Mette supplerer: ”Der bliver taget hensyn til den enkeltes skånehensyn i hverdagen og der er også en forståelse blandt eleverne for, at rammen er sådan her for Maria, og den er anderledes for Jakob, og for Simon, fordi de alle sammen er forskellige. Målgruppen på Havredal er ikke snæver. Den er forholdsvis bred. Det er fint, at Maria fremhæver samarbejde, for Maria arbejder også med at skulle samarbejde med dem, der udfordrer hende lidt. Der er bare en ramme for, hvor bred den målgruppe, hun skal samarbejde med, er, for at man sikrer sig en udvikling.”

En afsluttende bemærkning fra Maria

Maria får det sidste ord i denne artikel. Ordet er frit og hun får dermed lov til at sætte punktum for det mareridt, hun var igennem.

”Når man som ung, står i sådan en situation, som jeg stod i, så skal sagsbehandlere ikke ringe til den unge og presse den unge til noget, sådan som jeg blev presset. Det må de jo heller ikke. Det gør noget ved en at mærke, at man bliver presset til noget, man ikke har lyst til. Det er vigtigt, der bliver lyttet til de unge i stedet for at køre de unge helt derned, hvor de ikke kan mere. Ved at vi kommer ud på arbejdsmarkedet, sparer samfundet jo penge. Hvis de siger, vi kan ikke noget, og sætter os på pension, så skal samfundet jo betale til os resten af livet. Jeg vil gerne sige til andre unge: Det er vigtigt at vide og huske på, hvad man kan, og at man har familie og venner, der kan bakke en op. Og så må du IKKE OPGIVE HÅBET.”

Marts 2020

De unges stemmer

Af

”Det er dybt. Det er en meget dyb psykisk smerte. Den lille stemme, der nogle gange kan komme frem og sige, at man ikke har nogle venner. Den lille usikre stemme. Den rammer bare så meget hårdere end fysisk smerte. Man føler sig ikke hjemme. Det er svært at føle sig hjemme nogen steder.” Sådan fortæller en af de unge, vi har talt med, for at blive klogere på ensomhed. Nu giver vi plads til de unges stemmer og deres råd til de unge, der føler sig ensomme, samt hvordan man kan afhjælpe ensomhed hos unge. Derfor lægger vi vægt på deres ord og budskaber.

Hvordan føles ensomhed?

”Da jeg var rigtig ensom, plejede jeg at gå i seng hver aften og ønske, at jeg ville blive en del af et stort fællesskab.” Sådan udtrykker en ung pige sig omkring hendes længsel efter at høre til i et socialt fællesskab og opleve samhørighed med sine jævnaldrende. Hun fortæller, at hun ofte i folkeskolen oplevede, at hun måtte presse sig ind i de sociale grupperinger, men aldrig fik lov til at blive en del af deres fællesskab. Hendes historie er langt fra enkeltstående, da mange unge, der starter på specialefterskole, har oplevet at stå udenfor fællesskabet. Fortællingerne om de unges ensomhed er mangfoldige og rummer både mobning, social isolation, indtrædelse i en rolle som klassens klovn og skolevægring grundet oplevelsen af at være anderledes end andre. De beskriver ordet ensomhed som mangel på social kontakt og nærvær. Det kan ramme dem lige pludseligt, når det går op for dem, at de ikke har nogen at dele noget med eller hvis de pludselig mangler deres nære ven, som de er fortrolige med. I en af drengenes fortælling står det centralt, at ensomhed føles som en dyb psykisk smerte. Han beskriver sig selv som udadreagerende i folkeskolen, og at andres fortælling om ham var, at han var aggressiv. Der var derfor heller ikke nogen, som turde at snakke med ham. Han har følt sig stemplet tidligere i sin skolegang, og havde derfor svært ved at få nye venskaber. Han fortæller, at følelsen af ensomhed kan være traumatiserende.

 

Selvværd og selvtillid på specialefterskole

“Det er dybt. Det er en meget dyb psykisk smerte. Den lille stemme, der nogle gange kan komme frem og sige, at man ikke har nogle venner. Den lille usikre stemme. Den rammer bare så meget hårdere end fysisk smerte. Man føler sig ikke hjemme. Det er svært at føle sig hjemme nogen steder.” Han måtte gennem længere tid gøre opmærksom på, at han havde et behov for at skifte skole og få en ny begyndelse med andre unge, inden han fik muligheden for at starte på specialefterskole. På efterskolen oplever han et meget berigende møde med lærere, som udgør autoriteter, hvilke han kan gå i dialog med gennem en venskabelig relation. Netop denne kommunikation frembringer selvtillid og er et tema, som også fremtræder hos andre af de adspurgte drenge. De føler sig også bedre tilpas, nu hvor de har fået venner på skolen. De har opnået bedre selvværd og enkelte beskriver endda deres start på efterskolen, som noget der har ændret ALT for dem.

 

Det er bedre at have én fugl i hånden end ti på taget

Alle eleverne, vi har talt med, mener, at det altid er bedst at have tætte venner end mange distancerede venskaber. Verbal kommunikation vægtes højt og muligheden for at kunne have dybe samtaler. De sociale aktiviteter, man laver sammen med sine venner, behøver ikke at være af særlig skelsættende karakter, da de har nok i fortroligheden i de nære relationer, og den tryghed, som netop denne relation frembringer. De giver dog udtryk for at have et behov for venner, som de kan spejle sig i. Derudover oplever nogle af eleverne, at de er en del af fællesskaber i form af vennegrupper, hvori de skal være forpasselige med at vise tillid. De frygter at blive mistolket og udstillet på bekostning af, at andre unge i fællesskabet kan præstere ved at udstille dem. Tillid er altså ikke givet, men noget man sikrer gennem nære relationer. Det er altså ikke mængden af venner, men kvaliteten af venner, der tæller.

 

Råd til ensomme unge fra ensomme unge

De unge giver udtryk for, at man som udenforstående kan gøre noget for at hindre, at andre føler sig ensomme. Man må give folk en chance og huske på, at man ikke ved, om man har noget tilfælles, før man snakker sammen og måske kan man endda skabe nogle interesser sammen. Man skal helt konkret ikke dømme en bog på dens omslag. Til de unge, der føler sig ensomme, lyder rådene, at man skal forsøge at droppe facaden og tage små initiativer, til at indgå i fællesskabet. Tænk løsningsorienteret frem for at tænke på problemet, selvom det kan være svært. Man lukker sig mere inde, når man kan bruge sin mobil til socialt samvær og man bedømmer folk, inden man møder dem, fordi man har mulighed for at vurdere hinanden gennem de sociale medier. Den digitale kommunikation muliggør også, at de sociale grupperinger får et online liv, hvilket tydeliggør, at nogle elever ikke er en del af fællesskabet.

Råd til lærere som omgås børnene hver dag

De unge giver udtryk for, at lærerne gerne må blande sig noget mere. Helt konkret foreslår de gruppearbejde, hvor læreren styrer sammensætningerne af grupperne, så de får mulighed for at indgå i forskellige sociale sammenhænge. Derudover efterspørger de unge, at ensomhed italesættes. De opfordrer også til, at man taler om ensomheden frem for at tale om fællesskabet. Det kan være mere presserende end idealet om at skabe fællesskab.

