helene

Ligeværd søger en journalist med ansvar for podcast, webinar og presse

Af

Ligeværd søger en journalist med ansvar for podcast, webinar og presse

 – med sans for stemmer, fællesskaber og forandring

Der er historier, der ikke råber højest; men som betyder mest.
Dem arbejder vi med i Ligeværd.

Vi søger en journalist, der kan give stemme til børn, unge og voksne med særlige behov og deres familier, og som mestrer både det talte og det skrevne ord.

Din kerneopgave bliver at udvikle og producere podcasts og webinarer. Og samtidig skal du hjælpe os med at få vores historier ud i medierne.

Erfaring som journalist på et medie eller som pressemedarbejder i en organisation vil derfor være et plus.

 

Dine opgaver

Du bliver en central del af Ligeværds kommunikation og organisationsudvikling. Dine opgaver spænder bredt, men hænger sammen:

  • Udvikle og producere podcasts og webinarer
    Ligeværd rummer mange historier og gemmer på meget viden om et lille område. Du skal stå i spidsen for udviklingen af podcast- og webinar-koncepter fra idé til optagelse, redigering og publicering.
  • Arbejde med presse, PR og opinionsstof
    Vi har mange historier og perspektiver, som fortjener større gennemslag. Du skal være med til at bringe dem i spil i nutidens medievirkelighed – gennem pressearbejde, pitch, debatindlæg og strategisk formidling.
  • Bidrage til et løbende digitalt udgivelsesflow
    Ligeværd udgiver i dag et fysisk magasin to gange om året. Men vi skal også publicere mere aktuelt og i et højere tempo. Med afsæt i podcastproduktionen skal du være med til at udvikle formater og publiceringsrytmer, der passer til en moderne virkelighed.
  • Bidrage til Ligeværds samlede kommunikation
    Du samarbejder med vores kommunikationsansvarlige samt vores fællesskabsudvikler om at få indholdet ud og genbruge det på tværs af kanaler, så Ligeværds holdninger, indsatser og værdier bliver relevante og tydelige for medlemmer, interessenter, politikere og beslutningstagere.
  • Arbejde tæt sammen med fællesskabsudvikleren
    Kommunikation er ikke kun noget, der udsendes. Det er også noget, der skaber deltagelse. Du bliver en tæt makker med vores nye fællesskabsudvikler og er med til at bruge journalistik og formidling som drivkraft for engagement, følgeskab og nye fællesskaber.
  • Understøtte den politiske interessevaretagelse
    Stillingen ligger tæt på Ligeværds politiske arbejde. Erfaring med eller interesse for politisk journalistik, civilsamfund og interessevaretagelse er derfor en klar fordel.

 

Hvem er du?

Du er journalist i faglighed, metode og selvforståelse. Og så genkender du dig selv i flere af disse beskrivelser:

  • Du har erfaring med eller stærk interesse for podcast- og webinarproduktion
  • Du kan både være vært og få produktionen til at spille – teknisk og redaktionelt
  • Du har erfaring med pressearbejde og pitch til medier
  • Du er en meget sikker skribent, der kan formidle komplekst stof klart, præcist og levende
  • Du arbejder struktureret, men tænker kreativt i formater, vinkler og fortællinger
  • Du har blik for, hvordan journalistik kan skabe forandring og ikke bare opmærksomhed
  • Du trives i et tæt, tillidsfuldt arbejdsfællesskab, hvor man deler viden og løfter i flok
  • Du motiveres af civilsamfundets rolle og af at arbejde for en sag, der betyder noget for andre end dig selv

 

Hvorfor Ligeværd?

Ligeværd er i gang med en ambitiøs organisationsudviklingsproces. Vi arbejder målrettet med at styrke vores kommunikation, fællesskaber og politiske gennemslagskraft, og denne stilling er en vigtig del af den bevægelse.

 

Hos os får du:

  • Stor faglig frihed og tillid
  • Stor personlig frihed under ansvar
  • Et godt kollegaskab blandt 14 gode mennesker centralt i Aarhus
  • Stort kreativt spillerum og gode muligheder for at præge både formater, indhold og retning i dit arbejde
  • Et tæt samarbejde med to kommunikationskollegaer
  • Et arbejdsfællesskab præget af engagement, ordentlighed og høj faglighed
  • En hverdag, hvor journalistik ikke er et middel i sig selv, men et redskab til at skabe ligeværd

 

Praktisk

Stillingen er på 37 timer ugentligt og ønskes besat snarest.

Arbejdssted er Evald Krogs Gade 14, 8000 Aarhus C, med mulighed for fleksibilitet.

 

Ansøgning og CV sendes til gitte@ligevaerd.dk senest 18. marts kl. 12.00

 

Samtaler: 1. samtale afholdes d. 23. marts. Hvis du går videre til 2. samtale d. 27. marts, vil du få en opgave, du skal løse, og du skal medbringe portfolio med udvalgte kommunikationsprodukter.

 

Eventuelle spørgsmål

Direktør Esben Kullberg, esben@ligevaerd.dk, 24972718

Journalist og fællesskabsudvikler Lasse Mors, lasse@ligevaerd.dk, 22560117

 

Vi glæder os til at høre fra dig.

Jobcentrene nedlægges. Unge med særlige behov risikerer at betale prisen

Af

Mens kommunerne omorganiserer beskæftigelsesindsatserne, nedlægger jobcentre og fyrer medarbejdere, er spørgsmålet, hvem der tager ansvar for de unge, der har brug for mest støtte.

Hvis man arbejder med beskæftigelsesindsatser for udsatte unge, er det tydeligt, at kommunerne er i gang med den største omstilling af beskæftigelsesindsatsen i årtier. Der skal spares omkring 3 mia. kr. årligt, og op mod hver fjerde jobcentermedarbejder vil antageligt forsvinde. Allerede nu melder faglige organisationer og kommunale ledelser om usikkerhed, omorganiseringer og fyringer, og advarslerne lyder på, at de mest sårbare borgere risikerer at blive tabt i overgangsfasen.

Beskæftigelsesministeren har åbent erkendt, at reformen vil føre til færre ansatte i systemet, fordi “der bliver færre opgaver”. Men flere arbejdsmarkedsforskere peger på, at besparelser i den størrelsesorden næppe kan gennemføres uden konsekvenser for kvaliteten af indsatsen. Særligt borgere, der har behov for tæt, sammenhængende og langvarig støtte, kan blive ramt hårdt.

“Besparelserne rammer nogle af de mest sårbare, altså dem der har allermest brug for en hjælpende hånd fra jobcentret. De risikerer at blive ladt i stikken,” har arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard udtalt til Akademikerbladet i en artikel fra februar 2025.

Også Kommunernes Landsforening har advaret om konsekvenserne. “Vi frygter, at det i allerhøjeste grad vil ramme dem, der har mest brug for en tæt og håndholdt hjælp. Det vil give bagslag og en mindre værdig indsats for især de udsatte,” sagde Steen Christiansen, Albertslunds borgmester og formand for KL’s Arbejdsmarkedsudvalg, i forbindelse med aftalen om reformen.

 

Ressourceforløb forsvinder – ansvaret placeres lokalt

Fra 1. februar 2026 ophæves ressourceforløbsordningen. Dermed forsvinder den sidste nationalt definerede ramme for langvarige, tværfaglige beskæftigelsesforløb for borgere med komplekse problemer. Fremover bliver det alene op til den enkelte kommune at vurdere, hvordan indsatsen for borgere, der tidligere ville have været i målgruppen for ressourceforløb, skal tilrettelægges.

Reformen indebærer, at kommunerne fortsat kan sammensætte tværfaglige indsatser på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet, men uden en fælles struktur, forpligtelse eller national ramme. I en periode præget af besparelser, personalereduktioner og organisatorisk omstilling øger det risikoen for mere fragmenterede og kortsigtede forløb.

Ophævelsen ændrer ikke kriterierne for førtidspension, men kravet om, at arbejdsevnen først skal være afprøvet i et ressourceforløb, bortfalder. Det stiller samtidig større krav til kommunernes dokumentation, faglige vurderinger og evne til at sikre sammenhæng, og det netop i en tid, hvor kapaciteten er under pres.

 

Unge med særlige behov i risikozonen

I Ligeværd er bekymringen især rettet mod unge med særlige behov, som i forvejen står på kanten af arbejdsmarkedet, og som meget sjældent profiterer af standardiserede beskæftigelsesforløb. For denne gruppe er kontinuitet, relationer og koordination mellem uddannelse, social støtte og beskæftigelse afgørende.

Tallene er i forvejen alarmerende. I 2022 var kun omkring 19 procent af unge, der havde afsluttet en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu), i job eller uddannelse et år efter. Uden målrettet og vedvarende opfølgning risikerer mange i stedet langvarige forløb på offentlig forsørgelse.

Netop derfor har Reformkommissionen tidligere peget på civilsamfundets rolle som en del af løsningen. “De gange hvor kommuner laver et systematisk samarbejde med civilsamfundsorganisationer om at få unge i job, så flytter det meget mere,” har Nina Smith, formand for Reformkommissionen, sagt i et interview med magasinet Ligeværd. (Læs interviewet her).

 

Dokumenterede løsninger findes, men kommunerne tøver

Et konkret eksempel er Joballiancen, et samarbejde mellem civilsamfund, kommuner og virksomheder, der har udviklet en særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats for unge med særlige behov i overgangen fra stu til arbejdsmarkedet. Evalueringer viser, at over 80 procent af deltagerne kom i job eller uddannelse. Det er et markant brud med de generelle statistikker for målgruppen. Samtidig peger økonomiske analyser på, at indsatsen kan give en offentlig nettogevinst allerede på kort sigt.

