helene

Hvem passer på mit barn, når jeg dør?

Af

Børn med alvorlig funktionshæmning kommer aldrig til at klare sig selv. Derfor slipper forældrene aldrig ansvaret. Men hvem arver det – og hvordan forbereder man tiden efter sin egen død? For Annette Due Madsen starter det med at tale højt om det. 

Annette Due Madsen kunne godt tænke sig at tage sin 42-årige søn Frederik med i graven, når hun dør. Det er en svær tanke. Men det er en endnu sværere tanke, at han sandsynligvis skal leve videre i mange år uden hende og hendes mand.

”Der er noget urovækkende ved at overlade et barn, der ikke kan klare sig selv, til en fremtid, hvor man ikke kan være med,” siger hun.

Annette Due Madsen er forfatter til bogen Uden manual om livet som forælder til et barn med særlige behov. Hun er mor til Frederik, som har levet med en hjerneskade hele sit liv. Han kan gå, ride og nynne, men han kan ikke tale, og han bor på et bosted, fordi han har brug for hjælp til stort set alt.

”Jeg tænker den tanke af kærlighed. Vi med såkaldt normal begavelse har ofte indflydelse på vores egen tilværelse, men Frederik har ingen indflydelse. Han er afhængig af, at omgivelserne skaber noget godt omkring ham. Og jeg ved ikke, hvordan sociallovgivningen ser ud om 20 år. Det eneste, jeg er sikker på, er, at jeg ikke er her til at hjælpe Frederik med at navigere i den,” siger hun.

Hun har både skrevet om bekymringen i bogen ”Uden manual” og holdt foredrag om emnet ”Når vi ikke er her mere”, hvor hun har mødt andre forældre, der genkender den samme uro. Et foredrag, som aktuelt kan høres, når Ligeværd inviterer til inspirations- og netværksmøde i Roskilde 27. maj.

 

Tal højt om det

Det er et kunststykke at lægge en vej, som skal fortsætte længe efter sin egen endestation, og Annette Due Madsen har ikke alle svar. Men hendes bedste råd er at tale højt om det. Både med eventuelle søskende til ens barn og med andre forældre, fordi hun gerne vil inspirere andre til at tage samtalerne tidligt.

Det handler først og fremmest om at undgå tavsheden, fordi hun mener, at tavshed i sig selv skaber værre scenarier. I sit arbejde har hun hørt om søskende, som først på forældrenes dødsleje bliver bedt om at love at tage et ansvar, som man ikke har fået talt om på forhånd.

”Det er alt for sent at tage den samtale på dødslejet, og det efterlader søskende med både skyld og usikkerhed og måske også vrede,” siger hun.

Derfor forsøger hun at foregribe fremtiden, mens der stadig er tid til at forme den sammen. Samtidig anerkender hun, at samtalen i mange familier kan være svær at få gang i.

”Det handler jo om at lave en forventningsafstemning. For mig handler det om både at hjælpe Frederiks søskende til at tage skæbnen på sig og samtidig sikre, at de ikke stiller for store krav til sig selv. Mange søskende registrerer jo forældrenes adfærd, men mine børn kan godt sikre, at Frederik har en værdig hverdag uden at have samme niveau i forhold til besøg og engagement, som jeg har haft,” siger hun.

En aften mødte hun en kvinde, som fortalte, at hendes bror havde fyldt så meget i hendes opvækst, at hun havde svært ved at overskue at tage vare på ham. Sådanne følelser har forældre et vigtigt ansvar for at anerkende og få frem i lyset, mener Due Madsen

”Han kan jo have fyldt så meget, så hun meget tit har skulle tilsidesætte sine egne behov og er blevet gjort så lille, så hun næsten ikke magter at arve det ansvar. Det kan jeg godt forstå. Og vi skal have en åben samtale om det, så der ikke skal ligge en skjult forventning om på hvilken måde, man skal være den, der tager ansvar.”

 

Et ulige testamente

En gammel amerikansk talemåde lyder, at penge ikke kan købe lykke, men det kan hjælpe på det. Har man en arv, kan man også gennemtænke de forhold i relation til ens barn med særlige behov. For nogen vil det måske give mening at lade størstedelen gå til dem, som arver ansvaret for en bror eller søster med funktionsnedsættelser.

Det har Annette Due Madsen gjort, selvom det ikke har været let at gøre forskel på sine børn i sit testamente. For hvem er hun som forælder, når hun har besluttet, at Frederiks søskende skal arve mere end ham?

”Der tager man da nogle runder med sig selv. For det er jo ikke en forskel i kærlighed, men en forskel i behov. Frederik vil ikke have glæde af at eje en tredjedel af et sommerhus. Han får sin pension og bor et sted, hvor der er husleje og mad, men derudover har han ikke et særlig stort forbrug,” siger hun.

Flere steder kan penge være tabu, men for Annette Due Madsen er arven en del af samtalen med søskende. For når de arver mere end ham, så håber hun også, at de vil sørge for, at noget af arven vil komme Frederik til gode på den måde, de finder bedst, når hun er væk.

”Det har vi været åbne om, og de ved, hvordan testamentet ser ud. De bærer jo også en sorg over, at de har en bror, der ikke er som andre,” siger hun og påpeger, at det jo ikke er en selvfølge, at der er noget at arve i alle familier.

Samtidig har hun mødt forældre, der har delt arven på en anden måde, fordi deres barn var langt bedre fungerende end Frederik. Enhver situation har sin egen kompleksitet, som hun siger, og derfor er ideen om et ulige testamente først og fremmest en inspiration til at tænke anderledes i familier med særlige vilkår.

 

At bære sin skæbne

Hvor den økonomiske arv kan være forskellig, så er der også en arv, som ligger fast: Ansvaret for en bror eller søster med funktionsnedsættelser. Og samtalen om dét er langt vigtigere end de penge, der måske følger med.

”Vi er jo mange mennesker, der skal leve med, at livet ikke altid gik, som vi havde drømt om. For Frederiks søskende er det jo også deres livsskæbne, at han er deres bror. Og jeg tror også, at samtalen hjælper dem til at tage livet på sig, sådan som det er,” siger hun.

På samme måde er der også tilfælde, hvor der ikke er nogen søskende, eller der er søskende, som ikke vil eller kan påtage sig ansvaret. Det kan opleves meget svært, for de forældre har ingen at appellere til. Men Due Madsen har alligevel hørt om konstruktioner, som kan fungere.

”Det er en stor mundfuld for venner eller perifer familie, men man kunne måske finde en gruppe, der gik sammen, så man ikke pålægger et enkelt menneske opgaven. Det skal jo være nogen, der er yngre, for de jævnaldrende dør ofte samtidig med én selv, men hvis man breder ansvaret ud, så bliver det måske lettere at spørge om. Og så man jo lade en eventuel arv følge med,” siger hun.

Man kan ikke sikre sine børn imod alt, hvad livet bringer. For eksempel ligger fremtidens sociallovgivning langt uden for ens kontrol, og derfor forsøger Annette Due Madsen at fokusere på det, hun faktisk kan påvirke.

”Man kan virkelig bekymre sig meget uden at få noget ud af det. Bekymring kan kun noget, hvis det fører til handling. Men hvis den bare ligger som en dødvægt, så risikerer den jo at føre til mere skade en gavn,” siger hun.

 

Tip fra Annette Due Madsen

Måske vil det være vigtigt at skrive ens barns livshistorie ned, så den ligger der, når vi ikke er mere. For måske er vores barn ikke selv i stand til at fortælle den til fremtidige hjælpere og instanser og andre kontakter, og dermed kan fortællingen så sige dø ud. Måske skal vi også skrive et dokument om de ting, der vil være vigtige for os fremadrettet, når vi ikke er her mere. Velvidende at vi ikke kan være sikre på, at der tages højde for det – men vi kan forsøge at forberede tingene på så mange niveauer og kanaler som muligt.

 

Kom til et gratis oplæg med Annette Due Madsen og mød andre forældre

Ligeværd Forældre og Netværk i Roskilde inviterer til en gratis aften, hvor Annette Due Madsen holder oplægget “Når vi forældre ikke er her mere”.

Det er den 27. maj 2026

Det er gratis, men tilmelding er nødvendigt, så vi kan sørge for kaffe, the og kage til dig.

Læs mere og tilmeld dig arrangementet den 27. maj 2026

Et liv i kamp-mode: Da Rikke fik et netværk, fik hun et sprog for alt det, hun før stod alene med

Af

En stor del af Rikke Bolvigs liv har været i kamp-mode. En følelse, som mange forældre til børn med særlige behov kender, men som alt for mange står alene med. Først da hun mødte andre forældre, kunne hun sænke skuldrene. I dag hjælper hun forældre med at finde hinanden, fordi hun ved, at ingen skal bære det alene.