Januar 2020 

Ud af ensomhedens skal

Af

”Jeg vil bare gerne prøve at have en ven.” Sådan svarer mange af de unge, der gerne vil gå på Rødding Fri Fag- og Efterskole til den indledende optagelsessamtale. Og det er netop der skolens fokus ligger. De gør meget ud af at fortælle kommende elever, at selvom de har dansk og matematik på skemaet, så kan de ikke garantere deres elever, at de bliver bedre til de fag. De kan til gengæld garantere, at eleverne vokser som mennesker, bliver en del af et fællesskab og får mennesker omkring sig, som holder af dem. I vores undersøgelse af ensomhed blandt børn og unge med særlige behov er vi taget til Rødding Fri Fag- og Efterskole for at snakke med lærerne Mette Hjort Høggaard og Ann Mia Lauritsen om, hvordan de møder ensomhed blandt deres elever, og endnu mere interessant: Hvordan hjælper de deres elever med at blive en del af et fællesskab?

Af Helene Kaas Fotos: Helene Kaas

Ensomhedens skal

Vi lægger ud med en snak om, hvor omfattende ensomhed er hos deres elever.

Ann Mia: ”De kommer næsten alle sammen med en følelse af forkerthed. En følelse af, at de ikke mestrer at være mennesker, at være unge mennesker på de vilkår, som de føler, de skal leve op til, og det giver en følelse af ensomhed.”

Mette: ”I starten af skoleåret, når eleverne kommer til os, får vi hvert år elever ind som har ligget, to, tre, fire år under dynen. Tingene er kuldsejlet for dem og det hele bare har været rigtig svært. De elever, oplever vi, er meget ensomme. Vi havde en elev, som da han kom, havde mistillid til alt og alle omkring sig, fordi alt var gået skævt. Der var nogle familierelationer, som var rigtig svære, og når man bliver svigtet af dem, man holder allermest af, kan man godt blive ensom. Når skolen oveni ikke fungerer og der ikke er andet, der fungerer, og det ender med, at man ligger hjemme under dynen i årevis, så bliver man ensom.”

Ann Mia: ”De unge ser mange steder i medierne og i skoleklasser, at det rigtige er at have mange venner og få mange likes på de sociale medier, når man lægger billeder op, hvor man er omgivet af en masse venner. Kan man ikke selv stå mål med det, fordi man for eksempel har en autismediagnose, der gør, at man ikke kan håndtere så mange mennesker omkring sig, eller ikke kan aflæse andre mennesker, så er der mange af dem, som føler sig forkerte og føler sig udenfor. Vores elever siger ikke ”jeg føler mig ensom”, men de siger ”jeg føler mig alene”, ”jeg føler mig ikke som en del af gruppen”, ”jeg har ingen venner”, ”jeg ved ikke, hvad jeg skal om eftermiddagen”, ”jeg har aldrig lært, at der har været nogen for mig om eftermiddagen.”

 

Arbejdet med at få hul på skallen

På Rødding Fri Fag- og Efterskole er der 33 elever på efterskoledelen. Alle elever har en primær kontaktperson og en 2. kontakt. Mette og Ann Mia har hver fem drenge, som de er primær kontaktperson for. De fortæller her, hvad der skal til for at få deres elever ud af ensomhedens skal.

Mette: ”Det er vigtigt, at der kommer tydelige og synlige voksne ind i deres liv, som de kan stole på. Man skal som lærer have lysten til at gå ind i det og lægge noget af sig selv, ellers kan det ikke lykkes. Nogle af dem er tre år følelsesmæssigt og har brug for mange kram og meget berøring. Vi berører meget i de tilfælde, vi mener, det kan give noget, for mange af dem er meget i underskud. De har hudsult. Nogle af eleverne, som bliver urolige i timerne, når vi ved at lægge en hånd på skulderen, ae dem eller nusse dem på ryggen. Det skal man også turde.”

Ann Mia: ”Det er helt vildt vigtigt, når de kommer her, at de lærer, at de kan stole på os voksne, for mange af dem har været vant til, at de voksne omkring dem, ikke har holdt aftaler. Det kan være små ting, når man har en autismediagnose, der gør, at man føler sig svigtet igen”.

Mette: ”Det er et meget relationsbåret arbejde. Det handler om få dem fortalt, få dem vist og bevist, at de er gode nok, at det nok skal gå og at vi skal nok hjælpe dem ud af det, de står i. Det er en stor og tung opgave, fordi de kommer med den fortælling, at de ikke dur til noget. Der skal masser af samtaler til, hvor man får snakket om de ting, der er svære. Og så skal man være enormt anerkendende overfor den problematik, som de står i, for de føler sig tit meget forkerte. De tænker, ’nu lader jeg bare være med at gøre noget, og holder mig for mig selv, for så gør jeg ikke noget forkert.’ De er vant til at blive misforstået i alt, hvad de gør, fordi de ikke forstår de sociale spilleregler. Mange af dem kommer med nogle relationer bag sig, hvor de ikke er blevet troet på, er blevet hørt eller set. Hos os møder de nogle voksne, der siger ’ja, det du lavede i går, var ikke godt, men i dag skal det nok blive godt igen.’ Vi bliver ved med at sige, ’i dag skal det nok blive godt. Jeg tror på dig. Jeg ved, du kan.’ Vi bliver ved med at finde gejsten frem, og nogle gange prøver de det virkelig af. De bliver ved med at lave det samme ballade igen og ser hvor langt de kan skubbe den. Og vi bliver ved med at møde dem med ’vi tror på dig, det skal nok gå.’ Lige pludselig falder paraderne, og så kan man begynde at arbejde med dem. Andre bryder fuldstændig sammen i starten af relationen og skal skrabes op igen.”

 

Nysgerrighed, gåture og varm kakao

Mette og Ann Mia er meget bevidste om, hvad der skal til for skabe de bedste rammer for de svære samtaler, som er nødvendige for at få de unge ud af deres skal.

Mette: ”Allerførst starter man med at lave noget rart og hyggeligt. Det kan være at drikke varm kakao eller en gåtur i skoven. Noget, der gør, at den unge synes det er rart. Nogle gange kan det tage et halvt år, før du får åbnet den unge op, fordi der er så meget, der blokerer, og de ikke er vant til  at kunne stole på voksne. Når de først begynder at åbne sig, skal man bare lytte. Lytte uden at dømme. Bare lytte til, hvad de har at fortælle uden at lægge sine egne normer og regler ned over det, så de føler sig hørt. Derefter kan man begynde at arbejde med dem.”