I et system, hvor ressourceforløb ikke længere findes, kan sådanne indsatser reelt fungere som den struktur, der ellers risikerer at forsvinde: langvarig støtte, stabile relationer og tæt samspil mellem borger, kommune og arbejdsmarked.

Alligevel er det Ligeværds aktuelle erfaring, at kommunerne i meget begrænset omfang har kapacitet eller overskud til at indgå i nye samarbejder netop nu. Omstillingen fylder alt.

 

Omstilling må ikke blive stilstand

Det er forståeligt, at kommunerne er pressede. Men risikoen er, at reformperioden udvikler sig til et vakuum, hvor nye løsninger sættes på pause, og hvor unge med særlige behov bliver de usynlige tabere.

Når beskæftigelsesindsatsen alligevel skal gentænkes, bør blikket løftes mod de veldokumenterede civilsamfundsindsatser, der allerede leverer resultater for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Ligeværds appel til kommunale ledere og lokalpolitikere er derfor klar: Når beskæftigelsesindsatsen alligevel skal gentænkes, bør blikket løftes mod de veldokumenterede civilsamfundsindsatser, der allerede leverer resultater for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Omstilling må ikke blive ensbetydende med stilstand. Tværtimod kan den blive et afsæt for klogere samarbejder, mere sammenhængende forløb og en beskæftigelsesindsats, der også i praksis lever op til ambitionerne om værdighed. Også for dem, der har sværest ved at råbe op.

Februar 2026

Festival Vi To lyser op i mørket af skæve blikke og berøringsangst

Af

Josephine Winther-Poupinel mærker hver eneste dag skæve blikke og berøringsangst, når hun færdes i byen med sin søn Jonathan. Jonathan er 8 år og har infantil autisme. Det er denne berøringsangst, der inspirerede Josephine til at skabe noget, der kunne bygge bro mellem almen- og specialområdet. Det blev til Festival Vi To.

Et smil kan ændre en dag

”Hver eneste dag”, lyder svaret på spørgsmålet om hvor ofte Josephine oplever, at Jonathan bliver mødt med undrende og skæve blikke. Josephine uddyber her, hvad hun oplever:

”Det sker, når vi træder ind på en café, og folk hører Jonathans lyde i stedet for et sprog. Det sker, når vi er i et supermarked, og han opfører sig anderledes. For eksempel er han rigtig dårlig til at stå i kø. Han forstår simpelthen ikke kø-konceptet, så han går bare direkte op til kassen. Det er der nogen, der synes, kan være uopdragent eller dårlig opførsel. Det er det ikke. Han forstår det bare ikke. Det er en del af hans handicap. Det er en anden måde at være i verden på.”

De mange blikke gør ondt i Josephines moderhjerte, og hun ville ønske, at flere mennesker havde overskud til at møde hende og Jonathan på en anden måde.

“…Jeg ville ønske, at folk kunne finde et smil frem. At vi måske i virkeligheden bare blev mødt med lidt mere overskud fra vores medborgere…”

”Jeg ville ønske, at folk kunne finde et smil frem. At vi måske i virkeligheden bare blev mødt med lidt mere overskud fra vores medborgere. Når vi så bliver mødt med et overskud – om det er en tålmodig ekspedient eller en sød dame i køen eller nogen i svømmehallen, der bare lige svømmer lidt til højre, så Jonathan kan være der – det betyder alt. Hele min dag kan jo være ændret til det positive, fordi jeg har haft den her dejlige oplevelse.”

Selv på Jonathans specialskole oplever Josephine denne berøringsangst. Hun fortæller, at voksne mennesker, der kommer på besøg, næsten ikke tør sige hej til børnene. Det er som om, at de er bange for at gøre noget forkert.

Det var en samtale med skolelederen om denne berøringsangst, der satte tankerne i gang om at skabe en oplevelse for skolens børn, som også kunne bidrage til mangfoldighed.

”Vi ønskede at lave noget, der gjorde en forskel for vores børn og som var 100 % på deres præmisser – en anderledes dag, hvor de kunne mærke, at den var skræddersyet til dem. Samtidig ville vi gerne sætte fokus på mangfoldighed og den her barriere der er, hvor mange ikke tør at sige hej til et barn, som måske opfører sig anderledes.”

 

Energi midt i det svære

For forældrebestyrelsen og de frivillige var det afgørende, at festivalen ikke kun blev endnu et arrangement, men en oplevelse båret af god energi. Josephine sætter her ord på en erfaring, mange forældre til børn med særlige behov kan genkende – men som sjældent bliver sagt højt:

”Når du får et barn med særlige behov, er det en sorg, du skal leve med, bearbejde og acceptere resten af dit liv. Det er en livslang opgave. Der er så mange ting, der er svære, og det hele er lidt tungt. Så vi havde det sådan: Hvordan kan vi lave noget, der er godt, og giver lidt energi? For det er der også brug for. Og samtidig ville vi gerne bygge den her bro, så vi skulle finde noget, som en neurotypisk børnegruppe, og en børnegruppe med særlige behov kunne mødes i. Og der kom musikken op som et emne. Musik forstår vi alle sammen. Der er forskellige måder at opleve musik på, og det kan godt være, at du ikke kan synge sangen, men alle kan mærke den glade følelse, som musik kan give dig.”

God energi og grundig forberedelse

At skabe en festival for børn med meget forskellige behov kræver mere end en scene og et program. Det kræver mange møder, frivillige hænder, et meget stort engagement fra skolens ledelse og lærere, faglig viden og stor opmærksomhed på børnenes præmisser, fortæller Josephine.

”Der kan ikke kun være én popcornbod, fordi mange af børnene kan ikke finde ud af at stå i kø. Så der skal være fem af dem. Der skal være tre hoppeborge, fordi den her børnegruppe oftest er meget glad for at bevæge sig fysisk – medmindre man sidder i kørestol, selvfølgelig. Hvordan kan der være stillezoner? Hvordan kan der være iPad-zoner? Kan der være høreværn til børn? Vi fik også sammen med fysioterapeuterne og ergoterapeuterne lavet et rum, hvor der var en forhindringsbane i nogle mere rolige omgivelser. Vi forsøgte at tænke alt ind.”

Forberedelsen handlede også om at gøre børnene trygge:

“Der var virkelig meget forberedelse med børnene. For eksempel hørte de Malte Eberts julesang i musiktimerne en måned op til, fordi han optrådte til Vi To, og vi har arbejdet med særlige Vi To piktogrammer op til dagen”

Josephine fremhæver især de fagpersoner, der til daglig arbejder med børn med særlige behov:

”Jeg bøjer mig i støvet og tager hatten af for ansatte, der arbejder med særlige behov hver evig eneste dag. For de er jo vant til, når de skal på tur med deres børn, så ved de præcis, hvad det kræver. De ved, hvad det kræver af forberedelse – piktogrammer, PECS-mapper, høreværn, iPads der skal med på tur, bleer – alle de der ting der kan gøre det til en god oplevelse.”

Selvom opgaven var omfattende, blev arbejdet båret af en særlig energi, fortæller Josephine:

”Det, der rører mig mest i Vi To, er hele den energi, der var omkring det – både fra lærere, forældre og frivillige. Det er også tankevækkende, hvordan vi i det private og i vores eget netværk har kunnet få folk til at hjælpe, når systemet ikke kunne.”

”Det, der rører mig mest i Vi To, er hele den energi, der var omkring det – både fra lærere, forældre og frivillige….”

Når musikken bygger bro

Festival Vi To havde som mission at bygge bro mellem almen- og specialområdet og bidrage til mangfoldighed. Josephine har mange fine glimt med fra festivalen, der bekræfter hende i, at de nåede i mål og fortæller her om et af dem:

”Der var nogle børn ved scenen, som jeg hørte sige: ’Det her har været en af de bedste dage nogensinde’. Og der kunne jeg jo simpelthen ikke holde tårerne tilbage. ”

Josephine fortæller videre om, hvad Festival Vi To har betydet.

”Jeg har fået øjnene op for, at børnene ikke er lige så berøringsangste som voksne. Det, synes jeg, er enormt skønt. Og det er også derfor, jeg synes, den her festival er så vigtig. For hvis man lærer børn, at selvom du er anderledes eller ikke har et sprog, så er der nogle andre ting, hvor I bare er to børn, der mødes i et fællesskab omkring musikken. Jeg tror, de voksne er enormt bange for at gøre noget forkert. Det er der selvfølgelig også mange børn, der er, men der er en anden tilgang hos børnene – de fornægter ikke anderledesheden, men går til forskelligheder og udfordringer på en kærlig og mere matter of fact måde. Det kan vi voksne godt lære noget af.”

Fra berøringsangst til ligeværd

Festival Vi To handler ikke kun om én dag med musik og fællesskab. Den peger på en langt større samfundsmæssig udfordring: hvordan vi lærer børn – og voksne – at møde hinanden på tværs af forskelle. For ifølge Josephine har det en høj pris på sigt, hvis vi ikke lykkes med den opgave:

“Jeg tænker, at man gør børn med særlige behov – eller den gruppe i vores samfund, som har handicap – til en minoritet i endnu højere grad, end de er i forvejen. Jeg synes, de bliver gjort til andenrangsborgere. Det forstærker følelsen af ikke at have en stemme, når man ikke bliver behandlet ligeværdigt.”

