helene

Høringssvar vedr. lovforslag om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben

Af
lovforslag om skolens omsorgsansvar

Høringssvar fra Ligeværd vedr. “Lovforslag om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben”:

Børnene og deres perspektiver skal være udgangspunktet

Når vi i Ligeværd taler med børn og unge med særlige behov, møder vi igen og igen fortællinger, der indeholder sætningen: “De voksne forstod mig ikke….”

Lovforslaget om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben berører en af skolens mest grundlæggende opgaver: at skabe tryghed og tillid mellem børn og voksne, mellem hjem og skole og mellem system og menneske. Vi anerkender den virkelighed, mange skoler og fagprofessionelle står i, hvor komplekse situationer og stigende mistrivsel udfordrer den daglige praksis.

Men vi ser også, at når magt bliver det sidste middel, skyldes det ofte, at alt det, der skulle komme før, relationen, nysgerrigheden og den tidlige indsats, ikke har fået tilstrækkelig faglig opmærksomhed.

Dette høringssvar tager udgangspunkt i de erfaringer og stemmer, der sjældent høres i høringer. De stemmer som vi i Ligeværd hører fra børnene selv og deres forældre. Deres fortællinger peger på en skolehverdag, der for mange er præget af støj, uforudsigelighed, høje krav og manglende forståelse for deres individuelle behov.

Rammer og ansvar kræver et solidt pædagogisk fundament

Det er afgørende, at skolen har klare retningslinjer for, hvordan der skal handles i situationer, hvor børn eller voksne er i fare. Det er lige så afgørende, at disse retningslinjer ikke står alene.

Hvis loven giver mulighed for fysisk indgriben, må det modsvares af lige så klare krav til forebyggelse, relationel praksis, dialog og systematisk børneinddragelse. Uden dette risikerer loven at adressere symptomerne frem for årsagerne.

Børn i mistrivsel reagerer ikke positivt på autoritet – de reagerer på relationer. De har brug for voksne, der har tid og kompetencer til at forstå deres perspektiv.

Uklarheder i lovforslaget kan underminere tillid og skabe uens praksis

Vi vil samtidig pege på en væsentlig risiko, som udspringer af de uklarheder, der fortsat findes i lovforslagets formuleringer – særligt i relation til, hvornår, i hvilke situationer og på hvilken måde fysisk guidning og indgriben må anvendes.

Hvis kriterierne ikke beskrives tydeligt og praksisnært, vil skolerne stå tilbage med for stort et fortolkningsrum. Det kan føre til uensartet praksis på tværs af landet og situationer, hvor lærere og pædagoger føler sig nødsaget til at handle uden klar faglig eller juridisk retning.

Sådanne situationer øger risikoen for uhensigtsmæssige indgreb og kan samtidig svække de tillidsfulde relationer, der er helt afgørende mellem elev, forældre og skole. For børn med særlige behov, som ofte er særligt sårbare over for misforståelser, ændrede signaler eller uforudsigelig praksis, kan uklarhed i reglerne få vidtrækkende konsekvenser for deres trivsel og oplevelse af tryghed.

Det er derfor væsentligt, at lovgivningen ledsages af klare definitioner, tydelige faglige kriterier og praksisnære retningslinjer, som kan omsættes til konsekvent og forudsigelig praksis. Kun sådan kan loven styrke, og ikke kompromittere, mulighederne for at opbygge og bevare tillid.

Forældrene som en central kilde til tidlig indsats

Skolens omsorgsansvar bæres i praksis i et tæt samspil mellem skole og hjem. I Ligeværd møder vi mange forældre, der, ofte længe før en konflikt udvikler sig, ser tegn på, at deres barn er overbelastet, misforstået eller på vej ind i mistrivsel. Disse erfaringer og bekymringer bør ikke ses og behandles som kritik, men som en værdifuld kilde til tidlig indsats.

Forældrenes viden om deres barns behov kan være afgørende for at forebygge misforståelser og undgå de situationer, hvor børn reagerer så kraftigt, at fysisk indgriben kommer i spil. Når skolen lytter aktivt til forældrenes perspektiver og integrerer deres viden i den pædagogiske praksis, styrker det både forståelsen, relationen og mulighederne for rettidig handling.

Det er derfor væsentligt, at lovgivningen understøtter et reelt og forpligtende samarbejde mellem skole og forældre som en del af den forebyggende indsats.

Børnenes erfaringer viser et tydeligt mønster

På baggrund af hundredvis af samtaler med børn og unge og deres forældre tegner der sig et gentaget oplevet mønster:

  • Der er for få voksne. Mange børn oplever, at ingen opdager deres signaler i tide. Især de stille børn overses.
  • Der mangler tryghed og forudsigelighed. Skiftende voksne, store klasser, ustrukturerede klasserum og højt støjniveau skaber utryghed
  • og forstærker mistrivsel.
  • Forskellighed har for lidt plads. Børn med autisme, angst eller opmærksomhedsudfordringer mødes ofte med krav før støtte.
  • Trivsel ses stadig som noget sekundært. For mange børn er trivsel ikke integreret som en forudsætning for læring – men som noget, der først kommer efter.
  • Social læring på skoleskemaet. Der er brug for et større fokus på at træne fællesskaber og sociale kompetencer hos børnene.
  • Der spørges for sjældent ind til børnenes egne oplevelser. Når konflikter opstår, efterspørges barnets perspektiv alt for sjældent.
  • Lovgivningen må tage udgangspunkt i at børns adfærd har altid en årsag. Det er de voksnes ansvar at forstå den.

Ligeværds anbefalinger

  1. Gør børns perspektiver til en integreret del af skolens omsorgsansvar
    Loven bør indeholde en tydelig forpligtelse til, at elever høres og inddrages efter enhver form for fysisk indgriben.
    Dette skal være en del af skolens pædagogiske praksis – ikke blot en administrativ øvelse.
    Inddragelsen bør ske roligt, respektfuldt og i samarbejde med en voksen, barnet har tillid til.
  2. Sæt forebyggelse og relationel praksis i centrum
    Hjemmel til fysisk indgriben kan aldrig stå alene.
    Der må stilles krav til, at skoler arbejder systematisk med forebyggelse, supervision, tværfagligt samarbejde og inkluderende læringsmiljøer.
  3. Etabler en evalueringskultur, der bygger på børnenes erfaringer
    En national opfølgning på magtanvendelser bør ikke alene måle hyppighed, men også omstændighederne før og effekten efter.
    Her bør elevernes egne oplevelser være en afgørende del af evalueringen.
  4. Giv skolerne de nødvendige forudsætninger for at lykkes
    Ingen lov kan fungere efter hensigten uden de nødvendige ressourcer.
    Der må investeres i flere veluddannede voksne, mindre klasser og specialiseret viden, der kan støtte samarbejdet med konkrete og praksisnære anvisninger på, hvordan der skal handles i både forebyggende og akutte situationer.
    Uden dette risikerer loven at pålægge skolerne et ansvar, som de reelt ikke kan løfte.
  5. Gør tidlig og løbende forældreinddragelse til almindelig praksis
    Forældre bør inddrages tidligt og systematisk som en central del af skolens omsorgs- og forebyggelsesarbejde.
    Deres viden om barnets behov kan forebygge konflikter og mindske risikoen for, at fysisk indgriben bliver nødvendig, og et tæt samarbejde styrker både tryghed og rettidig indsats.