Ann Mia: ”Nogle af de unge mennesker har bare brug for, at man sætter sig på sengen hos dem og har en snak. Andre har brug for, at man tager væk fra skolen og bare er en-til-en. Andre igen har brug for, at man går ved siden af hinanden eller sidder ved siden af hinanden i en bil. At lave noget, hvor man ikke kigger hinanden i øjnene, og hvor der er andre ting at tale om først. Det gælder om at vise interesse for det, som de interesserer sig for. Noget af det vigtigste er at være nysgerrig. Ikke at dømme noget som helst, men bare spørge nysgerrigt. Jeg tror aldrig, at jeg har lært så meget om E-sport, skateboard og insekter. Ved at vise interesse for noget, som for dem er ufarligt at tale om, så begynder det stille og roligt med, at man kan hive nogle lag af. Med nogle kommer det efter én samtale og med andre kommer det efter mange samtaler, så man skal ikke give op. Det er det værste, man kan gøre, over for de her unge mennesker.”

Mette: ”Piger er anderledes end drenge. Med drengene handler det meget om grænser. Det kan være sværere at nå ind til pigerne, for de bliver tit meget kede af det. Med nogen hjælper det at sætte sig og spille det computerspil, de kan lide. Med andre hjælper det at tage ud og shoppe og få en snak, mens man gør det, eller gå ned i køkkenet og bage en kage. Det er meget forskelligt, hvad der virker, men tit og ofte virker det at lave en handling, mens man snakker. Det kan også hjælpe med en gulerod – at man kører hen på en cafe og får en kop varm kakao. Bilturene er gode – især dem på vej hjem. Vi tager deres kriser og fnidder fnadder seriøst. Der er mange snakke med eleverne om de udfordringer, de har. Udfordringer, som unge mennesker normalt selv kan finde ude af. Kæreste- og venskabsting. Det kan unge mennesker ude i verden godt løse, men vores unge mennesker kan ikke løse det selv, så vi er med inde over mange ting. Vi er nødt til at guide dem. Det er det, vi er, vi er guider i deres liv så længe, de er her.”

 

Fællesskabsøvelse i et trygt rum

Noget, som lærerne i Rødding er meget opmærksomme på, er, at de unge godt kan være en del af et fællesskab uden at have en masse venner eller en bedste ven. De bruger en bestemt øvelse til at give de unge følelsen af at være en del af et fællesskab. Hvis øvelsen skal være en succes, er det afgørende først at skabe et trygt rum.

Ann Mia: ”Vi har gjort meget for at skabe det rum, hvor det er okay at sige, ’i dag er en skidt dag.’ Helt konkret har vi brugt mange timer i starten af skoleåret på at vise nogle små filmklip om, hvordan det er ude i verden. Det er nogen, der bor i sådan en familie her. De tror i starten, at de er den eneste, der står med et problem som deres. Vi starter ude i verden og viser, hvad der findes. Så går vi stille og roligt tættere på og begynder at kigge på, hvordan er det så for mig. Her fungerer det godt at skrive ned eller indtale, hvordan det var at starte på den her efterskole.

Når det trygge rum er skabt, kan man begynde med selve øvelsen.  

Ann Mia: ”Vi står på en lang række, og så siger jeg for eksempel; ’Alle dem, der er blevet konfirmeret, går til denne side, alle dem, der ikke er, går til den anden side, dem, der er i tvivl, bliver stående. Så kan vi have en snak om, hvad det betød for den enkelte. Der er helt lette spørgsmål som ’har du fået børstet tænder i dag’, ’har du spist morgenmad?’. Når vi har haft nogle af de lette spørgsmål, bevæger vi os stille og roligt til de tunge spørgsmål som ’har du en diagnose?’ og så kan vi få en snak om det.”

Mette: ”Når først rummet er skabt, er det faktisk ikke svært for dem. Pludselig står de der, og over halvdelen af dem står over i diagnosefeltet og opdager, at der er andre end dem selv, der har en diagnose. Det med at være i fællesskabet uden nødvendigvis at tale om det, men bare kan spejle sig i at mange andre har en diagnose. Vi havde også spørgsmålet ’er du blevet mobbet?’. Vi havde en, som ikke var blevet mobbet. Jeg tror, det handlede om, at han ikke så det. Næsten alle stod så i ”jeg er blevet mobbet feltet” og pludselig var det legalt at snakke om, hvordan det var at blive mobbet. Ved at de kan spejle sig i en gruppe og se at andre er blevet mobbet, så tør de godt fortælle om det. Det er en mega god øvelse til at komme i gang med fortællingen, fordi man hele tiden er en del af noget større, som har det på samme måde som en selv.”

Ann Mia: ”Det vigtige er også, at vi voksne er også med i øvelsen. Vi holder ikke noget skjult. Vi siger også hvis vi har været med til at moppe nogen eller er blevet mobbet. Vi fortæller også om, at vi har mistet en bedsteforælder eller en forælder. Det er for at vise, at vi godt kender de følelser, de står med.”

Mette: “Vi mærker et behov fra dem for at prøve at stå i det her. De synes, det er fedt at få lov til at fortælle og være en del af det. Der bliver virkelig skabt et fællesskab.”

Januar 2020 

Det bedste er sammenholdet

Af

”Jeg havde ingen venner.” Sådan fortæller den 16- årige dreng, der sidder overfor mig, om sin tid i folkeskolen. Han hedder Sebastian og er efterskoleelev på Rødding Fri- Fag og Efterskole, hvor han har gået siden august. Han har sagt ja til at snakke lidt med mig om ensomhed og fællesskaber.

”Ha ha du kan ikke stave”

Sebastian gik i folkeskole til og med 7. klasse. Derefter gik han et år på en idrætsefterskole og nu går han så på Rødding Fri Fag- og Efterskole sammen med 32 andre efterskoleelever og 33 fagskoleelever. Sebastian er ordblind – noget, han oplevede, at lærerne i folkeskolen ikke tog hensyn til. Han fortæller, at han skulle arbejde på samme måde som de andre i klassen, og det hele handlede om at blive klar til at tage 9. klasse eksamen. Det havde store konsekvenser for Sebastians lyst til at tage af sted om morgenen og hans forhold til det at gå i skole.

”Det var modbydeligt, hvis jeg må sige det sådan. Jeg havde ikke lyst til at tage i skole. Der var flere gange, hvor jeg sagde til mine forældre, at jeg var syg, fordi jeg ikke gad derhen. Jeg fik lov til at blive hjemme, men så opdagede mine forældre det til sidst. Så fik vi en snak om, hvorfor jeg ikke ville i skole. Jeg fortalte dem, at det ikke var rart at være der, fordi de andre drillede mig, når jeg ikke kunne stave til ordene.”

Om tiden fortæller Sebastian også, at han ingen venner havde. Der var tre, som han beskriver som nogen, han ”snakkede rigtig godt med” – han retter dog hurtigt sig selv, ”eller egentlig bare snakkede lidt med”.

Sebastian var ikke i tvivl om, at han ikke var en del af fællesskabet i folkeskolen: ”Sidste sommer fandt jeg ud af, at de havde holdt en fest for dem, der stoppede på folkeskolen for at tage på efterskole. Jeg var den eneste, der ikke var inviteret, så det var tydeligt, at jeg ikke var en del af det. Det gjorde rigtig ondt, da jeg fandt ud af det.”