 

I mange år fik Rikke Vingaard Bolvig at vide, at hendes børn var ”de værste børn i hele Aalborg Kommune”. Men da hun stiftede foreningen BHOV sammen med Malene Qvist Simoni, gik det op for hende, at hun ikke var alene. Mange andre forældre havde fået samme besked.

”Det var lidt træls at få at vide, at man aldrig har set så grelle eksempler, når det også er blevet sagt til 100 andre forældre,” siger hun.

Hende og Malene fik øjnene op for, at noget ikke stemte, da Aalborg Kommune fremlagde et meget lavt tal for, hvor få børn der stod uden for skolen.

”Vi fandt ud af, at vi begge to kendte alle de børn. Det var bare ikke de samme, vi kendte,” siger hun.

De begyndte derfor at undersøge sagen selv og fandt hurtigt frem til 149 børn, som ikke gik i skole. Derfor stiftede de foreningen BHOV for forældre til børn med særlige behov i Aalborg, som i løbet af ingen tid rundede 1.000 forældremedlemmer, der alle stod med en oplevelse af at kæmpe alene imod et system, som ikke syntes skabt til deres børn.

”Det var dér, jeg for alvor fik øjnene op for, hvor mange der stod i de her udfordringer,” siger hun.

”Når tallet pludselig hed 1.000 alene i Aalborg, kunne jeg bedre trække vejret. Det var en kæmpe befrielse at møde andre forældre, der forstod én, og hvor man ikke blev set mærkeligt på, fordi man gjorde tingene lidt anderledes. Det gav et sprog for det, som jeg før stod alene med, og som andre forældre aldrig forstod.”

Det var på det tidspunkt, hun besluttede, at hun ville arbejde for, at flere forældre skulle få øje på hinanden.

”Når man er forælder til et barn med særlige behov, så trækker man vejret i den øverste del af brystkassen. Men i det her forum, kan man pludselig høre de her dybe suk og se, at deres skuldre falder ned. Det er guld værd.”

 

Frirum med sænkede skuldre

Henover efteråret og vinteren 2025-26 afholder frivillige i Ligeværd Inspirations- og netværksmøder i fem byer, hvor forældre til børn med særlige behov kan få øje på hinanden. Rikke Bolvigs egne børn er voksne nu, og hun er mormor til to små piger. Alligevel har hun meldt sig som ansvarlig for en møderække på i alt seks møder i Aalborg.

Fordi noget af det, der gav hende luft, da hendes børn var små, var at komme et sted, hvor der var andre familier.

”En stor del af mit liv har været i kamp- eller forsvars-mode. Og man skal forstå, at sådan er det for mange af de her forældre. Så det med at få et netværk og opdage, at jeg ikke var tosset – at mange stod i lignende situationer med børn, der mindede om mine – det var et frirum,” siger hun.

Det var mindre vigtigt for hende, om børnenes udfordringer var helt de samme, fortæller hun. For forældrenes udfordringer lignede hinanden. En oplevelse hun også har, når hun i dag ser den næste generation af forældre, der møder hinanden til inspirations- og netværksmøderne.

”Når man er forælder til et barn med særlige behov, så trækker man vejret i den øverste del af brystkassen. Men i det her forum, kan man pludselig høre de her dybe suk og se, at deres skuldre falder ned. Det er guld værd,” siger hun.


Uddannelse til førtidspension

For nylig lagde den anerkendte familievejleder Lola Jensen en video på Facebook, hvor hun bakkede op om et narrativ, som provokerer Rikke Bolvig: At børnenes udfordringer handler om opdragelsen.

Videoen er set over en halv million gange og får i kommentarporet mange rosende ord med på vejen fra lærere og forældre, som er enige. Men sammen med Mattias Tesfayes ”PDO”, lægger den slags et unødvendigt pres på forældre til de børn i Danmark, som har det allerværst, mener Rikke Bolvig.

”Forhåbentlig var det godt ment, men hun ved tydeligvis ikke, hvad hun taler om. Hun udskammer faktisk forældrene og siger, at de bare skal bruge de her råd, som jeg ved, at de allerede har prøvet.”

En undersøgelse fra Region Nord viser, at der kan gå fem år, fra forældre oplever et problem, til barnet bliver henvist til en udredning. Samtidig peger skoleledere oftest på forældrene som hovedårsagen til problemerne, mens fagfolk kun yderst sjældent vurderer egen praksis som årsag, som Ligeværd tidligere har afdækket.

”Jeg ville ønske, at man lyttede mere til forældrene i stedet for at stemple dem som ’familier, der ikke kan’. Det er ikke i orden, når en del af problemet er strukturelt, og det bliver jeg indigneret over,” siger hun.

”Med tiden viser det sig jo som regel, at forældrene har ret i deres vurderinger, men ansvaret for at børnene får et ordentligt skoletilbud ligger ikke kun hos familierne. Det er et strukturelt problem, som betyder, at vi lige nu uddanner vores børn til førtidspension,” siger hun.

 

”Det tænder en gnist i øjnene på dem, når de møder nogen, der ikke stempler dem. Som siger ”ja”, og som forstår.”


Sorgen over at have børn der har det skidt

For Rikke Bolvig var det i mange år en stor sorg, at hendes børn havde det så svært, imens hun kæmpede med et system, der længe pegede på hende.

”Det er David mod Goliat. Og når jeg ser på de her forældre i dag, som får skudt PDO i skoen, så genkender jeg deres følelser og den afmagt, de giver udtryk for. Jeg kender ingen forældre, der ikke gerne vil have børn, der bare følger normen,” siger hun.

Derfor håber hun, at mange forældre vil deltage i Ligeværds netværk. Dels fordi hun fornemmer, at de tektoniske plader under Aalborg Kommunes skolepolitik er ved at rykke sig, fordi så mange forældre står sammen. Men især fordi det gør en forskel for dem, der har det svært lige nu, og som ikke bliver hjulpet, imens et langsomt politisk system sadler om.

”Det tænder en gnist i øjnene på dem, når de møder nogen, der ikke stempler dem. Som siger ”ja”, og som forstår. Og så er der hele videndelingen. Når de giver hinanden tips og tricks til at navigere i det system, der er. Det er det vigtigste ved vores forældrenetværk,” fortæller hun.

 

OM RIKKE BOLVIG

55 år

Gift med Søren

Mor til Mathilde, Amalie og Daniel

Formand for Ligeværd Forældre & Netværk i Aalborg og ambassadør for Ligeværd i Region Nord

Næstformand i Foreningen BHOV

Sygeplejerske

 

KLIK OG FIND DIT FORÆLDRENETVÆRK HER

Hun tog til foredrag en lørdag formiddag. Et år efter går hendes søn i skole igen

Af

Kristinas søn havde været hjemme i mere end fem år med ufrivilligt skolefravær. En frokostsnak i Ligeværd blev vendepunktet.

For et år siden kunne Kristina Julstrøm bryde ud i gråd, hvis nogen bare kiggede på hende. Sønnen havde haft ufrivilligt skolefravær som følge af mistrivsel siden børnehaveklassen og var nu fuldtidssygemeldt.

”Jeg var sindssygt presset. Jeg skulle passe et arbejde og passe en dreng på fuldtid derhjemme og få en familie til at fungere. Det var fuldstændig uoverskueligt,” siger hun.

Hun havde aldrig hørt om Ligeværd, da hun tog til foredrag en lørdag formiddag i marts sidste år. Men den lørdag blev begyndelsen på noget, der ændrede familiens liv.

Et tilfældigt møde

Hun higede efter nogen, der kunne fortælle hende, hvad hun skulle gøre. Og foredraget ”Fra mistrivsel til trivsel” lignede svaret på hendes længsler.

”Det var et megagodt foredrag, men det, jeg gik derfra med var ti gange mere værd,” siger hun.

Ved frokosten efter foredraget fortalte en anden forælder om Nordskovens Friskole, som Kristina aldrig havde hørt om. Hun googlede samme aften, ringede til skolelederen mandag morgen. Derfra gik det stærkt, og i dag går Sofus i skole tre dage om ugen.

”Hvis jeg ikke havde mødt op til det arrangement, og hvis jeg ikke lige havde siddet og snakket med Belinda, så var jeg jo aldrig blevet opmærksom på, at den her lille skole fandtes,” siger hun.

Og selvom det kræver tre timers transport hver dag, så betyder det ingenting for den 37-årige mor.