Netop derfor har mødet mellem børn fra special- og almenområdet under Festival Vi To sat yderligere tanker i gang hos Josephine om, hvordan vi som samfund ser og opdeler vores børn:

“Jeg ville virkelig ønske, at man også politisk kunne bevæge sig væk fra ‘special’ og ‘almen’ og i stedet se det som et spørgsmål om menneskesyn. Det handler om, hvordan vi behandler vores medmennesker – om de har en funktionsnedsættelse, et fysisk handicap eller noget helt tredje. I sidste ende handler det om at møde hinanden med overskud – men vigtigst af alt – ligeværd.”

Festival Vi To viste, at når vi tør mødes – børn som voksne – kan berøringsangst blive til nysgerrighed, og forskellighed blive til fællesskab. Og måske begynder ligeværd netop dér, hvor vi ser mennesket først.

JOSEPHINE WINTHER-POUPINEL

Arbejder som COO på arkitektstuen Spacon

20 års erfaring fra reklamebranchen

Partner og kommerciel direktør i kunstudstillingen other circle

Mor til Jonathan på 8 år, Carl Emil på 2 år og to bonusbørn på 14 og 19 år.

 

De flotte fotos står The Lab bag. 

Januar 2026

Vil du være med til at skabe noget stort?

Af

VI SØGER DIG, der har personlig erfaring med unge med særlige behov.

Du ligger inde med en helt særlig viden og erfaring, som du kan bruge til at være medskaber af to landsdækkende arrangementer for unge og voksne med særlige behov. Arrangementer, som styrker deres følelse af at være med i et fællesskab. Det bliver STORE arrangementer, som får STOR betydning for en masse unge og voksne og du får STOR grad af medbestemmelse.

OPGAVEN VI SKAL LØSE I FÆLLESSKAB

Du bliver en del af en landsdækkende gruppe, hvor du sammen med 4 andre frivillige og en projektleder fra Unge For Ligeværds sekretariatet skal skabe to landsdækkende arrangementer. Datoerne er ikke fastlagt, men der skal være et i foråret og et i efteråret 2026.

DU KAN BLIVE EN DEL AF GRUPPEN, HVIS DU

  • har personlig erfaring med målgruppen (f. eks. forælder eller en anden pårørende, fagperson eller ven).
  • har lyst til at være medskaber på arrangementerne, der skal understøtte, at deltagerne får venner og bliver en del af et fællesskab.
  • har tid til og mod på at gennemføre de to planlagte arrangementer.

SOM MEDSKABER PÅ ARRANGEMENTERNE FÅR DU

  • ny viden, inspiration og værktøjer til at løse opgaven og løbende sparring med de andre i gruppen af frivillige.
  • erfaring med at skabe trygge, rummelige fællesskaber og landsdækkende aktiviteter for voksne og unge med særlige behov.
  • mulighed for at deltage i nogle af Ligeværds kurser, webinarer konferencer.

SÅDAN BLIVER PROCESSEN

Vil du være med til at skabe de landsdækkende arrangementer, så er første skridt at kontakt projektleder Line Wohlstrand på 22 34 31 13 eller line@ligevaerd.dk. Hun kan fortælle dig mere om projektet og målgruppen.

Kommer I frem til, at du bliver en del af gruppen, så er der to online møder, du skal deltage i, hvor du også møder andre frivillige.

1. MØDE

På dette møde hører du mere om Unge For Ligeværd, selve opgaven og den videre proces.

2. MØDE

Dette møde bliver et kursus med andre frivillige fra Unge For Ligeværd klubberne rundt i landet. Her får du konkrete værktøjer og viden om den gode samtale og redskaber hertil.

LIDT MERE OM HVAD DER FORVENTES AF DIG

  • Du skal kunne afsætte en weekend i foråret og en i efteråret til at deltage i de to arrangementer.
  • Du skal kunne deltage i 1-2 online møder om måneden sammen med tovholdergruppen. (Der er ingen møder i juli).
  • Du har mod på at kontakte de lokale UFL-klubber og få indblik i medlemmernes behov og ønsker til arrangementerne.
  • Du har lyst til at bidrage til at skabe et trygt, anerkendende og tillidsfuldt fællesskab for deltagerne, der ofte har prøvet at stå uden for fællesskabet.

HVEM ER UNGE FOR LIGEVÆRD

Unge For Ligeværd er en forening for unge og voksne med særlige behov over 18 år. Foreningen har lokale foreninger 24 steder i landet. Hver lokalforening driver en Unge For Ligeværd klub (UFL-klub) for medlemmerne, hvor de mødes og bliver en del af et lokalt fællesskab.

NYSGERRIG?

Så kontakt projektleder Line Wohlstrand på 2234 3113 eller line@ligevaerd.dk.

Læs mere om foreningen på ligevaerd.dk/UFL

 

Download beskrivelsen ovenfor som pdf “Vil du være med til at skabe noget stort”

 

Når stu bliver et springbræt

Af

Den der ser længst flyver højest: Når stu bliver et springbræt

17-årige Lasse Poffler havde ét mål: Aldrig at ende på en stu. Men et enkelt år på den rigtige skole ændrede alt. Nu bruger han sin stemme i TUS – Talerøret for Unge på STU til at give uddannelsen det ry, han selv aldrig fik lov at høre: At stu kan være vejen videre i livet, når kvaliteten er høj, og matchet er rigtigt.

Jeg vil ikke ende på en stu.

Det var den tanke, der gik igennem hovedet på 17-årige Lasse Poffler, da han i sine sidste år i folkeskolen skulle finde ud af, hvad hans næste skridt skulle være.

”For mig var stu et sted, hvor man kom hen for at blive opbevaret. Jeg var bange for, at tre år på stu var den lige vej til en førtidspension,” siger han.

Når du er færdig med dine tre år på stu, så er den eneste forskel, at du er tre år ældre, tænkte han.

”Jeg havde det sådan: Det må bare ikke ske for mig.”

Lasse er langt fra alene om at have haft det sådan. Rundt om i landet lever forestillingen om stu’en som en skraldespand blandt både unge, forældre og i nogle kommunale forvaltninger. Men der findes også en anden virkelighed, hvor stu’en bliver et sted at vokse, finde retning og mod på mere.

Den virkelighed opdagede Lasse, da han fik tildelt stu på Sydfyns Fri Fagskole, hvor han i skrivende stund har gået i et år.

”Hele den udvikling, jeg har gået igennem her på et år, den havde jeg slet ikke fået på den kommunale stu, som min kommune først foreslog. Jeg har fået venner. Og jeg har lært at læse, selvom jeg er ordblind,” siger han.

I dag er Lasse Poffler medlem af TUS – Talerøret for Unge på STU, hvor en af mærkesagerne er at tale stu’en op og vise, at uddannelsen kan være et springbræt videre i livet, hvis kvaliteten er høj, og matchet er rigtigt. Det var i det arbejde, at han på en workshop hos En Vej Til Alle lavede stolen Den, der ser længst, flyver højest.

Vidste du?
Fgu behøver ikke være afprøvet før stu. Ved vurdering af, om en ung er i målgruppen for en stu, er det afgørende en beskrivelse af den unges funktionsniveau, støttebehov og udviklingsmuligheder.

En ordblind læsehest

Stolens citat er fra romanen Jonathan Livingston Havmåge, som Lasse Poffler har læst ved at lytte til lydbogen, mens han har fulgt ordene med øjnene i bogen.

”Jeg er den på min skole, der læser mest, selvom jeg er den, der nok er dårligst til at læse,” siger han.

Det er netop det, Lasse har lært på sin stu, og som han gerne vil sige med stolen. For det er slet ikke sikkert, at han havde lært at læse, hvis han havde gået på en anden stu.

”Livingston Havmåge er anderledes end de andre måger, og sådan har jeg også haft det i mange år. Men da jeg kom på den her stu, fandt jeg ud af, at jeg kan skabe et godt liv, hvis jeg tør tænke længere frem. Det var derfor, jeg lavede stolen,” siger han.

I sin tid blev Lasse først præsenteret for sin egen kommunes stu, men det var ikke noget for ham. Da han besøgte skolen, mindede stemningen ham om sin tidligere specialskole, hvor han ikke havde mange venner.

Alligevel forsøgte nogle i kommunen at få ham til at give stu’en en chance, fortæller han.

”Den kunne sagtens være rigtig for nogen, men jeg havde jo været ud og se den, og det var ikke noget for mig,” siger han.

Derfor er han glad for, at han fik tilbudt en stu på Sydfyns Fri Fagskole, hvor han også gik på efterskole, og hvor han kan udvikle sig. Den investering er godt givet ud både for hans hjemkommune og ham selv, mener han.

”Rigtig mange er kritiske over for stu’en, fordi det er den laveste uddannelse. Men der er en masse muligheder for, at den kan hjælpe dig med at rykke dig op ude i fremtiden, hvis du er et sted, hvor du kan udvikle dig,” siger han.

 

Kommuner der ser længere

Lasses oplevelse af at blive presset i retning af en kommunal stu er langt fra unik. Rundt om i landet står unge i krydspres mellem egne ønsker og kommunal økonomi, hvor stu’en bliver set som en økonomisk byrde. Men der findes også kommuner, der går en anden vej.