 

Den første bedste ven

Sebastians forældre, skolen og kommunen kom frem til, at det ville være det bedste for Sebastian at komme på efterskole. Han kom derfor på Ulbølle Idrætsefterskole – den eneste idrætsefterskole for unge med særlige behov i Danmark. Her fik han sin første bedste ven, som stadigvæk er hans bedste ven. Sebastian fortæller med smil i øjnene, at hun bor i Vejle, og at han lige har været til hendes fødselsdag.

 

Det bedste er sammenholdet

Om den første tid på Rødding Fri Fag og Efterskole fortæller Sebastian, at han følte sig alene, fordi han ikke kendte nogen, men det ændrede sig hurtigt. Helt i tråd med, hvad lærerne Mette og Ann Mia fortæller i artiklen “Ud af ensomhedens skal” om at give de unge en fællesskabsfølelse, føler Sebastian, at han er blevet en del af et fællesskab.

”Der er mange andre, der har det ligesom en selv, og så er det nemmere at få venner. Jeg føler, at skolen her accepterer mig som jeg er. Og lærerne hjælper også en med at få venner. Hvis jeg er ked af det, kan lærerne se det, og så hjælper de en. Sammenholdet er det bedste ved at gå her. Jeg kan sige alt til mine venner her.”

Selvom han har fået venner og føler sig som en del af et fællesskab, rammer følelsen af at være alene stadig Sebastian, men han har fået en anden forståelse af følelsen, og ved hvad han skal være opmærksom på.

”Hvis jeg er ked af det, så føler jeg, at der ikke er nogen, der vil hjælpe mig, selvom de gerne vil hjælpe mig her på skolen, men sådan føler jeg, fordi jeg lærte i min folkeskole, at der ikke var nogen, der ville hjælpe mig. Så trækker jeg mig væk. Sidder på mit værelse og ser film og så går der tyve minutter, så er jeg klar igen. Vi har skrevet ned i starten af skoleåret, hvad der skal blive bedre i løbet af året. En af mine ting er, at jeg skal blive bedre til at gå til andre, når jeg er ked af det.”

 

Fra mobber til mobbeoffer

Under en kort pause i vores snak, lyder det fra Sebastian. ”Jeg har faktisk selv været med til at mobbe i min folkeskole.”

Han fortæller videre: ”Vi var en gruppe drenge, der drillede de små, men så så jeg, at de blev kede af det, og så holdt jeg op med at mobbe. Så begyndte jeg selv med at blive mobbet, fordi jeg ikke ville mobbe de andre mere. Jeg lod det bare være, fordi jeg vidste, at de nok skulle stoppe, hvis de ikke fik en reaktion. Jeg gider ikke, at folk skal blive kede af det. For er par år siden, kom jeg til at tænke på, hvad der kunne være sket med dem, hvis jeg ikke var stoppet med at moppe dem. Der er faktisk folk, der begår selvmord, fordi de bliver mobbet.”

Sebastian kigger på mig, da han har fortalt færdigt. Empati og eftertænksomhed lyser ud af ham. Han kommer med et par råd til dem, der bliver mobbet og dem, der mobber:

”Hvis du bliver mobbet, så gå til de voksne. De kan meget mere. Lærer, forældre, moster eller onkel – det er lige meget – bare gå til en voksen. Og til dem, der mobber: ’Tag jer ammen og stop med det.’”

Jeg spørger, om der er nogen, der mobber hinanden på Rødding. Og der kommer et rungende NEJ fra Sebastian kombineret med et stort smil og et udtryk, der bekræfter, at sådan noget har ikke hjemme på efterskolen. Drilleri derimod, er en anden sag:

”Vi driller hinanden meget for sjov. Vi laver sjov med hinanden og leger vi mobber, men det er kun for sjov.”

Januar 2020 

Nogen må trykke på stopknappen

Af

En folkeskole i kaos

”Vi har en folkeskole i kaos. Jeg ved godt, at det er hårde ord, men jeg mener det. Vi har en udvikling, hvor vi i folkeskolen næsten producerer børn med diagnoser og med følgebelastninger som angst, depression og selvmordstanker. Det er helt galt. Vi må stoppe det. Nogen må trykke på stopknappen” sådan lyder den klare udmelding fra Marlene Qvist Simoni. Hun er formand for BHOV i Aalborg. En gruppe af forældre til børn med særlige behov, der sjældent mødes, men har tæt kontakt med hinanden over Facebook. En gruppe som Marlene selv startede for et par år siden. Med to børn på 12 og 16 år med ADHD har hun et særligt blik på folkeskolen. Den ældste, Nanna, er på efterskole og den yngste, Andreas, går i et specialtilbud.

Jeg møder Marlene i hendes og børnenes hjem i Vadum uden for Nørresundby. Jeg er blevet interesseret i det arbejde, hun og andre forældre til børn med særlige behov laver i Aalborg. I løbet af det seneste års tid har jeg lært Marlene og BHOV bedre og bedre at kende. Og i dag er jeg taget på besøg, for at få lidt mere at vide om en forening uden kontingent, hvor medlemmerne mest mødes på Facebook.

Inden vi går i gang med vores snak, forbereder Marlene mig på, at vi nok bliver afbrudt. ”Andreas kommer hjem inden så længe. Han har godt nok kørselsordning, men da jeg er skilt fra hans far, bliver han sat af hos ham. Chaufføren må nemlig ikke have to steder at sætte af”, forklarer Marlene. ”Så jeg bliver nok nødt til at køre ned for at hente ham. Jeg håber, at det er i orden med et lille afbræk”. Det er det naturligvis, og jeg tænker, at det er jo sådan dagligdagen ser ud, når man har børn med særlige behov. Man må forsøge at få det til at hænge sammen, når hjælpen udefra ikke altid er optimal.

Et liv med ADHD

Gennem de måneder, jeg har fulgt BHOV på Facebook, har jeg fået et billede af en meget aktiv forening, hvor Marlene sikrer, at der er flere opslag om dagen på foreningens facebookside. Et billede af en forening og især en formand med særlige ressourcer.