”Jeg er fuldstændig ligeglad, om jeg skal køre til månen og tilbage igen, fordi min søn trives.”

 

“Jeg har gået rigtig længe med en ensomhedsfølelse og tænkt, om det var sådan, vi skulle leve for evigt. Men jeg føler mig ikke længere alene i verden.”

 

Nogen af læne sig opad

For første gang i mange år har Kristina Julstrøms familie en hverdag, der hænger sammen. Men det handler ikke kun om skole. For hende handler det om at have nogen at læne sig opad og have et sted, hvor man ikke skal forklare sig selv fra bunden.

”Jeg har gået rigtig længe med en ensomhedsfølelse og tænkt, om det var sådan, vi skulle leve for evigt. Men jeg føler mig ikke længere alene i verden,” fortæller hun.

”Jeg kom for at få konkret viden, men jeg gik derfra med nogle nye venskaber. Nogle, jeg kan spejle mig i, og nogen jeg kan henvende mig til, hvis jeg tænker, at livet er surt lige nu, og som vil forstå, hvad det er, jeg siger,” fortæller hun.

 

Vil du også møde andre forældre, der forstår din situation?

Se Ligeværds kommende arrangementer for forældre her.

Ligeværd søger en journalist med ansvar for podcast, webinar og presse

Af

Ligeværd søger en journalist med ansvar for podcast, webinar og presse

 – med sans for stemmer, fællesskaber og forandring

Der er historier, der ikke råber højest; men som betyder mest.
Dem arbejder vi med i Ligeværd.

Vi søger en journalist, der kan give stemme til børn, unge og voksne med særlige behov og deres familier, og som mestrer både det talte og det skrevne ord.

Din kerneopgave bliver at udvikle og producere podcasts og webinarer. Og samtidig skal du hjælpe os med at få vores historier ud i medierne.

Erfaring som journalist på et medie eller som pressemedarbejder i en organisation vil derfor være et plus.

 

Dine opgaver

Du bliver en central del af Ligeværds kommunikation og organisationsudvikling. Dine opgaver spænder bredt, men hænger sammen:

  • Udvikle og producere podcasts og webinarer
    Ligeværd rummer mange historier og gemmer på meget viden om et lille område. Du skal stå i spidsen for udviklingen af podcast- og webinar-koncepter fra idé til optagelse, redigering og publicering.
  • Arbejde med presse, PR og opinionsstof
    Vi har mange historier og perspektiver, som fortjener større gennemslag. Du skal være med til at bringe dem i spil i nutidens medievirkelighed – gennem pressearbejde, pitch, debatindlæg og strategisk formidling.
  • Bidrage til et løbende digitalt udgivelsesflow
    Ligeværd udgiver i dag et fysisk magasin to gange om året. Men vi skal også publicere mere aktuelt og i et højere tempo. Med afsæt i podcastproduktionen skal du være med til at udvikle formater og publiceringsrytmer, der passer til en moderne virkelighed.
  • Bidrage til Ligeværds samlede kommunikation
    Du samarbejder med vores kommunikationsansvarlige samt vores fællesskabsudvikler om at få indholdet ud og genbruge det på tværs af kanaler, så Ligeværds holdninger, indsatser og værdier bliver relevante og tydelige for medlemmer, interessenter, politikere og beslutningstagere.
  • Arbejde tæt sammen med fællesskabsudvikleren
    Kommunikation er ikke kun noget, der udsendes. Det er også noget, der skaber deltagelse. Du bliver en tæt makker med vores nye fællesskabsudvikler og er med til at bruge journalistik og formidling som drivkraft for engagement, følgeskab og nye fællesskaber.
  • Understøtte den politiske interessevaretagelse
    Stillingen ligger tæt på Ligeværds politiske arbejde. Erfaring med eller interesse for politisk journalistik, civilsamfund og interessevaretagelse er derfor en klar fordel.

 

Hvem er du?

Du er journalist i faglighed, metode og selvforståelse. Og så genkender du dig selv i flere af disse beskrivelser:

  • Du har erfaring med eller stærk interesse for podcast- og webinarproduktion
  • Du kan både være vært og få produktionen til at spille – teknisk og redaktionelt
  • Du har erfaring med pressearbejde og pitch til medier
  • Du er en meget sikker skribent, der kan formidle komplekst stof klart, præcist og levende
  • Du arbejder struktureret, men tænker kreativt i formater, vinkler og fortællinger
  • Du har blik for, hvordan journalistik kan skabe forandring og ikke bare opmærksomhed
  • Du trives i et tæt, tillidsfuldt arbejdsfællesskab, hvor man deler viden og løfter i flok
  • Du motiveres af civilsamfundets rolle og af at arbejde for en sag, der betyder noget for andre end dig selv

 

Hvorfor Ligeværd?

Ligeværd er i gang med en ambitiøs organisationsudviklingsproces. Vi arbejder målrettet med at styrke vores kommunikation, fællesskaber og politiske gennemslagskraft, og denne stilling er en vigtig del af den bevægelse.

 

Hos os får du:

  • Stor faglig frihed og tillid
  • Stor personlig frihed under ansvar
  • Et godt kollegaskab blandt 14 gode mennesker centralt i Aarhus
  • Stort kreativt spillerum og gode muligheder for at præge både formater, indhold og retning i dit arbejde
  • Et tæt samarbejde med to kommunikationskollegaer
  • Et arbejdsfællesskab præget af engagement, ordentlighed og høj faglighed
  • En hverdag, hvor journalistik ikke er et middel i sig selv, men et redskab til at skabe ligeværd

 

Praktisk

Stillingen er på 37 timer ugentligt og ønskes besat snarest.

Arbejdssted er Evald Krogs Gade 14, 8000 Aarhus C, med mulighed for fleksibilitet.

 

Ansøgning og CV sendes til gitte@ligevaerd.dk senest 18. marts kl. 12.00

 

Samtaler: 1. samtale afholdes d. 23. marts. Hvis du går videre til 2. samtale d. 27. marts, vil du få en opgave, du skal løse, og du skal medbringe portfolio med udvalgte kommunikationsprodukter.

 

Eventuelle spørgsmål

Direktør Esben Kullberg, esben@ligevaerd.dk, 24972718

Journalist og fællesskabsudvikler Lasse Mors, lasse@ligevaerd.dk, 22560117

 

Vi glæder os til at høre fra dig.

Jobcentrene nedlægges. Unge med særlige behov risikerer at betale prisen

Af

Mens kommunerne omorganiserer beskæftigelsesindsatserne, nedlægger jobcentre og fyrer medarbejdere, er spørgsmålet, hvem der tager ansvar for de unge, der har brug for mest støtte.

Hvis man arbejder med beskæftigelsesindsatser for udsatte unge, er det tydeligt, at kommunerne er i gang med den største omstilling af beskæftigelsesindsatsen i årtier. Der skal spares omkring 3 mia. kr. årligt, og op mod hver fjerde jobcentermedarbejder vil antageligt forsvinde. Allerede nu melder faglige organisationer og kommunale ledelser om usikkerhed, omorganiseringer og fyringer, og advarslerne lyder på, at de mest sårbare borgere risikerer at blive tabt i overgangsfasen.

Beskæftigelsesministeren har åbent erkendt, at reformen vil føre til færre ansatte i systemet, fordi “der bliver færre opgaver”. Men flere arbejdsmarkedsforskere peger på, at besparelser i den størrelsesorden næppe kan gennemføres uden konsekvenser for kvaliteten af indsatsen. Særligt borgere, der har behov for tæt, sammenhængende og langvarig støtte, kan blive ramt hårdt.

“Besparelserne rammer nogle af de mest sårbare, altså dem der har allermest brug for en hjælpende hånd fra jobcentret. De risikerer at blive ladt i stikken,” har arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard udtalt til Akademikerbladet i en artikel fra februar 2025.

Også Kommunernes Landsforening har advaret om konsekvenserne. “Vi frygter, at det i allerhøjeste grad vil ramme dem, der har mest brug for en tæt og håndholdt hjælp. Det vil give bagslag og en mindre værdig indsats for især de udsatte,” sagde Steen Christiansen, Albertslunds borgmester og formand for KL’s Arbejdsmarkedsudvalg, i forbindelse med aftalen om reformen.

 

Ressourceforløb forsvinder – ansvaret placeres lokalt

Fra 1. februar 2026 ophæves ressourceforløbsordningen. Dermed forsvinder den sidste nationalt definerede ramme for langvarige, tværfaglige beskæftigelsesforløb for borgere med komplekse problemer. Fremover bliver det alene op til den enkelte kommune at vurdere, hvordan indsatsen for borgere, der tidligere ville have været i målgruppen for ressourceforløb, skal tilrettelægges.