Et menneskesyn i praksis

Vi anerkender behovet for tydelige rammer og beskyttelse af både børn og medarbejdere. Men skolen skal være et sted, hvor børn trygt kan lære, udvikle sig og begå fejl.

I Ligeværd arbejder vi for en skole, hvor børn mødes med forståelse frem for sanktioner, og hvor magtanvendelser forebygges gennem tillid, struktur og samarbejde.

Lovgivningen bør bygge på et centralt princip:
Barnets stemme skal ikke først høres, når konflikten opstår – men gennem hele forløbet op til.

Fra lovtekst til børneliv

Lovforslaget rummer mange problematiske elementer. Et meget stærkere fokus på inddragelse af børns stemmer, samarbejde med forældre og tidlige indsatser båret af forståelse og relationer vil kunne give forslaget potentiale til at styrke tilliden mellem børn og voksne i skolen. Det kræver dog, at loven understøtter de rammer, der skaber trivsel – ikke kun regulerer den adfærd, der opstår, når trivsel mangler.

Vi opfordrer derfor ministeriet til at lade både børnenes og forældrenes erfaringer være ledende for lovens udmøntning.

Lad os skabe en skole, hvor forståelsen kommer først.

Med venlig hilsen
Ligeværd
Esben Kullberg, direktør
Aarhus, d. 3. december 2025

Download Ligeværds høringssvar vedr. lovforslag om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben (pdf)

Høringssvar fra Ligeværd vedr. “Lovforslag om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben” blev sendt den 3. december 2025.

De blev set som en fiasko i almen. I specialskolen blev de set som mennesker

Af

Unge med særlige behov ville klare sig bedre i livet, hvis de gik i almene skoletilbud. Det mener flere kommuner. Men hvad siger de unge, som det hele handler om? Vi har talt med tre unge og en ekspert.

Kommunerne tager fejl, når de tror, at børn med særlige behov vil klare sig bedre, hvis de bliver inkluderet i almenskolen. Det mener Jan Kirkegaard, tidligere chef for PPR i Aarhus Kommune igennem 20 år.

”Man skal ikke bilde sig ind, at vi kan løse problemet med, om de går videre til ungdomsuddannelser ved at sætte dem ind i en almenklasse. Det gør man ikke. Det er lidt en naiv logik at lægge for dagen,” siger han.

”De får ikke den ungdomsuddannelse, fordi de har nogle vanskeligheder af en karakter, som gør, at de skal imødekommes på en anden måde end det traditionelle uddannelsesmiljø,” siger Jan Kirkegaard.

Kommunernes konklusion kommer på baggrund af KL’s rapport ”10 år efter specialtilbud”. Den viser, at elever, der har modtaget segregeret specialundervisning, markant oftere er på offentlig forsørgelse og i lavere grad fuldfører en ungdomsuddannelse. Men faktisk ville nogle af børnene klare sig dårligere ved at komme i en almen klasse, mener Jan Kirkegaard.

”Medmindre der bliver satset massivt på kompetencer, flere ressourcer og tid til samarbejde, er der virkelig et problem at tro, at vi bare kan sluse dem tilbage igen. Det er ikke gjort med bare at sætte lidt ekstra støtte ind, for det her er klart vanskeligere at administrere i en klasse med mange børn, end hvis man er i et overskueligt miljø i et specialtilbud.”

Sådan siger eksperten. Men hvad siger de unge selv? Vi har spurgt tre unge voksne med særlige behov til deres erfaringer med både almene og specialiserede skoletilbud.

Isakur Johannessen: Fra 4. – 7. klasse var et regulært helvede

Pedel på fuldtid hos Esbjerg almennyttige Boligselskab. Gik i almen til og med 7. klasse, hvorefter han kom tre år på specialefterskole.

Hvordan var det for dig at starte i en almindelig klasse?

Til at starte med gik det fint i almenskolen. Men efterhånden som vi blev ældre, begyndte det at blive træls. Jeg kunne ikke følge med socialt eller fagligt. Så jeg blev placeret nede bagved med en matematikbog, som endte med at blive en malebog.

Skulle du have haft et andet tilbud fra starten?

Ikke til at starte med. Men i 2. eller 3. klasse skulle man nok have taget mig ud til et specialtilbud. Jeg havde et noget iltert temperament og har haft flere episoder, hvor jeg har reageret voldsomt over for andre børn.

Hvordan var det så for dig at komme på specialefterskole i tre år fra 8. klasse?

Det var fantastisk. Jeg gik fra at være et problem, som skulle håndteres til at blive set som et menneske. Jeg kunne knap nok gå og stå socialt, hverken skrive mit eget navn forfra eller bagfra. Og så oplevede jeg at blive taget hånd om, som det menneske jeg er og med de fejl og mangler – det var en omvæltning.

Du siger, at du blev set som et menneske på specialefterskolen. Hvad mener du med det?

De vidste, hvad de havde at gøre med. Der var ikke fokus på det i folkeskolen. På specialefterskolen havde de flere års erfaring med unge mennesker med vanskeligheder, så det var rart at kunne blive set som en ligeværdig som alle andre. Og også bare rart at have nogle undervisere, som faktisk forstod en. Forstod, hvorfor reagerer de sådan her. Hvorfor opfører de sig sådan her.

Hvad mener du med, at du blev set som ligeværdig som alle andre?

Det at vi alle sammen var i samme båd. Helt fantastisk. Altså der var en helt frisk start og man kigger rundt, vi har alle sammen problemer på den ene eller anden måde.

Hvad betød det for dig?