”Måske er det fordi jeg selv har ADHD”, svarer Marlene med et lidt skævt smil, da jeg spørger til, hvor hun har energien fra til børn, arbejde og til at stable en helt ny forældreforening på benene. ”Jeg blev udredt for et par år siden, da mine børn fik deres diagnoser. Jeg kunne se nogle træk hos mig selv og min barndom, noget jeg havde bøvlet med selv, som fik mig til at tænke, at jeg selv havde ADHD. Jeg havde svært ved at sidde stille, og svært ved nogle af fagene i skolen. Jeg var også en slags kontrolfreak. Jeg forsøgte åbenbart at lave en struktur inden i mig selv. Jeg forsøgte at strukturere det kaos, jeg gik rundt med. Jeg evnede at lave nogle mentale strategier til at ordne det kaos, jeg havde inden i som barn. Men det kostede rigtig meget for mig dengang. Jeg følte mig altid anderledes, og jeg husker, at jeg var meget sensitiv og ofte ret ked af det. Men det var der jo ingen, der lagde noget i dengang”, fortæller Marlene. ”Man vidste jo ikke noget om det dengang. I dag forsøger jeg at gøre det til min styrke. Jeg tror, at det er mit kontrolbehov, der i dag hjælper mig til at skabe indsigt i de kommunale systemer. Nogle af medarbejderne i kommunen siger, at jeg ved mere om systemet, end de gør. Noget af det kommer nok også gennem mit arbejde i Ungerådgivningen, men når der er noget, jeg kaster mig over, så har jeg en evne til at grave mig ned i det. Det tror jeg også er en side af min ADHD”

Skolesystemet lægger et meget hårdt pres

Telefonen ringer. Og som Marlene har forberedt mig på, er det hendes søn, Andreas, der ringer. Han blev ikke kørt hjem, men er blevet sat af, nede i byen. Og nu har han brug for, at mor henter ham. Kort efter hun er kørt, er hun tilbage igen. Nu med Andreas. I anledningen af den forstyrrelse mit besøg udgør, får han lidt sodavand og kage med ind til computeren. Og jeg fornemmer, at det er lidt ud over den daglige rutine, at han får lov til at sidder og spille på værelset, mens vi snakker.

Jeg spørger, om hun tror, det er sværere at være barn med særlige behov i dag, end da hun var barn.

”Vi har viden om diagnoser og dermed muligheder for at skabe gode forløb for børnene i dag, hvis vi vil. Mine børn og jeg ligner hinanden på mange måder, men Andreas er nok den, der ligner mig mest. Jeg kan se, at de har nogle af de sammen vanskeligheder, som jeg havde som barn. Svært ved de samme fag. De har også et kæmpe behov for at styre deres indre uro. De er bare mere udfordrede, end jeg var. Vores system i dag udgør en meget større udfordring. Hvis jeg var vokset op i det skolesystem, vi har i dag, så havde jeg haft det meget værre. De bliver ramt på nogle andre ting i dag. Jeg synes, der er et større fokus på dem, der skiller sig ud. Det er bagsiden af diagnosesystemet. Man bliver gjort anderledes. Der er selvfølgelig mange gode ting i det med diagnoserne, men det er også svært at være speciel.

Ud over deres egne udfordringer, bliver de så også ramt af det kaos, der er i folkeskolen” Marlene holder en lille pause, så vi begge smilende kan høre Andreas råbe inde på værelset til sine medspillere over internettet.

”Det er som om, børnenes udfordringer bliver tydeligere i dag. Mine lærere vidste godt, at jeg var udfordret. I dag bliver det anderledes. Det hele går så stærk. Der er så mange krav. I dag er der test, og ungerne skal hele tiden måles. De oplever, at de bliver banket i hovedet med dem. Det lægger et kæmpe pres på vores børn. De falder meget hurtigere igennem, og der er næsten ingen tid til at samle dem op og få dem med i fællesskabet”, Marlene har talt sig varm.

”Især for pigerne er der et pres, der handler om at skulle være med. De sociale medier og mange andre steder er der noget, de skal leve op til. Du skal hele tiden være med. Alt bliver tydeligere i dag. Det gør de børn, der har udfordringer også. De falder mere igennem. Vores system gør det endnu sværere for dem at fungere og være en del af fællesskabet. Andreas er heldigvis inde i en god udvikling for tiden. Og det viser, hvor vigtigt det er at få det rigtige tilbud. Et sted, hvor børnene bliver set og hørt. Men det nåede at blive fem års skolegang, der blev smadret, fordi han fik det specialiserede tilbud så sent. Det er forfærdeligt som mor at se, hvordan det kan knække en dreng fuldstændigt at være i det forkerte tilbud. Et tilbud der fuldstændig har ødelagt hans selvtillid”.

”Nanna, min datter, er på efterskole nu. Men hun kan slet ikke forestille sig, at hun vil kunne noget. Alt hvad der hedder skole, det står hun af overfor. Hun kan slet ikke se sig selv i en ungdomsuddannelse. Det er uhyggeligt, for fagligt og kognitivt kan hun godt. Men hun tror ikke længere på sig selv. Hun har fået så mange nederlag gennem hendes folkeskoletid. Og det sidder så dybt, at jeg kan være i tvivl om, om man kan rette op på det. Jeg har to børn, men der er mange andre, som også bliver ødelagt gennem et folkeskoleforløb, der ikke kan rumme dem”, siger Marlene.

Den værste frygt

”Min frygt for mine og de andre børn i grundskolen er nok de år der kommer. Jo tættere på ungdomsuddannelserne, vi kommer, jo mere frygter jeg for, hvordan det skal gå dem der. De her børn har allerede en masse udfordringer og følgebelastninger i form af angst, spiseforstyrrelser og depression. De kan nå at knække meget mere gennem vores uddannelsessystem. Ungdomsårene er nok det, jeg frygter mest for mine børn og for andre børn i samme situation. Hvis de bliver mere nedbrudt, så kan de ikke bruge de styrker, de har, når de bliver voksne.

Generelt frygter jeg, at det her, det fortsætter. Vi udvikler flere og flere børn med udfordringer. Der er flere og flere børn, der ikke kan gå i skole. Flere og flere børn med angst. Flere familier der går ned med stress eller bliver skilt. Flere børn med selvmordstanker. Jeg ser så mange familier, der er så ramt. For det er ikke kun børnene med diagnoser, der er også søskende, som får det skidt.

Jeg får helt ondt i maven, når jeg tænker på, at det her får lov at fortsætte. Vi er på vej i en udvikling, der er så skrækkelig. Man tænker: Hvem er det, der beslutter den her vej. Og hvem er det, der hjælper de her familier og børn. Hvis ikke snart der er nogen, der siger stop. Trykker på den der stopknap, så kan jeg virkelig frygte, hvad der sker”, siger Marlene med bekymret kritisk stemme.

Vores samtale er ved at være slut, og mens vi sidder ved spisebordet, tænker jeg, at det er så her foreningen BHOV holder til. Det er herfra den drives, og det går op for mig, at det faktisk også er her generalforsamling og mange bestyrelsesmøder holdes. Uden at der er andre fysisk tilstede end Marlene.

”Vi er jo allesammen familier, der er sat voldsomt under pres. Og det er svært for mange af os at komme til orde og råbe politikerne op. De forældre, der er i BHOV, har ikke tid til at gå til møder. Der er altid nok at se til i familien. Der er måske heller ikke så mange penge, fordi det ofte er nødvendigt, at den ene i familie går hjemme eller på nedsat tid. Vi startede vores arbejde som en Facebookgruppe. Det er vi fortsat med, også efter vi blev til en forening. Der er ingen kontingent, og vi holder vores møder på Facebook. På den måde kan alle være med. Vi hjælper og støtter hinanden meget. Skriver med hinanden over Facebook eller Messenger. Og når det brænder på et eller andet sted, er der altid nogen, der tager sig tid til at køre forbi til en snak eller med en kage eller en gang pizza. Jeg tror vores organiseringsform er grunden til, at vi så hurtigt har fået så mange medlemmer. Vi er i hvert fald så mange, at vi har fået skabt opmærksomhed omkring Aalborg kommunes planer for inklusionsarbejdet. Den visitationsmodel, som startede det hele, fik vi skudt til hjørne for to år siden. Det var en stor sejr. Men vi ved godt, at det ikke er gjort med det. Der kommer noget igen. Men vi er klar!” siger Marlene med et fast blik, som vidner om, at evnen til at holde fokus og energien til at kæmpe for sine egne og andres sårbare børn er der i dag som for to år siden, da det hele startede i Aalborg.