Reformen indebærer, at kommunerne fortsat kan sammensætte tværfaglige indsatser på tværs af beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet, men uden en fælles struktur, forpligtelse eller national ramme. I en periode præget af besparelser, personalereduktioner og organisatorisk omstilling øger det risikoen for mere fragmenterede og kortsigtede forløb.

Ophævelsen ændrer ikke kriterierne for førtidspension, men kravet om, at arbejdsevnen først skal være afprøvet i et ressourceforløb, bortfalder. Det stiller samtidig større krav til kommunernes dokumentation, faglige vurderinger og evne til at sikre sammenhæng, og det netop i en tid, hvor kapaciteten er under pres.

 

Unge med særlige behov i risikozonen

I Ligeværd er bekymringen især rettet mod unge med særlige behov, som i forvejen står på kanten af arbejdsmarkedet, og som meget sjældent profiterer af standardiserede beskæftigelsesforløb. For denne gruppe er kontinuitet, relationer og koordination mellem uddannelse, social støtte og beskæftigelse afgørende.

Tallene er i forvejen alarmerende. I 2022 var kun omkring 19 procent af unge, der havde afsluttet en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu), i job eller uddannelse et år efter. Uden målrettet og vedvarende opfølgning risikerer mange i stedet langvarige forløb på offentlig forsørgelse.

Netop derfor har Reformkommissionen tidligere peget på civilsamfundets rolle som en del af løsningen. “De gange hvor kommuner laver et systematisk samarbejde med civilsamfundsorganisationer om at få unge i job, så flytter det meget mere,” har Nina Smith, formand for Reformkommissionen, sagt i et interview med magasinet Ligeværd. (Læs interviewet her).

 

Dokumenterede løsninger findes, men kommunerne tøver

Et konkret eksempel er Joballiancen, et samarbejde mellem civilsamfund, kommuner og virksomheder, der har udviklet en særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats for unge med særlige behov i overgangen fra stu til arbejdsmarkedet. Evalueringer viser, at over 80 procent af deltagerne kom i job eller uddannelse. Det er et markant brud med de generelle statistikker for målgruppen. Samtidig peger økonomiske analyser på, at indsatsen kan give en offentlig nettogevinst allerede på kort sigt.

I et system, hvor ressourceforløb ikke længere findes, kan sådanne indsatser reelt fungere som den struktur, der ellers risikerer at forsvinde: langvarig støtte, stabile relationer og tæt samspil mellem borger, kommune og arbejdsmarked.

Alligevel er det Ligeværds aktuelle erfaring, at kommunerne i meget begrænset omfang har kapacitet eller overskud til at indgå i nye samarbejder netop nu. Omstillingen fylder alt.

 

Omstilling må ikke blive stilstand

Det er forståeligt, at kommunerne er pressede. Men risikoen er, at reformperioden udvikler sig til et vakuum, hvor nye løsninger sættes på pause, og hvor unge med særlige behov bliver de usynlige tabere.

Når beskæftigelsesindsatsen alligevel skal gentænkes, bør blikket løftes mod de veldokumenterede civilsamfundsindsatser, der allerede leverer resultater for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Ligeværds appel til kommunale ledere og lokalpolitikere er derfor klar: Når beskæftigelsesindsatsen alligevel skal gentænkes, bør blikket løftes mod de veldokumenterede civilsamfundsindsatser, der allerede leverer resultater for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Omstilling må ikke blive ensbetydende med stilstand. Tværtimod kan den blive et afsæt for klogere samarbejder, mere sammenhængende forløb og en beskæftigelsesindsats, der også i praksis lever op til ambitionerne om værdighed. Også for dem, der har sværest ved at råbe op.

Februar 2026

Festival Vi To lyser op i mørket af skæve blikke og berøringsangst

Af

Josephine Winther-Poupinel mærker hver eneste dag skæve blikke og berøringsangst, når hun færdes i byen med sin søn Jonathan. Jonathan er 8 år og har infantil autisme. Det er denne berøringsangst, der inspirerede Josephine til at skabe noget, der kunne bygge bro mellem almen- og specialområdet. Det blev til Festival Vi To.

Et smil kan ændre en dag

”Hver eneste dag”, lyder svaret på spørgsmålet om hvor ofte Josephine oplever, at Jonathan bliver mødt med undrende og skæve blikke. Josephine uddyber her, hvad hun oplever:

”Det sker, når vi træder ind på en café, og folk hører Jonathans lyde i stedet for et sprog. Det sker, når vi er i et supermarked, og han opfører sig anderledes. For eksempel er han rigtig dårlig til at stå i kø. Han forstår simpelthen ikke kø-konceptet, så han går bare direkte op til kassen. Det er der nogen, der synes, kan være uopdragent eller dårlig opførsel. Det er det ikke. Han forstår det bare ikke. Det er en del af hans handicap. Det er en anden måde at være i verden på.”

De mange blikke gør ondt i Josephines moderhjerte, og hun ville ønske, at flere mennesker havde overskud til at møde hende og Jonathan på en anden måde.

“…Jeg ville ønske, at folk kunne finde et smil frem. At vi måske i virkeligheden bare blev mødt med lidt mere overskud fra vores medborgere…”

”Jeg ville ønske, at folk kunne finde et smil frem. At vi måske i virkeligheden bare blev mødt med lidt mere overskud fra vores medborgere. Når vi så bliver mødt med et overskud – om det er en tålmodig ekspedient eller en sød dame i køen eller nogen i svømmehallen, der bare lige svømmer lidt til højre, så Jonathan kan være der – det betyder alt. Hele min dag kan jo være ændret til det positive, fordi jeg har haft den her dejlige oplevelse.”

Selv på Jonathans specialskole oplever Josephine denne berøringsangst. Hun fortæller, at voksne mennesker, der kommer på besøg, næsten ikke tør sige hej til børnene. Det er som om, at de er bange for at gøre noget forkert.

Det var en samtale med skolelederen om denne berøringsangst, der satte tankerne i gang om at skabe en oplevelse for skolens børn, som også kunne bidrage til mangfoldighed.

”Vi ønskede at lave noget, der gjorde en forskel for vores børn og som var 100 % på deres præmisser – en anderledes dag, hvor de kunne mærke, at den var skræddersyet til dem. Samtidig ville vi gerne sætte fokus på mangfoldighed og den her barriere der er, hvor mange ikke tør at sige hej til et barn, som måske opfører sig anderledes.”

 

Energi midt i det svære

For forældrebestyrelsen og de frivillige var det afgørende, at festivalen ikke kun blev endnu et arrangement, men en oplevelse båret af god energi. Josephine sætter her ord på en erfaring, mange forældre til børn med særlige behov kan genkende – men som sjældent bliver sagt højt:

”Når du får et barn med særlige behov, er det en sorg, du skal leve med, bearbejde og acceptere resten af dit liv. Det er en livslang opgave. Der er så mange ting, der er svære, og det hele er lidt tungt. Så vi havde det sådan: Hvordan kan vi lave noget, der er godt, og giver lidt energi? For det er der også brug for. Og samtidig ville vi gerne bygge den her bro, så vi skulle finde noget, som en neurotypisk børnegruppe, og en børnegruppe med særlige behov kunne mødes i. Og der kom musikken op som et emne. Musik forstår vi alle sammen. Der er forskellige måder at opleve musik på, og det kan godt være, at du ikke kan synge sangen, men alle kan mærke den glade følelse, som musik kan give dig.”

God energi og grundig forberedelse

At skabe en festival for børn med meget forskellige behov kræver mere end en scene og et program. Det kræver mange møder, frivillige hænder, et meget stort engagement fra skolens ledelse og lærere, faglig viden og stor opmærksomhed på børnenes præmisser, fortæller Josephine.

”Der kan ikke kun være én popcornbod, fordi mange af børnene kan ikke finde ud af at stå i kø. Så der skal være fem af dem. Der skal være tre hoppeborge, fordi den her børnegruppe oftest er meget glad for at bevæge sig fysisk – medmindre man sidder i kørestol, selvfølgelig. Hvordan kan der være stillezoner? Hvordan kan der være iPad-zoner? Kan der være høreværn til børn? Vi fik også sammen med fysioterapeuterne og ergoterapeuterne lavet et rum, hvor der var en forhindringsbane i nogle mere rolige omgivelser. Vi forsøgte at tænke alt ind.”