Man gik lige pludselig fra ikke at have nogen at reflektere sig i og snakke med sine problemer om, til at nu kunne man lige pludselig prikke til sidemakkeren: Har du også altid haft problemer med blækregningen eller noget andet. Man fik hurtigere et fællesskab på tværs af ens problemer.

Så du fik venner?

Ja, jeg fik lige pludselig venner. Jeg gik fra at have én ven til at have… det har jeg ikke tal på. 40-50 venner. Man er jo ikke venner med alle, men måske med halvdelen.

Asta-Marie Ankerstjerne: Det betyder noget at være sammen med nogen, der har det ligesom en selv

Går i autismeklasse på HF. Har været i specialiserede skoletilbud siden børnehaveklassen

Hvordan var din skoletid?

Det har været overordnet god. Specialskolen har hjulpet mig meget og ligesom mødt mig der, hvor jeg var i min udvikling. Det er også det, der har gjort, at jeg nu er kommet så langt, at jeg kan gå på en HF. Fordi jeg har fået lov at udvikle mig i mit eget tempo.

Du har autisme og ADHD. Vil du ikke beskrive nogle af de udfordringer, du oplever?

Jeg har problemer med det sociale og har meget lavt energiniveau. Der er mange ting, jeg har rigtig svært ved, og mine udfordringer forhindrer mig også i at gøre nogle af de ting, jeg drømmer om. Som for eksempel at flytte sammen med min kæreste.

Har du nogen forestilling om, hvordan det havde været for dig, hvis du havde gået i en almen folkeskole?

Jeg tror, at jeg havde været presset, fordi der er rigtig mange børn på rigtig lidt plads og mange ydre stimuli, og det vil jeg jo blive vældig påvirket af. Så ville jeg jo bare have siddet i et hjørne hele tiden og have det rigtig skidt. Og så er jeg jo typen, der holder på det, men når jeg så kommer hjem, så vil jeg så blive udadreagerende. Fordi jeg ikke rummer ret mange indtryk ad gangen.

Nogen mener jo, at vi kan have de fleste børn i almen, der skal bare være den rigtige støtte. Vil du kunne være i en almen klasse med 23 elever og den larm der følger med, hvis bare der var en voksen, der havde fulgt dig hele tiden?

Nej.

Hvorfor ikke?

Det med at være iblandt 23 andre. Jeg har også gået på FGU i et år og fået en forsmag på, hvad det vil sige at være en del af noget ”normalt”. Der var vi 18. Der var meget larm, og selvom jeg havde nogen tæt på mig hele tiden, så var det ikke nok. Jeg var på overarbejde med alle de uforudsigeligheder, der var. Det er der jo også i den almene folkeskole.

Hvad har det betydet for dig at gå i skole med nogen, der havde de samme udfordringer som dig?

Det betyder helt klart meget, at man er sammen med nogen, der har det ligesom en selv. Fordi så er man lidt ligesom i samme båd. Jeg har nogle venner, som også er autister og vi kan relatere rigtig meget til hinanden. Sådan: Ej, sådan har jeg det også. Når man fortæller om et eller andet der godt kan være svært.

Mathilde Arnklit Grøndahl: Fiaskooplevelser blev gjort lettere, fordi der var nogen til at tage sig af det

Førtidspensionist og hjemmegående husmor. Gik i almenklasse indtil 5. klasse og kom herefter i specialtilbud.

Hvordan var det for dig at gå i almenklassen?

Det startede fint og begyndte at clashe, da vi skiftede klasselærer. Jeg fik alle de her dårlige oplevelser med ikke at være god nok til de ting, jeg lavede. Det begyndte også at være svært med nogle af de andre børn, og jeg kom tit op at slås med nogen.

Så kom du på specialskole. Hvordan var det?

De kunne rumme mange flere episoder, hvor jeg var udadreagerende for eksempel. Jeg har oplevet at blive efterladt på bagsædet af en minibus med to voksne mænd, som sidder og har det sjovt, mens jeg er pissesur og ikke gider med på biblioteket. Indtil en af dem siger noget, som får mig til at smile og får lukket op for det, der er træls. Nogle af de der fiaskooplevelser blev gjort lettere, fordi der var nogen til at tage sig af det.

Betød det noget for dig, at nogle af de andre børn også havde nogle udfordringer?

Jeg tror, at jeg har indset, at jeg ikke er et trælst menneske, og at jeg ikke er ond. Det var jeg ret overbevist om engang. I folkeskolen tænkte jeg, at jeg var et monster. Men på specialskolen så jeg, at der var andre, der også spassede ud, som også havde problemer, og som også udviklede sig hele tiden. Det var helt klart med til, at jeg kunne komme til at tro på, jeg måske ikke var så slem, som jeg gjorde mig selv til. Hvis ikke jeg havde indset det, så tror jeg, at jeg stadig havde været i en nedadgående spiral. Hvor jeg blev mere og mere deprimeret, fordi jeg nok havde skabt et billede af, at jeg bare var røvsyg og dårlig at være sammen med.

Lad os sige, at du havde fået den rigtige støtte i almenklassen. At de to mænd på bagsædet af bussen havde været med dig der. Kunne det ikke have hjulpet dig til at indse det samme?

Nej. Jeg ville jo føle, at jeg var anderledes end de andre. Så var jeg ikke en del af fællesskabet på samme måde som de andre, fordi der altid var en til at tage sig af bare mig. Det ville blive sådan en voksenven, og så ville de andre synes, at det var mærkeligt. På specialskolen var det normalt, at en voksen nogengange mandsopdækkede et barn.

Du er en af dem, der er kommet på offentlig forsørgelse efter at have været i specialtilbud. Kunne du forestille dig at få en tilknytning til arbejdsmarkedet senere?

Jeg leger med tanken allerede nu, fordi jeg har rykket med så meget i de seks år, hvor jeg har været på førtidspension. Men det skulle være en lille tilknytning. Jeg kunne sagtens forestille mig for eksempel at begynde at være omdeler i mit nærområde i et par timer om ugen – starte der.

Læs også Når tallene vildleder og børnene betaler prisen.

Juni 2025

Skal bekymrede forældre sende deres børn afsted til skoletilbud, de ikke tror på?

Af
Ellen Jelle fra Randers

Mange forældre er bekymrede for, at flere børn med særlige behov nu skal starte i almenskolen. De frygter en gentagelse af 2012, hvor inklusionsloven i længden førte til, at flere i dag går i specialtilbud og flere end nogensinde har ufrivilligt skolefravær. Men forældre er magtesløse, når de ikke stoler på det skoletilbud, deres børn får.