En af dem er Vejen Kommune, som målt i kroner og øre er blandt de kommuner, der investerer mest i stu. I 2023 brugte kommunen i gennemsnit 327.000 kroner pr. elev om året. Landsgennemsnittet var 173.000 kroner.

Ifølge stu-vejleder i Vejen Kommune, Preben Hedegaard, er der god grund til det.

”Hvis den unge kommer i et match, vedkommende ikke kan spejle sig i, og hvor der ikke er mulighed for progression, så vil den unge falde fra. Så er det håbløst, og så giver man penge til noget der ikke er produktivt,” siger han.

 

Og netop den unges spejling er afgørende, fordi mennesker i miljøer med lav indflydelse og begrænsede udviklingsmuligheder har større risiko for senere at ende uden for arbejdsmarkedet.  Et stort dansk registerstudie viser eksempelvis, at lav kontrol i hverdagen øger risikoen for førtidspension.

”De unges ønsker fylder meget hos os. Jeg mindes ikke, at vi har haft nogen, der ikke har fået deres ønsker opfyldt,” siger Preben Hedegaard.

Han er enig med Lasse Poffler og TUS i, at der er en opgave i at tale stu’en op, og han oplever, at der i Vejen er politisk villighed til at se stu’en som en mulighed. Her har man de seneste år oplevet, at flere kommer videre i egu, fgu eller fleksjob, fortæller han.

”Jo flere penge, vi bruger, jo større er afkastet. Vi er selektive med, hvor de kommer hen. Når vi ser, at der kan være et potentiale, så er det også det, der ligger til grund for, at visitationsudvalget går med til at pege på stu-stederne,” siger han.

Men selvom der på hans arbejdsplads er en kultur, hvor man ser stu’en som en mulighed, så genkender han de fordomme, som TUS vil gøre op med.

”I Vejen kommune genkender vi, at nogle forældre og unge ser stu’en som en skraldespand. Vi prøver at tale stu’en op som en mulighed for senere at komme på fgu eller i fleksjob.”

 

6 skridt kommunen kan tage i morgen

1) Tal stu’en op
Vedtag en fælles kommunikationslinje, hvor stu beskrives som en investering og et reelt uddannelsesvalg og ikke som en sidste udvej.

2) Synliggør stu
 Sørg for, at stu vises side om side med andre ungdomsuddannelser i uu-vejledningen og på kommunens hjemmeside.

3) Skab reel valgfrihed
Præsenter stu som en mulighed på lige fod med andre tilbud uden uformelle krav om at afprøve fgu først. Giv unge, der skal på stu reel mulighed for at vælge den stu-skole der er rigtig for dem.

4) Ligestil stu-elever ift. ungdoms- og studiekort
 Giv stu-elever samme adgang til transportstøtte og studiekort som andre unge i uddannelse.

5) Gør elevdemokrati obligatorisk
Lad stu-elever få reel indflydelse på skolens hverdag gennem elevråd og faste dialogmøder.

6) Skab en tryg overgang før og efter stu slutter
Samarbejd på tværs af afdelinger, så der er nogen til at gribe de unge og skabe trygge muligheder i næste skridt efter stu. Begynd samarbejdet, før stu slutter. Lav klare aftaler og hold dem. Se artiklen om Joballiancen for konkrete anbefalinger.

Anbefalingerne fra Ligeværd, TUS og SUMH er udarbejdet med udgangspunkt i TUS’ mærkesager

En højtflyvende ung mand

For Lasse handler hans fokus på stu ikke kun om ham selv. Det handler om alle de unge, der som ham gerne vil finde sin plads i livet, men som risikerer at blive sendt et sted hen, hvor de ikke kan udvikle sig.

Derfor bruger han sin stemme i TUS, hvor det kun er én blandt mange mærkesager at give stu’en et bedre ry. Blandt andet arbejder de også for, at stu-elever får samme rettigheder som unge på andre ungdomsuddannelser, krav om elevdemokrati på alle stu’er, og at unge får reel mulighed for at vælge den stu, der passer til dem.

”Jeg vil gerne vise, at selvom stu er den laveste uddannelse i Danmark, så kan den løfte dig, hvis du kommer det rigtige sted hen. Det er det, jeg håber, politikerne ser. Stu skal ikke være en parkeringsplads. Den skal være et springbræt,” siger han.

Artiklens indledning er et uddrag af den tale, som Lasses ven Viggo holdt ved lanceringen af stolen ”Den der ser længst, flyver højest” hos En Vej Til Alle.

 

Dagtilbud ansatte ti nye medarbejdere uden at bruge én krone ekstra

Af

Med en simpel omprioritering af vikarbudgettet har Risskov Dagtilbud ansat 10 nye medarbejdere i 11 afdelinger. Resultatet er lavere lønudgifter, et kraftigt reduceret vikarforbrug markant lavere sygefravær og en tryggere hverdag for både børn og voksne. Ifølge dagtilbudslederen handler det om at bruge pengene klogt.

Op til 60.000 kr.

Så mange penge blev nogle måneder brugt på vikarer i den institution, som Carina Ardal Evers overtog som pædagogisk leder i 2021. Samtidig havde huset det højeste sygefravær i hele dagtilbuddet.

“Ingen er syge med vilje. Vi er syge af en grund, men jeg prøvede at spørge personalet, hvorfor de blev syge,” fortæller hun.

En af forklaringerne var arbejdsmiljøet: Pædagogerne løb for stærkt og kunne ikke nå det, de skulle med børnene.

Og i sådan en hverdag følger sygefraværet ofte med, forklarer psykolog Kirsten Callesen.

”Hvis personalegruppen hele tiden er for tyndt bemandet, eller hvis de voksne skal oplære nye vikarer dag efter dag, så bliver de mere sårbare over for sygdom. Og det tager også længere tid at blive rask, når man er presset mentalt og fysisk, fordi et stresset nervesystem heler langsommere,” siger hun.

 

Pædagogernes valg

Det var netop hypotesen, da Carina Ardal Evers i 2021 omregnede det høje vikarforbrug til det, man kunne få af faste timer for de samme penge på et år.

“Jeg lagde bare tallene frem for pædagogerne, og så fik de faktisk et valg,” siger hun.

Pædagogerne valgte at ansætte to medhjælpere fast og sætte vikarbudgettet ned til 5.000 kr. om måneden. Det var en risiko, medgiver Carina Ardal Evers, men et år senere havde det vist sig, at hendes hypotese holdt stik.

Det reelle vikarforbrug faldt til 1.500 kr. om måneden i gennemsnit det første år, og sygefraværet var reduceret fra det højeste til det næstlaveste i dagtilbuddet. Det kraftigt reducerede vikarbudget var endda for højt, så det var blevet muligt at ansætte en ”husalf” til alt det praktiske. Dermed kunne pædagogerne for eksempel i den svære overgang efter frokost være sammen med børnene i stedet for at rydde op.

“Lige pludselig så pædagogerne, hvad vi nu kunne. Hvor de før havde en følelse af ikke at have tid, så fik de en helt anden oplevelse af at nå i mål med deres opgaver og faktisk have tid til de handleplaner, de lavede,” siger hun.

”Der var stadig travlt, men det gjorde noget ved stemningen og gejsten for at gå på arbejde blandt pædagogerne,” fortæller hun.

10 nye varme hænder

Med de erfaringer i ryggen har hun som ny dagtilbudsleder i Risskov Dagtilbud i 2025 gentaget øvelsen i langt større skala. Til et af de første økonomimøder i sin nye stilling fik hun nemlig øje på noget, hun havde set før: Et stort forbrug i vikardriften.

”De gode vikarer har det med at forsvinde, når de får faste jobs, men ved at fastansætte dem kan afdelingerne fastholde dygtige medarbejdere,” fortæller hun.

På den baggrund har Risskov Dagtilbud således flyttet næsten 200.000 kr. om måneden fra vikarposter til fastansættelser på både fuldtid og deltid. Det giver 10 nye medarbejdere i 11 huse og en meransættelse på 5 pct.

For der er stor forskel på, om 25 timer går til en vikar eller en fastansat, fortæller Carina Ardal Evers. Til en vikar går en pædagog fra til oplæring og alt det andet, der sker på en arbejdsplads, når en ny skal falde til, og når de gode vikarer får jobs andre steder, så skal man ringe til en ny, og så starter man forfra.

”Jeg tror, at alle kan sætte sig ind i, at det er hårdt at køre en ny kollega ind mandag, en anden tirsdag og en tredje onsdag. Det bliver en ond spiral nedad, for børnene får jo også mindre,” siger hun.

”Fastansættelserne skaber bedre forudsætninger for at udleve vores fag, og det tror jeg også skaber en tilfredsstillelse ved at gå på arbejde, som kan gøre, at vi bliver mindre syge.”

 

4 skridt kommunalpolitikere kan tage i morgen

1) Hold øje med udgifter til vikarer.
Vikartimer koster dobbelt, fordi der følger oplæring med, og faste medarbejdere sikre tryghed og stabilitet for både børn og voksne.

2) Skab rammer for kendte voksne og stabil drift.
Kendte ansigter reducerer belastningsreaktioner og styrker tryghed og udvikling.

3) Stil krav om systematisk opfølgning.
Følg udviklingen i vikarforbrug og sygefravær tæt. Det giver indblik i effekten af indsatser og valid data at arbejde ud fra.

4) Brug pengene proaktivt.
Understøt dagtilbudsledere i at handle på data og bruge pengene i stedet for at gemme dem. Proaktive investeringer i faste medarbejdere giver største afkast.