Forberedelsen handlede også om at gøre børnene trygge:

“Der var virkelig meget forberedelse med børnene. For eksempel hørte de Malte Eberts julesang i musiktimerne en måned op til, fordi han optrådte til Vi To, og vi har arbejdet med særlige Vi To piktogrammer op til dagen”

Josephine fremhæver især de fagpersoner, der til daglig arbejder med børn med særlige behov:

”Jeg bøjer mig i støvet og tager hatten af for ansatte, der arbejder med særlige behov hver evig eneste dag. For de er jo vant til, når de skal på tur med deres børn, så ved de præcis, hvad det kræver. De ved, hvad det kræver af forberedelse – piktogrammer, PECS-mapper, høreværn, iPads der skal med på tur, bleer – alle de der ting der kan gøre det til en god oplevelse.”

Selvom opgaven var omfattende, blev arbejdet båret af en særlig energi, fortæller Josephine:

”Det, der rører mig mest i Vi To, er hele den energi, der var omkring det – både fra lærere, forældre og frivillige. Det er også tankevækkende, hvordan vi i det private og i vores eget netværk har kunnet få folk til at hjælpe, når systemet ikke kunne.”

”Det, der rører mig mest i Vi To, er hele den energi, der var omkring det – både fra lærere, forældre og frivillige….”

Når musikken bygger bro

Festival Vi To havde som mission at bygge bro mellem almen- og specialområdet og bidrage til mangfoldighed. Josephine har mange fine glimt med fra festivalen, der bekræfter hende i, at de nåede i mål og fortæller her om et af dem:

”Der var nogle børn ved scenen, som jeg hørte sige: ’Det her har været en af de bedste dage nogensinde’. Og der kunne jeg jo simpelthen ikke holde tårerne tilbage. ”

Josephine fortæller videre om, hvad Festival Vi To har betydet.

”Jeg har fået øjnene op for, at børnene ikke er lige så berøringsangste som voksne. Det, synes jeg, er enormt skønt. Og det er også derfor, jeg synes, den her festival er så vigtig. For hvis man lærer børn, at selvom du er anderledes eller ikke har et sprog, så er der nogle andre ting, hvor I bare er to børn, der mødes i et fællesskab omkring musikken. Jeg tror, de voksne er enormt bange for at gøre noget forkert. Det er der selvfølgelig også mange børn, der er, men der er en anden tilgang hos børnene – de fornægter ikke anderledesheden, men går til forskelligheder og udfordringer på en kærlig og mere matter of fact måde. Det kan vi voksne godt lære noget af.”

Fra berøringsangst til ligeværd

Festival Vi To handler ikke kun om én dag med musik og fællesskab. Den peger på en langt større samfundsmæssig udfordring: hvordan vi lærer børn – og voksne – at møde hinanden på tværs af forskelle. For ifølge Josephine har det en høj pris på sigt, hvis vi ikke lykkes med den opgave:

“Jeg tænker, at man gør børn med særlige behov – eller den gruppe i vores samfund, som har handicap – til en minoritet i endnu højere grad, end de er i forvejen. Jeg synes, de bliver gjort til andenrangsborgere. Det forstærker følelsen af ikke at have en stemme, når man ikke bliver behandlet ligeværdigt.”

Netop derfor har mødet mellem børn fra special- og almenområdet under Festival Vi To sat yderligere tanker i gang hos Josephine om, hvordan vi som samfund ser og opdeler vores børn:

“Jeg ville virkelig ønske, at man også politisk kunne bevæge sig væk fra ‘special’ og ‘almen’ og i stedet se det som et spørgsmål om menneskesyn. Det handler om, hvordan vi behandler vores medmennesker – om de har en funktionsnedsættelse, et fysisk handicap eller noget helt tredje. I sidste ende handler det om at møde hinanden med overskud – men vigtigst af alt – ligeværd.”

Festival Vi To viste, at når vi tør mødes – børn som voksne – kan berøringsangst blive til nysgerrighed, og forskellighed blive til fællesskab. Og måske begynder ligeværd netop dér, hvor vi ser mennesket først.

JOSEPHINE WINTHER-POUPINEL

Arbejder som COO på arkitektstuen Spacon

20 års erfaring fra reklamebranchen

Partner og kommerciel direktør i kunstudstillingen other circle

Mor til Jonathan på 8 år, Carl Emil på 2 år og to bonusbørn på 14 og 19 år.

 

De flotte fotos står The Lab bag. 

Januar 2026

Vil du være med til at skabe noget stort?

Af

VI SØGER DIG, der har personlig erfaring med unge med særlige behov.

Du ligger inde med en helt særlig viden og erfaring, som du kan bruge til at være medskaber af to landsdækkende arrangementer for unge og voksne med særlige behov. Arrangementer, som styrker deres følelse af at være med i et fællesskab. Det bliver STORE arrangementer, som får STOR betydning for en masse unge og voksne og du får STOR grad af medbestemmelse.

OPGAVEN VI SKAL LØSE I FÆLLESSKAB

Du bliver en del af en landsdækkende gruppe, hvor du sammen med 4 andre frivillige og en projektleder fra Unge For Ligeværds sekretariatet skal skabe to landsdækkende arrangementer. Datoerne er ikke fastlagt, men der skal være et i foråret og et i efteråret 2026.

DU KAN BLIVE EN DEL AF GRUPPEN, HVIS DU

  • har personlig erfaring med målgruppen (f. eks. forælder eller en anden pårørende, fagperson eller ven).
  • har lyst til at være medskaber på arrangementerne, der skal understøtte, at deltagerne får venner og bliver en del af et fællesskab.
  • har tid til og mod på at gennemføre de to planlagte arrangementer.

SOM MEDSKABER PÅ ARRANGEMENTERNE FÅR DU

  • ny viden, inspiration og værktøjer til at løse opgaven og løbende sparring med de andre i gruppen af frivillige.
  • erfaring med at skabe trygge, rummelige fællesskaber og landsdækkende aktiviteter for voksne og unge med særlige behov.
  • mulighed for at deltage i nogle af Ligeværds kurser, webinarer konferencer.

SÅDAN BLIVER PROCESSEN

Vil du være med til at skabe de landsdækkende arrangementer, så er første skridt at kontakt projektleder Line Wohlstrand på 22 34 31 13 eller line@ligevaerd.dk. Hun kan fortælle dig mere om projektet og målgruppen.

Kommer I frem til, at du bliver en del af gruppen, så er der to online møder, du skal deltage i, hvor du også møder andre frivillige.

1. MØDE

På dette møde hører du mere om Unge For Ligeværd, selve opgaven og den videre proces.

2. MØDE

Dette møde bliver et kursus med andre frivillige fra Unge For Ligeværd klubberne rundt i landet. Her får du konkrete værktøjer og viden om den gode samtale og redskaber hertil.

LIDT MERE OM HVAD DER FORVENTES AF DIG

  • Du skal kunne afsætte en weekend i foråret og en i efteråret til at deltage i de to arrangementer.
  • Du skal kunne deltage i 1-2 online møder om måneden sammen med tovholdergruppen. (Der er ingen møder i juli).
  • Du har mod på at kontakte de lokale UFL-klubber og få indblik i medlemmernes behov og ønsker til arrangementerne.
  • Du har lyst til at bidrage til at skabe et trygt, anerkendende og tillidsfuldt fællesskab for deltagerne, der ofte har prøvet at stå uden for fællesskabet.

HVEM ER UNGE FOR LIGEVÆRD

Unge For Ligeværd er en forening for unge og voksne med særlige behov over 18 år. Foreningen har lokale foreninger 24 steder i landet. Hver lokalforening driver en Unge For Ligeværd klub (UFL-klub) for medlemmerne, hvor de mødes og bliver en del af et lokalt fællesskab.

NYSGERRIG?

Så kontakt projektleder Line Wohlstrand på 2234 3113 eller line@ligevaerd.dk.

Læs mere om foreningen på ligevaerd.dk/UFL

 

Download beskrivelsen ovenfor som pdf “Vil du være med til at skabe noget stort”

 

Når stu bliver et springbræt

Af

Den der ser længst flyver højest: Når stu bliver et springbræt

17-årige Lasse Poffler havde ét mål: Aldrig at ende på en stu. Men et enkelt år på den rigtige skole ændrede alt. Nu bruger han sin stemme i TUS – Talerøret for Unge på STU til at give uddannelsen det ry, han selv aldrig fik lov at høre: At stu kan være vejen videre i livet, når kvaliteten er høj, og matchet er rigtigt.

Jeg vil ikke ende på en stu.