Det er, da snakken falder på 6-årige Ellen Jelles fremtid, at hendes mor Eva Jelles stemme knækker, og tårerne danner overfladespænding i øjenkrogen.

”Jeg bliver bekymret for hendes fremtid. Helt klart. Jeg er så bekymret for, at hun bliver tabt i systemerne, at hun bliver et barn, som bliver for besværligt, og så sidder man i 7. klasse og ser tilbage på, at hun ikke har lært noget som helst,” siger Eva Jelle og tørrer øjnene med bagsiden af hånden.

Flere børn med særlige behov skal starte i den almene folkeskole. Det erklærede Kommunernes Landsforening i januar 2025. Et af de børn er Ellen Jelle, som af PPR i Randers Kommune er visiteret til mere end ni timers støtte i undervisningen. En støtte, hun skal modtage i en almen klasse på en skole, som ifølge flere forældre, Ligeværd har talt med og skolens egen hjemmeside, ikke har specialiseret viden om børn med særlige behov.

”Vi har været oppe i førskole-SFO’en, men hun vil ikke være der. Med det, jeg ser deroppe, får jeg en fornemmelse af, at de vil placere hende i et hjørne med en iPad og skærme hende på den måde. Jeg synes ikke, at du bare kan lade Ellen sidde der,” siger Eva Jelle.

Ellen har infantil autisme og har ifølge Eva Jelle haft så svært ved at gå i børnehave, at hun til sidst kun var afsted i et kvarter om dagen og nogle dage slet ikke. Når førskole-SFO’en ikke kan levere en kvalitet, der lever op til hendes forventninger, så tvivler hun på, at skolen kan.

”Skolen mener godt, at de kan imødekomme Ellens behov i en almindelig klasse. Men hvordan skal én lærer og én pædagog håndtere det, når der også er andre elever med særlige behov? De skal jo også lave skole for alle de elever, der ikke har den slags udfordringer,” siger hun.

Lav tillid blandt forældre

Eva Jelle er ikke alene om sin bekymring for Ellens skoletid.

Hele 84% af forældre til børn med særlige behov har ”slet ikke” eller ”i mindre grad” tillid til, at flere børn med særlige behov kan være i den almene folkeskole. Blandt forældre til børn uden særlige behov svarer 64% det samme. Det viser en rundspørge foretaget af Skole og Forældre i august 2024.

Og tidligere chef for PPR i Aarhus Kommune igennem 20 år Jan Kirkegaard forstår forældrenes bekymring. Han har arbejdet med specialundervisning siden midten af 1980’erne og mener med sin erfaring på området, at kommunerne er sat ind på en kurs, som er dømt til at slå fejl.

”Når jeg hører om de kommuner, som igen vil eksperimentere med at nedlægge specialtilbud, så synes jeg, at det er en meget kortsigtet strategi, og jeg kan ved gud godt forstå, at forældrene er bekymrede. Jeg synes, det er med god grund, for vi har både faglige og praktiske erfaringer, der siger, at det ikke er en god ide.”

Ifølge ham ligner ønsket om mere inklusion en gentagelse af 2012, hvor Folketinget besluttede at inkludere flere børn i almenskolen. Dengang faldt antallet af elever i specialtilbud kortvarigt, inden det steg markant til i dag, hvor væsentligt flere elever end i 2012 modtager specialundervisning.

Og måske endnu værre har flere børn end nogensinde ufrivilligt skolefravær ifølge Autismeforeningens inklusionsundersøgelse fra 2024.

Forældre i juridisk vildrede

I sager, som ender i langvarigt skolefravær, oplever flere forældre alligevel, at skolen ikke er enig i deres vurdering af barnets manglende trivsel. Det viste rapporten ”Retten til uddannelse”, som Institut for Menneskerettigheder udgav i 2017.

En uenighed, som stiller både børn og forældre i en udsat retsposition, fortæller Caroline Adolphsen, professor i jura ved Aarhus Universitet og medforfatter for på rapporten. Som forælder har Eva Jelle nemlig pligt til at sørge for, at Ellen modtager undervisning. Men skal hun så tvinge sin datter afsted til et skoletilbud, som hun ikke har tillid til, kan tage vare på hendes behov?

”Det er jo en umulig situation. Det er jo ikke det, man vil. Man vil jo drage omsorg for sit barn,” siger Caroline Adolphsen.

Det er et erkendt problem blandt lovgivere, at der er noget galt med reglerne i forhold til, hvornår man skal have tilbudt specialundervisning, fortæller hun.

”Al lovgivning er bygget på, at myndighed træffer den rigtige afgørelse. Men i Institut for Menneskerettigheders afdækning kunne vi bare se, hvor mange af de her børn, der ikke bliver mødt med det rigtige skoletilbud. Det er jo ikke noget forældrene finder på,” siger hun.

”Vi kunne se, at der ikke var noget galt med forældreevnen. Der var børn, der havde udfordringer i mødet med skolen, som ingen tog sig af, og forældrene råbte og gjorde alt, hvad de kunne. Men skolen mødte det ikke, og så får barnet det værre af at være der,” siger hun.

Rapporten peger blandt andet på, at skoleledere peger på forældrene som hovedårsag til barnets udfordringer, og at forældrene oplever, at skolen ikke har tillid til forældrenes vurderinger af barnets behov. På tærsklen til Ellens skoletid er det netop Eva Jelles oplevelse, at skolen ikke har tillid til hende, når hun forsøger at gøre klart, hvordan Ellens skoletid vil se ud i almenklassen – også selvom hun på papiret er tilbudt støtte i klassen.

”Hun er sådan et barn, der ikke giver fysisk lyd fra sig, så hun går bare hen i et hjørne og sætter sig. Så sidder hun og græder uden lyd og venter på, at nogen opdager hende,” siger hun.

Myndighederne kunne jo sige, at du ikke har givet det en chance, når du på forhånd afviser skoletilbuddet, og Ellen heller ikke kommer afsted i førskole-SFO. Hvorfor vil du ikke det?

”Jeg vil godt give det en chance. Det har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil. Men hvis jeg afleverer hende deroppe, så vil hun følge efter mig hjem, hvis der ikke er nogen der fanger hende. Og hvis nogen fanger hende, og hun bliver tvunget til at være der, så vil jeg stå med et barn, som er psykisk smadret, når dagen er omme. Hun vil udvikle endnu mere angst og få spisestop og søvnproblemer,” fortæller Eva Jelle.