 

Markant forbedret kvalitet

Det vil ikke overraske Kirsten Callesen, hvis Risskov Dagtilbud vil opleve markant færre sygemeldinger efter fastansættelserne.

”Selv en lille stigning i antallet af faste voksne kan skabe en kaskadeeffekt, hvor medarbejderne får mere overskud, børnene bliver mere trygge, og hverdagen får mere ro. Og den ro smitter både opad og nedad i systemet,” siger hun.

Ifølge hende er der en direkte kobling mellem de voksnes arbejdsmiljø og børnenes trivsel. For de voksnes nervesystem smitter af på børnene, fortæller hun.

”Hvis personalet oplever mere overskud og stabilitet, og hvis de voksne kan bruge deres energi på at være sammen med børnene i stedet for at lære nye vikarer op, så kommer det børnene til gode. De voksne får jo også mere forudsigelighed og pålidelige gentagelser ved at kende dem, de arbejder sammen med,” siger hun.

Det nationale tilsyn med dagtilbud viser, at kun 9 pct. af alle børnehaver vurderes til at levere god kvalitet. 63 pct. leverer tilstrækkelig kvalitet, mens 28 pct. vurderes til at have utilstrækkelig kvalitet. For vuggestuerne er billedet stort set det samme.

Det betyder ifølge Kirsten Callesen, at mange børn har en hverdag i for udfordrede pædagogiske miljøer i rigtig mange timer i løbet af en barndom. Det løser ikke alle udfordringer at sikre faste voksne, men kontinuitet er uden tvivl en af de ting, man kan arbejde med, hvis man vil forbedre børns hverdag, mener hun.

”Et barn bruger energi på at lære en ny voksen at kende, før det kan bruge energi på at lege, lære og udvikle sig. Også selvom det måske er en vikar, som er intuitivt god til børn. Hvis barnet igen og igen møder ukendte voksne, så skal det først scanne: Forstår den her voksne mig overhovedet?”

 

Et spørgsmål om kultur

Nogle vil måske frygte, at der kommer til at mangle penge, når flere er syge på én gang. Men det gør Carina Ardal Evers ikke.

”Vi malker jo ikke vikarbudgettet helt. Vi kigger på afdelingens størrelse og historik, og så handler vi ud fra det,” siger hun.

Og det ser ud til at bære frugt. Bare fire måneder efter den nye retning er stukket ud, har én af dagtilbuddets 11 afdelinger oplevet et fald i vikarforbruget fra 70.000 til 4.000 kroner om måneden.

”For mig er succes, at vi går i nul eller et lille minus ved årets slutning, for så har vi fået vores penge ud at leve hos børnene, og de skal ikke først bruges i december,” siger hun.

 

Carina Ardal Evers

 

Men det kræver en kulturændring mange steder, hvis det skal lykkes. For eksempel kræver det, at pædagogerne i de enkelte huse dækker ind for hinanden, når kun en enkelt er syg, og at den pædagogiske leder langtidsplanlægger i forhold til kendt fravær.

”Pædagogerne skal jo konkret sidde om morgenen, når der kommer en sygemelding og se på deres ekstra medhjælper og tænke: Jeg kan godt ringe efter en vikar, men så skal vi fjerne vores ekstra medhjælper,” siger hun.

I sit tidligere dagtilbud oplevede hun, at det ansvar gjorde, at pædagogerne tog langt større ejerskab over økonomien. For de hellere være en mindre én dag for til gengæld at beholde den ekstra medhjælper hver dag. Men der er også en kæmpe faktor i langtidssygefravær, som kan ændre billedet markant. For når omprioriteringen i 2021 gik godt, så var det også, fordi man ikke blev ramt af kritisk sygdom.

”Der skal ikke sidde børn og mangle omsorg, fordi en voksen får kræft eller brækker benet. Det er vi ved at undersøge, hvordan vi som dagtilbud kan gardere os imod solidarisk,” siger hun.

Og løfter det så kvaliteten? Det er ikke sikkert ifølge Carina Ardal Evers.

”Kvaliteten i et dagtilbud handler ikke om, hvor mange voksne der går rundt derude. Men antallet af voksne er forudsætningen for, at vi kan yde kvalitet. Og det er den forudsætning, vi forsøger at skabe rammen for her med de penge, vi har, når vi forsøger at bruge vores penge klogere,” siger hun.

Mindre sagsbehandling, flere i job: Joballiancen lukker hullet efter stu

Af

Alt for mange unge ender i langvarig afklaring og på offentlig forsørgelse i overgangen mellem stu og job eller uddannelse. Med Model Joballiancen kan kommuner lukke hullet og løfte andelen i job og uddannelse et år efter stu fra 12 til 64 pct. Kommunen får mindre sagsbehandling, flere i job og en nettobesparelse efter få år.

Marcus drejer den store varevogn ind ad en smal gade i København. For to år siden kunne en simpel omvej give ham fysisk ubehag og få ham til at opgive at komme frem, og det var utænkeligt, at han ville kontakte fremmede.

I dag drejer han varevognen ind på byggepladsen, parkerer bilen og går op i skurvognen til mennesker, han ikke kender for at gøre det, han er blevet kendt for hos Enemærke & Petersen: Han henter defekt værktøj på firmaets byggepladser og får det til at virke igen hjemme på fabrikken i Glostrup.

”Hans mor troede ikke på det, da jeg fortalte hende den historie,” siger materialechef Niels Kristensen.

Men skiftet kom ikke af sig selv.

Det kom, fordi Marcus efter sin stu på Grennessminde fik et Joballiance-forløb: En særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats, hvor stu-stedet følger den unge hele vejen ud på arbejdsmarkedet og finder et match, der giver mening.

Hvert år afslutter ca. 1.700 unge en stu. Et år senere er kun 12 pct. i job eller uddannelse, mens resten overgår til offentlig forsørgelse. For unge, der som 22-årige Marcus Nebel får et Joballiancen-forløb, er billedet markant anderledes: 64 pct. kommer i job eller uddannelse et år efter stu.

Joballiancens målgruppe

Joballiancens målgruppe er unge, der har gennemført stu og har potentiale for job eller uddannelse, men som ellers risikerer langvarig offentlig forsørgelse.

Undgik førtidspension

For Marcus var udsigterne til job uden for rækkevidde. I løbet af sin stu var han socialt begrænset og ofte så presset, at praktikstederne havde svært ved at hjælpe ham. Derfor vurderede alle omkring ham, at hans udvikling pegede direkte mod en førtidspension, fortæller Vibe Friborg, praktikvejleder ved Grennessminde.

”Han var så udfordret på at komme, når der skete de mindste forandringer, og det satte sig så hårdt i ham fysisk. Så alle var overbeviste om, at han lå til en førtidspension. Også uu-vejleder og beskæftigelsesrådgiver fra kommunen,” siger hun.

Men med Joballianceforløbet kunne Vibe Friborg hjælpe Marcus i job. Mange stu-elever har meget snævre interesser og særlige behov, som kan være svære at placere og fastholde i jobmarkedet, og sådan var det også med Marcus.  Som ansat på Grennessminde kendte Vibe Friborg alt til Marcus’ interesser og udfordringer, og det var med sit indgående kendskab til ham, at hun bankede på hos Enemærke & Petersen i Glostrup og spurgte, om de havde opgaver til ham.

Det havde de.

Men Vibe vidste, at Marcus’ motivation afhang af, om opgaverne rummede det, han brændte for.

”Jeg vidste, at han kun kunne motiveres, hvis arbejdet lugtede af svejsning og kørsel på maskiner. Så jeg sikrede, at han kunne køre truck og indimellem lave små blikkenslageropgaver. Så kunne han acceptere, at der også ville være gentagende tømreropgaver,” siger hun.

Alligevel kedede han sig i starten og var svær at motivere til de opgaver, der ikke interesserede ham. Det var først, da Niels Kristensen fik øje på Marcus’ talent for at skille knallerter ad og reparere på dem, at de sammen fandt hans helt rette hylde i materielafdelingen og endegyldigt afværgede en tilværelse på førtidspension.

Med den historie er det i sig selv en bedrift, at Marcus i dag reparerer værktøj 25 timer om ugen i et fleksjob. Men det helt ekstraordinære er, at han er blevet en uundværlig del af en af Danmarks største entreprenørvirksomhedern

”Marcus løser faktisk opgaver for os, som vi ellers skulle have sendt ud af huset,” siger Niels Kristensen.

Joballiancen er ikke kun en gevinst for virksomheder og unge. Erfaringen fra pilotkommunerne viser, at modellen også giver en betydelig arbejdsbesparelse på de kommunale sagsbehandleres skriveborde. Det fortæller Camilla Stausholm, stu-vejleder i Aarhus Kommune, der var blandt de 35 kommuner i pilotprojektet.

“I Aarhus Kommune kan vi se gevinsten ved, når vi laver det her arbejde. Vi kan dokumentere, at vi har færre LAB-indsatser efter endt stu end andre kommuner, og at vi får dem hurtigere i fleksjob,” siger hun.

 

4 ting kommunalpolitikere kan gøre i morgen

Forudsætningen for at lykkes med Joballiancen er, at en kommune og et stu-sted med et specialiseret virksomhedsnetværk indgår en partnerskabsaftale.