Januar 2019

”Ordentlig pædagogik skal beskyttes” – GUTA klar til næste fase.

Af

Næsten 5års arbejde fandt sin foreløbige afslutning med en konference på Christiansborg.

Leo Komischke-Konnerup forsvarede sin Ph.d. afhandling i almen pædagogik i sommer. Pointerne herfra gentog han på Ligeværds konference i Fællessalen d. 6. december.

Leo Komischke-Konnerup mener, at ordentlig pædagogisk praksis er under voldsomt pres. Hvis pædagogikken skal kunne leve på egne forudsætninger og præmisser og ikke blot underlægges andre logikker og styringsmodeller, så skal den forsvares. Vi har bedt Leo om at gentage noget af det, han talte om på konferencen og udfolde, hvad han mener med at god pædagogisk praksis skal beskyttes. Disse perspektiver danner afsæt for en ny fase af God Uddannelse Til Alle: Pædagogisk udvikling som dialog mellem forskning og praksis.

”Ordentlig pædagogik skal beskyttes”.

Sådan lyder udmeldingen fra Leo Komischke-Konnerup, Ph.d. og chefkonsulent ved UC Syd. ”En pædagogisk ordentlig pædagogisk praksis er altid helt grundlæggende orienteret og begrundet af en forestilling om mennesket som et lærende og dannelsesåbent væsen, der livet igennem har mulighed for bestemme eller definere sig selv gennem medvirken i et fælles og praktisk liv. I et samfund med frihed og folkestyre er vi måske nok individer men aldrig alene, vi skylder altid hinanden noget, fordi vi har et fælles ansvar for et ordentligt og menneskeligt liv for alle.” Efter Leo Komischke-Konnerups opfattelse er pædagogikken under pres. ”Rigtig meget af den pædagogiske teori på skole- og uddannelsesområdet er slet ikke pædagogisk. Den tager ikke udgangspunkt i et egentligt begreb om pædagogik – men henter sine forestillinger og forståelser fra psykologiens, samfundsvidenskabens eller økonomiens verden. Samtidig bliver samfundets skole- og uddannelsessystem stadig mindre optaget af, hvordan man kan uddanne alle menneskelige evner og interesser. Vi er i stedet blevet alt for optaget af at ville udvikle netop de kompetencer hos de unge, som vi mener at have brug for og derfor handler skole- og uddannelse i dag ofte mest om at tilpasse og styre unge menneskers lærings- og dannelsesprocesser i helt bestemte retninger frem for at spørge om, hvad de unge selv er interesseret i, og hvad de selv finder rigtigt eller forkert. På den måde er skole- og uddannelsespraksis i stigende grad blevet gjort til styringsinstrument for politisk-økonomiske interesser, mens den pædagogiske mening i skole og uddannelse forsvinder. Og når skole og uddannelse bliver pædagogisk meningsløs, har det ofte store menneskelige omkostninger for de børn og unge som har brug for god uddannelse. Ikke mindst når vi taler om de unge, der har særlige behov.”

Pædagogik, psykologi, medicin og samfundsvidenskab

”Jeg vil ikke forklejne hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens store betydning – også for disse unge. Jeg mener dog godt, at man kan sige, at vi inden for disse videnskaber risikerer at løbe ind i ret ensidige forståelser af disse unge. Det som kendetegner disse videnskaber er, at de ofte forstår og behandler de unge som ofre for forskellige former for fejl eller mangler. Inden for psykologien og medicinen forstås disse unge således typisk som ofre for deres individuelle-biologiske-fysiske-neurologiske fejl eller mangler og har derfor først og fremmest behov for, at der udvikles og tilbydes de helt rette former for medicinsk eller anden indsigt eller behandling. I samfundsvidenskabens perspektiv forstås de unge som ofre for nogle alvorlige samfundsmæssige, strukturelt betingede uretfærdigheder, altså som ofre for en fejlagtig, mangelfuld eller uretfærdig udformning af fx vores arbejdsmarked, af forholdet mellem kommunekassen og statskassen eller af det ordinære skole- og uddannelsessystem. Og ud fra denne forståelse har de unge primært behov for og må vente på, at nogen får den tanke, at samfundets forskellige fællesskaber og deres institutioner måske kunne udformes og indrettes mere fornuftigt eller retfærdigt så også disse unge kan tage del i samfundet som ligeværdige og værdifulde medlemmer af samfundet”, mener Leo Komischke-Konnerup

”Ingen af disse perspektiver er som sådan forkerte eller ligegyldige i forhold til disse unge og deres muligheder for at gå i skole og uddanne sig. Hverken psykologiens, medicinens eller samfundsvidenskabens erkendelser og indsigter kan undværes, når det drejer sig om at udvikle god uddannelse til disse unge – eller til alle andre unge for den sags skyld. Men når det drejer sig om, hvordan en ordentlig skole- og uddannelsespraksis skal udformes, kan hverken psykologiske, medicinske eller samfundsvidenskabelige perspektiver give os bud på, hvordan det gøres pædagogisk meningsfuldt, eller hvordan vi kan handle pædagogisk ordentligt og ansvarligt i den helt konkrete undervisningspraksis. Så min pointe er, at når vi diskuterer hvordan skole- og uddannelsespraksis skal udformes så alle får mulighed for en ordentlig uddannelse – ja så behøver vi altså også et egentligt pædagogisk-videnskabeligt perspektiv på sagen – og det mangler for tiden,” siger Leo Komischke-Konnerup kritisk.

Unge med særlige behov er først og fremmest unge mennesker.

Men hvordan forstås og beskrives disse unge så, når man altså anlægger et egentligt pædagogisk perspektiv? spørger han.