Kortsigtet besparelse bliver dyr i længden

Når kommunerne begrunder behovet for en ny inklusion, er det ikke svært at få øje på de økonomiske argumenter. En undersøgelse fra skolelederforeningen viste i oktober 2024, at 71% af landets kommuner er i gang med eller har gennemført initiativer for at nedbringe antallet af segregerede elever. Hos 88% af dem er en presset økonomi den udløsende faktor til ændringen, viser undersøgelsen. Og KL udtrykker i sin erklæring bekymring for, at specialundervisning udgør næsten 27% af det samlede skolebudget. Og Randers Kommune, hvor Ellen skal gå i skole, begrunder den øgede inklusion om, at kommunen skal spare 18,5 millioner kroner på specialtilbud. Men de argumenter hørte vi også i 2012, siger Jan Kirkegaard, og heller ikke denne gang vil der være nogen penge at spare, mener han.

“Det kan måske godt lade sig gøre at få en del flere børn over i almene skoletilbud, men man sparer ikke penge ved det. Hvis man vil lave et ordentligt tilbud til de her børn, så er udgiften den samme, som hvis de pågældende børn havde gået i specialtilbud,” siger han.

På længere sigt risikerer det ligefrem at blive dyrere at forsøge sig med mere inklusion, mener han.

“Jeg tror, at nettobesparelsen i virkeligheden ikke er specielt stor. Hvis der overhovedet er en besparelse. Man kan måske kortvarigt tage nogle økonomiske gevinster hjem, som så viser sig som merudgifter på andre områder som for eksempel til tabt arbejdsfortjeneste eller til indsatser, som skal få børn med ufrivilligt skolefravær tilbage i skolen. Eller at børnene i stigende grad vil vende tilbage til specialtilbud, som vi har set flere steder siden 2012,” siger han.

Skal jeg forstå det sådan, at du opfordrer KL til at erkende, at skolen koster det, den koster, hvis man vil lave en kvalitetsskole uanset, hvordan man vil lave den?

”Ja, sådan kan du godt formulere det.”

Ligeværd har spurgt KL’s direktør Kristian Heunicke, om KL mener, at økonomien skal følge med 1:1, når flere børn med særlige behov skal starte i almene klasser, så børnene fortsat får den støtte, de har behov for. Han svarer ikke direkte, men medgiver, at der skal investeres, hvis vi ikke skal se den samme udvikling, som vi så i 2012.

”Hvis vi skal vende udviklingen, kræver det investeringer i folkeskolen lokalt, og mange kommuner og skoler er i gang. Vejen dertil kan se forskellig ud, men målet er det samme – en skole, som kan rumme flere børn og unge,” skriver Kristian Heunicke i en mail.

”Jeg forstår godt, at man som forælder kan være bekymret, når der bliver lagt op til forandringer i børns hverdag. Vi vil rigtig gerne lave en folkeskole, hvor vi tænker mindre i kasser og mere i det rette undervisningstilbud til det enkelte barn. Så det er skolen, der indretter sig efter barnet – og ikke omvendt.”

Det rette tilbud findes

Tilbage i Randers mener Eva Jelle ikke, at der er tænkt i det rette undervisningstilbud til Ellen. Men hun spørger nogle gange sig selv, om det er hende, der tager fejl. Om hun bare burde presse Ellen afsted. Omvendt ved hun fra erfaringerne med Ellens tid i børnehaven, hvordan det ville se ud i praksis.

”Når vi skulle afsted kunne hun sidde under bordet og klamre sig fast til midterbjælken, så jeg skulle hive hende ud, og så skreg hun hele vejen derover,” siger hun.

Og det vil ske igen, mener hun.

”Når man ser på det barn, vi har, så er det skoletilbud bare ikke godt nok. Hun har brug for mere specialomsorg, hvis man kan sige det sådan.”

Indtil der kommer en løsning, beholder Eva Jelle derfor Ellen hjemme. Dermed skriver familien sig ind i den ifølge Jan Kirkegaard dyre post på socialområdet, som udgøres af forældre, der må opgive at arbejde til fordel for at tage sig af børn, der ikke kan deltage i skolen.

”Men jeg synes ikke, at det kan passe, at vi skal vende vores liv på hovedet, når vi ved, at der findes tilbud, som kan imødekomme Ellens behov,” siger hun.

Læs også Forælder til skolebarn i mistrivsel? Her er psykologens råd

Juni 2025

Arbejdet for en plads i handicaprådet begynder nu

Af

Vil du gøre en forskel for unge med særlige behov? Så stil op til dit lokale handicapråd, lyder opfordringen fra Lars Pedersen, der repræsenterer Ligeværd i Aarhus. Og begynd allerede nu at gøre benarbejdet for at sikre dig en af de attraktive pladser.

Det kræver et særligt blik at få øje på dem. De børn, unge og voksne med særlige behov, som hører til i Ligeværd.

Men for Lars Pedersen er de i centrum. I tre år har han siddet i handicaprådet i Aarhus Kommune som repræsentant for Ligeværd. Og det er vigtigt, at Ligeværd er repræsenteret i de kommunale handicapråd, mener han. For uden Ligeværd mangler der et blik for de børn, unge og voksne, som ofte falder ned imellem to stole, fordi de kan fremstå for gode til at klare sig selv, men er for dårlige til at klare sig uden hjælp.

”Vores område er ikke automatisk en del af handicaprådene. Det er typisk DH (Danske Handicaporganisationer, red.), der fylder mest. I Aarhus fik Ligeværd så den sidste plads, og den har jeg forsøgt at udfylde,” siger han.

Sådan får du en plads i rådet

I dag er Ligeværd repræsenteret i handicapråd i syv kommuner landet over.

Men vejen til handicaprådene kan være svær for Ligeværds repræsentanter, fordi Ligeværd ikke er medlem af DH. Rådene består nemlig af lige dele repræsentanter udpeget af DH og kommunalt udpegede repræsentanter.

Derudover bliver der i de fleste kommuner udpeget et eller flere ekstra mandater, som typisk tildeles organisationer uden for DH. Kommunerne organiserer de ekstra mandater forskelligt, men muligheden ligger i at gå efter dem. Det er sådan et mandat, Lars Pedersen sidder på.

Og vil man have fingre i det, kan det være en god ide at begynde på benarbejdet allerede i dag, mener han.

”Det er nu, man skal begynde. Skriv til de politikere, der sidder i dit lokale handicapråd, og fortæl, hvem du er. Gør det klart for dem, hvorfor Ligeværd har noget vigtigt at byde på. Ellers er der måske andre, der løber med pladsen.”