Kommunalbestyrelser kan beslutte, at

1) Kortlægge hvilke stu-steder, der arbejder med Joballiance-forløb

2) Bede stu-stedet kortlægge, hvilke unge der passer til Joballiance-forløb inden 3. år af stu

3) Beslutte, at alle unge med potentiale for job får tilbudt et Joballiance-forløb

4) Følge op på resultaterne af Joballiance-forløb

 

Et godt match

Selvom Niels Kristensen fandt den rette hylde til Marcus, er det ikke alle virksomheder, der har muskler, erfaringer eller ressourcer, der skal til for at løfte en ung med særlige behov ind i et arbejdsliv.

Unge med særlige behov har ofte brug for stærke og forpligtende relationer, og det er en opgave, som er meget svær at løfte i det offentlige, som reformkommissionen skriver i Nye reformveje 3: ”Man kan ikke ringe til sagsbehandleren klokken to om natten, når man har brug for en erfaren voksen til at hjælpe sig.”

De fleste virksomheder i Joballiancen fortæller, at stu-stederne er afgørende for, at ansættelsen lykkes. Niels Kristensen mener, at Enemærke & Petersen nok havde klaret det alligevel, men det er en stor hjælp for Marcus, at han kan ringe til Vibe, når det brænder på.

”Hun er Marcus’ holdepunkt. Hvis den gamle idiot her (Niels Kristensen selv, red.) stiller for store krav, så har han en base i Vibe, og han kan ringe til hende når som helst. Han ved, at han får den bedste hjælp i verden,” siger han.

Og spørger man Marcus selv, så er det afgørende, at han kender Vibe godt.

”Det er lidt nemmere at kontakte hende, hvis der er et eller andet,” siger han.

En selvstændig kollega

Da Marcus startede, var han stille. Når han var færdig med en opgave, gik han først i gang, når han fik en ny. Sådan er det ikke i dag, hvor Marcus er selvkørende.

”Der er faktisk næsten ikke noget, som Marcus ikke kan løse i dag,” siger Niels Kristensen.

For nylig havde virksomheden besøg af en konsulent fra værktøjsfirmaet Milwaukee. Og pludselig opdagede Niels Kristensen, at Marcus på eget initiativ stod og snakkede med ham.

”Marcus stod og fortalte ham, hvad han syntes, der skulle være anderledes, og hvad der var galt inde i den og den boremaskine.”

Den udvikling var der ikke mange, der havde set komme, men Marcus ville ikke være den foruden. Hvis man spørger ham, hvordan et liv uden jobbet havde været, er svaret klart.

”Ja, det ville være lidt kedeligere, tror jeg. Så ville jeg jo bare sidde derhjemme og spille PlayStation og sådan noget.”

Sådan ser virkeligheden for eksempel ud for vennerne fra Marcus’ stu, som ikke har fået et Joballiance-forløb.

”Der er nogle af dem, der er på førtidspension, og der er nogle af dem, der stadig prøver lidt praktik og sådan noget. Så det er godt, at jeg har noget at stå op til og noget fedt arbejde at lave og nogle gode kollegaer at snakke med,” siger han.

Læs mere om Joballiancen

Skole løftede trivslen i en udfordret klasse

Af

Fra brandslukning til bæredygtig undervisning: Tilst Skole løftede trivslen i en udfordret klasse

I 2022 var en første klasse på Tilst Skole præget af konflikter, uro og mistrivsel. Et aktionslæringsforløb ændrede billedet: Børnene kom i trivsel, og personalet fik bedre greb om udfordringerne. Udviklingen skyldtes en ændret pædagogisk tilgang til børnene. Det forebyggede, at flere børn fik behov for specialiserede tilbud.

Uro, larm og børn i mistrivsel – nogle med udadreagerende adfærd.

Det var hverdag i den 1. klasse, som Mariann Bech overtog på Tilst Skole for tre år siden. En klasse, hvor en SDQ-måling fra Center for ADHD+ viste, at 80 pct. af børnene var i mistrivsel.

”Der var rigtig meget brandslukning, og det gjorde det svært at få det faglige til at køre,” siger hun.

 

Hvad er SDQ?

SDQ (Strengths and Difficulties Questionnaire) er et internationalt anerkendt screeningsredskab, der måler børns trivsel. Den bruges i både skoler og kommuner til at få et objektivt billede af:

  • følelsesmæssige vanskeligheder
  • adfærd og opmærksomhed
  • relationer til andre
  • prosocial adfærd (styrker)

Målingen placerer børnene i grøn (trivsel), gul (risiko for mistrivsel) eller rød (mistrivsel) og giver skolen et tydeligt udgangspunkt for at forstå, hvor og hvordan der skal sættes ind.

 

Dengang modtog seks børn særlig støtte i en mellemform. Det var ikke dem, der skabte uroen, men uden en målrettet indsats, vurderer skolen, at flere af dem med tiden kunne have fået behov for et specialtilbud.

Sådan endte det ikke. Tre år senere er fem af de seks børn fortsat en del af det almene klassefællesskab med støtte, og trivslen er langt bedre. Allerede tre måneder efter den første SDQ-måling var trivslen vendt: 80 pct. af klassens børn var nu i trivsel.

 

Mistrivsel før/efter forløbet

Før: 80% af eleverne

Tre mdr. efter: 20% af eleverne

Kilde: SDQ-måling foretaget af klasseteamet ved start og afslutning af forløbet

 

Ifølge skoleleder Lone Jørgensen skyldtes udviklingen, at skolen ændrede sin pædagogiske tilgang til børnene.

”Børnene ændrede adfærd, fordi de voksne ændrede adfærd,” siger hun.

Løsningen var et aktionslæringsforløb fra Center for ADHD+, som gav personalet en pædagogisk opkvalificering og en ny tilgang til både klassemiljø og børns signaler. For selvom der allerede dengang var to fagprofessionelle i klassen, så var det åbenlyst ikke nok ifølge skolelederen.

”Det krævede en anden tilgang, og vi havde brug for hjælp til at se bagom konflikterne og prøve at forstå, hvad børnene forsøgte at fortælle med deres adfærd,” siger hun.

En hjælp, som førte til, at Mariann Bech kunne begynde at undervise igen allerede kort tid efter forløbets start.

”Det gjorde en kæmpe forskel. Der var stadig meget at arbejde med, men forløbet skabte ro, og der kom mindre udadreagerende adfærd,” siger hun og fortæller, at effekten af forløbet var langvarig.

”Da jeg afsluttede klassen i 4. klasse, kunne jeg stadig mærke, at der var en anden ro over børnene.”

 

Det pædagogiske skifte

Men hvad var det egentlig, der ændrede klassens udvikling?

Ifølge Henrik Kyed, pædagogisk psykologisk konsulent ved Center for ADHD+, var det første, de fik øje på, at børnene i mellemformen deltog for lidt i klassefællesskabet.

”Børnene i mellemformen var ude af klassen en stor del af tiden. Vi kunne se, at børnene kunne trives langt bedre inde i klassen, hvis vi lavede nogle få, men vigtige justeringer,” siger han.

Det understøttes af et studie fra Oslo Universitet, som viser, at dem, der har det værst i skolen, er børn med ADHD, som tilbringer mere end halvdelen af dagen uden for klassefællesskabet enten alene eller i små grupper. Mellemformen rykkede derfor ind i klasse, og herfra fulgte aktionslæringsforløbet lærere og pædagoger tæt i undervisningen. Center for ADHD+ optog videosekvenser, som de efterfølgende gennemgik sammen med personalet, og gradvist introducerede de konkrete værktøjer, som ændrede både rammen og relationerne, fortæller Lone Jørgensen.

”Man kommer tit til at give den dårlige adfærd rigtig meget opmærksomhed ved at irettesætte. Vi skulle ændre praksis og nogle gange ignorere det, vi ikke ville have. I stedet skulle vi give opmærksomhed til den adfærd, vi gerne ville se mere af.”

En af de vigtigste pointer handlede om at skabe low arousal for eleverne. Det betød blandt andet faste opstarter på dagen og nye måder at tænke pauser på. Mange tror, at en hurtig omgang bold eller løb i skolegården hjælper børnene videre i undervisningen, men i virkeligheden er det lige omvendt, fortæller Mariann Bech.

”Som lærer tænker man, at man skal vække børnene lidt, når man har et dobbeltmodul. Men noget af det, der blev allermest klart for mig, var, at mange af de her børn ikke havde godt af at komme op i gear.”

Når børn har udfordringer som udadreagerende adfærd, tager det dem lige så lang tid at falde til ro igen ifølge Center for ADHD+. Derfor blev de højintense pauser erstattet af gåture, hvor børnene gik den samme rute i ro uden at tale sammen.

”Det lyder måske kedeligt, men det havde en kæmpestor effekt, at børnene kunne komme ud og bevæge kroppen roligt uden at snakke med nogen.”

I starten var gåturene planlagt, men efterhånden kunne børnene selv mærke, når de hver især havde brug for det, og så valgte de pausen til.

”Det gjorde en kæmpe forskel, og ingen misbrugte det,” fortæller Mariann Bech.

 

5 skridt kommunen kan tage i morgen

1)  Mål rigtigt
Mål fravær og trivsel før og efter med valide måleredskaber. Og hold øje med snigende udgifter til ekstra vikarforbrug til kompenserende ordninger. Med reelle data kan skoleledere, skolechefer og politikere følge op på den faktiske udvikling.

2) Stop ”one size fits all”
Rul ikke samme model ud over alle skoler. Brug data til at se, hvor problemerne er størst, og fokusér indsatserne der.