”For det første får vi øje på, at disse unge – som alle andre børn og unge – har behov for en ordentlig og ansvarlig pædagogisk omsorg i form af undervisning, opdragelse og vejledning. De har som alle andre opvoksende behov for god uddannelse, for at lære hvad det egentlig vil sige at leve og handle som menneske i et fælles og praktisk menneskeligt liv. I pædagogikkens perspektiv får man altså først og fremmest øje på, at disse unge med særlige behov først og fremmest er unge mennesker med det samme pædagogiske behov som alle andre unge mennesker – og først dernæst får man øje på disse unge som særlige eller usædvanlige, som udviklingshæmmede, som autister – eller hvordan vi nu i øvrigt gennem tiden har kategoriseret eller diagnosticeret disse unge. Lige som alle andre unge, har de behov for en pædagogisk ansvarlig og ordentlig uddannelse for at kunne medvirke og på den måde blive til som mennesker og borgere livet igennem. Altså behov for at lære og danne sig gennem deres uddannelse – lige som alle andre unge i et moderne samfund, et samfund med frihed og folkestyre. Behovet for at lære og danne sig som menneske er et særligt menneskeligt behov, som helt grundlæggende kendetegner det at være menneske. Almenpædagogisk set er sagen ikke spor anderledes for disse unge end for andre. I det perspektiv bliver det også tydeligt, at unge med særlige behov er i stand til at lære som alle andre. Evnen til at lære er noget, der hører med til ethvert menneskes natur og derfor noget der virker på samme måde som hjertet eller leveren – af sig selv – også helt uden læreres og pædagogers opfordringer til at lære. Man kan i virkeligheden slet ikke forhindre mennesker i at lære – de er lærende væsner og lærer derfor hele tiden. Nogle gange lærer de også det, vi ikke synes, de skal lære”.

Et pædagogisk fremkaldt handicap: at lære – at man ikke kan lære..

”I skolen bliver man klogere, antager vi almindeligvis. Men pædagogisk set kan man altså også blive dummere af at gå i skole og få et forvrænget og invaliderende syn på verden, på de andre og på sig selv. Det er rent faktisk muligt hver dag at lære at man netop ikke kan lære i skolen og at man derfor heller ikke hører til i skolens og undervisningens fællesskab. Sådan er det gået for rigtig mange af de unge som i dag er elever på Ligeværds skoler og uddannelsessteder. Problemet for dem er ikke, at de ikke har lært noget i skolen – problemet er i stedet, hvad de rent faktisk har lært i skolen: nemlig at de ikke kan lære og at de ikke hører til her. Ud fra hvad mange af disse elever og deres lærere har fortalt mig gennem årene, så har rigtig mange af disse elever oplevet en undervisning og et samvær i skolen, der ikke i tilstrækkelig grad har haft forståelse for disse unges læringsforudsætninger og derfor er skolens undervisning og samvær blevet meningsløs for disse elever. De har oplevet en undervisning og samvær, hvor de tydeligvis ikke reelt har haft mulighed for selv at medvirke og på den måde udnytte skolens tilbud om at blive klogere på verden, på sig selv og på de andre. Men lært, det har de altså alligevel. De har bare ikke lært det, vi håbede på. De har i stedet pådraget sig, hvad man kunne kalde et pædagogisk fremkaldt handicap: en forståelse af dem selv som nogen der ikke hører hjemme i skole- og uddannelsespraksis. De har mistet tilliden til eller forståelsen af dem selv som lærende og dannelsesåbne personer, der hører til blandt alle de andre unge i skole- og uddannelsessystemet. Og det må siges at være et voldsomt alvorligt handicap at have pådraget sig i et så stærkt uddannelsesorienteret samfund som vores: Her kommer man nemlig slet ikke ind uden uddannelse!

God uddannelse

”Det jeg har mødt på Ligeværds skoler og uddannelsessteder er en pædagogisk praksis, der forsøger at give de unge mulighed for igen at tro på, at skolens undervisning og samvær også er for dem. Det er ikke sikkert det lykkes i alle tilfælde, men en ordentlig pædagogisk praksis vil altid forsøge på at skabe pædagogisk mening i undervisning og samvær. Det er dette forsøg på at skabe pædagogik mening, der kendetegner god uddannelse – ikke om det altid lykkes.

God uddannelse er en pædagogisk værdibaseret og eksperimenterende praksis, hvilket betyder at den ikke følger en på forhånd metodisk tilgang. I stedet hviler den altså på nogle pædagogiske værdier, eller måske rettere på en pædagogisk-etisk grundtanke, som gentager sig i alt, hvad man foretager sig pædagogisk og på anden vis. Denne pædagogisk-etiske grundtanke kommer især til syne i forståelsen af eleven som et menneske der – på trods af alle mulige vanskeligheder – rent faktisk kan lære og danne sig – men altså også som et menneske der i høj grad har behov for en tilpasset pædagogisk hjælp til at lære og danne sig til et frit og selvbestemmende menneske og ansvarlig borger.

At arbejde pædagogisk på denne måde kræver, at læreren holder ud, ikke giver op, ikke nedskriver sine forventninger til eleven, men føler sig forpligtet til at forsøge igen og igen, eksperimentere og gøre forsøg med sin pædagogik, søge nye måder at opfordre eleven til at opdage og aktivere sin egen lærings- og dannelsesmulighed i mødet med de forskellige vanskeligheder som læseplanens krav stiller hende overfor at skulle håndtere.

At skabe en sådan skole- og uddannelsespraksis hvor man lærer gennem erfaringer og eksperiment kommer man altså ikke sovende til, det er en vanskelig og krævende pædagogisk vej at gå for alle involverede – både for elever og lærere.

Den pædagogiske praksis, man finder på Ligeværds skoler og uddannelsessteder, henvender sig til den unge og den unges interesser, og opfordrer hende til aktivt at medvirke og involvere sig i de pædagogisk arrangerede fællesskaber, som skoler og uddannelsessteder tilbyder i deres skole- og uddannelsesforløb. Derfor er undervisningen ofte ikke ordnet i de traditionelle skolefag – men for det meste i interessebaserede værksteder, hvor man forsøger at imødekomme elevernes interesse for dyrepasning, motorer og metal, bygge- og anlægsaktiviteter, kunsthåndværk, musik, naturen, kunst, madlavning, idræt osv..”

Beskyttelse gennem udviklende dialog

”God uddannelse giver ikke sig selv. Selv om den er nok så god og ordentlig, er der ingen sikkerhed for, at den vil klare sig. God uddannelse har derfor behov for beskyttelse. Den bedste beskyttelse af en ordentlig pædagogisk praksis sker ved hele tiden at insistere på både at praktisere, undersøge og udvikle pædagogisk praksis for alle unge. Hvad der er godt og ordentligt ved pædagogisk praksis må løbende undersøges og beskrives, diskuteres og udfordres, udvikles og forbedres – i fællesskab og for fællesskabet.”, slutter Leo Komischke-Konnerup.

December 2018

Ensomhed, skolevægring og det der er langt værre…… selvmordstanker blandt børn

Af

Der er normalt højt til himlen, når man kommer til Nordjylland. Men da jeg denne efterårsdag krydser under fjorden og dukker op på Vendsyssel siden, hænger skyerne gråt i ankelhøjde. Da jeg kommer frem til min aftale i Vadum, falder regnen stille men tæt. Jeg tænker, at vejrguderne har sat den rette dystre ramme for min snak om børns skolevægring og selvmordstanker med Marlene Qvist Simoni, der er formand for forældregruppen BHOV i Aalborg. Et meget vigtigt emne, som ofte er svært at tale om. Men det har de gjort i Aalborg, og det vil jeg gerne høre mere om.