I de fleste kommuner er det kommunalbestyrelsen, der udpeger det ekstra medlem på baggrund af indstillinger og i tæt dialog med DH. Det kan derfor være en god ide også at række ud til lokale repræsentanterne fra DH, fortæller han.

”DH fylder jo meget i rådene, og i nogle kommuner kan det ligefrem være dem, der indstiller det sidste mandat. Så tag kontakt til dem og vis, at du gerne vil samarbejde,” siger han.

Samarbejde frem for modstand

Netop samarbejdet med DH er afgørende for at kunne gøre en forskel som repræsentant for Ligeværd. Sådan har det i hvert fald været for Lars Pedersen.

”Vi bliver jo hørt i alle sager, men tyngden handler meget om, hvordan man arbejder i rådet. Jeg har et godt samarbejde med DH i Aarhus og bliver inviteret med til deres formøder. Det gør en stor forskel,” siger han.

Derfor er det også vigtigt at have respekt for de mange forskelligartede synspunkter i et handicapråd, mener Lars Pedersen. Som repræsentant for Ligeværd har han gjort en dyd ud af at lægge energi i de vigtige sager og give plads, når en dagsorden falder uden for Ligeværds kerneområder.

“Nogle gange må man erkende, at lige nu er der andre sager, der er vigtigere. Og så må vi rykke vores dagsorden lidt ned. Det handler om at tage del i fællesskabet og have blik for helheden,” siger han.

At sætte unge på dagsordenen

Gennem hele sit arbejdsliv har Lars Pedersen arbejdet med unge med særlige behov. Som leder i Aarhus Kommunes vejledningstilbud, som ambassadør for Ligeværd og som bestyrelsesmedlem i Ligeværd Forældre & Netværk.

Hvis han skal pege på noget, som han har forsøgt at bringe ind i handicaprådet, så er det mulighederne i at arbejde progressivt med stu-elevernes overgang til beskæftigelse.

”STU bliver stadig ikke regnet som en ligeværdig ungdomsuddannelse. Men for de unge, der ikke passer ind i de traditionelle kasser, er det en livsændrende mulighed.”

”Det har været vigtigt for mig at sige, at vi med den rette indsats kan øge beskæftigelsesgraden for vores unge betragteligt, uden at det vælter kommunens økonomi. Det er godt for den unge, men det er også godt for kommunens økonomi,” siger han.

Og den økonomi, der ligger i at lave de rette indsatser, har Lars Pedersen også sat fokus på i forhold til andre livsfaser.

”Vi bruger to milliarder om året på forældre, der må være hjemme, fordi deres børn ikke kan være i skolen. Kunne vi ikke gøre det bedre?” spørger han og peger på, at de penge kunne kanaliseres over i en skole, der passer til de børn, det handler om.

Et talerør – et samarbejdsrum

Skaber det konkrete forandringer at sidde i handicaprådene?

Det tror Lars Pedersen på, selvom det kan være svært at pege på, hvor der blev rykket et komma i byrådets vedtagelser.

”Men vi er jo høringspartner på alt. Og jeg oplever, at både politikere og embedsmændene i rådet lytter til os, og tager det, vi siger, med videre,” siger han.

Derfor opfordrer Lars Pedersen til at stille op, når efteråret bringer nye konstitueringer i landets handicapråd. Hvis man har mod på det, kan man gøre en forskel.

”Det handler om at blive ved med at tale de unges sag der, hvor det giver mening. Nogle gange bliver det grebet, andre gange ikke. Men man skal blive ved,” siger han.

Og det gør Lars Pedersen. For ham er arbejdet for Ligeværds målgruppe langt fra slut. Får han muligheden, så fortsætter han arbejdet med at rette kommunalbestyrelsens blik hen imod dem, det kan være sværest at få øje på.

FAQ om Handicapråd

Hvad er et handicapråd?
Handicaprådet rådgiver kommunalbestyrelsen i spørgsmål om mennesker med handicap og er høringspart i relevante sager.

Hvem sidder i rådet?
Rådene består typisk af:

  • Halvdelen udpeget af Danske Handicaporganisationer (DH)
  • Halvdelen udpeget af kommunen
    Nogle kommuner udpeger desuden et eller flere ekstra medlemmer uden for DH.

Hvordan får man en plads?
▪ Kontakt kommunens sekretariat for handicaprådet og hør, hvornår nye medlemmer udpeges
▪ Vis interesse over for lokalpolitikere og DH’s repræsentanter – de kan have indflydelse på udpegningen
▪ Beskriv tydeligt, hvad du og Ligeværd kan bidrage med

Hvornår vælges medlemmer?
Medlemmer udpeges typisk i forbindelse med kommunalvalget og konstitueringen, men der kan også ske udskiftninger løbende.

Hvem kan stille op?
Alle med viden om eller interesse for handicapområdet – særligt repræsentanter for organisationer, forældre, pårørende eller personer med handicap.

Brug for vejledning?

Kontakt Ligeværds sekretariat for at få vejledning til at tage næste skridt.

Børn er ikke “pisse dårligt opdragede” – de har brug for støtte og fællesskab

Af
lovforslag om skolens omsorgsansvar

Undervisningsministerens udmelding om en ny diagnose, PDO – “Pisse Dårligt Opdragede” – har sat sindene i kog. Og med god grund. Når børn, der kæmper i skolen, beskrives på den måde, risikerer vi at gøre sproget til et våben mod de mest sårbare. Og at lægge endnu en byrde på skuldrene af de forældre, der kæmper for, at deres børn skal have en hverdag, hvor de kan trives i skolen.

I Ligeværd møder vi næsten dagligt børn og unge i fare for skoleeksklusion, hvis udfordringer bunder i alt fra autisme og ADHD til traumer og mistrivsel. For dem er det ikke et spørgsmål om opdragelse, men om hvordan skolen møder deres behov. Men børns udfordringer viser sig sjældent entydigt, og derfor rammer ministerens provokerende kynisme en masse børn, som er i problemer i skolen.

Dilemmaet mellem individualitet og fællesskab

Som jeg læser ministerens ærinde, så handler det om forholdet mellem individualitet og fællesskab. Og indrømmet: Her står vi som samfund overfor et vanskeligt dilemma: Hvordan skaber vi plads til den individuelle mangfoldighed og gode trygge fællesskaber?

På den ene side har hvert barn ret til at blive set, forstået og støttet ud fra sine særlige forudsætninger. På den anden side har fællesskabet i klassen brug for rammer og ro for at kunne fungere. Hvis vi fokuserer ensidigt på individet, risikerer vi at opløse fællesskabet. Og hvis vi kun taler om fællesskabets krav, risikerer vi at mase børn med særlige forudsætninger ind i sammenhænge, de ikke magter.