3) Hold fast og følg op
Fasthold én pædagogisk retning i flere år. Mål effekten systematisk, og justér, hvis data viser behov.

4) Prioriter pædagogisk udviklende indsatser
Vikarbudgetterne er tårnhøje både pga. sygefravær og som brug på kompenserende ordninger. Kan pengene bruges klogere på pædagogisk udviklende indsatser, der løser problemerne på lang sigt?

5) Brug det, der virker
Vi ved, hvad børn har brug for og har ikke brug for mere viden. Invester i indsatser, der allerede har vist effekt. Bl.a. pædagogisk udviklende to-lærer-ordninger.

 

En model der kunne sprede sig

Erfaringerne fra 1. klasse blev omsat til en fællesretning på hele skolen, fortæller Lone Jørgensen. Tilst Skole udviklede deres egen trivselspædagogik med udgangspunkt i aktionslæringen. Mellemformen blev samtidig reorganiseret, så støtten nu ligger inde i klassen frem for udenfor, og børnene derfor er en langt større del af det almene fællesskab.

Og effekten mærkes ikke kun hos børnene. Ifølge skoleleder Lone Jørgensen har indsatsen også styrket arbejdsmiljøet.

”Vi har ingen stresssygemeldinger lige nu. Det har vi haft tidligere, og det kan selvfølgelig ske igen. Men jeg tror, at medarbejderne føler sig bedre rustet til opgaven til trods for, at opgaven ikke er blevet nemmere,” siger hun.

Til sammenligning ligger sygemeldinger som følge af arbejdsforhold på 17 pct. ifølge Danmarks Lærerforenings medlemsundersøgelse fra 2024.

”Jeg siger ikke, at de ikke er pressede, for det er de. De står med en stor opgave, og den løser de enormt godt,” siger hun.

Tilst Skole ligger i et udsat boligområde og har mange børn med særlige støttebehov, hvoraf mange også bliver sendt til specialtilbud. Men selvom der for skolen er en økonomisk gevinst ved, at i alt 35 børn er i en mellemform inde i almenklasserne, så er kerneopgaven ifølge skolelederen at skabe trivsel for alle børn.

”Det er ikke en spareøvelse. Hvis børnene har brug for specialtilbud, så visiterer vi dem videre. Vi laver mellemformerne på den her måde, fordi vi tror på, det virker, og det gør forældrene også,” siger hun.

Forældre til børn på Tilst Skole bekræfter skolens udlægning. Ligeværd har hørt beskrivelser af harmoniske klassemiljøer, hvor børn i klasser med mellemformer leger på kryds og tværs. I én familie fortæller barnet, at hun ikke ved, hvilke børn der får særlige støtteindsatser, og at den ekstra pædagog i klassen opleves som en tryghed for alle.

Center for ADHD+ har lavet aktionslæring og opkvalificering med lignende resultater på skoler og dagtilbud i hele landet gennem de seneste fem år.

 

HVEM ER CENTER FOR ADHD+

Center for ADHD+ er en non-profit NGO, der hjælper skoler, dagtilbud og kommuner med at skabe bedre hverdage for børn med ADHD og lignende udfordringer.

Kontakt:
adhdcenter.dk
info@adhdcenter.dk

Januar 2026

Klub Fristedet løser et dyrt kommunalt problem for næsten ingen penge

Af

Et fristed og en god forretning: Klub Fristedet løser et dyrt kommunalt problem for næsten ingen penge

Klub Fristedet får børn med langvarigt ufrivilligt skolefravær tilbage i trivsel. Og selvom målet ikke er skolestart, så er effekten, at mange vender tilbage til skolen. Med lokaler og en enkel samarbejdsaftale kan kommuner landet over skalere en billig løsning på et dyrt problem.

Det koster kommuner milliarder, når børn bliver ramt af ufrivilligt skolefravær. Tabt arbejdsfortjeneste, ubrugte skoletilbud og familier, der langsomt mister fodfæstet.

I Aarhus har et frivilligt initiativ vist, at regnestykket kan vendes.

Med en fondsdonation fra Ebbefos Fonden på en halv million kroner og én fuldtidsansat pædagogisk leder har Klub Fristedet haft børn fra 80 familier tilknyttet siden november 2024. Og mindre end et år efter klubbens første dag vendte 10 af klubbens børn efter sommerferien tilbage til skolebænken.

Et af de børn er 12-årige Wilma, som ikke havde været i skole i 3,5 år, da hun startede i Klub Fristedet. Og uden klubben havde hun ifølge sin far, Thomas Andersen, stadig været hjemme.

”For hende har det betydet alt at komme ud og være sammen med nogle andre børn, hvor hun ikke var forkert eller fik at vide, at hun var syg, fordi hun ikke kunne deltage ligesom andre børn,” siger han.

Tryghed før mål

Men selvom det måske kan se sådan ud, så er formålet med Klub Fristedet ikke, at børnene skal tilbage i skole, fortæller initiativtager Lea Haller. Det er en afledt effekt.

”Vi startede klubben, fordi vi oplevede, at fokus i kommunens tilbud var, at børnene skulle tilbage i skole. For nogen er det jo fint, men hvis man er et barn, der er knækket, så nytter det ikke noget, at de voksne omkring én hele tiden er fokuseret på, at man skal tilbage til det sted, hvor man knækkede,” siger hun.

Lea Haller har selv to børn, som har kæmpet med ufrivilligt skolefravær, og hvor den ene er tilbage i skole efter at have gået i klubben. Hun oplevede, at børnene først og fremmest havde behov for at blive lyttet til og mærke, at de kan være en del af et fællesskab.

”Børnene ved godt, at de står uden for, og at andre børn er i skole lige nu. De føler en masse skam over at være anderledes. Men her møder de andre, som står det samme sted,” siger Lea Haller.

I Klub Fristedet starter man derfor et andet sted. Her taler ingen om fravær, timer eller skema. Børnene må komme ti minutter eller fire timer, sidde på skødet af mor eller far eller lege med de andre. Og når de tager hjem, er der ingen, der spørger, om de kommer igen i morgen. De siger bare, vi ses næste gang, fortæller pædagogisk leder Charlotte Højberg Lambrecht.

”Det betyder, at de får mulighed for at føle sig som værdige mennesker. Børnene får lov til at deltage på deres egne præmisser. Det gør en kæmpe forskel, at de ikke føler sig uden for i klubben, men oplever, at de kan få venner og føler, at de passer ind. Det er måske ikke deres ord, men det er sådan, jeg ser det fagligt,” fortæller hun.

 

Et samarbejde på armslængde

Aarhus Kommune peger jævnligt familier i retning af Klub Fristedet, men klubben er ikke en del af kommunens tilbud. Den drives af forældre og frivillige, og det er et krav, at børnene bliver fulgt af en tryg voksen, når de kommer i klubben.

Netop afstanden til kommunen er en del af forklaringen på, at det virker, fortæller Lea Haller.

”Jeg tror, det er nødt til at være et samarbejde, hvor kommunen bruger penge på en civilsamfundsindsats, men efter et armslængdeprincip.”

For det vil ikke virke som ren kommunal indsats, mener Lea Haller. Blandt de 80 familier, klubben har mødt, har de fleste forældre brændt sig på systemet, og tilliden er tyndslidt. En tillid, som civilsamfundet være med til at genopbygge.

”Men det er afgørende, at vi er et sted, som ikke er myndighed. Vi samarbejder gerne, men der skal være en armslængde, hvor det er ok, at vi ikke registrerer deltagelse og lægger præcise mål for, hvornår et barn skal starte i skole igen.”

Netop den balance mellem støtte og armslængde genkender Simon Calmar Andersen, leder af Trygfondens Børneforskningscenter. Han har en hypotese om, at effekten af sociale indsatser ofte falder, jo mere centralt de bliver defineret.

”Det, der gør en forskel for børnene, er samvær med voksne, hvor der er en god interaktion imellem dem. Men det kan man ikke lovgive sig til,” siger han.

Derfor står kommunerne i et strukturelt dilemma, når det kommer til indsatser som den, Klub Fristedet tilbyder i Aarhus, forklarer han.

”Man står mellem noget, som man ved virker, men som man ikke kan påvirke så meget og noget centralt, som måske ikke gør den store forskel, men som man kan kontrollere.”

Ifølge ham kan det være årsagen til, at kommuner ofte vælger centralt kontrollerede indsatser frem for de lokale og relationelle, selvom de sidste kan være mere effektive. Men det kan være en god ide for kommunerne at se mod civilsamfundet, fortæller Simon Calmar Andersen.

”Der er ikke så meget forskning omkring civilsamfundsinitiativer, men det kan bestemt være en lovende vej fremad at arbejde i den retning.”

Når barnet bestemmer tempoet

Trygheden og relationerne spillede også ind, da Wilma skulle starte i skole. Hun ville kun på betingelse af, at hun måtte blive ved med at komme i klub onsdag og fredag. Og det var fint, fortæller Charlotte Højberg Lambrecht.

”Vores mål var ikke at få hende på fuldt skema hurtigst muligt, men at bygge bro, så det blev trygt for hende at vende tilbage.”

Wilma var i klub tre fredage. Den fjerde fredag ringede faren og sagde, at hun havde valgt at tage i skole i stedet.

”Hvis vi havde bestemt, at hun ikke måtte komme i klub, havde det taget meget længere. Når alle andre bestemmer over én, har man brug for en fornemmelse af at blive taget alvorligt og blive anerkendt for at mærke, hvad man har brug for,” siger Charlotte Højberg Lambrecht.