Meget tyder på, at børn og unge får det dårligere og dårligere. Stress, bekymringer og angst rammer mange børn i folkeskolen, og børn og unge med særlige behov er i særlig grad udsatte for den slags alvorlige følgebelastninger. Det har Marlene og forældrene undersøgt nærmere. Det er jeg taget op for at kigge nærmere på, da det er en dagsorden, vi også i Ligeværd har arbejdet med.

Så egentlig bliver jeg nødt til at starte med en advarsel til dig som læser. Denne artikel rummer nogle meget ubehagelige udsagn fra forældre. Udsagn om noget af det allersværeste, der rammer familier med børn, der har særlige behov. Udsagn om oplevelser, som familierne ofte går med alene, og som vi ikke ret gerne taler om. Det er barsk læsning.

Skolevægring.

I foråret satte nogle medier fokus på volden i skolen. Altså den, der rammer lærerne. I den forbindelse var vi i Ligeværd ude at minde om, at det aldrig er børnenes skyld, selv når de bliver aggressive. Børn reagerer voldsomt, fordi alle deres muligheder for at give udtryk for deres sorg og bekymringer er brugt op. Trykket er blevet for stort og alt løber af med dem. Det er fortvivlede børn, der ikke ser anden udvej, end at kæmpe og slås for at blive hørt og forstået. Det er tegn på alvorlig mistrivsel.

På Facebook var der flere forældre, der genkendte den situation. Udadreagerende børn, der er så pressede i deres hverdag i skolen, at det løber af med dem og de kommer til at gøre ting, som selvfølgelig ikke er i orden, men som man heller ikke kan forlange, at de selv skal styre. I den forbindelse blev det også tydeligt, at mange børn ender med ikke at komme i skole. Det kender man til i Aalborg, hvor forældregruppen BHOV undrede sig over kommunens tal for børn, der ikke kommer i skole. ” Vi spurgte Aalborg kommune til, hvor mange børn i folkeskolen, de kendte til, der ikke kom i skole. Da vi fik tallene, kunne vi ikke genkende det lave tal. Og da vi spurgte rundt i vores eget netværk, fik vi hurtigt tilbagemeldinger om langt flere børn, der ikke magtede at komme i skole”, siger Marlene Qvist Simoni, der er formand for forældregruppen i Aalborg. Og hun fortsætter: ”Desværre har vi stadig ikke fået svar på, hvordan der kan være så stor forskel på de tal, man har i kommunen og det, forældrene selv kan berette om. Vi undrer os i hvert fald over, om det er fordi, man ikke har de rigtige tal i det kommunale system, eller det er fordi, man slet ikke er interesseret i at kende til det reelle omfang.”

Og det der er langt værre……

Over deres Facebookgruppe kastede forældrene i BHOV ikke bare lys på problemerne omkring skolevægring. For her ved man på egen krop, at problemerne for børn med særlige behov stikker meget dybere og er langt mere alvorlige. ”Sidste år forsøgte vi at samle lidt tal på, hvor mange forældre, der har oplevelser med, at deres børn går med selvmordstanker. Vi lavede en lille undersøgelse, og på under et døgn fik vi svar fra 100 forældre, der havde den slags oplevelser. Og svarene var skræmmende”, fortæller Marlene Qvist Simoni.

Undersøgelsen viste, at i 35 af besvarelserne havde børnene haft selvmordstanker, inden de blev 10 år. I 12 tilfælde kunne forældre fortælle om egentlige selvmordsforsøg.

”Jeg tror desværre ikke, at det er gået op for ret mange, hvor alvorligt det er. Der er så mange børn med særlige behov, der er ved at give op. De er voldsomt pressede i skolen, de flyttes rundt mellem tilbud, det er svært at fastholde kammeratskaber, og mange af dem føler ikke, at de er noget værd, og at det måske er bedre, at de ikke er her mere”, siger Marlene Simoni.

Hendes udsagn dokumenteres af flere af de fortællinger som forældrene delte på Facebook.

En forælder skriver i forbindelse med undersøgelsen: ” Da min dreng gik i 0. kl. uden støtte, sagde han: Hver dag blir jeg slået, og hver dag får jeg skældud fordi jeg blir slået. Der er ikke nogen der vil lege med mig, så hvorfor siger de, at vi er venner? Så løber han ud på altanen og forsøger at klatre op mens han grædende siger: jeg vil bare dø. Det gentog sig på forskellig vis indtil han blev sygemeldt.”

En anden skriver: ” Min søn på 11 år bad hver aften til at han ikke vågnede mere og ønskede han bare døde og bad mig flere gange om at slå ham ihjel.

Han endte med at blive selvmordstruet og havde planlagt ned i detaljer, hvordan han først ville stikke sig med en kniv i hjertet og bagefter sætte ild til sig selv. Han følte sig forkert, til besvær og misforstået i skolen.”

Og endnu en forælder: ” Vores søn snakkede om at gå ud i vores lade og hænge sig da han var 9 år. Der begyndte vi at banke i bordet (før han fik en diagnose)

I sep. 2016 – 2 mdr før han blev 12 år – havde han/har stadig massiv skoleværing i nyt tilbud ( ændring af fysiske rammer). Min mand havde glemt sine nøgler på bordet da han kørte på arbejde. Vores søn havde en stor nedsmeltning om morgenen da han ikke ville i skole, og han var sur da jeg kørte på arbejde. Han elsker at være alene hjemme, så jeg ville lade ham køle af. Han ringede lige da jeg var kørt og sagde han var død, når jeg kom hjem. MIG retur og jeg fandt ham stående i stuen med en LADT salonriffel! Han havde fundet min mands nøgler og havde låst vores våbenskab op. (Min mand er jæger) Da vores søn selv har gået til skydning, vidste han hvordan det skulle samles og lades. Jeg fik det fra ham og han brød helt sammen. Han har ikke været på skolen siden.
Huset er nu tømt for våben i tilfælde af min mand glemmer nøglerne igen!”

Oplevelserne er voldsomme og hjerteskærende og svære at fortælle om. En forælder skriver da også på Facebook: ”Det er mærkeligt at stå frem for har aldrig fortalt det til nogen. Havde det svært og følte jeg var en dårlig mor og at folk ville dømme mig når man har et barn der siger at han bare ønsker at dø!”

”Vi må stoppe det her” udtrykker Marlene med stærk stemme. ”Skolebørn der ikke ønsker at leve, fordi deres skolegang er for svær, fyldt med ensomhed og manglende forståelse. Jeg ved snart ikke, hvor vi er på vej hen. Det er vigtigt med mere åbenhed omkring børnenes problemer. Vi må råbe politikerne op. Jeg er rigtig bange for, at det, der sker med vores Folkeskole, går i den helt forkerte retning. Så det er vigtigt, at vi får vendt den udvikling, der gør, at vi får skabt flere og flere børn med massive og livstruende problemer”, siger Marlene Qvist Simoni, der lige nu taler på vegne af over 800 forældre til børn med særlige behov i Aalborg.

November 2018