Den svære opgave er at balancere – så fællesskabet bliver meningsfuldt netop fordi der er plads til forskellighed.

Voksnes ansvar for børnefællesskaber

Forskning i inklusion viser, at stærke relationer, tillidsfulde voksne og et anerkendende læringsmiljø er afgørende for den balance. Når lærere og pædagoger har tid og redskaber til at se både individet og gruppen, opstår et fællesskab, hvor børn lærer at leve med forskellighed.

Det kræver investeringer i skolen, ikke slogans der udskammer børn. Der er i hvert fald mig bekendt ingen forskningsmæssigt belæg for, at magt og udskamning skaber bedre og tryggere fællesskaber. Så det skulle man måske holde sig for god til som minister.

I stedet for at tale om børn som “pisse dårligt opdragede” må vi som voksne tage ansvar for at skabe de rammer, hvor individualitet og fællesskab kan berige hinanden. Det er nøglen til en inkluderende folkeskole, hvor alle børn får mulighed for at høre til.

Læs også Når systemet svigter børn med særlige behov

Ungeløftet: Joballiancen arbejder allerede på den måde, vi ønsker at møde de unge

Af

Joballiancen er en af de effektfulde indsatser, som kan bidrage til at indfri Ungeløftets målsætninger. Det blev tydeligt, da Ungeløftet gæstede Joballiancens netværk, hvor 12 eksisterende og potentielle partnere i Joballiancen mødte op.

”Der er stort overlap mellem den måde, vi i Ungeløftet ønsker at gå til de unge på, og den måde, Joballiancen arbejder med dem.”

Sådan lød det klare budskab, da Rebecca Holmberg Jensen, medlem af Ungeløftets sekretariat, gik på scenen og præsenterede Ungeløftet for medlemmerne af Joballiancens netværk for uddannelsessteder mandag den 8. september.

”Joballiancen har allerede et vidt forgrenet netværk til virksomheder og kommuner og samarbejder om en målgruppe, som er kompleks og har brug for et solidt skub i ryggen. Det er helt oplagt, at tænke de partnerskaber ind i Ungeløftet, hvor partnerskaber og ambitionen om at inddrage alle relevante kræfter er central” siger hun.

Gevinst for kommuner

Med Joballiancen kommer over 80% videre i beskæftigelse. Den dokumentation vækker kommunernes interesse og skaber grobund for samarbejde, fortæller Claus Tobler, direktør for Erhvervsskolen Vestjylland.

Han er en af dem, der allerede har haft succes med at implementere Joballiancen. Ifølge ham er Joballiancen ikke kun en gevinst for kommunerne og de unge, men også for skolen selv.

”Det har helt klart været en gevinst, at vi har organiseret os anderledes i forhold til den virksomhedsrettede indsats. Det betyder, at vi kan målrette vores indsatser langt bedre efter det, kommunerne efterspørger, når de skal have unge ud i virksomhederne.”

Claus Tobler efterfulgte Rebecca Holmberg Jensen på scenen, hvor han fortalte om de strategiske overvejelser i forbindelse med implementering af modellen.

”Noget af det vigtigste er at få et strategisk fokus: Passer Joballiancen ind i organisationens overordnede strategi? Hvis ikke bør man starte der. Det handler om at skabe de rette rammer og have en forretningsplan for, hvordan man vil nå i mål,” siger han.

Systemet klistrer

Ungeløftet er sat i verden for at få de 45.000 unge, som står uden for arbejdsmarkedet, med i fællesskabet. For systemet klistrer, som Rebecca Holmberg Jensen siger fra scenen. Når først de unge er kommet på offentlig forsørgelse, så er det svært at komme ud igen.

Hun var kommet til Aarhus for at lære, hvordan Joballiancen lykkes så godt, og den åbenhed er ny, men meget velkommen, fortæller Esben Kullberg, Ligeværds direktør.

Han er dog bekymret for, at kommunerne har fået alle pengene til at indfri Ungeløftets målsætninger. For hvordan sørger vi for, at kommunerne bruger pengene på de mest effektfulde indsatser?

”Det kan være en barriere. Ungeløftet bliver nødt til at løfte de indsatser frem, som har en ekstraordinær effekt, hvis deres målsætning skal lykkes,” siger han.

Temadagen samlede flere repræsentanter fra 12 eksisterende og potentielle partnere i Joballiancen til dialogen med Ungeløftet. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet har bevilget midler til at implementere indsatsen i nye partnerskaber mellem stu-steder, kommuner og virksomheder frem til 2028.

Læs mere om Joballiancen

10. september 2025

Ligeværds rådgivning LigeLinie har fået RådgivningsDanmarks kvalitetsstempel

Af
Ligeværds rådgivning Ligelinie har fået RådgivningsDanmarks kvalitetsstempel

Ligeværds rådgivning Ligelinie har fået RådgivningsDanmarks kvalitetsstempel. Det betyder, at rådgivningen har været igennem en vurdering af, hvorvidt tilbuddet lever op til en række fælles standarder for kvalitet i gratis, sociale rådgivningstilbud. I løbet af processen er vi blevet målt på en række kriterier inden for temaer som faglig tilgang og metode, kompetencer, ledelse, etik og lovgivning. Derfor er vi meget stolte af, at vi har fået kvalitetsstemplet.

Det viser både vores brugere og samarbejdspartnere, at vi leverer rådgivning af høj kvalitet til unge og voksne med særlige behov samt forældre til børn, unge og voksne med særlige behov.

Akkrediteringen udføres af RådgivningsDanmark, som er brancheforening for de almennyttige organisationer, der tilbyder gratis, social rådgivning.

Foreningens vision er, at rådgivning til mennesker i svære livssituationer skal være let tilgængelig og af højeste kvalitet.  I Danmark findes der ingen anden regulering eller minimumskrav til disse gratis, sociale rådgivningstilbud, som tusindvis af mennesker kontakter hver dag.

Derfor er kvalitetsstemplet det eneste pejlemærke som rådssøgende kan bruge til at sikre sig, at de modtager rådgivning af ordentlig kvalitet.   Selvom vi nu har fået kvalitetsstemplet, stopper arbejdet med at løfte og sikre kvaliteten i vores rådgivning ikke her. Vi holder fokus på kvaliteten og om tre år skal vi igen igennem akkrediteringsprocessen.