Den tilgang er meget anderledes end, hvad Thomas Andersen oplevede, da kommunen og skolen forsøgte at få Wilma tilbage i skole.

”Hun afviste det hele dengang. Hun kunne godt lugte, at det for dem hele tiden handlede om, at hun skulle i skole. Og det ville hun jo ikke,” siger han.

Men med Klub Fristedets tilgang, hvor de voksne ikke en eneste gang har nævnt ordet skole, har det været helt anderledes, og Wilmas opstart i skolen har været gnidningsfri, fortæller han

”Det går over al forventning.”

December 2025

Høringssvar vedr. lovforslag om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben

Af

Høringssvar fra Ligeværd vedr. “Lovforslag om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben”:

Børnene og deres perspektiver skal være udgangspunktet

Når vi i Ligeværd taler med børn og unge med særlige behov, møder vi igen og igen fortællinger, der indeholder sætningen: “De voksne forstod mig ikke….”

Lovforslaget om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben berører en af skolens mest grundlæggende opgaver: at skabe tryghed og tillid mellem børn og voksne, mellem hjem og skole og mellem system og menneske. Vi anerkender den virkelighed, mange skoler og fagprofessionelle står i, hvor komplekse situationer og stigende mistrivsel udfordrer den daglige praksis.

Men vi ser også, at når magt bliver det sidste middel, skyldes det ofte, at alt det, der skulle komme før, relationen, nysgerrigheden og den tidlige indsats, ikke har fået tilstrækkelig faglig opmærksomhed.

Dette høringssvar tager udgangspunkt i de erfaringer og stemmer, der sjældent høres i høringer. De stemmer som vi i Ligeværd hører fra børnene selv og deres forældre. Deres fortællinger peger på en skolehverdag, der for mange er præget af støj, uforudsigelighed, høje krav og manglende forståelse for deres individuelle behov.

Rammer og ansvar kræver et solidt pædagogisk fundament

Det er afgørende, at skolen har klare retningslinjer for, hvordan der skal handles i situationer, hvor børn eller voksne er i fare. Det er lige så afgørende, at disse retningslinjer ikke står alene.

Hvis loven giver mulighed for fysisk indgriben, må det modsvares af lige så klare krav til forebyggelse, relationel praksis, dialog og systematisk børneinddragelse. Uden dette risikerer loven at adressere symptomerne frem for årsagerne.

Børn i mistrivsel reagerer ikke positivt på autoritet – de reagerer på relationer. De har brug for voksne, der har tid og kompetencer til at forstå deres perspektiv.

Uklarheder i lovforslaget kan underminere tillid og skabe uens praksis

Vi vil samtidig pege på en væsentlig risiko, som udspringer af de uklarheder, der fortsat findes i lovforslagets formuleringer – særligt i relation til, hvornår, i hvilke situationer og på hvilken måde fysisk guidning og indgriben må anvendes.

Hvis kriterierne ikke beskrives tydeligt og praksisnært, vil skolerne stå tilbage med for stort et fortolkningsrum. Det kan føre til uensartet praksis på tværs af landet og situationer, hvor lærere og pædagoger føler sig nødsaget til at handle uden klar faglig eller juridisk retning.

Sådanne situationer øger risikoen for uhensigtsmæssige indgreb og kan samtidig svække de tillidsfulde relationer, der er helt afgørende mellem elev, forældre og skole. For børn med særlige behov, som ofte er særligt sårbare over for misforståelser, ændrede signaler eller uforudsigelig praksis, kan uklarhed i reglerne få vidtrækkende konsekvenser for deres trivsel og oplevelse af tryghed.

Det er derfor væsentligt, at lovgivningen ledsages af klare definitioner, tydelige faglige kriterier og praksisnære retningslinjer, som kan omsættes til konsekvent og forudsigelig praksis. Kun sådan kan loven styrke, og ikke kompromittere, mulighederne for at opbygge og bevare tillid.

Forældrene som en central kilde til tidlig indsats

Skolens omsorgsansvar bæres i praksis i et tæt samspil mellem skole og hjem. I Ligeværd møder vi mange forældre, der, ofte længe før en konflikt udvikler sig, ser tegn på, at deres barn er overbelastet, misforstået eller på vej ind i mistrivsel. Disse erfaringer og bekymringer bør ikke ses og behandles som kritik, men som en værdifuld kilde til tidlig indsats.

Forældrenes viden om deres barns behov kan være afgørende for at forebygge misforståelser og undgå de situationer, hvor børn reagerer så kraftigt, at fysisk indgriben kommer i spil. Når skolen lytter aktivt til forældrenes perspektiver og integrerer deres viden i den pædagogiske praksis, styrker det både forståelsen, relationen og mulighederne for rettidig handling.

Det er derfor væsentligt, at lovgivningen understøtter et reelt og forpligtende samarbejde mellem skole og forældre som en del af den forebyggende indsats.

Børnenes erfaringer viser et tydeligt mønster

På baggrund af hundredvis af samtaler med børn og unge og deres forældre tegner der sig et gentaget oplevet mønster:

  • Der er for få voksne. Mange børn oplever, at ingen opdager deres signaler i tide. Især de stille børn overses.
  • Der mangler tryghed og forudsigelighed. Skiftende voksne, store klasser, ustrukturerede klasserum og højt støjniveau skaber utryghed
  • og forstærker mistrivsel.
  • Forskellighed har for lidt plads. Børn med autisme, angst eller opmærksomhedsudfordringer mødes ofte med krav før støtte.
  • Trivsel ses stadig som noget sekundært. For mange børn er trivsel ikke integreret som en forudsætning for læring – men som noget, der først kommer efter.
  • Social læring på skoleskemaet. Der er brug for et større fokus på at træne fællesskaber og sociale kompetencer hos børnene.
  • Der spørges for sjældent ind til børnenes egne oplevelser. Når konflikter opstår, efterspørges barnets perspektiv alt for sjældent.
  • Lovgivningen må tage udgangspunkt i at børns adfærd har altid en årsag. Det er de voksnes ansvar at forstå den.

Ligeværds anbefalinger

  1. Gør børns perspektiver til en integreret del af skolens omsorgsansvar
    Loven bør indeholde en tydelig forpligtelse til, at elever høres og inddrages efter enhver form for fysisk indgriben.
    Dette skal være en del af skolens pædagogiske praksis – ikke blot en administrativ øvelse.
    Inddragelsen bør ske roligt, respektfuldt og i samarbejde med en voksen, barnet har tillid til.
  2. Sæt forebyggelse og relationel praksis i centrum
    Hjemmel til fysisk indgriben kan aldrig stå alene.
    Der må stilles krav til, at skoler arbejder systematisk med forebyggelse, supervision, tværfagligt samarbejde og inkluderende læringsmiljøer.
  3. Etabler en evalueringskultur, der bygger på børnenes erfaringer
    En national opfølgning på magtanvendelser bør ikke alene måle hyppighed, men også omstændighederne før og effekten efter.
    Her bør elevernes egne oplevelser være en afgørende del af evalueringen.
  4. Giv skolerne de nødvendige forudsætninger for at lykkes
    Ingen lov kan fungere efter hensigten uden de nødvendige ressourcer.
    Der må investeres i flere veluddannede voksne, mindre klasser og specialiseret viden, der kan støtte samarbejdet med konkrete og praksisnære anvisninger på, hvordan der skal handles i både forebyggende og akutte situationer.
    Uden dette risikerer loven at pålægge skolerne et ansvar, som de reelt ikke kan løfte.
  5. Gør tidlig og løbende forældreinddragelse til almindelig praksis
    Forældre bør inddrages tidligt og systematisk som en central del af skolens omsorgs- og forebyggelsesarbejde.
    Deres viden om barnets behov kan forebygge konflikter og mindske risikoen for, at fysisk indgriben bliver nødvendig, og et tæt samarbejde styrker både tryghed og rettidig indsats.

Et menneskesyn i praksis

Vi anerkender behovet for tydelige rammer og beskyttelse af både børn og medarbejdere. Men skolen skal være et sted, hvor børn trygt kan lære, udvikle sig og begå fejl.

I Ligeværd arbejder vi for en skole, hvor børn mødes med forståelse frem for sanktioner, og hvor magtanvendelser forebygges gennem tillid, struktur og samarbejde.

Lovgivningen bør bygge på et centralt princip:
Barnets stemme skal ikke først høres, når konflikten opstår – men gennem hele forløbet op til.

Fra lovtekst til børneliv

Lovforslaget rummer mange problematiske elementer. Et meget stærkere fokus på inddragelse af børns stemmer, samarbejde med forældre og tidlige indsatser båret af forståelse og relationer vil kunne give forslaget potentiale til at styrke tilliden mellem børn og voksne i skolen. Det kræver dog, at loven understøtter de rammer, der skaber trivsel – ikke kun regulerer den adfærd, der opstår, når trivsel mangler.

Vi opfordrer derfor ministeriet til at lade både børnenes og forældrenes erfaringer være ledende for lovens udmøntning.

Lad os skabe en skole, hvor forståelsen kommer først.

Med venlig hilsen
Ligeværd
Esben Kullberg, direktør
Aarhus, d. 3. december 2025

Download Ligeværds høringssvar vedr. lovforslag om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben (pdf)

Høringssvar fra Ligeværd vedr. “Lovforslag om skolens omsorgsansvar og adgang til fysisk indgriben” blev sendt den 3. december 2025.