Det var den tanke, der gik igennem hovedet på 17-årige Lasse Poffler, da han i sine sidste år i folkeskolen skulle finde ud af, hvad hans næste skridt skulle være.

”For mig var stu et sted, hvor man kom hen for at blive opbevaret. Jeg var bange for, at tre år på stu var den lige vej til en førtidspension,” siger han.

Når du er færdig med dine tre år på stu, så er den eneste forskel, at du er tre år ældre, tænkte han.

”Jeg havde det sådan: Det må bare ikke ske for mig.”

Lasse er langt fra alene om at have haft det sådan. Rundt om i landet lever forestillingen om stu’en som en skraldespand blandt både unge, forældre og i nogle kommunale forvaltninger. Men der findes også en anden virkelighed, hvor stu’en bliver et sted at vokse, finde retning og mod på mere.

Den virkelighed opdagede Lasse, da han fik tildelt stu på Sydfyns Fri Fagskole, hvor han i skrivende stund har gået i et år.

”Hele den udvikling, jeg har gået igennem her på et år, den havde jeg slet ikke fået på den kommunale stu, som min kommune først foreslog. Jeg har fået venner. Og jeg har lært at læse, selvom jeg er ordblind,” siger han.

I dag er Lasse Poffler medlem af TUS – Talerøret for Unge på STU, hvor en af mærkesagerne er at tale stu’en op og vise, at uddannelsen kan være et springbræt videre i livet, hvis kvaliteten er høj, og matchet er rigtigt. Det var i det arbejde, at han på en workshop hos En Vej Til Alle lavede stolen Den, der ser længst, flyver højest.

Vidste du?
Fgu behøver ikke være afprøvet før stu. Ved vurdering af, om en ung er i målgruppen for en stu, er det afgørende en beskrivelse af den unges funktionsniveau, støttebehov og udviklingsmuligheder.

En ordblind læsehest

Stolens citat er fra romanen Jonathan Livingston Havmåge, som Lasse Poffler har læst ved at lytte til lydbogen, mens han har fulgt ordene med øjnene i bogen.

”Jeg er den på min skole, der læser mest, selvom jeg er den, der nok er dårligst til at læse,” siger han.

Det er netop det, Lasse har lært på sin stu, og som han gerne vil sige med stolen. For det er slet ikke sikkert, at han havde lært at læse, hvis han havde gået på en anden stu.

”Livingston Havmåge er anderledes end de andre måger, og sådan har jeg også haft det i mange år. Men da jeg kom på den her stu, fandt jeg ud af, at jeg kan skabe et godt liv, hvis jeg tør tænke længere frem. Det var derfor, jeg lavede stolen,” siger han.

I sin tid blev Lasse først præsenteret for sin egen kommunes stu, men det var ikke noget for ham. Da han besøgte skolen, mindede stemningen ham om sin tidligere specialskole, hvor han ikke havde mange venner.

Alligevel forsøgte nogle i kommunen at få ham til at give stu’en en chance, fortæller han.

”Den kunne sagtens være rigtig for nogen, men jeg havde jo været ud og se den, og det var ikke noget for mig,” siger han.

Derfor er han glad for, at han fik tilbudt en stu på Sydfyns Fri Fagskole, hvor han også gik på efterskole, og hvor han kan udvikle sig. Den investering er godt givet ud både for hans hjemkommune og ham selv, mener han.

”Rigtig mange er kritiske over for stu’en, fordi det er den laveste uddannelse. Men der er en masse muligheder for, at den kan hjælpe dig med at rykke dig op ude i fremtiden, hvis du er et sted, hvor du kan udvikle dig,” siger han.

 

Kommuner der ser længere

Lasses oplevelse af at blive presset i retning af en kommunal stu er langt fra unik. Rundt om i landet står unge i krydspres mellem egne ønsker og kommunal økonomi, hvor stu’en bliver set som en økonomisk byrde. Men der findes også kommuner, der går en anden vej.

En af dem er Vejen Kommune, som målt i kroner og øre er blandt de kommuner, der investerer mest i stu. I 2023 brugte kommunen i gennemsnit 327.000 kroner pr. elev om året. Landsgennemsnittet var 173.000 kroner.

Ifølge stu-vejleder i Vejen Kommune, Preben Hedegaard, er der god grund til det.

”Hvis den unge kommer i et match, vedkommende ikke kan spejle sig i, og hvor der ikke er mulighed for progression, så vil den unge falde fra. Så er det håbløst, og så giver man penge til noget der ikke er produktivt,” siger han.

 

Og netop den unges spejling er afgørende, fordi mennesker i miljøer med lav indflydelse og begrænsede udviklingsmuligheder har større risiko for senere at ende uden for arbejdsmarkedet.  Et stort dansk registerstudie viser eksempelvis, at lav kontrol i hverdagen øger risikoen for førtidspension.

”De unges ønsker fylder meget hos os. Jeg mindes ikke, at vi har haft nogen, der ikke har fået deres ønsker opfyldt,” siger Preben Hedegaard.

Han er enig med Lasse Poffler og TUS i, at der er en opgave i at tale stu’en op, og han oplever, at der i Vejen er politisk villighed til at se stu’en som en mulighed. Her har man de seneste år oplevet, at flere kommer videre i egu, fgu eller fleksjob, fortæller han.

”Jo flere penge, vi bruger, jo større er afkastet. Vi er selektive med, hvor de kommer hen. Når vi ser, at der kan være et potentiale, så er det også det, der ligger til grund for, at visitationsudvalget går med til at pege på stu-stederne,” siger han.

Men selvom der på hans arbejdsplads er en kultur, hvor man ser stu’en som en mulighed, så genkender han de fordomme, som TUS vil gøre op med.

”I Vejen kommune genkender vi, at nogle forældre og unge ser stu’en som en skraldespand. Vi prøver at tale stu’en op som en mulighed for senere at komme på fgu eller i fleksjob.”

 

6 skridt kommunen kan tage i morgen

1) Tal stu’en op
Vedtag en fælles kommunikationslinje, hvor stu beskrives som en investering og et reelt uddannelsesvalg og ikke som en sidste udvej.

2) Synliggør stu
 Sørg for, at stu vises side om side med andre ungdomsuddannelser i uu-vejledningen og på kommunens hjemmeside.

3) Skab reel valgfrihed
Præsenter stu som en mulighed på lige fod med andre tilbud uden uformelle krav om at afprøve fgu først. Giv unge, der skal på stu reel mulighed for at vælge den stu-skole der er rigtig for dem.

4) Ligestil stu-elever ift. ungdoms- og studiekort
 Giv stu-elever samme adgang til transportstøtte og studiekort som andre unge i uddannelse.

5) Gør elevdemokrati obligatorisk
Lad stu-elever få reel indflydelse på skolens hverdag gennem elevråd og faste dialogmøder.

6) Skab en tryg overgang før og efter stu slutter
Samarbejd på tværs af afdelinger, så der er nogen til at gribe de unge og skabe trygge muligheder i næste skridt efter stu. Begynd samarbejdet, før stu slutter. Lav klare aftaler og hold dem. Se artiklen om Joballiancen for konkrete anbefalinger.

Anbefalingerne fra Ligeværd, TUS og SUMH er udarbejdet med udgangspunkt i TUS’ mærkesager

En højtflyvende ung mand

For Lasse handler hans fokus på stu ikke kun om ham selv. Det handler om alle de unge, der som ham gerne vil finde sin plads i livet, men som risikerer at blive sendt et sted hen, hvor de ikke kan udvikle sig.

Derfor bruger han sin stemme i TUS, hvor det kun er én blandt mange mærkesager at give stu’en et bedre ry. Blandt andet arbejder de også for, at stu-elever får samme rettigheder som unge på andre ungdomsuddannelser, krav om elevdemokrati på alle stu’er, og at unge får reel mulighed for at vælge den stu, der passer til dem.

”Jeg vil gerne vise, at selvom stu er den laveste uddannelse i Danmark, så kan den løfte dig, hvis du kommer det rigtige sted hen. Det er det, jeg håber, politikerne ser. Stu skal ikke være en parkeringsplads. Den skal være et springbræt,” siger han.

Artiklens indledning er et uddrag af den tale, som Lasses ven Viggo holdt ved lanceringen af stolen ”Den der ser længst, flyver højest” hos En Vej Til Alle.

 

Dagtilbud ansatte ti nye medarbejdere uden at bruge én krone ekstra

Af

Med en simpel omprioritering af vikarbudgettet har Risskov Dagtilbud ansat 10 nye medarbejdere i 11 afdelinger. Resultatet er lavere lønudgifter, et kraftigt reduceret vikarforbrug markant lavere sygefravær og en tryggere hverdag for både børn og voksne. Ifølge dagtilbudslederen handler det om at bruge pengene klogt.