Læs mere om akkrediteringsprocessen

Bliv frivillig facilitator og gør en forskel

Af

Nu kan du blive frivillig facilitator i et meningsfuldt forældrenetværk.

Du bliver en del af et fællesskab, hvor vi sammen skaber inspirations- og netværksmøder for forældre til børn og unge med særlige behov.

Du deltager i et kort kursusforløb, der klæder dig på til at:

  • Planlægge og afholde netværksmøder i dit lokalområde.
  • Facilitere tillidsfulde samtaler med forældre, som ofte oplever et stort pres og behov for fællesskab. Her kan du glæde dig til et spændende webinar med Rikke Winckler med Forældresparring.dk.

Hvem kan blive frivillig facilitator?

Du kan blive frivillig facilitator, hvis:

  • Du har personlig erfaring med målgruppen – fx som forælder, bedsteforælder, ven eller fagperson.
  • Du har lyst til at gøre en forskel for nogen, du holder af og er måske nysgerrig på, hvordan man kan hjælpe uden at trænge sig på – eller lyst til som professionel at gøre noget ekstra ud over dit job.
  • Du har tid og vilje til at lytte, støtte og skabe rum for, at forældrene kan få et fællesskab med andre forældre.
  • Du har selv indflydelse på, hvor meget, med hvad og hvornår du engagerer dig.

Og hvad får du så ud af det?

  • Du bliver del af et meningsfuldt fællesskab og får mulighed for at gøre en forskel for andre.
  • Du modtager gratis kursus med inspiration og værktøjer til facilitering og mødeledelse.
  • Du får erfaring med at skabe trygge, rummelige fællesskaber. Og indblik i, hvad forældre kæmper med, og hvordan du kan støtte.
  • Du bliver en del af en landsdækkende indsats støttet af Social- og boligstyrelsen.
LÆS MERE OG TILMELD DIG HER

Når tallene vildleder og børnene betaler prisen

Af
Formand i Ligeværd Forældre og Netværk Louise Weinreich

Flere kommuner bruger en misforstået KL-analyse som argument for at flytte børn med særlige behov væk fra specialtilbud til almen. Det risikerer at koste børnenes trivsel, udvikling og fremtid.

Jeg er frustreret over at høre fra mine dygtige bestyrelseskollegaer i Randers, Aalborg, Esbjerg og Aarhus, hvordan kommunerne systematisk trækker børn fra specialskoler og specialklasser tilbage til almenklasser. I Randers er man endda gået så langt som at beslutte, at alle børn – undtagen en meget lille gruppe med alvorlig udviklingshæmning – skal starte i almenklasser.

Samtlige kommuner bruger KL’s analyse ”10 år efter specialskolen” (2024), som det primære argument for at fastholde /tilbagetrække flere elever i almene klasser. Det gælder også i min egen kommune, Gladsaxe.

KL’s analyse viser ganske rigtigt, at elever fra specialskoler og -klasser ikke i samme grad som deres jævnaldrende i almenområdet får en ungdomsuddannelse eller en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at kommunerne herfra konkluderer, at specialskoler er dårlige for eleverne med særlige behov – og at løsningen derfor er at flytte eleverne til almenområdet.

Forkert konklusion

Den konklusion er slet og ret forkert, som en tidligere chef for PPR i Aarhus Kommune gennem 20 år også siger i nærværende blad: ”Man skal ikke bilde sig ind, at vi kan løse problemet med, om de går videre til ungdomsuddannelser ved at sætte dem ind i en almenklasse. Det gør man ikke. Det er lidt en naiv logik at lægge for dagen.”

KL skriver det tilmed selv på side 3 i deres analyse.

“Analysen giver en beskrivelse af, hvordan det går afgangseleverne senere i livet med hensyn til uddannelse, job og offentlig forsørgelse. Analysen siger ikke noget om årsagerne bag, at eleverne ender, hvor de gør. Eksempelvis kan analysen ikke på baggrund af forskelle mellem elever i specialklasser og specialskoler mv. afgøre, om en elev i specialklasse havde klaret sig dårligere, hvis denne havde gået på en specialskole.”

Dermed kan analysen heller ikke afgøre, om en elev med særlige behov der har gået i specialklasse, havde klaret sig bedre i livet, hvis eleven var gået i en almen klasse.

Men den detalje glemmer forvaltningerne at fortælle politikerne, der derfor måske tror, at de gør specialeleverne en tjeneste ved at fastholde eller flytte dem til almen.

Specialtilbud gør en forskel

Specialskoler er ikke perfekte. De har været underfinansierede i årevis og mangler ofte kompetencer og ambitioner på elevernes vegne. Men for mange børn og familier er specialskolen en redning. Det hører jeg fra mange af mine +1000 medlemmer i Ligeværd Forældre & Netværk.

For mit eget vedkommende er jeg ikke i tvivl om, at det var en gruppeordning for elever med generelle indlæringsvanskeligheder, der sikrede min egen søn en god afslutning på folkeskolen. Her fik han venner, læringslyst og selvtillid tilbage. Det var denne støtte, der gjorde ham klar til efterskole og til den stu (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) han går på nu.

Stu bør tælle med

Og apropos stu, som mange elever fra specialskoler fortsætter på. Den har KL belejligt valgt ikke at tælle den med i sin ungdomsuddannelsesstatistik. I stedet bliver stu-elever kategoriseret som en del af “restgruppen”. Dimittender fra stu registreres altså ikke som unge med en ungdomsuddannelse, til trods for at de får en hue ligesom alle andre.

Hvis stu’en blev anerkendt som ungdomsuddannelse, så ville statistikken se helt anderledes ud. Og det bør den gøre. For min søn er ikke en del af en restgruppe uden fremtid. Han er en ung mand, der står op og cykler 16 km til skole hver dag. Han arbejder på at få sin afgangsprøve, er i forskellige praktikforløb og har fået et gaffeltruckcertifikat. Han hygger sig med klassekammeraterne, han vokser, og han finder sin plads i livet og arbejdslivet på hans præmisser.

Lyt til forældrene

Vi skylder børn og unge med særlige behov at se bagom tallene. Specialskoler og stu’er er ikke fiaskoer. De er løsninger, når de bliver prioriteret og brugt rigtigt.

Så kære forvaltningsfolk og kommunalpolitikere. Træk vejret, læs analysen grundigt og lyt til forældrene. Besparelser forklædt som faglige argumenter risikerer at koste os det vigtigste – vores børns trivsel og fremtid.

Indlægget er en redigeret udgave af et indlæg på Louise Weinreich Jakobsens profil på LinkedIn.

Juni 2025