Op til 60.000 kr.

Så mange penge blev nogle måneder brugt på vikarer i den institution, som Carina Ardal Evers overtog som pædagogisk leder i 2021. Samtidig havde huset det højeste sygefravær i hele dagtilbuddet.

“Ingen er syge med vilje. Vi er syge af en grund, men jeg prøvede at spørge personalet, hvorfor de blev syge,” fortæller hun.

En af forklaringerne var arbejdsmiljøet: Pædagogerne løb for stærkt og kunne ikke nå det, de skulle med børnene.

Og i sådan en hverdag følger sygefraværet ofte med, forklarer psykolog Kirsten Callesen.

”Hvis personalegruppen hele tiden er for tyndt bemandet, eller hvis de voksne skal oplære nye vikarer dag efter dag, så bliver de mere sårbare over for sygdom. Og det tager også længere tid at blive rask, når man er presset mentalt og fysisk, fordi et stresset nervesystem heler langsommere,” siger hun.

 

Pædagogernes valg

Det var netop hypotesen, da Carina Ardal Evers i 2021 omregnede det høje vikarforbrug til det, man kunne få af faste timer for de samme penge på et år.

“Jeg lagde bare tallene frem for pædagogerne, og så fik de faktisk et valg,” siger hun.

Pædagogerne valgte at ansætte to medhjælpere fast og sætte vikarbudgettet ned til 5.000 kr. om måneden. Det var en risiko, medgiver Carina Ardal Evers, men et år senere havde det vist sig, at hendes hypotese holdt stik.

Det reelle vikarforbrug faldt til 1.500 kr. om måneden i gennemsnit det første år, og sygefraværet var reduceret fra det højeste til det næstlaveste i dagtilbuddet. Det kraftigt reducerede vikarbudget var endda for højt, så det var blevet muligt at ansætte en ”husalf” til alt det praktiske. Dermed kunne pædagogerne for eksempel i den svære overgang efter frokost være sammen med børnene i stedet for at rydde op.

“Lige pludselig så pædagogerne, hvad vi nu kunne. Hvor de før havde en følelse af ikke at have tid, så fik de en helt anden oplevelse af at nå i mål med deres opgaver og faktisk have tid til de handleplaner, de lavede,” siger hun.

”Der var stadig travlt, men det gjorde noget ved stemningen og gejsten for at gå på arbejde blandt pædagogerne,” fortæller hun.

10 nye varme hænder

Med de erfaringer i ryggen har hun som ny dagtilbudsleder i Risskov Dagtilbud i 2025 gentaget øvelsen i langt større skala. Til et af de første økonomimøder i sin nye stilling fik hun nemlig øje på noget, hun havde set før: Et stort forbrug i vikardriften.

”De gode vikarer har det med at forsvinde, når de får faste jobs, men ved at fastansætte dem kan afdelingerne fastholde dygtige medarbejdere,” fortæller hun.

På den baggrund har Risskov Dagtilbud således flyttet næsten 200.000 kr. om måneden fra vikarposter til fastansættelser på både fuldtid og deltid. Det giver 10 nye medarbejdere i 11 huse og en meransættelse på 5 pct.

For der er stor forskel på, om 25 timer går til en vikar eller en fastansat, fortæller Carina Ardal Evers. Til en vikar går en pædagog fra til oplæring og alt det andet, der sker på en arbejdsplads, når en ny skal falde til, og når de gode vikarer får jobs andre steder, så skal man ringe til en ny, og så starter man forfra.

”Jeg tror, at alle kan sætte sig ind i, at det er hårdt at køre en ny kollega ind mandag, en anden tirsdag og en tredje onsdag. Det bliver en ond spiral nedad, for børnene får jo også mindre,” siger hun.

”Fastansættelserne skaber bedre forudsætninger for at udleve vores fag, og det tror jeg også skaber en tilfredsstillelse ved at gå på arbejde, som kan gøre, at vi bliver mindre syge.”

 

4 skridt kommunalpolitikere kan tage i morgen

1) Hold øje med udgifter til vikarer.
Vikartimer koster dobbelt, fordi der følger oplæring med, og faste medarbejdere sikre tryghed og stabilitet for både børn og voksne.

2) Skab rammer for kendte voksne og stabil drift.
Kendte ansigter reducerer belastningsreaktioner og styrker tryghed og udvikling.

3) Stil krav om systematisk opfølgning.
Følg udviklingen i vikarforbrug og sygefravær tæt. Det giver indblik i effekten af indsatser og valid data at arbejde ud fra.

4) Brug pengene proaktivt.
Understøt dagtilbudsledere i at handle på data og bruge pengene i stedet for at gemme dem. Proaktive investeringer i faste medarbejdere giver største afkast.

 

Markant forbedret kvalitet

Det vil ikke overraske Kirsten Callesen, hvis Risskov Dagtilbud vil opleve markant færre sygemeldinger efter fastansættelserne.

”Selv en lille stigning i antallet af faste voksne kan skabe en kaskadeeffekt, hvor medarbejderne får mere overskud, børnene bliver mere trygge, og hverdagen får mere ro. Og den ro smitter både opad og nedad i systemet,” siger hun.

Ifølge hende er der en direkte kobling mellem de voksnes arbejdsmiljø og børnenes trivsel. For de voksnes nervesystem smitter af på børnene, fortæller hun.

”Hvis personalet oplever mere overskud og stabilitet, og hvis de voksne kan bruge deres energi på at være sammen med børnene i stedet for at lære nye vikarer op, så kommer det børnene til gode. De voksne får jo også mere forudsigelighed og pålidelige gentagelser ved at kende dem, de arbejder sammen med,” siger hun.

Det nationale tilsyn med dagtilbud viser, at kun 9 pct. af alle børnehaver vurderes til at levere god kvalitet. 63 pct. leverer tilstrækkelig kvalitet, mens 28 pct. vurderes til at have utilstrækkelig kvalitet. For vuggestuerne er billedet stort set det samme.

Det betyder ifølge Kirsten Callesen, at mange børn har en hverdag i for udfordrede pædagogiske miljøer i rigtig mange timer i løbet af en barndom. Det løser ikke alle udfordringer at sikre faste voksne, men kontinuitet er uden tvivl en af de ting, man kan arbejde med, hvis man vil forbedre børns hverdag, mener hun.

”Et barn bruger energi på at lære en ny voksen at kende, før det kan bruge energi på at lege, lære og udvikle sig. Også selvom det måske er en vikar, som er intuitivt god til børn. Hvis barnet igen og igen møder ukendte voksne, så skal det først scanne: Forstår den her voksne mig overhovedet?”

 

Et spørgsmål om kultur

Nogle vil måske frygte, at der kommer til at mangle penge, når flere er syge på én gang. Men det gør Carina Ardal Evers ikke.

”Vi malker jo ikke vikarbudgettet helt. Vi kigger på afdelingens størrelse og historik, og så handler vi ud fra det,” siger hun.

Og det ser ud til at bære frugt. Bare fire måneder efter den nye retning er stukket ud, har én af dagtilbuddets 11 afdelinger oplevet et fald i vikarforbruget fra 70.000 til 4.000 kroner om måneden.

”For mig er succes, at vi går i nul eller et lille minus ved årets slutning, for så har vi fået vores penge ud at leve hos børnene, og de skal ikke først bruges i december,” siger hun.

 

Carina Ardal Evers

 

Men det kræver en kulturændring mange steder, hvis det skal lykkes. For eksempel kræver det, at pædagogerne i de enkelte huse dækker ind for hinanden, når kun en enkelt er syg, og at den pædagogiske leder langtidsplanlægger i forhold til kendt fravær.

”Pædagogerne skal jo konkret sidde om morgenen, når der kommer en sygemelding og se på deres ekstra medhjælper og tænke: Jeg kan godt ringe efter en vikar, men så skal vi fjerne vores ekstra medhjælper,” siger hun.

I sit tidligere dagtilbud oplevede hun, at det ansvar gjorde, at pædagogerne tog langt større ejerskab over økonomien. For de hellere være en mindre én dag for til gengæld at beholde den ekstra medhjælper hver dag. Men der er også en kæmpe faktor i langtidssygefravær, som kan ændre billedet markant. For når omprioriteringen i 2021 gik godt, så var det også, fordi man ikke blev ramt af kritisk sygdom.

”Der skal ikke sidde børn og mangle omsorg, fordi en voksen får kræft eller brækker benet. Det er vi ved at undersøge, hvordan vi som dagtilbud kan gardere os imod solidarisk,” siger hun.

Og løfter det så kvaliteten? Det er ikke sikkert ifølge Carina Ardal Evers.

”Kvaliteten i et dagtilbud handler ikke om, hvor mange voksne der går rundt derude. Men antallet af voksne er forudsætningen for, at vi kan yde kvalitet. Og det er den forudsætning, vi forsøger at skabe rammen for her med de penge, vi har, når vi forsøger at bruge vores penge klogere,” siger hun.

Mindre sagsbehandling, flere i job: Joballiancen lukker hullet efter stu

Af

Alt for mange unge ender i langvarig afklaring og på offentlig forsørgelse i overgangen mellem stu og job eller uddannelse. Med Model Joballiancen kan kommuner lukke hullet og løfte andelen i job og uddannelse et år efter stu fra 12 til 64 pct. Kommunen får mindre sagsbehandling, flere i job og en nettobesparelse efter få år.

Marcus drejer den store varevogn ind ad en smal gade i København. For to år siden kunne en simpel omvej give ham fysisk ubehag og få ham til at opgive at komme frem, og det var utænkeligt, at han ville kontakte fremmede.

I dag drejer han varevognen ind på byggepladsen, parkerer bilen og går op i skurvognen til mennesker, han ikke kender for at gøre det, han er blevet kendt for hos Enemærke & Petersen: Han henter defekt værktøj på firmaets byggepladser og får det til at virke igen hjemme på fabrikken i Glostrup.

”Hans mor troede ikke på det, da jeg fortalte hende den historie,” siger materialechef Niels Kristensen.

Men skiftet kom ikke af sig selv.

Det kom, fordi Marcus efter sin stu på Grennessminde fik et Joballiance-forløb: En særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats, hvor stu-stedet følger den unge hele vejen ud på arbejdsmarkedet og finder et match, der giver mening.

Hvert år afslutter ca. 1.700 unge en stu. Et år senere er kun 12 pct. i job eller uddannelse, mens resten overgår til offentlig forsørgelse. For unge, der som 22-årige Marcus Nebel får et Joballiancen-forløb, er billedet markant anderledes: 64 pct. kommer i job eller uddannelse et år efter stu.

Joballiancens målgruppe

Joballiancens målgruppe er unge, der har gennemført stu og har potentiale for job eller uddannelse, men som ellers risikerer langvarig offentlig forsørgelse.

Undgik førtidspension

For Marcus var udsigterne til job uden for rækkevidde. I løbet af sin stu var han socialt begrænset og ofte så presset, at praktikstederne havde svært ved at hjælpe ham. Derfor vurderede alle omkring ham, at hans udvikling pegede direkte mod en førtidspension, fortæller Vibe Friborg, praktikvejleder ved Grennessminde.

”Han var så udfordret på at komme, når der skete de mindste forandringer, og det satte sig så hårdt i ham fysisk. Så alle var overbeviste om, at han lå til en førtidspension. Også uu-vejleder og beskæftigelsesrådgiver fra kommunen,” siger hun.

Men med Joballianceforløbet kunne Vibe Friborg hjælpe Marcus i job. Mange stu-elever har meget snævre interesser og særlige behov, som kan være svære at placere og fastholde i jobmarkedet, og sådan var det også med Marcus.  Som ansat på Grennessminde kendte Vibe Friborg alt til Marcus’ interesser og udfordringer, og det var med sit indgående kendskab til ham, at hun bankede på hos Enemærke & Petersen i Glostrup og spurgte, om de havde opgaver til ham.

Det havde de.

Men Vibe vidste, at Marcus’ motivation afhang af, om opgaverne rummede det, han brændte for.

”Jeg vidste, at han kun kunne motiveres, hvis arbejdet lugtede af svejsning og kørsel på maskiner. Så jeg sikrede, at han kunne køre truck og indimellem lave små blikkenslageropgaver. Så kunne han acceptere, at der også ville være gentagende tømreropgaver,” siger hun.

Alligevel kedede han sig i starten og var svær at motivere til de opgaver, der ikke interesserede ham. Det var først, da Niels Kristensen fik øje på Marcus’ talent for at skille knallerter ad og reparere på dem, at de sammen fandt hans helt rette hylde i materielafdelingen og endegyldigt afværgede en tilværelse på førtidspension.

Med den historie er det i sig selv en bedrift, at Marcus i dag reparerer værktøj 25 timer om ugen i et fleksjob. Men det helt ekstraordinære er, at han er blevet en uundværlig del af en af Danmarks største entreprenørvirksomhedern

”Marcus løser faktisk opgaver for os, som vi ellers skulle have sendt ud af huset,” siger Niels Kristensen.

Joballiancen er ikke kun en gevinst for virksomheder og unge. Erfaringen fra pilotkommunerne viser, at modellen også giver en betydelig arbejdsbesparelse på de kommunale sagsbehandleres skriveborde. Det fortæller Camilla Stausholm, stu-vejleder i Aarhus Kommune, der var blandt de 35 kommuner i pilotprojektet.

“I Aarhus Kommune kan vi se gevinsten ved, når vi laver det her arbejde. Vi kan dokumentere, at vi har færre LAB-indsatser efter endt stu end andre kommuner, og at vi får dem hurtigere i fleksjob,” siger hun.

 

4 ting kommunalpolitikere kan gøre i morgen

Forudsætningen for at lykkes med Joballiancen er, at en kommune og et stu-sted med et specialiseret virksomhedsnetværk indgår en partnerskabsaftale.

Kommunalbestyrelser kan beslutte, at

1) Kortlægge hvilke stu-steder, der arbejder med Joballiance-forløb

2) Bede stu-stedet kortlægge, hvilke unge der passer til Joballiance-forløb inden 3. år af stu

3) Beslutte, at alle unge med potentiale for job får tilbudt et Joballiance-forløb

4) Følge op på resultaterne af Joballiance-forløb

 

Et godt match

Selvom Niels Kristensen fandt den rette hylde til Marcus, er det ikke alle virksomheder, der har muskler, erfaringer eller ressourcer, der skal til for at løfte en ung med særlige behov ind i et arbejdsliv.

Unge med særlige behov har ofte brug for stærke og forpligtende relationer, og det er en opgave, som er meget svær at løfte i det offentlige, som reformkommissionen skriver i Nye reformveje 3: ”Man kan ikke ringe til sagsbehandleren klokken to om natten, når man har brug for en erfaren voksen til at hjælpe sig.”

De fleste virksomheder i Joballiancen fortæller, at stu-stederne er afgørende for, at ansættelsen lykkes. Niels Kristensen mener, at Enemærke & Petersen nok havde klaret det alligevel, men det er en stor hjælp for Marcus, at han kan ringe til Vibe, når det brænder på.

”Hun er Marcus’ holdepunkt. Hvis den gamle idiot her (Niels Kristensen selv, red.) stiller for store krav, så har han en base i Vibe, og han kan ringe til hende når som helst. Han ved, at han får den bedste hjælp i verden,” siger han.

Og spørger man Marcus selv, så er det afgørende, at han kender Vibe godt.

”Det er lidt nemmere at kontakte hende, hvis der er et eller andet,” siger han.

En selvstændig kollega

Da Marcus startede, var han stille. Når han var færdig med en opgave, gik han først i gang, når han fik en ny. Sådan er det ikke i dag, hvor Marcus er selvkørende.

”Der er faktisk næsten ikke noget, som Marcus ikke kan løse i dag,” siger Niels Kristensen.

For nylig havde virksomheden besøg af en konsulent fra værktøjsfirmaet Milwaukee. Og pludselig opdagede Niels Kristensen, at Marcus på eget initiativ stod og snakkede med ham.

”Marcus stod og fortalte ham, hvad han syntes, der skulle være anderledes, og hvad der var galt inde i den og den boremaskine.”

Den udvikling var der ikke mange, der havde set komme, men Marcus ville ikke være den foruden. Hvis man spørger ham, hvordan et liv uden jobbet havde været, er svaret klart.

”Ja, det ville være lidt kedeligere, tror jeg. Så ville jeg jo bare sidde derhjemme og spille PlayStation og sådan noget.”

Sådan ser virkeligheden for eksempel ud for vennerne fra Marcus’ stu, som ikke har fået et Joballiance-forløb.

”Der er nogle af dem, der er på førtidspension, og der er nogle af dem, der stadig prøver lidt praktik og sådan noget. Så det er godt, at jeg har noget at stå op til og noget fedt arbejde at lave og nogle gode kollegaer at snakke med,” siger han.

Læs mere om Joballiancen